Rådsmøde (uddannelse ungdom kultur) 28/5-04 Redegørelse
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Undervisningsministeriets redegørelse for rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 28. maj 2004 – uddannelsesdelen.
Notat til Folketingets Europaudvalg om resultatet af Rådsmødet den 28. maj 2004
6. Udkast til resolution fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om styrkelse af politikker, systemer og praksis inden for livslang vejledning i Europa
Resolutionen blev vedtaget uden diskussion.
7. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om en samlet ramme for større gennemsigtighed i kvalifikationer og kompetencer (Europass)
- Retsgrundlag foreslået af Kommissionen: traktatens artikel 149 og 150)
Der blev opnået politisk enighed om Rådets fællesholdning uden diskussion. Der var opnået enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet om substansen. EP havde dog ikke nået at afholde endelig afstemning, hvorfor sagen ikke formelt kunne afsluttes i første læsning.
Kommissionen fremlagde en erklæring til mødeprotokollen om de finansielle konsekvenser af forslaget for medlemsstaterne.
8. Udkast til Rådets konklusioner om kvalitetssikring af erhvervsuddannelse
Konklusionsteksten blev vedtaget uden diskussion.
9. Udkast til konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fælles europæiske principper for identifikation og validering af ikke-formel og uformel læring
Konklusionsteksten blev vedtaget uden diskussion.
10. Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 337/75 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse
(Retsgrundlag foreslået af Kommissionen: traktatens artikel 308)
Der blev opnået politisk enighed i sagen En delegation fremlagde en erklæring til mødeprotokollen, hvor man beklagede anvendelsen af artikel 308 som retsgrundlag.
11. Meddelelse fra Kommissionen: "Den nye generation af EF-uddannelsesprogrammer efter 2006"
– Rådets konklusioner
– Udveksling af synspunkter
Rådets konklusioner blev vedtaget uden diskussion. Der var desuden en generel drøftelse af emnet, hvoraf følgende kan fremhæves:
- Delegationerne udtrykte generel støtte til Kommissionens ambitiøse planer om at styrke den ny generation af uddannelsesprogrammer, herunder behovet for etablering af et integreret rammeprogram for Comenius, Erasmus, Leonardo og Grundtvig. Alle uddannelsesformer og -niveauer burde omfattes af Kommissionens planer, ligesom den ny generation af programmer skulle henvende sig til en større målgruppe end tidligere.
- Delegationerne understregede vigtigheden af, at den ny generation af programmer understøttede den europæiske politikdannelse på uddannelsesområdet, herunder i relation til gennemførelsen af Lissabon-processen i særdeleshed og målsætningsarbejdet på uddannelsesområdet, Københavnerprocessen om erhvervsuddannelse samt Bologna-processen om videregående uddannelse i almindelighed.
- Delegationerne noterede sig Kommissionens forslag til kvantitative målsætninger for programmerne, idet man dog understregede, at den endelige udformning og budgettets størrelse i høj grad afhang af forhandlingerne om de nye finansielle perspektiver. Flere delegationer indikerede, at man ville anlægge en budgetrestriktiv linie under de kommende forhandlinger.
- Delegationerne understregede vigtigheden af opnå administrative og finansielle forenklinger af den ny generation af programmer, herunder behovet for ændring af visse finansielle bestemmelser, skabelsen af en større grad af fleksibilitet samt fortsat behov for decentralisering af beslutningsprocedurer og implementeringsmekanismer.
- Delegationerne understregede behovet for at forbedre opfyldelsen af uddannelsesprogrammernes målsætninger, at opnå en bedre spredning af resultaterne samt at forbedre evalueringsmekanismerne på alle niveauer.
- Delegationerne udtrykte generel støtte til Kommissionens planer om at udvide Tempus programmet til at omfatte et bredere spektrum af livslang læring. To delegationer udtrykte dog modstand mod at udvide programmet til skoleområdet. En delegation ønskede at fokusere Tempus programmet mod Rusland, mens en anden delegation understregede behovet for etablere passende støtteforanstaltninger. De nye medlemsstater understregede generelt Tempus programmets betydning for udvikling af de videregående uddannelsessystemer.
- Et flertal af delegationerne understregede vigtigheden af, at der snarest muligt forelå et formelt forslag om den ny generation af programmer fra Kommissionen, såfremt tidsplanen for programmerne iværksættelse skulle overholdes. Kommissionen meddelte i denne sammenhæng, at et forslag formentlig ville foreligge medio juli d.å.
- Enkelte delegationer understregede behovet for at koncentrere indsatsen om opfølgning af Københavner-processen om erhvervsuddannelse, tilpasning til arbejdsmarkedets behov, social inklusion, forbedring af beskæftigelsen og skabelsen af vækst.
- Danmark understregede vigtigheden af, at kommende aktioner blev udført så tæt på de enkelte brugere som muligt og var kendetegnet ved en høj grad af gennemskuelighed. Fra dansk side støttede man idéen om skabelsen af et europæisk rum for forskning og uddannelse. Man betonede betydningen af internationalisering af uddannelsessystemerne inden for EU. Den ny generation af uddannelsesprogrammer burde ses i relation til gennemførelsen af Lissabon-processen i særdeleshed og målsætningsarbejdet på uddannelsesområdet, Københavnerprocessen om erhvervsuddannelse samt Bologna-processen om videregående uddannelse i almindelighed. I denne forbindelse var det vigtigt at sikre en effektiv implementering af iværksatte initiativer.
12. Udkast til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om social integration af unge
Resolutionen blev vedtaget uden diskussion.
13. Udkast til erklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om racisme og intolerance i relation til unge
Erklæringen blev vedtaget uden diskussion.
14. Meddelelser fra Kommissionen: "At give borgerskabsbegrebet reelt indhold: fremme af europæisk kultur og mangfoldighed gennem ungdoms- og kulturprogrammer, audiovisuelle programmer og programmer for borgernes deltagelse", Forslag til fælles målsætninger for volontøraktiviteter blandt unge samt Forslag til fælles målsætninger for større forståelse af og viden om unge
Delegationerne havde en udveksling af synspunkter, hvoraf følgende kan fremhæves:
Vedr. den ny generation af ungdomsprogrammet
- Delegationerne udtrykte generel støtte til Kommissionens planer om at sætte ungdomsprogrammet i relation til borgerskabsbegrebet.
- Delegationer betonede i denne forbindelse vigtigheden af at etablere et selvstændigt ungdomsprogram med fortsat fokus på uformel læring. Danmark var ene om at ønske ungdomsprogrammet omfattet af et rammeprogram, idet man dog også erklærede sig parat til at acceptere en løsere tematisk tilknytning til kulturprogrammer, audiovisuelle programmer og programmer for borgernes deltagelse.
- I forlængelse heraf udtrykte et flertal af delegationerne behov for etablering af relationer til andre politik områder, herunder uddannelse, social inklusion, beskæftigelse, kultur og sport, idet ungdomsspørgsmål burde betragtes som et horisontalt anliggende.
- Flere delegationer udtrykte ønske om, at den ny generation af ungdomsprogrammet skulle have en udvidet målgruppe set i forhold til tidligere, herunder et udvidet geografisk sigte. Fokus burde være på de dårligst stillede unge.
- Delegationerne understregede vigtigheden af, at den ny generation af ungdomsprogrammet understøttede gennemførelsen af Lissabon-processen i særdeleshed og hvidbogsprocessen på ungdomsområdet i almindelighed.
- Delegationerne understregede, at den endelige udformning af programmet og budgettets størrelse i høj grad afhang af forhandlingerne om de nye finansielle perspektiver. Flere delegationer påpegede dog behovet for at tilføre flere midler til området.
- Flere delegationer – der i blandt Danmark - understregede vigtigheden af opnå administrative og finansielle forenklinger af den ny generation af ungdomsprogrammet. Danmark betonede behovet for at forenkle beslutningsprocedurer og implementeringsmekanismer frem for at udvide det administrative bureaukrati. En delegation advarede mod omfattende og ressourcekrævende afrapporteringer og målinger, idet man foretrak udveksling af god praksis.
- Delegationerne understregede behovet for at forbedre opfyldelsen af programmets målsætninger, at opnå en bedre spredning af resultaterne samt at forbedre evalueringsmekanismerne på alle niveauer.
- Et flertal af delegationerne understregede vigtigheden af, at der snarest muligt forelå et formelt forslag om den ny generation af programmet fra Kommissionen, såfremt tidsplanen for programmets iværksættelse skulle overholdes.
Vedr. fælles målsætninger for volontøraktiviteter og større forståelse og viden om unge
Delegationerne begrænsede sig til at udtrykte generel støtte til Kommissionens meddelelser. Danmark meddelte således, at meddelelserne var modtaget så sent op til rådsmødet, at man ikke havde kunne gennemføre nationale høringer. En delegation indikerede dog, at man fandt de forslåede målsætninger vedr. større forståelse og viden om unge en kende for ambitiøse.
15. Eventuelt
"Learning to change our world": International høring om uddannelse med henblik på bæredygtig udvikling (den 4.-7. maj 2004 i Göteborg)
Der var en skriftlig orientering fra den svenske delegation.
Resultater af den europæiske ungdomskonference om frivilligt engagement i et udvidet Europa
Der var en skriftlig orientering fra den franske og den tyske delegation.