Svar på spørgsmål 22 om udvikling i mængden af uformelle ministermøder, til udenrigsministeren
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 11. december 2003 (Alm. del – bilag 358) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 22.
UDENRIGSMINISTERIET
Europaudvalgets spørgsmål nr. 22 af 11. december 2003
(alm. del – bilag 358)
Spørgsmål nr. 22:
Udenrigsministerens bedes oversende et notat, som redegør for den generelle udvikling de seneste år i mængden af EU’s uformelle ministermøder.
Svar:
Parallelt med de formelle rådsmøder i Bruxelles eller Luxembourg, har der udviklet sig en praksis med uformelle møder blandt ministre. Disse uformelle møder finder sædvanligvis sted i formandskabslandet. Blandt udenrigsministrene blev det første af denne type uformelle møder afholdt i 1974 på Gymnich-slottet i Tyskland. Tilsvarende er også Økonomi og Finansministrenes uformelle møder en gammel og grundfæstet tradition.
Hensigten med møderne er at lade ministrene mødes under mindre forpligtende former for at sætte rammen for en fri og gensidigt inspirerende drøftelse af aktuelle emner på et politikområde. Der udgår normalt ikke konklusioner fra ministrenes drøftelse, og der kan ikke træffes beslutninger. Møderne har den fordel, at de styrker de personlige arbejdsrelationer mellem ministrene, hvilket kan vise sig nyttigt i forhandlingslokalerne i Bruxelles og Luxembourg. Endelig er de uformelle møder også en måde at skabe international opmærksomhed om udvalgte politikområder, som formandskabet finder vigtige.
Som led i arbejdet med effektiviseringen af Rådet besluttede Det Europæiske Råd i Helsinki den 10.-11. december 1999 nogle retningslinier for, hvor mange uformelle møder der kunne holdes pr. formandskab. Fra det finske formandskabs konklusioner fremgår, at der maksimalt bør holdes 5 uformelle møder pr. formandskab. Der har siden været enighed om at fortolke dette som 5 uformelle møder ud over det uformelle udenrigsministermøde (Gymnich) og det uformelle ECOFIN-møde, det vil sige 7 uformelle møder i alt pr. formandskab.
Der vedlægges en oversigt over de uformelle ministermøder, som er afholdt siden det franske formandskab i juli 2000. Oversigten er udarbejdet på baggrund af den officielle mødekalender fra de forskellige formandskaber. Det fremgår, at praksis formandskaberne imellem er uens. Nogle formandskaber vælger at begrænse mængden af uformelle møder til 7 eller mindre, mens andre formandskaber vælger at afholde flere.
Det kan i øvrigt oplyses, at der gennem de seneste år har været en voksende erkendelse blandt medlemslandene af, at arbejdet i Rådet bør effektiviseres, for at EU kan forblive beslutningsdygtig også efter en udvidelse. Dette arbejde blev påbegyndt under finsk formandskab i 1999 og fik et meget synligt resultat under spansk formandskab, hvor stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd i Sevilla i juni 2002 bl.a. besluttede at begrænse antallet af rådsformationer. Hvor der før juni 2002 var 16 forskellige rådsformationer, er der i dag kun 9.
|
Periode |
Formandskab |
Antal møder |
Uformelle rådsmøder |
|
2. semester 2000 |
Frankrig |
7 |
Beskæftigelse og socialpolitik, Miljø, Kultur, RIA, Udenrigsministre, Landbrug, ECOFIN. |
|
1. semester 2001 |
Sverige |
6 |
Ligestilling og socialpolitik, RIA, Telekommunikation og beskæftigelse, Landbrug, ECOFIN, Udenrigsministre. |
|
2. semester 2001 |
Belgien |
10 |
Beskæftigelse og socialpolitik, Regional- og infrastrukturpolitik, Udenrigsministre, Miljø og transport, Landbrug, ECOFIN, Kultur, Handel, Bypolitik samt Forsvar. |
|
1. semester 2002 |
Spanien |
10 |
Beskæftigelse, Udenrigsministre, RIA, Telekommunikation og informationsteknologi, Forsvar, ECOFIN, Landbrug, Turisme, Miljø, Transport. |
|
2. semester 2002 |
Danmark/ Grækenland (på forsvar) |
7 (+1) |
Beskæftigelse og socialpolitik, Miljø, Udenrigsministre, ECOFIN, Landbrug, RIA, Forsvar (i Athen), Konkurrenceevne. |
|
1. semester 2003 |
Grækenland |
14 |
Beskæftigelse, Energi, Uddannelse, Forsvar, RIA, ECOFIN, Udenrigsministre, Miljø, Landbrug, Regionalpolitik, Transport og skibsfart, Kultur, Udvikling, Offentlig administration. |
|
2. semester 2003 |
Italien |
18 |
Transport og infrastruktur, Handel, Beskæftigelse og socialpolitik, Konkurrence, Miljø og energi, Telekommunikation, Sundhed, Udenrigsministre, ECOFIN, RIA, Landbrug, Kultur, Forsvar, Regionalpolitik, Udvikling, Forbrugerpolitik, Offentlig administration, Handel. |
|
1. semester 2004 |
Irland |
11 |
Beskæftigelse og socialpolitik, RIA, ECOFIN, Forsvar, Udenrigsministre, Konkurrenceevne, Ligestilling, Landbrug, Miljø, Offentlig administration, Udvikling. |