Hjælpemenu

Hovedmenu

Foreløbigt svar på spm. 60 om regeringens holdning til den forestående revision af arbejdstidsdirektivet, fra beskæftigelsesministeren

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 61 af 21. januar 2004 fra Folketingets Arbejdsmarekdsudvalg (Alm. del – bilag 181 EU).

Spørgsmål nr. 61:

Regeringen bedes mere konkret forholde sig til de fem debatpunkter, som Kommissionen foreslår i meddelelsen vedrørende revision af arbejdstidsdirektivet:

a) Mener regeringen at referenceperioden for beregning af den ugentlige arbejdstid skal ændres?
b) Hvorledes mener regeringen at revisionen af direktivet skal forholde sig til EF-domstolens praksis vedrørende begrebet arbejdstid (SIMAP-dommen og Jaeger-dommen)?
c) Mener regeringen at det fortsat skal være muligt for en medlemsstat at undlade at anvende direktivets bestemmelse om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer (opt-out muligheden)?
d) Hvilke ideer har regeringen i forhold til den fremtidige indretning af arbejdsliv og fritidsliv?
e) Hvorledes mener regeringen at de ovenstående hensyn skal prioriteres i forhold til hinanden?

Svar:

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 60 har jeg anmodet om arbejdsmarkedets parters bemærkninger til Kommissionens meddelelse. Jeg vil afvente disse bemærkninger, førend jeg kommenterer meddelelsen. Jeg vil dog godt til spørgsmålet om arbejdsliv og fritidsliv sige, at lige netop på det punkt har regeringen allerede taget et initiativ, idet der er nedsat et særligt ministerudvalg, som skal undersøge og komme med forslag til, hvordan man bedre kan forene disse.

 

Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 60 af 21. januar 2004 fra Folketingets Arbejdsmarekdsudvalg (Alm. del – bilag 181 EU).

Spørgsmål nr. 60:

Ministeren bedes redegøre for regeringens holdning til den forestående revision af arbejdstidsdirektivet, som EU-kommissionen har varslet ved offentliggørelsen af EU-kommissionens meddelelse Kom (2003) 843 af 30. december 2003, jf. alm. del - bilag 166. Hvorledes ønsker regeringen arbejdstidsdirektivet ændret, og hvilke hensyn ligger til grund for regeringens forslag til ændringer?

 

Svar:

Jeg hilser Kommissionens initiativ velkomment. En revision af arbejdstidsdirektivet var forudsat under alle omstændigheder, men senest har et par afgørelser fra EF-domstolen yderligere aktualiseret dette.

Kommissionens meddelelse er formuleret i meget generelle vendinger og uden konkrete forslag til ændringer. Den er sendt i en meget bred høring med henblik på afgivelse af bemærkninger til Kommissionen senest den 31. marts. Som led i den sædvanlige nationale beslutningsprocedure er meddelelsen herhjemme blevet sendt i høring hos arbejdsmarkedets parter. På baggrund af deres høringssvar vil jeg vurdere hvilke ændringer af direktivet, jeg kan foreslå Kommissionen.

 

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedlagt sendes i 5 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 60 og 61 af 21. januar 2004 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. (Alm. del - bilag 181 EU).

Dette materiale er også sendt pr. e-post.

 

Claus Hjort Frederiksen

/

 

Einar Edelberg