Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedrørende overgangsordninger for plantebeskyttelsesmidler

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

26. marts 2004

KOMITÉSAG

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat samt grundnotat vedrørende forslag til Kommissionens forordning (EF) nr. …. af …..:"Fastlæggelse af overgangsordninger med hensyn til fortsat brug af plantebeskyttelsesmidler indeholdende visse aktivstoffer".

Det forventes, at der skal stemmes om forslaget den 29.-30. marts 2004 efter komitéproceduren i artikel 19 i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

MILJØministeriet 23. marts 2004

EUK J.nr. D 117-0002

Mst./NSH/EUK/OK

MIM 565

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

Forslag til Kommissions Forordning (EF) nr. …. af …..: "Fastlæggelse af overgangsordninger med hensyn til fortsat brug af plantebeskyttelsesmidler indeholdende visse aktivstoffer".

Forslaget, der er fremsendt til medlemsstaterne den 18. februar 2004, er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 8 (2), som fastlægger, at alle gamle aktivstoffer skal revurderes, traktaten om optagelse af de 10 nye lande i EU, Kommissionsforordning nr. 2076/2002 og Kommissionsbeslutning 129/2004/EF.

Det forventes, at der skal stemmes om forslaget den 29.- 30. marts 2004 efter komitéproceduren i artikel 19 i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

Formålet med forslaget er

  1. at give de nye EU-lande, der har ønsket det, mulighed for at tillade en lidt længere opretholdelse af generelle godkendelser for enkelte stoffer, der er tilbagekaldt i EU.
  2. at give de nye EU-lande, der har ønsket det, mulighed for at tillade opretholdelse af godkendelser for enkelte stoffer, der er tilbagekaldt i EU, til områder, hvor der ikke findes egnede alternativer ("essential use") – d.v.s. til angivne, begrænsede anvendelser.
  3. at give alle EU-lande (både eksisterende og nye medlemslande) mulighed for at godkende eller opretholde godkendelse af aktivstoffer, der har været på markedet i de nye EU-lande, men som ikke har været på markedet i de oprindelige EU-lande før 25. juli 1993 (de såkaldte gamle aktivstoffer).
  4. Regeringen agter at stemme for forslaget.

    MILJØstyrelsen 23. marts 2004

    Kemikalier J.nr. D 117-0002

    Dep.EUK

    Mst./NSH/EUK/OK

    MIM 565

    GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

    Forslag til Kommissions Forordning (EF) nr. …. af …..: "Fastlæggelse af overgangsordninger med hensyn til fortsat brug af plantebeskyttelsesmidler indeholdende visse aktivstoffer".

    Dok.nr: SANCO/10799/2003 rev. 4.

    1. Status

    Forslaget, der er fremsendt til medlemsstaterne den 18. februar 2004, er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 8 (2), som fastlægger, at alle gamle aktivstoffer skal revurderes, traktaten om optagelse af de 10 nye lande i EU, Kommissionsforordning nr. 2076/2002 og Kommissionsbeslutning 129/2004/EF.

    Det forventes, at der skal stemmes om forslaget den 29.- 30. marts 2004 efter komitéproceduren i artikel 19 i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

    2. Forslagets formål og indhold

    Formålet med forslaget er

  5. at give de nye EU-lande, der har ønsket det, mulighed for at tillade en lidt længere opretholdelse af generelle godkendelser for enkelte stoffer, der er tilbagekaldt i EU.
  6. at give de nye EU-lande, der har ønsket det, mulighed for at tillade opretholdelse af godkendelser for enkelte stoffer, der er tilbagekaldt i EU, til områder, hvor der ikke findes egnede alternativer ("essential use") – d.v.s. til angivne, begrænsede anvendelser.
  7. at give alle EU-lande (både eksisterende og nye medlemslande) mulighed for at godkende eller opretholde godkendelse af aktivstoffer, der har været på markedet i de nye EU-lande, men som ikke har været på markedet i de oprindelige EU-lande før 25. juli 1993 (de såkaldte gamle aktivstoffer).

Rådet (miljø) har den 12. december 2001 vedtaget konklusioner, hvori der gives tilslutning til at forlænge fristen for revurdering af aktivstofferne til 2008.

Ad. 1 Opretholdelse af generelle godkendelse:

I følge Kommissionsforordning nr. 2076/2002 og Kommissionsbeslutning 129/2004/EF er det besluttet ikke at optage en lang række stoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler (positivlisten), bl.a. p.g.a. manglende eller mangelfuld notifikation.

Medlemsstaterne har skullet tilbagekalde eksisterende godkendelser med disse aktivstoffer inden for bestemte tidsfrister, senest 31. marts 2004.

Ungarn har tilkendegivet, at det vil få store problemer med at undvære visse produkter, og at det derfor ønsker en længere frist for tilbagekaldelse af godkendelserne.

I følge forslaget får Ungarn mulighed for en fortsat godkendelse af aktivstoffet benomyl til 31. december 2005 og af de tre stoffer butylat, cycloat og EPTC til 30. april 2006.

Endelig får Ungarn mulighed for fortsat godkendelse af beta-cypermethrin til 31. december 2005.

Dette stof er at betragte som nyt i EU-sammenhæng, da det ikke tidligere har været på markedet i de oprindelige EU-lande, men da der foreligger ansøgning om godkendelse i EU. Da det endnu ikke er afgjort i EU, om der foreligger nok data om stoffet, kan det ikke forblive på markedet i de nye EU-lande før dette spørgsmål er afklaret Hvis det besluttes, at der er nok data for stoffet kan Ungarn give en provisorisk godkendelse efter EU’s regler for vurdering af aktivstoffer.

Polen har i forbindelse med optagelsesforhandlingerne fået mulighed for fortsat godkendelse af nogle få aktivstoffer.

Ad 2 "Essential use":

I bilag II til forslaget er angivet de stoffer, de nye medlemsstater kan tillade godkendt og markedsført til de i bilaget anførte begrænsede anvendelser indtil 30. juni 2007. Anvendelsen kan tillades indtil 31. december 2007. Medlemsstaterne må dog kun opretholde godkendelserne, hvis de sikrer sig, at anvendelsen ikke har skadelige effekter på miljø og sundhed, at produkterne påføres etiketter med de indskrænkede anvendelser, at der indføres relevante restriktioner, samt at der iværksættes udvikling af alternativer.

Fristerne er de samme, som gælder for de oprindelige medlemsstater.

Ad 3 Gamle aktivstoffer:

Nogle stoffer er godkendt som plantebeskyttelsemidler i de nye medlemsstater men ikke i de oprindelige medlemslande. Disse stoffer vil blive betragtet som gamle stoffer i hele EU. Dvs. at alle lande kan godkende eller revurdere stofferne nationalt indtil stofferne bliver revurderet i EU. Det er hensigten at inkludere disse stoffer i forordningen om den sidste fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2 i Rådets direktiv 91/414/EØF.

Hvis der ansøges om godkendelse af et produkt med et af disse stoffer i Danmark inden EU-revurderingen, vil Danmark skulle vurdere produktet ud fra nationale datakrav og nationale vurderingsprincipper, idet stofferne er omfattet af overgangsbestemmelserne iht. Artikel 8 i direktiv 91/414/EØF.

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Kommissionen har ikke særskilt redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet. Der er tale om en gennemførelsesforanstaltning af en allerede vedtaget rådsretsakt.

4. Forslagets konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forordningen vil være umiddelbart anvendelig i Danmark.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner.

Der er ingen nye administrative konsekvenser af forslaget.

Beskyttelsesniveau

Forslaget vurderes ikke at få nævneværdig betydning for beskyttelsesniveauet i EU.

Mht. forlængelse af fristen i Ungarn i forhold til fristen i de oprindelige EU-lande gælder:

  • for benomyl fra 26. maj 2003 i de oprindelige medlemslande til 31. december 2005
  • for butylat, cycloat og EPTC fra 25. juli 2003 i de oprindelige medlemslande til 30. april 2006
  • for beta-cypermethrin til 31. december 2005. (Beta-cypermethrin er ikke godkendt i de oprindelige EU-lande).

Dvs. fristerne forlænges nogle få år for de 4 aktivstoffer.

Mht. essential uses er der allerede tilladt essential uses for en del stoffer i de oprindelige EU-lande, og fristen er den samme for de nye lande.

Mht. tilføjelse af flere stoffer til listen over gamle stoffer blev dette også gennemført, da Østrig, Sverige og Finland tiltrådte EU.

Dette vil ikke påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Hvis produkter indeholdende disse stoffer søges godkendt i Danmark, vil de blive vurderet efter de nuværende nationale principper, der giver et højt beskyttelsesniveau. De kan altså kun godkendes, hvis de opfylder de danske krav til godkendelse.

5. Høring

Forslaget har været sendt i høring i specialudvalget for miljøspørgsmål.

Specialarbejderforbundet kan støtte forslaget idet man dog tilføjer, at det er vigtigt, at alternative metoder også bliver inddraget i forbindelse med vurderingen af de pesticider, som undtagelsen omhandler.

NOAH bemærker, at overgangsperioden for de nye medlemsstater har været lang, og det ikke er rimeligt at opretterholde en godkendelser af aktive stoffer efter marts 2004, der er tilbagekaldt i EU. NOAH påpeger, at rammenotatet nævner, at en forudsætning for at opretholde godkendelse af enkelte stoffer, hvor der ikke findes egnede alternativer,

er, at anvendelsen ikke har skadelige effekter på miljø og sundhed. Det kan ikke med rimelighed sikres at stoffer, der er tilbagekaldt i EU, ikke har skadelige effekter på miljø og sundhed i de nye medlemslande, hvor sikkerhedsforanstaltninger ifm. pesticider ofte er ringere end i de gamle medlemslande.

NOAH vender sig skarpt imod, at de stoffer, som er godkendt i de nye medlemsstater men ikke i de oprindelige medlemslande, bliver betragtet som gamle stoffer i hele EU. NOAH påpeger, at det i rammenotatet fremføres, at listen over gamle stoffer også blev udvidet, da Østrig, Sverige og Finland tiltrådte EU. NOAH finder i denne forbindelse, at det må forventes, at disse tre lande inden tiltrædelsen i EU har haft et godkendelsessystem, der har været på højde med EU's, hvorimod dette ikke per automatik kan forventes for de nye medlemslande som en samlet gruppe. NOAH kræver derfor at listen over gamle stoffer ikke udvides ifm. optagelsen af de nye lande i EU.

I rammenotatet vurderes, at forordningen ikke vil få nævneværdig betydning for beskyttelsesniveauet i EU. NOAH bemærker hertil, at det ikke kan udelukkes, at en fortsat brug af stoffer, der enten er tilbagekaldt eller aldrig har gennemgået en godkendelsesprocedure i EU, ikke vil have betydelig effekt på sundhed, natur og miljø.

Rammenotatet hævder, at beskyttelsesniveauet i Danmark ikke vil blive påvirket. NOAH bemærker hertil, at det ikke analyseres, om produkter indeholdende de aktuelle pesticidrester evt. vil blive importeret til Danmark.

Der er ikke indkommet yderligere høringssvar.