Rådsmøde retl. og indre anl. 29-30/4-04 Tillæg til samlenotat bilag 762
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg 23. april 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (retlige og indre anliggender) samt møde i Det Blandede udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 29.-30. april 2004 – vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenspunkt 25.
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af beslutning 2000/829/EF om et flerårigt program til fremme af initia-tiv og iværksætterånd, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV) (2001-2005) KOM(2003)758
Resumé
Kommissionen har i beretning af 8. december 2003 evalueret tre ordninger, ETF-iværksætterordningen, Joint European Venture-programmet (JEV) og SMV-garantifaciliteten. Disse er samlet rettet mod en bred vifte af små og mellemstore virksomheder. Evalueringen viste at ETF-iværksætterordningen og SMV-garantifaciliteten fungerede tilfredsstillende, mens JEV-programmet ikke har opfyldt målsætningerne. JEV-programmet er dyrt, langsommeligt og kompliceret at administrere. Det er ikke efterspurgt, og det eksisterende budget kan ikke bruges til projekter med deltagere fra de nye medlemslande.
I forlængelse heraf stiller Kommissionen forslag om, at JEV-programmet udfases snarest muligt og de resterende midler (ca. 43 mio. Euro) tilbageføres til det almindelige budget. Kommissionen foreslår samtidig en række mindre ændringer af bilag I til Rådets beslutning 2000/819/EF med relation til det nye FTU-rammeprograms ikrafttræden, FTU-aktiviteters støtteberettigelse under ETF-iværksætterfaciliteten og længden af opstartsperioden for særlige højteknologiske sektorer.
Kommissionens forslag skal vedtages efter proceduren i traktatens artikel 251 om fælles beslutningstagen.
Europa-Parlamentets ITRE-komité støttede lukningen af JEV-programmet tirsdag den 6. april 2004 med tilføjelse af en række ændringer til forslaget. På rådsarbejdsgruppemødet den 7. april opnåedes der enighed om det fremlagte kompromisforslag. Danmarks holdning er uændret, at programmet bør lukkes.
Kommissionens beretning, KOM(2003)758, evaluerer tre ordninger, hvor midler under det flerårige program for initiativ og iværksætterånd, MAP, anvendes til at fremme stiftelse af og vækst i små og mellemstore virksomheder, herunder etablering af joint ventures i udlandet.
ETF-iværksætterordningen, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsfond (EIF), har øget udbuddet af venturekapital for små og mellemstore virksomheder, navnlig i etableringsfasen, og i højteknologisektorer med tydeligt markedssvigt. Der var i juni 2002 indgået forpligtelser for hele det oprindelige budgetbeløb på 168 mio. Euro. Dermed vurderer Kommissionen, at ETF-ordningen opfylder initiativets målsætninger.
SMV-garantifaciliteten, der ligeledes forvaltes af EIF, søger at lette adgangen til lån for små virksomheder, der er etableret i traditionelle sektorer via lånegarantier. Der blev oprindeligt afsat 198,56 mio. Euro til garantifaciliteten. På grund af høj efterspørgsel er der siden overført 30,56 mio. Euro fra JEV-programmet. Kommissionen vurderer ligeledes, at SMV-garantifaciliteten opfylder facilitetens målsætninger.
JEV-programmet, der forvaltes af Kommissionens tjenestegrene, skal fremme, at SMV’er investerer udenlands i et joint venture i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det skal hjælpe virksomhederne til at internationalisere deres aktiviteter og dermed drage fordel af de muligheder, det indre marked giver. Per juni 2002 var der kun ydet støtte til 137 forslag til joint venture-projekter, hvilket førte til oprettelsen af 31 joint ventures med skønnet 252 nye job. Efterspørgslen efter JEV var meget lavere end forventet, og der er kun indgået forpligtelser til projekter på 25% af budgettet, svarende til 14,5 mio. Euro.
Kommissionen foreslår derfor, at JEV-programmet udfases og de resterende midler (ca. 43 mio. Euro) tilbageføres til det almindelige budget.
Europa-Parlamentets ITRE-komité har den 6. april 2004 støttet lukningen af JEV-programmet med fem ændringsforslag. Disse blev fremlagt som uproblematiske af Kommissionen på Rådsarbejdsgruppen for Konkurrenceevne og Vækst den 7. april 2004. Det forventes, at Europa-Parlamentet stemmer i overensstemmelse med dets ITRE-komité og dermed støtter lukningen af JEV-programmet.
En omdisponering af midlerne inden for de finansielle støtteforanstaltninger for små og mellemstore virksomheder, som foreslået i KOM(2003)758 vurderes ikke at berøre nærheds- og proportionalitetsprincippet.
En vedtagelse af forslaget om at ændre beslutning 2000/819/EF betyder en omdisponering af allerede vedtagne midler under det flerårige program for initiativ og iværksætterånd, MAP. Beslutningen berører ikke dansk ret.
Evalueringsrapporten om vækst- og beskæftigelsesinitiativet og forslag til ændring af Rådets beslutning 2000/819/EF om et flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterånd, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV) (2001-2005) blev sendt i høring i Specialudvalget for konkurrenceevne og vækst den 21. april 2004. Der fremkom ingen materielle bemærkninger vedrørende forslaget.
Opfølgningen forventes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Beslutningen om at ændre Rådets beslutning 2000/829/EF forventes ikke i sig selv at have samfundsøkonomiske konsekvenser. En bedre anvendelse af de allerede bevilgede midler må forventes at have en gavnlig effekt på SMV’er og dermed understøtte den økonomiske vækst.
Evalueringsrapporten om vækst- og beskæftigelsesinitiativet og forslag til ændring af Rådets beslutning 2000/819/EF om et flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterånd, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV) (2001-2005) har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.