Grundnotat om tærskelværdierne for fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets grundnotat om udkast til Kommissionens forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF for så vidt angår tærskelværdierne for anvendelse af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter.
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET |
Udkast til Kommissionens Forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF for så vidt angår tærskelværdierne for anvendelse af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter
En revideret udgave af EU’s udbudsdirektiver for henholdsvis forsyningsvirksomheder og offentlige ordregivere blev vedtaget den 31. marts 2004 og offentliggjort den 30. april 2004 som direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF. Direktiverne blev vedtaget i fælles beslutningsprocedure mellem Europa-Parlamentet og Rådet.
Direktiverne indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter de fremtidige tærskelværdier for, hvornår direktivernes udbudsprocedurer skal følges. På de områder, hvor EU har aftaler om gensidig markedsåbning med WTO, jf. afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse af WTO-aftalen om offentlige indkøb, tager de gældende udbudsdirektiver udgangspunkt i SDR, som er en teknisk valutaenhed. SDR omregnes til euro ved angivelsen af tærskelværdierne. Denne proces er ændret i de nye udbudsdirektiver, således at tærskelværdierne er udtrykt direkte i euro.
Udbudsdirektiverne skal bl.a. gøre det muligt for de ordregivere, der anvender direktiverne, samtidig at opfylde de forpligtelser, der følger af WTO-aftalen. Det kan betyde, at de euro-beløb, som er angivet i direktiverne, må forhøjes eller nedsættes af Kommissionen, således at de til enhver tid modsvarer de værdier, der aftalt efter WTO-aftalen. Kommissionen har hjemmel til at justere disse beløb i direktiv 2004/18/EF, art. 78 og direktiv 2004/17/EF, art. 69.
Det kan konstateres, at det allerede nu er aktuelt at justere beløbene på baggrund af aftalerne med WTO. Til det formål har Kommissionen efter rådslagning med Det Rådgivende Udvalg for Offentlige Aftaler udarbejdet et forslag til Kommissionsforordning.
For at reducere antallet af tærskelværdier har Kommissionen herudover i forbindelse med justeringen tilpasset de tærskelværdier, der ikke følger af aftalen, til de øvrige tærskelværdier.
Kommissionsforordningen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med såvel nærheds- som proportionalitetsprincippet.
Kommissionsforordningen vedrører reglerne for udbud af offentlige kontrakter og koncessioner. Danmark har implementeret de på området gældende EU-direktiver fuldt ud ved bekendtgørelserne nr. 649, 650, 651 og 652, alle af 30. juli 2002.
Bekendtgørelserne er udstedt i medfør af lovbekendtgørelse nr. 600 af 30. juni 1992 om fremgangsmåderne ved indgåelse af bygge- og anlægskontrakter og indkøb mv., som ændret ved lov nr. 415 af 31. maj 2000.
De netop vedtagne direktiver 2004/17/EF og 2004/18/EF skal gennemføres i dansk ret inden for 21 måneder regnet fra offentliggørelsen af direktiverne.
Forordningen kræver ikke ændringer af dansk ret og træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende.
Forordningen har været forelagt EU-Specialudvalget vedrørende konkurrenceregler.
Dansk Handel og Service, HTS-interesseorganisationen, Dansk Transport og Logistik, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Industri samt Advokatsamfundet havde ingen bemærkninger til forordningen. Bryggeri-foreningen noterede med tilfredshed, at der sker en samordning af bestemmelser, således at reguleringen bliver lettere at administrere.
Kommissionsforordningens justering af udbudsdirektivernes tærskelværdier har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Kommissionsforordningens justering af udbudsdirektivernes tærskelværdier har ikke samfundsøkonomiske konsekvenser.
Kommissionsforordningen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF blev senest forelagt Folketingets Europaudvalg den 17. maj 2002. Grundnotat om sagen blev fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 21. september 2000.