Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om fællesrapporten 2003/2004

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

24. februar 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigelsesministeriets grundnotat om Kommissionens meddelelse om "Udkast til fællesrapporten 2003/2004".

Notat

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

om

Kommissionens Meddelelse om "Udkast til fællesrapporten 2003/2004".

1. Baggrund

Kommissionen har den 21. januar 2004 fremlagt meddelelsen om "Udkast til fællesrapporten 2003/2004" COM (2004) 24 final.

Som en konsekvens af den vedtagne 3-års-cyklus for udarbejdelsen af de nationale handlingsplaner for beskæftigelsen (NAP) har NAP2003 fokus på landenes fremlæggelse af de nationale strategier.

Fællesrapporten fremlægges i henhold til beslutningen fra 2002 om synkronisering af koordinationsprocesserne og herunder Luxembourgprocessen (beskæftigelsesstrategien) og de overordende politisk økonomiske retningslinier m.fl. Det har betydet en ændring af fremlæggelsestidspunktet fra september til januar, og at fællesrapporten ikke længere indgår i den traditionelle beskæftigelsespakke.

De øvrige elementer i den traditionelle beskæftigelsespakke, nemlig henstillinger til medlemslandene og forslag til beskæftigelsesretningslinierne vil blive fremlagt af Kommissionen i april 2004.

2. Indhold

Fællesrapporten giver et overblik over beskæftigelsessituationen og en vurdering af medlemslandenes anvendelse af den reviderede beskæftigelsesstrategi (beskæftigelsesretningslinierne) for perioden 2003-2006 til udarbejdelse af deres nationale strategier.

Rapporten indeholder en analyse i relation til de tre overordnede mål om fuld beskæftigelse, kvalitet og produktivitet i arbejdet samt styrkelse af social sam-hørighed og rummelighed og for hver af de ti retningslinier. Samtidig inddrager meddelelsen de analyser, som Wim Kok taskforcen har fremlagt i november 2003. Taskforcen blev nedsat af Det Europæiske Råd i marts 2003 og fik til opgave at fremlægge praktiske reformforslag, der kunne anvendes af medlemslandene i forbindelse med gennemførelsen af den reviderede beskæftigelsesstrategi.

Fællesrapporten indeholder endvidere en kort oversigt for hvert medlemsland (country fiche) om den økonomiske situation og arbejdsmarkedet, den beskæftigelsespolitiske udvikling og styringen af indsatsen. Endvidere behandles det pågældende lands svar på henstillingerne for 2003, og Kommissionen giver sin vurdering af hovedudfordringerne.

Kommissionen har generelt anerkendende ord over for de danske resultater på alle de tre overordnede målsætninger for beskæftigelsesstrategien (fuld beskæftigelse, kvalitet og produktivitet i arbejdet samt social samhørighed og rummelighed på arbejdsmarkedet). Rådets 2003-henstillinger til Danmark vedrører følgende områder: arbejdsudbudet (herunder flaskehalse), de udsatte grupper (indvandrere), og at det skal kunne betale sig at arbejde (herunder samlet skattetryk såvel som marginal skat på arbejde).

I rapportens afsnit seks fremlægges et udkast til Key Messages fra Rådet (beskæftigelsesministrene) til Det Europæiske Råd om vækst og beskæftigelse til marts 2004.

Rapporten indeholder endelig i to bilag de nøgle- og context indikatorer, som Kommissionen har anvendt i forbindelse med analyserne af medlemslandenes nationale handlingsplaner for beskæftigelsen (NAP'er).

3. Gældende dansk ret

Der eksisterer ikke tilsvarende bestemmelser i dansk ret.

4. Nærheds - og proportionalitetsprincippet

Beskæftigelsesstrategien og herunder de nationale handlingsplaner for beskæftigelsen sigter på at udnytte de gevinster, der er ved at koordinere medlemsstaternes politikker, som inden for rammerne af de overordnede økonomiske retningslinier og stabilitets- og vækstpagten er de enkelte landes ansvar. Indholdet i fællesrapporten vurderes derfor at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

5. Høring

Kommissionens meddelelse om "Udkast til fællesrapporten 2003/2004" har været til høring i EU-Specialudvalget vedrørende arbejdsmarkedet og sociale forhold. Der er modtaget følgende høringssvar:

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). FA har meddelt, at man ikke har bemærkninger til "Udkast til fællesrapporten 2003/2004".

6. Behandling i Rådsregi

Kommissionens meddelelse har ikke været behandlet i rådsregi.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Kommissionens meddelelse har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

8. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Kommissionens meddelelse har ikke i sig selv samfundsøkonomiske konsekvenser.