Rådsmøde landbrug og fiskeri 21-22/4 04 Samlenotat
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
| ||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg 16. april 2004 – dagsordenspunkt ekstraordinært rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 21.-22. april 2004 – vedlægges Videnskabsministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen.
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et flerårigt fællesskabsprogram med sigte på forbedret tilgængelighed, anvendelighed og kommerciel udnyttelse af digitalt indhold i Fællesskabet - eContentplus KOM(2004) 96
Resumé: Forslaget til et nyt flerårigt europæisk støtteprogram eContentplus (2005-2008) er en efterfølger til det nuværende eContent-program (2001-2004). Det nye program sigter på forbedret tilgængelighed, anvendelighed og kommerciel udnyttelse af digitalt indhold. Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet foreslås at være 163 mio. EURO. Retsgrundlaget for programmet er traktatens artikel 157, stk. 3. Vedtagelsen af programmet følger proceduren i Fællesskabstraktatens artikel 251 om fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet.
Baggrund
Forslaget til støtteprogrammet eContentplus (2005-2008) er en efterfølger til eContent-programmet, der løber over en fireårig periode fra januar 2001 til udgangen af 2004.
Markedet for digitalt indhold har ændret sig i den tid, der er gået siden starten af eContent-programmet. Den konstaterede ændring af markedet er dog ikke i fuld overensstemmelse med den udvikling, der forudsås ved eContent-programmets start, ligesom væksten i sektoren ikke har været så omfattende som ønsket. Udviklingen på markedet for informations- og kommunikationsteknologier (IKT) forløb i perioden generelt langsommere, hvilket igen havde en negativ indflydelse på informationsmarkedet. Teknologiudbredelse, -udvikling og -innovation er dog nu forstærket, og der konstateres igen vækst i mange sektorer, herunder på informationsmarkedet.
Udbredelsen af ”always-on” bredbåndsforbindelser med høj hastighed begynder at skubbe til efterspørgslen efter digitalt online-indhold. Som det understreges i eEurope 2005 handlingsplanen, er udbredelsen af bredbåndsinternetadgang afhængig af udbuddet af passende digitalt indhold. På samme måde afhænger udbredelseshastigheden for avancerede tjenester til mobilkunder (3G og senere generationer) af udbuddet og tilgængeligheden af en bred vifte af digitalt indhold. På det seneste har nye udviklinger inden for områderne viden- og indholdsteknologi givet mulighed for at forbedre tilgængeligheden af digitalt indhold og for at forenkle dets sammenstilling og videreanvendelse i produkter og tjenester betydeligt.
Samtidig er der vedtaget ny lovgivning i EU, herunder direktivet om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (direktiv 2003/98/EF af 17. november 2003) og direktivet om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001), som i øjeblikket er ved at blive omsat til national lovgivning. Begge disse direktiver har til formål at fremme et indre marked for digitale indholdsprodukter og ‑tjenester.
Denne udvikling forventes via indholdsbaserede applikationer at udmønte sig i fordele i form af øget produktivitet og innovation og bedre informationsprodukter og –tjenester. Dette forventes at få en positiv indflydelse på indhold, applikationer og tjenester på eEurope 2005 handlingsplanens indsatsområder: e-forvaltning, e-sundhed, e-business og e-læring.
Indholdsmarkedet omfatter medier og forlag, online-databaser og andre erhvervstjenester. Dette markeds værdi blev anslået til 515 mio. EURO i 2002 (European Information Technology Observatory – EITO 2003). Digitalt indhold udgør stadig kun en lille del af dette marked, som traditionelt er domineret af film, tv-programmer, bøger, videoer, musik, CD’er og postordrekataloger.
Mediernes konvergens og internettets globale udbredelse har forvandlet digitalt indhold til et potentielt lukrativt marked. I Europa er der dog visse hindringer for udbredelsen af digitalt indhold. Det gælder navnlig mangfoldigheden af sprog, kulturer og sædvaner i den offentlige administration og i virksomheder, som påvirker etableringen af grænseoverskridende europæiske tjenester baseret på digitalt indhold.
Det foreliggende programforslag om eContentplus (2005-2008) behandler problemstillingerne i forbindelse med disse hindringer og peger på områder af offentlig interesse i Europa, hvor markedskræfterne ikke på nuværende tidspunkt understøtter tilstrækkelige investeringer. Programmet sigter mod at skabe forhold, som giver en bredere adgang til og bedre anvendelse af digitalt indhold, og om nødvendigt rammer, som giver et bedre økonomisk afkast fra tjenester, som bygger på adgang til og (videre-) anvendelse af digitalt indhold.
Indhold
Kommissionen godkendte den 13. februar 2004 forslaget om et flerårigt fællesskabsprogram med sigte på forbedret tilgængelighed, anvendelighed og kommerciel udnyttelse af digitalt indhold i Fællesskabet – eContentplus.
Retsgrundlaget for programmet er traktatens artikel 157, stk. 3. Vedtagelsen af programmet følger proceduren i Fællesskabstraktatens artikel 251 om fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet.
Programmet har sigte på forbedret tilgængelighed, anvendelighed og kommerciel udnyttelse af digitalt indhold i Fællesskabet for at lette produktion og udbredelse af informationer og viden – inden for områder af offentlig interesse – på fællesskabsniveau.
For at nå det overordnede mål opstiller programmet tre primære aktionslinier:
· at lette adgang til europæisk digitalt indhold
· at forbedre kvaliteten og at fremme bedste praksis i forbindelse med digitalt indhold
· at styrke interessenternes samarbejde og bevidsthed om digitalt indhold.
Programmet vil støtte projekter, som sigter mod at forbedre værktøjer, processer og tjenester i forbindelse med produktion, adgang til, anvendelse og distribution af digitalt indhold.
Programmet skal fremme overførsel af viden, erfaringer og god praksis, koordineringsaktiviteter, samspil mellem indholdssektorer, indholdsudbydere og brugere. Med dette mål for øje omfatter programmet også anvendelsen af bedste praksis-aktioner, som normalt gennemføres i tematiske klynger, samt tematiske net, som samler en række forskellige interessenter om et specifikt teknologisk og organisatorisk mål.
Programaktiviteterne vil specifikt støtte udviklingen af paneuropæiske rammer (tjenester, informationsinfrastruktur osv.), som letter udviklingen af og adgangen til digitalt indhold i Europa samt etablering af nye indholdsbaserede tjenester og deres organisatoriske grundlag.
eContentPlus strækker sig over en fireårig periode (2005-2008) med et forslag til et budget på 163 mio. EURO. Det nuværende eContent program har en budgetramme på 4 år og en bevilling på 100 mio. EURO.
Nærhed og proportionalitet
Kommissionen har vurderet, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Kommissionen finder, at programmet bedre kan gennemføres på fællesskabsplan, da målene ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene, som følge af programmets grænseoverskridende karakter. Kommissionen finder desuden, at forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ikke er mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
Det vurderes, at forslaget er i overensstemmelse med princippet om nærhed og princippet om proportionalitet.
Europa-Parlamentets udtalelse
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget.
Det irske EU-formandskab arbejder sammen med Europa-Parlamentet og det kommende hollandske EU-formandskab på en vedtagelse af forslaget i første læsning. Det forventes, at forslaget er på dagsordenen på Europa-Parlamentets plenarforsamling den 20. april 2004.
Dansk høring
Forslaget har været sendt i skriftlig procedure i EU-Specialudvalget for it og telekommunikation. Desuden vil forslaget blive drøftet i EU-Specialudvalget for it og telekommunikation på udvalgets kommende møde.
Der er indkommet høringsbidrag fra ITEK.
ITEK tilslutter sig de betragtninger om udviklingen på content-markedet, som er indeholdt i notatet. ITEK er følgelig også enig i, at der kan være behov for at støtte udviklingen inden for området.
ITEK savner i Kommissionens oplæg nogle mere jordnære beskrivelser af, hvilke typer af projekter, programmet konkret påtænker at støtte.
ITEK nævner eksempelvis:
- Når det i Bilag 1 anføres, at der skal r "fokuseres på at understøtte en mere udbredt anerkendelse af vigtigheden af den offentlige sektors oplysninger, deres kommercielle værdi og dertil hørende samfundsmæssige betydning af deres anvendelse" Betyder det, at programmet skal gøre det legitimt for det offentlige at tjene penge på oplysninger, fx på det kulturelle område, som borgere og virksomheder allerede "har betalt" via fx skatter?
- Andet steds i samme bilag er det fremført, at programmet skal fokusere på at "fremme udbredelsen af åbne europæiske videnpuljer med digitale objekter til uddannelses- og forskersamfund og den enkelte borger. Aktiviteterne vil understøtte etablering af transeuropæiske formidlingstjenester for digitalt læringsindhold med tilhørende forretningsmodeller. Betyder det, at der via programmet kan gives støtte til etablering af særlige databaser, og at forretningsmodellerne dermed ikke nødvendigvis skal hvile på et kommercielt grundlag? - og hvordan vil det i givet fald blive sikret, at programstøttede aktiviteter ikke forvrider konkurrencen i forhold til rent kommercielle aktiviteter.
ITEK anfører endvidere, at der i oplæggets afsnit 3.3. beskrives en række potentielle hindringer for udvikling. Som eksempel fremhæves, at hindringer ikke er af teknisk art, men at lovgivningen kan differentiere mellem medlemslandene, fx i relation til ophavsret. Det anføres, at den foreslåede fællesskabsforanstaltning (derfor) sigter mod at skabe forhold uden disse hindringer ved at fokusere på metoder, værktøjer, processer og tjenester i forbindelse med udformning, udvikling, adgang til og distribution af digitalt indhold af høj kvalitet.
ITEK finder, at den foreslåede fællesskabsforanstaltning kan næppe "afvikle " forskelle i medlemslandenes lovgivning - i bedste fald kan projekter hjælpe til med at identificere sådanne forskelle.
ITEK anser det for væsentligt at støtte udviklingen på content-markedet, og anser derfor også initiativet for positivt. At det offentlige har en væsentlig rolle at spille i forbindelse med udvikling af content-området skal der heller ikke herske tvivl om.
ITEK finder den foreslåede finansielle ramme for programmet er høj. Om dette er berettiget er det svært at vurdere på baggrund af det nu foreliggende oplæg.
Gældende dansk ret
Der er ingen dansk lovgivning på området.
Statsfinansielle og lovgivningsmæssige konsekvenser
Forslaget vil ikke have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet foreslås at være 163 mio. EURO for den fireårige periode 2005-2008. Forslaget kan få statsfinansielle konsekvenser, såfremt ønsket om den udvidede prioritering af området ikke kan ske inden for rammerne af det samlede EU-budget.
Tidligere forelæggelser
Det nuværende eContent-program har været forelagt Folketingets Europaudvalg den 24. juli 2000. Det foreliggende forslag om eContentplus-programmet har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Aktuelt notat til Folketingets Europaudvalg |
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt EF-program til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier – ”Safer Internet plus”
KOM(2004) 91 endelig
Resumé: Forslaget til et nyt flerårigt europæisk støtteprogram ”Safer Internet plus” (2005-2008) skal efterfølge den nuværende” mere sikkert internet-handlingsplan”, som udløber den 31. december 2004. Baggrunden for det nye program er et ønske om at udvide og forbedre indsatsen for bekæmpelse af ulovligt indhold på nettet i lyset af nye teknologier, nye typer ulovligt indhold på nettet og den konstaterede stigning i omfanget af ulovligt indhold. Som eksempler kan nævnes pornografisk materiale, der distribueres til mobiltelefoner samt ulovlige former for indhold, såsom spam. Forslaget er baseret på Traktatens artikel 153, stk. 2 om forbrugerbeskyttelse, og vedtagelse skal ske i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 251 om fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet. Retsgrundlaget er identisk med den nuværende handlingsplans.
Baggrund
Forslaget til støtteprogrammet ”Safer Internet plus” (2005-2008) skal efterfølge ”mere sikkert internet-handlingsplanen”, der løber over en seksårig periode fra 1. januar 1999 – 31. december 2004. Der har siden midten af 90’erne været en række initiativer på fællesskabsplan vedrørende ulovligt og skadeligt materiale på internettet.
Rådet vedtog den 25. januar 1999 beslutning nr. 276/1999/EF om vedtagelse af en flerårig EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net.
Beslutning nr. 276/1999/EF blev vedtaget for en periode på fire år og udløb pr. 31. december 2002.
Den 16. juni 2003 vedtog Rådet beslutning 1151/2003/EF, ændring til beslutning nr. 276/1999/EF, som forlænger handlingsplanen med to år. Handlingsplanens forlængelse bør opfattes som værende handlingsplanens anden fase, der bygger videre på første fases resultater samtidig med, at der skal ske de nødvendige tilpasninger til erfaringer og virkninger af ny teknologi. Handlingsplanens samlede løbetid blev med forlængelsen 6 år med et budget fastsat til 38,3 mio. EURO.
Den nuværende handlingsplans hovedformål er støtte og indirekte bidrag til en bedre regulering på området. Handlingsplanen er koncentreret om fire aktionslinier:
- støtte til initiativer i medlemsstaterne (eksempelvis hotlines til anmeldelse af børnepornografi på nettet, hvor der er etableret netværk mellem 17 lande)
- mærkning af indhold og brug af filtre
- opmærksomhedskampagner (6. februar 2004 var safer internet dag)
- selvregulering
Kommissionen har evalueret ”mere sikkert internet-handlingsplanen” (Kommissionens meddelelse - KOM(2003) 653 den 3. november 2003). Kommissionen fremhævede, at resultatet af evalueringen peger på:
- at også 3G skal omfattes
- at man skal bibeholde målsætningen om etablering af hotlines som supplement til de muligheder, der er for at anmelde en sag til politiet
- at der bør være fokus på det internationale aspekt, samt
- at finansieringsreglerne bør være mere simple.
Indhold
Kommissionen offentliggjorde den 12. marts 2004 ”forslag om et flerårigt EF-program til fremme af sikrere brug af internettet og nye online teknologier”, også kaldet ”Safer Internet plus”.
Forslaget er baseret på Traktatens artikel 153, stk. 2 om forbrugerbeskyttelse, og vedtagelse skal ske i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 251 om fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet. Retsgrundlaget er identisk med den nuværende handlingsplans.
Brugen af internet og de nye teknologier vokser støt. Internetadgang i hjemmene tegner sig for en voksende andel af markedet, og børn, der ikke har internetforbindelse hjemme, kan i stedet få adgang i skolen.
Den stigende brug af internettet blandt børn vil medføre øgede fordele for denne gruppe, men også øget risiko for negative følger.
Fire ud af ti børn, der har chattet på internettet, siger, at personer, som de har mødt på nettet, foreslår et personligt møde. En række af børnene modtager pornografisk materiale via nettet, og på websteder kan børnene se voldeligt indhold.
Samtidig vokser mængden af uønskede reklamehenvendelser – ”spam”. Det skaber væsentlige problemer for e-handelens og informationssamfundets udvikling. En betydelig del af spam-henvendelserne består af reklamer for pornografi, og nogle af henvendelserne er klart ulovlige. Det skønnes, at over 50% af den samlede e-mailtrafik er spam.
Programforslaget sikrer mulighed for inddragelse af alle relevante aktører, og styrker aspektet internationalt samarbejde. Med programmet foreslås det at skabe mulighed for finansiering af bl.a. udvikling af filtre og andre tekniske foranstaltninger mod SPAM, ligesom de tiltrædende lande bør have mulighed for at etablere hotline-ordninger som dem, der allerede eksisterer.
I forslaget til ”Safer Internet plus”-programmet foreslås fire aktionslinier:
- bekæmpelse af ulovligt indhold (hotlines, hvor der kan anmeldes ulovligt indhold)
- bekæmpelse af uønsket og skadeligt indhold (information om mærkningsordninger og filtre)
- udvikling af sikrere rammer og (selvregulering)
- oplysning (uddannelse og teknisk bistand)
Internationalt samarbejde skal være et fast element under samtlige aktionslinier.
Det foreslås, at der ydes støtte til koordinering af det eksisterende net af hotlines og til de enkelte hotlines. Det foreslås, at det undersøges, hvordan industrien kan bidrage med sin tekniske ekspertise til kampen mod ulovligt indhold. Og det foreslås, at det eksisterende net af hotlines udvides til at omfatte de nye medlemsstater og kandidatlandene samt andre europæiske lande, hvor der fremstilles eller oplagres ulovligt indhold.
Programforslaget vil yde støtte til teknologiorienterede foranstaltninger, der sætter brugerne i stand til at begrænse den mængde af uønsket og skadeligt indhold de modtager, og til at håndtere uønsket indhold, som de alligevel modtager.
Programforslaget støtter en selvreguleringsstrategi, som rummer fleksibilitet og forståelse for mediets behov på et område, der kombinerer højteknologi, hastige forandringer og grænseoverskridende aktivitet. Der er oprettet et forum for sikker internet brug i det eksisterende program, som fungerer som et diskussionsforum, der omfatter repræsentanter fra industrien, de retshåndhævende myndigheder, børnevelfærdsorganisationer og politiske beslutningstagere.
Vedrørende oplysning lægges der i programforslaget op til at koncentrere indsatsen om initiativfremmende støtte og søge at opnå multiplikatorvirkninger samt fremme udveksling af bedste praksis via netværk.
Oplysningsindsatsen foreslås knyttet sammen med andre EU-foranstaltninger vedrørende uddannelse i brugen af internettet og andre medier.
Forslaget ”Safer Internet plus” strækker sig over en fireårig periode (2005-2008) med et forslag til et budget på 50 mio. EURO. Den nuværende ”safer internet-handlingsplan” har en budgetramme på 6 år og en bevilling på 38,3 mio. EURO.
Nærhed og proportionalitet
Kommissionen har vurderet, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Kommissionen finder, at programmet bedre kan gennemføres på fællesskabsplan, da målene for de påtænkte handlinger ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne hver især på grund af indsatsområdets grænseoverskridende karakter. Kommissionen finder desuden, at forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og at forslaget ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målene i forslaget.
Det vurderes, at forslaget er i overensstemmelse med princippet om nærhed og princippet om proportionalitet.
Europa-Parlamentets holdning
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget.
Dansk høring
Forslaget har været sendt i skriftlig procedure i EU-Specialudvalget for it og telekommunikation. Desuden vil forslaget blive drøftet i EU-Specialudvalget for it og telekommunikation på udvalgets kommende møde.
Der er modtaget høringssvar fra Dansk Handel & Service og ITEK.
Dansk Handel & Service støtter forslaget om en udvidet indsats med henblik på at bekæmpe ulovligt indhold på nettet, herunder SPAM. Med henblik på at sikre en så effektiv og samtidig ensartet politik som muligt, er det vigtigt, at der anlægges et internationalt perspektiv på problemstillingen, herunder en koordinering af medlemslandenes politikker på området. Ud fra samme tankegang er det væsentligt, at initiativet knyttes sammen med andre relevante foranstaltninger vedr. brugen af nettet, bl.a. uddannelsesinitiativer.
Dansk Handel & Service mener, at en udvidet indsats mod ulovligt indhold på nettet, må tilrettelægges i forståelse for den hastige udvikling af mediet, herunder grænseoverskridende aktiviteter, mediekonvergens og højere hastighed. Det må sikres, at en udvidet indsats mod SPAM kan tilrettelægges på en måde, der ikke begrænser virksomhedernes forretningsmæssige udnyttelse af mediet. Derfor er det afgørende, at der i videst muligt omfang fokuseres på selvregulering og andre ’best practice’ redskaber som midler til en udvidet indsats, samt at alle relevante parter inddrages i den fortsatte dialog, herunder internetudbydere, indholdsudbydere, e-handelen, m.v.
ITEK beklagede, at det ikke var muligt at kommentere Kommissionens omfattende forslag med så kort varsel.
Gældende dansk ret
Straffelovgivningen beskytter generelt borgerne mod blufærdighedskrænkelser og andre seksuelle overgreb mv.
Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.
Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet foreslås at være 50 mio. EUR for den fireårige periode 2005-2008. Ved vedtagelse af forslaget vil de danske merudgifter til EU-budgettet udgøre i alt ca. 1,1 mio. EUR i den fireårige programperiode.
Tidligere forelæggelser
Den nuværende ”mere sikkert internet-handlingsplan” har været forelagt Folketingets Europaudvalg den 15. maj 1998 og den 14. juni 2002. Det foreliggende forslag om ”Safer Internet plus” har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.