Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde miljøministre 2/3 Redegørelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

12. marts 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets redegørelse for rådsmøde (miljø) den 2. marts 2004.

N O T A T

MINISTEREN

3. kt

J.nr. D 019-0012

Ref. PSo

Den 5. marts 2004

Redegørelse til Folketinget om Rådsmøde (miljø) den 2. marts 2004

Ad punkt 1 – Forberedelse af forårstopmødet

Rådet vedtog konklusioner som bidrag til Det Europæiske Råds forårstopmøde 2004. Rådet enedes om i afsnittet om energi at støtte etableringen af effektive markedsbaserede politikker samt fastsættelse af en ambitiøs indikativ EU-målsætning for energieffektivitet, der indebærer at Unionens energiintensitet bør falde med mindst 1 % pr. år som et langsigtet gennemsnit, som skal opnås på en omkostningseffektiv måde og med et minimum af forvridende effekter.

Rådet enedes endvidere om at invitere Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere mål, politikker og foranstaltninger til at forøge andelen af vedvarende energi for EU efter 2010.

Rådet enedes endvidere om på klimaområdet at opfordre Fællesskabet og medlemsstaterne til at overveje mellem og langsigtede stategier for emissionsreduktioner herunder mål for drivhusgasser som forberedelse af COP 11 og med henblik på en bred enighed mellem Klimakonventionens parter. Til brug herfor inviteres Kommissionen til at tilvejebringe en foreløbig cost-/benefitanalyse af implementeringen af sådanne strategier og mål samt at foreslå yderligere foranstaltninger til at reducere drivhusgasemissioner. Analysen bør foreligge i tide for en beslutning på 2005 topmødet. Endelig var der bred opbakning til handlingsplanen for miljøteknologi.

Ad punkt 2 – Forslag til forordning af overførsel af affald

Rådet havde en politisk debat om forslaget. På baggrund af debatten kunne formandsskabet konkludere, at et flertal af medlemsstaterne foretrak at der arbejdes på at fastlægge ensartede miljøstandarder på fællesskabsplan vedrørende nyttiggørelse og dermed undgå indsigelser, der er baseret på retligt bindende nationale standarder og forpligtelser. Danmark argumenterede for, at der skulle kunne gøres indsigelse mod overførsler af affald til nyttiggørelse, hvis affaldet ikke vil blive behandlet svarende til afsenderlandets gældende og retligt bindende standarder for nyttiggørelse eller genbrug.

Rådet var delt i spørgsmålet om sammenblandinger af grønt affald skal behandles som grønt affald eller som anmeldepligtigt affald. Endelig var der bred støtte til at tilbagetagningspligten skal gælde for grønt affald som for andet affald, såfremt overførslen ikke kan gennemføres som forudsat eller såfremt overførslen ikke lever op til forordningens bestemmelser.

Ad punkt 3 – Forslag til kemikalieregulering REACH

Formanden understregede at der alene var tale om en fremskridtsrapport, der tilsvarende ville blive behandlet i næste uge i Rådet (konkurrenceevne). Kommissionen påpegede, at det nu var klart at der ikke ville komme noget resultat i nærværende Europa Parlaments samling. Kommissionen ville imidlertid fortsætte arbejdet med konsekvensvurderingerne. Samtidig glædede Kommissionen sig over landenes egne konsekvensvurderinger, idet Kommissionen påpegede at sundhedsfordelene ikke må negligeres.

Danmark støttede Kommissionens synspunkt og lagde vægt på at fremme forslaget. Danmark orienterede om den danske konsekvensvurdering og fremhævede vigtigheden af at inddrage de positive sundheds- og milojømæssige konsekvenser.

Ad punkt 4 – Forslag om brugen af Kyoto-protokollens projektmekanismer / Linking-direktivet

Rådet noterede sig status for forhandlingerne.

Ad punkt 5 – Forberedelse af CSD 12 (19. – 30. april 2004)

Ministrene havde en udveksling af synspunkter.

Ad punkt 6 – Forberedelse af UNEP GMEF møde (29. – 31. marts 2004)

Ministrene havde en udveksling af synspunkter.

Ad punkt 7 – Konventionen om biologisk mangfoldighed COP7 og MOP1

Formandskabet orienterede om resultatet af partsmøderne. Overordnet set betragtede formandskabet partsmøderne som en succes. Det var bl.a. lykkedes at gøre Biodiversitets-

konventionen mere fokuseret med henblik på at nå 2010-biodiversitetsmålsætningen fra Johannesborg, hvilket var EU’s hovedprioritet.