Rådsmøde (retlige og indre anl. 19/2-04) Samlenotat

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

400.C.2-0

EUK

5. februar 2004

Vedlagt Justitsministeriets aktuelle notat vedrørende rådsmødet (retlige og indre anliggender) samt møde i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 19. februar 2004.

Oversigt over aktuelle notater vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 19. februar 2004.

Side:

3-5	Dagsordenspunkt 1	Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen af 2002 til Athen-konventionen af 1974 om søtransport af passagerer og deres bagage (KOM (2003) 375 endelig af 24. juni 2003).^*
6-19	Dagsordenspunkt 2	Rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation.
20-32	Dagsordenspunkt 3	Rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
33-36	Dagsordenspunkt 4	Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og protokollerne hertil.^*
37-38	Dagsordenspunkt 5	Status for gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.
39-40	Dagsordenspunkt 6	Bekæmpelse af organiseret kriminalitet i det vestlige Balkan.
41-42	Dagsordenspunkt 7	Evaluering af CEPOLs aktiviteter.
43-44	Dagsordenspunkt 8	(Evt.) Forslag til Rådets forordning om standarder for sikkerhedsfeatures og biometriske data i EU-borgeres pas.
45-46	Dagsordenspunkt 9	Rådets henstilling vedrørende en sikkerhedshåndbog til brug for de Olympiske Lege og lignende sportsbegivenheder.
47-48	Dagsordenspunkt 10	Samarbejdsaftale mellem Europol og Eurojust.
49-51	Dagsordenspunkt 11	Samarbejdsaftale mellem Europol og Malta om udveksling af personoplysninger.
52-53	Dagsordenspunkt 12	Samarbejdsaftale mellem Europol og UNODC om udveksling af strategiske oplysninger.
54-56	Dagsordenspunkt 13	Samarbejdsaftale mellem Europol og Tyrkiet om udveksling af strategiske oplysninger.
57-58	Dagsordenspunkt 14	Rapport om aktiviteterne inden for rammerne af det europæiske netværk til beskyttelse af fremtrædende personer.
59-61	Dagsordenspunkt 15	Flerårig oversigt vedrørende godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS.
62-63	Dagsordenspunkt 16	Ny næstformand for Eurojust.

Dagsordenspunkt 1: Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen af 2002 til Athen-konventionen af 1974 om søtransport af passagerer og deres bagage (KOM (2003) 375 endelig af 24. juni 2003).^*

Revideret notat (ændringer er markeret med kursiv)

Baggrund.

FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, vedtog den 1. november 2002 en protokol til Athen-konventionen om søtransport af passagerer og gods af 1974.

Protokollen vedrører ansvar for skader på passagerer og deres bagage under transport til søs og har til formål at forbedre passagerernes retsstilling i tilfælde af personskade eller dødsfald. Hovedelementerne i protokollen er en forhøjelse af ansvarsgrænserne for personskade, objektivt ansvar og forsikringspligt for transportøren for skader, der opstår i forbindelse med skibets drift, samt en forhøjelse af ansvarsgrænsen for passagerernes bagage.

Herudover indeholder protokollen regler om domstolskompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for hovedkonventionens område.

Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen). Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2002.

Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt ekstern kompetence på de retsområder, som dækkes af forordningen. Fællesskabet har derfor kompetence med hensyn til undertegnelse og indgåelse af de dele af protokollen, der vedrører domstolskompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.

På den baggrund har Kommissionen den 24. juni 2003 fremsat et forslag til Rådets afgørelse om det Europæiske Fællesskabs undertegnelse (uden forbehold for senere tiltrædelse) af protokollen af 2002 til Athen-konventionen.

Formandsskabet har nu på baggrund af anmodning fra medlemsstaterne opdelt forslaget i et forslag, der alene vedrører undertegnelse af protokollen, og et forslag alene vedrørende ratifikation af protokollen. Såvel forslaget om undertegnelse som forslaget om ratifikation forventes vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 eller på et senere rådsmøde.

Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, der ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender). Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse og senere indgåelse af protokollen af 2002 til Athen-konventionen har således ikke bindende virkning for eller finder anvendelse i Danmark.

Danmark handler således fortsat på egne vegne i relation til undertegnelse og senere ratifikation af protokollen, idet den danske holdning dog fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

2. Indhold.

Forslaget til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen af 2002 til Athen-konventionen indeholder en bestemmelse om, at formanden for Rådet udpeger en person, som på Fællesskabets vegne ratificerer protokollen til Athen-konventionen.

3. Europa-Parlamentet.

Forslaget behandles i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europa-Parlamentet skal derfor høres over forslaget til Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af protokollen til Athen-konventionen.

4. Høring.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg .

Sagen har tidligere forud for Rådsmødet den 27.- 28. november 2003 været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg med hensyn til spørgsmålet om undertegnelse.

Dagsordenspunkt 2: Rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

1. Baggrund.

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for blandt andet at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal blandt andet nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der har følgende indhold:

"33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder."

"36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under straffesagens forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes; bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater under hensyn til de dér gældende regler."

"37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der også sættes et arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper."

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Pkt. 3.3. i programmet har følgende ordlyd:

"Mål: Forbedre fuldbyrdelsen i en medlemsstat af en afgørelse, truffet i en anden medlemsstat, om konfiskation, navnlig med henblik på tilbagelevering til offeret for en strafbar handling under hensyntagen til den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

Foranstaltning nr. 18: Undersøge navnlig hvorvidt de i artikel 18 i 1990-konven-tionen fastsatte grunde til nægtelse af fuldbyrdelse af en konfiskationsforanstaltning alle er forenelige med princippet om gensidig anerkendelse, og hvordan man, uden at dette berører Fællesskabets beføjelser, kan forbedre mulighederne for anerkendelse og umiddelbar fuldbyrdelse i en medlemsstat af en afgørelse truffet af en anden medlemsstat med henblik på at beskytte offerets interesser, når en sådan afgørelse følger af straffedommen."

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002 blev der opnået politisk enighed om et forslag til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller materiale. Rammeafgørelsen er vedtaget den 22. juli 2002 og offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8). Rammeafgørelsen forpligter medlemsstaterne til at fuldbyrde afgørelser om beslaglæggelse, der er truffet i en anden medlemsstat.

På denne baggrund har Danmark i forbindelse med det danske formandskab i 2. halvår af 2002 fremsat et forslag til en rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation. Forslaget skal ses i sammenhæng med et andet dansk forslag til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoderfra strafbart forhold, som der blev opnået politisk enighed om den 19. december 2002. Forslaget er offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2002 (EFT2002/C184/8).

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002 drøftede Rådet spørgsmålet om deling af konfiskerede aktiver.

På rådsmødet den 5. – 6. juni 2003 drøftede Rådet spørgsmålet om en definition af formuegoder og spørgsmålet om dobbelt strafbarhed.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003 drøftede Rådet spørgsmålet om, hvorvidt fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om konfiskation skal kunne afslås med henvisning til manglende overholdelse af grundlæggende retsprincipper i domsstaten, samt spørgsmålet om deling af konfiskerede aktiver ("asset sharing").

Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation blev under Artikel 36-udvalgets møde den 17. – 18. november 2003 taget af dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 forventes Rådet på ny at drøfte spørgsmålet om en afvisningsgrund med henvisning til manglende overholdelse af grundlæggende retsprincipper i domsstaten. Endvidere forventes Rådet generelt at drøfte omfanget af afvisningsgrunde i artikel 7, herunder bl.a. spørgsmålet om afvisning med henvisning til nationale privilegier (trangsbeneficium mv.).

2. Indhold.

Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a), og artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at afgørelser om konfiskation afsagt i en medlemsstat som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen, uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse. Herudover indeholder forslaget bestemmelser om deling af konfiskerede aktiver.

Artikel 1 fastslår, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af medlemsstaternes pligt til at respektere de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper, der er fastlagt i artikel 6 i TEU.

Forslagets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

"Udstedelsesstaten" defineres som den medlemsstat, hvor en domstol har truffet en afgørelse om konfiskation i forbindelse med en straffesag.

"Fuldbyrdelsesstaten" er den medlemsstat, hvor en afgørelse om konfiskation er sendt til med henblik på fuldbyrdelse.

"Afgørelse om konfiskation" defineres som en endelig sanktion eller foranstaltning pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af formuegoder.

Et "formuegode" defineres som et formuegode af enhver art som fast ejendom, løsøre samt juridiske dokumenter, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder, som domstolen i udstedelsesstaten har besluttet udgør udbyttet af en lovovertrædelse eller et aktiv, der helt eller delvist svarer til værdien af dette udbytte, eller redskaber eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse, eller som domstolen i udstedelsesstaten har besluttet skal konfiskeres med hjemmel i bestemmelser om udvidet konfiskation som defineret i udkastet til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber eller formuegoder fra strafbart forhold, eller skal konfiskeres med hjemmel i andre bestemmelser om udvidet konfiskation.

"Udbytte" defineres som enhver økonomisk fordel, der kan bestå af alle former for formuegoder, som stammer fra lovovertrædelser.

"Redskaber" defineres som enhver form for formuegode, der anvendes eller påtænkes anvendt til at begå en eller flere forbrydelser.

Endelig defineres "Kulturgoder", der er en del af medlemsstaternes nationale kulturarv, i overensstemmelse med Rådets direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tiltagelevering af kulturgoder, som ulovligt fjernes fra en medlemsstats område.

Efter artikel 3 skal medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet, hvilke nationale myndigheder, der er kompetente til at udstede og fuldbyrde afgørelser i medfør af rammeafgørelsen.

Efter artikel 4 kan afgørelser om konfiskation fremsendes direkte fra den udstedende myndighed til den fuldbyrdende myndighed i den medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, over for hvem afgørelsen er truffet, har ejendom eller indkomst, normalt har bopæl, eller hvor den juridiske person er indregistreret eller har hovedsæde. Ved fremsendelsen skal der vedlægges den i bilaget til rammeafgørelsen optrykte attest. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, der har truffet afgørelse om konfiskation, skal undertegne attesten og erklære, at oplysningerne er korrekte. Attesten indeholder blandt andet oplysninger om den person og den lovovertrædelse, som afgørelsen vedrører.

Artikel 5 fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er fastlagt efter de samme principper som i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v., rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem forbrydelser på en såkaldt positiv-liste og andre forbrydelser. Positiv-listen omfatter blandt andet terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, miljøkriminalitet, menneskesmugling, manddrab, racisme, bortførelse og bedrageri. Listen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er omfattet af Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.

Hvis afgørelsen om konfiskation vedrører en forbrydelse på listen, og denne forbrydelse kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i domsstaten, gælder der ikke noget krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i fuldbyrdelsesstaten.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil kravet om dobbelt strafbarhed fortsat finde anvendelse, men det understreges, at anvendelsen af kravet om dobbelt strafbarhed skal anvendes fleksibelt, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er grundlag for afgørelsen om konfiskation, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.

Efter artikel 6 skal en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, anerkendes af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående, som hvis der havde været tale om en national afgørelse. Hvis anmodningen om konfiskation vedrører et bestemt formuegode, kan det aftales, at fuldbyrdelsesstaten kan fuldbyrde konfiskationen i form af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af formuegodet.

Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, hvis der i medfør af artikel 7 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.

Artikel 7 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan beslutte ikke at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

Det gælder for det første tilfælde, hvor den i artikel 4 nævnte attest ikke er udarbejdet, eller hvor der er alvorlige mangler ved attesten.

Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastslås, at fuldbyrdelse vil være i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis den lovovertrædelse, som afgørelsen vedrører, ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 5.

Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende afgørelsen, hvis den person, som afgørelsen vedrører, nyder immunitet eller privilegier, der efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation.

Fuldbyrdelse kan desuden afslås, hvis tredjemands rettigheder gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, eller hvis afgørelsen om konfiskation er truffet somudeblivelsesdom, og den berørte person ikke har været tilsagt personligt eller via en repræsentant til retssagen.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er en følge af en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning helt eller delvist betragtes som begået på dennes territorium, eller hvor lovovertrædelsen er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for fuldbyrdelsesstatens område.

Herudover kan fuldbyrdelse i visse tilfælde afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er truffet i henhold til bestemmelser om udvidet konfiskation.

Endelig kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis der er indtrådt forældelse i fuldbyrdelsesstaten, og lovovertrædelsen hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion.

Udstedelsesstaten skal som udgangspunkt høres, inden fuldbyrdelsesstaten træffer beslutning om ikke at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

Efter artikel 8 skal medlemsstaterne gennemføre regler, der gør det muligt for interesserede parter, herunder tredjemand i god tro, at råde over retsmidler med opsættende virkning i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation. Appel af anerkendelsen og fuldbyrdelsen skal ske i fuldbyrdelsesstaten. Der er i den forbindelse ikke adgang til at appellere selve konfiskationsafgørelsens substans. Indgivelse af klage kan have opsættende virkning i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 9 vedrører de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation. Dette kan ske, hvis afgørelsen om konfiskation er påklaget, jf. artikel 8 ovenfor, eller hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning i fuldbyrdelsesstaten. Herudover kan fuldbyrdelsen udsættes, hvis fuldbyrdelsesstaten finder det nødvendigt at oversætte afgørelsen om konfiskation.

Udstedelsesstaten skal straks underrettes om en beslutning om at udsætte fuldbyrdelsen af afgørelsen, og fuldbyrdelseslandet skal sørge for straks at fuldbyrde afgørelsen, når der ikke længere er grundlag for at udsætte fuldbyrdelsen.

Artikel 10 omhandler den situation, hvor fuldbyrdelsesstaten modtager flere anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, og den berørte person ikke har tilstrækkelige midler til, at alle afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes. I sådanne tilfælde skal fuldbyrdelsesstaten beslutte, hvilke afgørelser der skal fuldbyrdes. Afgørelsen skal træffes under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder lovovertrædelsernes grovhed, og om det konfiskerede beløb skal anvendes til dækning af erstatningskrav.

Artikel 11 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelseslandets lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen, dog således at afgørelser om konfiskation over for juridiske personer skal fuldbyrdes, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Herudover kan fuldbyrdelsesstaten ikke anvende forvandlingsstraf, medmindre udstedelsesstaten har givet samtykke hertil. Hvis en del af beløbet i tilfælde af udbyttekonfiskation inddrives i en anden stat, skal dette beløb fratrækkes det beløb, der konfiskeres i fuldbyrdelsesstaten.

Ifølge artikel 12 kan såvel fuldbyrdelsesstaten som udstedelsesstaten træffe afgørelse om benådning eller amnesti, hvorimod alene udstedelsesstaten kan tage stilling til en ansøgning om fornyet prøvelse af afgørelsen.

Efter artikel 13 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis der fra udstedelsesstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at dommen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.

Artikel 14 vedrører fordelingen af konfiskerede formuegoder. I de tilfælde, som vedrører konfiskation af formuegoder af en værdi under 10.000 euro, vil hele beløbet tilfalde fuldbyrdelsesstaten. I alle andre sager skal 50% af de konfiskerede formuegoder overføres fra fuldbyrdelsesstaten til udstedelsesstaten.

Konfiskerede formuegoder, som vedrører andet end penge, skal enten sælges, hvorefter provenuet fordeles efter de ovenfor anførte retningslinjer, overføres til udstedelsesstaten eller afhændes efter de gældende nationale regler i fuldbyrdelsesstaten

Konfiskerede formuegoder, som må anses som værende kulturgoder, som er del af fuldbyrdelsesstatens nationale kulturarv, skal ikke overdrages til udstedelsesstaten.

I de tilfælde hvor fuldbyrdelsesstaten har omkostninger, som er ud over det sædvanlige, kan denne anmode udstedelsesstaten om, at de skal deles om disse omkostninger.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 15 straks underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af afgørelsen ikke fuldbyrdes.

Efter artikel 15a mister udstedelsesstaten retten til at fuldbyrde dommen, når den er fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Udstedelsesstaten overtager på ny retten til at fuldbyrde dommen, hvis fuldbyrdelsesstaten helt eller delvist afslår at fuldbyrde dommen, træffer afgørelse om benådning eller giver underretning om, at hele eller dele af dommen ikke er fuldbyrdet, eller at anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.

Attesten, der fremsendes sammen med afgørelsen om konfiskation, jf. artikel 4, skal efter artikel 16 oversættes til fuldbyrdelsesstatens officielle sprog.

Artikel 17 indebærer, at fuldbyrdelsesstaten bortset fra de i artikel 14 nævnte tilfælde ikke kan kræve omkostninger dækket af udstedelsesstaten.

Artikel 18 fastslår, at rammeafgørelsen ikke berører anvendelsen af gunstigere bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i andre aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne. Artikel 19 og 20 vedrører rammeafgørelsens gennemførelse og ikrafttræden.

3. Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet har den 20. november 2002 afgivet udtalelse om forslaget. Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat enkelte ændringsforslag og i øvrigt støttet forslaget til rammeafgørelse.

4. Høring.

Forslaget har været drøftet på møder med deltagelse af blandt andet Rigspolitichefen, Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International samt Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Københavns Byret har meddelt, at man ikke finder anledning til at udtale sig om forslaget, Rigspolitichefen har oplyst, at Rigspolitiet ikke har politifaglige bemærkninger til forslaget, Den danske Dommerforening og Dommerfuldmægtigforeningen har meddelt, at forslaget ikke giver anledning til bemærkninger. Det Danske Center for Menneskerettigheder har meddelt, at forslaget ikke giver Centret anledning til bemærkninger af menneskeretlig art. Politidirektøren i København har meddelt, at forslaget ikke giver anledning til bemærkninger udover visse sproglige ændringsforslag. Landsforeningen af beskikkede advokater har henledt opmærksomheden på, at forslaget vil medføre, at man for så vidt angår en meget bred vifte af lovovertrædelser opgiver kravet om dobbelt strafbarhed, at der i forhold til den nuværende konvention om straffedommes internationale retsvirkninger er flere sikkerhedsgarantier, som vil bortfalde ved forslagets gennemførelse, og at der kan være afgørende betænkeligheder ved uden videre at acceptere afgørelser, der er afsagt af andre nationale domstole. Foreningen kan derfor ikke anbefale forslaget.

Advokatrådet har anført, at den foreslåede rammeafgørelse indebærer, at danske domstole i fremtiden vil være forpligtet til at fuldbyrde konfiskationsafgørelser truffet i andre EU-lande uden nogen selvstændig vurdering af sagen. Endvidere indebærer rammeafgørelsen, at danske domstole vil være forpligtet til at gennemføre udenlandske afgørelser om konfiskation i tilfælde, hvor der ikke efter dansk ret ville være hjemmel til at foretage konfiskation, eller hvor det forhold, der danner grundlag for anmodningen, ikke er strafbart i Danmark.

Advokatrådetfinder, at kravet om dobbelt strafbarhed som betingelse for at imødekomme udenlandske anmodninger om konfiskation m.v., fortsat bør finde anvendelse. Baggrunden er, at der ikke er en sådan ensartethed i lovgivningerne i de nuværende og kommende EU-lande, at danske domstole uden forudgående prøvelse af forholdet bør have pligt til at udføre en udenlandsk beslutning. Advokatrådet finder endvidere, at Danmark bør afvente de anbefalinger, som det Jurisdiktionsudvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet den 11. juli 2002, fremkommer med, før Danmark tiltræder rammeafgørelsen.

Advokatrådet har anbefalet, at begrebet konfiskation, der i udkastet er defineret som en "sanktion eller foranstaltning" der pålægges af en domstol ændres, således at ordet "sanktion" udgår af definitionen. Baggrunden herfor er, at konfiskation efter dansk ret ikke er en sanktion i betydningen straf. Advokatrådet bemærker endvidere, at oplistningen i artikel 5 af den række af forbrydelser, der uden krav om dobbelt strafbarhed skal kunne begrunde konfiskation, er for upræcis og foreslår, at listen i artikel 5 udfyldes af samtlige medlemslande ved som bilag til rammeafgørelsen at medtage en udtømmende liste for hver medlemsland over de bestemmelser, der falder inden for de forbrydelsestyper, der opregnes i artikel 5. Advokatrådet finder det endvidere af afgørende betydning, at såvel attesten som den bagvedliggende afgørelse oversættes af hensyn til fuldbyrdelseslandets muligheder for at prøve, om der er uoverensstemmelse mellem attesten og den bagvedliggende afgørelse. Advokatrådet stiller endelig spørgsmålstegn ved bestemmelsen i artikel 7, stk. 2, litra g, hvorefter anmodning om fuldbyrdelse kan afslås, hvis de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der er grundlag for anmodningen, eller når personen i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for samme forhold, som udelukker yderligere retsforfølgning, idet bestemmelsen efter Advokatrådets opfattelse nok er rimelig, men skaber en situation, hvor personer der i fuldbyrdelseslandet har været sigtet for strafbart forhold stilles bedre, end personer der i fuldbyrdelseslandet ikke har været sigtet fordi forholdet der ligger til grund for anmodningen, ikke er strafbart efter fuldbyrdelseslandets lovgivning.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til rammeafgørelse er ikke i strid med subsidiaritetsprincippet.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet, og danske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.

Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommens internationale retsvirkninger. Herudover har Danmark ratificeret FN-konventionen af 20. december 1998 imod ulovlig handel mod narkotika og psykotrope stoffer samt Europarådets konvention af 8. december 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om straffedommens internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I. Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II blandt andet anvendelse på afgørelser om konfiskation.

Herudover følger det af § 5a i lov om international fuldbyrdelse af straf, at afgørelser om konfiskation, som er omfattet af FN-konventionen imod ulovlig narkotikahandel og psykotrope stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, kan fuldbyrdes efter reglerne i lovens kapitel 3, når konventionens betingelser er opfyldt. Henvisningen til kapitel 3 indebærer, at afgørelser om konfiskation, der er omfattet af de to konventioner, kan fuldbyrdes på samme måde som afgørelser, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommens internationale retsvirkninger.

I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten, i det omfang konventionen og loven ikke indeholder modstående regler.

For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande finder lov om samarbejde mellem Finland, Island, Norge eller Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. anvendelse, jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963, som ændret ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, lov nr. 291 af 24. april 1996, lov nr. 433 af 31. maj 2000 samt lov nr. 280 af 25. april 2001.

Efter lovens § 1 kan afgørelser om konfiskation, som er truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.

I medfør af lovens § 17 finder fuldbyrdelse sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige. Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.

Efter § 20 sker fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i overensstemmelse med dansk ret, herunder de danske regler om benådning. For så vidt angår forældelse af adgangen til fuldbyrdelse gælder alene reglerne i det land, hvor afgørelsen om konfiskation er truffet.

Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejdet med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

Efter § 12, jf. § 6, i cirkulæret sker gennemførelse her i landet af afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør om begæringen bør imødekommes.

Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation. Hensigten er, at en afgørelse om konfiskation truffet i ét medlemsland skal anerkendes og fuldbyrdes på samme måde, som fuldbyrdelsen af nationale afgørelser om konfiskation.

Herved ligger forslaget i forlængelse af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v., rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Der vil efter forslaget til rammeafgørelse alene være begrænsede muligheder for at efterprøve en afgørelse om konfiskation truffet i en anden medlemsstat, ligesom fuldbyrdelse alene kan afslås under henvisning til én af de i rammeafgørelsen opregnede afslagsgrunde.

For så vidt angår afgørelser truffet uden for de nordiske lande giver de danske bestemmelser – sammenholdt med bestemmelserne i de tre ovennævnte konventioner – imidlertid de danske myndigheder en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af en udenlandsk afgørelse om konfiskation. Det er således efter de gældende regler blandt andet mulighed for at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, hvis at det forhold, der ligger til grund for afgørelsen, ikke er strafbart her i landet.

Derimod vil afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som udgangspunkt automatisk blive anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er opfyldt.

Efter forslaget til rammeafgørelse vil kravet om dobbelt strafbarhed alene kunne gøres gældende, hvis den lovovertrædelse, som konfiskationen vedrører, ikke er omfattet af listen over lovovertrædelser i forslagets artikel 5. De danske myndigheder vil således ikke have mulighed for at efterprøve, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, hvis afgørelsen om konfiskation vedrører en lovovertrædelse, der er omfattet af listen.

Uanset listen over lovovertrædelser er begrænset til forbrydelser, der må antages at være strafbare i alle medlemslande, herunder i Danmark, vil gennemførelse af rammeafgørelsens ordning, herunder gennemførelse af selve proceduren for fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, indebære, at der fastsættes særlige regler herom i dansk ret.

For så vidt angår provenuet fra konfiskation tilfalder dette som udgangspunkt den danske statskasse både for så vidt angår danske afgørelser om konfiskation og i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation i Danmark. Den del af forslaget, der vedrører fordeling af de konfiskerede midler, og som indebærer, at det konfiskerede som udgangspunkt skal tilbageføres til domslandet, vil derfor kræve lovændringer.

Rammeafgørelsen forventes gennemført i dansk ret ved et lovforslag om international fuldbyrdelse af straf m.v., som tillige omfatter rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismidler og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser. Det bemærkes, at pligten til overførelse af konfiskerede midler til domsstaten, modsvares af en tilsvarende ret til modtagelse af sådanne midler i situationer, hvor afgørelser om konfiskation er truffet i Danmark.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Udkastet til rammeafgørelse tillige med et grundnotat om forslaget blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 13. november 2002 og til Folketingets Retsudvalg den 21. november 2002.

Udkastet til rammeafgørelse har været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 6. og den 11. december 2002. Udkastet har endvidere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5. – 6. juni 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 26. maj 2003.

Udkastet til rammeafgørelse været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 25. september 2003 og den 26. september 2003.

Udkastet til rammeafgørelse har endvidere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 24. oktober 2003.

Dagsordenspunkt 3: Rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Baggrund.

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der har følgende indhold:

"33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder."

"36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under straffesagens forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes; bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater under hensyn til de dér gældende regler."

"37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der også sættes et arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper."

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Pkt. 3.2. i programmet har følgende ordlyd:

"Mål: Sikre inddrivelse af bødestraffe, som en medlemsstat har idømt fysiske eller juridiske personer, i en anden medlemsstat. Man bør i den forbindelse være opmærksom på bestemmelserne herom i konventionen af 13. november 1991 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om gennemførelse af udenlandske afgørelser på det strafferetlige område.

Foranstaltning nr. 18: Udarbejdelse af et instrument, der gør det muligt for bopælsstaten at sikre inddrivelse af bødestraffe, som en fysisk eller juridisk person er blevet idømt i en anden medlemsstat. I dette instrument vil der kunne fastlægges bestemmelser om automatisk inddrivelse af bøder, der er idømt for lovovertrædelser, eller eventuelt forenklet godkendelsesprocedure. Instrumentet bør i videst muligt omfang indeholde bestemmelser om den procedure, der skal følges i tilfælde af manglende betaling. Der skal under drøftelserne tages hensyn til forskellene mellem EU’s medlemsstater for så vidt angår juridiske personers ansvar."

På denne baggrund har Frankrig, Sverige og Storbritannien fremsat et forslag til en rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. maj 2003 blev der opnået politisk enighed om rammeafgørelsen, idet der dog udestod et spørgsmål om udarbejdelse af det certifikat, som skal benyttes i forbindelse med fremsendelse af anmodning om fuldbyrdelse af bødestraf i en anden EU-medlemsstat end den medlemsstat, hvor bøden er pålagt.

Udkastet til rammeafgørelsen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på at opnå politisk enighed om udkastet til certifikat.

Indhold.

Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a, og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at bødeafgørelser truffet i en medlemsstat (domsstaten) som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen (fuldbyrdelsesstaten), uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse. Forslaget bygger på den forenklede procedure for eksekvatur, som er fastlagt i Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I – forordningen).

Forslagets artikel 1 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

En"afgørelse" omfatter en endelig afgørelse, hvorved en fysisk eller juridisk person pålægges en bøde, hvad enten afgørelsen er truffet af en domstol eller af en administrativ myndighed i forbindelse med overtrædelse af strafferetlige regler, hvis afgørelsen i øvrigt kan indbringes for en domstol med kompetence i straffesager. Herudover omfatter definitionen af en "afgørelse"en endelig afgørelse, hvorved en fysisk eller juridisk person pålægges en bøde af en administrativ myndighed for overtrædelse af administrative regler, hvis afgørelsen kan indbringes for en domstol med kompetence i straffesager. Endelig er en afgørelse vedrørende administrative forseelser omfattet af definitionen "afgørelse", når afgørelsen er truffet af en domstol med kompetence i straffesager.

"Bødestraf" defineres som en forpligtelse til at betale et fastsat beløb, herunder erstatning til ofre, der pålægges i forbindelse med en straffesag, og sagsomkostninger. Begrebet omfatter ikke afgørelser om konfiskation eller afgørelser, der kan gennemføres i medfør af Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I – forordningen).

"Domsstaten" er den medlemsstat, der har truffet en afgørelse om en bødestraf, mens "fuldbyrdelsesstaten" er den medlemsstat, der skal fuldbyrde afgørelsen (inddrive bøden).

Efter artikel 1a skal medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet, hvilke nationale myndigheder der er kompetente til at handle i medfør af rammeafgørelsen.

Efter artikel 1b berører rammeafgørelsen ikke forpligtelsen til at respektere grundlæggende rettigheder og principper som fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Artikel 2 indebærer, at en dom ledsaget af et certifikat kan sendes til en medlemsstat, hvor den domfældte efter det oplyste har aktiver, indtægt, opholder sig eller - for juridiske personers vedkommende - har hjemsted. Certifikatet, som er optrykt som bilag til afgørelsen, skal være underskrevet og dets indhold bekræftet af de kompetente myndigheder i domsstaten. Afgørelsen kan sendes direkte til de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 2a fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er fastlagt efter de samme principper som i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v. og udkastet til rammeafgørelse om gennemførelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismidler.

Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem forbrydelser på en såkaldt positiv-liste og andre forbrydelser. Positiv-listen omfatter blandt andet terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, miljøkriminalitet, menneskesmugling, manddrab, racisme, bortførelse, bedrageri og færdselsforseelser. Listen indeholder endvidere en række særlovsovertrædelser.

Hvis bødeafgørelsen vedrører en forbrydelse på listen, gælder der ikke noget krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i fuldbyrdelsesstaten.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil kravet om dobbelt strafbarhed fortsat finde anvendelse, men det understreges, at anvendelsen af kravet om dobbelt strafbarhed skal anvendes fleksibelt, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er grundlag for bødeafgørelsen, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.

Efter artikel 3 skal en dom, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 2, anerkendes af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse.

Formuleringen af bestemmelsen svarer til de relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen.

Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og gennemførelse, hvis der i medfør af artikel 4 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.

Artikel 4 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan afslå fuldbyrdelse. Det gælder for det første i tilfælde, hvor det i artikel 2 nævnte certifikat ikke er udarbejdet, hvis certifikatet ikke er korrekt udfyldt, eller hvis oplysningerne i certifikatet er åbenlyst forkerte. Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastlægges, at den pågældende fysiske eller juridiske person allerede i fuldbyrdelsesstaten eller i et tredjeland, herunder en tredje medlemsstat, er dømt for den samme forbrydelse, som dommen vedrører, og dommen allerede er fuldbyrdet. Fuldbyrdelsesstaten kan endvidere afslå fuldbyrdelsen, hvis dommen vedrører forhold, der ikke er indeholdt på listen i artikel 2a, stk. 1, og forholdet ikke er strafbart efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, eller forhold der udelukkendeer begået uden for domsstatens territorium, og forholdet ikke er strafbart efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, eller fuldbyrdelsen efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten ikke er mulig på grund af forældelse. I relation til forældelse er det yderligere en betingelse, at forholdet hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion. Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelse, hvis dommen vedrører en person, der ifølge fuldbyrdelsesstaten er omfattet af strafferetlig immunitet. Desuden kan fuldbyrdelse afslås, hvis dommen vedrører en person, der efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning er under den kriminelle lavalder. Endvidere kan fuldbyrdelse afslås, hvis dommen vedrører en person, der ikke var til stede ved domsafsigelsen, og ikke var behørigt varslet om sagen. Endvidere kan fuldbyrdelse afslås, hvis bødebeløbet ikke er højere end 70 Euro eller et beløb svarende hertil.

En beslutning om ikke at fuldbyrde dommen skal træffes snarest muligt og i visse tilfælde efter drøftelse med domsstaten og straks meddeles domsstaten.

Hvis et forhold ikke er begået på domsstatens territorium, kan fuldbyrdelsesstaten ifølge artikel 5 beslutte at nedsætte bøden til det bødemaksimum, der er gældende for forhold af samme karakter i fuldbyrdelsesstaten,hvis forholdet hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan om nødvendigt omregne bøden til fuldbyrdelsesstatens valuta til vekselkursen på det tidspunkt, da bødet blev idømt. Denne omregning vil alene være nødvendig i forhold til de EU-lande, der ikke har Euroen som national valuta, dvs. Danmark, Sverige og Storbritannien.

Artikel 6 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelsesstatens regler, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen af dommen. Dette gælder dog ikke bøder, der pålægges en juridisk person, idet fuldbyrdelseslandet er forpligtet til at fuldbyrde dommen, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Det gælder endvidere ikke i tilfælde af anvendelse af en forvandlingsstraf for bøden. Efter artikel 7 kan fuldbyrdelsesstaten således, hvis dommen ikke kan fuldbyrdes, som alternativ anvende frihedsstraf. Dette gælder imidlertid alene, hvis såvel domsstatens som fuldbyrdelseslandets lovgivning giver mulighed herfor. Hvis der anvendes forvandlingsstraf, må denne straf ikke overstige den maksimumstraf, der er angivet i det fremsendte certifikat.

Artikel 8 vedrører amnesti, benådning samt fornyet prøvelse af dommen. Bestemmelsen indebærer, at såvel domsstaten som fuldbyrdelsesstaten kan træffe afgørelse om benådning og amnesti. Alene domsstaten kan tage stilling til fornyet prøvelse af dommen.

Efter artikel 9 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af dommen, hvis der fra domsstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at dommen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.

Artikel 10 medfører, at midlerne fra fuldbyrdelsen tilfalder fuldbyrdelsesstaten, medmindre andet er af aftalt mellem domsstaten og fuldbyrdelsesstaten.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 11 straks underrette domsstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af dommen ikke kan fuldbyrdes.

Efter artikel 12 mister domsstaten retten til at fuldbyrde dommen, når den er fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Domsstaten overtager på ny retten til at fuldbyrde dommen, hvis fuldbyrdelseslandet helt eller delvistafslår at fuldbyrde dommen, træffer afgørelse om benådning eller giver underretning om, at hele eller dele af dommen ikke er fuldbyrdet, eller anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.

Artikel 13 – 17 vedrører en række praktiske spørgsmål, herunder sprog, omkostninger og ikrafttræden. Herudover indeholder artikel 16 en bestemmelse om, at medlemsstaterne i en periode på 5 år regnet fra implementeringsfristens udløb kan begrænse rammeafgørelsens anvendelsesområde til afgørelser, der er truffet af en domstol og/eller for så vidt angår bødeafgørelser rettet mod juridiske personer, til afgørelser, hvor en forpligtelse til at kriminalisere den pågældende adfærd for juridiske personer følger af et europæiske retligt instrument. I det omfang en medlemsstat vælger at begrænse rammeafgørelsens anvendelsesområde kan andre medlemsstater vælge at anvende samme begrænsning over for den pågældende medlemsstat. Artikel 16, stk. 1b, indeholder endelig en bestemmelse om, at en medlemsstat kan afslå at fuldbyrde en bødeafgørelse, hvis dette vil stride mod grundlæggende retsprincipper.

Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet har den 17. januar 2002 afgivet udtalelse om forslaget. Europa-Parlamentet i den forbindelse godkendt udkastet med enkelte ændringsforslag af hovedsagelig sproglig karakter.

Høring.

Forslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Told- og Skatteforbund, Københavns Universitet og Århus Universitet.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Københavns Byret har meddelt, at Københavns Byret ikke finder anledning til at udtale sig om forslaget, Politidirektøren i København og Dommerfuldmægtigforeningen har meddelt, at man ikke har bemærkninger til forslaget mens, Rigspolitichefen har oplyst, at Rigspolitiet ikke har politifaglige bemærkninger til forslaget. Datatilsynet har bemærket, at forslaget i sin nuværende udformning ikke vurderes at have konsekvenser af databeskyttelsesretlig karakter. Det Danske Center for Menneskerettigheder har meddelt, at Centret desværre ikke har ressourcer til at efterkomme anmodningen om bemærkninger. Domstolsstyrelsen har bemærket, at gennemførelsen af en sådan rammeafgørelse formentlig vil medføre en stigning i antallet af sager om bødestraffe til fuldbyrdelse i Danmark, men at forslaget ikke i øvrigt giver Domstolsstyrelsen anledning til bemærkninger. Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet har bemærket, at statsadvokaten deltager i den arbejdsgruppe, der behandler forslaget, og at man derfor, og da arbejdsgruppens forhandlinger vedrører væsentlige ændringer af forslaget, vil undlade at kommentere forslaget på nuværende tidspunkt. Den Danske Dommerforening har anført, at en gennemførelse af forslaget vil nødvendiggøre betydelige og principielle ændringer af dansk lovgivning, og at foreningen for nærværende ikke finder i øvrigt at burde udtale sig om forslaget.

Rigsadvokaten har bemærket, at man under hensyn til de ændringer, der siden offentliggørelsen er sket i forslaget, alene har forholdt sig til de grundlæggende principper i forslaget. Rigsadvokaten har på den baggrund tilsluttet sig princippet i forslagets artikel 3 om umiddelbar anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, men anført, at det efter Rigsadvokatens opfattelse imidlertid bør tilstræbes, at de i artikel 4 nævnte grunde til at undlade fuldbyrdelse i så vidt omfang som muligt sikrer, at princippet om dobbelt strafbarhed kan gøres gældende, og at det vil være muligt at afslå fuldbyrdelse under henvisning til grundlæggende retsprincipper.

Landsforeningen af beskikkede advokater har henledt opmærksomheden på, at hverken niveauet for bødestraffe, anvendelse af forvandlingsstraffe eller mulighed for at afsige udeblivelsesdomme er harmoniseret i de europæiske lande, hvorfor foreningen ikke kan tiltræde, at man opgiver de sikkerhedsgarantier, der p.t. findes i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske domme.

Advokatrådet er enig i at udelukke fuldbyrdelse af bødestraffe under de omstændigheder, der er nævnt i rammeafgørelsen og fremhæver, at det bør sikres, at en udenlandsk bødestraf ikke inddrives eller i øvrigt har retsvirkning i fuldbyrdelsesstaten, hvis det må antages, at bødestraffen ikke ville være inddrevet, såfremt den havde været idømt af fuldbyrdelsesstaten, og at fuldbyrdelsesstatens regler for gældssanering, akkord m.v. således også bør gælde overfor afgørelser om bødestraffe idømt af domsstaten.

Politiforbundet i Danmark har tilsluttet sig forslaget med bemærkning om, at det dermed vil blive muligt at inddrive bøder, sagsomkostninger samt erstatningskrav uden yderligere formaliteter i andre medlemslande, når domsstaten ledsager afgørelsen af det i landene anerkendte certifikat. Politiforbundet ser forslaget som en naturlig følge af de åbne grænser og den øgede bevægelighed blandt borgerne i medlemslandene.

Foreningen af Politimestre i Danmark har udtalt, at uden kendskab til hvilke myndigheder og i hvilket omfang, der kan pålægges bøder af administrative myndigheder i de øvrige EU-lande, forekommer det betænkeligt at anvende princippet på andet end bøder, erstatning til ofre og sagsomkostninger, der er pålagt af en domstol under en sag i strafferetsplejens former. Foreningen finder det endvidere betænkeligt, at kravet om dobbelt strafbarhed og fuldbyrdelseslandets forældelsesregler alene gælder for forhold, der er begået på fuldbyrdelsesstatens eller en tredje medlemsstats område, og således ikke for bøder pålagt for forhold begået på domsstatens område. Foreningen har endvidere bemærket, at der ikke i rammeafgørelsen synes at være taget stilling til, hvem der kan meddele udsættelse eller tillade en afdragsvis afvikling af bøden, medmindre det kan indfortolkes i muligheden i artikel 8 for at undlade inddrivelse i tilfælde, hvor der på grund af domfældtes økonomiske forhold ikke er udsigt til, at bøden vil kunne inddrives. Kravet i samme artikel om, at kun domsstaten kan træffe afgørelse om benådning m.v., synes i øvrigt at være overflødige og at skabe unødvendige administrative problemer. Endelig har foreningen påpeget, at afhængigt af, hvorledes rammeafgørelsen vil blive administreret, vil der blive pålagt politiets juridiske og administrative personale yderligere arbejdsopgaver, som ikke vil kunne løses med de nuværende normativer. Især vil proceduren omkring overførelse af midler inddrevet til dækning af sagsomkostninger og erstatningskrav kunne blive ressourcekrævende.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til rammeafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om bødestraf. Hensigten er, at en bødeafgørelse truffet i ét medlemsland automatisk skal anerkendes og fuldbyrdes på samme måde, som fuldbyrdelsen af nationale afgørelser om bødestraf.

Der vil efter forslaget til rammeafgørelse alene være begrænsede muligheder for at efterprøve og afslå fuldbyrdelsen af en afgørelse truffet i et andet medlemsland.

Der findes allerede danske regler om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om bødestraf.

Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet og danske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.

Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger. Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I, jf. herom nedenfor.

I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten, i det omfang konventionen og loven ikke indeholder modstående regler.

Konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger åbner mulighed for, at en straffedom, der er afsagt i ét land, fuldbyrdes i et andet.

Efter artikel 1 i konventionen defineres en straffedom som enhver endelig afgørelse truffet af en domstol i et land efter en retsforfølgning i strafferetsplejens former. En lovovertrædelse defineres som handlinger, der omfattes af straffelovgivningen, samt sådanne lovovertrædelser, der af de kontraherende lande er opregnet i et bilag til konventionen, forudsat at den domfældte person har mulighed for at få sagen prøvet for en domstol. Denne type lovovertrædelser er navnlig bestemmelser om den offentlige orden, der i nogle lande er særskilt reguleret uden for straffelovgivningen.

Som nævnt ovenfor kan afgørelser, som er omfattet af konventionen i medfør af lovens § 4 fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II (artikel 2 – 52).

Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II bl.a. anvendelse på bødeafgørelser.

Konventionen indebærer, at domsstaten kan anmode det land, hvor den domfældte opholder sig, om at overtage fuldbyrdelsen. Ifølge konventionens artikel 5 kan domsstaten dog kun anmode fuldbyrdelseslandet om at overtage fuldbyrdelsen, hvis domfældte er fast bosiddende i fuldbyrdelseslandet. Domsstaten er aldrig forpligtet til at fremsætte en sådan anmodning. Fuldbyrdelseslandet er derimod som udgangspunkt forpligtet til at overtage fuldbyrdelsen, medmindre der foreligger en af de afslagsgrunde, som er nævnt i konventionen.

I henhold til artikel 3 i konventionen vil det være en betingelse for at overtage fuldbyrdelsen, at det pådømte forhold også ville være strafbart, hvis det var blevet begået i fuldbyrdelseslandet (kravet om dobbelt strafbarhed).

Efter artikel 6 har fuldbyrdelseslandet en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at fuldbyrdelse kan afslås, hvis:

fuldbyrdelsen vil stride mod grundlæggende retsprincipper,

den pådømte lovovertrædelse er af politisk karakter,

den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet,

fuldbyrdelseslandet har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling,

handlingen er begået uden for domsstatens territorium,

domfældte var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, eller

dommen ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse.

Efter artikel 10 sker fuldbyrdelsen i henhold til reglerne i fuldbyrdelseslandet, og alene fuldbyrdelsesstaten er kompetent til at træffe alle vedkommende afgørelser. Dog kan både fuldbyrdelseslandet og domsstaten udøve retten til amnesti eller benådning.

Artikel 42 indebærer, at fuldbyrdelseslandet er bundet af sagens faktiske omstændigheder i det omfang, de er anført i afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på dem.

Ifølge artikel 47 skal provenuet af bøder indbetales til statskassen i fuldbyrdelseslandet med respekt af tredjemands rettigheder.

Efter artikel 48 kan retten i fuldbyrdelseslandet idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsstraf, for så vidt begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil, medmindre domsstaten udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til alene at gælde inddrivelse af bøden.

For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande finder lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 som ændret ved lov nr. 323 af 4. juni 1986 og lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, anvendelse.

Efter lovens § 1 kan bødestraf, som er pålagt i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om bødestraf efter lovens § 2 kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.

For så vidt angår forvandlingsstraf for bøde kan sådanne afgørelser i henhold til § 3, stk. 2, jf. stk. 1, fuldbyrdes her i landet, hvis den dømte på det tidspunkt, da straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl her i landet.

Fuldbyrdelse finder sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige, jf. lovens § 17. Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.

Efter § 20 sker fuldbyrdelse af bødestraffe i overensstemmelse med dansk ret. Det betyder, at danske regler om benådning, henstand, afdragsvis betaling, udpantning og eftergivelse finder anvendelse. For så vidt angår forældelse af adgangen til at fuldbyrde straf gælder alene reglerne i det land, hvor straffen er pålagt.

Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejde med Finland, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

Efter § 6 i cirkulæret sker inddrivelse her i landet af bøder pålagt i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør, om begæringen bør imødekommes.

I henhold til cirkulærets § 8 omregnes bødebeløbet til dansk mønt efter køberkursen dagen før politiets beslutning om, at begæringen skal efterkommes. Inddrivelse af bøder sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for inddrivelse af bøder her i landet. Eftergivelse kan alene bestemmes af Justitsministeriet. Fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøden må kun finde sted efter særlig begæring herom.

Efter § 50 i straffeloven tilfalder en bøde statskassen. Dette gælder tillige bøder, der inddrives her i landet på grundlag en udenlandsk begæring om fuldbyrdelse.

For så vidt angår afgørelser truffet uden for de nordiske lande giver de danske regler - sammenholdt med bestemmelserne i konventionen af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger – som nævnt ovenfor de danske myndigheder en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Det er således efter de gældende regler bl.a. et krav, at det forhold, der ligger til grund for afgørelsen, ligeledes skal være strafbart i fuldbyrdelseslandet, ligesom fuldbyrdelsen vil kunne afslås, hvis fuldbyrdelsen vil være i strid med grundlæggende retsprincipper.

Derimod vil afgørelser om bødestraf truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som udgangspunkt automatisk blive anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er opfyldt.

Efter det foreliggende forslag til rammeafgørelse vil kravet om dobbelt strafbarhed alene kunne gøres gældende, hvis domsstaten har udøvet eksterritorial strafprocessuel kompetence, d.v.s. hvis de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, er begået på fuldbyrdelsesstatens eller en tredje medlemsstats område. I dette tilfælde vil det endvidere være muligt at afslå fuldbyrdelsen, hvis afgørelsen på grund af reglerne om forældelse i fuldbyrdelseslandet ikke kan fuldbyrdes.

Der vil ikke være mulighed for at afslå fuldbyrdelsen under henvisning til grundlæggende retsprincipper.

Gennemførelsen af disse regler vil i givet fald kræve lovændringer i Danmark.

Udkastet til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Udkastet til rammeafgørelse er tillige med et grundnotat herom oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 12. og den 18. februar 2002.

Et aktuelt notat blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 30. maj 2002. Sagen blev dog taget af dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civil beskyttelse) den 13. – 14. juni 2002.

Herudover har udkastet til rammeafgørelse været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 14. – 15. oktober 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 4. og 8. oktober 2002.

Udkastet til rammeafgørelse blev endvidere forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. – 29. november 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 15. november 2002, ligesom udkastet til rammeafgørelse blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 6. december 2002.

Udkastet til rammeafgørelse blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. februar 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 13. februar 2003.

Udkastet blev endvidere forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. maj 2003. Aktuelle notater blev oversendt til Europaudvalget den 25. april 2003 og til Folketinget Retsudvalg den 28. april 2003.

Dagsordenspunkt 4: Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og protokollerne hertil.^*

Nyt notat.

Baggrund.

FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (Palermo-konventionen) og protokollerne hertil om henholdsvis forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særligt handel med kvinder og børn samt bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen blev undertegnet i Palermo den 12. december 2000.

Samme dag undertegnede Kommissionen, på vegne af Fællesskabet, konventionen og de to protokoller, i henhold til Rådets afgørelse af 8. december 2000 om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen mv.

Den 30. september 2003 ratificerede Danmark henholdsvis konventionen og protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særligt handel med kvinder og børn.

Konventionen indeholder bl.a. regler, der pålægger de kontraherende stater en pligt til at kriminalisere en række forhold, herunder bl.a. hvidvaskning af penge og bestikkelse. Konventionen indeholder desuden bl.a. regler om samarbejdet om retshåndhævelsen i straffesager og om gennemførelse af konventionen gennem økonomisk udvikling og teknisk bistand.

I tilknytning hertil indeholder den tilhørende protokol om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særligt handel med kvinder og børn, supplerende regler, som tager sigte på at kriminalisere særligt handel med kvinder og børn og beskytte ofrene herfor samt forebygge og i øvrigt bekæmpe sådan menneskehandel, herunder gennem samarbejde på området.

Protokollen om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen er ikke ratificeret af Danmark.

Med henblik på Fællesskabets tiltrædelse (ratifikation) af konventionen og protokollerne hertil fremsatte Kommissionen den 22. august 2003 forslag til Rådets afgørelser om henholdsvis tiltrædelse af konventionen og de to protokoller.

Det følger i øvrigt af konventionen og protokollerne hertil, at Fællesskabet i forbindelse med ratifikationen samtidig erklærer, hvilke kompetencer ifølge konventionen med tilhørende protokoller, der tilkommer Fællesskabet, og hvilke der tilkommer de enkelte medlemslande.

Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag om ratifikationen af de to protokoller er artikel 62, nr. 2 (om foranstaltninger vedrørende passage af medlemsstaternes ydre grænser), og artikel 63, nr. 3 (om foranstaltninger vedrørende indvandringspolitikken), i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af disse afgørelser, der derfor ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

Danmark vil således ikke i sin egenskab af medlem af Fællesskabet være bundet af de af protokollernes bestemmelser, der er omfattet af Fællesskabets kompetence.

Danmark deltager derimod i vedtagelsen af Rådets afgørelse om indgåelse på Fællesskabets vegne af selve konventionen.

Kommissionen forslag har været drøftet på møder i rådsregi, og på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 forventes formandskabet at fremlægge forslaget med henblik på at opnå politisk enighed.

Indhold.

Forslagene til Rådets afgørelser vedrører alene ratifikationen af konventionen og protokollerne hertil. Foruden forslagene vedrørende selve ratifikationen indeholder Kommissionens forslag tillige udkast til erklæringer om kompetencefordelingen mellem Fællesskabet og medlemslandene.

For så vidt angår forslagene vedrørende protokollerne til konventionen fremgår det desuden, at Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender), ikke deltager i vedtagelsen af afgørelserne, og derfor heller ikke i sin egenskab af medlem af Fællesskabet vil være bundet af de af protokollernes bestemmelser, der er omfattet af Fællesskabets kompetence.

Kommissionens forslag vedrørende ratifikation af selve konventionen lægger op til, at formandskabet udpeger den person, der er beføjet til at deponere det for Fællesskabet bindende instrument til formel ratifikation af konventionen. Instrumentet deponeres hos generalsekretæren for FN.

Herudover har Kommissionen fremsat et forslag til erklæringen vedrørende Fællesskabets kompetence med hensyn til de spørgsmål, der er omhandlet i selve konventionen, og som i henhold til konventionens bestemmelser skal afgives i forbindelse med ratifikationen. Det drejer sig om Fællesskabets foranstaltninger med henblik på gradvis oprettelse af det indre marked, herunder bekæmpelse af hvidvaskning af penge og lige adgang til markederne vedrørende offentlige kontrakter og tjenesteydelser.

Herudover henviser Kommissionen til samarbejdet inden for rammerne af Fællesskabet vedrørende toldforanstaltninger samt bekæmpelse af svig og korruption, ligesom Kommissionen henviser til udviklingssamarbejdet.

Europa-Parlamentet.

Forslaget er forelagt for Europa-Parlamentet, der imidlertid endnu ikke har afgivet udtalelse.

Høring.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Forslaget har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 5: Status for gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Nyt notat.

Baggrund.

Den 13. juni 2002 vedtog Rådet rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Rammeafgørelsen, som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003, indebærer en udvidet adgang til og forenklet procedure for udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse. Efter rammeafgørelsen skal udlevering til andre EU-medlemsstater med virkning fra 1. januar 2004 ske på grundlag af en europæisk arrestordre.

Rammeafgørelsen stiller således krav om, at den europæiske arrestordre er gennemført i EU-medlemsstaterne senest den 31. december 2003. På nuværende tidspunkt har 8 EU-medlemsstater (Belgien, Danmark, Irland, Finland, Spanien, Sverige, Portugal og Storbritannien) gennemført rammeafgørelsen i national ret. Det er forventningen, at alle EU-medlems-stater vil have gennemført rammeafgørelsen senest ved udgangen af det irske formandskab.

Indhold.

Det forventes, at det irske formandskab vil anmode de EU-medlemsstater, som endnu ikke har gennemført rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre i national ret, om at redegøre for status for gennemførelsen.

Europa-Parlamentet.

Da der alene er tale om en drøftelse af status vedrørende gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, har sagen ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

Høring.

Der er alene tale om et orienteringspunkt, og der er derfor ikke foretaget høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Spørgsmålet om status vedrørende gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Dagsordenspunktet giver ikke anledning til overvejelser vedrørende subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Drøftelsen i Rådet af status vedrørende gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre giver ikke anledning til lovgivningsmæssige og statsfinansielle overvejelser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Spørgsmålet om status vedrørende gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalget.

Dagsordenspunkt 6: Bekæmpelse af organiseret kriminalitet i det vestlige Balkan.

Nyt notat.

Baggrund.

Det irske formandskab har fremlagt et forslag om effektivisering af indsatsen til bekæmpelse af organiseret kriminalitet i det vestlige Balkan. Forslaget indeholder desuden en beskrivelse af status vedrørende de initiativer, som er iværksat mod den organiserede kriminalitet i det vestlige Balkan.

Drøftelsen af indsatsen mod organiseret kriminalitet skal bl.a. ses som et led i opfølgningen på den ministerkonference om organiseret kriminalitet i det vestlige Balkan, der blev afholdt i London den 25. november 2002, og som resulterede i vedtagelsen af den såkaldte London-erklæring. I erklæringen udtrykte ministrene fra de deltagende lande deres intention om at styrke indsatsen mod bekæmpelse af den grænseoverskridende organiserede kriminalitet i det vestlige Balkan, i særdeleshed den kriminalitet, der knytter sig til menneskesmugling og ulovlig indvandring, illegal handel med narkotika og våben samt korruption.

Den 22.-23. maj 2003 blev der afholdt en konference i Ohrid, Makedonien, i samarbejde mellem EU, NATO, Stabilitetspagten og OSCE om styrket samarbejde om grænsekontrol i regionen. Bekæmpelse af organiseret kriminalitet i Balkan-området blev ligeledes diskuteret på rådsmødet den 27.- 28 februar 2003 og på et særligt EU/Balkan topmøde i Thessaloniki den 21. juni 2003, hvor der blev lagt vægt på at implementere konklusionerne fra London-erklæringen og resultatet af konferencen i Ohrid.

Endelig blev der i forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. november 2003 afholdt møde med repræsentanter for landene i det vestlige Balkan. I den forbindelse blev der præsenteret en række initiativer til bekæmpelse af den organiserede kriminalitet i området.

Det irske formandskabs forslag vil indebære, at der etableres en ekspertgruppe (en såkaldt "task force") med henblik på at undersøge mulighederne for at effektivisere indsatsen til bekæmpelse af organiseret kriminalitet i det vestlige Balkan.

Indhold.

Forslaget indeholder en beskrivelse af de nuværende aftaler og initiativer til bekæmpelse af den organiserede kriminalitet i det vestlige Balkan. Initiativerne omfatter bl.a. anvendelse af forbindelsesofficerer i området, judicielt samarbejde, samarbejde med Europol, etablering af multinationale undersøgelseshold og uddannelse af politiet gennem inddragelse af Det Europæiske Politiakademi (CEPOL).

Forslaget indeholder en række overvejelser vedrørende mulighederne for at gøre kriminalitetsbekæmpelsen på det vestlige Balkan mere effektiv.

Med forslaget lægges der ikke op til vedtagelse af nye instrumenter. I stedet for fokuseres der på behovet for en mere effektiv anvendelse af de muligheder for at bekæmpe den organiserede kriminalitet i det vestlige Balkan, som de eksisterende instrumenter åbner mulighed for.

Efter forslaget skal der udsendes et hold af eksperter (en såkaldt "taskforce"), som skal have til opgave at udarbejde en rapport om, hvilke initiativer der konkret vil kunne tages med henblik på at gøre indsatsen mod organiseret kriminalitet i det vestlige Balkan mere effektiv og bedre koordineret.

Europa-Parlamentet.

Sagen skal ikke forelægges for Europa-Parlamentet.

Høring.

Der er ikke foretaget høring vedrørende forslaget.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 7: Evaluering af CEPOLs aktiviteter.

Nyt notat.

Baggrund.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om, at der skal oprettes et europæisk politiakademi til efteruddannelse af personale ved de retshåndhævende myndigheder, idet politiakademiet i første omgang etableres som et netværk af nationale politiskoler.

Det Europæiske Politiakademi (CEPOL) blev herefter oprettet ved Rådets afgørelse af 22. december 2000 og iværksatte sine aktiviteter den 1. januar 2001.

Ifølge rådsafgørelsens artikel 9 skal CEPOL senest i løbet af det tredje år efter aktiviteternes iværksættelse forelægge Rådet en rapport om, hvordan netværket fungerer, og hvordan dets fremtid tegner sig. En sådan rapport er fremlagt den 5. december 2003 af CEPOLs bestyrelse.

Ved etableringen af CEPOL blev det besluttet at placere et midlertidigt sekretariat for CEPOL i København. På mødet i Det Europæiske Råd den 13. december 2003 blev det imidlertid besluttet, at der skal etableres et permanent sekretariat i Bramshill, Storbritannien.

Det irske formandskab forventes – på baggrund af treårsrapporten fra CEPOL – at lægge op til en drøftelse af spørgsmålet om CEPOLs fremtidige struktur på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på, at rådet skal tage stilling hertil.

Indhold.

Treårsrapporten fra CEPOLs bestyrelse indeholder dels en beskrivelse af de operative og administrative initiativer, som CEPOL har gennemført de seneste tre år for at nå sine mål, dels en række overvejelser og anbefalinger vedrørende CEPOLs fremtidige virke og struktur.

For så vidt angår førstnævnte del af rapporten, er der tale om en redegørelse for udviklingen og gennemførelsen af de institutionelle vilkår for CEPOL, for de gennemførte kursusaktiviteter og for de resultater man har opnået med at udvikle fælles uddannelsesstandarder på medlemsstaternes politiskoler.

Den anden del af rapporten indeholder overvejelser og anbefalinger vedrørende den fremtidige uddannelsesstrategi og i lyset heraf CEPOLs fremtidige struktur. Et centralt spørgsmål er i den forbindelse, om CEPOL på nuværende tidspunkt bør fortsætte som et netværk af politiuddannelsesinstitutioner, men med status som juridisk person, eller om der bør oprettes et egentligt europæisk politiakademi med status som juridisk person.

Rapporten indeholder desuden overvejelser og anbefalinger vedrørende den fremtidige sammensætning af CEPOLs bestyrelse og vedrørende oprettelse af et permanent sekretariat med tilstrækkelige ressourcer til at understøtte den fremtidige uddannelsesstrategi.

Som nævnt blev det på mødet i Det Europæiske Råd den 13. december 2003 besluttet, at der skal etableres et permanent sekretariat i Bramshill, Storbritannien.

Europa-Parlamentet.

Treårsrapporten fra CEPOL er ikke forelagt Europa-Parlamentet.

Høring.

Rapporten har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Rapporten ses ikke at give anledning til overvejelser i forhold til subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Rapporten indebærer ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Rapporten har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 8: (Evt.) Forslag til Rådets forordning om standarder for sikkerhedsfeatures og biometriske data i EU-borgeres pas.

Nyt notat.

Baggrund.

På baggrund af begivenhederne den 11. september 2001 anmodede medlemsstaterne Kommissionen om straks at gøre en indsats for at forbedre dokumentsikkerheden med henblik på at kunne afsløre personer, der forsøgte at få adgang til EU’s område ved hjælp af forfalskede officielle dokumenter.

Den 18. februar 2002 blev Rådets forordning (EF) nr. 334/2002 om ændring af forordning (EF) nr. 1683/95 om ensartet udformning af visa vedtaget, og den 13. juni 2002 blev forordning (EF) nr. 1030 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsborgere vedtaget. Yderligere tekniske specifikationer for henholdsvis visa og opholdtilladelser blev vedtaget af Kommissionen den 3. juni 2002 og den 14. august 2002. De vedtagne regler indebærer, at visa og opholdstilladelser skal indeholde fotos, som opfylder høje sikkerhedsstandarder.

På RIA-ministrenes uformelle møde i Veria den 28. og 29. marts 2003 opfordrede medlemsstaterne Kommissionen til at udarbejde et forslag om at integrere biometriske identifikatorer i det ensartet udformede visum og opholdstilladelsen til tredjelandsstatsborgere. Kommissær Antonio Vitorino lovede at fremlægge et forslag og understregede samtidig, at der bør anvendes en samlet strategi for alle rejsedokumenter, herunder EU-borgernes pas, blandt andet på grund af den nye amerikanske lovgivning, som kræver, at statsborgere fra visumfritagne lande fra og med den 26. oktober 2004 skal være i besiddelse af et pas med biometriske elementer.

Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003, at der er brug for "en sammenhængende strategi i EU med hensyn til biometrisk identifikation eller biometriske data, idet målet må være harmoniserede løsninger for tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter, EU-borgeres pas og informationssystemerne (VIS og SIS II)", og Rådet opfordrede Kommissionen "til at udarbejde passende forslag, i første omgang vedrørende visa".

Den 24. september 2003 fremsatte Kommissionen forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1683/95 om ensartet udformning af visa og forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1030 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsborgere. Forslagene har blandt andet til formål at kræve, at medlemsstaterne harmoniserer integration af biometriske identifikatorer i visummet og opholdstilladelsen til tredjelandsborgere, således at der sikres interoperabilitet.

På rådsmødet den 19. februar 2004 (retlige og indre anliggender) forventes Kommissionen at fremlægge et forslag til Rådets forordning om standarder for sikkerhedsfeatures og biometriske data i EU-borgeres pas.

Indhold.

Forslaget til Rådets forordning om standarder for sikkerhedsfeatures og biometriske data i EU-borgeres pas foreligger endnu ikke.

Europa-Parlamentet.

Forordningsforslaget har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Høring.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har ikke tidligere været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Subsidiaritetsprincippet.

Forholdet til subsidiaritetsprincippet kan ikke vurderes, da forslaget endnu ikke foreligger.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

De lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser kan ikke vurderes, da forslaget endnu ikke foreligger.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 9: Rådets henstilling vedrørende en sikkerhedshåndbog til brug for de Olympiske Lege og lignende sportsbegivenheder.

Nyt notat.

Baggrund.

Rådet vedtog den 26. maj 1997 en Fælles Aktion vedrørende samarbejdet om offentlig orden og sikkerhed i forbindelse med større arrangementer i medlemsstaterne.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. juli 2001 vedtog Rådet en række konklusioner om sikkerheden i forbindelse med Det Europæiske Råds møder og andre lignende arrangementer.

På mødet den 19.- 20. maj 2003 og på mødet den 6.- 7. oktober 2003 i Politichefernes Taskforce var der enighed om udarbejdelsen af en håndbog til brug for de Olympiske Lege og lignende sportsbegivenheder.

På denne baggrund er der under det irske formandskab fremlagt et forslag til en sikkerhedshåndbog til brug for de Olympiske Lege og lignende sportsbegivenheder.

Forslaget til håndbogen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på, at Rådet tilslutter sig håndbogens anbefalinger.

Indhold.

Det henstilles i forslaget til sikkerhedshåndbogen, at samarbejdet mellem medlemsstaterne styrkes, og herunder navnlig det praktiske samarbejde mellem de kompetente myndigheder og tjenester i forbindelse med de Olympiske Lege og lignende sportsbegivenheder.

Sikkerhedshåndbogen indeholder en række anbefalinger vedrørende styrkelse af samarbejdet, herunder om oprettelse af permanente kontaktpunkter, der skal fremme udvekslingen af informationer før, under og efter sportsbegivenhederne, og om tilrettelæggelsen af den strategiske og operative planlægning.

Endvidere indeholder håndbogen en række anbefalinger vedrørende udsendelse af forbindelsesofficerer og – efter anmodning – operativ støtte til det land, der afholder et arrangement.

Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været forelagt Europa-Parlamentet til udtalelse.

Høring.

Håndbogen har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Håndbogen ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Håndbogen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 10: Samarbejdsaftale mellem Europol og Eurojust.

Nyt notat.

Baggrund.

Europol blev oprettet ved konvention af 26. juli 1995. Formålet med Europol er at forbedre effektiviteten og samarbejdet mellem medlemsstaternes politimyndigheder med henblik på at bekæmpe en række former for grov grænseoverskridende kriminalitet.

Eurojust blev oprettet ved Rådets afgørelse af 28. februar 2002. Formålet med Eurojust er at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne om efterforskning og retsforfølgning af alvorlige lovovertrædelser, der berører to eller flere medlemsstater.

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventionens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer. Af artikel 26 i rådsafgørelsen om oprettelse af Eurojust følger det, at Eurojust skal etablere og opretholde et tæt samarbejde med Europol med henblik på at opfylde de målsætninger, som gælder for hver af organisationerne.

En samarbejdsaftale mellem de to organisationer forventes at blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 til godkendelse.

Indhold.

Formålet med aftalen er at etablere og opretholde tætte forbindelser mellem de to organer med henblik på at effektivisere bekæmpelsen af den alvorlige grænseoverskridende kriminalitet inden for rammerne for de to organers virke. Samarbejdet vil efter aftalen omfatte udveksling af såvel operationelle som strategiske og tekniske informationer.

Parterne skal samarbejde på en lang række områder, herunder om at give fælles støtte til medlemsstaternes myndigheder, om at koordinere henvendelser til medlemsstaternes myndigheder i forbindelse med konkrete sager og om at involvere hinanden i akademiske og professionelle debatter omkring strategier.

Eurojust kan anmode Europol om at oprette konkrete sager (analysefiler). Europol forpligtes til at vurdere sådanne anmodninger og efterkomme disse inden for rammerne af de ressourcer, som Europol har til rådighed. Desuden kan begge parter deltage i og etablere fælles efterforskningshold.

Begge organer forpligter sig ved aftalen til at give hinanden de oplysninger, som de hver især har brug for, inden for de for organerne gældende regler om videregivelse af sådanne oplysninger. Organerne kan med aftalen også udveksle personoplysninger. Aftalen sikrer også aktindsigt for personer, hvis personlige oplysninger har været videregivet mellem parterne, inden for de rammer som i øvrigt er gældende for aktindsigt inden for de to organer.

Aftaleudkastet har været forelagt for begge organers Fælles Kontrolinstans, der er nedsat i henhold til henholdsvis Europol-konventionen og rådsafgørelsen om oprettelse af Eurojust, og hvor Datatilsynet er repræsenteret i begge kontrolinstanser. Kontrolinstanserne har ikke haft indvendinger mod aftalen.

Europa-Parlamentet.

Udkastet til samarbejdsaftalen er blevet forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af aftaleudkastet.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til aftale ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Udkastet har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 11: Samarbejdsaftale mellem Europol og Malta om udveksling af personoplysninger.

Nyt notat.

Baggrund.

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventionens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Procedurerne for indgåelse af disse aftaler er fastlagt ved en række rådsafgørelser, som hviler på et princip om, at Rådet i hvert enkelt tilfælde skal godkende både indledningen af forhandlingerne med det pågældende tredieland og selve indgåelsen af aftalerne. Kredsen af relevante tredielande og regler for aftalernes indhold, herunder for Europols videregivelse og modtagelse af personlige oplysninger, er fastlagt ved disse rådsafgørelser.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. oktober 2003 bemyndigede Rådet Europol til at indlede forhandlinger med Malta om indgåelse af en samarbejdsaftale.

Et udkast til samarbejdsaftale mellem Europol og Malta forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på godkendelse.

Indhold.

Aftaleudkastet svarer til de aftaler Europol tidligere har indgået med en række tredjelande. Det fremgår bl.a. af aftaleudkastet, at der vil kunne udveksles forbindelsesofficerer mellem Europol og Malta.

Aftaleudkastet indeholder endvidere bestemmelser om videregivelse af personoplysninger fra Europol til Malta, ligesom aftaleudkastet behandler spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger vedrørende brugen af disse data.

Reglerne i aftaleudkastet om videregivelse af personoplysninger bygger på reglerne i Europol-konventionen samt Rådets ovennævnte afgørelser af henholdsvis 3. november 1998 og 12. marts 1999.

Det følger i øvrigt af Europol-konventionen, at hvis Europol har modtaget oplysninger fra et EU-medlemsland, må Europol kun videregive oplysningerne til Malta, hvis det pågældende EU-medlemsland giver samtykke hertil.

Aftaleudkastet indeholder tillige bestemmelser om Europols modtagelse af oplysninger fra Malta. Bestemmelserne bygger på Rådets afgørelse af 3. november 1998 om fastsættelse af regler for Europols modtagelse af oplysninger fra tredjepart.

Endelig indeholder aftaleudkastet bestemmelser om sletning af oplysninger m.v., ligesom aftaleudkastet indeholder bestemmelser om opsigelse og ikrafttræden.

Aftaleudkastet har været forelagt for Den Fælles Kontrolinstans, der er nedsat i henhold til Europol-konventionen, og hvor Datatilsynet er repræsenteret.

Europa-Parlamentet.

Udkastet til samarbejdsaftalen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af aftaleudkastet.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet ses ikke at berøre subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Udkastet har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Rådets afgørelse om indledning af forhandlinger om videregivelse af personoplysninger fra Europol til Malta blev forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. oktober 2003 forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering. Et aktuelt notat om sagen blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 26. september 2002 og til Retsudvalget den 25. september 2002.

Dagsordenspunkt 12: Samarbejdsaftale mellem Europol og UNODC om udveksling af strategiske oplysninger.

Nyt notat.

Baggrund.

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventionens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Rådet vedtog den 3. november 1998 en afgørelse, der fastsætter nærmere regler for Europols forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer. Efter artikel 2, stk. 2, i rådsafgørelsen beslutter Rådet med enstemmighed, hvilke tredjelande og eksterne organisationer der skal indledes forhandlinger med.

Det fremgår endvidere af artikel 2, stk. 3, at Europols direktør efter at have konsulteret Styrelsesrådet og efter Rådets godkendelse kan indlede forhandlinger om aftaler med tredjelande og eksterne organisationer. Sådanne aftaler kan først indgås, efter at Rådet med enstemmighed har godkendt disse.

Rådet har desuden ved to rådsafgørelser af henholdsvis 3. november 1998 og 12. marts 1999 fastsat nærmere regler for Europols videregivelse af personlige oplysninger til tredjelande og eksterne organisationer samt for Europols modtagelse af information fra tredjeparter.

Ved Rådets afgørelse af 27. marts 2000 blev Europols direktør bemyndiget til at indlede forhandlinger om samarbejde mellem Europol og en række eksterne organisationer og tredjelande.

Rådets afgørelse angiver de nærmere betingelser for denne bemyndigelse, herunder at eventuelle bestemmelser i aftalerne om udveksling af oplysninger skal være i overensstemmelse med reglerne i Europol-konventionen og gennemførelsesbestemmelserne i tilknytning hertil.

Der er nu udarbejdet et udkast til strategisk samarbejdsaftale mellem Europol og UNODC ("United Nations Office on Drugs and Crime"). At samarbejdsaftalen er strategisk betyder, at den ikke omfatter udveksling af personoplysninger.

Udkast til samarbejdsaftalen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på godkendelse.

Indhold.

Samarbejdsaftalen mellem Europol og UNODC har til formål at fremme samarbejdet mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, der handler gennem Europol, og UNODC. Parterne samarbejder inden for Europol-konventionens rammer og for UNODCs vedkommende i overensstemmelse med de for UNODC gældende regler om udveksling af visse strategiske og tekniske oplysninger.

Samarbejdsaftalen omfatter som nævnt ikke udveksling af personoplysninger.

Aftaleparterne udpeger hver især et kontaktpunkt, der koordinerer anvendelsen af samarbejdsaftalen. Kontaktpunkterne skal kommunikere indbyrdes og jævnligt afholde samråd med hinanden med henblik på at styrke samarbejdet.

Europa-Parlamentet.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Høring.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til samarbejdsaftale ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 13: Samarbejdsaftale mellem Europol og Tyrkiet om udveksling af strategiske oplysninger.

Nyt notat.

1. Baggrund.

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventionens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Rådet vedtog den 3. november 1998 en afgørelse, der fastsætter nærmere regler for Europols forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer. Efter artikel 2, stk. 2, i rådsafgørelsen beslutter Rådet med enstemmighed, hvilke tredjelande og eksterne organisationer der skal indledes forhandlinger med.

Det fremgår endvidere af artikel 2, stk. 3, at Europols direktør efter at have konsulteret Styrelsesrådet og efter Rådets godkendelse kan indlede forhandlinger om aftaler med tredjelande og eksterne organisationer. Sådanne aftaler kan først indgås, efter at Rådet med enstemmighed har godkendt disse.

Rådet har desuden ved to rådsafgørelser af henholdsvis 3. november 1998 og 12. marts 1999 fastsat nærmere regler for Europols videregivelse af personlige oplysninger til tredjelande og eksterne organisationer samt for Europols modtagelse af information fra tredjeparter.

Ved Rådets afgørelse af 27. marts 2000 blev Europols direktør bemyndiget til at indlede forhandlinger om samarbejde mellem Europol og en række eksterne organisationer og tredjelande.

Rådets afgørelse angiver de nærmere betingelser for denne bemyndigelse, herunder at eventuelle bestemmelser i aftalerne om udveksling af oplysninger skal være i overensstemmelse med reglerne i Europol-konventionen og gennemførelsesbestemmelserne i tilknytning hertil.

Der er nu udarbejdet et udkast til strategisk samarbejdsaftale mellem Europol og Tyrkiet. At samarbejdsaftalen er strategisk betyder, at den ikke omfatter udveksling af personoplysninger.

Udkast til samarbejdsaftalen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på godkendelse.

Indhold.

Samarbejdsaftalen mellem Europol og Tyrkiet har til formål at fremme samarbejdet mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, der handler gennem Europol, og Tyrkiet. Parterne samarbejder inden for Europol-konventionens rammer og for Tyrkiets vedkommende i overensstemmelse med tyrkisk ret og internationale forpligtelser om udvekslingen af strategiske og tekniske oplysninger.

Samarbejdsaftalen omfatter udveksling af strategiske og tekniske oplysninger af fælles interesse, udveksling af retshåndhævelseserfaringer, udveksling af lovgivning, manualer mv. og uddannelse.

Samarbejdsaftalen omfatter som nævnt ikke udveksling af personoplysninger.

Aftaleparterne udpeger hver især et kontaktpunkt, der koordinerer anvendelsen af samarbejdsaftalen. Kontaktpunkterne skal kommunikere indbyrdes og jævnligt afholde samråd med hinanden med henblik på at styrke samarbejdet.

Europa-Parlamentet.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

Høring.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til samarbejdsaftale ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Udkastet til samarbejdsaftale har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 14: Rapport om aktiviteterne inden for rammerne af det europæiske netværk til beskyttelse af fremtrædende personer.

Nyt notat.

Baggrund.

Efter artikel 29 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Rådet fremme samarbejdet om bekæmpelse af bl.a. terrorisme og organiseret kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politimyndigheder, ligesom Rådet efter TEU artikel 30, stk. 1, litra a, skal fremme det operative politisamarbejde mellem medlemsstaterne.

På Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 blev der opnået enighed om, at der i højere grad bør udveksles oplysninger om bedste praksis vedrørende forebyggelse af kriminalitet mellem medlemslandene. På den baggrund blev der ved rådsafgørelse af 28. november 2002 oprettet et europæisk netværk til beskyttelse af fremtrædende personer.

Netværket har til opgave at forestå udvekslingen af oplysninger, medarbejdere og erfaringer i forbindelse med beskyttelsen af fremtrædende personer, fastlæggelsen af fælles kriterier for udvælgelse og uddannelse af personale, oprettelsen af en database navnlig over overfald på og attentater mod fremtrædende personer, samt en indbyrdes tilnærmelse af eksisterende love og bestemmelser i de enkelte medlemsstater.

Ifølge rådsafgørelsens artikel 5 skal netværket hvert år udarbejde en rapport om sine aktiviteter. Rapporten for netværkets første år forventes fremlagt til orientering på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004.

Indhold.

Rapporten indeholder en redegørelse for netværkets etablering og aktivitet i det forgangne år.

Rapporten konkluderer, at alle medlemsstater har opfyldt deres forpligtelse til at udpege kontaktpunkter. Det anføres endvidere, at man i netværket vil bestræbe sig på at afholde seminarer og ekspertmøder med henblik på at sprede kendskabet til netværket og derigennem forbedre kendskabet til de forskellige nationale systemer og bedste praksis.

Europa-Parlamentet.

Rapporten skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.

Høring.

Rapporten har ikke været sendt i høring.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Rapporten ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Rapporten har ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Rapporten har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 15: Flerårig oversigt vedrørende godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS.

Nyt notat.

1. Baggrund.

I forbindelse med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne integreret i Den Europæiske Union, idet bestemmelserne vedrørende Schengen-informations-systemet (SIS) fik retsgrundlag i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet (SIS) findes i Schengen-kon-ventionens afsnit IV (artikel 92-119). Schengen-informationssystemet består af en national del i hvert medlemsland (N.SIS) og en central teknisk støttefunktion (C.SIS), som er beliggende i Strasbourg.

De finansielle bestemmelser i forbindelse med anlæg og drift af C.SIS er fastsat i en finansforordning for C.SIS. Efter finansforordningen er Frankrig ansvarlig for anlæg og drift af C.SIS. Det følger endvidere af finansforordningen, at Rådet (Schengen-landene) fastlægger budgettet for C.SIS. Frankrig afholder de løbende anlægs- og driftsudgifter, som efterfølgende dækkes af Schengen-landene i fællesskab. Dette sker i henhold til en fordelingsnøgle, der fastlægges hvert år på grundlag af den andel, som de enkelte landes momsindtægt udgør af Det Europæiske Fællesskabs samlede momsindtægter i det foregående regnskabsår, jf. Schengen-kon-ventionens artikel 119, stk. 1.

Efter finansforordningen for C.SIS skal Frankrig hvert år udarbejde en oversigt vedrørende godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS.

Da udgifterne til forvaltningen af C.SIS afholdes af de berørte medlemslande, skal årsberetningen godkendes af de pågældende medlemslande. Danmarks bidrag varierer, men ligger på ca. 1,6 – 2 procent af den samlede udgift.

Rådet godkendte et anlægsbudget på 600.000 euro (svarende til ca. 4.500.000 dkr.) for C.SIS i 2003 på rådsmødet den 13. maj 2002.

En flerårig oversigt vedrørende godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS i perioden indtil den 31. december 2003 forventes forelagt til godkendelse i forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 19. februar 2004.

2. Indhold.

Det fremgår af oversigten, at der i perioden fra den 18. december 1991 (første budget) til den 31. december 2002 i alt er godkendt anlægsudgifter vedrørende C.SIS (SIS I) for 22.547.463 euro (svarende til ca. 169.105.972,5 dkr.), og at der i 2003 i alt er godkendt anlægsudgifter vedrørende C.SIS (SIS I) for 304.703 euro (svarende til ca. 2.285.272,5 dkr.) I alt er der godkendt anlægsudgifter til C.SIS (SIS I) for 22.852.166 euro (svarende til ca. 171.391.245 dkr.)

Det fremgår endvidere af oversigten, at der i perioden indtil den 31. december 2001 er godkendt anlægsudgifter vedrørende SIS II for 461.663,26 euro (svarende til ca. 3.462.474 dkr.), mens ingen anlægsudgifter er godkendt for SIS II i 2002. Oversigten er på dette punkt identisk med den oversigt, der viste situationen pr. 31. december 2002.

I alt er der i perioden indtil 31. december 2003 godkendt anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS for 23.313.828,73 euro (svarende til 174.853.717,5 dkr.)

3. Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

4. Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af den flerårige oversigt vedrørende godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 3. februar 2004.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Det danske bidrag til drifts- og anlægsudgifter for C.SIS betales af Rigspolitichefen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, og udgifterne hertil afholdes inden for de bevillingsmæssige rammer.

Den flerårige oversigt vedrørende godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS ses ikke at have statsfinansielle eller lovgivningsmæssige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse, at udgifterne i 2003 ikke overskrider budgettet for anlæg og drift af C.SIS, der blev godkendt af Rådet på rådsmødet den 13. maj 2002.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Det bemærkes, at forslaget til anlægsbudgettet for C.SIS for 2003 blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 25. – 26. april 2002. Budgettet var ikke på den endelige dagsorden for dette rådsmøde, men blev som nævnt efterfølgende godkendt på rådsmødet den 13. maj 2002.

Dagsordenspunkt 16: Ny næstformand for Eurojust.

Nyt notat.

Baggrund og indhold.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002 vedtog Rådet en rådsafgørelse om oprettelse af Eurojust. Formålet med Eurojust er at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne om efterforskning og retsforfølgning af alvorlige lovovertrædelser, der berører to eller flere medlemsstater. Hver medlemsstat udpeger et nationalt medlem af Eurojust. De nationale medlemmer udgør Eurojusts kollegium.

Efter artikel 28 i rådsafgørelsen vælger Eurojusts kollegium en formand blandt de nationale medlemmer. Kollegiet kan desuden, hvis det skønnes nødvendigt, vælge en eller to næstformænd. Resultatet af valget forelægges Rådet til godkendelse. Formanden vælges for en periode på tre år, der kan forlænges én gang og næstformandens embedsperiode fastsættes i henhold til forretningsordenen.

Eurojusts kollegium valgte den 25. juni 2002 Storbritanniens nationale repræsentant i Eurojust, Michael Kennedy som formand for Eurojusts kollegium. Olivier de Baynast, der er Frankrigs nationale repræsentant, og Ignacio Peláez, der var Spaniens nationale repræsentant, blev samtidig valgt som næstformænd for kollegiet.

Eurojusts kollegium valgte den 23. januar 2003 den svenske nationale repræsentant Björn Blomqvist til ny næstformand til erstatning for Spaniens nationale repræsentant.

Den 20. januar 2004 har Eurojust meddelt Rådets Generalsekretariat, at man den 14. januar 2004 har valgt Østrigs nationale repræsentant Ulrike Haberl-Scwarz som ny næstformand for kollegiet til erstatning for Sveriges nationale repræsentant.

Det forventes, at valget af ny næstformand for Eurojust forelægges på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 med henblik på godkendelse.

Europa-Parlamentet.

Valget af ny næstformand for Eurojusts kollegium har ikke været forelagt for Europa Parlamentet.

Høring.

Der er ikke fortaget høring i anledning af valget af ny næstformand for Eurojusts kollegium.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 4. februar 2004.

Subsidiaritetsprincippet.

Valget af ny næstformand for Eurojusts kollegium er ikke i strid med subsidiaritetsprincippet.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Valget af ny næstformand for Eurojusts kollegium har ingen lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Valget af formand og næstformænd for Eurojusts kollegium har tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for Rådsmødet den 12. juli 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 2. juli 2002.

Kontaktinfo
www.folketinget.dkFolketingets EU-OplysningChristiansborg1240 København Ktel.: 3337 3337email: euopl@ft.dk

Hjælpemenu

Søgebox

Hovedmenu

Rådsmøde (retlige og indre anl. 19/2-04) Samlenotat

Kontaktinfo