Hjælpemenu

Hovedmenu

Svar på spørgsmål 102 i MPU vedrørende arbejdet i EU på miljøområdet under irsk formandskab

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

1

400.C.2-0

EUK

20. januar 2004

 

 

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges kopi af Miljøministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 102 (alm. del – bilag 352) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DEPARTEMENTET

J.nr. D

Ref.

 

Den 19. januar 2003

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 102 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg (alm. del - bilag 352).

Spørgsmål nr. 102

"Ministeren bedes fremsende en redegørelse for arbejdet i EU på miljøområdet i første halvår af 2004"

Svar

Det irske formandskab fremlagde umiddelbart før jul de foreløbige dagsordener for møderne i ministerrådet i 1. halvår 2004. Formandskabet har endvidere fremlagt sit overordnede arbejdsprogram for 1. halvår 2004 under titlen "Europeans – working together" med et særskilt afsnit om vækst og bæredygtig udvikling, og endelig har formandskabet den 7. januar 2004 præsenteret et program,

./. der sammenfatter de irske prioriteter på miljøområdet såvel i EU som internationalt. (vedlagt)

Det irske formandskabs program for miljøområdet skal ses i lyset af formandskabets overordnede prioriteter. To sager fremhæves her som helt centrale: At sikre maksimal fremdrift i det videre arbejde med at skabe enighed om forfatningstraktaten og at igangsætte arbejdet med fastlæggelsen af Fællesskabets overordnede 6-årige budgetramme fra 2007 og frem. Formandskabet opstiller herudover 4 brede målsætninger for arbejdet i de enkelte sektorråd i 1.halvår 2004: En succesfuld inddragelse af de 10 nye medlemsstater i det løbende EU arbejde. Styrkelse af Fællesskabets økonomiske formåen til gavn for beskæftigelsen og de sociale vilkår og under respekt for miljøets bæreevne. En styrkelse af det retlige samarbejde, herunder i kampen mod organiseret kriminalitet og illegal indvandring. Samt en styrkelse af Fællesskabets globale engagement til støtte for multilateralt samarbejde og ikke mindst forøget støtte fra EU til FN i rollen som forum for fredsskabelse og krisehåndtering.

På miljøområdet omsættes disse målsætninger i overordnede ambitioner om at videreføre en progressiv udvikling af EU´s interne miljøpolitikker og sikre et solidt miljøindspark til forårstopmødets gennemgang af Lissabonprocessens resultater, hvor hovedvægten vil blive lagt på at sikre, at økonomisk vækst og sociale fremskridt ikke ledsages af en tilsvarende merbelastning af miljøet (afkobling). Som konkrete instrumenter til en sådan afkobling fremhæver formandskabet arbejdet med fremme af miljøteknologi og Fællesskabets lovgivningsinitiativer mhp. at implementere Kyoto protokolforpligtelserne på klimaområdet. Formandskabet ønsker således med baggrund i Kommissionens fremlagte årlige miljørapport, den forventede handlingsplan om miljøteknologi samt meddelelsen om bæredygtig brug af naturressourcer at vedtage rådskonklusioner på miljørådsmødet i marts til brug for stats- og regeringschefernes drøftelse på forårstopmødet.

Endelig ønsker formandskabet at fastholde EU´s ledende rolle som drivkraft i den globale miljøindsats både i de specifikke internationale miljøfora (konventioner mv.) og i relation til gennemførelse af handlingsplanen fra Johannesborg topmødet. Der henvises her til den særskilte besvarelse af spørgsmål 101 om Regeringens prioritering af de internationale miljøbegivenheder i 2004.

Arbejdet i miljørådet

Af det netop præsenterede specifikke program for miljømrådet fremgår det, at det irske formandskab, for så vidt angår udviklingen af EU´s interne miljølovgivning, vil lægge særskilte kræfter i områderne klima, affald, luftkvalitet, kemikalier og finansiel støtte til miljø- og naturområdet. Formandskabet har således tilrettelagt to rådsmøder for miljøministrene hhv. den 2. marts og den 28.-29. juni 2004. Hertil kommer et uformelt miljøministermøde i Irland fra den 14. til den 16. maj 2004 der vil fokusere på bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og i tilknytning hertil på ressourcegenanvendelse og forebyggelse af affaldsdannelse med udgangspunkt i Kommissionens meddelelser herom.

Formandskabet har i henhold til de udsendte foreløbige dagsordner for de to møder i miljørådet i 1. halvår 2004 lagt op til at behandle i alt 11 nye forslag til EU miljøretsakter. Heraf satses der på endelig vedtagelse/ politisk enighed om 7 forslag:

     

  • Forordning om svært nedbrydelige organiske miljøgifte. Skal omsætte bestemmelserne i Stockholmkonventionen (POP-konventionen) og i ECE protokollen om grænseoverskridende luftforurening angående POP stoffer til fællesskabslovgivning. Formandskabet forventer, at forslaget vil kunne vedtages i enighed med Europa parlamentet i forbindelse med Rådets 1. behandling af sagen på rådsmødet den 2. marts.

     

  • Ændring af kvotedirektivet mhp anvendelse af Kyoto-protokollens projektmekanismer. Skal skabe mulighed for at virksomhederne kan benytte erhvervede kreditter fra JI- og CDM-projekter på lige fod med kvoter til opfyldelse af deres forpligtelser under EU´s kvotedirektiv. Også dette forslag forventer formandskabet at kunne vedtage i enighed med Europa parlamentet i forbindelse med Rådets 1. behandling af sagen.

     

  • Ændring af direktiv om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændsler med hensyn til svovlindholdet i marine fuelolier. Har til formål at reducere skibes emissioner af svovldioxid og partikler til atmosfæren ved at udvidde det eksisterende direktiv til at omfatte fuelolie. Der foreslås fastsat en grænseværdi på 1,5% svovl i fuelolie, ligesom der foreslås skærpede grænseværdier for svovlindholdet i marine gasolier. Politisk enighed om fælles holdning forventes vedtaget på rådsmødet den 28.-29. juni 2004.

     

  • Ændring af affaldstransportforordningen har til hensigt at tilpasse forordningens bilag (lister over affaldstyper) til bilagene i Baselkonventionen om handel med farligt affald. Herudover foreslås en række forbedringer og præciseringer af den eksisterende forordning fra 1993 vedrørende bl.a. frister, indsigelsesmuligheder og tilbagetagningspligt baseret på de forløbne års praktiske erfaringer med anvendelse af forordningen. Politisk enighed om fælles holdning forventes vedtaget på rådsmødet den 28.-29. juni 2004.

     

  • Direktiv om luftens indhold af arsen, cadmium, nikkel, kviksølv og kulbrinter indebærer, at der skal gennemføres overvågning (måling) af luftens indhold af de nævnte stoffer efter ensartede kriterier. Politisk enighed om fælles holdning forventes vedtaget på rådsmødet den 28.-29. juni 2004.

     

  • Ændring af LIFE forordningen vedrører tilvejebringelse af støttemidler til miljøprojekter under EU støtteordningen dækkende perioden frem til udløbet af den nuværende budgetperiode i 2006, bl.a. under hensyntagen til at sikre støttemidler til de nye medlemslande. Politisk enighed om en fælles holdning evt. endelig vedtagelse med Europa parlamentet forventes vedtaget på rådsmødet den 2. marts 2004.

     

  • Ændring af direktivet om elektronikaffald mhp at sikre de nye medlemsstater passende undtagelser og overgangsordninger i forhold til direktivet i overensstemmelse med de enkelte landes respektive tiltrædelsestraktater

Hertil kommer, at formandskabet agter at gennemføre politiske debatter i Rådet af forslagene vedrørende:

  • Regulering af fluorinerede drivhusgasser
  • Regulering af affald fra udvindingsindustrier
  • Grundvandsbeskyttelse

Med hensyn til Kommissionens forslag til en gennemgribende revision af Fællesskabets kemikalie politik, der blev fremlagt i oktober 2003, har formandskabet sat punktet til behandling på såvel marts som juni rådsmødet. På marts mødet forventes fremlagt en rapport vedr. forhandlingssituationen og på mødet i juni planlægger formandskabet gennemført en egentlig politisk debat på grundlag af de hidtidige forhandlinger. Miljørådets behandling af kemikalieforslaget skal ses på baggrund af at sagen behandles i konkurrenceevne rådet, naturligvis med det nødvendige politiske input fra miljørådet.

Endelig forventer formandskabet at der på rådsmøderne skal vedtages konklusioner om:

  • Kommissionens meddelelse om genanvendelse og affaldsforbyggelse, der udgør Kommissionens foreløbige udspil henimod en særskilt temastrategi på dette område mhp udfyldning af det 6. miljøhandlingsprogram.
  • Kommissionens meddelelse om finansiering af Natura 2000, som må forventes at angive retningslinier for Fællesskabets medfinansiering af omkostningerne knyttet til de udpegede naturbeskyttelsesområder.
  • Kommissionens annoncerede meddelelse om klima forandringer, hvor der formentlig vil blive taget hul på forberedelsen af 10. partsmøde under Klima Konventionen.

Afslutningsvis bør det nævnes som en mulighed, at Rådet i 1. halvår 2004 færdigforhandler forslaget vedrørende miljøansvar på baggrund af Europaparlamentets gennemførte 2. læsning af forslaget.

En mere uddybende redegørelse for de enkelte forslag er/vil blive oversendt til udvalget som led i den almindelige procedure for behandling af EU sager, samt i øvrigt forud for forslagenes behandling på rådsmøderne i marts og juni måned 2004.

Miljørelaterede forslag i andre råd

Konkurrenceevnerådet vil som nævnt skulle substansbehandle forslaget til omlægning af Fællesskabets kemikaliepolitik. Dette vil ske på rådets møder i marts og maj måned. Der er endvidere lagt op til at Rådet (konkurrenceevne) under overskriften konkurrenceevne og miljø vil skulle vedtage konklusioner i tilknytning til en meddelelse fra Kommissionen om bæredygtig produktion.

Rådet Transport, telekommunikation og energi forventes på rådsmødet den 8.-9. marts at opnå politisk enighed om direktivet vedrørende forurening fra skibe og om indførelse af strafferetlige sanktioner i forbindelse med ulovlig forurening.