Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde kulturministre 27.-28/5-04 Samlenotat

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalget

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

12. maj 2004

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 19. maj 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 27.-28. maj 2004 – vedlægges Kulturministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen.

11

11. maj 2004

Aktuelt notat til Folketingets Europaudvalg

Rådsmøde (Uddannelse, Ungdom og Kultur) den 27.-28. maj 2004

Kulturdelen

  1. Europæisk Kulturhovedstad – side 1
  1. Udpegning
    • Europæisk Kulturhovedstad i 2007
    • Europæisk Kulturhovedstad i 2008
  1. Forslag til medlemmer af udvælgelsesjury
  2. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 1419/1999/EC om en fællesskabsaktion vedrørende "Den europæiske Kulturhovedstad 2005-2019"

– Politisk enighed

  1. Meddelelse fra Kommissionen: At give borgerskabsbegrebet reelt indhold – fremme af europæisk kultur og mangfoldighed gennem programmer for ungdom, kultur, det audiovisuelle område og borgernes deltagelse – side 4
    • Udveksling af synspunkter
  1. Meddelelse fra Kommissionen om "Den fremtidige europæiske lovgivningspolitik på det audiovisuelle område" – side 5

– Udveksling af synspunkter

Ad 1. Europæisk Kulturhovedstad

  1. Udpegning
    • Europæisk Kulturhovedstad 2007
    • Europæisk Kulturhovedstad 2008
  1. Forslag til medlemmer af udvælgelsesjury
  2. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 1419/1999/EF om en fællesskabsaktion vedrørende "Den eruropæiske Kulturhovedstad 2005-2019"

KOM(2003) 700

    • Politisk enighed

Baggrund generelt til punkt 1

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1419/99/EF af 256. maj 1999 omfatter fællesskabsaktionen "Den Europæiske Kulturhovedstad 2005-2019".

Ifølge afgørelsen udpeger Rådet hvert år – efter et rotationsprincip mellem medlemslandene – en by som har ansøgt om at blive Europæisk Kulturhovedstad. Også byer i europæiske tredjelande kan deltage i aktionen. Byerne udpeges normalt fire år, før de skal være kulturhovedstad. Valget sker efter henstilling fra Kommissionen med baggrund i en indstilling fra en bedømmelsesjury af syv uafhængige eksperter inden for det kulturelle område. To medlemmer udpeges af Europa-Parlamentet, to af Rådet, to af Kommissionen og en af Regionsudvalget. Europa-Parlamentet har ret til at afgive en udtalelse om juryens indstilling. De to medlemslande, der har formandskabet i løbet af et år, indstiller hver en person, som det følgende år skal indtræde i juryen.

  1. Udpegning af Den Europæiske Kulturhovedstad for henholdsvis 2007 og 2008
  2. Indhold

    Ifølge ovennævnte rotationsprincip skal kulturhovedstaden for 2007 være Luxembourg og for 2008 Det Forenede Kongerige.

    For 2007 foreligger der ansøgninger fra Luxembourg og Sibiu/Hermannstadt i Rumænien. For 2008 foreligger der ansøgninger fra Liverpool i Det forenede Kongeringe og Stavanger i Norge. Med baggrund i juryens indstilling henstiller Kommissionen, at Rådet udpeger de nævnte fire byer som "Europæisk Kulturhovedstad" for 2007 og 2008.

  3. Forslag til medlemmer af udvælgelsesjury
  4. Indhold

    De to EU-formandskaber i 2003 (Irland og Holland) forventes at præsentere sine forslag til medlemmer af juryen for valg af Europæiske Kulturhovedstad for 2009 ( i Østrig)

    Fælles for punkt a) og b)

    Høring

    Forslagene omfatter en praktisk gennemførelse af en eksisterende retsakt og er derfor ikke sendt i høring.

    Lovgivnings-og statsfinansielle konsekvenser

    Forslagene indebærer ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark

    Nærheds- og proportionalitetsprincippet

    Der er tale om led i en praktisk gennemførelsesforanstaltning af allerede vedtagne retsakter.

    Tidligere forelæggelse for Europaudvalget

    Forslagene har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget, men aktionen "Europæiske Kulturhovedstad" har været forelagt Europaudvalget ved flere tidligere lejligheder, senest til orientering på mødet den 2. maj 2003 forud for rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 5.-6. maj 2003 med fremsendelse af notat af 24. april 2003.

  5. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 1419/1999/EF om en fællesskabsaktion "Den europæiske Kulturhovedstad 2005-2019"

KOM(2003)700

    • Politisk enighed

Baggrund, formål og indhold

Ifølge den gældende retsakt gælder rotationsprincippet for valg af Europæiske Kulturhovedstad kun de hidtidige 15 og ikke de nye 10 medlemslande. Efter drøftelse med de nye lande har Kommissionen med baggrund i TEF art. 151 fremlagt en ændring til den hidtidige afgørelse. Det eneste formål med denne ændring er hurtigst muligt at inddrage disse lande i rotationsprincippet. Ændringen indebærer, at der fra 2009 hvert år kan nomineres byer fra både et gammel og et nyt medlemsland.

Høring

Forslaget har ikke været i høring, specielt fordi der er tale om en teknisk ændring med henblik på at inddrage de nye medlemslande i fællesskabsaktionen.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet vedtog i sin første læsning den 22. april 2004 fem ændringsforslag til Kommissionens forslag:

  • En henstilling i betragtningerne om, at der på rimelig vis tages økonomisk højde for muligheden for støtte til to byer pr. år
  • Tre ændringsforslag som vil indebære, at medlemslande fremover skal nominere mindst to byer
  • Et ændringsforslag pålægger Kommissionen at udarbejde en evalueringsrapport om forudgående års kulturhovedstad.

Kommissionens holdning efter forhandlingerne i rådsregi kan resummeres som følger:

  • Formålet med det foreliggende ændringsforslag til den gældende afgørelse har alene været hurtigst muligt at inddrage de nye medlemslande i aktionen
  • Andre mulige ændringer til den gældende retsakt bør afvente den i igangværende evaluering af aktionen. Kommissionen kan derfor ikke p.t. acceptere de fire ændringsforslag til selve teksten.
  • Ændringsforslaget til betragtningerne kan Kommissionen acceptere, fordi der allerede inden for de fastsatte bevillingsrammer gennem omdisponering er muligt at yde støtte til en eller flere byer.

Lovgivnings- og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget indebærer ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Forslaget omtaler ikke disse principper. Efter regeringens opfattelse er forslaget i overensstemmelse med principperne, fordi der i lyset af udvidelsen er tale om en teknisk ændring til en allerede vedtaget retsakt.

Tidligere forelæggelse for Europaudvalget

Forslaget har ikke tidligere været forelagt udvalget, men aktionen "Europæiske Kulturhovedstad" har været forelagt Europaudvalget ved flere tidligere lejligheder, senest til orientering på mødet den 2. maj 2003 forud for rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 5. – 6. maj 2003 med fremsendelse af notat af 24. april 2003.

Ad 2. Meddelelse fra Kommissionen: At give borgerskabsbegrebet reelt indhold – fremme af europæisk kultur og mangfoldighed gennem programmer for ungdom, kultur, det audiovisuelle område samt borgernes deltagelse

KOM(2004) 154

    • Udveksling af synspunkter

Baggrund og indhold

Kommissionen har fremlagt en meddelelse "At give borgerskabsbegrebet reelt indhold – fremme af europæisk kultur og mangfoldighed gennem programmer for ungdom, kultur, det audiovisuelle område samt borgernes deltagelse". Baggrunden for meddelelsen er, at de gældende programmer på kultur- og av-området ("Kultur 2000"-programmet og MEDIA-programmer.ne) udløber med udgangen af 2006. Meddelelsen tager endvidere udgangspunkt i Kommissionens nyligt fremlagte politik- og finansieringsplan for det udvidede EU 2007-20213, hvor en af de tre grundpiller er unionsborgerskab med konkret indhold.

Meddelelsen skitserer kort Kommissionens foreløbige tanker om hovedformål med og overordnet indhold i de forslag til kommende programmer, som den forventes at fremlægge i løbet af 2004 i lyset af offentlige høringer og evalueringer. De foreløbige tanker tyder på forslag om et nyt MEDIA-program, der stort set vil svare til de eksisterende programmer om støtte til uddannelse, udvikling, distribution og markedsføring inden for av/film-området samt et nyt kulturstøtteprogram, hvor der i forhold til det eksisterende, detaljerede "Kultur 2000" program lægges op til et egentligt rammeprogram. Endelig lægges der op til en mere simpel og brugervenlig ansøgnings- og behandlingsproces.

Høring

Meddelelsen er ikke sendt i høring, fordi man fortsat befinder sig på undersøgelses- og overvejelsesstadiet. Kommende konkrete forslag til nye programmer vil blive sendt i bred dansk høring.

Lovgivnings- og statsfinansielle konsekvenser

Meddelelsen indebærer ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Meddelelsen omtaler ikke disse principper. Efter regeringens opfattelse er den i overensstemmelse med principperne, fordi formålet er undersøgelser og dialog forud for forslag til afløsning af eksisterende retsakter.

Tidligere forelæggelse for Europaudvalget

Meddelelsen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget, men Kultur 2000- programmet og MEDIA-programmerne har været forelagt udvalget ved flere tidligere lejligheder, senest til orientering på mødet den 21. november 2003 forud for rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 24.-25. november 2003 med fremsendelse af notat af 13. november 2003.

Ad 3. Meddelelse fra Kommissionen om "Den fremtidige europæiske lovgivningspolitik på det audiovisuelle område"

KOM(2003) 784

– Udveksling af synspunkter

Baggrund og indhold

På baggrund af Kommissionens meddelelse om "Den fremtidige europæiske lovgivningspolitik på det audiovisuelle område" (KOM(2003) 784 endelig) har formandskabet fremlagt et diskussionspapir med en række emner vedrørende en fremtidig revision af direktivet om "tv uden grænser".

Kommissionens meddelelse er udarbejdet i lyset af konsultationer og høringssvar. Der er tale om en status over Kommissionens foreløbige tanker om en mulig kommende revision af tv-direktivet og om mulige prioriterede områder inden for av-politikken på mellemlangt sigt. Politikken skal beskytte visse almene interesser som f.eks. kulturel mangfoldighed, retten til information, beskyttelse af mindreårige og forbrugerbeskyttelse. En række emner som detaljeringsgraden i lovgivningen om reklame, kravet om kvoter for europæiske programmer og muligheden for co- og selvregulering på av-området skal undersøges nærmere gennem diskussion i særlige fokusgrupper og gennem undersøgelser iværksat af Kommissionen. Resultaterne af disse tiltag kan føre til forslag om ændringer af direktivet "tv uden grænser"

Formandskabet ønsker særlig, at diskussionen på rådsmødet skal dreje sig om følgende emner:

  • Rækkevidden af et revideret direktiv set i lyset af den flydende grænse mellem tv og informationssamfundstjenester
  • Tv’s rolle i forbindelse med kulturel og sproglig mangfoldighed
  • Muligheden for fortsat at have effektiv national regulering
  • Udfordringerne i forbindelse med nye reklameteknikker
  • Adgang for handicappede til tv-programmer
  • Co- og selvregulerings mulighed for at spille en rolle i en fremtidig lovgivningspolitik.

Høring

Diskussionspapiret har ikke været sendt i høring, fordi man fortsat befinder sig på undersøgelses- og overvejelsesstadiet.

Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser

Papiret indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Formandskabspapiret og Kommissionens meddelelse omtaler ikke disse principper. Efter regeringens opfattelse er det i overensstemmelse med principperne, fordi formålet er undersøgelser og dialog forud for en mulig revision af en eksisterende retsakt.

Tidligere forelæggelse for Europaudvalget

Papiret har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget, men tv-direktivet har færet forelagt udvalget ved flere tidligere lejligheder, senest til orientering på mødet den 2. maj 2003 forud for rådsmøde (uddannelse, ungdom og kultur) den 5.-6. maj 2003 med fremsendelse af notat af 24. april 2003.