Rådsmøde alm. anligg. og ekst. forbindelser 17.-18/11 Tillæg til samlenotat
UDENRIGSMINISTERIET
152
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
Asiatisk Plads 2 DK-1448 København K Tel. +45 33 92 00 00 Fax +45 32 54 05 33 E-mail: um@um.dk Telex 31292 ETR DK Telegr. adr. Etrangeres Girokonto 300-1806
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg 14. november 2003 - dagsordenspunkt rådsmøde (almindelig anliggender og eksterne forbindelser) den 17.-18. november 2003 - vedlægges Udenrigsministeriets reviderede notat vedrørende dagsordenspunkt 8.
REVIDERET AKTUELT NOTAT
Til: Folketingets Europaudvalg CC:
Fra: Udenrigsministeriet
Emne: Supplerende bidrag til det samlede aktuelle notat for rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), herunder møde mellem forsvarsministrene den 17.-18. november 2003: Dagsordenspunkt 8: Mellemøsten
Dato: 7. november 2003
Rezideret notat
På rådsmødet ventes en drøftelse af, hvordan EU kan bidrage til at bedre situationen, fremskynde den palæstinensiske reformproces og sikre fremdrift i fredsprocessen. I margin af rådsmødet afholdes associeringsråd med Israel. EU ventes at have en kritisk dialog med Israel om bl.a. sikkerhedshegnet og bosættelserne.
Situationen i Mellemøsten er fortsat alvorlig, og der er daglige sammenstød mellem israelere og palæstinensere. Den israelske hær er flere gange rykket ind i Gaza, og der er rapporter om flere dræbte og mange sårede samt store materielle skader i forbindelse med aktionerne, herunder i forbindelse med husødelæggelser samt en aktion den 26. oktober, hvor den israelske hær nedrev tre højhuse i Gaza. I afventning af, at Ahmed Qurei danner en egentlig palæstinensisk regering, er den israelske regering dog primo november begyndt at sende positive signaler, herunder om viljen til at indlede en dialog med Qurei- regeringen om at genstarte
fredsprocessen på basis af Køreplanen for Fred. Der har således været flere uformelle kontakter mellem parterne. Den militære blokade af de fleste byer på Vestbredden erklæres at ville blive hævet, men check posterne består, og bevægelsesfriheden er fortsat begrænset. Det signaleres, at 10-12 ulovlige bosættelses-"outposts" vil blive fjernet.
Den palæstinensiske undtagelsesregerings mandat udløb den 4. november. Der pågår stadig drøftelser om dannelsen af en ny permanent palæstinensisk regering. Hidtil har det været den almindelige opfattelse, at regeringen kun kunne fortsætte, hvis den blev godkendt af den lovgivende forsamling. Arafat har dog besluttet, at undtagelsesregeringen dekreteres til at fortsætte på "midlertidig basis" som forretningsministerium, indtil en ny regering er på plads. Udestående punkt synes pt. at være indenrigsministerposten, hvor Qurei imod Arafats vilje fastholder, at Nasser Yussuf skal udnævnes med sikkerhedstjenesterne under dennes ressort. Forhandlingerne forventes at fortsætte ind i uge 46.
FN's Generalforsamling vedtog den 21. oktober med EU's fulde opbakning en resolution, som kræver, at Israel standser og omgør opførelsen af sikkerhedshegnet i de besatte områder. Resolutionen opfordrer samtidig det palæstinensiske selvstyre til aktivt at sætte ind over for personer eller grupper, som planlæger og udfører voldelige angreb.
Overvejelser om nærheds- og proportionalitetsprincippet er ikke relevante i forbindelse med denne rådsdrøftelse.
Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen, senest forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13.-14. oktober 2003.