Hjælpemenu

Hovedmenu

Supplerende grundnotat om systemer til frontal beskyttelse af motorkøretøjer - høringssvar

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

27. januar 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets supplerende grundnotat vedrørende forslag til direktiv om anvendelse af systemer til frontal beskyttelse på motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF, KOM(2003) 586 endelig.

 

Bilteknisk Afdeling

Dato:

J. nr.:

20. januar 2004

2003-722/1-74

 

Supplerende grundnotat vedrørende forslag til direktiv om anvendelse af systemer til frontal beskyttelse på motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF. KOM(2003) 586 endelig

Notatet supplerer grundnotat i sagen af 13. november 2003.

1. Høring

Færdselsstyrelsen har foretaget en høring af de berørte organisationer:

Amtsrådsforeningen, AUTIG (Automobilbranchens Handels- og Industriforening), DAF (Danmarks Automobilhandler Forening), Dansk Industri, DTL (Dansk Transport og Logistik), Dansk Cyklist Forbund, De Danske Bilimportører, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Forsikring og Pension, NOAH-Trafik, Rådet for Større Færdselssikkerhed og Teknologisk Institut..

Følgende organisationer har bemærkninger til forslaget:

Forbrugerrådet kan tilslutte sig forslaget. Det er dog Forbrugerrådets opfattelse, at bestemmelserne i paragraf 3 bør være identisk med EEVC’s test. Dette betyder, at der i pkt. 3.1.4, bør nævnes, at der både testes med barneattraphoved og voksenattraphoved. EEVC-testen skelner tydeligt mellem de to test, og testbetingelserne er ligeledes forskellige. Færdselsstyrelsen udstedte den 1. april 2002 et forbud mod hårde safarigitre, lygtebøjler eller lignende på nye biler. I høringsforslaget var der lagt op til, at forbudet også skulle gælde ældre biler, men dette kunne ikke gennemføres på grund af at en række bilmodeller allerede var EU-typegodkendt med gitre. Forbrugerrådet mener derfor, at der bør arbejdes hen imod et forbud på EU-plan mod hårde gitre monteret på ældre biler, samt et forbud i tråd med det danske forbud bør gælde i hele EU indtil direktivet træder i kraft.

NOAH-Trafik bemærker, at bilister anskaffer sig tunge 4-hjulstrukne biler ud fra en livstilssymbolsk vægtning uden at have et reelt behov for disse køretøjer, der ofte er forsynet med komplet overflødigt safarigiter. Der gøres opmærksom på, at disse typer af køretøjer udgør en risiko, hvilket er påvist ved undersøgelser udført af Bundesanstalt für Strassenwesen (D), Dekra (D), Transport Research Laboratoriums (GB), og Insurance Institute for Highway Safety (USA), og hvor safarigitre spiller en væsentlig rolle for omfanget og karakteren af ulykken. Der gøres opmærksom på, at det er uheldigt, at direktivforslaget først træder ikraft den 1. januar 2006, og at det skyldes, at bilindustrien ikke er særligt interesseret i at få reguleret et så givtigt marked, hvor 4-hjulstrukne biler sælges som en del af livsstilen. NOAH-Trafik oplyser, at ifølge en pressemeddelelse fra European Transport Safety Council (ETSC) dateret den 18. februar 2003 fremgår det, at kommissionen kun har konsulteret bilindustrien, mens organisationer, der arbejder med trafiksikkerhed, systematisk er blevet udelukket. Af pressemeddelelsen gremgår envidere, at kollisionstest, der dokumenterer safarigitres farlighed, og som Kommissionen oven i købet har støttet økonomisk gennem 22 år (udført af European New Car Assesment Programme) er blevet tilsidesat. Med ikrafttrædelsen af direktivforslaget den 1. januar 2006 forsømmer Kommissionen muligheden for at reducere antallet af alvorlige trafikulykker. NOAH-Trafik konkluderer, at foreningen skal anbefale, at direktivforslaget ændres til, at der indføres et øjeblikkeligt forbud mod safarigitre o.l. monteret på biler, hvor der ikke kan dokumenteres et behov.