Rådsmøde Konkurrenceevne 10.-11. november 2003 samlenotat
UDENRIGSMINISTERIET
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
Asiatisk Plads 2 DK-1448 København K Tel. +45 33 92 00 00 Fax +45 32 54 05 33 E-mail: um@um.dk Telex 31292 ETR DK Telegr. adr. Errangeres Girokonto 300-1806
Bilag journalnummer Kontor
i 400.C.2-0 EU-sekr. 30. oktober 2003
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 7. november 2003 - dagsordenspunkt rådsmøde (konkurrenceevne )den 10.-11. november 2003 - vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen fsva. indre markedsdelen.
NOTAT TIL 30. oktober 2003
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Eksp.nr. 93603 /TAF
Samlet aktuelt notat vedrørende rådsmøde (Konkurrenceevne) den 10.-11. november 2003
1. Forbedring af konkurrenceevne og vækst 2
2. Forslag til Rådets forordning om EF-patentet - KOM(2000)412 5
3. Forslag til et femte motorkøretøj sforsikringsdirektiv
(KOM(2002) 244 endelig): 18
4. Kommissionens forslag til direktiv om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det
indre marked (KOM(2003) 356 endelig udgave) 41
6. Forslag til Rådsresolution om den nye metode 50
7. Forslag til ny kemikalieregulering (kemikaliepakke) 55
2/63
1. Forbedring af konkurrenceevne og vækst
Resumé
Som opfølgning på Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 16. og 17. oktober 2003 har formandskabet valgt at tage punktet på dagsordenen til drøftelse. Der foreligger endnu ikke et dokument.
En række konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles henviser til arbejdet i Konkurrenceevnerådet bl.a. vedr. den kommende integrerede strategi for konkurrenceevne.
1. Baggrund og indhold
Som opfølgning på Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 16. og 17. oktober 2003 har formandskabet valgt at tage punktet på dagsordenen til drøftelse.
En række konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles henviser til arbejdet i Konkurrenceevnerådet.
Følgende af relevans for Konkurrenceevnerådet fremgår af konklusionerne:
- Det Europæiske Råd understreger, at Rådet (konkurrenceevne) spiller en central rolle med hensyn til at sikre, at den integrerede konkurrenceevnestrategi finder anvendelse i praksis, og dermed bidrager til at skabe et gunstigt klima for virksomhederne, et effektivt indre marked og øget forskning og innovation.
- Det Europæiske Råd opfordrer Kommissionen til at forelægge en rapport med forslag til, hvordan de industrielle rammer kan forbedres med henblik på at undgå afindustrialisering.
- Det Europæiske Råd opfordrer Kommissionen til at forelægge alle yderligere forslag, som er nødvendige for at fuldføre det indre marked og udnytte dets potentiale fuldt ud, stimulere iværksætterånden og skabe et ægte indre marked for tjenesteydelser, idet den samtidig skal tage behørigt hensyn til behovet for at garantere udbud af og handel med tjenesteydelser af almen interesse. I den forbindelse prioriterer Det Europæiske Råd højt, at der opnås endelig enighed om EFpatentet. Medlemsstaterne opfordres til at intensivere indsatsen for at omsætte forskrifterne om det indre marked til national lovgivning inden for de fastsatte tidsfrister.
- Det Europæiske Råd gentager sin opfordring til, at der gøres hurtige fremskridt med hensyn til alle de udestående elementer i handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, så den kan færdiggøres efter den aftalte tidsplan. Det Europæiske Råd forventer også, at arbejdet med direktivet om overtagelsestilbud, hvis formål er at fastsætte eu
3/63
w
ropæiske og internationale spilleregler på området, afsluttes hurtigt med et positivt resultat, der bygger på de hidtidige kompromisbestræbelser.
- Rådet og Kommissionen skal tilgodese specifikke industrisektorers behov, navnlig fremstillingssektoren, hvis disse skal kunne øge deres konkurrenceevne, bl.a. på baggrund af deres vigtige bidrag til den økonomiske vækst.
- EU-lovgivningen bør ikke være et handicap for EU's konkurrenceevne sammenlignet med andre store økonomiers konkurrenceevne. Med dette for øje opfordres Kommissionen til at tage hensyn til de konsekvenser, som foreslået EU-lovgivning har for virksomhederne, ved at foretage en omfattende konsekvensanalyse.
- Det kommende forslag om kemikalier, som Rådet (konkurrenceevne) skal drøfte i samordning med andre rådesammensætninger, bliver en første lejlighed til at følge denne linje, og der skal navnlig ses på forslagets indvirkning på SMV'er.
- Hvis den europæiske økonomis konkurrenceevne skal udvikles i overensstemmelse med Lissabon-dagsordenen, er der brug for, at den offentlige og den private sektor igen bakker op om målet om at investere 3% af BNP i forskning, med særlig vægt på teknologisk innovation og herunder miljøteknologi, samt på udvikling af menneskelig kapital gennem øgede investeringer i uddannelse og forskning, efter de retningslinjer, som Rådet anbefalede den 22. september 2003. Det Europæiske Råd tilskynder derfor til:
- et stærkt engagement fra medlemsstaternes side med hensyn til benchmarking, udveksling af erfaringer og forberedelse af indbyrdes forenelige foranstaltninger, der kan fremskynde offentlige og private investeringer i forskning og innovation
- styrket samordning mellem offentlig og privatfinansieret forskning
- hurtige fremskridt med gennemførelsen af e-Europahandlingsplanen
2. Europa-Parlamentets holdning Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om sagen.
3. Nærheds- og proportionalitets princippet
Sagen berører ikke i sig selv nærheds- og proportionalitetsprincippet.
4. Gældende dansk ret
Sagen berører ikke i sig selv dansk ret.
4/63
5. Hørm
Der foreligger ikke et dokument vedrørende sagen.
6. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser
Sagen skønnes ikke i sig selv at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
7. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Sagen skønnes ikke i sig selv at have samfundsøkonomiske konsekvenser.
8. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget Sagen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalg
5/63
2. Forslag til Rådets forordning om EF-patentet - KOM(2000)412
Resumé
Forordningsforslaget fra august 2000 tager sigte på at skabe et effektivt system til beskyttelse af patentrettigheder, som samtidigt er billigt og let tilgængeligt for brugerne af systemet. Det foreslås, at samtlige EUmedlemsstater skal være dækket af én patentansøgning. EFpatentsystemet skal i ansøgningsfasen bygge på det allerede eksisterende system etableret via Den Europæiske Patentkonvention (EPK). Det foreslås, at Den Europæiske Patentorganisation (EPO) skal udstede patenterne med umiddelbar virkning for samtlige EU-medlemsstater. Patenterne skal herefter foreligge i deres helhed på ét af de tre EPO-proceduresprog (fransk, tysk og engelsk), og patentkravene på alle tre EPO-sprog. Efter patentmeddelelsen skal patentet reguleres efter de regler, der fastsættes i forordningen.
Til blandt andet at afgøre spørgsmål om EF-patenternes gyldighed og krænkelse heraf, foreslår Kommissionen at oprette en ny retsinstans benævnt "EF-retten for intellektuel ejendomsret", som skal bestå af både førsteinstans- og appelafdelinger. Endelig foreslår Kommissionen, at samtlige gebyrer for EF-patenterne skal tilfalde EPO, til forskel fra i dag, hvor gebyrerne fra europæiske patenter deles mellem de nationale patentmyndigheder og EPO.
Vedtagelsen af forslaget medfører, at patentloven skal ændres. Herudover kræver forslaget om etablering af en enekompetent retsinstans en ændring af den danske retsplejelov. Da der er tale om suverænitetsafgivelse, skal proceduren i grundlovens § 20 iagttages.
På rådsmødet (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 30. og 31. maj 2001, blev der opnået enighed om en fælles strategi for det videre arbejde vedrørende sprogordningen, de nationale patentkontorers rolle, domstolssystemet og gebyrsystemet. Under rådsmøderne den 26. november og 20. december 2001 blev det forsøgt at opnå enighed om en præcisering af den fælles strategi fra maj 2001, hvilket dog ikke lykkedes. På rådsmødet den 21. maj 2002 var sagen på dagsordenen med henblik på at opnå enighed om en præcisering af den fælles strategi (common political approach) om de væsentligste elementer i forordningsforslaget, hvilket dog ikke lykkedes. Det blev samtidig slået fast, at intet er aftalt før der er enighed om alle elementerne i forslaget. På rådsmødet den 14. november 2002 drøftede landene de overordnede principper for domstolssystemet uden dog at nå til enighed herom. På rådsmødet den 26. november 2002 drøftede landene strategien for det videre arbejde. På rådsmødet den 3. marts 2003 blev der opnået politisk enighed (common political approach) om udformningen af sprogordningen, de nationale kontorers rolle, domstolssystemet og gebyrsystemet. Det græske formandskab udarbejdede med baggrund i den opnåede politiske enighed et revideret forordningsforslag. Forslaget er gennemgået i hovedtræk i afsnit 1. På rådsmødet den 22. september 2003
6/63
blev der alene afgivet en statusrapport. Forslaget er på rådsdagsordenen til politisk debat.
1. Baggrund og indhold
1.1. Baggrund
Kommissionen fremsatte den 1. august 2000 et forordnings forslag om EFpatentet, KOM(2000)412. Hjemmelen til forslaget er artikel 308 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Kravet til vedtagelse er enstemmighed.
Forordningsforslaget blev fremsendt til medlemsstaterne den 25. august 2000 og blev præsenteret af Kommissionen på rådsmødet (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 28. september 2000.
Forordningsforslaget var til drøftelse på rådsmøderne (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 30. november 2000, 12. marts 2001, 30.-31. maj 2001, 27. september, 26. november 2001, 20. december 2001, 1. marts 2002, 21. maj 2002, 14. november 2002 og den 26. november 2002. På rådsmødet den 30 og 31. maj 2001 blev der opnået enighed om iværksættelse af proceduren for ændring af Den Europæiske Patentkonvention. Derudover blev der vedtaget en fælles strategi (common approach) med en struktur for de kommende forhandlinger.
På rådsmødet den 3. marts 2003 blev der opnået politisk enighed (common political approach) om udformningen af sprogordningen, de nationale kontorers rolle, domstolssystemet og gebyrsystemet. Det græske formandskab udarbejdede med baggrund i den opnåede politiske enighed et revideret forordningsforslag. Forslaget er gennemgået i hovedtræk i afsnit 1
1.2. Kommissionens oprindelige forslag
Kommissionens oprindelige forslag fra 2000 er udarbejdet på baggrund af henholdsvis Kommissionens grønbog om EF-patentet og det fremtidige europæiske patentsystem KOM(97)314 af 16. juni 1997 og opfølgningen på grønbogen KOM(99)42 af 5. februar 1999. Herudover danner Aftalen om EF-patenter (1989) baggrund for en del af forordningsforslagets bestemmelser.
Opnåelse af patentbeskyttelse kan i dag ske på to måder i Europa. Den ene måde er ved indlevering af en ansøgning til de nationale patentmyndigheder, hvorved der opnås et nationalt patent. Den anden mulighed er at søge om et europæisk patent via EPO, der forvalter EPK. Ansøgningen behandles og patentet udstedes centralt af EPO. I ansøgningen udpeger ansøgeren de medlemslande, som ansøgeren ønsker, at patentet skal have gyldighed i. Når et europæisk patent bliver meddelt, skal patentet i oversat form fremsendes til de udpegede nationale patentmyndigheder, og der skal betales et publiceringsgebyr. Sker dette inden for de fastsatte frister, bliver det europæiske patent gyldigt i det pågældende land, og har samme virkning og re
7/63
guleres udfra samme nationale regler som de "rene" nationale patenter. Retstvister afgøres af de nationale domstole med virkning for hvert enkelt land.
Det nuværende system er både langsommeligt og dyrt. Det er således væsentligt dyrere at få patent i Europa end i Japan og USA. Omkostningerne til at forsvare patentet mod krænkelser, dvs. ved at anlægge retssager ved alle nationale domstole, kan endvidere være økonomisk uoverkommeligt for små og mellemstore virksomheder.
Formålet med forordningsforslaget er at etablere et effektivt og billigt EUsystem med central udstedelse af patenter med umiddelbar virkning i medlemslandene og en central domstol. Sigtet med dette er at fremme den europæiske innovation og konkurrenceevne i forhold til især USA og Japan.
Enhedskarakter
EF-patentet skal have enhedskarakter, det vil sige, at det får samme virkning for hele EU under ét. Det kan ligeledes kun erklæres ugyldigt, begrænses, overdrages eller ophøre med virkning for hele området. Licens kan dog meddeles for de enkelte lande.
Regulering
I ansøgningsfasen vil patentansøgningen om et EF-patent være undergivet reglerne og procedurerne i EPK, dog med respekt af den gældende EU-ret. For at skabe mulighed for, at EPO kan behandle ansøgninger om EFpatenter, foreslås det, at Fællesskabet tiltræder EPK. EF-patentet vil efter meddelelsen være reguleret af forordningens bestemmelser.
Sprog
I det nuværende EPK-system skal patentet for at opnå gyldighed i de enkelte medlemsstater oversættes til medlemsstatens sprog. For at EF-patentet skal være økonomisk overkommeligt, foreslår Kommissionen indført et sprogregime, som adskiller sig fra det, der findes i EPK-regi.
Når EF-patentet er meddelt på ét af EPO proceduresprogene (engelsk, tysk og fransk), skal kravene (den del af patentet, der fastlægger beskyttelsens omfang) ifølge forslaget oversættes til de to andre proceduresprog. EFpatentets gyldighed skal således ikke være afhængig af oversættelse af patentet eller dele deraf til samtlige nationale sprog.
Hvis der bliver anlagt sag mod en formodet krænker af et EF-patent, kan yderligere oversættelse dog blive nødvendig. Som udgangspunkt formodes en påstået patentkrænker, der ikke har haft adgang til patentteksten på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor han har bopæl, ikke bevidst at have krænket patentet. Der er således en formodning for god tro, medmindre ond tro kan bevises. For at beskytte patentkrænkeren i god tro, er det foreslået, at patenthaveren ikke kan få tilkendt erstatning for den periode, der ligger forud for patentkrænkerens modtagelse af en oversættelse af patentet.
8/63
Domstolssystemet
Ud fra argumentet om størst mulig retssikkerhed og ensartet retspraksis, samt under hensyntagen til hensigten med at skabe et effektivt og billigt patentsystem, foreslår Kommissionen, at der oprettes et centraliseret og specialiseret domstolssystem til behandling af patentsager. Kommissionen foreslår i forordningsforslaget, at der oprettes en ny retsinstans benævnt "EF-retten for intellektuel ejendomsret", som skal omfatte både førsteinstans- og appelafdelinger.
Domstolen skal have enekompetence til at pådømme spørgsmål vedrørende et EF-patents gyldighed og krænkelse, og domstolen skal have mulighed for at nedlægge fogedforbud, tilkende erstatning m.m. Hvis en sag om et EF-patents gyldighed anlægges ved en national domstol, indebærer enekompetencen, at den nationale domstol skal erklære sig for inkompetent og afvise sagen. De nationale domstoles kompetence foreslås begrænset til sager vedrørende retten til patentet eller aftalte licenser.
Efter Nice-traktatens ikrafttræden den 1. februar 2003 er der med artikel 229a skabt hjemmel til, at Rådet ved enstemmighed kan vedtage bestemmelser med henblik på at tillægge EF-Domstolen kompetence til at afgøre tvister vedrørende anvendelsen af retsakter om enerettigheder, herunder patenter. Yderligere følger det af bestemmelsen, at de nationale forfatningsmæssige procedurer vil skulle følges til vedtagelsen af disse bestemmelser.
Før Rådet kan træffe endelig beslutning om domstolssystemet, kræves der et formelt forslag med hjemmel i Nice-traktatens art. 229a.
Gebyrer
Kommissionen har foreslået i forordningsforslaget, at de årsgebyrer, som skal betales for, at patentet vedbliver at være i kraft, udelukkende tilfalder EPO. Dette er nyt i forhold til i dag, hvor indtægterne i forbindelse med europæisk patentbeskyttelse deles ligeligt mellem det pågældende land og EPO.
I den fælles strategi fra rådsmødet den 30. og 31. maj blev det imidlertid vedtaget, at en vis procentdel af åregebyrerne for EF-patentet skal tilfalde de nationale kontorer, således at de nationale kontorer forsat kan udøve innovationsfremmende aktiviteter i nærområderne.
Nationale kontorers rolle
Kommissionens forslag indrager ikke de nationale kontorer i arbejdet med EF-patentet. Det er vedtaget i den fælles strategi af 31. maj 2001, at de nationale kontorer skal indtage en væsentlig rolle i arbejdet med EFpatentet, herunder at udføre nyhedsundersøgelse (dvs. undersøge om en
9/63
opfindelse er ny i forhold til kendt teknik). Et sådant arbejde forudsætter overholdelse af fastsatte fælles kvalitetsstandarder.
1.3. Det reviderede forordningsforslag og "common political approach"
På rådsmødet den 3. marts 2003 (konkurrenceevne) blev der opnået enighed (common political approach) om et kompromisforslag, der bygger videre på den fælles strategi, der blev vedtaget på rådsmødet (Indre marked, Forbruger og Turisme) den 30. og 31. maj 2001. Den fælles politiske linje indeholder løsningsmodeller vedrørende domstolssystemet, sprogspørgsmålet, de nationale kontorers rolle og gebyrer. Det græske formandskab udarbejdede på baggrund af den politiske aftale fra 3. marts 2003 et revideret forslag til Forordning om EF-patent. Indholdet af det reviderede forslag og "common political approach" fra 3. marts 2003 er i hovedtræk, som følger:
Domstolssystemet
l. instansen og 2. instansen er central. Dommerne udnævnes ved enstemmig beslutning i Rådet. Tekniske eksperter bistår dommerne i sagsbehandlingen.
Retssproget for domstolen er sagsøgtes nationale sprog. Hvis domstolen finder, at anvendelse af dette sprog forhindrer en part i på betryggende vis at føre sin sag for domstolen, kan domstolen vælge et andet officielt EUsprog som retssprog. Parterne kan med EF-patentrettens samtykke også vælge et andet af EU's officielle sprog som processprog. Procedure for EF-patentretten skal som udgangspunkt ske centralt ved Retten i Første Instans' sæde, men EF-patentretten har også mulighed for at sætte retten lokalt i de enkelte medlemslande.
EF-patentretten skal oprettes senest i 2010. Hver medlemsstat skal udpege et begrænset antal nationale retter, der i mellemtiden skal have kompetence til at pådømme sager om EF-patentet, jf. art. 53a-i.
Sprog/oversættelsesspørgsmålet, art 24(a) og (b)
Sprogordningen følger indtil meddelelse af patentet ordningen i EPO. Det vil sige, at ansøgningen skal indleveres og behandles på engelsk, tysk eller fransk. Såfremt ansøger indleverer en ansøgning på et andet officielt EU-sprog, skal ansøger samtidig indlevere en oversættelse til et EPOsprog. I givet fald vil omkostningerne til oversættelse blive refunderet af systemet (mutualisation of costs). Ved meddelelse af patentet skal ansøger oversætte patentkravene til alle officielle EU-sprog. De enkelte medlemslande kan dog beslutte, at patentkravene ikke skal oversættes til deres sprog.
Art 24a (3) fastsætter en frist på 2 år efter meddelelsestidspunktet til at indlevere oversættelserne til EPO. Art. 24b (1) bestemmer, at manglende indlevering af oversættelserne medfører patentets ophør. I overensstemmelse
10/63
med art 24b (2) kan ansøger konvertere sit EF-patent til et europæisk patent inden udløbet af 2 års fristen i art. 24a(3).
De nationale kontorers rolle
EF-patentansøgninger skal kunne indleveres hos de nationale kontorer. Ansøgere kan dog frit vælge at indlevere ansøgninger direkte til EPO. På vegne af EPO og på anmodning fra ansøger kan nationale kontorer i medlemslande, der ikke har et EPO-sprog som officielt sprog, udføre nyhedsundersøgelser for EPO. Medlemslande, der har et EPO-sprog som nationalt sprog, og som i dag udfører arbejde for EPO, kan udføre arbejde med nyhedsundersøgelser for EPO. Derudover skal de nationale kontorer spille en rolle i forhold til videnformidling.
Gebyrer
Årsgebyrerne for EF-patentet fordeles med 50% til EPO og 50% til medlemslandenes patentkontorer. Patentkontorernes andel fordeles mellem disse efter en distributionsnøgle, der fastsættes af Rådet. Distributionsnøglen skal baseres på en vifte af rimelige og relevante kriterier. Kriterierne bør afspejle patentaktiviteter og markedets størrelse.
Revisionsklausul
Fem år efter meddelelse af det første EF-patent vil Kommissionen fremlægge en rapport om EF-patentsystemets funktion, hvori Kommissionen vil foreslå eventuelle nødvendige ændringer.
Af andre centrale ændringer i forhold til Kommissionens forordningsforslag kan fremhæves:
Meddelelse af tvangslicenser
Det reviderede forslag til forordning lader det stå åbent, om Kommissionen eller EF-patentretten skal have kompetence til at meddele tvangslicenser, art. 21-22.
Genoprettelse af rettigheder
Forslagets art. 27a åbner mulighed for, at der kan ske genoprettelse af patentrettigheder, der er gået tabt på grund af fristoverskridelser. En mulighed der tillige eksisterer i dansk patentret.
Begrænsning af patentets beskyttelsesomfang
Art. 29a gør det muligt for patenthaver administrativt via EPO at fa begrænset patentets beskyttelsesomfang.
Foreløbige retsmidler
Forslaget indeholder en mere detaljeret beskrivelse af de foreløbige retsmidler, der er til rådighed for EF-patentretten i sager om krænkelse af patenter, art. 42.
Krav på skadeserstatning, art. 44(3)
11/63
Efter forslagets art. 44(3) formodes en påstået krænker ikke at have haft kendskab til patentets eksistens, medmindre enten hele patentteksten eller patentkravene er oversat til sproget i det EU-land, hvor krænkeren er bosiddende.
2. Europa-Parlamentets holdning
Europa-Parlamentets holdning forelå den 10. april 2002. EuropaParlamentet godkendte Kommissionens forslag med ændringer (18 stk.). Hovedelementerne i Europa-Parlamentets udtalelse er, at 1) sprogordningen bør være lig den, der finder anvendelse for EF-varemærket (engelsk, tysk, fransk, spansk og italiensk), 2) der bør tildeles de nationale patentmyndigheder en rolle i relation til behandlingen af ansøgninger om EFpatenter, 3) nationale domstole med erfaring i patentsager bør være 1. instans domstole i søgsmål vedrørende EF-patentet, og 2. instansen skal være en central EF-domstol og 4) en vis del af gebyrindtægterne for EFpatentet skal tilfalde de nationale patentmyndigheder til finansiering af videnformidlingsaktiviteter.
3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Kommissionen vurderer, at målene om at fremme innovationen og væksten i Det Europæiske Fællesskab, samt at give fremstilling og distribution af patenterede opfindelser EF-dimensioner, bedst opnås via en forordning. Kommissionen henviser til, at de opstillede mål ikke kan opfyldes af medlemslandene hverken hver for sig eller samlet, hvorfor de som følge af deres grænseoverskridende virkninger skal gennemføres på EF-plan.
Kommissionen henviser ligeledes til, at Domstolen har fastslået, at der ikke kan indføres intellektuelle ejendomsrettigheder på EF-plan gennem en harmonisering af de nationale lovgivninger.
I betragtning af rettighedernes enhedskarakter mener Kommissionen, at systemets iværksættelse ikke kan overlades til medlemslandenes skøn. Den foreslåede retsakt, en forordning, begrænser sig ifølge Kommissionen således til det minimum, der er nødvendig for at nå de tilstræbte mål, og går ikke længere end nødvendigt.
Kommissionens forslag indebærer en høj grad af centralisering ved behandlingen af patentansøgninger i Europa. Som påpeget af Kommissionen kan de betydelige positive følger af et fælles patentsystem imidlertid ikke opnås uden indførelse af et centraliseret patentsystem reguleret ved forordning.
Det er derfor regeringens vurdering, at Kommissionens forslag er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
12/63
4. Gældende dansk ret
Reglerne om patenter findes i lovbekendtgørelse nr. 781 af 30. august 2001. Herudover findes bekendtgørelse nr. 6 af 6. januar 2003 om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater. Danmark har tillige ratificeret Den Europæiske Patentkonvention.
5. Hørim
Kommissionens oprindelige forslag har været sendt i høring i august 2000 hos følgende organisationer: Advokatrådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister (DIP), Dansk Forening til Fremme af Opfindelser (DaFFO), Dansk Handel & Service, Dansk Industri (DI), Dansk Patentog Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Teknologisk Institut, De Danske Patentagenters Forening (Patentagentforeningen), Det Danske Handelskammer, Formanden for Det Rådgivende Udvalg for Industriel Ejendomsret, professor dr. jur. Mogens Koktvedgaard, Håndværksrådet, Ingeniørforbundet i Danmark, Ingeniørforeningen i Danmark, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, LEGO Holding A/S, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Løvéns Kemiske Fabrik, Novo Nordisk A/S og Teknologirådet.
De danske standpunkter vedrørende sprogordningen, Fællesskabets tiltrædelse til EPK, domstolsspørgsmålet, de nationale kontorers rolle og gebyrspørgsmålet blev endvidere den 12. september 2001 forelagt og koordineret med Specialudvalget for Tekniske Handelshindringer for Industrivarer.
Der er modtaget høringssvar fra følgende:
Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Formanden for Det Rådgivende Udvalg, professor, dr. jur Mogens Koktvedgaard, Landsbrugsrådet, LEGO Holding A/S, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Industri, Patentagentforeningen, Løvens Kemiske Fabrik, Dansk Forening til Fremme af Opfindelser, Novo Nordisk A/S, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Advokatrådet og Håndværksrådet.
De fremkomne høringssvar kan opdeles på følgende måde:
Enhedskarakter
LEGO Holding A/S anfører, at det formentlig er den eneste rigtige løsning med en enhedskarakter, hvorefter et patent, såfremt det bortfalder, bortfalder for hele Fællesskabets område. Dette kan dog tænkes at få den effekt, at man udtager nationale patenter eller et europæisk patent, idet man ikke nødvendigvis mister sin ret i alle lande gennem disse systemer. Håndværksrådet, Advokatrådet, Dansk Forening for Industriel Retsbe
13/63
skyttelse, DIP, DaFFO, Patentagentforeningen, DI, og LEGO Holding A/S støtter, at der indføres et enhedspatent.
Sprog
DIP og LIF er positive overfor ethvert tiltag, der kan nedsætte omkostningerne til patentering og kan tilslutte sig forslaget, men LIF og Novo Nordisk A/S så allerhelst, at behandlingssproget blev engelsk, og at der kun skal ske oversættelse i tilfælde af krænkelse. DI har efterfølgende udtalt sig positivt overfor en ét-sprogsløsning. Patentagentforeningen kan tilslutte sig sprogløsningen, såfremt muligheden for at opnå erstatning gøres betinget af det objektive kriterium, at der foreligger en oversættelse af hele patentskriftet til dansk. DaFFO finder, at alle EF-patenter skal findes på minimum engelsk, og såfremt de findes på fransk eller tysk, bør Kommissionen gives fuldmagt til at oversætte patentet til engelsk. Betaling for dette skal dækkes af Kommissionen som en serviceydelse. Håndværksrådet er betænkelig ved, at der kun skal ske oversættelse af patentkravene til engelsk, tysk og fransk. Advokatrådet finder det betænkeligt ud fra et retssikkerhedssynspunkt at indføre et patentsystem med rettigheder, der har virkning for Danmark, uden at en fuldstændig oversættelse af patenterne er obligatorisk.
Domstolssystemet
DIP anfører, at det er afgørende, at der etableres et retssystem, der sikrer en hurtig, effektiv og ensartet behandling af patentsager ved domstolene, og tilslutter sig gennemførelse af det domstolssystem, der er foreslået i forordningsforslaget. DI, Håndværksrådet og DaFFO giver udtryk for samme holdning. LIF og Novo Nordisk A/S er tillige tilhænger af, at både 1. og 2. instansretterne bliver europæiske, men mener at 1. instansretterne bør kunne sættes nationalt.
Professor, dr. jur Mogens Koktvedgaard anfører, at et fælles domstolssystem vil skabe den fornødne retssikkerhed, men sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at oprette en speciel domstol til behandling af patentsager. Patentagentforeningen finder, at bevarelse af et nationalt retssystem i første instans er af afgørende betydning ved behandlingen af krænkelsesspørgsmål, men kan tilslutte sig, at der oprettes en overnational appelinstans.
Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse anfører, at domstolen bør have en høj grad af lokal tilstedeværelse, særligt i relation til midlertidige retsskridt og første instans. Dansk skal kunne anvendes som retssprog. Den lokale tilstedeværelse og anvendelsen af dansk vil efter foreningens opfattelse sikre en nærhed mellem danske sagsøgte og domstolen og dels sikre, at der i Danmark vil kunne opretholdes lokal kompetence hos dommere, advokater og patentagenter. Advokatrådet mener, at det foreslåede system er forbundet med betydelige praktiske, sprogmæssige og omkostningsmæssige gener, navnlig for personer og små og mellemstore virksomheder. Rådet er af den opfattelse, at fogedrets- og førsteinstans
14/63
behandlingen skal være henlagt til de nationale domstole, og at alene appelinstansen skal være central.
Gebyrer
DIP og Novo Nordisk A/S anfører, at det er nødvendigt at bevare de nationale patentmyndigheder, hvorfor en del af afgifterne fra EF-patentet bør tilfalde disse, og taler desuden for, at EPO uddelegerer nogle af sine opgaver til de nationale patentmyndigheder. Håndværksrådet finder, at det er vigtigt, at de samlede gebyrer for opretholdelse af et EF-patent bliver de samme som for et europæisk patent, således at der ikke geografisk set bliver registreret flere patenter end nødvendigt.
Øvrige forhold
Provisorisk beskyttelse (beskyttelse også for tiden før patentmeddelelsen
DIP og LIF anfører, at provisorisk beskyttelse ikke skal være afhængig af, at krænkeren har modtaget en oversættelse af patentet, men mener at det bør være tilstrækkeligt, at der er indleveret en oversættelse til den nationale patentmyndighed eller EPO. Patentagentforeningen mener, at erstatning for krænkelse bør gøres betinget af, at der foreligger en oversættelse af kravene til dansk, og at det skal præciseres, at provisorisk beskyttelse bortfalder, med mindre der foreligger en oversættelse af hele patentskriftet (beskrivelse og krav) til dansk i forbindelse med udstedelsen af EF-patentet. LEGO Holding A/S mener ikke, at reglerne om provisorisk beskyttelse og erstatning er hensigtsmæssige og mener, at krænkeren som et minimum bør fralægge sig en eventuel berigelse, men så helst at reglen udgik. Novo Nordisk A/S er af den opfattelse, at reglerne i EPK om provisorisk beskyttelse bør finde anvendelse i stedet for de foreslåede.
Foreløbige foranstaltninger (fogedforbud):
DIP anfører, at en EF-patentdomstol skal kunne håndtere midlertidige foranstaltninger hurtigt og effektivt, og at det kunne være ønskeligt med en harmonisering af reglerne om bevissikring. Professor, dr. jur Mogens Koktvedgaard, LEGO Holding A/S og LIF efterlyser klarere regler vedrørende fogedforbud.
Sammenhæng med Bioteknologidirektivet:
Landbrugsrådet anfører, at det ikke fremgår af forordningsforslaget, i hvilket omfang det får betydning for bioteknologidirektivet, herunder de nationale ordninger om "farmers privilege".
Kommissionens adgang til at intervenere og meddele tvangslicens:
LEGO Holding A/S anfører, at Kommissionens adgang til at intervenere synes meget vid, og at reglerne om tvangslicensmeddelelse er meget vidtgående og bredt formuleret. Novo Nordisk A/S er af den opfattelse, at meddelelse af tvangslicens ikke skal henhøre under Kommissionens kompetence, med derimod domstolens. Det samme gør sig gældende for så vidt angår fastsættelse af licensafgifter.
15/63
Samordning med nationale patenter og patenter udstedt af EPO: Patentagentforeningen finder, at det er afgørende, at nationale patenter, patenter meddelt af EPO og EF-patenter medfører samme retsvirkninger. Novo Nordisk A/S mener, at de eksisterende muligheder for patentbeskyttelse skal bevares, herunder at det skal være muligt at konvertere en ansøgning om EF-patent til en ansøgning om nationalt patent i de lande, hvor det er muligt at opnå beskyttelse.
Ugyldighedssager ved den centrale domstol og indsigelsessag ved EPO: Løvens Kemiske Fabrik finder det uholdbart, hvis der skal være mulighed for at føre en ugyldighedssag ved den centrale domstol samtidig med, at der føres en indsigelsessag ved EPO. Desuden ønsker de, at der blev indsat yderligere en ugyldighedsgrund, således at patentkravenes omfang også skal kunne tages op til revision af den centrale domstol.
Det græske formandskabs forslag til forordning blev den 6. maj 2003 sendt i skriftlig høring høring i specialudvalget for vækst og konkurrenceevne. Der er modtaget høringssvar fra følgende: Interesseorganisationen HTS-I, LEO Pharma, LIF Lægemiddelindustriforeningen og Novo Nordisk A/S.
HTS-I er af den opfattelse, at oversættelse af patentkravene gør patentet for dyrt. HTS-I finder, at oversættelse til alle fællesskabssprog bør begrænses til krænkelsessager. HTS-I finder videre, at førsteinstansrettterne bør kunne sættes lokalt i de enkelte medlemslande. Endelig finder HTS-I, at der bør være mulighed for at konvertere en EF-patentansøgning, der ikke kan fremmes til meddelelse af EF-patent, til en national ansøgning i de lande, hvor patent kan opnås.
LEO Pharma anfører, at det bør fremgå at forordningen, om en appelsag ved EPO har opsættende virkning på en krænkelsessag ført ved EFpatentretten. LEO Pharma finder, at EF-patentretten i art. 28 bør gives mulighed for at fastlægge patentkravenes omfang, idet dette spørgsmål i modsat tilfælde vil blive endeligt afgjort af Examining Division ved EPO.
LIF og Novo Nordisk A/S finder, at artikel 9bl om tilladelsen til forberedende handlinger med henblik på opnåelse af markedsføringstilladelse, bør udgå. LIF og Novo Nordisk anfører, at bestemmelsen kun bør opretholdes, såfremt dette sker i sammenhæng med indførelse af regler om 10 års databeskyttelse for lægemidler i hele EU. LIF og Novo Nordisk A/S anfører, at der af hensyn til retssikkerheden for tredjemand bør indføjes en frist på 1 år i artikel 27a stk. 1 om genoprettelse af tabte rettigheder. LIF og Novo Nordisk A/S anfører videre, det ikke bør være en ugyldighedsgrund jf. art 28,1 e, at en patenthaver ikke er berettiget til patentet.
16/63
Advokatrådet har efterfølgende afgivet svar i relation til det reviderede forordningsforslag. Advokatrådet hæfter sig ved, at retssproget vil være det nationale sprog i den medlemsstat, hvor den sagsøgte person eller virksomhed har hjemting. Advokatrådet tilføjer, at dette ikke i sig selv løser de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der som tidligere påpeget af Advokatrådetkan være forbundet med, at især små og mellemstore virksomheder, skal give møde ved en central domstol. Advokatrådet har imidlertid bemærket, at der i forordningsforslaget er hjemmel til, at domstolen vil kunne sættes i andre medlemsstater i EU end Luxembourg. På den baggrund finder Advokatrådet, at de betænkeligheder, som rådet tidligere har anført, i væsentligt omfang vil kunne imødekommes, såfremt det ved udformningen af domstolens statutter og procesreglement sikres, at det i sager vedrørende foreløbige retsmidler bliver hovedreglen, at retten, når parter og vidner skal afhøres og sagen skal procederes, sættes i den medlemsstat, hvor sagsøgte har hjemting. Det er endelig rådets forventning, at der i de egentlige retssager åbnes mulighed for at sætte retten lokalt, når hensynet til sagsøgte efter domstolens opfattelse tilsiger dette.
6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Vedtagelse af forslaget medfører, at patentloven skal ændres. Herudover vil forslaget om etablering af en enekompetent retsinstans kunne indebære en ændring af retsplejeloven.
Forslagets bestemmelser om gebyrer vil kunne få konsekvenser for de nationale patentmyndigheders økonomiske grundlag. Der forventes dog ingen statsfinansielle konsekvenser, da Patent- og Varemærkestyrelsen er en selvfinansierende statsvirksomhed.
En fremtidig dansk tilslutning til oprettelsen af en central domstol vil endelig kræve anvendelse af grundlovens § 20.
7. Samfundsøkonomiske konsekvenser
En billigere europæisk patentbeskyttelse vil særligt komme små og mellemstore virksomheder til gode, og det skønnes, at et EF-patent vil have en gavnlig effekt på innovationen. Det vil styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne, og en positiv effekt på samfundsøkonomien forudses.
8. Tidligere forelæggelse for Folketinget
Sagen har været forelagt Europaudvalget den 21. september 2001 og den 23. november 2001 (særligt ordførerØde pga. folketingsvalget) til forhandlingsoplæg forud for rådsmøderne (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 27. september 2001 og 26. november 2001. Sagen har været forelagt til orientering den 17. december 2001 forud for ekstraordinært rådsmøde (Indre Marked) den 20. december 2001, den 22. februar 2002 forud for rådsmødet (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 1. marts 2002, den 17. maj 2002 forud for rådsmødet (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 21. maj 2002, den 8. november 2002 forud for rådsmødet (Konkurrenceev
17/63
ne) den 14. november 2002, den 22. november 2002 forid for rådsmødet (Konkurrenceevne) den 26. november 2000,den 28. februar 2003 forud for rådsmødet (Konkurrenceevne) den 3. marts 2003 og den 19. september 2003 forud for rådsmødet (Konkurrenceevne) den 22. september 2003. Notat er senest fremsendt den 11. september 2003.
18/63
3. Forslag til et femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv (KOM(2002) 244 endelig):
Resumé
Kommissionens forslag til et femte motorkøretøjsdirektiv er sat på dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 10. november 2003 med henblik på at opnå politisk enighed.
Direktivforslaget indeholder en række forskellige ændringer til navnlig de , fire første motorkøretøjsforsikringsdirektiver, som udgør det regelsæt, der , overordnet regulerer medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse. Hensigten med direktivforslaget er navnlig at forbedre beskyttelsen af de skadelidte ved færdselsuheld, at afhjælpe mangler i de tidligere direktiver og skabe klarhed om visse af definitionerne i direktiverne samt løse problemer, der ofte forekommer i praksis for at sikre et mere effektivt indre marked for motorkøretøj sforsikring.
Som det mest væsentlige indebærer forslaget, at der fastsætte nye forhøjede minimumsbeløb for forsikringsdækning af person- og tingsskade. Minimumsbeløbene foreslås ændret til € 1 mill. (personskade) pr. skadelidt og mellem € 500.000 og 2 mill. (tingsskade) for hver skade, uanset antallet af skadelidte. Som alternativ hertil er der stillet forslag om, at det skal det være muligt at fastsætte et samlet loft for forsikringsdækningen således, at medlemsstaterne kan fastsætte ét samlet mindstebeløb pr. uheld for personskade og tingsskade, uanset antallet af skadelidte eller skadernes art. Der foreslås et mindstebeløb på € 5 mill. for personskade, såfremt der er flere skadelidte som følge af samme uheld, eller et samlet mindstebeløb pr. uheld på € 5,5 - 7 mill. for personskade og tingsskade uanset antallet af skadelidte eller skadernes art.
En gennemførelse af direktivforslaget med den nuværende ordlyd vil medføre enkelte ændringer i dansk ret. Bl.a. vil forslaget om nye minimumsbeløbsgrænser for forsikringsdækning formentlig kræve en ændring af færdselsloven. Den nærmere udformning vil dog afhænge af det endelig forhandlingsresultat, herunder om formandskabets forslag til en bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et samlet mindstebeløb for forsikringsdækning pr. uheld for personskader og tingsskader uanset antallet af skadelidte eller skadernes beskaffenhed, vedta
19/63
ges. Desuden skal der formentlig også foretages en række ændringer i administrative forskrifter.
Det skønnes, at direktivforslaget ikke vil have statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser af betydning.
Direktivforslaget har været i høring hos en række myndigheder og organisationer mv. Høringen har vist, at der er en generel positiv holdning til forslaget.
Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse om direktivforslaget. i. Baggrund og indhold
Den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse er reguleret ved Rådets direktiv 72/166 EØF, EFT 1972 L 103, s. 1 (første motorkøretøjsforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 84/5 EØF, EFT 1984 L 8, s. 17 (andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 90/232, EFT 1990 L 129, s. 33 (tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26, EFT 2000 L 181, s. 65 (fjerde motorkøretøj sforsikringsdirektiv).
Europa-Parlamentet vedtog i juli 2001 en resolution, der opfordrede Kommissionen til at udarbejde et forslag til et femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv med ændringer til det eksisterende EU-regelsæt om motorkøretøjsforsikring.
Kommissionen har som opfølgning på denne opfordring den 7. juni 2002 fremsat et forslag om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF, 90/232/EØF og direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (forslag til et femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (KOM(2002) 244 endelig).
Direktivforslaget er fremsat med hjemmel i EF-traktatens artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95, og skal vedtages efter fremgangsmåden i
artikel 251 (fælles beslutiingstagen).
Direktivforslaget svarer i det væsentligste til et tidligere udkast, som Kommissionen har haft i høring i medlemsstaterne.
20/63
Den danske regering har den 14. marts 2002 afgivet en udtalelse om Kommissionens udkast. Kopi af udtalelsen er sendt til orientering til Folketingets Europaudvalg den 27. marts 2002 og Folketingets Retsudvalg den 2. april 2002.
Det italienske formandskab har sat direktivforslaget på dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 10. - 11. november 2003 med henblik
på at opnå politisk enighed.
Direktivforslaget indeholder en række forskellige ændringer af navnlig de første fire motorkøretøjsforsikringsdirektiver, som gennemgås punkt for punkt nedenfor.
1.1. De fire motorkøretøjsforsikringsdirektiver forpligter bl.a. EUmedlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er "hjemmehørende i det pågældende land", er dækket af en forsikring, j f. første motorkøretøj sforsikringsdirektiv, artikel 3, stk. 1.
I artikel 1 i forslaget til femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv foreslås det, at definitionen af "det område, hvor et køretøj er hjemmehørende", som bestemt i artikel 1, stk. 4, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, ændres i to henseender. Det foreslås for det første præciseret, at køretøjet anses for hjemmehørende i den stat, hvis nummerplade det er forsynet med, uanset om der er tale om permanente eller midlertidige nummerplader (grænse- og toldplader), idet det for visse køretøjer med midlertidige nummerplader har vist sig vanskeligt at opnå forsikringsdækning i den medlemsstat, i hvilken de er registrerede. For det andet foreslås der en afklaring af, hvor køretøjet anses for hjemmehørende i tilfælde, hvor køretøjet er uden nummerplade eller bærer en nummerplade, hvis registreringsnummer ikke svarer til eller ikke længere svarer til køretøjet. I disse tilfælde skal den stat, hvor uheldet fandt sted, ved behandlingen af en skadessag betragtes som værende "det område, hvor et køretøj er hjemmehørende".
Det foreslås endvidere i forslagets artikel 1 at ændre artikel 2, stk. 1, i første motorkøretøj sforsikringsdirektiv således, at det gøres klart, at adgangen til at udføre ikke-systematisk kontrol (stikprøvekontrol) med ansvarsforsikringer for køretøjer både gælder for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats område, og for køretøjer, der er
21/63
hjemmehørende på en ikke-medlemsstats område, når de indpasserer fra en anden medlemsstat. Den ikke-systematiske kontrol skal udføres uden forskelsbehandling og som et led i en generel kontrol.
Endvidere foreslås det i formandskabets kompromisforslag at ændre artikel 4, litra a, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv således, at offentlige og private personer, der er undtaget fra forsikringspligten for motorkøretøjer, også skal dække skader forårsaget af disse køretøjer på medlemsstatens eget territorium. Bestemmelsen foreslås desuden ændret således, at Kommissionen skal modtage en liste over personer, som er omfattet af undtagelsen, samt over myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at dække de forvoldte skader, med henblik på offentliggørel
se.
Det foreslås i formandskabets kompromisforslag at revidere artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, hvorefter derfor visse typer af køretøjer (bl.a. visse landbrugsmaskiner) kan gøres undtagelse fra forsikringspligten i artikel 3. Kommissionen foreslog i det oprindelige forslag, at bestemmelsen udgik. Efter kompromisforslaget skal medlemsstaterne sikre, for så vidt angår ulykker på medlemsstatens territorium, at køretøjer undtaget fra forsikringsforpligtelsen behandles som køretøjer, der ikke opfylder forsikringsforpligtelsen efter artikel 3, stk. 1, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Erstatningsfonden i den medlemsstat, hvor ulykken finder sted, har herefter et krav mod garantifonden oprettet i overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv, i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende.
Endelig foreslås artikel 6 og 7 i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv ændret således, at ordene "eller på en medlemsstats ikke-europæiske territorium " udgår. Baggrunden er, at artikel 299 TEF fastslår, at traktaten og regler udstedt i medfør heraf som udgangspunkt finder anvendelse på disse territorier. Rådets Juridiske Tjeneste har derfor henstillet, at henvisningen i det første motorkøretøjsforsikringsdirektiv udgår.
1.2. I forslagets artikel 2 foreslås bl.a. artikel 1, stk. 2, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv ændret med henblik på at fastsætte nye minimumsbeløb for forsikringsdækning af person- og tingsskade. Formandskabet har fremlagt to alternative muligheder:
22/63
Den første mulighed består i at ændre minimumsbeløbene til € 1 mill. (personskade) pr. skadelidt og mellem € 500.000 og 2 mill. (tingsskade) for hver skade, uanset antallet af skadelidte. Beløbene skal efterforslaget reguleres hvert femte år i takt med det europæiske forbrugerkøbsprisindeks (EICP), begyndende fra ikrafttrædelsen af femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Som alternativ til ovenstående skal det være muligt at fastsætte et samlet loft for forsikringsdækningen ved et uheld uanset antallet af skadelidte, således at medlemsstaterne skal have mulighed for at fastsætte et mindstebeløb på € 5 mill.,for personskade, såfremt der er flere skadelidte som følge af samme uheld, eller et samlet mindstebeløb pr. uheld på € 5,5 - 7 mill, for personskade og tingsskade uanset antallet af skadelidte eller skadernes art.
Denne første mulighed består endvidere i, at medlemsstaterne har en overgangsperiode på to år til at gennemføre de nye forsikringsbeløb.
Den anden mulighed, formandskabet har foreslået, er identisk med den første mulighed med den forskel, at der ikke består en mulighed for at fastsætte et samlet loft for forsikringsdækningen uanset antallet af skadelidte. Endvidere er overgangsperioden fastsat til fem årfor så vidt angår minimumsdækningen.
1.3. Herudover foreslår formandskabet i et kompromisforslag, at medlemsstaternes mulighed for at begrænse eller udelukke udbetaling af erstatning for tingsskade, forvoldt af ukendt køretøj, af den i artikel 1, stk. 4, nævnte garantifond skal begrænses således, at i de tilfælde, hvor garantifonden har udbetalt erstatning for væsentlig personskade i anledning af et uheld, kan medlemsstaten ikke udelukke at udbetale erstatning for tingsskade ved samme uheld på grundlag af, at køretøjet er ukendt. Der er dog mulighed for at fastsætte en selvrisiko på € 500 for erstatning for tingsskade i disse tilfælde.
"Væsentlig personskade" skal fastlægges i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor uheldet skete, idet der bl.a. skal tages hensyn til, om personskaden har nødvendiggjort hospitalsbehandling.
23/63
Kommissionen har begrundet sit oprindelige forslag med, at risikoen for svig ved anmeldelse af skade, der ikke er forvoldt af et ukendt køretøj er væsentligt mindre, hvis der ved samme uheld er udbetalt erstatning for væsentlig personskade.
1.4. Ifølge artikel 12a, stk. 4, i andet skadesforsikringsdirektiv som senest ændret ved fjerde motorkøretøj sforsikringsdirektiv, skal den medlemsstat, hvor der præsteres tjenesteydelser, pålægge forsikringsvirksomheder at udpege repræsentanter, der er bosat eller etableret på medlemstatens område, som bl.a. skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med krav og have beføjelse til at repræsentere forsikringsvirksomheden over for skadelidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.
Det nævnes endvidere i sidste pkt. i ovennævnte bestemmelse, at "den udpegede person må ikke udøve nogen form for direkte forsikringsvirksomhed for nævnte virksomhed". Baggrunden for sidstnævnte bestemmelse har ifølge Kommissionen været at forhindre, at repræsentanten, som på vegne af det pågældende udenlandske forsikringsselskab udøver fri udveksling af tjenesteydelser, samtidigt benytter sig af retten til at etablere (direkte) forsikringsvirksomhed. Tredje skadesforsikringsdirektiv har imidlertid nu ophævet alle forhindringer for den samtidige udøvelse af friheden til at udveksle forsikringstjenesteydelser og friheden til at etablere forsikringsvirksomhed.
Som en konsekvens heraf er det tilladt filialer af forsikringsvirksomheder at optræde som tjenesteydere på alle forsikringsområder undtagen motorkøretøjsforsikring, hvor forbuddet er opretholdt. Med henblik på at bringe motorkøretøjsforsikringsområdet i overensstemmelse med den øvrige forsikringsvirksomhed foreslås det derfor i artikel 3 at ophæve det ovennævnte forbud i andet skadesforsikringsdirektiv således, at repræsentanten ikke er forhindret i at etablere direkte forsikringsvirksomhed på medlemsstatens område.
1.5. I forslagets artikel 4, stk. 1, foreslås det, at der indføres en ny bestemmelse i artikel 1 i tredje motorkøretøj sforsikringsdirektiv, hvorefter en passager ikke kan udelukkes fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde vide, at føreren af motorkøretøjet var påvirket af spiritus eller andet rusmiddel på ulykkestidspunktet. Det forhold,
24/63
at passageren dækkes af den lovpligtige forsikring, er uden betydning for spørgsmålet om den pågældendes eventuelle ansvar i henhold til national lovgivning, eller for størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke. Dette afgøres af de nationale domstole, if. direktivforslagets forklarende bemærkninger.
1.6. Der foreslås i forslagets artikel 4, stk. 2, indsat en ny bestemmelse i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv (artikel la) ifølge hvilken, ansvarsforsikringen skal dække personskade påført fodgængere og cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter som følge af en trafikulykke, hvor et motorkøretøj er involveret. Dækningen gennem den lovpligtige forsikring berører ikke spørgsmålet om det civilretlige ansvar, dvs. fodgængerens eller cyklistens eventuelle erstatningsansvar eller størrelsen af den erstatning, der udredes til fodgængeren eller cyklisten ved en konkret ulykke. Dette afgøres efter den gældende nationale lovgivning.
1.7. Det foreslås desuden i forslagets artikel 4, stk. 3, at det præciseres i artikel 2 i tredje motorkøretøj sforsikringsdirektiv, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger, således at alle lovpligtige ansvarsforsikringer for motorkøretøjer dækker hele Fællesskabets område på grundlag af én enkelt præmie og i hele kontraktens løbetid, omfattende også perioder hvor køretøjet befinder sig i en anden medlemsstat i kontraktens løbetid. Denne regel foreslås indført for at forhindre, at forsikringstagere i forsikringsbetingelserne fratages muligheden for at opretholde forsikringsdækningen som følge af, at motorkøretøjet er medtaget på et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat.
1.8. I artikel 2 i andet skadesforsikringsdirektiv defineres udtrykket "den medlemsstat, hvor risikoen består" bl.a. som "den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art". I de tilfælde, hvor et motorkøretøj importeres fra en medlemsstat til en anden, foreslås det imidlertid med forslagets artikel 4, stk. 4 (art. 4a), at der ved udtrykket "den medlemsstat, hvor risikoen består", skal forstås den modtagende medlemsstat i tredive dage fra det tidspunkt, hvor køberen har bekræftet leveringen, selv om køretøjet ikke formelt er registreret i den modtagende medlemsstat. Hvis køretøjet i denne periode bliver involveret i en ulykke, mens det er uforsikret, skal den garantifond, som den modtagende medlemsstat har oprettet på grundlag af artikel 1,
25/63
stk. 4, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv, erstatte de person- og tingsskader, som køretøjet forvolder.
1.9. Det foreslås desuden i formandskabets kompromisforslag, at der i artikel 4, stk. 4 (art. 4b) indføres en pligtfor medlemsstaterne til at sikre, at forsikringstageren på ethvert tidspunkt har ret til at modtage en erklæring fra forsikringsselskabet om eventuelle uheld, som køretøjet har været involveret i, i mindst de seneste fem år af kontraktsforholdet (skadesattest). Forsikringstageren skal modtage erklæringen inden 15 dage efter anmodningen.
1.10. Med forslagets artikel 4, stk. 4 (art. 4c), foreslås indsat en regel i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv om, at en selvrisiko ikke skal kunne gøres gældende mod skadelidte i uheld forårsaget af et motorkøretøj forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat. Andet kan dog være fastsat i særlige direktivbestemmelser. I forslagets forklarende bemærkninger nævnes således artikel 1, stk. 4, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv, som ændret ved forslagets artikel 4 (om uheld forårsaget af et ukendt motorkøretøj), som eksempel på et område, hvor en bestemmelse om selvrisiko vil kunne være berettiget for at modvirke bedrageri.
1.11. Fjerde motorkøretøj sforsikringsdirektiv gælder for skadelidte bosat i en EU-medlemsstat i tilfælde, hvor skaden er sket i en anden EUmedlemsstat end skadelidtes bopælsstat eller i en ikke-medlemsstat, som har tilsluttet sig grønkortordningen, og forvoldt af et motorkøretøj, der er forsikret og hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, jf. direktivets artikel 1. Disse skadelidte skal kunne rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret det skadevoldende køretøj, jf. direktivets artikel 3. I forslaget til femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv foreslås denne ret udvidet til at gælde generelt, dvs. ved alle uheld (også uheld i skadelidtes bopælsstat) som er forårsaget af et motorkøretøj, der er forsikret af det pågældende forsikringsselskab og som er hjemmehørende i en medlemsstat, jf. forslagets artikel 4, stk. 4 (art. 4d), om direkte krav.
1.12. Efter artikel 4 i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv skal ethvert forsikringsselskab endvidere udpege skadebehandlingsrepræsentanter i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin tilladelse. Skadebehandlingsrepræsentanten behandler og træffe afgørelse eller
26/63
indgår forlig i skadessager, hvor skadelidte er bosat i samme medlemsstat som skadesrepræsentanten. Artikel 4, stk. 6, indebærer, at forsikringsselskabet eller dets skadebehandlingsrepræsentant senest tre måneder efter fremsættelsen af skadelidtes erstatningskrav skal fremsætte et begrundet erstatningstilbud overfor skadelidte. Hvis kravet afvises helt eller delvist eller ikke er klart fastlagt, skal skadelidte modtage et begrundet svar. Denne procedure finder dog kun anvendelse i tilfælde af uheld i en anden EU-medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat tilsluttet grønkortordningen, og som er forvoldt af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en anden medlemsstat end skadelidtes bopælsstat.
Med artikel 4, stk. 4 (art. 4e), i forslaget til femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv udvides det geografiske anvendelsesområde for reglen om, at skadelidte skal modtage et begrundet erstatningstilbud eller et begrundet svar indenfor tre måneder efter fremsættelse af sit krav, til at finde anvendelse i forbindelse med alle uheld, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af forsikring som nævnt i artikel 3, stk. 1, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Endvidere fastsættes det i artikel 4e, at også de nationale forsikringsbureauer skal anvende proceduren ved behandling af skadestilfælde, der forekommer på medlemsstatens område og er forvoldt af forsikrede eller uforsikrede køretøjer, som hører hjemme i en af de andre medlemsstater.
1.13. Forslagets artikel 4, stk. 5 (ny artikel 5, stk. 1), indeholder en bestemmelse om, at de enkelte medlemsstater skal sikre, at de informationskontorer, der er oprettet eller anerkendt med fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, skal bistå med oplysninger til enhver, som har været udsat for skade forvoldt af et motorkøretøj, der er omfattet af forsikringspligten efter første motorkøretøj sforsikringsdirektiv.
1.14. Som konsekvens af forslaget om ophævelse af artikel 4, litra b, i første motorkøretøj sforsikringsdirektiv, j f. ovenfor, foreslås fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5, punkt 2, nummer ii, og punkt 5, nummer ii, ophævet, jf. forslagets artikel 5. Efter denne bestemmelse skal informationskontorerne føre register, som indeholder oplysninger af relevans for medlemsstaternes kontrol i medfør af artikel 4, litra b).
27/63
1.15. Forslagets artikel 6 indeholder en ikrafttrædelsesbestemmelse, hvorefter medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre forslaget inden for et (endnu) ikke nærmere bestemt antal måneder efter det 5. motorkøretøjsforsikringsdirektivs ikrafttræden.
Endvidere indeholder artikel 6, stk. 2, en minimumsbestemmelse, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde eller fastsætte bestemmelser, der giver skadelidte en bedre beskyttelsesgrad, end efter direktivets regler.
2. Europa-Parlamentets holdning
Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse den 23. oktober 2003.
Europa-Parlamentet har stillet en række ændringsforslag, der hovedsageligt falder i tre grupper: ])forslag vedrørende mindstebeløb for forsikringsdækningen pr. skadelidte og dækning af retshjælpsomkostninger, 2) en fjernelse af direktivets krav om forsikringsdækning for skader på ikkemotoriserede trafikanter, og 3) regler for særlige køretøjer og anhængere. Bl.a. ønskes undtagelsen for visse køretøjer i artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv opretholdt.
3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Hensigten med direktivforslaget er en modernisering af de første tre mo
torkøretøjsforsikringsdirektiver og en udvidelse af anvendelsesområdet for reglerne i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Det er regeringens opfattelse, at direktivforslaget ikke giver anledning til at anvende nærheds- og proportionalitetsprincippet.
4. Gældende dansk ret
4.1. Spørgsmål om ansvar for færdselsuheld forårsaget af motorkøretøjer,
og forsikringspligt for krav om erstatning for skader forvoldt ved sådanne uheld, reguleres af færdselslovens kap. 16, j f. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001, som senest ændret ved lov nr. 432 af 10. juni 2003.
Efter færdselslovens § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, er ejeren eller brugeren af et motordrevet køretøj objektivt ansvarlig for de skader, køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet. Ved brugeren forstås en person, der har selvstændig rådighed over køretøjet i egen interesse.
28/63
For en fører af et motordrevet køretøj, der ikke kan betragtes som ejer eller bruger i denne betydning, f.eks. en chauffør, gælder dansk rets almindelige culparegel, jf. lovens § 104, stk. 2.
Færdselslovens § 101, stk. 1, omfatter kun erstatning for tab som følge af skader, der påføres andre end den, der er erstatningsansvarlig efter færdselslovens § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, jf. Højesterets dom i UfR 1998.1626 H. Ved dommen fandt Højesteret, at en ejer (og forsikringstager) ikke kunne kræve erstatning for tab af forsørger hos forsikringsselskabet i forbindelse med et ulykke, hvor ejerens ægtefælle, der var passager i bilen, blev dræbt.
Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden, j f. § 101, stk. 2. Som udgangspunkt vil den, der accepterer den risiko for skade, der er forbundet med at køre med en spirituspåvirket fører, have udvist en så grov uagtsomhed, at erstatningen må nedsættes med 1/3. Skærpende omstændigheder medfører yderligere nedsættelse, evt. fuldstændig bortfald, jf. f.eks. UfR 1990.688 V.
Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i færdselslovens § 101, stk. 1 og 2, j f. § 103, stk. 1.
4.2. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse, jf. færdselslovens § 105, stk. 1, 1. pkt., og bekendtgørelse nr. 554 af 2. juli 2002 om koncession til skadeforsikringsselskaber.
Ansvarsforsikringen kan dog også tegnes i et forsikringsselskab, der har koncession i en anden EU-medlemsstat, eller i et land, der efter aftale med EU har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF, og som i Danmark er anmeldt til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, jf. færdselslovens jf. § 105, stk. 1, 2. pkt. Alle sådanne forsikringsselskaber skal være medlemmer af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).
29/63
DFIM er udpeget som dansk garantifond, jf. andet motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1, stk. 4. DFIM er desuden udpeget som informationskontor og erstatningsorgan efter fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, jf. nedenfor under pkt. 4.8.
Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på indtil 50 mio og tingsskade på indtil 10 mio for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade, jf. færdselslovens § 105, stk. 2. Disse beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. stk. 3. Pr. 1. januar 2003 er beløbene fastsat til henholdsvis 84 mio (personskade) og 17 mio (tingsskade), jf. bekendtgørelse nr. 1143 af 13. december 2002.
4.3. Ethvert motorkøretøj skal være registreret og forsynet med nummerplade(r), inden det tages i brug, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000 (registreringsbekendtgørelsen). Efter bekendtgørelsens § 119 kan der gives tilladelse til, at nye køretøjer, der indkøbes her i landet, og brugte køretøjer, der senest har været registreret her i landet, midlertidigt registreres på danske grænsenummerplader. Registreringen på grænsenummerplader er undergivet en gyldighedsperiode, der bestemmes ud fra formålet med anvendelsen, og den tid der forløber, inden køretøjet eventuelt kan registreres på bestemmelsesstedet, jf. bekendtgørelsens § 123.
4.4. Ved registrering af et motordrevet køretøj skal det godtgøres, at der i overensstemmelse med færdselslovens forskrifter er en forsikring i kraft for det pågældende køretøj, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 (herefter bekendtgørelse nr. 585). Forsikringspligten påhviler ejeren eller brugeren, jf. færdselslovens § 106, stk. 1. Forsikringsselskabet har som udgangspunkt pligt til at tegne forsikring på begæring af den forsikringspligtige, jf. færdselslovens § 107 og § I i bekendtgørelse nr. 585.
Udenlandske motordrevne køretøjer (dvs. køretøjer, hvis ejer eller bruger har bopæl i udlandet, og som ikke er registreret i Danmark) skal være omfattet af en ansvarsforsikring i overensstemmelse med færdselslovens § 105, stk. 1-3, jf. bekendtgørelse nr. 171 af 2. april 1993 om udenlandske køretøjers adgang til Danmark (herefter bekendtgørelse nr. 171), § 2, stk.
30/63
1. Forsikringspligten anses uden videre opfyldt for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i et EU-land, undtagen for visse typer køretøjer opregnet i et bilag til bekendtgørelsen, jf. dennes § 2, stk. 2. For de køretøjer, hvor forsikringspligten ikke umiddelbart kan anses for opfyldt, skal føreren være i besiddelse af et gyldigt grønt kort eller af en grænseforsikringspolice, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3.
4.5. Forsikringen skal på grundlag af én enkelt præmie dække ved kørsel på hele Fællesskabets område og give den dækning, der er foreskrevet i lovgivningen i vedkommende medlemsstat, eller den dækning, der kan kræves efter dansk lovgivning, når denne dækning er større, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 585.
4.6. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte efter færdselslovens § 108, stk. 1, jf. § 105, stk. I. Det kan aftales i policevilkårene, at forsikringsselskabet har regres mod skadevolderen, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den pågældende ved uagtsomhed. En sådan aftale har dog kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed, hvilket også omfatter forsætlige handlinger, jf. færdselslovens § 108, stk. 2. Reglen er indsat for at hindre, at den lovpligtige ansvarsforsikring skal medføre, at erstatningsreglerne mister deres præventive funktion.
DFIM erstatter umiddelbart over for skadelidte, men med regres mod eventuelle ansvarlige, personskade, der må antages at være forvoldt af ukendt, motordrevet køretøj som følge af uheld i Danmark, j f. bekendtgørelse nr. 585, § 18, stk. 2 og 7. Foreningen erstatter endvidere umiddelbart over for skadelidte, men med regres mod den ansvarlige, skade som følge af uheld i Danmark, der er forvoldt af et motordrevet køretøj, for hvilket forsikring ikke er tegnet, eller for hvilket forsikring er tegnet, men ophævet af selskabet eller ikke holdt i kraft, jf. § 18, stk. 3 og 7.
Endelig dækker DFIM forsikringsansvaret for udenlandske køretøjer, der midlertidigt benyttes i Danmark uden at være registreret i Danmark, hvis anden forsikringsdækning ikke foreligger, jf. § 19.
4.7. Bekendtgørelse nr. 171 indeholder i § 5 en regel om, at enhver udenlandsk bil skal være forsynet med registreringsnummer, typisk anbragt på en nummerplade. Kravet om registrering anses for opfyldt af køretøjer,
31/63
for hvilke der i Norge, Sverige eller Finland er meddelt tilladelse til midlertidig brug, og som enten ikke er registreret - eller som er midlertidigt registreret - i hjemlandet, jf. bekendtgørelsens § 7. Kontrollen med, om udenlandske køretøjer under kørsel i Danmark overholder bl.a. forskrifterne om besiddelse af gyldig ansvarsforsikring og registreringsnummer, foretages ved stikprøvekontrol både ved grænsepassagen, og når køretøjerne er kommet ind i landet, jf. § 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 171.
Kontrol undlades, når køretøjet er registreret i et EU-medlemsland og ikke hører til den type køretøjer, der er undtaget fra landenes forsikringsbureauers garantiforpligtelse, jf. § 16, stk. 2. I bekendtgørelsens § 17 bestemmes det, at udenlandske køretøjer, der ikke opfylder bl.a. ovennævnte betingelser, skal afvises. For så vidt angår bestemmelserne om besiddelse af registreringsnummer kan den lokale politimyndighed imidlertid tillade, at køretøjer, der ikke opfylder disse krav, kan forsynes med grænsenummerplader, der skal være gældende for et tidsrum på indtil 1 år.
4.8. Med henblik på at gennemføre fjerde motorkøretøj sforsikringsdirektiv i dansk ret har Folketinget vedtaget lov nr. 217 af 22. april 2002 om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet). Med loven er der bl.a. indsat to nye bemyndigelsesbestemmelser - § 115 a og § 115 b - i færdselsloven.
Bekendtgørelse nr. 585 er udstedt i medfør af loven og trådte i kraft den 20. januar 2003.
I § 14 i bekendtgørelse nr. 585 er det bestemt, at skadebehandlingsrepræsentanter, der i Danmark er udpeget til at repræsentere udenlandske forsikringsselskaber i overensstemmelse med artikel 4 i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, behandler og træffer afgørelse eller indgår forlig i skadessager for skadelidte bosat i Danmark i forbindelse med uheld i en anden EU/EØS-medlemsstat eller i en ikke-medlemsstat tilsluttet grønkortordningen, som er forvoldt af et køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en anden medlemsstat i EU eller EØS.
Hvis en skadelidt i forbindelse med et sådan uheld fremsætter et erstatningskrav over for repræsentanten i Danmark, skal repræsentanten senest 3 måneder herefter fremsætte et begrundet erstatningstilbud, hvis ansvaret ikke bestrides, og tabet er opgjort, eller give et begrundet svar, hvis an
32/63
svaret afvises, eller tabet ikke er endeligt opgjort. Dette gælder dog ikke, hvis det pågældende forsikringsselskab, som repræsentanten repræsenterer, inden for den nævnte frist har fremsat et begrundet tilbud eller svar, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1 og 2.
Tilsvarende sagsbehandlingsregler gælder for forsikringsselskaber med koncession i Danmark, jf. § 15, stk. 4. En skadelidt bosat i en anden EU/EØS-medlemsstat, der kommer ud for et uheld i udlandet inden for det grønne korts område, hvor det skadevoldende køretøj er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, og forsikret i Danmark, har således krav på, at forsikringsselskabet træffer en afgørelse om sit erstatningskrav inden for frist på 3 måneder.
Reglerne i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv om forsikringsselskabers udpegning af skadebehandlingsrepræsentanter i de andre EUmedlemsstater er for forsikringsselskaber med koncession i Danmark gennemført i lovbekendtgørelse nr. 696 af 15. juli 2001, som senest ændret ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 om forsikringsvirksomhed. Sidstnævnte lovændring stiller som et krav til koncession, at det pågældende forsikringsselskab udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i de øvrige EUlande. Reglerne er medtaget i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed, derfor disse reglers vedkommende træder i kraft den 1. januar 2004, jf § 375.
Ifølge færdselslovens § 115 a, stk. 1, skal justitsministeren oprette eller anerkende et erstatningsorgan, som bl.a. kan behandle erstatningskrav fra skadelidte bosat i Danmark efter færdselsuheld i en anden EUmedlemsstat eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig grønkortordningen. DFIM er ved Justitsministeriets skrivelse af 30. april 2002 anerkendt som dansk erstatningsorgan, jf. også § 16 i bekendtgørelse nr. 585.
Ifølge bekendtgørelsens § 17, stk. 1, kan en skadelidt bosat i Danmark indgive et erstatningskrav til DFIM som erstatningsorgan, hvis skadevolderens udenlandske forsikringsselskab eller dettes skadebehandlingsrepræsentant i Danmark ikke har givet et begrundet tilbud om erstatning eller et svar inden for tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte indgav sit erstatningskrav til selskabet eller repræsentanten. Det samme gælder, hvis skadevolderens forsikringsselskab ikke har udpeget en skadebehand
33/63
lingsrepræsentant i Danmark, medmindre skadelidte har fremsat kravet direkte over for det udenlandske forsikringsselskab og modtaget et begrundet svar inden 3 måneder efter fremsættelse af kravet, eller skadelidte har anlagt søgsmål direkte mod selskabet, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 2 og 3.
Erstatningsorganet skal endvidere efter bekendtgørelsens § 20 refundere erstatningsbeløb, der er udbetalt af et erstatningsorgan i en anden EUmedlemsstat som følge af en skade forvoldt af et køretøj, der er forsikret i Danmark.
Efter § 115 b, stk. 1, skal justitsministeren oprette eller anerkende et informationskontor, der efter en skade (færdselsuheld) bl.a. kan bistå danske skadelidte med få oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold efter et færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat mv. DFIM er anerkendt som informationskontor i Danmark, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 585. Informationskontoret skal koordinere indsamling og formidling af en række oplysninger, herunder registreringsnumrene på de motorkøretøjer, der er hjemmehørende i Danmark. Informationskontoret skal bl.a. også indsamle og formidle oplysninger om udenlandske skadebehandlingsrepræsentanter i Danmark og om forsikringsselskaber, der ansvarsforsikrer motordrevne køretøjer hjemmehørende i Danmark.
I en række tilfælde skal informationskontoret i en periode på 7 år efter et uheld på skadelidtes begæring straks oplyse om navn og adresse på forsikringsselskabet og dets skadebehandlings-repræsentant samt nummeret på forsikringspolicen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2. Herudover skal informationskontoret oplyse skadelidte om ejerens, den sædvanlige førers eller den registrerede indehavers navn og adresse, hvis skadelidte har en berettiget interesse i at få oplysningerne, jf. bekendtgørelsens § 23.
5. Hørim
Kommissionens oprindelige direktivforslag har været sendt i høring hos nedenstående myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Københavns Politi, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatsamfundet, Forbrugerrå
34/63
det, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, Forsikring & Pension, Dansk Transport og Logistik, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening, Erhvervenes Transportudvalg, Danmarks Automobilforhandlerforening, Forenede Danske Motorejere, De Danske Bilimportører, Danske Sælgere, Bestillingskontorernes Sammenslutning, Dansk Taxa Forbund, Storkøbenhavns Taxinævn, Danske Kørelæreres Landsforbund, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Køreskole Forening, Danske Busvognmænd, NOAH-Trafik, De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen af Polio- Trafik- og Ulykkesskadede og Finanstilsynet.
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, De Danske Bilimportører, Erhvervenes Transportudvalg, Foreningen af Politimestre i Danmark, Københavns Kommune, Københavns Politi, Nævnet for etnisk ligestilling, Rigsadvokaten og Rigspolitichefen har ikke bemærkninger til forslaget.
Dansk Transport og Logistik anfører, at reglerne om, hvor køretøjet er hjemmehørende, hvis det er forsynet med midlertidige nummerplader, bør indeholde en tidsbegrænsning, idet myndighederne ikke har mulighed for at håndhæve forsikringspligten efter pladernes udløbstid, hvis køretøjet forlader den medlemsstat, der har udstedt de midlertidige nummerplader. Der bør ikke indføres ubetinget ansvar over for cyklister og fodgængere, idet der bør være mulighed for nedsættelse eller bortfald af erstatningen, hvis den skadelidte forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket til skaden. Det samme bør gælde for en skadelidt passager. Dansk Transport og Logistik tilslutter sig endelig, at de nationale informationskontorers virksomhed kommer til at omfatte alle skadelidte.
Finanstilsynet kan tilslutte sig, at det bliver tilladt for et forsikringsselskabs filial også at optræde som tjenesteyder på motorkøretøjsforsik
35/63
ringsområdet. Finanstilsynet har ingen bemærkninger til udvidelsen af funktionerne for de skadesbehandlingsrepræsentanter, der er udpeget i medfør af fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Forbrugerrådet kan tilslutte sig direktivforslaget under forudsætning af, at forslaget ikke fører til yderligere forhøjelser af forsikringspræmierne for den lovpligtige ansvarsforsikring. Det anføres dog, at en passager, der vidste eller burde have vidst, at føreren var beruset, ikke uden videre bør være dækket af ansvarsforsikringen. Dette bør vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde.
Forenede Danske Motorejere tilslutter sig forslaget.
Forsikring & Pension og Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) anfører, at definitionen af, hvor et køretøj er hjemmehørende, når det er forsynet med midlertidige nummerplader, bør indeholde en tidsbegrænsning, således at køretøjet anses for hjemmehørende i den stat, der har udstedt de midlertidige nummerplader, i indtil 1 år efter pladens udløbsdato. I modsat fald vil garantifonden i den stat, hvor nummerpladen oprindeligt er udstedt, hæfte for skader, der sker, efter at køretøjet i årevis har kørt i udlandet med de udløbne midlertidige nummerplader uden at være forsikret. Efter udløbet af 1-års fristen må køretøjet anses for hjemmehørende dér, hvor uheldet er sket.
Medlemsstaternes mulighed for at fastsætte et mindstebeløb pr. uheld bør opretholdes af hensyn til forsikringsselskabernes muligheder for at foretage genforsikring.
Forsikring & Pension og DFIM kan i princippet tilslutte sig, at garantifonden også skal erstatte tingsskade forvoldt af ukendte køretøjer, hvis der er sket "alvorlig personskade". Det kan imidlertid være vanskeligt for skadelidte at forstå, at der kun skal betales erstatning for tingsskader, hvis der samtidig er sket alvorlig personskade. Hvis garantifonden udbetaler erstatning for personskade, har garantifonden jo anset det for bevist, at skaden er forvoldt af et ukendt køretøj. Garantifondens pligt til at betale erstatning for tingsskade bør derfor ikke begrænses til skader, hvor der samtidig er sket "alvorlig personskade". Betaler garantifonden erstatning for personskade, bør den også betale erstatning for tingsskade forvoldt ved samme uheld.
36/63
Med hensyn til erstatningen til en skadelidt, der som passager har kørt med en spirituspåvirket fører, bemærkes, at erstatningen til passageren efter dansk ret kan nedsættes eller bortfalde som følge af egen skyld. Endelig bør den foreslåede skadesattest kun udstedes, hvis forsikringstageren ønsker det, idet mange slet ikke ønsker en sådan erklæring.
NOAH-trafik støtter, at fodgængere og cyklister bliver dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring. Med henblik på at skærpe bilisternes opmærksomhed og hensyntagen til andre trafikanter bør skadevolderens ansvar og dækningsområdet for ansvarsforsikringen generelt udvides, således at forsikringen skal dække samtlige udgifter ved uheldet, herunder udgifter til hospitalsbehandling, sygedagpenge, revalidering mv., som i dag i vidt omfang dækkes af det offentlige.
Ved personskader bør der ikke fastsættes minimumsbeløb i forhold til skadelidte, men i stedet være ubegrænset dækning. En passager, der undlader at gribe ind over for en spirituspåvirket fører, må ofte anses for medansvarlig for kørslen og bør derfor som udgangspunkt ikke være omfattet af forsikringen. Endvidere bør den, der låner eller udlejer en bil til en beruset fører, kunne drages til ansvar herfor. Det bør desuden overvejes, om forsikringen skal dække biler, der mangler den ene eller begge nummerplader.
NOAH-trafik peger endelig på, at der i Europa generelt er behov for at forbedre trafikofres vilkår, f.eks. ved at forhøje erstatningerne med mulighed for straks at udbetale acontobeløb til dækning af begravelsesudgifter, løntab, lægebehandling mv. Endvidere bør mulighederne for medicinsk, psykologisk og juridisk hjælp forbedres.
6. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser
6.1. Såfremt direktivet vedtages med den ordlyd, der fremgår af formandskabets kompromisforslag, kan det få følgende lovgivningsmæssige konsekvenser:
6.1.1. Forslagets artikel 2 om bl.a. nye minimumsbelobsgrænser for forsikringsdækning vil formentlig kræve en ændring af færdselsloven. Den nærmere udformning vil dog afhænge af det endelig forhandlingsresultat, herunder om formandskabets forslag til en bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et samlet mindstebeløb for forsik
37/63
Tingsdækning pr. uheld for personskader og tingsskader uanset antallet af skadelidte eller skadernes beskaffenhed, vedtages, jf. ovenfor pkt. 1.2. Det første motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder en tilsvarende bestemmelse.
Under alle omstændigheder indeholder direktivet en ny metode for beregning af stigningen i minimumsdækningen (der efterforslaget skal afhænge af det europæiske forbrugerindeks og justeres hvert femte år), som kan kræve en ændring af færdselslovens § 105, stk. 3.
6.1.2. En eventuel udvidelse af skadebehandlingsrepræsentantens kompetence efter fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv (forslagets artikel 4) vil nødvendiggøre dels en præcisering af bemyndigelsesbestemmelserne i færdselslovens § 115 a, stk. 4, jf. stk. 1, og § 115 b, der som nævnt blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 217 af 22. april 2002, dels ændringer i de administrative forskrifter i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002.
Dette gælder formentlig også for så vidt angår bl.a. forslagets regler om erstatning for skader forårsaget af køretøjer, der er omfattet af undtagelsen fra forsikringsforpligtelsen, jf. artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, indførelsen af proceduren i artikel 4, stk. 6, i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, for alle ulykker forårsaget af køretøjer omfattet af forsikringspligten, og endelig for så vidt angår udvidelsen af informationskontorets forpligtelser.
6.1.3. En gennemførelse af forslagets artikel 3 vil have som konsekvens, at § 31, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed må ophæves. Bestemmelsen viderefører den tidligere § 213, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed. En gennemførelse af forslaget til artikel 4 b i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv (rekvirering af skadesattest) vil formentlig kræve en ændring af lov om finansiel virksomhed, hvorved forsikringsselskaberne forpligtes til på begæring at afgive skadesattest indenfor 15 dage.
6.1.4. Den i forslagets artikel 4, stk. 2, foreslåede nye bestemmelse (artikel l a i tredje motorkøretøj sforsikringsdirektiv vedrørende fodgængere og cyklister) er formentlig uden betydning for de danske regler om motorkøretøjforsikring. Bestemmelsen vedrører alene anvendelsesområdet for den obligatoriske ansvarsforsikring for motorkøretøjer, og ifølge færdselslovens § 105 (og §§ 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 585) skal skader,
38/63
herunder skader på cyklister og fodgængere, forvoldt af motordrevne køretøjer allerede i dag være dækket af en ansvarsforsikring. Hertil kommer, at ejeren og brugeren af et motordrevet køretøj efter dansk ret i forvejen hæfter på objektivt grundlag for de skader, der forvoldes af motorkøretøjet, ifi færdselslovens § 101, stk. I.
Spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af erstatning som følge af skadelidtes egen skyld synes fortsat overladt til medlemsstaterne at regulere, og den nye bestemmelse medfører således ikke ændringer i færdselslovens regler herom, jf. § 101, stk. 2 og 3.
6.1.5. Forslagets artikel 4, stk. 1 (artikel 1 i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv vedrørende viden om førerens spirituspåvirkning), synes alene at regulere spørgsmålet om forsikringsselskabernes adgang til i forsikringsaftalen med forsikringstageren at begrænse forsikringsdækningen over for skadelidte i situationer, hvor skadelidte var passager i motorkøretøjet og vidende om, at føreren var spirituspåvirket.
I forslagets forklarende bemærkninger er det anført, at motorkøretøj sforsikringsdirektiverne på dette punkt bør klargøres i henhold til den praksis som EF-Domstolen har fastlagt, jf. sag C-129/94, Ruiz Bernaldez, Saml. 1996 I, s. 1829. I sagen udtalte EF-Domstolen, at aftalevilkårene for en lovpligtig ansvarsforsikring ikke må indeholde bestemmelser om, at forsikringsselskabet i visse tilfælde, og navnlig såfremt føreren af køretøjet er spirituspåvirket, ikke er forpligtet til at erstatte den person- eller tingsskade, det forsikrede køretøj forvolder tredjemand. Personer, der lider skade ved et uheld forvoldt af et motorkøretøj, skal i henhold til den lovpligtige motorkøretøjsforsikring kunne opnå erstatning for alle person- og tingsskader, de har lidt, uden at forsikringsselskabet kan påberåbe sig lovbestemmelser eller aftaleklausuler til støtte for ikke at yde erstatning.
EF-Domstolens praksis synes derimod ikke at være til hinder for den i dansk retspraksis fastslåede fortolkning af færdselslovens § 101, stk. 3, hvorefter en passagers kendskab til, at føreren af et motorkøretøj var påvirket af alkohol eller andet euforiserende stof, kan føre til nedsættelse eller bortfald af passagerens krav på erstatning ved uheld forvoldt af det pågældende køretøj, men ikke udelukkelse fra forsikringsdækning, i det omfang passageren har et erstatningskrav. Forslagets artikel 4, stk. 1, har
39/63
på den baggrund formentlig ingen betydning for dansk rets vedkommende.
6.1.6. Forslagets artikel 4, stk. 4 (artikel 4 d, direkte krav), vil ikke medføre ændringer af dansk ret, idet færdselslovens § 108, stk. 1, i forvejen indeholder en bestemmelse om direkte hæftelse over for skadelidte i alle uheld forårsaget af motorkøretøjer, der er forsikret af det pågældende forsikringsselskab. En gennemførelse af forslagets artikel 4, stk. 4 (artikel 4 c, selvrisiko), vil heller ikke medføre ændringer i dansk ret, idet det af § 108, stk. 1, sammenholdt med § 3, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 585, følger, at det ikke gyldigt kan aftales, at skadelidte i et uheld forvoldt af et motorkøretøj bærer en selvrisiko i forbindelse med erstatning fra skadevolderens ansvarsforsikring.
6.1.7. Såfremt direktivet vedtages med den ordlyd, der fremgår af forslaget, må der formentlig foretages en række ændringer i de administrative forskrifter, herunder bekendtgørelse nr. 171 (bl.a. kap. 2 om kontrol med, om udenlandske køretøjer er dækket af ansvarsforsikring) og bekendtgørelse nr. 585.
6.2. Direktivforslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betydning.
Direktivforslaget kan medføre, at mindstebeløbene for forsikringsdækningen for personskade og tingsskade skal øges i forhold til de gældende danske regler, medmindre der indføres et loft over erstatningernes størrelse. Det kan medføre øgede udbetalinger ved f eks. store færdselsuheld.
Som anført ovenfor under pkt. 4.2, er der i dansk ret fastsat en øvre beløbsgrænse for personskade eller tab af forsørger og for tingsskade for hver forsikringsbegivenhed. Pr l. januar 2003 er beløbene fastsat til henholdsvis 84 mio(personskade) og 17 mio (tingsskade), jf. bekendtgørelse nr. 1143 af 13. december 2002.
7. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Det vurderes, at direktivforslaget ikke vil have samfundsøkonomiske
konsekvenser af betydning.
40/63
8. Tidligere forelæggelser i Europaudvalget
Forslaget tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 4. september 2002.
Forud for rådsmødet (konkurrenceevne) den 14. - 15. november 2002 blev sagen forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering. Et aktuelt notat blev oversendt til Europaudvalget den 4. november 2002
41/63
4. Kommissionens forslag til direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (KOM(2003) 356 endelig udgave)
Revideret notat
Resumé
Kommissionen har den 18. juni 2003 fremsat et direktivforslag om urimelig handelspraksis i det indre marked. Forslaget finder anvendelse på urimelig handelspraksis i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere.
Forslaget baseres på en generalklausul, der omhandler et forbud mod urimelig handelspraksis. Herved forstås praksis, der ikke opfylder kravene til professionel omhu, og som er egnet til at påvirke efterspørgslen. Urimelig handelspraksis er navnlig praksis, der karakteriseres som vildledende eller aggressiv markedsføring. Handlinger, der ikke er egnet til at påvirke efterspørgslen, såsom spørgsmål om smag, anstændighed eller almene samfundsinteresser er ikke omfattet af forslaget.
Forslaget indeholder visse forpligtelser for medlemsstaterne med henblik på at sikre, at forslagets bestemmelser håndhæves. Forslaget er rådsdagsordenen til politisk debat.
1. Baggrund op, indhold
Kommissionen offentliggjorde i oktober 2001 en grønbog om forbrugerbeskyttelse i Den Europæiske Union (KOM(2001) 531 endelig udg.) samt i juni 2002 en opfølgningsmeddelelse hertil (KOM(220) 289 endelig udg.). Et af hovedinitiativerne heri var at se på behovet for en europæisk regulering af markedsføringsretten.
Kommissionen har den 18. juni 2003 fremsat et forslag til direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugere i det indre marked (KOM(2003) 356 endelig udg.).
Forslaget er fremsat med hjemmel i EU-traktatens artikel 95 om gennemførelsen af det indre marked. Rådet skal træffe beslutning ved kvalificeret flertal i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet, jf. traktatens artikel 251.
Anvendelsesområde
Direktivforslaget har til formål at harmonisere medlemsstaternes regulering af urimelig handelspraksis og dermed medvirke til at skabe et velfungerende indre marked samt opnå et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.
Forslaget finder anvendelse på urimelig handelspraksis i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere og angår alene den form for urimelig handelspraksis, som kan skade forbrugernes økonomiske interesser. Det betyder, at erhvervsmæssige dispositioner, der rejser spørgsmål om smag, an
42/63
stændighed og almene samfundsinteresser ikke er omfattet af forslaget, når disse handlinger ikke er egnet til at påvirke efterspørgslen, men alene til at krænke hele eller dele af befolkningen. Et eksempel herpå er handlinger, der er race- eller kønsdiskriminerende.
Sundheds- og sikkerhedsaspekter, der relaterer sig til produkter, falder desuden uden for forslagets anvendelsesområde. Der er f.eks. tale om produkter, der kan gøre forbrugere syge. Forslaget berører heller ikke kontraktsretten samt domstolenes kompetence.
Sektorregulering, der regulerer urimelig handelspraksis specifikt, har forrang i forhold til forslaget, medmindre sektorreguleringen alene bygger på brede principper om rimelig handelspraksis m.v. Forslaget supplerer desuden sektorregulering, der alene indeholder aspekter af kommerciel praksis såsom informationskrav.
Afsenderlandsprincip
Direktivforslaget indfører et afsenderlandsprincip, der bygger på principperne om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse. Dette indebærer, at en medlemsstat skal føre tilsyn med, at erhvervsdrivende etableret i medlemsstaten skal overholde medlemsstatens regler om urimelig handelspraksis, uanset om disse markedsfører sig i andre medlemsstater. Medlemsstaten kan derimod ikke kræve sine regler overholdt af en erhvervsdrivende etableret i en anden medlemsstat, når denne foretager grænseoverskridende markedsføring.
Urimelig handelspraksis
Direktivforslaget baseres på en generalklausul, der omhandler et forbud mod urimelig handelspraksis. Ved urimelig handelspraksis forstås praksis, der ikke opfylder kravene til professionel omhu, og som er egnet til at påvirke efterspørgslen, dvs. påvirke en gennemsnitsforbrugers økonomiske adfærd. Ved en gennemsnitsforbruger forstås EF-domstolens fastsatte referencepunkt i form af en "almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger ".
Urimelig handelspraksis er navnlig markedsføring, der karakteriseres som vildledende eller aggressiv. Vildledende markedsføring dækker både vildledende handlinger - f.eks. det forhold, at en erhvervsdrivende afgiver urigtige oplysninger om produktets karakteristika, prisen, tilhørsforhold til adfærdskodeks m.v., som er egnet til at vildlede en gennemsnitsforbruger - og udeladelser - f.eks. det forhold, at en erhvervsdrivende undlader at give visse oplysninger om produktet, prisen m.v., som vil have været af betydning for gennemsnitsforbrugeren. Manglende overholdelse af informationskrav, der følger af anden EU-regulering, vil blive betragtet som vildledende.
Ved aggressiv handelspraksis forstås markedsføring, hvorved en gennemsnitsforbruger ved brug af chikane, tvang eller utilbørlig indflydelse, tvinges eller kan tvinges til at handle på en måde, som forbrugeren normalt ikke vil
43/63
have gjort. Et eksempel herpå er, hvis en forbruger forledes til at tro, at pågældende ikke kan forlade et område, før en kontrakt er underskrevet, eller en betaling er sket.
Forslaget er suppleret med en ikke-udtømmende liste over eksempler på urimelig handelspraksis og en ikke-udtømmende liste over informationskrav i eksisterende direktiver.
Adfærdskodeks, samarbejde og håndhævelse
Direktivforslaget udelukker ikke, at organer m.v. på nationalt eller europæisk plan kan udarbejde og føre kontrol med adfærdskodeks vedrørende urimelig handelspraksis, såfremt den funktion, som disse organer har, ikke træder i stedet for domstolenes og de administrative myndigheders håndhævelsesfunktion.
Forslaget indeholder visse forpligtelser for medlemsstaterne med henblik på at sikre, at reglerne bliver tilstrækkeligt håndhævet. Medlemsstaterne skal påse, at der findes tilstrækkelige og effektive muligheder for kontrol, herunder at det er muligt for personer eller organisationer, som har en legitim retlig interesse i at fa forbudt urimelig handelspraksis, at indbringe en sag for domstolen eller en upartisk administrativ myndighed.
Medlemsstaterne skal desuden sikre, at domstolene og myndighederne bl.a. har beføjelser til at standse eller forhindre urimelig handelspraksis, samt at de kan kræve, at den erhvervsdrivende fremlægger beviser for rigtigheden af de faktiske forhold, der gøres gældende i reklamen.
Forslaget fastsætter endvidere, at medlemsstaterne skal knytte sanktioner til overtrædelse af reglerne. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Derudover indeholder forslaget en række konsekvensændringer af direktiver, hvis bestemmelser delvist inkorporeres i dette forslag.
2. Europa-Parlamentets holdning Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om direktivforslaget.
3. Nærheds- op_ proportionalitets princippet
Kommissionen har vurderet, at forslaget er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet. Kommissionen finder, at det er bedst at harmonisere reglerne for urimelig handelspraksis på fællesskabsplan, da hindringer for det indre marked i medlemsstaternes reguleringer ikke kan fjernes tilstrækkeligt af medlemsstaterne selv. Det samme gør sig gældende i relation til at sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau. Kommissionen finder desuden, at forslaget i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at sikre et velfungerende indre marked baseret på et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau.
44/63
Det er regeringens vurdering, at direktivforslaget ikke er i strid med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
4. Gældende dansk ret
Markedsføringsretlige regler findes i flere love. De mest centrale og generelle regler findes i markedsføringsloven, der bl.a. indeholder en generalklausul om god markedsføringsskik og regler om vildledende og sammenlignende reklame.
Generalklausulen er en rammebestemmelse, der udtrykker en minimumsfordring for acceptabel markedsadfærd. Generalklausulen kan ikke stå alene, men skal fortolkes under hensyn til de til enhver tid herskende forbruger-, erhvervs- og samfundsforhold. Generalklausulen omfatter ikke kun adfærd, der er egnet til at påvirke efterspørgslen, men også adfærd, som strider mod almene samfundsinteresser. Det drejer sig f.eks. at reklamer, der er race- og kønsdiskriminerende, eller som spiller på frygt m.v.
Der er til udfyldning af mårkedsføringsloven udstedt en række bekendtgørelser, ligesom Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en række retningslinier og vejledninger efter forhandling eller høring af erhvervs- og forbrugerorganisationerne.
Markedsføringsloven suppleres af speciallovgivning, der indeholder markedsføringsregler for bestemte varer og ydelser - f.eks. fødevareloven, kemikalielovgivningen og lægemiddelloven - samt speciallovgivning for brug af særlige reklamemetoder eller medier - f.eks. radio- og tv-loven og e-handelsloven.
For så vidt angår håndhævelsen af de markedsføringsretlige regler fører Forbrugerombudsmanden tilsyn med, at markedsføringslovens bestemmelser overholdes. Forbrugerombudsmanden samt enhver, der har retlig interesse heri, har mulighed for at indbringe en sag for domstolene. Markedsføringsloven og retsplejeloven indeholder hjemmelsbestemmelser for Forbrugerombudsmanden og domstolene til at sikre en tilstrækkelig og effektiv håndhævelse. I speciallovgivningen er der nærmere regler om, hvilken myndighed der påser disse loves overholdelse.
5. Hørim
Følgende organisationer har ikke haft bemærkninger tilforslaget: Børnerådet, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danske Finansieringsselskabers Forening, De Danske Bilimportører, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Foreningen Registrerede Revisorer, Præsidenten for Sø- og Handelsretten og Realkreditrådet.
45/63
Følgende organisationer har haft bemærkninger tilforslaget: Advokatrådet, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB), Danske Andelsselskaber, Danske Mediers Forum, Dansk Detail Kreditråd, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Landbrugsraadet, Liberale Erhvervs Råd og Praktiserende Arkitekters Råd.
Generelle bemærkninger
Erhvervs- og forbrugerorganisationerne støtter overordnet, at urimelig handelspraksis harmoniseres på EU-plan. En række erhvervsorganisationer (Dansk Handel & Service, Dansk Industri, DRRB, HTS, Finansrådet Landbrugsrådet, Danske Andelsselskaber og Dansk Detail Kreditråd), Advokatrådet og Liberale Erhvervs Råd er desuden generelt positive overfor forslaget og støtter intentionerne bag forslaget om at fjerne hindringer for handlen i det indre marked og dermed fremme konkurrencen. Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden og Danmarks Rejsebureau Forening er utilfredse med harmoniseringsgraden i forslaget. Forsikring & Pension tvivler på, hvorvidt forslaget udgør det rigtige redskab.
Anvendelsesområde
Finansrådet, Dansk Handel & Service, DRRB og HTS støtter, at EFdomstolens fastsatte referencepunkt "den gennemsnitlige forbruger" anvendes, fordi dette bl. a. sikrer en ensartet forbrugerbeskyttelse i overensstemmelse med retspraksis, ligesom størstedelen af forbrugerne i det moderne samfund vil være omfattet. Forbrugerrådet og Forbrugerombudsmanden er negative overfor brugen af "referencepunktet ", da det giver et utilstrækkeligt beskyttelsesniveau.
DRRB finder det uheldigt, at forslaget set i relation til dansk ret alene omfatter forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Finansrådet ønsker en analyse af konsekvenserne heraf Forbrugerombudsmanden bemærker, at dette forhold kan føre til, at strengere og mere vidtgående regler kan opretholdes/vedtages nationalt til beskyttelse af erhvervsdrivende frem for forbrugerne.
Forbrugerombudsmanden bemærker, at "almindelig anstændighed, ansvarlighed, samfundsinteresser o.lign. ", som er reguleret af markedsføringsloven, ikke er medtaget.
Forbrugerrådet støtter undtagelserne for produktrelaterede sundheds- og sikkerhedsaspekter, såfremt det sikres, at ikke-harmoniserede nationale markedsføringsregler fortsat kan opretholdes.
46/63
Landbrugsraadet, Danske Andelsselskaber og Forbrugerrådet støtter, at sektorregulering har forrang i forhold til forslaget. Forbrugerombudsmanden finder det vanskeligt at vurdere rækkevidden af den pågældende sektorregulering og anfører, at sektorregulering i sig selv er betænkelig i lyset af bl.a. ønsket om et bredt anvendelsesområde. Dansk Industri finder det tvivlsomt, om harmoniseringsmålet kan nås med forslaget på grund af uklarhed om, hvorvidt der i medfør af de sektorspecifikke minimumsdirektiver kan opstilles yderligere og mere restriktiv regulering. DRRB finder, at det er uklart, hvorvidt nationalt regulerede sektorområder får indvirkning på forslaget.
Afsenderlandsprincip
Danmarks Rejsebureau Forening finder, at afsenderlandsprincippet skaber usikkerhed i forhold til de områder, der ikke er omfattet af forslaget. Forbrugerombudsmanden bemærker, at forslaget er uklart angående afgrænsningen af anvendelsesområdet og afsenderlandsprincippets anvendelse på ikke-harmoniserede områder.
Landbrugsraadet og Danske Andelsselskaber tager afstand fra afsenderlandsprincippet, da det fortsat vil være en medlemsstats lovgivning, der definerer urimelig handelspraksis over for egne virksomheder, ligesom virksomheder fa lande med en mindre restriktiv fortolkning stilles friere i konkurrencen end dem fra lande, der har en mere restriktiv fortolkning.
Praktiserende Arkitekters Råd og Foreningen af Rådgivende Ingeniører er i tvivl om, hvorvidt forslagets afsenderlandsprincip vil føre til, at lavestefællesnævner i EU bliver gældende.
Dansk Handel & Service anfører, at så længe landene kan fastsætte særlige krav om sundhed og sikkerhed, fordi dette er undtaget, vil konkurrencen kunne blive forvredet, og fordelene ved forslaget forspildes.
Finansrådet støtter afsenderlandsprincippet, såfremt forslaget sikrer, at afsenderlandsprincippet alene skal supplere den foreslåede harmonisering, således at forskelle i den nationale implementering, efterfølgende praksis og selvregulering ikke udgør en hindring for bevægelsen af varer og tjenesteydelser. Rådets holdning er dog, at der primært bør søges at opnå fuld harmonisering.
Dansk Industri, Danske Mediers Forum og HTS er tilfredse med, at forslaget bygger på afsenderlandsprincippet. HTS finder samtidig, at det bør sikres, at danske virksomheder ikke underlægges strengere krav end udenlandske virksomheder på visse områder.
47/63
Urimelig handelspraksis
Advokatrådet finder generelt, at der bør udvises forsigtighed ved formulering af eksempler på handelspraksis, der uden administrativ eller domstolsprøvelse defineres som ulovlig.
Dansk Handel & Service er i det væsentlige positiv, da reglerne om urimelig handelspraksis begrænser de vidtgående krav, der stilles til danske virksomheder. Organisationen ønsker fremhævet, at der også findes forbrugere, der er langt stærkere end gennemsnitsforbrugeren, samt at visse af kriterierne for, hvad vildledende handlinger er, bør fjernes, da disse bl.a. angår aftalemæssige forhold.
Dansk Industri er tilfreds med, at forslaget fokuserer på de centrale forbrugerpolitiske områder, som er vildledende og aggressiv markedsføring. Forbrugerrådet derimod finder, at der bør udarbejdes en bredere definition af begrebet urimelig handelspraksis, da alene vildledende og aggressiv markedsføring er omfattet.
Danske Mediers Forum er tilfredse med, at forslaget baseres på en generalklausul, idet denne model kombineret med selvregulering er den mest hensigtsmæssige løsning.
Finansrådet og HTS støtter, at en harmonisering tager udgangspunkt i en negativ konstatering af, hvad der ikke er tilladt fremfor det modsatte. Finansrådet er glade for, at Kommissionen er opmærksom på sammenhængen til eksisterende sektorspecifik regulering om oplysningskrav m.v., men finder dog, at sådanne krav bør træde i stedet for forslagets informationskrav. HTS finder, at bestemmelsen om chikane, tvang og utilbørlig påvirkning har en sådan karakter, at det bør omfattes af den straffe- og aftaleretlige lovgivning og ikke af et regelsæt om handelspraksis.
Adfærdskodeks, samarbejde og håndhævelse
Danmarks Rejsebureau Forening finder, at der er behov for vejledende principper for brugen af adfærdskodeks, ligesom der vil være større juridisk sikkerhed, hvis adfærdskodeks overføres til EU-plan.
DRRB anfører, at adfærdskodeksreglen er for bred og kan skabe barrierer for udviklingen af selvregulering. Foreningen foreslår, at kun urimelig og vedvarende overtrædelse af et kodeks bør ses som urimelig.
Finansrådet finder det positivt, at anvendelsen af selvregulering er nedtonet i forhold til Kommissionens tidligere overvejelser, men at det fortsat er uklart, hvilken rolle selvregulering vil få. Der bør i stedet for håndhævelsen af kodeks tages stilling til selvreguleringens materielle betydning. Dansk Industri er tillige tilfredse med, at forslaget ikke indeholder ufravigelige regler og krav om godkendelse af adfærdskodeks.
48/63
Forbrugerombudsmanden går ud fra, at direktivets bestemmelse om adfærdskodeks ikke er til hinder for opretholdelse af allerede eksisterende vejledninger og retningslinier samt udarbejdelse af nye.
Forbrugerrådet finder det uklart, i hvilket omfang der skal udarbejdes EU-kodekser, og i givet fald hvorledes disse harmonerer med nationale kodekser.
Advokatrådet bemærker, at reglen om, at personer eller organisationer, med legitim interesse kan indlede en sag, også bør inkludere konkurrerende virksomheder. Ud fra retssikkerhedsbetragtninger foreslår rådet, at en fremskyndet procedure ikke skal kunne tillægges endelig virkning - især hvis en administrativ myndighed er indblandet - da forudsætningen altid bør være, at en part kan forelægge sin sag for domstolene.
Dansk Handel & Service finder, at forslaget skal ændres, så også domstole har en begrundelsespligt for sine afgørelser, at reglen om omvendt bevisbyrde for den erhvervsdrivende kun bør angår de oplysninger, som virksomheden har et selvstændigt ansvar for, ligesom det bør angives, at den ikke gælder ved strafferetlige bedømmelser.
6. Lovgivningsmæssige eller statsfmansielle konsekvenser
De generelle regler i markedsføringsloven - generalklausulen om god markedsføringsskik og reglerne om vildledende og sammenlignende reklame - regulerer bl.a. forholdet mellem forbrugere og erhvervsdrivende, og er i vidt omfang udfyldt ved domspraksis, bekendtgørelser, retningslinier, vejledninger og internationale kodeks.
Markedsføringslovens generelle regler finder også anvendelse for erhvervsdrivendes adfærd over for andre erhvervsdrivende, ligesom dele af den offentlige virksomhed er omfattet. Disse områder berøres ikke af forslaget.
For at sikre en klar og overskuelig retstilstand for virksomhederne og forbrugerne samt en korrekt gennemførelse af direktivforslaget i dansk ret, vurderes det, at det vil være nødvendigt at foretage ændringer af markedsføringslovens generelle regler.
Forslagets afsenderlandsprincip får den betydning, at de regler, der ikke er eller bliver harmoniseret på fællesskabsplan, alene kan kræves overholdt af danske virksomheder og ikke af virksomheder etableret i andre medlemsstater, uanset om disse markedsfører sig i Danmark.
Forslagets regler om håndhævelse og samarbejde får ingen lovgivningsmæssig betydning, idet reglerne allerede findes i gældende EU-regulering og derfor er inkorporeret i dansk ret.
49/63
Det er regeringens vurdering, at forslaget ikke vil medføre statsfinansielle konsekvenser.
7. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Direktivforslaget skaber ensartede regler om urimelig handelspraksis for virksomhederne i det indre marked, hvorved sikres retssikkerhed og lige konkurrencevilkår. Det skønnes derfor, at forslaget vil gøre det lettere for virksomhederne at markedsføre sig både i Danmark og i de øvrige medlemsstater.
Ensartede regler for urimelig handelspraksis vil endvidere være til fordel for forbrugerne, idet de dermed ikke skal have kendskab til 15 medlemsstaters forskellige regelsæt.
Forslagets afsenderlandsprincip kan dog betyde, at danske virksomheder på visse specifikke områder kan være underlagt strengere krav end udenlandske virksomheder. Ligeledes kan det for forbrugerne betyde en forringelse af beskyttelsen, da de kan blive mødt af markedsføring, som ikke opfylder de krav, der findes i dansk lovgivning. Ulemperne ved afsenderlandsprincippet kan dog minimeres, hvis det sikres, at forslaget bygger på et ensartet højt forbrugerbeskyttelsesniveau.
8. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget
Grundnotat er fremsendt den 21. juli 2000 til orientering. Høringsnotat er fremsendt den 29. september 2003.
50/63
6. Forslag til Rådsresolution om den nye metode Nyt notat
Resumé
Formandskabet har udarbejdet et forslag til rådsresolution om den nye metode (Presidency document - Meeting doc. No. 2). Resolutionen er udarbejdet på grundlag af Kommissionens meddelelse af 7. maj 2003 til Rådet og Europa-Parlamentet om "En bedre anvendelse af direktiverne efter den nye metode" (KOM(2003)240 endelig).
Den nye metode (suppleret med den globale metode) er en lovteknik, der anvendes for at sikre varernes frie bevægelighed. Meddelelsen indeholder forslag til forbedringer indenfor 4 hovedområder: 1) vurdering, udpegning og overvågning af bemyndigede organer, 2) forslag vedrørende procedurer for overensstemmelsesvurdering, 3) tiltag, der styrker administrativt samarbejde og markedsovervågning samt 4) forslag, der skal styrke CE-mærket. Udmøntningen af initiativerne foreslås at ske via et fælles grunddirektiv, der skal styrke den legale ramme for alle direktiver, der er omfattet af den nye metode.
Rådsresolutionen anerkender den nye og globale metode som en passende og effektiv lovgivningsmekanisme til at øge teknologisk innovation og forbedre den europæiske industris konkurrenceevne. Men samtidig anerkendes behovet for fortsat at styrke og forstærke implementeringen af direktiverne efter den nye og globale metode. På denne baggrund opfordrer Rådet Kommissionen til at gå videre med en række af de initiativer, der er nævnt i meddelelsen.
Rådsresolutionen berører ikke i sig selv gældende dansk ret.
1. Baggrund og indhold
Formandskabet har udarbejdet et forslag til rådsresolution om den nye metode (Presidency document - meeting doc. No. 2). Rådsresolutionen er udarbejdet på grundlag af Kommissionens meddelelse af 7. maj 2003 til Rådet og Europa-Parlamentet om " En bedre anvendelse af direktiverne efter den nye metode" (KOM(2003)240 endelig). Meddelelsen blev præsenteret på rådsmøde (Konkurrenceevne) den 19. maj 2003.
Den nye metode (suppleret med den globale metode) er en lovteknik, der anvendes for at sikre varernes frie bevægelighed. Meddelelsen indeholder forslag til forbedringer indenfor 4 hovedområder: 1) vurdering, udpegning og overvågning af bemyndigede organer, 2) forslag vedrørende procedurer for overensstemmelsesvurdering, 3) tiltag, der styrker administrativt samarbejde og markedsovervågning samt 4) forslag, der skal styrke CE-mærket. Udmøntningen af initiativerne foreslås at ske via et fælles grunddirektiv, der skal styrke den legale ramme for alle direktiver, der er omfattet af den nye metode.
51/63
Udkastet til rådsresolution om den nye metode (Presidency document - meeting doc. No. 2.) indeholder følgende:
Generelt anerkendes den nye og den globale metode som en passende lovgivningsmekanisme til at øge teknologisk innovation og forbedre den europæiske industris konkurrenceevne. Samtidig anerkendes dog behovet for fortsat at styrke og forstærke implementeringen af direktiverne efter den nye og globale metode.
På baggrund af Kommissionens meddelelse om den nye metode opfordres Kommissionen til at komme med forslag på følgende områder:
Vedr. vurdering, udpegning og overvågning af bemyndigede organer
For at sikre, at alle bemyndigede organer udøver deres opgaver på samme niveau og i lige konkurrence:
foreslå konsoliderede krav til de bemyndigede organer såsom krav om erfaringsudveksling og udveksling af informationer vedrørende tilbagekaldelse eller afslag på certifikater, etablere og støtte passende procedurer for informationsudvekslingen mellem de bemyndigede organer,
foreslå konsoliderede krav til myndigheder med ansvar for vurdering, udpegning og overvågning af bemyndigede organer.
Støtte nedsættelse af et forum bestående af udpegende myndigheder i medlemslandene med henblik på udveksling af best practices.
Etablere en effektiv informationsudvekslingsprocedure mellem udpegende myndigheder og akkrediteringsorganer for at forstærke administrative samarbejder.
Udvikle et on-line notifikationssystem for at øge effektiviteten og gennemsigtigheden i notifikationsproceduren.
Udvikle mere omfattende retningslinier for akkreditering med henblik på at udbygge sammenhæng, gennemsigtighed og samarbejde mellem akkrediteringstjenesterne i EU.
Vedr. markedsovervågning og CE-mærkning
I samarbejde med medlemslandene overveje fælles krav for markedsovervågningen og indføre forpligtelser til deltagelse i administrative samarbejder i ny metode lovgivningen.
Forbedre sikkerhedsklausulproceduren for at øge gennemsigtighed og reducere sagsbehandlingstiden.
52/63
I samarbejde med medlemslandene, EEA lande og andre lande at gennemføre en oplysningskampagne om CE-mærket og dets tilknytning til frivillige mærker og overveje forslag til beskyttelse af CE-mærkningen.
Vedr. generelle områder
Foreslå lovgivning, der præciserer og harmoniserer definitioner af horisontal karakter med henblik på indføjelse af fælles aspekter i alle direktiver via en enkelt lovgivningsmæssig tekst.
Overveje, hvilke opgaver der kan outsources for bedre at udnytte den knappe tekniske ekspertise og sikre effektiviteten af beslutningsprocedurerne.
Sikre en mere konsistent anvendelse af overensstemmelsesprocedurer for produkter, der er dækket af flere direktiver.
2. Europa-Parlamentets holdning Rådsresolutionen er ikke oversendt til Europa-Parlamentet.
3. Nærheds- og proportionalitets princippet
Kommissionen vurderer, at forslagene i rådsresolutionen er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Resolutionsteksten anerkender således, at godkendelse og udpegning af bemyndigede organer og tilrettelæggelse af markedsovervågningen er underlagt medlemsstaternes forpligtelser. Det er regeringens holdning, at rådsresolutionen skønnes at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet. Der er tale om at forbedre og styrke elementer i den nye metode, der er et af de bærende instrumenter til harmonisering og fjernelse af hindringer for varernes frie bevægelighed i det indre marked.
4. Gældende dansk ret
Rådsresolutionen berører ikke i sig selv gældende dansk lovgivning. Udmøntning af visse af forslagene skal i givet fald implementeres i dansk lovgivning.
5. Høring
1. udkast til en rådsresolution har været i høring i EU-specialudvalget for Vækst og Konkurrenceevne. Desuden er EU-specialudvalget tidligere hørt over meddelelsen om den nye metode.
Til meddelelsen er der kommet høringssvar fra Dansk Industri, Forbrugerrådet, HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene, DANAK, FORCE Technology.
53/63
Til 1. udkast til en rådsresolution er der kommet høringssvar fra Forbrugerstyrelsen og DANAK
Dansk Industri (Dl) kan generelt tilslutte sig forslagene i meddelelsen vedrørende vurdering, udpegning og overvågning af bemyndigede organer. For at sikre ensartede kriterier for udpegning og overvågning af bemyndigede organer er det endvidere DI's opfattelse, at udpegning og en eventuel akkreditering skal ske på baggrund af standarderne i EN 45000 serien (i fremtiden EN/ISO/IEC 17000). Kravene til udpegning og løbende kontrol bør fastlægges med retslig gyldighed.
DI finder, at Kommissionens forslag om at indføre modulerne H, D eller E må afvejes nøje i henhold til produktets risikogruppe og art. DI kan ikke generelt anbefale større anvendelse af disse moduler, der vil medføre en ekstra økonomisk byrde for virksomhederne uden at skabe sikrere produkter. I stedet fremhæver DI, at modul A (fabrikanterklæring) bør anvendes som den foretrukne procedure for overensstemmelsesvurdering.
DI er enig i, at der mangler viden om, hvad CE-mærket reelt står for, og at der er hensigtsmæssigt med en oplysningskampagne, der samtidig vil kunne differentiere CE-mærket fra de forskellige typer mærker, der findes på produkterne.
DI er tilsvarende enig i forslaget om at etablere et retsgrundlag for et administrativt samarbejde omkring markedsovervågningen. DI mener ikke at aktiviteter i forbindelse med anvendelse af sikkerhedsklausulen generelt bør outsources, da der er tale om en myndighedsopgave.
Afslutningsvis anfører DI, at der ikke bør udarbejdes et nyt grunddirektiv, der bliver gældende "over" de specifikke direktiver. Der kan være specifikke forhold, der gør, at enkelte bestemmelser må være tilpasset det konkrete produktområde. I stedet foreslår DI, at det eksisterende CEmærkningsdirektiv (1993/68/EF) revideres, således at det medtager horisontale emner.
Forbrugerrådet (FBR) beklager indledningsvis, at der ikke i meddelelsen tages initiativ til en generel evaluering af den nye metode. De europæiske forbrugerorganisationer mener, at det bør undersøges, om ikke en generel revision er tiltrængt, ligesom man beklager, at man i det oprindelige høringspapir har undtaget standardiseringsområdet, og i denne forbindelse især stakeholderdeltagelsen.
Forbrugerrådet er som udgangspunkt enig i de fleste af anbefalingerne. FBR er enig i at sikre akkrediteringens uafhængighed af kommercielle interesser. Umiddelbart er FBR bekymret for, om en større anvendelse af modul H vil svække anvendelsen af moduler med tredjepartscertificering.
54/63
Specielt vedrørende CE-mærkningen er FBR enige i, at der hersker forvirring om CE-mærkets betydning. Forbrugerne betragter CE-mærket som et egentligt kvalitetsmærke, der involverer 3. parts certificering. Der er derfor behov for, at selve anvendelsen af CE-mærket tages op til behandling.
HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS). HTS finder, at der er behov for forskellige præciseringer af meddelelsen, da de nuværende formuleringer kan give retslig usikkerhed. Bl.a. udtrykker HTS bekymring for, at formuleringerne om administrativt samarbejde mellem de håndhævende myndigheder kan fortolkes i retning af, at myndighederne skal udste-' de forbud mod produkter, der alene er potentielt farlige.
DANAK finder, at en ensartet bedømmelse af bemyndigede organer sikres bedst ved brug af det internationale akkrediteringssystem frem for at lade bedømmelsen foretage af nationale myndigheder. Fonden er desuden positiv overfor et øget samarbejde mellem bemyndigede organer. Fonden nævner desuden, at der i 2004 vil komme en ny standard (ISO 17011), som skærper kravene til akkrediteringsorganernes uafhængighed.
Til udkastet til rådsresolution foreslår DANAK, at der indgår forslag om, at medlemslandene ved notifikation af bemyndigede organer skal oplyse, hvilke kompetencekrav, der stilles til de udpegende og tilsynsførende myndigheder.
FORCE Technology er enig i forslagene om administrative samarbejder mellem myndigheder og mellem bemyndigede organer. FORCE finder det imidlertid uhensigtsmæssigt at indføre modul H som et generelt alternativt modul i alle direktiver, idet dette vil sænke sikkerhedsniveauet for en række produkter.
6. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser Rådsresolutionen skønnes ikke i sig selv at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
7. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Rådsresolutionen skønnes ikke i sig selv at have samfundsøkonomiske konsekvenser.
8. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget Sagen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
55/63
7. Forslag til ny kemikalieregulering (kemikaliepakke)
Revideret notat
Resumé
Kommissionen fremlagde den 28. februar 2001 sin hvidbog om en strategi for en ny kemikaliepolitik (KOM(2001) 88 endelig). Et væsentligt punkt i hvidbogen er et forslag om et enhedssystem, der fremover vil sikre den samme procedure for nye og eksisterende kemiske stoffer.
På Rådsmødet (miljø) den 7. - 8. juni 2001 blev der vedtaget rådskonklusioner, hvori Rådet opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2001 at fremlægge sine vigtigste forslag til et enkelt klart og gennemsigtigt regelsæt med henblik på iværksættelse af strategien.
Kommissionen sendte i april et udkast til forslag til ny kemikalieregulering i høring. Det endelige forslag til ny kemikalieregulering forventes fremlagt den 29. oktober.
På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 26. november 2002 orienterede Kommissionen Rådet om status på forslag til gennemførelse af kemikaliestrategien.
På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 3. marts 2003 orienterede Kommissionen om status for forslag til gennemførelse af kemikaliestrategien, hvorefter Rådet udvekslede synspunkter om sagen.
På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 13. maj 2003 udvekslede Rådet synspunkter om sagen.
På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 22. september 2003 informerede Kommissionen om resultaterne af internethøringen og Rådet udvekslede synspunkter om sagen.
Det italienske formandskab har sat sagen på dagsordenen for rådsmøde (Konkurrenceevne) den 11. november 2003, med henblik på præsentation af forslag til ny kemikalielovgivning.
Da Kommissionen endnu ikke har offentliggjort forslaget kan det på nuværende tidspunkt ikke vurderes, hvorvidt forslaget har konsekvenser for dansk ret.
1. Baggrund og indhold
Kommissionen offentliggjorde den 28. februar 2001 sin hvidbog om strategi for en ny kemikaliepolitik. Hvidbogen blev drøftet af Rådet ( indre marked) den 6. juni 2001 og af Rådet (miljø) den 7-8. juni 2001.
Formandskabet har sat punktet på dagsordenen med henblik på politisk debat.
56/63
r
Grundnotat om hvidbogen er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 12.marts 2001 forud for samråd om sagen i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 14. marts 2001.
Hvidbogen har været forelagt Europaudvalget den 23.maj 2001 til orientering.
På Rådsmødet (miljø) den 7. - 8 juni 2001 blev der vedtaget rådekonklusioner, som bl.a. opfordrer Kommissionen til senest ved udgangen af 2001 at fremlægge forslag med henblik på at at iværksætte kemikaliestrategien.
Kommissionen nedsatte i perioden oktober 2001 til februar 2002 en række arbejdsgrupper med deltagelse fra medlemslandene, de grønne organisationer og industrien med henblik på at få input til udarbejdelse af den nye kemikalieregulering.
Herudover er der udarbejdet en Business Impact Report og der har været arrangeret adskillige Stakeholder-møder hvor EU's kommende kemikalieregulering har været diskuteret.
I formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Gøteborg i juni 2001 slås det fast at den nye kemikalielovgivning skal træde i kraft senest 2004.
Et konkret forslag til gennemførelse af kemikaliestrategien har været ventet siden årsskiftet 2001/2002. Kommissionen har endnu ikke fremlagt noget forslag.
I konklusionerne fra Rådet (miljø) 7.-8. juni 2001 blev Kommissionen
opfordret til i forbindelse med sine kommende forslag at:
undersøge sammenhængen med anden lovgivning på andre områder med henblik på at undgå dobbeltarbejde
at undersøge om der indenfor REACH systemet skal indføres et enkelt register der skal omfatte stoffer der produceres i mængder under 1 ton
at undersøge hvordan man kan udvikle screening procedurer til en effektiv identifikation af kemikalier med potentielt skadelige egenskaber
at undersøge hvordan man kan udarbejde kriterier for klassifikation af stoffer i problemkategorier
nærmere at undersøge datakrav for stoffer produceret i mængder under 10 tons
at udvikle procedurer der kan anvendes at myndigheder og industri til at forenkle identifikationen af undersøgelsesstrategier og reducere behovet for dyreforsøg
57/63
undersøge realistiske midler til at forenkle proceduren og udnytte de oplysninger der er til rådighed
at tilføje PBT (persistente, bioakkumulerende og giftige stoffer) og VPVB (meget persistente og stærkt bioakkumulerende stoffer) til de gruppe af problematiske stoffer der skal godkendes
at overveje at lade kendte hormonforstyrrende stoffer være omfattet af godkendelsesordningen, når der er fastlagt videnskabeligt gyldige undersøgelsesmetoder og kriterier
at samordne bidraget til det internationale arbejde med det globalt harmoniserede klassificerings - og mærkningssystem og analysere dets konsekvenser for fællesskabslovgivningen at undersøge hvordan et centralt kontor som f.eks et udvidet ECB bedst kan oprettes og finansieres
at udvikle mekanismer og fastsætte praktiske regler der skal være klare når systemet gennemføres , gennem hvilke industrien gør testddata og andre oplysninger tilgængelige
at undersøge mulighederne for at sikre effektiv gennemførelse
Det forventes, at disse elementer vil være indeholdt i Kommissionens forslag.
På baggrund af en debat på Rådsmødet (miljø) den 9. december 2002 om de overordnede principper for den fremtidige kemikalielovgivning i den Europæiske Union fremlagde formanden sine konklusioner, hvor Rådet:
- bekræftede sine konklusioner vedtaget på Rådsmødet den 7. juni 2001.
- var enig om, at en ny autorisationsordning også skal omfatte PBT og vPvB stoffer og lægger vægt på, at det overvejes at lade andre grupper af problematiske stoffer så som hormonforstyrrende stoffer omfatte af ordningen.
- anerkendte vigtigheden af at erstatte farlige stoffer med mindre farlige alternativer og vigtigheden i at fremme nyskabelser herunder udvikling af mindre farlige stoffer og alternative teknikker.
- lagde vægt på behovet for effektive og passende sanktioner, og at mangel på tilstrækkelige data med henblik på registrering fører til, at de pågældende stoffer ikke kan markedsføres.
- understregede betydningen af effektiv overvågning, gennemførelse og håndhævelse.
- var enige om behovet for særlig vejledning for små og mellemstore virksomheder og "downstream brugere" (d.v.s. professionelle brugere), og at der skulle gøres en indsats for at bistå disse virksomheder i deres gennemførelse af lovgivningen.
- var desuden enige om, at det nye system skulle dække alle problematiske anvendelser af kemiske stoffer i produkter (artikler).
- bekræftede, at Rådet (miljø) ville prioriterer sagen højt.
58/63
Af konklusionerne fra det Europæiske Råds møde den 16.- 17 fremgår, at det kommende forslag om kemikalier skal drøftes af Rådet (konkurrenceevne) i samordning med andre rådssammensætninger.
2. Europa-Parlamentets holdning
Da Kommissionens forslag endnu ikke foreligger, har EuropaParlamentet ikke udtalt sig.
3. Nærheds- og proportionalitets princippet Kemikaliereguleringen er et område med delvis fællesskabskompetence og nærheds- og proportionalitetsprincippet skønnes derfor opfyldt ved en fællesskabsregulering på kemikalieområdet.
4. Gældende dansk ret, samfundsøkonomiske og lovgivningsmæssige konsekvenser
Da Kommissionens forslag endnu ikke foreligger, kan der på nuværende tidspunkt ikke siges noget om konsekvenser for gældende dansk ret. Derudover kan der ikke siges noget om eventuelle samfundsøkonomiske eller lovgivningsmæssige konsekvenser af en ny kemikalielovgivning.
5. Høring
Da forslaget fra Kommissionen endnu ikke foreligger har der ikke været foretaget høring heraf. Kommissionen har i arbejdet med et kommende forslag indhentet synspunkter fra en bred kreds af høringsparter, som udover medlemslandene omfatter NGO'er og industrien.
På møde i specialudvalget (miljø) d. 7. februar 2003 i forbindelse med forberedelsen af Rådsmøde (miljø) den 4. marts 2003 opfordrede Forbrugerrådet, Det Økologiske Råd og Danmark Naturfredningsforening regeringen til at gå i offensiven for at præge debatten om den europæiske kemikaliepolitik.
Dansk Industri opfordrede til, at der i første omgang satses på at etablere et håndterbart system, så det sikres at man overhovedet kommer i gang med et system. Man kan herefter løbende i lyset af de indhøstede erfaringer løbende revidere, forbedre og udvide systemets anvendelsesområde.
På mødet i specialudvalget (miljø) d. 20. maj 2003 i forbindelse med forberedelsen af Rådsmøde (miljø) den 13, juni 2003 fremkom følgende bemærkninger:
Forbrugerrådet støttet af Greenpeace ønskede, at regeringen klart skulle tilkendegive, at kemiske stoffer i alle varer og forbrugerprodukter skal omfattes af den nye lovgivning og opfattede ordlyden i den kommenterede dagsorden som mindre forpligtende end ordlyden i Miljørådets konklusioner fra 2001.
Det Økologiske Råd støttede denne holdning og foreslog "i princippet" slettet i 1. sætning af sidste afsnit under den danske holdning, således at
59/63
det fremgår krystalklart af den danske holdning, at farlige kemiske stoffer i varer og forbrugsprodukter skal være omfattet af den nye lovgivning. Desuden tilkendegav Det Økologiske Råd endvidere at allergifremkaldende stoffer også burde være omfattet. Det Økologiske Råd ønskede endvidere, at regeringen tog stilling til USA's forsøg på at undergrave REACH-systemet.
Dansk Industri mente, at der kunne vise sig at være problemer med tidsplanen i 4. sidste afsnit under den danske holdning, og var især usikre på dette i forbindelse med princippet om "no data no marketing".
Danmarks Naturfredningsforening var tilfredse med den danske holdning og herunder i at PBT og VPVB skal tilføjes til de grupper af problematiske stoffer, som skal omfattes af autorisationsordningen. Danmarks Naturfredningsforening støttede endvidere at hormon- og allergifremkaldende stoffer skal omfattes, at princippet om "no data no marketing" skal gælde, og farlige kemiske stoffer i varer og forbrugsprodukter skal omfattes.
Forbrugerrådet spurgte til om Danmark laver et høringssvar til Kommissionens internethøring.
Kommissionen har som tidligere nævnt lagt et foreløbigt udkast til kemikalieregulering ud på internettet til høring. Internethøringen er afsluttet.
Danske reaktioner på Internethøringen
En række danske organisationer og firmaer har kommenteret REACHforslaget i forbindelse med EU Kommissionens Internethøring. Disse kommentarer er tilgængelige på
http://europa.eu.int/comm/enterprise/chemicals/chempol/whitepaper/contributions.htm
Kommentarerne fra danske brancheorganisationer (Dansk Industri, Procesindustriens Arbejdsgiverforening, Foreningen for Danmarks Farve- og Lakindustri, Plastindustrien i Danmark, Brancheforeningen for lim og fugemasser, HTS - Interesseorganisationen, Kemikaliebranchen) og firmaer (H. Lundbeck A/S, Sky-Light A/S, BASF Nordic/Baltic, Hempel A/S, Haldor Topsøe A/S) udtrykker generel støtte til formålet med REACH. De kritiske bemærkninger retter sig især mod de foreslåede procedurer. Man ønsker bl.a. at begrænse medlemslandenes involvering i registrering, evaluering og autorisation til fordel for Agenturet. Der foreslås generelt væsentlig længere tidsfrister for producenters, importørers og brugere af kemikaliers (downstream users) pligt til at sikre, at deres produkter kan anvendes på en forsvarlig måde og endvidere foreslås det, at omfanget af pre-registreringen udvides væsentligt.
Særlig kritik er rettet mod pligten til at udarbejde en Chemical Safety Report for kemiske stoffer i kemiske produkter (præparat), og pligten til at sende Chemical Safety Report for de kemiske stoffer videre til kunderne. Man foreslår i stedet, at der skal udarbejdes sikkerhedsdatablade for præ
60/63
paratet i stil med, hvad man kender under eksisterende fællesskabslovgivning. Kun de stoffer, der efter reglerne i Præparatdirektivet bidrager til klassificeringen af præparatet, skal indgå i vurderingen. Årsagen til dette forslag er, udover bekymring for de praktiske vanskeligheder ved at udarbejde og videresende Chemical Safety Report for mange kemiske stoffer, bekymring for, om forretningsmæssig følsom information fortsat kan holdes fortroligt.
Endelig ønsker man lempelse eller afskaffelse af kravene til isolerede mellemprodukter, der bruges på stedet eller transporteres, til polymerer, til stoffer, der bruges til udvikling af farmaceutiske produkter, og til kemiske stoffer i artikler, ligesom man foreslår, at autorisationsordningen kun skal omfatte CMR kat. 1 & 2, og POP stoffer.
Forbrugerrådets høringssvar giver ligeledes udtryk for støtte til forslaget i store træk men ønsker, at forbrugerprodukter og artikler i videre omfang skal være omfattet af forpligtigelserne under REACH. Forbrugerrådet foreslår en generel deklarationspligt om kemiske stoffer i alle produkter og artikler, at klassificerings- og mærkningsreglerne for stoffer og præparater udvides til artikler, og en særlig mærkning af forbrugerprodukter og artikler, der indeholder særligt bekymrende stoffer, der er underlagt krav om autorisation.
For stoffer foreslår Forbrugerrådet, at alle stoffer i mængder over 10 kg registreres med datakrav svarende til de nuværende regler for anmeldelse af nye stoffer. Endelig foreslår Forbrugerrådet, at autorisationsordningen omfatter alle allergifremkaldende stoffer, og at kun en tidsbegrænset autorisation kan gives, hvis der ikke er substitutionsmuligheder.
Danmarks Naturfredningsforening har ligeledes kommentarer vedrørende bl.a. forbrugerprodukter, mærkning af artikler, adgang til information, herunder om kemiske stoffer i artikler og vedr. autorisationsordningen, der generelt går i samme retning som Forbrugerrådets kommentarer. Derudover er der forslag til at forenkle beslutningsproceduren ved evaluering, men at gøre prioritetsevaluering obligatorisk for alle stoffer over 100 tons per år.
Derudover har en række danske NGO'er bidraget til et fælles europæisk NGO svar.
Miljøstyrelsens høringssvar - hvor Kommissionens forslag hilses velkommen - koncentrerer sig om konkrete kommentarer og /eller forslag med henblik på forslagets mulighed for at virke efter hensigten ("workability"). Miljøstyrelsens høringssvar er udarbejdet med bidrag fra Arbejdstilsynet.
De overordnede kommentarer påpeger, at der er et generelt behov for afklaring og vejledning om berøringsfladerne mellem REACH og anden lovgivning f.eks. arbejdsmiljølovgivning og for afklaring og vejledning
61/63
vedrørende definitioner i REACH. Det påpeges også, at det ikke fremgår, hvilket arbejdssprog, der gælder for de enkelte elementer af REACH.
Vedrørende de generelle forpligtigelser, der pålægges industrien, påpeges behovet for afklaring af de forpligtigelser, som REACH fastsætter sammenholdt med arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser herunder grænseværdier. Der er ligeledes kommentarer og forslag til, hvordan de nye forpligtigelser til at informere kan bygge på eksisterende lovgivning og erfaringer herfra. Samtidig påpeges det, at den information, der skal sendes i gennem leverandørkæden, bør målrettes mod behovene hos modtageren.
Vedrørende registrering foreslås det af praktiske hensyn og af kontrolhensyn at slette reglen om, at der skal gøres rede for mindst 90% af det producerede volumen. Alternative muligheder foreslås. Der er også forslag til forenkling af proceduren omkring "completeness check" af registreringerne, forslag til præcisering af forpligtigelse til at opdatere registreringer samt kommentarer, der vedrører registrering af stoffer i artikler. Vedrørende polymerer foreslår Miljøstyrelsen, at farlige monomerer i polymerer, skal registreres, da mange polymerer indgår i forbrugerprodukter.
Vedrørende datakravene for registrering bliver det foreslået i højere grad at udstikke generelle retningslinjer i selve lovteksten. Af hensyn til lettere at kunne tage højde for ny videnskabelig erkendelse og nye metoder så bør de specifikke anbefalinger om informationsindhentning og tests derimod fastsættes i en detaljeret teknisk vejledning, der også bør åbne op for en bredere anvendelse af computermodeller, (Q)SØ. Blandt en række mere tekniske kommentarer berøres vigtigheden af, at risikoen for skader på forplantningsevnen belyses i tilstrækkelig grad. Men samtidig påpeger man, at det nærværende forslag netop mht. dette aspekt, er unødigt dyrt for visse stoffer og ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for andre. Man peger også på et behov for særregler for enzymer, proteiner m.m. i overensstemmelse med praksis i dag, da datakravene ikke er tilpassede denne gruppe af stoffer. Vedrørende data deling er der foreslået nogle ændringer, der kan smidiggøre procedurerne.
Vedrørende bestemmelserne for brugere af kemikalier (downstream users), så understreger man vigtigheden af, at REACH supplerer eksisterende lovgivning på arbejdsmiljøområdet og endda kan lette nogle af de forpligtigelser, der ligger i den eksisterende arbejdsmiljølovgivning. Høringssvaret indeholder endvidere en række forslag og kommentarer, der har til hensigt at sikre, at de nødvendige informationer tilvejebringes. Det bliver anset for nødvendigt at give downstream users længere tid til at fuldføre deres forpligtigelser.
For evalueringsdelen af REACH er der en række forslag til at øge hastigheden af standard evaluering og nedsætte ressourceforbruget hertil
62/63
uden dog at opgive myndighedernes mulighed for indflydelse på test af stoffer, der har myndighedernes særlige bevågenhed.
For prioritetsevaluering foreslår man en række ændringer, så myndighederne for særligt udvalgte stoffer kan bede om yderligere oplysninger om den samlede udsættelse af mennesker og miljø for disse udvalgte stoffer. Hvis der er særlig grund dertil, bør myndighederne kunne bede om test, som ikke er forudset i "standard testpakken" f.eks. til belysning af hormonforstyrrende egenskaber. Det foreslås også, at myndighederne kan bedes om yderligere oplysninger for isolerede mellemprodukter, der bruges på produktionsstedet, (isolated intermediates on-site), hvis de er særligt farlige og produceres i store mængder (>100 t/a). Baggrunden for dette forslag er, at der for disse stoffer ikke stilles krav om testdata uanset mængden, som de produceres i.
Vedrørende autorisation af PBT og vPvB stoffer er der fremsat en række ændringsforslag bl.a. om betingelserne for at opnå autorisation, hvor formålet med forslagene er at sikre, at autorisations proceduren vil virke hensigtsmæssigt for disse stoffer. Der er også givet kommentarer, der berører relationen mellem autorisationsordningen under REACH og anden fællesskabslovgivning. Endelig foreslår Miljøstyrelsen, at autorisation bliver givet for en begrænset periode. Dette er især relevant, når autorisation bliver givet på trods af, at anvendelsen ikke anses for tilstrækkelig sikker dvs. i de tilfælde, hvor autorisation bliver givet af samfundsøkonomiske hensyn eller af manglen på alternativer. Vedrørende bestemmelserne om begrænsning af produktion, markedsføring og anvendelse er der givet kommentarer til klargørelse af lovteksten og til forenkling af proceduren.
Endelig er det foreslået, at der i særlige tilfælde kan vedtages harmoniseret klassificering for andre effekter end CMR og luftvejsallergener. På sigt bør sådanne andre effekter kunne klassificeres på fællesskabsplan, hvis der er enighed om, at de giver grund til lignende bekymring som CMR og luftvejsallergener.
For at sikre gennemsigtighed i forvaltningen af kemiske stoffer, så har Miljøstyrelsen foreslået, at anvendelser af kemiske stoffer ikke er fortrolige med mindre, at der er særlige grunde hertil. Erfaringerne fra det danske Produktregister kan være nyttige til at fastsætte regler herfor, som ikke kompromitterer forretningshemmeligheder. Man har også foreslået, at sammendrag af toksikologiske eller økotoksikologiske testrapporter skal være offentlig tilgængelige.
Endelig tages der forbehold for fastsættelse af strafferetslige sanktioner i REACH.
På specialudvalgsmøde (miljø) den 8. oktober 2003 fremkom følgende bemærkninger:
63/63
Dansk Industri henviste til, at forslaget om ny kemikalielovgivning var lagt ud på internettet og opfordrede til, at der blev redegjort for dette forslag i den kommenterede dagsorden til Rådsmødet (miljø) den 27. oktober 2003.
DI fandt, at en konsekvensvurdering af forslaget var vigtigt på grund af forslagets omkostningstyngde og efterlyste stillingtagen til den af Kommissionen planlagte konsekvensvurdering i indstillingen.
Danmarks Naturfredningsforening efterlyste en konsekvensvurdering af samfunds- og erhvervsøkonomiske fordele ved forslaget. Foreningen fandt, at rådskonklusionernes rolle i indstillingen burde understreges, således at rådskonklusionerne blev et minimumsgrundlag for behandlingen af forslaget.
Det Økologiske Råd lagde vægt på, at en konsekvensvurdering ikke måtte forsinke forslaget unødigt. Endvidere gav Det økologiske råd udtryk for, at autorisationsordningen burde omfatte allergifremkaldende stoffer - især de luftbårne; at fortrolighedsbestemmelserne i forslaget var forstrenge; samt at der burde lægges større vægt på substitutionsprincippet.
6. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser
Da Kommissionens forslag endnu ikke foreligger, kan der ikke på nuværende tidspunkt ikke siges noget konkret om de beskyttelsesmæssige, økonomiske og lovgivningsmæssige konsekvenser af en ny kemikalieregulering.
7. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Da Kommissionens forslag endnu ikke foreligger, kan der ikke på nuværende tidspunkt ikke siges noget konkret om de beskyttelsesmæssige, økonomiske og lovgivningsmæssige konsekvenser af en ny kemikalieregulering.
8. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget
Grundnotat om hvidbogen er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 12.marts 2001 forud for samråd om sagen i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 14. marts 2001. Hvidbogen har været forelagt Europaudvalget den 23.maj 2001 til orientering.
Folketingets Europaudvalg er desuden tidligere blevet orienteret om sagen forud for rådsmøde (miljø) den 7. - 8. juni 2001 samt rådsmøde (Industri) den 5. december 2001, rådsmøde (Konkurrenceevne) den 6. juni 2002, rådsmøde (Konkurrenceevne) den 26. november 2002, 3. marts 2003, 13. maj 2003 og 22. september 2003 og rådsmøde (Miljø) den 9. december 2002, 4. marts 2003, 13. juni 2003 og 27.oktober 2003.