Grundnotat om grænseværdier for forurenende stoffer i levnedsmidler
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EUK |
5. februar 2004 |
KOMITÉSAG
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets notat samt revideret grundnotat om forslag til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EF) 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler, dokument SANCO/0110/2003 , rev. 1.
Forslaget ventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 12. februar 2004.
Notat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EF) 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler
SANCO/0110/2003 – rev 1
Kommissionen har den 2. februar 2004 ved dokument SANCO/0110/2003 (rev 1) fremsendt forslag til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EF) 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 12. februar 2004.
Forslaget har til formål at udvide definitionen for produktet fisk. Der indsættes en fodnote om, at såfremt fisken er bestemt til at spises hel, skal grænseværdien gælde for hele fisken. Fiskeprodukter såsom fiskelever er ikke omfattet af ændringen. For at klarlægge bilagsteksten er der ændret i forhold til forordning 466/2001 vedrørende definitionen på lever fra animalske produktet, hvor det specificeres, at der er tale om produkter fra landlevende dyr. Endvidere ændres definitionen for "Vegetabilsk olie" til nu at omfatte "Vegetabilsk olie og fedt".
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Danmark forholder sig positivt til forslaget, idet en udvidelse af grænseværdien for fiskekød nu omfatter fisk, der spises hele. For så vidt angår ændringerne for lever og vegetabilske olier er der udelukkende tale om præcisering af bilagsteksten, hvilket Danmark kan støtte.
Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget.
Revideret grundnotat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EF) 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler
SANCO/0110/2003 – rev 1
Genoptryk af grundnotat af 12. november 2003. Ændringer er markeret i marginen.
Baggrund
Kommissionen har den 2. februar 2004 ved dokument SANCO/0110/2003 (rev 1) fremsendt forslag til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EF) 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 12. februar 2004.
Forslaget er fremsat med hjemmel i Rådets forordning nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fastsættelse af fællesskabsprocedurer for forureninger i fødevarer, særligt artikel 2.
Forslaget behandles i en forskriftprocedure (1999/468/EF artikel 5) i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Formålet med forslaget er at harmonisere beskyttelsesniveauet i EU og har dermed til formål, at sikre det indre markeds funktion. Fælles grænseværdier er hensigtsmæssigt i denne forbindelse og forslaget vurderes derfor at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Formål og indhold
Forslaget har til formål at udvide definitionen for produktet fisk. Der indsættes en fodnote om, at såfremt fisken er bestemt til at spises hel, skal grænseværdien gælde for hele fisken. Fiskeprodukter såsom fiskelever er ikke omfattet af ændringen. Baggrunden for ændringerne er, at visse medlemslande i EU har noteret et behov for, at hele fisk kan omfattes af grænseværdierne.
For at klarlægge bilagsteksten er der ændret i forhold til forordning 466/2001 vedrørende definitionen på lever fra animalske produktet, hvor det specificeres, at der er tale om produkter fra landlevende dyr. Endvidere ændres definitionen for "Vegetabilsk olie" til nu at omfatte "Vegetabilsk olie og fedt".
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Gældende dansk ret
I Kommissionens forordning 466/2001 som ændret ved Rådets forordning 2375/2001 er der allerede fastsat grænseværdier for:
- fiskekød (defineret som muskel) og fiskerivarer og produkter heraf på 4 pg WHO-PCDD/F-TEQ/g vådvægt og
- vegetabilsk olie på 0,75 pg WHO-PCDD/F-TEQ/g fedtstof.
Indholdet af dioxiner i andre fødevarer, som f.eks. fiskelever og fiskerogn er i dag reguleret ved en individuel sundhedsmæssig vurdering efter fødevarelovens § 7, stk. 2. Der er således ikke fastlagt maksimalgrænseværdier.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark. Forslaget vurderes ikke at få statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser.
Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser, da forordningen vil være direkte gældende i Danmark. Det vil dog blive nødvendigt, at ændre bekendtgørelse nr. 30 af 22. januar 2004 om visse forureninger i fødevarer, da overskridelse af grænseværdier skal strafbelægges.
Høring
Forslagets tidligere version (rev 0) har været sendt i høring i en række organisationer og offentlige myndigheder i henhold til fødevarelovens § 6 (generel høring), Fødevarelovens § 69 (Det Rådgivende Fødevareudvalg) og Fiskerilovens § 5 (§ 5 Udvalget). Det bemærkes, at den nuværende version (rev 1) ikke har været sendt i høring, da det er vurderet, at det er tale om mindre ændringer i forhold til den tidligere version (rev 0).
Der er indkommet følgende bemærkninger til den tidligere version af forslaget (rev 0):
Danmarks Fiskeriforening bemærker, at man finder det hensigtsmæssigt, at grænseværdien for dioxin fastsættes på baggrund af hvilke dele af fisken som spises, og man kan på denne baggrund støtte ændringen.
[Fødevaredirektoratet skal hertil bemærke, at den tidligere version af forslaget (rev 0) havde til formål at udvide definitionen for produktet fisk til nu at omfatte "spiselige dele af fisk og fiskerivarer og produkter heraf". I rev 0 blev det således foreslået, at grænseværdierne udvides til også at omfatte produkter som f.eks. fiskelever, fiskerogn og fiskeskind. I rev 1 er forslaget om at definere disse spiselige dele udgået og erstattet med en fodnote om, at såfremt fisken er bestemt til at spises hel, skal grænseværdien gælde for hele fisken.]
Greenpeace bemærker, at grænseværdierne for fisk som pr. gram vådvægt bør opgøres som pr. gram fedt.
[Fødevaredirektoratet skal hertil bemærke, at spørgsmålet om hvorvidt grænseværdierne for fisk som pr. gram vådvægt bør opgøres som pr. gram fedt ikke er en del af nærværende forslag. De nugældende regler fastsætter, at grænseværdien fastsættes som pr. gram vådvægt. Fødevaredirektoratet skal dog til Greenpeaces´ høringssvar bemærke, at baggrunden for at fastsætte grænseværdien som pr. gram vådvægt er begrundet i, at fedtmængden i fisk ændres efter årstiden, hvorimod dioxinindholdet totalt i fisken er stabilt. Dette betyder, at hvis man måler pr. gram fedt, vil man afhængig af årstiden finde et meget varierende indhold dioxin, mens man hvis man måler pr. gram vådvægt vil finde det reelle indhold dioxin, der indtages.]
Dansk Fisk vurderer ikke, at forslaget vil få betydning i forhold til den nuværende praksis på området, men finder, at forslaget vil bevirke, at man kan få en mere ensartet praksis i EU.
Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening anbefaler, at forordningen ikke ændres, idet ændringen til "spiselige dele" vil medføre en række analysemæssige problemstillinger, der er uhåndterbare i praksis.
Den Danske Dyrlægeforening, De Samvirkende Købmænd, Økonomaforeningen samt Landbrugsraadet på vegne af Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Landbrug, Kødbranchens Fællesråd, Danske Slagterier, Det Danske Fjerkræraad, Mejeriforeningen, Dansk Dambrugerforening og Dansk Landbrugs Grovvareselskab har meddelt, at man ikke har bemærkninger.
Tidligere forlæggelser for Folketingets Europaudvalg
Der er oversendt grundnotat om sagen 12. november 2003 (Alm. del – bilag 165).