Grundnotat om bedre havnesikring
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EUK |
26. marts 2004 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets grundnotat om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bedre havnesikring.
|
| |||
|
Dato J.nr. Sagsbeh. Org. enhed |
: : : : |
||
Grundnotat om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bedre havnesikring
Forslaget har til hensigt at fastsætte standarder for sikring af havneområder, og dermed sikre, at også områder, der ligger nær sikrede havnefaciliteter sikres. Der fastsættes procedurer for, hvorledes sikringen skal foregå, herunder krav til en havnesikringsvurdering og havnesikringsplan.
Kommissionens forslag er fremsat under henvisning til Traktatens artikel 80, stk. 2, og skal vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet (artikel 251).
Formålet med forslaget er at sikre den bedst mulige beskyttelse af søfarts- og havnevirksomheder mod truslen om overlagte kriminelle handlinger (terror).
I henhold til forslaget bør sådanne foranstaltningerne ikke blot gælde for grænsefladen mellem skib og havn, som det er tilfældet efter forslaget til forordning om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter, der snart forventes vedtaget, men for hele havnen og tilstødende områder. Dette skal sikre, at hele havneområdet beskyttes og det samtidig opnås, at de sikringsforanstaltninger, der træffes i medfør af ovennævnte forordningsforslag understøttes af bedre sikkerhed i tilstødende områder.
Direktivets bestemmelser vil finde anvendelse på alle havne inden for en medlemsstats område, hvori der findes en eller flere havnefaciliteter, der er omfattet af forordning om bedre sikring af skibe og havne. I den for
bindelse skal medlemsstaterne sikre en nøje koordination med reglerne i forordningen.
Medlemsstaterne skal udpege en havnesikringsmyndighed for hver havn omfattet af direktivet. Myndigheden skal være ansvarlig for at udpege og træffe hensigtsmæssige havnesikringsforanstaltninger, ved hjælp af havnesikringsvurderinger og -planer.
Der skal for hver havn udføres en havnesikringsvurdering, hvor der tages hensyn til de særlige kendetegn ved forskellige afsnit af den enkelte havn, herunder havnefaciliteter i henhold til forordningen om bedre sikring af havne og skibe. Havnesikringsvurderingen skal godkendes af staten. Kriterierne for udarbejdelsen af vurderingerne fremgår af et bilag til direktivet.
Medlemsstaterne skal udpege grænserne for hver havn, indenfor hvilke direktivets regler finder anvendelse, under hensyntagen til oplysningerne fra sikringsvurderingen af havnen.
På baggrund af havnesikringsvurderingerne udarbejdes der havnesikringsplaner, som skal ajourføres. Havnesikringsplaner skal godkendes af staten.
Havnesikringsplanerne skal indenfor 3 sikringsniveauer beskrive: a) hvilke procedurer, der skal følges, b) hvilke foranstaltninger, der skal gennemføres og c) hvilke handlinger, der er nødvendige for at udføre sikringen. Kriterierne for udarbejdelsen af planerne fremgår af et bilag til direktivet.
Visse af opgaverne kan udføres af såkaldte anerkendte havnesikringsorganisationer.
Herudover indeholder forslaget bl.a. bestemmelser om udpegning af en sikringsansvarlig for hver havn og sammensætning af et udvalg for havnesikring (komité).
Medlemsstaterne skal herudover udpege et kontaktpunkt for Kommissionen og andre medlemslande, der kan orientere om sikringsmæssige forhold. Kontaktpunktet skal være det samme som udpeges i henhold til forslaget til forordning om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter. Der foreslås oprettet et kontrolsystem, hvor Kommissionen sammen med medlemslandene vil foretage inspektioner i de enkelte medlemslande.
Det foreslås endeligt, at medlemslandene skal fastsætte passende sanktioner for overtrædelse af direktivets bestemmelser, samt at direktivets bestemmelser skal gennemføres inden 1 år efter vedtagelsen af direktivet.
I henhold til lov om havne § 14b og § 18, stk. 2, har trafikministeren hjemmel til at gennemføre regler på havneområdet, der følger af EU’s direktiver og beslutninger.
Bestemmelsen blev formuleret særligt med henblik på gennemførelse af den internationale søfartsorganisations regler om sikring af havnefaciliteter, der ligeledes indgår i forordningen om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter.
Der er således for tiden ingen specifikke regler om sikring af hele havneområder.
Kommissionens forslag er sendt bredt i høring.
Fristen for høringssvar er ikke udløbet. Der vil blive fremsendt et supplerende grundnotat, når høringssvarene foreligger.
En gennemførelse af direktivet, vil kræve, at der skal udarbejdes ny lovgivning, evt. i medfør af havnelovens bestemmelser.
Statsfinansielt må forslaget formodes at medføre flere opgaver for myndighederne i forbindelse med sikringsopgaver, hvilket kan føre til et begrænset behov for øgede ressourcer.
Forslaget vil medføre en øget administrativ byrde på mange danske havne. Herudover vil en række havne skulle udføre sikringstiltag, der ikke har været nødvendige i medfør af reglerne i forordningen om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere omfanget af opgaven. Det vil alene være havne, der allerede er omfattet af sikringen af havnefaciliteter, der vil blive berørt af direktivet.
Kommissionen anfører som formål med direktivet, at indførelse og anvendelse af hensigtsmæssige foranstaltninger inden for søtransport- og havnepolitikken på velafbalanceret måde, i henhold til forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne. Henset til forordningen om bedre sikring af skibe og havnefaciliteters europæiske dimension, finder Kommissionen, at formålet med udvidelse af sikringsbestemmelserne, hvilket sker med direktivet, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.
Det fremgår endvidere, at direktivet begrænser sig til de fælles grundlæggende krav, der er nødvendige for at nå målsætningerne om
sikring af havne. Kommissionen finder derfor ikke, at direktivet strækker sig videre end nødvendigt for at opfylde disse målsætninger.Regeringen finder, at det nærmere må vurderes, hvorvidt forslaget er i fuld overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet. Det er således nødvendigt at få nærmere afklaret en række af forslagets bestemmelsers omfang for at kunne vurdere spørgsmålet endeligt, herunder må det afklares, hvad der skal forstås ved "tilstødende områder", hvor direktivet tillige skal finde anvendelse.