Rådsmøde RIA 27.-28. november 2003 Samlenotat

Artikel 12 og 13 vedrører ikrafttrædelse og implementering af rammeafgørelsen.

1. Europa-Parlamentet.

Sagen er forelagt Europa-Parlamentet, som forventes at afgive udtalelse over Kommissionens forslag den 20. november 2003.

2. Høring.

Kommissionens oprindelige forslag til rammeafgørelse har (bilagt Kommissionens oprindelige forslag til direktiv) været sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Danmarks Rederiforening, Dansk Industri (videresendt til DONG), Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Greenpeace Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde samt Statsadvokatforeningen.

DONG, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigspolitichefen, Vestre Landsret og præsidenterne for retterne i Århus, Aalborg, Odense og Roskilde har svaret, at de ikke har bemærkninger til forslaget

Advokatrådet mener, at der er behov for at vurdere rammeafgørelsens bestemmelser om jurisdiktion i forhold til eksisterende internationale regler. Endvidere anbefales det, at man overvejer hensigtsmæssigheden af konkurrerende straffemyndighed. Det anbefales endvidere, at man ikke indfører sanktionsformer, der ikke er kendt i dansk ret, samt at man ikke forskyder strafferammerne i dansk ret unødigt.

Danmarks Rederiforening mener, at det høje strafferammekrav på minimum 5 til 10 år bør give anledning til nøje overvejelser. Der udtales endvidere kritik af de oprindeligt foreslåede bestemmelser om bøder udmålt på baggrund af omsætning mv. og pålægget om frihedsstraf vurderes i et vist omfang at være i strid med folkeretlige forpligtelser.

Landsforeningen af beskikkede advokater advarer mod minimumsstraffe og bøder udmålt efter omsætning mv.. Desuden udtales der skepsis overfor eventuel indførelse af nye sanktionsformer som eksempel i form af forbud mod at drive virksomhed for stedse.

Rigsadvokaten mener at rammeafgørelsens regler om jurisdiktionskompetence giver anledning til nærmere overvejelser om de eksisterende danske reglers territoriale udstrækning.

Politidirektøren i København advarer mod indførelsen af minimumsstraffe samt om de oprindelige forslag om bøder udmålt på baggrund af omsætning mv.

3. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

4. Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til rammeafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

5. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Strafferammer

Den centrale danske lov på området er lov om beskyttelse af havmiljøet (jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 30. juni 1993 som senest ændret ved lov nr. 393 af 28. maj 2003, "havmiljøloven"). Efter havmiljølovens § 59, stk. 1, straffes overtrædelser af loven med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straffen kan i henhold til havmiljølovens § 59, stk. 3, stige til fængsel indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

I medfør af havmiljøloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 166 af 1. april 1987 om klassifikation og kategorisering, samt udtømning af flydende stoffer, der transporteres i bulk (udtømningsbekendtgørelsen) samt bekendtgørelse nr. 485 af 15. juni 1999 om udtømning af olie fra skibe. Disse bekendtgørelser indeholder også hjemmel til bødestraf og fængselsstraf op til 2 år.

Der findes endvidere en række andre miljøregler, der ikke er særligt rettet mod havmiljøforurening, men som efter omstændighederne også vil kunne finde anvendelse. Navnlig miljøbeskyttelseslovens § 110 (jf. lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2002, som senest ændret ved lov nr. 260 af 8. maj 2002) og lov om kemiske stoffer og produkter § 59 (jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996, som senest ændret ved lov nr. 441 af 10. juni 2003). Strafbestemmelserne i disse regelsæt er sammenlignelige med havmiljølovens § 59, og hjemler således almindeligvis bødestraf og i alvorligere tilfælde fængsel indtil 2 år.

I særligt alvorlige tilfælde finder straffelovens § 196 om grov miljøkriminalitet anvendelse. Ifølge denne bestemmelse straffes bl.a. den, der forsætligt og under skærpende omstændigheder i strid med miljølovgivningen forurener vand med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor. Straffen er fængsel indtil 4 år.

På baggrund af de ovenstående regler i dansk ret, må det antages, at en dansk gennemførelse af artikel 3 i det senest foreliggende udkast til rammeafgørelse ikke vil kræve lovændringer. Der eksisterer dog ikke i dansk ret en bagatelgrænse, hvorefter udtømninger under et vist omfang ikke retsforfølges. Dette følger udtrykkeligt af bemærkningerne til lov nr. 393 af 28. maj 2003, jf. lovforslagets pkt. 2.4.

Artikel 3 a må anses for opfyldt ved den almindelige regler om medvirken som følger af straffelovens § 23.

På baggrund af de nævnte danske regler om havmiljøforurening er det ligeledes vurderingen, at artikel 3 b, stk. 1, ikke vil kræve lovændringer, da de danske strafferammer må betegnes som proportionale, effektive og afskrækkende, og indebærer frihedsstraf, der kan danne grundlag for udlevering.

Strafferammekravet på 5-10 år i artikel 3 b, stk. 2, gælder kun, når den ulovlige udtømning forsætligt eller groft uagtsom har forårsaget alvorlig personskade eller død. I disse tilfælde vil der ikke alene være tale om en overtrædelse af de danske havmiljøregler men efter omstændighederne også en overtrædelse af straffelovens § 237 (forsætligt manddrab), § 241 (uagtsomt manddrab) § 245 (grov vold), § 246 (særlig grov vold) eller § 249 (uagtsom vold), som der vil skulle straffes i sammenstød med.

I det omfang der er tale om forsætlige handlinger med forsætlige følger er der således ikke tvivl om, at dansk ret opfylder rammeafgørelsens strafferammekrav, da de relevante strafferammer i disse tilfælde alle er på mere end 5 års fængsel.

Hvis der er tale om en groft uagtsom forurening (eksempelvis en læk i et dårligt vedligeholdt skib), der som groft uagtsom følge medfører død eller alvorlig legemsbeskadigelse (eksempelvis, hvis en vandforsyning forgiftes) må det undersøges nærmere, om der kan siges at foreligge skærpende omstændigheder som omhandlet i straffelovens § 241 og 249, hvorefter straffen kan stige til fængsel i indtil 8 år. Er dette ikke tilfældet, vil straframmekravet ikke være opfyldt, da begge bestemmelser i så fald kun hjemler fængsel indtil 4 måneder.

Strafferammekravet på 3-5 år i artikel 3 b, stk. 3, vurderes at være opfyldt i dansk ret i det omfang, der er tale om en overtrædelse, der medfører væsentlig skade af vandkvalitet eller alvorlig skade på dyr eller planter. I disse tilfælde må det således antages, at straffelovens § 196 finder anvendelse, idet der voldes betydelig skade på miljøet.

Strafferammekravet kan imidlertid ikke antages at være opfyldt i tilfælde, hvor forureningen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation. Dette er ikke en selvstændig skærpelsesgrund efter dansk ret, og havmiljølovens strafferamme på 2 år er derfor gældende.

Det skal bemærkes at strafferammekravene i rammeafgørelsen ikke forpligter medlemsstaterne til at handle i strid med havretskonventionens artikel 230, der foreskriver, at forurening foretaget af fremmede fartøjer på søterritoriet kun må straffes med pengebøder, undtagen hvor der er tale om forsætlig og alvorlig forurening. Rammeafgørelsen henviser således udtrykkeligt til, at strafferammekravene kun gælder i det omfang, det er foreneligt med folkeretten.

 

Udvidet kriminalisering

Udvidelsen af begrebet "ulovlig udtømning" i direktivforslagets artikel 2, nr. 3, indebærer, at hændelige uheld, hvor alle oprydningsforanstaltninger er taget, i modsætning til efter MARPOL-konventionen falder ind under direktivets anvendelsesområde. Dette har blandt andet betydning i relation til de samarbejdsforpligtelser, som direktivet indeholder.

Derimod er udvidelsen umiddelbart uden betydning for pligten til kriminalisering, da strafferetlige foranstaltninger kun skal kunne pålægges i situationer, hvor ejeren, brugeren eller føreren af skibet mv. har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Disse handlinger må anses for at være omfattet af MARPOL-konventionen, og dermed af havmiljøloven, jf. dennes § 58, stk. 1, nr. 2, sidste led.

 

Juridiske personer

I medfør af havmiljølovens § 62 kan juridiske personer pålægges sanktioner i overensstemmelse med principperne i straffelovens kapitel 5. Straffelovens § 196 finder ligeledes anvendelse overfor juridiske personer i overensstemmelse med reglerne i straffelovens § 305, jf. kapitel 5.

Det strafferetlige ansvar for juridiske personer i henhold til straffelovens kapitel 5, må derfor umiddelbart anses for at opfylde kravene efter rammeafgørelsens § 3 c og § 3 d. På denne baggrund vurderes disse bestemmelser ikke at nødvendiggøre lovændringer.

 

Straffemyndighed

Dansk straffemyndighed er ifølge straffeloven som udgangspunkt begrænset til handlinger foretaget på dansk territorium eller på dansk fartøj, der befinder sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område, samt på dansk fartøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette, jf. straffelovens § 6.

Herudover er der efter straffelovens § 7 under visse betingelser straffemyndighed overfor danskere, der har begået lovovertrædelser i udlandet og uden for folkeretligt anerkendt statsområde. Endelig opregner straffelovens § 8 en række særlige tilfælde, hvor handlinger, foretaget uden for den danske stat kan retsforfølges i Danmark, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører hjemme (typisk fordi handlingen krænker særlige danske interesser).

Efter § 8, nr. 5, hører handlinger blandt andet under dansk straffemyndighed, når de er foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning. Det er lagt til grund, at bestemmelsen også omfatter situationer, hvor Danmark — som det vil være tilfældet efter rammeafgørelsen — generelt forpligtes til at have straffemyndighed i visse konkrete tilfælde begået af udlændinge uden for dansk territorium.

Disse generelle straffemyndighedsregler er suppleret af havmiljølovens særlige regler, hvorefter loven ud over danske skibe også omfatter udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner samt uden for disse zoner det vil sige på åbent hav, når det er foreneligt med international ret, jf. havmiljølovens § 2, stk. 1.

Havmiljølovens bestemmelser om lovens anvendelsesområde og straffelovens bestemmelser om straffemyndighed skal således vurderes i lyset af de gældende internationale regler på området, herunder navnlig FN’s havretskonvention fra 1982.

Pligten til at etablere straffemyndighed i rammeafgørelsens artikel 4 begrænses efter bestemmelsens ordlyd udtrykkeligt til, hvad der er tilladt i henhold til folkeretten. De begrænsninger der følger af FN’s havretskonvention må således indlæses i bestemmelserne. Dette gælder navnlig den begrænsning i forhold til den eksklusive økonomiske zone, der følger af havretskonventionens artikel 220.

Hvis rammeafgørelsen ender med at pålægge medlemslandene en generel og ubetinget pligt til at have straffemyndighed overfor udenlandske skibe på det åbne hav, vil dansk jurisdiktion i sådanne tilfælde formentlig alene kunne findes i straffelovens § 8, nr. 5.

 

Øvrige bestemmelser

Bestemmelserne om udlevering vurderes ikke at have betydning efter ikrafttrædelsen af den europæiske arrestordre den 1. januar 2004, da det herefter vil være muligt at udlevere egne statsborgere. Rammeafgørelsens øvrige bestemmelser om national efterforskning af miljøforureningssager samt internationalt samarbejde og koordination antages ikke at nødvendiggøre lovændringer.

 

Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

6. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Udkastet til rammeafgørelse tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 22. september 2003 og til Folketingets Retsudvalg den 26. september 2003.

 

 

Dagsordenspunkt 12: Rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

1. Baggrund.

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for blandt andet at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal blandt andet nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der har følgende indhold:

"33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område. Princippet bør gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder."

"36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges under straffesagens forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan flyttes; bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af myndighederne i en medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater under hensyn til de dér gældende regler."

"37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der også sættes et arbejde i gang med hensyn til et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper."

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Pkt. 3.3. i programmet har følgende ordlyd:

"Mål: Forbedre fuldbyrdelsen i en medlemsstat af en afgørelse, truffet i en anden medlemsstat, om konfiskation, navnlig med henblik på tilbagelevering til offeret for en strafbar handling under hensyntagen til den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

Foranstaltning nr. 18: Undersøge navnlig hvorvidt de i artikel 18 i 1990-konven-tionen fastsatte grunde til nægtelse af fuldbyrdelse af en konfiskationsforanstaltning alle er forenelige med princippet om gensidig anerkendelse, og hvordan man, uden at dette berører Fællesskabets beføjelser, kan forbedre mulighederne for anerkendelse og umiddelbar fuldbyrdelse i en medlemsstat af en afgørelse truffet af en anden medlemsstat med henblik på at beskytte offerets interesser, når en sådan afgørelse følger af straffedommen."

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002 blev der opnået politisk enighed om et forslag til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller materiale. Rammeafgørelsen er vedtaget den 22. juli 2002 og offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8). Rammeafgørelsen forpligter medlemsstaterne til at fuldbyrde afgørelser om beslaglæggelse, der er truffet i en anden medlemsstat.

På denne baggrund har Danmark i forbindelse med det danske formandskab i 2. halvår af 2002 fremsat et forslag til en rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation. Forslaget skal ses i sammenhæng med et andet dansk forslag til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoderfra strafbart forhold, som der blev opnået politisk enighed om den 19. december 2002. Forslaget er offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2002 (EFT2002/C184/8).

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002 drøftede Rådet spørgsmålet om deling af konfiskerede aktiver.

På rådsmødet den 5. – 6. juni 2003 drøftede Rådet spørgsmålet om en definition af formuegoder og spørgsmålet om dobbelt strafbarhed.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003 drøftede Rådet spørgsmålet om, hvorvidt fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om konfiskation skal kunne afslås med henvisning til manglende overholdelse af grundlæggende retsprincipper i domsstaten, samt spørgsmålet om deling af konfiskerede aktiver ("asset sharing").

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003 forventes Rådet på ny at drøfte spørgsmålet om en afvisningsgrund med henvisning til manglende overholdelse af grundlæggende retsprincipper i domsstaten. Endvidere er det muligt, at Rådet skal behandle spørgsmålene om fremsendelse af parallelle konfiskationsanmodninger, nationale privilegier (trangsbeneficium mv.) som afvisningsgrund, retsmidler til fuldbyrdelse samt rette myndighed for så vidt angår afvisning af en konfiskationsanmodning.

2. Indhold.

Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a), og artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at afgørelser om konfiskation afsagt i en medlemsstat som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen, uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse. Herudover indeholder forslaget bestemmelser om deling af konfiskerede aktiver.

Artikel 1 fastslår, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af medlemsstaternes pligt til at respektere de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper, der er fastlagt i artikel 6 i TEU.

Forslagets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

"Udstedelsesstaten" defineres som den medlemsstat, hvor en domstol har truffet en afgørelse om konfiskation i forbindelse med en straffesag.

"Fuldbyrdelsesstaten" er den medlemsstat, hvor en afgørelse om konfiskation er sendt til med henblik på fuldbyrdelse.

"Afgørelse om konfiskation" defineres som en endelig sanktion eller foranstaltning pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af formuegoder.

Et "formuegode" defineres som et formuegode af enhver art som fast ejendom, løsøre samt juridiske dokumenter, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder, som domstolen i udstedelsesstaten har besluttet udgør udbyttet af en lovovertrædelse eller et aktiv, der helt eller delvist svarer til værdien af dette udbytte, eller redskaber eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse, eller som domstolen i udstedelsesstaten har besluttet skal konfiskeres med hjemmel i bestemmelser om udvidet konfiskation som defineret i udkastet til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber eller formuegoder fra strafbart forhold, eller skal konfiskeres med hjemmel i andre bestemmelser om udvidet konfiskation.

"Udbytte" defineres som enhver økonomisk fordel, der kan bestå af alle former for formuegoder, som stammer fra lovovertrædelser.

"Redskaber" defineres som enhver form for formuegode, der anvendes eller påtænkes anvendt til at begå en eller flere forbrydelser.

Endelig defineres "Kulturgoder", der er en del af medlemsstaternes nationale kulturarv, i overensstemmelse med Rådets direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tiltagelevering af kulturgoder, som ulovligt fjernes fra en medlemsstats område.

Efter artikel 3 skal medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet, hvilke nationale myndigheder, der er kompetente til at udstede og fuldbyrde afgørelser i medfør af rammeafgørelsen.

Efter artikel 4 kan afgørelser om konfiskation fremsendes direkte fra den udstedende myndighed til den fuldbyrdende myndighed i den medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, over for hvem afgørelsen er truffet, har ejendom eller indkomst, normalt har bopæl, eller hvor den juridiske person er indregistreret eller har hovedsæde. Ved fremsendelsen skal der vedlægges den i bilaget til rammeafgørelsen optrykte attest. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, der har truffet afgørelse om konfiskation, skal undertegne attesten og erklære, at oplysningerne er korrekte. Attesten indeholder blandt andet oplysninger om den person og den lovovertrædelse, som afgørelsen vedrører.

Artikel 5 fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er fastlagt efter de samme principper som i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v., rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem forbrydelser på en såkaldt positiv-liste og andre forbrydelser. Positiv-listen omfatter blandt andet terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, miljøkriminalitet, menneskesmugling, manddrab, racisme, bortførelse og bedrageri. Listen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er omfattet af Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.

Hvis afgørelsen om konfiskation vedrører en forbrydelse på listen, og denne forbrydelse kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i domsstaten, gælder der ikke noget krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i fuldbyrdelsesstaten.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil kravet om dobbelt strafbarhed fortsat finde anvendelse, men det understreges, at anvendelsen af kravet om dobbelt strafbarhed skal anvendes fleksibelt, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er grundlag for afgørelsen om konfiskation, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.

Efter artikel 6 skal en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, anerkendes af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående, som hvis der havde været tale om en national afgørelse. Hvis anmodningen om konfiskation vedrører et bestemt formuegode, kan det aftales, at fuldbyrdelsesstaten kan fuldbyrde konfiskationen i form af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af formuegodet.

Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, hvis der i medfør af artikel 7 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.

Artikel 7 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan beslutte ikke at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

Det gælder for det første tilfælde, hvor den i artikel 4 nævnte attest ikke er udarbejdet, eller hvor der er alvorlige mangler ved attesten.

Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastslås, at fuldbyrdelse vil være i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis den lovovertrædelse, som afgørelsen vedrører, ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 5.

Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende afgørelsen, hvis den person, som afgørelsen vedrører, nyder immunitet eller privilegier, der efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation.

Fuldbyrdelse kan desuden afslås, hvis tredjemands rettigheder gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, eller hvis afgørelsen om konfiskation er truffet somudeblivelsesdom, og den berørte person ikke har været tilsagt personligt eller via en repræsentant til retssagen.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er en følge af en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning helt eller delvist betragtes som begået på dennes territorium, eller hvor lovovertrædelsen er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for fuldbyrdelsesstatens område.

Herudover kan fuldbyrdelse i visse tilfælde afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er truffet i henhold til bestemmelser om udvidet konfiskation.

Endelig kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis der er indtrådt forældelse i fuldbyrdelsesstaten, og lovovertrædelsen hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion.

Udstedelsesstaten skal som udgangspunkt høres, inden fuldbyrdelsesstaten træffer beslutning om ikke at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

Efter artikel 8 skal medlemsstaterne gennemføre regler, der gør det muligt for interesserede parter, herunder tredjemand i god tro, at råde over retsmidler med opsættende virkning i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation. Appel af anerkendelsen og fuldbyrdelsen skal ske i fuldbyrdelsesstaten. Der er i den forbindelse ikke adgang til at appellere selve konfiskationsafgørelsens substans. Indgivelse af klage kan have opsættende virkning i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 9 vedrører de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation. Dette kan ske, hvis afgørelsen om konfiskation er påklaget, jf. artikel 8 ovenfor, eller hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning i fuldbyrdelsesstaten. Herudover kan fuldbyrdelsen udsættes, hvis fuldbyrdelsesstaten finder det nødvendigt at oversætte afgørelsen om konfiskation.

Udstedelsesstaten skal straks underrettes om en beslutning om at udsætte fuldbyrdelsen af afgørelsen, og fuldbyrdelseslandet skal sørge for straks at fuldbyrde afgørelsen, når der ikke længere er grundlag for at udsætte fuldbyrdelsen.

Artikel 10 omhandler den situation, hvor fuldbyrdelsesstaten modtager flere anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, og den berørte person ikke har tilstrækkelige midler til, at alle afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes. I sådanne tilfælde skal fuldbyrdelsesstaten beslutte, hvilke afgørelser der skal fuldbyrdes. Afgørelsen skal træffes under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder lovovertrædelsernes grovhed, og om det konfiskerede beløb skal anvendes til dækning af erstatningskrav.

Artikel 11 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelseslandets lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen, dog således at afgørelser om konfiskation over for juridiske personer skal fuldbyrdes, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Herudover kan fuldbyrdelsesstaten ikke anvende forvandlingsstraf, medmindre udstedelsesstaten har givet samtykke hertil. Hvis en del af beløbet i tilfælde af udbyttekonfiskation inddrives i en anden stat, skal dette beløb fratrækkes det beløb, der konfiskeres i fuldbyrdelsesstaten.

Ifølge artikel 12 kan såvel fuldbyrdelsesstaten som udstedelsesstaten træffe afgørelse om benådning eller amnesti, hvorimod alene udstedelsesstaten kan tage stilling til en ansøgning om fornyet prøvelse af afgørelsen.

Efter artikel 13 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis der fra udstedelsesstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at dommen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.

Artikel 14 vedrører fordelingen af konfiskerede formuegoder. I de tilfælde som vedrører konfiskation af formuegoder af en værdi under 10.000 euro, vil hele beløbet tilfalde fuldbyrdelsesstaten. I alle andre sager skal 50% af de konfiskerede formuegoder overføres fra fuldbyrdelsesstaten til udstedelsesstaten.

Konfiskerede formuegoder, som vedrører andet end penge, skal enten sælges, hvorefter provenuet fordeles efter de ovenfor anførte retningslinjer, overføres til udstedelsesstaten eller afhændes efter de gældende nationale regler i fuldbyrdelsesstaten

Konfiskerede formuegoder, som må anses som værende kulturgoder, som er del af fuldbyrdelsesstatens nationale kulturarv, skal ikke overdrages til udstedelsesstaten.

I de tilfælde hvor fuldbyrdelsesstaten har omkostninger, som er ud over det sædvanlige, kan denne anmode udstedelsesstaten om, at de skal deles om disse omkostninger.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 15 straks underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af afgørelsen ikke fuldbyrdes.

Efter artikel 15a mister udstedelsesstaten retten til at fuldbyrde dommen, når den er fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Udstedelsesstaten overtager på ny retten til at fuldbyrde dommen, hvis fuldbyrdelsesstaten helt eller delvist afslår at fuldbyrde dommen, træffer afgørelse om benådning eller giver underretning om, at hele eller dele af dommen ikke er fuldbyrdet, eller at anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.

Attesten, der fremsendes sammen med afgørelsen om konfiskation, jf. artikel 4, skal efter artikel 16 oversættes til fuldbyrdelsesstatens officielle sprog.

Artikel 17 indebærer, at fuldbyrdelsesstaten bortset fra de i artikel 14 nævnte tilfælde ikke kan kræve omkostninger dækket af udstedelsesstaten.

Artikel 18 fastslår, at rammeafgørelsen ikke berører anvendelsen af gunstigere bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i andre aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne. Artikel 19 og 20 vedrører rammeafgørelsens gennemførelse og ikrafttræden.

3. Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet har den 20. november 2002 afgivet udtalelse om forslaget. Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat enkelte ændringsforslag og i øvrigt støttet forslaget til rammeafgørelse.

4. Høring.

Forslaget har været drøftet på møder med deltagelse af blandt andet Rigspolitichefen, Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International samt Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Københavns Byret har meddelt, at man ikke finder anledning til at udtale sig om forslaget, Rigspolitichefen har oplyst, at Rigspolitiet ikke har politifaglige bemærkninger til forslaget, Den danske Dommerforening og Dommerfuldmægtigforeningen har meddelt, at forslaget ikke giver anledning til bemærkninger. Det Danske Center for Menneskerettigheder har meddelt, at forslaget ikke giver Centret anledning til bemærkninger af menneskeretlig art. Politidirektøren i København har meddelt, at forslaget ikke giver anledning til bemærkninger udover visse sproglige ændringsforslag. Landsforeningen af beskikkede advokater har henledt opmærksomheden på, at forslaget vil medføre, at man for så vidt angår en meget bred vifte af lovovertrædelser opgiver kravet om dobbelt strafbarhed, at der i forhold til den nuværende konvention om straffedommes internationale retsvirkninger er flere sikkerhedsgarantier, som vil bortfalde ved forslagets gennemførelse, og at der kan være afgørende betænkeligheder ved uden videre at acceptere afgørelser, der er afsagt af andre nationale domstole. Foreningen kan derfor ikke anbefale forslaget.

Advokatrådet har anført, at den foreslåede rammeafgørelse indebærer, at danske domstole i fremtiden vil være forpligtet til at fuldbyrde konfiskationsafgørelser truffet i andre EU-lande uden nogen selvstændig vurdering af sagen. Endvidere indebærer rammeafgørelsen, at danske domstole vil være forpligtet til at gennemføre udenlandske afgørelser om konfiskation i tilfælde, hvor der ikke efter dansk ret ville være hjemmel til at foretage konfiskation, eller hvor det forhold, der danner grundlag for anmodningen, ikke er strafbart i Danmark.

Advokatrådetfinder, at kravet om dobbelt strafbarhed som betingelse for at imødekomme udenlandske anmodninger om konfiskation m.v., fortsat bør finde anvendelse. Baggrunden er, at der ikke er en sådan ensartethed i lovgivningerne i de nuværende og kommende EU-lande, at danske domstole uden forudgående prøvelse af forholdet bør have pligt til at udføre en udenlandsk beslutning. Advokatrådet finder endvidere, at Danmark bør afvente de anbefalinger, som det Jurisdiktionsudvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet den 11. juli 2002, fremkommer med, før Danmark tiltræder rammeafgørelsen.

Advokatrådet har anbefalet, at begrebet konfiskation, der i udkastet er defineret som en "sanktion eller foranstaltning" der pålægges af en domstol ændres, således at ordet "sanktion" udgår af definitionen. Baggrunden herfor er, at konfiskation efter dansk ret ikke er en sanktion i betydningen straf. Advokatrådet bemærker endvidere, at oplistningen i artikel 5 af den række af forbrydelser, der uden krav om dobbelt strafbarhed skal kunne begrunde konfiskation, er for upræcis og foreslår, at listen i artikel 5 udfyldes af samtlige medlemslande ved som bilag til rammeafgørelsen at medtage en udtømmende liste for hver medlemsland over de bestemmelser, der falder inden for de forbrydelsestyper, der opregnes i artikel 5. Advokatrådet finder det endvidere af afgørende betydning, at såvel attesten som den bagvedliggende afgørelse oversættes af hensyn til fuldbyrdelseslandets muligheder for at prøve, om der er uoverensstemmelse mellem attesten og den bagvedliggende afgørelse. Advokatrådet stiller endelig spørgsmålstegn ved bestemmelsen i artikel 7, stk. 2, litra g, hvorefter anmodning om fuldbyrdelse kan afslås, hvis de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der er grundlag for anmodningen, eller når personen i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for samme forhold, som udelukker yderligere retsforfølgning, idet bestemmelsen efter Advokatrådets opfattelse nok er rimelig, men skaber en situation, hvor personer der i fuldbyrdelseslandet har været sigtet for strafbart forhold stilles bedre, end personer der i fuldbyrdelseslandet ikke har været sigtet fordi forholdet der ligger til grund for anmodningen, ikke er strafbart efter fuldbyrdelseslandets lovgivning.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Udkastet til rammeafgørelse er ikke i strid med subsidiaritetsprincippet.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet, og danske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.

Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommens internationale retsvirkninger. Herudover har Danmark ratificeret FN-konventionen af 20. december 1998 imod ulovlig handel mod narkotika og psykotrope stoffer samt Europarådets konvention af 8. december 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om straffedommens internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I. Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II blandt andet anvendelse på afgørelser om konfiskation.

Herudover følger det af § 5a i lov om international fuldbyrdelse af straf, at afgørelser om konfiskation, som er omfattet af FN-konventionen imod ulovlig narkotikahandel og psykotrope stoffer eller den europæiske konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, kan fuldbyrdes efter reglerne i lovens kapitel 3, når konventionens betingelser er opfyldt. Henvisningen til kapitel 3 indebærer, at afgørelser om konfiskation, der er omfattet af de to konventioner, kan fuldbyrdes på samme måde som afgørelser, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommens internationale retsvirkninger.

I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten, i det omfang konventionen og loven ikke indeholder modstående regler.

For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande finder lov om samarbejde mellem Finland, Island, Norge eller Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. anvendelse, jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963, som ændret ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, lov nr. 291 af 24. april 1996, lov nr. 433 af 31. maj 2000 samt lov nr. 280 af 25. april 2001.

Efter lovens § 1 kan afgørelser om konfiskation, som er truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.

I medfør af lovens § 17 finder fuldbyrdelse sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige. Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.

Efter § 20 sker fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i overensstemmelse med dansk ret, herunder de danske regler om benådning. For så vidt angår forældelse af adgangen til fuldbyrdelse gælder alene reglerne i det land, hvor afgørelsen om konfiskation er truffet.

Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejdet med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

Efter § 12, jf. § 6, i cirkulæret sker gennemførelse her i landet af afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør om begæringen bør imødekommes.

Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation. Hensigten er, at en afgørelse om konfiskation truffet i ét medlemsland skal anerkendes og fuldbyrdes på samme måde, som fuldbyrdelsen af nationale afgørelser om konfiskation.

Herved ligger forslaget i forlængelse af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v., rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Der vil efter forslaget til rammeafgørelse alene være begrænsede muligheder for at efterprøve en afgørelse om konfiskation truffet i en anden medlemsstat, ligesom fuldbyrdelse alene kan afslås under henvisning til én af de i rammeafgørelsen opregnede afslagsgrunde.

For så vidt angår afgørelser truffet uden for de nordiske lande giver de danske bestemmelser – sammenholdt med bestemmelserne i de tre ovennævnte konventioner –imidlertid de danske myndigheder en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af en udenlandsk afgørelse om konfiskation. Det er således efter de gældende regler blandt andet mulighed for at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, hvis at det forhold, der ligger til grund for afgørelsen, ikke er strafbart her i landet.

Derimod vil afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som udgangspunkt automatisk blive anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er opfyldt.

Efter forslaget til rammeafgørelse vil kravet om dobbelt strafbarhed alene kunne gøres gældende, hvis den lovovertrædelse, som konfiskationen vedrører, ikke er omfattet af listen over lovovertrædelser i forslagets artikel 5. De danske myndigheder vil således ikke have mulighed for at efterprøve, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, hvis afgørelsen om konfiskation vedrører en lovovertrædelse, der er omfattet af listen.

Uanset listen over lovovertrædelser er begrænset til forbrydelser, der må antages at være strafbare i alle medlemslande, herunder i Danmark, vil gennemførelse af rammeafgørelsens ordning, herunder gennemførelse af selve proceduren for fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, indebære, at der fastsættes særlige regler herom i dansk ret.

For så vidt angår provenuet fra konfiskation tilfalder dette som udgangspunkt den danske statskasse både for så vidt angår danske afgørelser om konfiskation og i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation i Danmark. Den del af forslaget, der vedrører fordeling af de konfiskerede midler, og som indebærer, at det konfiskerede som udgangspunkt skal tilbageføres til domslandet, vil derfor kræve lovændringer.

Rammeafgørelsen forventes gennemført i dansk ret ved et lovforslag om international fuldbyrdelse af straf m.v., som tillige omfatter rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismidler og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser. Det bemærkes, at pligten til overførelse af konfiskerede midler til domsstaten, modsvares af en tilsvarende ret til modtagelse af sådanne midler i situationer, hvor afgørelser om konfiskation er truffet i Danmark.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Udkastet til rammeafgørelse tillige med et grundnotat om forslaget blev oversendt til Folketingets Retsudvalg den 21. november 2002 og til Folketingets Europaudvalg den 13. november 2002.

Udkastet til rammeafgørelse har været forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 11. og den 6. december 2002. Udkastet har endvidere været forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5. – 6. juni 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 26. maj 2003.

Herudover har udkastet til rammeafgørelse været forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 25. september 2003 og den 26. september 2003.

 

 

 

 

 

Dagsordenspunkt 13: Aftale mellem EU og Norge og Island vedrørende gensidig retshjælp i straffesager.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv

1. Baggrund.

Den 29. maj 2000 vedtog Rådet en konvention om gensidig retshjælp i straffesager mellem EU’s medlemsstater (EU-retshjælpskonventionen). Formålet med konventionen er i forholdet mellem medlemsstaterne at supplere og lette anvendelsen af bl.a. den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og af Schengen-konventionens bestemmelser vedrørende samme emne.

I forbindelse med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne integreret i EU. For at sikre Norges og Islands fortsatte deltagelse i Schengen-samarbejdet efter integrationen i EU er der indgået en associeringsaftale med de to lande. Aftalen indebærer at Norge og Island gennemfører og anvender de bestemmelser i Schengen-reglerne, der er opregnet i et bilag til associeringsaftalen. Det gælder blandt andet Schengen-konventionens kapitel 2 (artiklerne 48 – 53) om gensidig retshjælp i straffesager, som derfor finder anvendelse i forhold til Norge og Island.

Associeringsaftalen indebærer endvidere, at Norge og Island skal acceptere og gennemføre de retsakter og foranstaltninger, som EU – efter at have konsulteret de to lande i et såkaldt blandet udvalg - vedtager med henblik på at ændre og udbygge de relevante bestemmelser i Schengen-konventionen, og som konsultationsprocedurerne i associeringsaftalen har været gældende for.

Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt eller en foranstaltning vedtages med henblik på at udbygge Schengen-reglerne, afgøres af EU-landene.

En række bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne, og disse bestemmelser er derfor behandlet i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i associeringsaftalen med Norge og Island.

For så vidt angår de bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen, der ikke udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne, besluttede Rådet den 10. juli 2001 på grundlag af artikel 38, jf. artikel 24 i TEU, at bemyndige formandskabet til at indlede forhandlinger med Norge og Island om indgåelse af en særskilt aftale herom.

Efter vedtagelsen af forhandlingsmandatet har Rådet den 16. oktober 2001 vedtaget en protokol til EU-retshjælpskonventionen. Visse bestemmelser i protokollen anses for en videreudvikling af Schengen-reglerne, mens øvrige bestemmelser i protokollen er blevet inddraget i forhandlingerne med Norge og Island om en særskilt aftale.

I henhold til Rådets vedtagelse af 10. juli 2001 har forhandlingerne med Norge og Island ud over spørgsmålet om gensidig retshjælp i straffesager også omfattet spørgsmålet om udlevering, herunder i forhold til en eventuel anvendelse den europæiske arrestordre i relationerne mellem medlemsstaterne og Norge og Island.

Forud for rådsmødet den 6. november 2003 har formandskabet besluttet at adskille de to aftaler, således at udkastet til aftale om gensidig retshjælp i straffesager, hvor forhandlingerne er længst fremskredne, kan godkendes særskilt i Rådet.

Aftaleudkastet forventes forelagt til politisk enighed på rådsmødet den 27.-28. november 2003.

2. Indhold.

Som anført under punkt 1 har aftalen til formål at sikre anvendelsen af de bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen og den tilhørende protokol, der ikke udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne, i forholdet mellem EU-landene på den ene side og Norge og Island på den anden side.

Det fastslås således i artikel 1, hvilke bestemmelser i henholdsvis EU-retshjælpskonventionen og den tilhørende protokol, der – selv om de ikke kan anses for videreudvikling af Schengen-reglerne – skal finde anvendelse mellem EU-landene og Island og Norge. Det drejer sig blandt andet om konventionens bestemmelser vedrørende afhøring ved hjælp af videokonference, etablering af fælles efterforskningshold og aflytning af telekommunikation, samt om protokollens bestemmelser vedrørende bistand til indhentelse af oplysninger om banktransaktioner mv.

Af artikel 2 fremgår det, at parterne skal forsøge at anvende de i artikel 1 opregnede bestemmelser så ensartet som muligt. I denne forbindelse skal parterne følge udviklingen i de retsafgørelser, som afsiges af EF-domstolen. Herudover skal spørgsmål om eventuelle praktiske problemer i forbindelse med retshjælpssamarbejdet rapporteres til Eurojust.

I artikel 3 fremhæves det, at problemer med fortolkningen og gennemførelsen af aftalen skal tages op i et møde mellem parterne inden 6 måneder efter, at de er opstået.

Artikel 4 vedrører ikrafttrædelsesbestemmelser for så vidt angår EU-retshjælpskonventionen og den tilhørende protokol. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at Norge og Island i forbindelse med indgåelsen af aftalen skal have mulighed for at afgive de i 2000-konventionen nævnte erklæringer.

Af artikel 5 fremgår det, at nye medlemmer af den Europæiske Union, som ratificerer EU-retshjælpskonventionen vil være bundet af aftalen mellem EU og Norge og Island.

Artikel 6 vedrører ophørsgrunde for aftalen og artikel 7 vedrører spørgsmålet om deponering af aftaleinstrumentet.

3. Europa-Parlamentet.

Forslaget har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

4. Høring.

Forslaget har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

På det foreliggende grundlag er det tvivlsomt, om udkastet til aftale mellem EU og Norge og Island har lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark, herunder navnlig i form af en eventuel, geografisk udvidelse af visse af bestemmelserne i lov nr. 258 af 8. maj 2002, som gennemfører EU-retshjælpskonventionen i dansk ret.

Hertil kommer, at protokollen til EU-retshjælpskonventionen endnu ikke er ratificeret af Danmark, hvilket muligvis vil kræve lovændringer. Sådanne lovændringer vil i givet fald også være påkrævede for at kunne anvende tillægsprotokollens bestemmelser i forhold til Norge og Island.

På den baggrund vil der i forhold til Rådets endelige godkendelse af aftalen skulle afgives en erklæring efter TEU artikel 24, jf. artikel 38, som indebærer, at aftalen ikke er bindende for Danmark, førend Danmark har vurderet lovgivningsspørgsmålet nærmere og gennemført de nødvendige lovændringer.

Udkastet til aftale vurderes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Det oprindelige forslag til formandskabets forhandlingsmandat blev forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for det ekstraordinære rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 13. juli 2001. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 29. juni 2001.

Et revideret forslag til forhandlingsmandat blev forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 14. – 15. oktober 2002. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 4. og 8. oktober 2002.

Forslaget til aftale blev endvidere forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 24. oktober 2003.

Dagsordenspunkt 14: Protokol om ændring af visse dele af Europol-konventionen.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

1. Baggrund.

Den 26. juli 1995 blev konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) vedtaget af Rådet og undertegnet af medlemslandene.

Konventionen, der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10. juni 1997, trådte i kraft den 1. oktober 1998, og Europol påbegyndte herefter sit virke den 1. juli 1999.

Efter artikel 30, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Rådet – inden 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 – fremme samarbejdet blandt andet via Europol inden for en række forskellige områder.

Handlingsplanen for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres, som blev godkendt på Det Europæiske Råds møde i Wien den 11. – 12. december 1998, opregner en række konkrete initiativer, der enten bør iværksættes eller overvejes nærmere med henblik på gennemførelse af TEU artikel 30, stk. 2.

Handlingsplanens pkt. 43 fastslår således, at der inden 2 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden skal udarbejdes et passende juridisk instrument, der udvider Europols beføjelser til at omfatte de aktiviteter, der er omhandlet i TEU artikel 30, stk. 2.

I konklusionerne fra Det Europæiske Rådsmøde i Tammerfors den 15. – 16. oktober 1999 er det endvidere fremhævet (pkt. 45), at Europol spiller en central rolle i samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder om efterforskning af grænseoverskridende kriminalitet ved at understøtte forebyggelse, analyse og efterforskning af kriminalitet på EU-plan. Det Europæiske Råd opfordrede i den forbindelse Rådet til at give Europol den nødvendige støtte og de nødvendige ressourcer.

Rådet har på den baggrund vedtaget en henstilling af 28. september 2000 vedrørende anmodninger fra Europol om at indlede efterforskning i specifikke tilfælde samt en henstilling af 30. november 2000 vedrørende Europols støttefunktion i forhold til fælles efterforskningshold, der oprettes af medlemsstaterne.

Spørgsmålet om en revision af Europol-konventionen i lyset af bl.a. TEU artikel 30, stk. 2, blev drøftet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 27. – 28. september 2001, hvor der blev opnået enighed om at iværksætte forhandlinger på ekspertniveau på baggrund af en liste over en række emner, som kan overvejes i forbindelse med en eventuel revision af Europol-konventionen.

I februar måned 2002 fremsatte det daværende spanske formandskab og det tidligere belgiske formandskab et forslag til en protokol om ændring af Europol-konventionen. På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. – 29. november 2002 vedtog og undertegnede Rådet på baggrund heraf en protokol om de dele af forslaget, der vedrører Europols adgang til at anmode medlemsstaterne om at indlede strafferetlig efterforskning i specifikke tilfælde, Europols deltagelse i fælles efterforskningshold og de særlige regler vedrørende erstatningsansvar og immunitet i tilknytning hertil.

På den baggrund – og i lyset af listen over de emner, som kan overvejes i forbindelse med en eventuel revision af Europol-konventionen fremsatte det daværende danske formandskab i 2002 yderligere et forslag til en ændringsprotokol med henblik på en omfattende revision af Europol-konventionen i overensstemmelse med de tidligere fastlagte retningslinjer om ændringer af konventionen. Med forbehold for Europaparlamentets udtalelse blev der opnået politisk enighed om dette forslag på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002.

Efter opnåelse af politisk enighed har Rådet afventet Europa-Parlamentets udtalelse over forslaget, som blev afgivet den 7. april 2003. Den Fælles Kontrolinstans for Europol har desuden den 20. marts 2003 afgivet en supplerende udtalelse vedrørende protokollens nærmere indhold. Endelig har Europols Styrelsesråd den 24. juni 2003 afgivet en supplerende udtalelse.

Udtalelserne er nu gennemgået i Rådet arbejdsgrupper, og det forventes på den baggrund, at protokollen om revision af Europol-konventionen vil kunne godkendes og undertegnes på rådsmødet den 27. – 28. november 2003.

2. Indhold.

Forslaget indebærer en række ændringer af Europol-konventionen vedrørende blandt andet Europols mandat, de nationale kompetente myndigheders rolle, analysedatabaser, aktindsigt og demokratisk kontrol med Europol.

Europols mandat og opgaver.

Forslaget indebærer, at Europol har kompetence til at bekæmpe grov, international kriminalitet, hvis der er mistanke om, at der foreligger en kriminel struktur eller organisation, i det omfang to eller flere medlemsstater berøres af kriminaliteten. De relevante former for grov, international kriminalitet er opregnet i Europol-konventionen og bilaget hertil, idet der ikke er sket en udvidelse i forhold til den gældende Europol-konvention. Ifølge protokollen kan Rådet ved en rådsafgørelse med enstemmighed beslutte at inddrage yderligere kriminalitetsformer.

Forslaget indebærer endvidere, at Rådet skal fastlægge prioriteterne for Europols virksomhed efter indstilling fra Europols Styrelsesråd.

Forslaget præciserer desuden, at Europol kan fremme medlemsstaternes indbyrdes tekniske støtte til kompetente myndigheder med henblik på efterforskning af strafbare handlinger inden for Europols mandat.

Endelig indebærer forslaget, at Europol skal udgøre et kontaktpunkt med henblik på medlemsstaternes forbindelser med tredjelande og internationale organisationer med henblik på bekæmpelse af forfalskning af euroen.

De nationale kompetente myndigheder.

Forslaget indebærer, at medlemsstaterne kan tillade direkte kontakt mellem udpegede nationale kompetente myndigheder og Europol, idet medlemsstaten skal fastlægge generelle retningslinjer herfor.

Det fremgår af forslaget, at den nationale enhed skal inddrages forinden der gennemføres direkte kontakt mellem udpegede nationale kompetente myndigheder og Europol. Desuden indebærer forslaget, at den nationale enhed skal modtage alle oplysninger, der udveksles mellem udpegede nationale kompetente myndigheder og Europol.

Endelig indebærer forslaget, at de nationale kompetente myndigheder får mulighed for at foretage søgninger i Europols informationssystem, idet en forespørgsel alene kan be- eller afkræftes. Konkrete oplysninger skal videregives til de nationale kompetente myndigheder gennem den nationale enhed.

Bestemmelser for analysedatabaser og informationssystemer.

Forslaget indebærer en række ændringer af reglerne for analysedatabaser, herunder reglerne for oprettelse af analysedatabaser, adgang til at søge i oplysningerne, deltagelse i analysegrupper samt videregivelse og anvendelse af oplysninger fra en analysedatabase.

Forslaget medfører en forenkling af reglerne for oprettelse af analysedatabaser, således at bestemmelserne for oprettelse af en analysedatabase ikke på forhånd skal godkendes af Europols Styrelsesråd. Imidlertid skal Styrelsesrådet og Den Fælles Kontrolinstans straks underrettes om oprettelsen af en analysedatabase, hvorefter kontrolinstansen kan afgive en udtalelse til Styrelsesrådet. Styrelsesrådet kan på et hvilket som helst tidspunkt give Europols direktør pålæg om at ændre oprettelsesbestemmelserne eller nedlægge analysedatabasen. Europols direktør har mulighed for at anmode Den Fælles Kontrolinstans om at afgive bemærkninger vedrørende oprettelsesbestemmelserne for en analysedatabase inden for en bestemt tidsfrist.

Forslaget indebærer endvidere en udvidelse af personkredsen, der kan søge i analysedatabasen, idet alle deltagere i en analysegruppe har mulighed for at søge i den pågældende analysedatabase. Kun Europols analytikere kan indlæse oplysninger i databasen.

Repræsentanter fra tredjelande, EU-organisationer eller eksterne organisationer, med hvem Europol har indgået en samarbejdsaftale, kan efter en konkret vurdering deltage i en analysegruppe, såfremt dennes deltagere samtykker heri. Europol fastsætter i fællesskab med det pågældende tredjeland eller EU-organisationen eller den eksterne organisation nærmere bestemmelser herfor. Europols Styrelsesråd fastlægger generelle retningslinjer for disse bestemmelser.

Endelig indebærer ændringen af bestemmelserne for analysedatabaser, at adgangen til at videregive og anvende oplysninger fra en analysedatabase alene afgøres af den medlemsstat, der har videregivet oplysningerne til Europol. Hvis det ikke kan afgøres, hvilken medlemsstat, der har videregivet oplysningerne til Europol, afgøres spørgsmålet om videregivelse fra en analysedatabase af alle deltagere i analysegruppen.

Forslaget vil endvidere indebære, at Europol kan få adgang til at søge i eksterne informationssystemer, i det omfang regelgrundlaget for det pågældende informationssystem tillader det.

Endelig indebærer forslaget, at Europol får adgang til at behandle oplysninger med henblik på at afgøre, hvorvidt disse oplysninger er relevante for udførelsen af Europols opgaver og bør indgå i de edb-baserede datasamlinger til brug for Europols virksomhed. Rådet fastlægger generelle bestemmelser herfor.

Videregivelse af oplysninger til tredjelande og eksterne organisationer.

I forbindelse med Rådets vedtagelse af nærmere regler for videregivelse af oplysninger til tredjelande og eksterne organisationer vil der ifølge forslaget i undtagelsestilfælde kunne fastsættes nærmere bestemmelser om fravigelse af konventionens almindelige regler. Det følger af forslaget, at Europols direktør skal inddrage hensynet til databeskyttelsesniveauet i modtagerlandet i det konkrete tilfælde, før der videregives oplysninger til det pågældende land.

Databeskyttelse og aktindsigt.

Efter forslaget skal Europols Styrelsesråd fastlægge bestemmelser om adgang til aktindsigt i Europols dokumenter for enhver borger eller juridisk person i medlemsstaterne.

Endvidere vil forslaget indebære, at personoplysninger højst må lagres indtil den tilknyttede analysedatabase nedlægges. Dermed er der sket en ændring af det oprindelige forslag om, at personoplysninger højst må lagres i fem år. Hvert år skal det undersøges, om det er nødvendigt fortsat at lagre oplysningerne.

Forslaget præciserer endvidere, at reglerne om databeskyttelse også finder anvendelse på ikke-elektroniske sagsakter, med mindre andet er foreskrevet.

Endelig indebærer forslaget, at Europol skal sikre en passende kontrol af lovligheden af søgninger i alle dele af Europols informationssystemer. Europols Styrelsesråd fastlægger bestemmelserne for kontrollen efter udtalelse fra Den Fælles Kontrolinstans.

Ansvar og retsbeskyttelse.

Europol-konventionens artikel 39 bestemmer, at spørgsmålet om retternes kompetence til at behandle tvister angående Europols ansvar afgøres under henvisning til de relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence mv. i borgerlige sager.

Forslaget indebærer, at henvisningen til de relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionen erstattes af en henvisning til de relevante bestemmelser i Rådets forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000, der siden den 1. marts 2002 har erstattet Bruxelles-konventionen i forholdet mellem de deltagende medlemsstater. De relevante bestemmelser i forordningen vil således finde anvendelse på mellemstatsligt grundlag.

I henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

I forbindelse med vedtagelsen og tiltrædelsen af protokollen til Europol-konventionen agter Danmark derfor at afgive en erklæring om, at Danmark vil anvende bestemmelser svarende til de relevante bestemmelser i forordningen for så vidt angår spørgsmålet om retternes kompetence i tvister vedrørende Europols ansvar.

Demokratisk kontrol.

Ifølge forslaget kan formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, give møde for Europa-Parlamentet med henblik på at drøfte generelle spørgsmål vedrørende Europol, idet der skal tages hensyn til bestemmelserne om fortrolighed og tavshedspligt. Formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, kan lade sig assistere af Europols direktør.

I det oprindelige forslag fra det daværende danske formandskab var der lagt op til, at Rådsformanden og Europols direktør kunne give fremmøde i et fælles udvalg, som Europaparlamentet kunne oprette i samarbejde med de nationale parlamenter. Forslaget om et fælles udvalg med inddragelse af de nationale parlamenter udgik imidlertid af forslaget, idet Rådets Juridiske Tjeneste under forhandlingerne om forslaget gav udtryk for, at en sådan bestemmelse ikke ville have det fornødne retsgrundlag i Traktaten. Der henvises til justitsministerens besvarelse af 30. april 2003 af spørgsmål nr. 60, 61 og 62 fra Folketingets Europaudvalg (Alm. del – bilag 664).

Endelig indeholder forslaget en række ændringer af teknisk karakter.

3. Europa-Parlamentet.

Forslaget har været forelagt Europa-Parlamentet, der den 7. april 2003 afgav udtalelse til Rådet vedrørende Europols fremtid, herunder den foreliggende protokol. Europa-Parlamentet finder, at protokollen er et skridt i den rigtige retning, men kritiserer at initiativerne ikke i tilstrækkelig grad ændrer de fundamentale regler for beslutningsprocesserne omkring Europol. Europa-Parlamentet ønsker i den forbindelse at få større indsigt i Europol samt større indflydelse på Europols budget og planlægning. Dette foreslås gennemført ved at ændre Europol til en overstatslig institution under Traktatens 1. søjle.

4. Høring.

Forslaget har været drøftet på møder i Justitsministeriet med deltagelse af blandt andet Rigspolitichefen, Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Forslaget til Rådets afgørelse om en protokol om ændring af Europol-konventionen er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt Dansk Told- og Skatteforbund.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Advokatrådet, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Det Kriminalpræventive Råd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Østre Landsret.

Advokatrådet, Den Danske Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Østre Landsret har svaret, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

Datatilsynet har bemærket følgende:

Ad artikel 2.

Datatilsynet bemærker, at Europol ved indsamlingen, behandlingen og anvendelsen af personoplysninger skal overholde principperne i Europarådets konvention nr. 108 af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger samt Europarådets Ministerråds rekommendation nr. R(87) af 17. september 1987 om behandling af personoplysninger af politimyndigheder (politirekommendation). Det følger heraf, at indsamling af personlige oplysninger til politimæssige formål er begrænset til de tilfælde, hvor den er nødvendig med henblik på forebyggelse af en konkret fare eller bekæmpelse af en specifik strafbar handling. Datatilsynet lægger til grund, at dette fortsat vil gælde, idet tilsynet peger på muligheden for at lade dette fremgå direkte af bestemmelsen, som i den gældende Europol-konvention. Endvidere bemærker Datatilsynet, at forslaget til artikel 2 er meget bredt formuleret, hvilket bør afvejes i forhold til både databeskyttelsesmyndigheders og borgeres mulighed for at efterprøve, hvorvidt en given behandling falder ind under Europols kompetence. Formuleringen af artikel 2 bør således være mere objektiv. Datatilsynet lægger endvidere til grund, at Europol skal efterprøve, hvorvidt en databehandling falder ind under Europols kompetenceområde.

Ad artikel 3.

Datatilsynet bemærker, at Europols mulighed for at yde analytisk støtte til medlemsstaternes operative projekter må formodes at føre til en mere uigennemsigtig retstilstand, herunder i relation til databeskyttelse og henviser i den forbindelse til, at Den Fælles Kontrolinstans i en udtalelse af 8. november 2001 har udtalt, at anvendelse af analysedatabaser i denne sammenhæng ikke kan ske inden for rammerne af den gældende Europol-konvention.

Ad artikel 4.

Datatilsynet lægger til grund, at Europol efter forslaget alene har mulighed for at lagre oplysninger i de edb-baserede datasamlinger, hvis oplysningerne er modtaget fra de nationale enheder og ikke direkte fra de nationale kompetente myndigheder, idet tilsynet bemærker, at forslaget efter det oplyste er ændret under de igangværende forhandlinger i råds-regi.

Ad artikel 6.

Datatilsynet bemærker, at det er uklart hvad "baggrundsmateriale" dækker over, men at man ikke på det foreliggende grundlag kan foretage en endelig vurdering af denne del af forslaget. Endvidere bemærker tilsynet, at forslaget efter det oplyste er ændret under de igangværende forhandlinger i råds-regi.

Ad artikel 9.

Datatilsynet peger på behovet for at sikre et højt sikkerhedsniveau.

Ad artikel 10.

Datatilsynet bemærker, at det kan være nødvendigt at revidere de eksisterende samarbejdsaftaler, hvis repræsentanter fra tredjelande eller eksterne organisationer skal have adgang til at foretage direkte søgninger i analysedatabaser.

Ad artikel 12.

Datatilsynet bemærker, at uanset, Den Fælles Kontrolinstans sjældent har bemærkninger til oprettelsesbestemmelser for analysedatabaser, kan ændringen af Den Fælles Kontrolinstans’ rolle fra pro-aktiv til re-aktiv indebære en potentiel forringelse af databeskyttelsesniveauet. Datatilsynet foreslår på den baggrund, at der oprettes standardoprettelsesbestemmelser inden for bestemte områder, der på forhånd godkendes af Den Fælles Kontrolinstans, for at imødekomme praktiske behov og databeskyttelseshensyn. Endvidere er det Datatilsynets opfattelse, at en beslutning om lukning af en analysedatabase i medfør af forslagets artikel 12, stk. 2, bør have virkning fra oprettelsestidspunktet.

Ad artikel 16.

Datatilsynet er af den principielle opfattelse, at præcise regler om logning bør fremgå af selve konventionen, idet reglerne dog kan uddybes i administrativt fastsatte bestemmelser. Sikkerhedsniveauet bør være så højt som muligt, gerne svarende til kravene fastsat i sikkerhedsbekendtgørelsen (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles af det offentlige), herunder særligt kravet om totallogning.

Ad artikel 18.

Datatilsynet bemærker, at det følger af politirekommendationens princip 5.4.b, at det – hvis der ikke foreligger en særlig aftale om udveksling af oplysninger – blandt andet er en betingelse for udveksling af oplysninger, at der tages hensyn til nationale beskyttelsesregler i modtagerlandet. Af dette princip kan udledes, at den, der videregiver oplysninger, forudgående må foretage en vurdering af, hvorvidt modtagerlandet set i lyset af den konkrete situation har et tilfredsstillende databeskyttelsesniveau. Hvis dette ikke er tilfældet, vil en videregivelse efter omstændighederne kunne være i strid med politirekommendationen.

Ad artikel 21.

Datatilsynet har ikke indvendinger imod en absolut opbevaringsfrist på fem år for så vidt angår oplysninger i analysedatabaser, idet den enkelte opbevaring bør ske ud fra konkrete, sagligt begrundede hensyn. Det er endvidere Datatilsynets opfattelse, at en revisionsfrist på ét år – og ikke som foreslået tre år – bør bibeholdes.

Endelig skal Datatilsynet bemærke, at forslaget vil medføre væsentlige ændringer i Europol-konventionen, der bør afvejes over for de databeskyttelsesretlige konsekvenser, som forslaget vil have, idet tilsynet i øvrigt henviser til Den Fælles Kontrolinstans’ udtalelse om forslaget.

Det Danske Center for Menneskerettigheder bemærker, at det med den gældende Europol-konvention opnåede beskyttelsesniveau synes at være lavere end det, der stilles krav om i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om persondatabeskyttelse, idet artikel 12, stk.1, i denne konvention forhindrer videregivelse af personoplysninger til tredjelande med et lavere beskyttelsesniveau end afgiverlandet. Den foreslåede ændring af artikel 18 aktualiserer denne problemstilling. Centeret bemærker endvidere, at videregivelse af personoplysninger til tredjelande i nogle tilfælde vil kunne påføre den registrerede risiko for krænkelse af vedkommendes rettigheder, hvis den pågældende opholder sig eller planlægger at opholde sig i det land, som personoplysningerne videregives til. Det vil være tilfældet, hvis der i det pågældende tredjeland gøres brug af efterforskningsmidler, strafsanktioner eller andre foranstaltninger, hvis anvendelse forudsætter kendskab til oplysninger indhentet fra Europol. I disse situationer må der i lande med et lavere beskyttelsesniveau end afgiverlandet antages at bestå en risiko for krænkelse af især den menneskeretlige beskyttelse af retten til livet, forbud mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, retten til personlig frihed og privatliv, således som disse finder udtryk i FN’s konvention om civile og politiske rettigheder og i Den europæiske menneskerettighedskonvention.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget skønnes ikke i sig selv at have statsfinansielle konsekvenser.

Gennemførelsen af protokollen vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. Det må i den forbindelse lægges til grund, at protokollen nødvendiggør en ændring af lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europol-konventionen.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Forslaget tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Retsudvalg den 15. august 2002 og til Folketingets Europaudvalg den 12. august 2002.

Forslaget blev senest forelagt Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. – 20. december 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 6. december 2002 og 11. december 2002.

 

Dagsordenspunkt 15: Redegørelse for mødet i Task Forcen af Europæiske Politichefer den 6. - 7. oktober 2003.

Nyt notat.

1. Baggrund.

Taks Forcen af Europæiske Politichefer er etableret i henhold til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere den 15. – 16. oktober 1999 og mødes halvårligt for i samarbejde med Europol at udveksle erfaringer, oplysninger om bedste praksis og information om aktuelle tendenser i den grænseoverskridende kriminalitet mv.

Formandskabet forventes på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003 at orientere om de europæiske politichefers møde den 6. - 7. oktober 2003 i Rom.

2. Indhold.

Task forcen har på mødet i Rom drøftet en række forslag vedrørende det fremtidige politisamarbejde, herunder navnlig en fornyelse og styrkelse af Europol og politisamarbejdet i almindelighed. Herudover drøftedes blandt andet aktiviteterne i Cepol (Det Europæiske Politiakademi), Europols aktiviteter i 2003 samt forberedelserne til OL 2004 i Athen.

3. Europa-Parlamentet.

Redegørelsen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

4. Høring.

Redegørelsen har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet har ikke betydning for sagen.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Redegørelsen har ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

Dagsordenspunkt 16: Rådets resolution om udstationering af narkotikaforbindelsesofficerer til Albanien.

Nyt notat.

1. Baggrund.

Rådet vedtog den 26. juni 2003 et dokument om reduktion af udbud og efterspørgsel med henblik på gennemførelse af EU-narkotikahandlingsplanen.

Som et led i den fortsatte implementering af narkotikahandlingsplanen har formandskabet fremsat et udkast til Rådets resolution vedrørende udstationering af narkotikaforbindelsesofficerer til Albanien, der forventes forelagt til vedtagelse på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003. Der er tale om politiske anbefalinger, som ikke er retligt bindende.

2. Indhold.

Forslaget indeholder en række konkrete anbefalinger til medlemsstaterne om at overveje udstationering af forbindelsesofficerer med speciale i narkotikabekæmpelse til Albanien. Formålet er at styrke indsatsen mod narkotikasmugling fra Albanien til EU.

3. Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

4. Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

 

Dagsordenspunkt 17: Rådets resolution vedrørende uddannelse af personer fra de retshåndhævende myndigheder i narkotikabekæmpelse.

Nyt notat.

1. Baggrund.

Rådet vedtog den 6. december 1999 Den Europæiske Unions narkotikastrategi for 2000-2004.

Som et led i den fortsatte indsats mod narkotikahandel har formandskabet fremsat et udkast til Rådets resolution vedrørende uddannelse af personer fra de retshåndhævende myndigheder i narkotikabekæmpelse, der forventes forelagt til vedtagelse på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003. Der er tale om politiske anbefalinger, som ikke er retligt bindende.

2. Indhold.

Forslaget indeholder en række konkrete anbefalinger vedrørende en styrkelse af politi- og toldsamarbejdet og det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på narkotikaområdet.

Det Europæiske Politiakademi (Cepol) opfordres således bl.a. til, at uddanne aktører fra de retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne i håndtering af efterforskning af sager vedrørende narkotikahandel. Medlemsstaterne opfordres endvidere til at prioritere uddannelse af de retshåndhævende myndigheder i narkotikabekæmpelse særlig inden for rammerne af Cepol.

3. Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

4. Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Retsudvalg eller Europaudvalg.

 

 

Dagsordenspunkt 18: Rådets resolution om forholdet mellem narkotikamisbrug og færdselsulykker.

Nyt notat.

1. Baggrund.

I den Europæiske Unions handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug (2000-2004) er det bl.a. fastslået, at medlemsstaterne skal gennemføre forskning vedrørende forbindelsen mellem indtagelse af ulovlig narkotika eller medicin og evnen til at føre et motoriseret køretøj.

Som et led i implementeringen af handlingsplanen på dette punkt har formandskabet fremlagt et udkast til Rådets resolution vedrørende forholdet mellem narkotikamisbrug og færdselsulykker, der forventes forelagt til vedtagelse på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003. Der er tale om politiske anbefalinger, som ikke er retligt bindende.

2. Indhold.

Forslaget indeholder en række anbefalinger til medlemslandene om at støtte forskning, der belyser forbindelsen mellem påvirkning af narkotika eller medicin og evnen til at føre motorkøretøj. I den forbindelse opfordres medlemsstaterne til at anvende toksikologiske undersøgelser i forbindelse med alvorlige færdselsulykker ved konkret mistanke om indtagelse af narkotika eller medicin.

Medlemsstaterne opfordres endvidere til at foretage de nødvendige foranstaltninger overfor førere af motorkøretøjer, der kører under påvirkning af narkotika eller medicin.

Endelig indeholder forslaget en række anbefalinger rettet til Kommissionen om bl.a., at iværksætte forskning vedrørende effektiviteten af de toksikologiske undersøgelser, som anvendes i medlemslandene med henblik på, at foreslå fælles retningslinjer for brugen af disse.

3. Europa-Parlamentet.

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

4. Høring.

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. november 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.