Hjælpemenu

Hovedmenu

Karakteristik vedr. sukkermajs af genetisk modificeret majs

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 22. april 2004

   

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 20. april 2004 (Alm. del – bilag 785) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål 241:

"I forlængelse af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmål 0, jf. alm. del - bilag 444, bedes ministeren redegøre for, hvad der særligt karakteriserer sukkermajs af genetisk modificeret majs Bt11, herunder eventuelle spørgsmål om genmarkører."

Svar:

Fødevaredirektoratet samt Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet har oplyst følgende, som jeg skal henholde mig til:

Bt11-majs har fået indsat to forskellige gener, der gør planten modstandsdygtig overfor visse insekter og herbicider. Det vil sige, at majsen er beskyttet mod angreb af visse sommerfuglelarver (europæisk og vestafrikansk majsborer), og at den kan tåle sprøjtning med ukrudtsmidler, der indeholder glufosinat (f.eks. Basta). Genet for insektresistens stammer fra mikroorganismen Bacillus thuringiensis, og genet for herbicidresistens er fra mikroorganismen Streptomyces viridochromogenes.

Pat-genet (fra bakterien Streptomyces viridochromogenes) medfører, at majsplanterne kan sprøjtes med glufosinat ammonium i stedet for de ukrudtsmidler, der traditionelt anvendes i majs. Dette gen anvendes også som markørgen for udvælgelse af gensplejsede planteceller i det tidlige stadie af frembringelsen af de gensplejsede planter.

CryIA(b)-genet (fra bakterien Bacillus thuringiensis) giver planten tolerance overfor angreb af larver af to sommerfuglearter (europæisk majsborer (Ostrinia nubilalis) og vestafrikansk majsborer (Sesamia nonagroides), som traditionelt bekæmpes med insektmidler.

Udover ansøgningen til fødevarebrug i henhold til Novel-Foods-reglerne er der også indleveret ansøgning om godkendelse til markedsføring af Bt-11-majsen til dyrkning, import og forarbejdning i henhold til udsætningsdirektivet. Folketinget blev senest orienteret herom den 20. februar 2004.

I forbindelse med fremstilling af majslinien har der været anvendt et gen, der giver resistens over for antibiotikummet ampicillin. Analyser viser, at dette gen ikke er indsat i den genetisk modificerede majslinje.

I øvrigt kan det oplyses, at det fremgår af § 3 i Bekendtgørelse nr. 831 af 3. oktober 2002 om godkendelse af udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer at: "Der meddeles ikke godkendelse til forsøgsudsætning eller markedsføring af genetisk modificerede organismer, der indeholder gener, som giver resistens overfor antibiotika, der anvendes i human- eller veterinærmedicinsk behandling."

Mariann Fischer Boel

/Kent Harnisch