Rådsmøde IM/industri/forskning 11/3 04 (indre markedsdelen) redegørelse
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EUK |
22. marts 2004 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets redegørelse for rådsmøde (indre marked, industri og forskning – indre markedsdelen) den 11. marts 2004.
Referat af rådsmøde (konkurrenceevne) den 11. marts 2004
1. Bidrag til forårstopmødet
Rådet havde en substantiel politisk debat baseret på en bred vifte af emner, der berører konkurrenceevnen på det europæiske plan. Efter diskussionerne godkendte Rådet "Key Issues and Priorities Paper" som sit bidrag til forårstopmødet. I dette dokument forpligtede Rådet sig til at påtage sig en række klart definerede aktioner rettet mod øget konkurrenceevne, udvikle den integrerede tilgang, fremskridt på reguleringsreformen og sikre, at de rette rammebetingelser er tilstede for virksomheder, iværksættere og industrien. Dokumentet understreger den vitale vigtighed af investering i forskning og udvikling og fremhæver ligeledes den fulde integration af de tiltrædende medlemsstater i alle disse bestræbelser.
2. Stimulering af iværksættere
Rådet vedtog rådskonklusionerne om stimulering af iværksættere.
3. REACH (Kemikaliepakken)
Rådet tog Formandskabets fremskridtsrapport til efterretning. Både konkurrenceevne- og miljørådet vil have politiske debatter om REACH ved rådsmøderne i maj.
4. Midlertidig defensiv mekanisme for skibsbygning
Rådet godkendte med kvalificeret flertal en rådsresolution angående en midlertidig defensiv mekanisme til skibsbygning. Danmark, Holland, Finland og Sverige stemte imod resolutionen.
5. Forordning om forbrugerbeskyttelsessamarbejde
Rådet tog formandskabets fremskridtsrapport til efterretning. Hovedemnerne i fremskridtsrapporten omhandlede designeringen og kapaciteten af de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelsen af forbrugerrettigheder, og endelig spørgsmålet om overlapning mellem de administrative og de juridiske tiltag taget i overensstemmelse med forordningen. Rådet opfordrede de Permanente Repræsentanters Komité til at undersøge denne sag, med henblik på at nå en 1. læsningsaftale med Europaparlamentet.
6. Rammebetingelser for serviceerhverv
Rådet havde en udveksling af synspunkter om udkastet til servicedirektivet i det indre marked, der var godkendt af kommissionen den 13. januar 2004. Da kommissær Bolkestein præsenterede det nye forslag fremhævede han, at det sigter mod at etablere en juridisk ramme for at lette etableringen af økonomisk service udbydere og den frie bevægelse af services i det indre marked. Dens hovedmålsætning er at garantere service udbydere og modtagere juridisk sikkerhed, hvilket sikres ved at fjerne visse hindringer. Rådet understregede vigtigheden af det foreslåede direktiv til hvilket de vil give høj prioritet med henblik på en hurtig proces.
7. EF-patentet
Rådet havde indgående diskussioner om et begrænset antal udestående emner. På trods af disse diskussioner lykkedes det ikke at opnå enighed, og Formandskabet konkluderede, at de nu ville reflektere over det videre forløb.
8. Håndhævelse af intellektuelle rettigheder
Formandskabet informerede om, at Europaparlamentet den 9. marts stemte for ændringer i direktivforslaget om tiltag og procedurer for at sikre håndhævelse af intellektuelle rettigheder. Rådet vil tiltræde det ændrede direktiv i løbet af de nærmeste uger. Rådet bifaldt det fremskridt som denne 1. læsningsaftale repræsenterer i kampen mod piratkopiering og forfalskninger og understregede, at det nye direktiv vil udgøre et afgørende element i EU's juridiske struktur indenfor det intellektuelle rettighedsområde og i det indre marked generelt.