Hjælpemenu

Hovedmenu

Skatteministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenspunkt 8, rådsmøde ØKOFIN 4/11.

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

29. oktober 2003

 

 

 

 

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 31. oktober 2003 – dagsordenspunkt rådsmøde (økonomi- og finansministre) den 4. november 2003 - vedlægges Skatteministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenspunkt 8.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skatteministeriet

Told- og Skattestyrelsen

 

 

 

J. nr. 99/03-2011-00070

29. oktober 2003

 

 

 

Bidrag til aktuelt notat

om

Meddelelse fra EU-Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om toldvæsenets rolle i den integrerede forvaltning af de ydre grænser (del af KOM(2003)452).

ECOFIN den 4. november 2003 ventes at vedtage rådskonklusioner vedrørende Kommissionens meddelelse om toldvæsenets rolle i den integrerede forvaltning af de ydre grænser (del af KOM(2003) 452). De indeholdte betragtninger og overvejelser vil først efterfølgende skulle udmøntes ved konkrete forslag.

1. Baggrund

Kommissionen fremlagde sin meddelelse om toldvæsenets rolle i den integrerede forvaltning af de ydre grænser den 24. juli 2003. Meddelelsen indgik som led i en pakke sammen med Kommissionens meddelelse om eTold samt forslag om ændring af toldkodeks.

Meddelelsen skal ses som Kommissionens opfølgning på meddelelse fra maj 2002 "På vej mod en integreret forvaltning af de ydre grænser for medlemslandene af den Europæiske Union".

Meddelelsen skal også ses i forlængelse af Kommissionens meddelelse fra februar 2001 om en toldunionsstrategi samt Rådets resolution af juni 2001, som handler herom.

2. Indhold

Meddelelsen indeholder en række betragtninger og overvejelser om den fremtidige forvaltning af toldkontrollen på EU´s ydre grænser og opstiller en række retningslinier herfor. Rådet, Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg opfordres til at drøfte de foreslåede retningslinier, således at der så hurtigt som muligt kan udarbejdes konkrete forslag.

Kommissionen anbefaler følgende retningslinier for den fremtidige toldkontrol af EU’s ydre grænser:

    • At rationalisere toldkontrollen ved grænsestederne.

Dette indebærer en fordeling af arbejdet på grænsetoldstederne i EU og toldsteder inde i EU, således at grænsetoldstederne først og fremmest tager sig af det sikkerhedsmæssige aspekt i forbindelse, med varekontrollen, således at uønskede varer (fx eksplosiver, våben, narkotika, miltbrand o.lign.) ikke kommer ind i EU, mens toldstederne inde i EU ved hjælp af nye kontrolmetoder sikrer de fiskale og handelsbeskyttende aspekter.

    • At indføre en fælles fremgangsmåde over for risici, der er forbundet med varer, og gøre den operationel i en fælles mekanisme til samordning og samarbejde.

Dette indebærer en fælles organisatorisk struktur, som opstiller, prioriterer og evaluerer fælles risikobilleder, som vil skulle anvendes ensartet i medlemslandene. Det er hensigten at opdele risikoanalysen i 3 faser. Første fase er risikoprofiler, der har til formål at udvælge de fortoldninger m.v. der skal kontrolleres. Anden fase er vægtning af risikoobjekter, fx varekode og landekode. Tredje fase er en tilfældig udvalgt stikprøvekontrol. Ensartetheden foreslås sikret gennem bl.a. udvikling af kontrolstandarder. Der foreslås også en enkelt elektronisk overførselskanal for risikoinformationer om varerne fra erhvervslivet til toldmyndighederne samt systemer og databaser til at håndtere disse informationer.

    • At sikre et passende niveau af menneskelige ressourcer og udstyr ved de ydre grænser.

Dette indebærer, at medlemsstaterne stiller det fornødne personale og udstyr til rådighed for en sikkerhedskontrol på EU’s ydre grænse. På EU-plan tænkes der fastlagt minimumskrav til det toldudstyr, medlemsstaterne skal anskaffe. Herudover påtænkes der at oprette specielle teams, som kan hjælpe de nye medlemslande og teams, som kan sættes ind, hvis der hurtigt skal reageres på uventede risici. Det indebærer også best-practice-undersøgelser i medlemslandene og fælles uddannelse af personale.

    • At sikre, at der er en ramme af retlig og forskriftsmæssigt art, hvor sikkerhedsdimensionen ved toldarbejdet er inddraget.

Dette indebærer, at der skabes et fælles retligt grundlag for at toldmyndighederne kan gennemføre sikkerhedskontrol og samtidig at fremme aftaler mellem bestemmelses- og afgangslande, der har vigtige handelsveje til søs og i luften, samt at styrke og videreføre samarbejdet med tredjelande.

       

    • At styrke samarbejdet mellem politi, grænsevagter og andre myndigheder ved de ydre grænser.

Dette indebærer en styrkelse af det operationelle samarbejde og informationsudvekslingen mellem de myndigheder, der har ansvaret for at overvåge de ydre grænser og øge synergien mellem disse myndigheder.

Der foreligger nu udkast til rådskonklusioner, der hilser Kommissionens meddelelse vedkommen og opfordrer alle involverede parter til at løfte sine respektive dele af ansvaret for at meddelelsens principper udmøntes i forslag, konkrete handlinger m.v. Specielt opfordres Kommissionen til at fremlægge konkrete forslag til udmøntning.

En gennemførelse af tiltag efter de retningslinier, der peges på Kommissionens meddelelse, vil betyde, at EU’s toldmyndigheder – ud over den almindelige toldkontrol i forbindelse med varers indførsel til, transit gennem eller udførsel fra Fællesskabet – nu også skal tilpasse toldkontrollen og toldprocedurerne til at iagttage mere sikkerhedsorienterede hensyn i forbindelse med varers passage over EU’s ydre grænser, bl.a. af hensyn til beskyttelsen af EU’s borgere.

Uanset udvidelsen af EU med 10 ny medlemslande den 1.5.2004 vil Danmark fortsat have ansvaret for beskyttelsen af en del af EU’s ydre grænser, hvor varer passerer enten med erhvervsmæssigt eller privat formål. Det drejer sig hovedsageligt om lufthavne og havne, hvor Danmark er første indpassagested, transitland eller udpassagested for tredjelandsvarer eller eksportvarer.

 

    1. Forholdet til Europa-Parlamentet

Meddelelsen er forelagt Europa-Parlamentet. Der er endnu ingen informationer om hvornår, det vil behandle meddelelsen, eller om Europa-Parlamentets holdning.

4. Høring

Meddelelsen har sammen med de øvrige dele af "pakken" været i høring i Told- og Skattestyrelsens toldudvalg, hvor der sidder repræsentanter for erhvervsorganisationerne m.fl. Der er kun indkommet få høringssvar til "pakken". Ingen af de indkomne svar relaterer sig til denne meddelelse om eksterne grænser.

5. Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med nærheds- og propor-tionalitetsprincippet. En integreret forvaltning af de ydre grænser forudsætter koordination på EU-plan.

6. Samfundsøkonomiske og statsfinansielle konsekvenser.

En gennemførelse af de retningslinier, som er foreslået af Kommissionen, og som ligger til grund for Rådets forslag til konklusioner, vil medføre øgede udgifter til indkøb af toldudstyr, uddannelse af kontrolpersonale og tilførsel af et antal årsværk til toldopgaven. Antallet vil afhænge af hvordan og i hvilket omfang de retningslinier, der ligger i meddelelsen, vil blive gennemført.

Endvidere vil der – afhængig af eventuelle senere konkrete forslag – blive tale om yderligere omkostninger til tilretning af edb-systemer, herunder tilpasning til nye former for risikoanalyse og implementering af nye kontrolstandarder.

I forbindelse med fremlæggelse af fremtidige konkrete forslag til implementering af principperne i Kommissionens meddelelse vil der ske en nærmere vurdering af de statsfinansielle konsekvenser.

Der vil endvidere blive stillet yderligere krav til importører, eksportører og transportører om informationer vedrørende varerne m.v., herunder fremsendelse af oplysninger til en fælles database i EF. Medmindre der samtidig med indførelsen af en kontrol baseret på et fælles risikoanalysesystem også opnås administrative lettelser i forbindelse med toldprocedurerne, vil der være tale om visse ekstra omkostninger for erhvervslivet.

Modsat vil det dog også kunne få samfundsmæssige økonomiske omkostninger for Danmark, hvis vi ikke på dette punkt bidrager til globalt at styrke sikkerheden i forbindelse med grænseoverskridende varestrømme. Der kan bl.a. henvises til den vægt, USA lægger på sikkerheden i forbindelse med varestrømme i containere og for flyfragt. Den danske samhandel bl.a. med USA har et væsentligt omfang.

Der er m.a.o. tale om omkostninger, der følger af bestræbelserne på at imødegå den generelt øgede internationale usikkerhed.

    1. Lovgivningsmæssige konsekvenser.

Skatteministeren har fremsat forslag til ændring af toldloven som følge af afskaffelsen af den såkaldte 24-timers frist gældende for spiritus og tobak (L 28). I forbindelse hermed foreslås mindre ændringer, således at også ToldSkats medvirken til sikring af sikkerhed og tryghed for borgerne i forbindelse med kontrollen med vareførslen m.v. er præciseret.

Evt. yderligere behov for ændringer i national lov vil blive vurderet i forbindelse med Kommissionens fremsættelse af konkrete forslag til udmøntning.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg. Grundnotat er oversendt den 24. september 2003 (alm. Del bilag 1323).