Grundnotat om udnyttelse af jordbrugets genetiske ressourcer
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
| ||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat om forslag til Rådsforordning, der etablerer et Fællesskabsprogram om bevaring, karakterisering, indsamling og udnyttelse af jordbrugets genetiske ressourcer, KOM(2003) 817 endelig.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Den 28. januar 2004
FVM 155
grundnotat til folketingets europaudvalg
om forslag til Rådsforordning, der etablerer et Fællesskabsprogram om bevaring, karakterisering, indsamling og udnyttelse af jordbrugets genetiske ressourcer
KOM(2003) 817 endelig
Resumé
Forslaget omhandler etablering af et fællesskabsprogram, hvorunder der kan ydes støtte til tværnationale projekter om bevaring og indsamling m.v. af jordbrugets, herunder skovbrugets, genetiske ressourcer. Både plantegenetiske, mikrobielle og dyregenetiske ressourcer omfattes. Programmet skal løbe i perioden 2004 – 2006, men projekterne forventes at kunne løbe frem til 2011, dog i maksimalt 4 år. Projekterne skal være transnationale og supplere det arbejde, der i øvrigt foregår nationalt og regionalt. Programmet kan betragtes som en afløsning af et tilsvarende program, som udløb i 1999. Kommissionen har siden da forsøgt med et efterfølgende forslag, som ikke kunne finde tilslutning, hvorefter nærværende forslag er fremsat. Den samlede finansielle ramme er sat til 10 mio. €, som kan anvendes til 50 % hhv. 80 % EU-medfinansiering, afhængig af konkret projektaktivitet. En komité vil følge programmets gennemførelse, som skal evalueres af en gruppe uafhængige eksperter ved programperiodens udløb.
Baggrund
Kommissionen har med dokumentet KOM(2003) 817 endelig af 22. december 2003 fremsat forslag til Rådsforordning, der etablerer et Fællesskabsprogram om bevaring, karakterisering, indsamling og udnyttelse af jordbrugets genetiske ressourcer. Forslaget er fremsendt til Rådet 22. december 2003.
Forslaget har hjemmel i TEF artikel 37 og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Forslaget er et led i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik og i efterlevelsen af Fællesskabets og medlemsstaternes internationale forpligtelser på området genetiske ressourcer. Det vurderes derfor at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Formål og indhold
Forslaget indebærer etablering af et Fællesskabsprogram om bevaring, karakterisering, indsamling og udnyttelse af jordbrugets (herunder skovbrugets) genetiske ressourcer. Programmet vil løbe i perioden 2004-2006, omend dets projekter forventes at kunne foregå frem til 2010/11. Programmet dækker både plantegenetiske -, mikrobielle - og dyregenetiske ressourcer og kan ses som en afløsning af Fællesskabsprogrammet i henhold til Rådsforordning nr. 1467/1994.
Gennem programmet vil Fællesskabet give økonomisk støtte til aktiviteter omhandlende bevaring, karakterisering, indsamling og udnyttelse af genetiske ressourcer. Aktiviteterne skal være transnationale og skal, på Fællesskabsniveau, komplementere det arbejde, der i øvrigt foregår nationalt eller regionalt. Der kan endvidere være tale om aktiviteter, der fremmer koordinering og informationsspredning, samt om etablering af europæiske databaser over bl.a. bevarede genressourcer.
Programmet giver ikke støtte til egentlige forskningsaktiviteter eller til tiltag, der kan opnå støtte under Rådsforordning 1257/1999 om udvikling af landdistrikterne. Det pointeres videre, at alle de støttede aktiviteter skal være i overensstemmelse med EU’s frølovgivning.
Kommissionen forventer i løbet af programmet to gange at anmode offentligheden om at få indsendt projektforslag. Offentlige institutioner eller enkelt/juridiske personer i medlemsstaterne eller visse tredjelande har mulighed for at søge om støtte under forordningen ved at indsende forslag til projekter. På basis af en uafhængig ekspertvurdering af de enkelte projektforslag afgør Kommissionen, hvilke projekter, der kan få støtte. Projekterne kan maksimalt løbe i 4 år.
Der er i alt afsat 10 mio. € til programmet. Fællesskabets støtte til de enkelte projekter i programmet kan højst udgøre henholdsvis 50 % (målrettede foranstaltninger bl.a. til bevarelse af konkrete ressourcer) eller 80 % (samordnede foranstaltninger eller ledsagende foranstaltninger såsom afholdelse af tekniske seminarer m.v.) af projektets samlede udgifter. Den resterende finansiering må projektets parter selv afholde, f.eks. fra institutionernes egne budgetter. Der er for de samordnende foranstaltninger og ledsageforanstaltninger dermed tale om en nedjustering af EU-medfinansieringssatsen fra 100 % til 80 % i forhold til Rådsforordning nr. 1467/1994.
Til at assistere Kommissionen med gennemførelsen af programmet vil der blive nedsat en komité, som regelmæssigt vil blive orienteret om programmets forløb. Ved programmets afslutning skal det evalueres af en gruppe af uafhængige eksperter.
Udtalelser
Europa-Parlamentets udtalelse foreligger endnu ikke.
Gældende dansk ret
Danmark har et nationalt støtteprogram for bevaring af husdyrgenetiske ressourcer, jf. bekendtgørelse nr. 657 af 4. juli 2001 om tilskud til bevaring af husdyrgenetiske ressourcer og tekstanmærkning nr. 118 på Finansloven. Denne hjemmel er foreslået erstattet med § 24 i Forslag til lov om hold af dyr (Lovforslag nr. L 100), som er fremsat den 26. november 2003.
Konsekvenser
Forslaget har ingen direkte lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark udover indvirkningerne på EU’s budget, der af Kommissionen vurderes til at være 10 mio. € i årene 2004-2006. Der oprettes et program, som giver økonomisk støtte til aktiviteter på genressourceområdet.
Danske og nordiske interessenter (f.eks. genbanker, forædlingsvirksomheder og NGO’er) får herved mulighed for at arbejde sammen med interessenter i andre europæiske lande i projekter, der støttes via programmet. Hvis muligheden skal realiseres, skal de danske og nordiske interessenter selv formulere eller på anden måde indgå i projekter, som bedømmes værdige til at modtage støtte.
I lighed med f.eks. EU’s forskningsprogrammer stiller programmet krav om, at deltagerne selv afholder en del af de samlede udgifter til de enkelte projekter.
Høring
Forslaget har været sendt i høring i §2-udvalget (landbrug). Landbrugsrådet har på vegne af Dansk Landbrug, Økologisk Landsforening, Danske Slagterier og Dansk Kvæg meddelt, at man i hovedlinierne kan støtte formål og indhold i forslaget. Der lægges vægt på, at den danske deltagelse i programmet tager udgangspunkt i de strategier, som Udvalget for Plantegenetiske Ressourcer og Udvalget til Bevarelse af Genressourcer hos Danske Husdyr arbejder efter.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.