Spm. vedr. transportområdet og den nye traktat
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K
EUROPAUDVALGET
Alm. del - bilag 216 (offentligt) TRU, Alm. del - bilag 275
Trafikudvalget har i brev af 6. november 2003 stillet mig følgende spørgsmål 124 (Alm. del - bilag 191), som jeg hermed skal besvare.
./. Svaret vedlægges i 5 eksemplarer Spørgsmål 124:
"Med henvisning til alm. del - bilag 58 bedes ministeren tilsende udvalget en redegørelse for, hvilke konsekvenser den nye EU-traktat vurderes at få for transportområdet. I det omfang Trafikministeriet har modtaget tilkendegivelser fra brancheforeninger, faglige organisationer og lignende om EU-traktaten bedes disse også tilsendt udvalget."
Svar:
Jeg kan oplyse, at transportområdet er beskrevet i Det Europæiske Konvents udkast til ny traktat under del III om Unionens politikker og funktionsmåde. Transport er behandlet i artikel III-133-artikel III-143. Endvidere er transportområdet berørt af artikel III-119 om samhørigsfonden, artikel III-144-artikel III -145 om det transeuropæiske net og bestemmelserne i artikel III-217 om den fælles handelspolitik.
Overordnet set er ændringerne inden for transportområdet begrænsede. Ændringerne er hovedsagelig konsekvensrettelser som følge af introduktionen af nye begreber i den nye EU-traktat så som "rammelove" og "europæiske love".
Derudover har Det Europæiske Konvent i dets udkast til traktat foreslået, at den nuværende artikel 71, stk. 2 slettes. Bestemmelsen er en undtagelse fra det gældende hovedprincip om kvalificeret flertal i forbindelsen med vedtagelse af retsakter på transportområdet (TEF art. 71, stk. 1). Bestemmelsen indebærer en hjemmel til med enstemmighed at vedtage foranstaltninger, der vedrører transportområdet, og hvis anvendelse alvorligt kan påvirke levestandarden og beskæftigelsesniveauet i visse egne samt udnyttelsen af transportmateriellet. Denne bestemmelse har dog så vidt vides aldrig været anvendt. På den baggrund vurderes konsekvensen af, at bestemmelsen slettes, at være begrænset.