Hjælpemenu

Hovedmenu

Prioriteter på beskæftigelsesområdet under irsk formandskab

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

26. januar 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigelsesministeriets og Socialministeriets notat over prioriteter på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområder under det irske EU-formandskab i første halvår 2004.

 

Beskæftigelsesministeriet

Socialministeriet

Folketingets Europaudvalg

kopi:

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Folketingets Socialudvalg

Det irske EU-formandskab, 1. halvår 2004: Prioriteter på

beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet.

På beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet vil det centrale tema for det irske EU-formandskab være beskæftigelsen, social sammenhæng og social beskyttelse. Nøgleprioriteterne er:

  • Statusopgørelse over fremskridt i forhold til Lissabon-målene. Formandskabet vil præsentere en samlet rapport til Det Europæiske Råds (DER) forårsmøde i marts 2004 om Rådets hidtidige arbejde med spørgsmål vedr. social inklusion, pensioner, demografisk udvikling, "making work pay", ligestilling og de beskæftigelsespolitiske udfordringer.

  • Den europæiske beskæftigelsesstrategi. Med Rådets og Kommissionens fællesrapport om beskæftigelsen i 2003 får DER i marts 2004 for første gang mulighed for at vurdere den nye strømlinede tilgang, som følger af, at beskæftigelsesretningslinjerne og de overordnede økonomiske retningslinjer nu forberedes som en koordineret og synkroniseret pakke. Ligeledes vil DER i marts 2004 blive præsenteret for anbefalingerne fra Employment Task Force (med Wim Kok som formand), som DER vil forholde sig til på basis af ovennævnte fællesrapport. Formandskabet vil arbejde for betydelige fremskridt i gennemførelsen af beskæftigelsesretningslinjerne og herunder bygge på Wim Kok-rapportens anbefalinger. Nøgleudfordringerne vil være at fremme investeringer i uddannelse, træning og udvikling, at støtte øget tilpasningsevne og fleksibilitet hos såvel arbejdstagere som virksomheder og at styrke incitamenterne til beskæftigelse.

  • Socialpolitik. Formandskabet vil fremme vedtagelsen af fællesrapporten mellem Rådet og Kommissionen om bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt sørge for, at de nye medlemsstater fuldt integreres i denne proces. Hertil kommer, at formandskabet i særlig grad vil sætte fokus på indvandreres social integration. Også familiens rolle vil få en placering under formandskabet - ikke mindst i lyset af globaliseringen samt 10-året for FN´s familieår. Endelig vil der under den åbne koordinationsmetode ske en drøftelse af forholdet mellem pensionssystemerne og muligheden for at forlænge arbejdslivet.

  • Koordination af social sikring for vandrende arbejdstagere. Formandskabet vil aktivt fortsætte reformprocessen af forordning 1408/71 med henblik på at opnå enighed med Europa-Parlamentet inden udløbet af dets valgperiode.

  • Social dialog. Formandskabet ønsker at fremme et tættere samarbejde med arbejdsmarkedets parter om forandring og fremme af en effektiv omstilling af den europæiske økonomi i retning af en mere job-intensiv økonomisk vækst. Formandskabet ser det sociale trepartstopmøde forud for DER i marts 2004 som et bidrag hertil.

  • Ligebehandling. Formandskabet vil søge at nå så langt som muligt i forhandlingerne om direktivforslaget vedr. ligebehandlingsprincippet mellem kvinder og mænd, for så vidt angår adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Kommissionen vil til forårsmødet i Det Europæiske Råd præsentere en rapport om ligebehandling mellem kvinder og mænd.

Ud over de allerede nævnte hovedområder vil formandskabet arbejde med følgende sager inden for beskæftigelsesområdet:

  • Politisk drøftelse af Kommissionens meddelelser om hhv. reform af arbejdstidsdirektivet og databeskyttelse for så vidt angår arbejdstagere.
  • Fortsætte arbejdet med direktivforslagene vedr. beskyttelse af arbejdstagerne mod elektromagnetiske felter og bølger samt optisk stråling. Vedrørende sidstnævnte vil formandskabet afholde et teknisk seminar den 20. februar efter den model, som blev brugt vedr. elektromagnetiske felter og bølger under det danske formandskab. Formandskabet forventer på den baggrund at kunne fremsætte et direktivforslag inden udgangen af det irske formandskab.
  • Fremme af forhandlingerne om direktivforslaget vedr. konsolidering og revidering af eksisterende direktiver under TEU art. 141 vedr. ligebehandling af kvinder og mænd.

Formandskabet har endvidere oplyst, at man ikke vil tage vikarsagen op under sit formandskab, da man efter konsultationer med medlemslandene havde fundet, at det for indeværende ikke var realistisk at opnå fremskridt i sagen.

Der kan i øvrigt henvises til vedlagte program, hvor formandskabet tillige har fremlagt en liste over ministermøder, konferencer samt institutionelle og tekniske møder i første halvår 2004.