Rådsmøde retlige og indre anliggender, justitsdelen 6/11 03 Samlenotat

Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention (KOM(2003) 409 endelig af 9. juli 2003).* Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde protokollen om ændring af den nævnte konvention (KOM(2003) 409 endelig af 9. juli 2003).* Rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel.

Rammeafgørelse om "ne bis in idem"-princippet (princippet om den negative retsvirkning af strafferetlige afgørelser). Aftale mellem EU og Norge og Island vedrørende gensidig retshjælp i straffesager.

Rådets resolution om adgangsforbud til anlæg, hvor der spilles internationale fodboldkampe.

Rådets resolution om sikkerhed i forbindelse med Det Europæiske Råds møder og lignende arrangementer. Samarbejdsaftale mellem Europol og Rumænien om udveksling af personoplysninger.

Samarbejdsaftale mellem Europol og Colombia om udveksling af strategiske oplysninger.

Redegørelse for mødet i Task Forcen af Europæiske Politichefer den 6.-7. oktober 2003.

UDGÅET

Opfølgning på Rådets henstilling om oprettelse af multinationale ad hoc-hold til indsamling og udveksling af oplysninger om terrorister.

* Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Dagsordenspunkt 1: Rådets forordning om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.1347/2000 [... j.*

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

1. Baggrunden for forslaget.

På mødet i Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 om oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i den Europæiske Union, tilkendegav Det Europæiske Råd bl.a., at Øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme i kombination med indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning kan lette samarbejdet mellem de nationale myndigheder og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd udtalte derfor, at man støttede princippet om gensidig anerkendelse, som bør være "hjørnestenen" inden for EU på både det civilretlige og strafferetlige område. Det Europæiske Råd opfordrede herefter Kommissionen til bl.a. at:

"fremsætte et forslag om yderligere begrænsning af de mellemliggende foranstaltninger, der stadig kræves for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse eller en dom i den anmo

dede stat. Som et første skridt bør disse mellemliggende procedurer afskaffes for så vidt angår afgørelser om mindre krav på handels- og forbrugerområdet samt med hensyn til visse retsafgørelser

i familietvister (f.eks. krav vedrørende underholdsbidrag og samværsret). Sådanne afgørelser vil da blive automatisk anerkendt i hele EU uden mellemliggende procedurer eller grunde til at nægte

fuldbyrdelse. I forbindelse hermed kan der fastlægges minimumsstandarder for specifikke aspekter af den civile retspleje".

På det familieretlige område fastsætter Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 (Bruxelles IIforordningen) regler for kompetence, automatisk anerkendelse og forenklet fuldbyrdelse af visse retsafgørelser, der træffes i forbindelse med skilsmisse eller separation. Specielt hvad angår forældremyndighed, er forordningen begrænset til at omfatte afgørelser om forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn, som er afsagt i forbindelse med ægteskabssager. Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2001.

På grundlag af Rådets Bruxelles II-forordningen forelagde Frankrig den 3. juli 2000 et forslag til forordning, der tager sigte på, gennem afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren, at lette samværsretten over grænserne, når det drejer sig om børn af skilte eller separerede forældre'.

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, finder derfor anvendelse.

' Initiativ fra Den Franske Republik med henblik på Rådets forordning om gensidig anerkendelse af afgørelser om samværsret, EFT C 234/2000, s. 7.

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog på sit møde den 28.-29. november 2000 et program for tilrettelæggelsen af det fremtidige arbejde vedrørende gensidig anerkendelse af afgørelser inden for fire arbejdsområder, idet det endelige mål var afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren for alle afgørelser2. Programmets område 2 er baseret på Bruxelles II-forordningen, og første etape omfatter en udvidelse af anvendelsesområdet for forordningen, således at den ikke kun omfatter skilsmisse og afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren i forbindelse med afgørelser om samværsret. Ved samme lejlighed fastslog Rådet, at arbejdet med det franske initiativ om samværsret burde videreføres sideløbende med arbejdet med at udvide anvendelsesområdet for den nævnte forordning.

Den 6. september 2001 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets forordning om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende forældremyndighed ("Kommissionens forslag vedrørende forældreansvar")3.

Det nuværende forslag er fremsat af Kommissionen den 3. maj 2002. Forslaget udvider reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse i Bruxelles II-forordningen til at omfatte alle retsafgørelser om forældremyndighed, idet der fastsættes fælles regler for kompetence og for øget samarbejde mellem myndighederne.

På rådsmødet den 28.-29. november 2002 (retlige og indre anliggender) opnåedes der politisk enighed om reglerne om børnebortførelser. Dette indebar bl.a. enighed om indsættelse af to nye bestemmelser i kapitel H.

Kommissionens nye forslag tager sigte på anerkendelse og fuldbyrdelse inden for Fællesskabet af afgørelser i ægteskabssager og i sager om "forældreansvar" 4, baseret på fælles regler om retlig kompetence.

2 Program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, EFT C 12 af 15.1.2001, s. 1. Programmet omfatter følgende områder: (i) Bruxelles I; (ii) Bruxelles II og familiesituationer, der opstår gennem andre samlivsformer end ægteskab; (iii) formueforhold mellem ægtefæller og formueretlige virkninger af opløsningen af forholdet mellem et ugift par; og (iv) arv efter loven eller testamente. I programmets tredje (og sidste) etape vil fuldbyrdelsesproceduren være afskaffet i forbindelse med alle fire områder.

3 Forslag til Rådets forordning om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed, EFT C 332 af 27.11.2001, s. 269. Dette forslag bygger på et arbejdsdokument, som blev forelagt den 27.marts 2000 og en høring, der blev holdt den 27. juni 2001.

4 I den foreliggende danske oversættelse af forslaget, der oprindeligt er skrevet på engelsk, anvendes begrebet "forældremyndighed", som oversættelse af det engelske udtryk "parental responsibility". Dette begreb omfatter flere forhold end det engelske "custody", der i højere grad svarer til "forældremyndighed" efter dansk ret. For at undgå misforståelser, anvendes begrebet "forældreansvar" i det følgende, uanset at der i den danske oversættelse af forslaget alene tales om "forældremyndighed".

Hvad angår ægteskabssager, er de relevante bestemmelser overtaget fra Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000. Forslagets regler om forældreansvar bygger på de eksisterende regler om forældremyndighed i forbindelse med skilsmisseprocedurerne i Bruxelles H-forordningen, og samler de to forslag, der er under drøftelse. Bruxelles II-forordningen er således indeholdt i forslaget, og vil blive ophævet, hvis forslaget vedtages.

Efter artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i EF-traktaten. Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c), deltager Danmark ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Efter artikel 3 i protokollen om Det forenede Kongerige og Irlands stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, har disse lande meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af forslaget.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5. - 6. juni 2003 blev der opnået enighed om en række udestående spørgsmål, herunder om indførelsen en særlig konsultationsprocedure i forbindelse med plejeanbringelse i en anden medlemsstat, samt en bestemmelse svarende til forslagets artikel 11, hvorefter kompetencen i en periode forbliver i det land, barnet flytter fra, når barnet lovligt er flyttet til et nyt land. Der blev endvidere opnået enighed om at sikre parterne en begrænset adgang til at aftale værneting også i tilfælde, hvor barnet har sædvanligt opholdssted i et land uden for EU, som ikke har tiltrådt Haagerkonventionen af 1996.

I forlængelse heraf bekræftede Rådet, at der herefter var politisk enighed om forslaget som sådan. Rådet vedtog endvidere, at forslaget efter den endelige behandling af en række tekniske spørgsmål om muligt vil skulle vedtages på rådsmødet (retlig og indre anliggende) i oktober måned 2003 med ikrafttræden den 1. juli 2004.

På rådsmØdet (retlige og indre anliggender) den 2. - 3. oktober 2003 blev der opnået endelig politisk enighed omforslaget. Det forventes på denne baggrund, at forslaget vil blive forelagt på rådsmØdet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003 med henblik på vedtagelse.

2. Forordningsforslagets indhold. 2.1. Indledning.

I det følgende gennemgås bestemmelserne i Kommissionens forslag kort under anvendelse af den nummerering, som forslaget havde på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5. - 6.

juni 2003. Som nævnt ovenfor er en del af de relevante bestemmelser vedrørende ægteskabssager og visse bestemmelser vedrørende forældreansvar overtaget fra Bruxelles H-forordningen, der som nævnt allerede er gældende. Disse bestemmelser vil derfor ikke blive gennemgået nærmere. Særlig for så vidt angår de overførte regler vedrørende forældreansvar henledes opmærksomheden imidlertid på, at disse regler som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet i forhold til Bruxelles II-forordningen efter forslaget vil finde anvendelse på alle civile forhold om forældreansvar, idet det ikke længere er en forudsætning, at der er tilknytning til en skilsmissesag m.v.

2.2. Kapitel I - Anvendelsesområde, definitioner og grundlæggende principper.

Artikel l fastsætter forordningens anvendelsesområde, der i forhold til Bruxelles H-forordningen udvides til også at omfatte alle civile forhold vedrørende forældreansvar, idet det ikke længere er en forudsætning, at der er tilknytning til en skilsmissesag m.v. I stk. la opregnes en række eksempler på forhold, der omfattes af anvendelsesområdet i forhold til sager om forældreansvar. I stk. 2 angives endvidere en liste over forhold, der ikke omfattes.

Forordningen omfatter ikke kun retssager, men også administrative procedurer, hvor disse anvendes i henhold til den nationale lovgivning.

I artikel 2 fastsættes en række definitioner af begreberne ret og retsafgørelse, medlemsstat, domsstat og fuldbyrdelsesmedlemsstat, forældremyndighed (forældreansvar), indehaver af forældremyndighed, retten til at bestemme, hvor barnet skal bo (forældremyndighed), samværsret, og barnebortførelser.

Artikel 3 og 4 (udgået).

2.3. Kapitel II - Kompetence.

2.3.1. Afdeling 1 - Skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.

Bestemmelserne i dette afsnit er en gentagelse af bestemmelserne vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab i kapitel II, afdeling 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000:

Artikel 5 om generel kompetence svarer til artikel 2 i Bruxelles II-forordningen, artikel 6 om modkrav svarer til artikel 5 i Bruxelles II-forordningen, artikel 7 om ændring af separation til skilsmisse svarer til artikel 6 i Bruxelles II-forordningen, artikel 8 om de i artikel 5-7 indeholdte kompetencereglers eksklusive karakter svarer til artikel 7 i Bruxelles 11-forordningen og artikel 9 om anden kompetence svarer til Bruxelles II-forordningens artikel 8.

2.3.2. Afdeling 2 - Forældreansvar.

Artikel 10 fastsætter den grundlæggende regel om, at det er retterne i den medlemsstat, hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar. Undtagelser herfra gøres i artikel 11, l la og 12, ligesom det i artikel 15 fastsættes, at der i visse tilfælde kan ske overførsel af en sag til en ret, der er bedre egnet til at behandle denne.

Artikel 11 fastsætter som en undtagelse til artikel 10, at kompetencen i tilfælde, hvor barnet lovligt flytter fra én medlemsstat til en anden og tager nyt sædvanligt opholdssted dér, i en periode på 3 måneder forbliver hos den første medlemsstat, for så vidt angår adgangen til at foretage ændringer i en afgørelse om samværsret afsagt i den første medlemsstat, mens barnet endnu havde sit faste opholdssted dér, når indehaveren af samværsretten fortsat har sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat . Dette gælder dog ikke, hvis indehaveren af samværsretten har accepteret kompetencen for retterne i den anden medlemsstat ved at give møde i retten uden at anfægte rettens kompetence.

Artikel 11 a omhandler reglerne om kompetence i sager om barnebortførelser. Det fremgår heraf, at kompetencen i sådanne sager som udgangspunkt forbliver i barnets oprindelsesland.

Undtagelse herfra gøres kun, når barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, og a) hver forældremyndighedsindehaver - herunder fysiske personer og institutioner - og andre har affundet sig med fjernelsen eller tilbageholdelsen, eller b) barnet har boet i den nye medlemsstat i mindst et år efter, at indehaveren af forældremyndighed har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser.

I sidstnævnte tilfælde kræves det dog yderligere, at en af følgende betingelser er opfyldt: i) der er ikke inden et år efter, at forældremyndighedsindehaveren har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, fremsat nogen anmodning om tilbagegivelse over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er fjernet eller, hvor det tilbageholdes, ii) indehaveren af forældremyndighed har trukket sin anmodning om tilbagegivelse tilbage, og der ikke er indgivet en ny anmodning inden for det tidsrum, der er omhandlet i nr. i), iii) en sag anlagt ved retten i barnets oprindelsesland er afsluttet i henhold til artikel l Ib, stk. 7, eller iv) der er af retterne i barnets oprindelsesland truffet en afgørelse om forældremyndighed, der ikke indebærer tilbagegivelse af barnet.

På internationalt plan tager Haagerkonventionen af 1980, der er blevet gennemført i dansk ret ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v., sigte på efter en barnebortførelse at genskabe status quo ved at kræve, at den stat,

hvortil et barn er blevet bortført, skal beordre øjeblikkelig tilbagegivelse af barnet. Efter artikel 12, stk. 2, i 1980-konventionen er opholdslandet ikke forpligtet til at beordre barnets tilbagegivelse, hvis der på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om tilbagegivelse er gået et år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser. I konventionens artikel 13 fastsættes, at opholdsstaten også kan nægte tilbagegivelse af visse andre grunde.

Konventionen omfatter således en effektiv ad hoc-foranstaltning uden at indføre fælles regler for kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse.

Sådanne regler foreslås imidlertid i Haagerkonventionen af 1996, som dog giver Haagerkonventionen af 1980 forrang. Artikel 7 i Haagerkonventionen af 1996 fastsætter, at kompetencen i børnebortførelsessager som udgangspunkt forbliver i barnets oprindelsesland. Som en undtagelse hertil opregnes den situation, at tilstrækkelig lang tid skal være forløbet, og at der ikke er en verserende sag om tilbagegivelse, som er fremsat inden for den fastsatte periode på et år. Dette betyder, at kompetencen kan flytte fra det land, hvor barnet oprindeligt havde sit sædvanlige opholdssted til det nye opholdssted, hvis der enten ikke er fremsat noget krav om tilbagegivelse, eller at den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført m.v., har besluttet, under anvendelse af en af undtagelserne i Haagerkonventionen af 1980, at der foreligger en gyldig grund til ikke at tilbagegive barnet.

Begge konventioner tillader således under visse omstændigheder overførsel af kompetence til den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført.

Som det fremgår, er muligheden for, at kompetencen kan flytte efter forslaget til art. 11 a, væsentligt mere begrænset end efter Haagerkonventionen af 1996.

Artikel II b fastsætter særlige regler, der finder anvendelse, når en person eller institution mv., der har forældremyndigheden over et bortført barn på, baggrund af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige aspekter ved internationale børnebortførelser anmoder myndighederne i en medlemsstat om at træffe afgørelse om tilbagegivelse af barnet. I disse sager er det således fortsat reglerne i den nævnte konvention, der finder anvendelse - med de supplerende bestemmelser, som angives i stk. 2-8. Stk. 2 fastsætter en pligt til som udgangspunkt at give barnet mulighed for at blive hørt i disse sager. Efter stk. 3 skal medlemslandene behandle sådanne sager hurtigt og som udgangspunkt træffe afgørelse inden 6 uger efter modtagelsen af anmodningen. Stk. 4 fastsætter, at tilbagegivelse af barnet ikke kan nægtes på grundlag af artikel 13, litra b, i 1980konventionen (hvorefter tilbagegivelse kan nægtes, hvis der er alvorlig fare for at skade barnet fysisk eller psykisk), hvis det godtgøres, at der er truffet passende foranstaltninger til beskyttelsen af barnet efter dets tilbagegivelse. Efter stk. 5 kan tilbagegivelse ikke nægtes, uden at den person, der har anmodet om tilbagegivelse af barnet, har haft mulighed for at blive hørt. Stk. 6

bestemmer, at sagens dokumenter skal videresendes til myndighederne i oprindelsesstaten, hvis retten i det land, hvor barnet opholder sig, har truffet afgørelse om ikke-tilbagegivelse. Efter stk. 7 skal parterne herefter underrettes og opfordres til inden 3 måneder at indgive indlæg til retten, således at den kan tage stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet. Hvis retten i oprindelseslandet træffer en afgørelse om forældremyndigheden, der indebærer, at barnet skal tilbagegives til dette land, vil afgørelsen efter stk. 8 være eksigibel (fuldbyrdelig) uden eksekvatur i det land, hvor barnet opholder sig, uanset om der i dette land måtte være truffet afgørelse om ikke-tilbagegivelse.

Haagerkonventionen af 1980 om barnebortførelser er - som det er anført - gennemført ved lov i dansk ret. Det følger af denne konvention, at der som udgangspunkt skal ske en øjeblikkelig tilbagegivelse af børn, der er ulovligt fjernet eller tilbageholdt. Der gælder dog et begrænset antal undtagelser, herunder hvis der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil skade barnet fysisk eller psykisk eller på anden måde sætte det i en uacceptabel situation, jf. artikel 13, litra b. Tilbagegivelse kan endvidere bl.a. nægtes, hvis barnet modsætter sig dette, og barnet har en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

Som det fremgår, indeholder artikel 1lb en række regler, der supplerer 1980-konventionen. Det er i den forbindelse navnlig væsentligt at påpege, at det fastslås, at forældremyndighedsindehaveren har sikkerhed for at kunne få prøvet spørgsmålet om tilbagegivelse i oprindelseslandet ved at anlægge en forældremyndighedssag dér. Hvis der således afsiges en afgørelse, der indebærer, at barnet skal tilbagegives, vil denne kunne fuldbyrdes i det land, hvor barnet opholder sig, uanset om der tidligere måtte være truffet en afgørelse om ikke-tilbagegivelse af barnet.

Artikel 12 omhandler parternes mulighed for at indgå aftale om, at et medlemsland skal være kompetent til at behandle en sag. Efter stk. 1 og 2 kan ægtefællerne vælge at acceptere, at skilsmisseretten også er kompetent til at træffe afgørelse om forældreansvaret over deres fælles børn, hvis en sådan kompetence i øvrigt tjener barnets tarv. Disse bestemmelser svarer til artikel 3, stk. 2 og 3, i Bruxelles H-forordningen. Efter stk. 3 kan alle indehaverne af forældreansvar aftale, at sagen skal indbringes for retterne i en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til. En sådan tilknytning kan f.eks. være baseret på det sædvanlige opholdssted for en af indehaverne af forældreansvaret eller på barnets nationalitet. For så vidt angår sager vedrørende børn med sædvanligt opholdssted i et land uden for EU, som ikke har tiltrådt Haagerkonventionen af 1996, følger det dog af stk. 4, at sådanne aftaler især skal anses for at tjene barnets tarv, hvor det findes umuligt at føre en retssag i det pågældende land. Adgangen til at indgå aftaler om overførelse af kompetencer i sager, hvor barnet har sædvanligt opholdssted i et land uden for EU, som har tiltrådt Haagerkonventionen af 1996, afgøres efter artikel 61a, der vedrører forordningens forhold til denne konvention.

Artikel 13, der er underordnet i forhold til kompetencegrundlagene i de foregående artikler, fastslår, at den medlemsstat, hvor barnet opholder sig, automatisk kan udøve kompetence, hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. Bestemmelsen finder også anvendelse på flygtningebørn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, jf. stk. 2.

Efter artikel 14 afgøres spørgsmålet om kompetence i hver enkelt medlemsstat efter statens egen lovgivning, hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 10-13.

Efter artikel 15 kan der i visse tilfælde ske overførsel af kompetencen til at afgøre en sag til retten i en medlemsstat, der er bedre egnet til at behandle sagen. Den medlemsstat, hvortil sagen kan overføres, skal have forbindelse til sagen ved: 1) at barnet efter sagens anlæg har fået sædvanligt opholdsted i det pågældende land, 2) at barnet tidligere har haft sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, 3) at barnet er statsborger i medlemsstaten, 4) at en af indehaverne af forældremyndigheden har sit sædvanlige opholdssted der, eller 5) at barnet besidder ejendom der, og sagen vedrører denne ejendom. Desuden må overførslen begæres af en indehaver af forældreansvaret, ligesom både den ret, der foreslår, og den ret, der godtager overførslen, skal anse, at barnets tarv varetages på denne måde.

2.3.3. Afdeling 3 - Fælles bestemmelser.

Artikel 16 om indbringelse af en sag for retten svarer til artikel 11, stk. 4, i Bruxelles IIforordningen. Artikel 17 om prøvelse af kompetencen svarer til artikel 9 i Bruxelles IIforordningen. Artikel 18 om prøvelse af sagens antagelse til påkendelse svarer til artikel 10 i Bruxelles II-forordningen.

Artikel 19 om litispendens og indbyrdes sammenhængende krav omfatter samme mekanisme som artikel 11, stk. 1-3, i Bruxelles II-forordningen, hvorved den anden ret afgiver sin kompetence til fordel for den første ret, som sagen er indbragt for. For så vidt angår procedurer vedrørende skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, anvendes mekanismen, hvis dette sker mellem de samme parter. Dette svarer til artikel 11, stk. 1 og 2, i Bruxelles II-forordningen. Hvad angår procedurer vedrørende forældremyndighed, anvendes mekanismen, hvis disse procedurer vedrører forældremyndigheden over det samme barn.

Artikel 20 om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, følger artikel 12 i Bruxelles Hforordningen og foreskriver, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet opholder sig, eller hvor dets ejendom befinder sig, i hastetilfælde kan træffe de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af barnets person eller ejendom. Desuden fastslås det i stk. 2, at disse foranstaltninger ophører, når de retter, der har kompetence med hensyn til sagens substans, har truffet en afgørelse som de finder passende.

2.4. Kapitel III - Anerkendelse og fuldbyrdelse. 2.4.1. Afdeling 1 - Anerkendelse.

Bestemmelserne i dette afsnit er en gentagelse af afdeling 1 i kapitel HI i Bruxelles IIforordningen, dog således, at artikel 16 om aftaler med tredjelande er udgået.

Artikel 26 fastslår, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, skal anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig fremgangsmåde. Denne artikel svarer til artikel 14 i Bruxelles II-forordningen. Bestemmelsen finder også anvendelse på officielt bekræftede dokumenter og forlig, der er indgået for retten. Desuden omfatter bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse. Denne bestemmelse svarer til artikel 13, stk. 2 og 3, i den nævnte forordning. Efter stk. 3 kan enhver berettiget part efter fremgangsmåden i afdeling 2 i dette kapitel få fastslået, at en retsafgørelse skal anerkendes, eller at en retsafgørelse ikke skal anerkendes, jf. dog afdeling 3 i dette kapitel. Som i artikel 22, stk. 3, i Bruxelles II-forordningen fastslås den lokale kompetence gennem henvisning til den interne lovgivning i den medlemsstat, proceduren foregår. I tilfælde af samværsret eller tilbagegivelse af barnet, som er attesteret i henhold til kapitel IV, afdeling 3, vil det imidlertid ikke længere være muligt at anmode om ikke-anerkendelse.

Artikel 27 omhandler, af hvilke grunde retterne i den stat, hvor en afgørelse søges anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af afgørelser om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab. Bestemmelsen svarer til artikel 15, stk. 1, i Bruxelles II-forordningen. Artikel 28 omhandler af hvilke grunde retterne i den stat, hvor en afgørelse søges anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af afgørelser om forældreansvar. Bestemmelsen svarer til Bruxelles II-forordningens artikel 15, stk. 2, med den tilføjelse, at anerkendelse af afgørelser vedrørende plejeanbringelse tillige vil kunne nægtes, hvis den i artikel 57a omhandlede konsultationsprocedure ikke er blevet fulgt.

Efter artikel 29 kan kompetencen for retterne i domsstaten ikke efterprøves. Ordre publickriteriet, jf. artikel 27, litra a, og artikel 28, litra a, kan ikke anvendes i forhold til regler om jurisdiktion i henhold til artikel 5-14. Bestemmelsen svarer til artikel 17 i Bruxelles IIforordningen. Artikel 30 fastsætter, at anerkendelse af en afgørelse ikke kan nægtes under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke tillader skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab på samme grundlag, hvilket svarer til artikel 18 i Bruxelles II-forordningen. Ifølge artikel 31 kan en retsafgørelse i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet, hvilket svarer til artikel 19 i den nævnte forordning. Artikel 32 om udsættelse af sagen svarer endvidere til artikel 20 i Bruxelles II-forordningen.

2.4.2. Afdeling 2 - Anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.

Bestemmelserne i denne afdeling er en gentagelse af afdeling 2 og 3 i kapitel III i Bruxelles IIforordningen:

Artikel 33 om eksigible retsafgørelser svarer til forordningens artikel 21. Artikel 34 om retternes stedlige kompetence svarer til forordningens artikel 22, stk. 1 og 2. Artikel 35 om de procesretlige regler svarer til forordningens artikel 23. Artikel 36 om rettens afgørelse svarer til forordningens artikel 24. Artikel 37 om underretning om afgørelsen svarer til forordningens artikel 25. Artikel 38 om appel af afgørelsen svarer til forordningens artikel 26. Artikel 39 om appelinstanser samt retsmidler svarer til forordningens artikel 27. Artikel 40 om udsættelse af sagen svarer til forordningens artikel 28. Artikel 41 om delvis fuldbyrdelse svarer til forordningens artikel 29.

2.4.3. Afdeling 2A - Fælles bestemmelser vedrørende afdeling 1 og 2.

Art. 42 - 44 vedrører regler om dokumenter, mangel på dokumenter og om visse certifikater. 2.4.4. Afdeling 3 - Fuldbyrdelse af samværsret og tilbagegivelse af et barn.

Afdelingen fastsætter regler om fuldbyrdelse af afgørelser om samværsret, der afskaffer fuldbyrdelsesproceduren i fuldbyrdelsesmedlemsstaten for afgørelser, som er attesteret i domsstaten. Bestemmelserne i denne afdeling er ikke til hinder for, at en indehaver af forældreansvar kan anmode om anerkendelse og fuldbyrdelse i overensstemmelse med bestemmelserne i afdeling 1 og 2 i dette kapitel.

Artikel 45 fastsætter, hvilke afgørelser der omfattes af den særlige fuldbyrdelsesordning. Det drejer sig om afgørelser om samværsret, der er tildelt en af et barns forældre og om tilbagegivelse af et barn i medfør af en afgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet, truffet i henhold til artikel l Ib, stk. 8.

Artikel 46 fastslår, at der ikke kræves en særlig (eksekvatur)procedure i fuldbyrdelsesmedlemsstaten for anerkendelse og fuldbyrdelse af samværsafgørelser, som er attesteret i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling. Det er et krav, at der ikke er tale om en udeblivelsesdom, og at barnet har haft mulighed for at blive hørt under hensyntagen til dets alder og modenhed. Standardformularen i bilag VI skal anvendes til attesteringen. Når sagen involverer en situation på tværs af grænserne, udstedes attesten af egen drift, når afgørelsen blive eksigibel. Hvis situationen efterfølgende antager en grænseoverskridende karakter, udstedes attesten på begæring af en part.

Artikel 47 fastsætter, at den afgørelse, der er nævnt i litra b i art. 45, stk. 1 anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at retsafgørelsen er erklæret eksigibel. Det er et krav, at det er attesteret i domsstaten, at barnet har haft mulighed for at blive hørt under hensyntagen til dets alder og modenhed, at parterne har haft mulighed for at blive hørt, og at retten har taget hensyn til de grunde og det bevismateriale, som dannede grundlag for den retsafgørelse, der blev truffet i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980, jf. stk. 2.

Efter artikel 48 er det ikke muligt særskilt at påklage udstedelsen af en attest. Faktuelle fejl i attesten kan rettes i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den blev udstedt. For alle tilfældes skyld følger det af artikel 49x, at attesten kun har virkning, for så vidt at retsafgørelsen er eksigibel. Med henblik på fuldbyrdelsen skal afgørelsen efter artikel 49 ledsages af attest og, hvor dette er nødvendigt i tilfælde af samværsret, af en oversættelse af attesten. Kun punkt 10 i attesten vedrørende samværsret, som omhandler ordningerne for udøvelse af samværsret, vil eventuelt skulle oversættes.

2.4.5 Afdeling 3A - Autentiske instrumenter og indenretslige oversættelser.

Artikel 49a vedrører anerkendelse og eksigibilitet af officielt bekræftede dokumenter samt indenretlige forlig.

2.4.6. Afdeling 4 - Andre bestemmelser.

Artikel 50 fastslår, at forordningen ikke berører fuldbyrdelsesproceduren, som skal gennemføres i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Det fastslås endvidere, at afgørelser, der træffes i andre medlemsstater og erklæres for eksigible eller attesteres i overensstemmelse med forordningens bestemmelser, skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten på samme betingelser, som hvis de var truffet i denne medlemsstat. Endelig fastslås det, at en afgørelse, som er attesteret i overensstemmelse med artikel 46 og 47, ikke kan fuldbyrdes, hvis den er i uoverensstemmelse med en senere eksigibel afgørelse.

Artikel 51 fastslår, at retterne i fuldbyrdelsesmedlemsstaten kan fastlægge de praktiske ordninger for udøvelse af samvær, hvis de nødvendige ordninger ikke er fastlagt i den afgørelse, der er truffet af den medlemsstat, der er kompetent til at påkende sagens realitet, og under forudsætning af at de væsentlige elementer i den pågældende afgørelse er overholdt. De praktiske ordninger ophører med at finde anvendelse i medfør af en senere afgørelse truffet af retterne i den medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, jf. stk. 2.

Artikel 5 l a udstrækker kapitlets regler om anerkendelse og fuldbyrdelse til også at omfatte afgørelser vedrørende fastlæggelsen af sagens omkostninger.

Hvis den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, følger det af artikel 52, at den pågældende under den i artikel 26, 33, 46 og 47 og 51 fastlagte procedure skal meddeles fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Denne artikel svarer til artikel 30 i Bruxelles II-forordningen. I artikel 53 er der endvidere fastsat regler om sikkerhed eller depositum svarende til Bruxelles II-forordningens artikel 31. Efter artikel 54 kræves der ingen legalisering m.v. med hensyn til de i artikel 42, 43 og artikel 49 nævnt dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter. Dette svarer til Bruxelles II-forordningens

artikel 35.

2.5. Kapitel V, VI, VII og VIII - Samarbejde mellem centralmyndighederne, forholdet til andre instrumenter, overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser.

Kap. V (artikel 55-59) indeholder regler om samarbejde mellem centralmyndigheder, der dækker både skilsmisse og forældreansvar. Centralmyndighederne har en generel informations- og koordineringsfunktion, ligesom de samarbejder i visse tilfælde.

Efter artikel 57 a, skal myndighederne i et land, som overvejer at træffe afgørelse om at anbringe barnet hos en plejefamilie eller på en institution i et andet land, indhente samtykke fra centralmyndigheden i dette andet land, hvis en offentlig myndigheds mellemkomst ville være påkrævet ved en sådan anbringelse inden for landets egne grænser. Også hvis en påtænkt anbringelse i henhold hertil ikke forudsætter centralmyndighedens samtykke, skal der i alle tilfælde ske underretning af centralmyndigheden, inden anbringelsen finder sted.

Art 60 indeholder regler om forholdet til andre instrumenter. Udgangspunktet efter denne bestemmelse er, at forordningen skal træde i stedet for de konventioner mellem to eller flere medlemsstater, som gælder på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden, og som angår sagsområder, der er omfattet af denne forordning, jf. stk. 1. Bestemmelsen svarer til Bruxelles IIforordningens artikel 36. Finland og Sverige kan efter denne bestemmelse erklære, at Den nordiske ægteskabskonvention skal finde anvendelse på deres indbyrdes forbindelser i stedet for bestemmelserne i forordningen.

Artikel 61 fastsætter ligeledes, at forordningen i forbindelser mellem medlemslandene skal have forrang i forhold til en nærmere angiven række multilaterale konventioner. Denne artikel svarer til artikel 37 i Bruxelles II-forordningen, men omfatter nu også Haagerkonventionen af 1980.

Forslagets forhold til Haagerkonventionen af 1996 er nøjere fastsat i artikel 61a. Ifølge denne bestemmelses litra a gælder forordningen, når det pågældende barn har sædvanligt opholdssted i

en medlemsstat. Denne begrænsning er i overensstemmelse med konventionens artikel 52(2), som tillader de kontraherende stater at indgå aftaler vedrørende konventionens anvendelsesområde, for så vidt angår børn med sædvanligt opholdssted på disse staters territorium. Af forslagets artikel 61 a litra b fremgår det endvidere, at forordningen også gælder, når en afgørelse afsagt i en medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, selv hvis barnet har sit faste opholdssted i et tredjeland, der har tiltrådt konventionen. Om forholdet til de ovennævnte inter

nationale konventioner mv. fremgår det endvidere af artikel 61 b, at disse fortsat har virkning i spørgsmål, der ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde, ligesom de fortsat har virkning mellem de medlemsstater, som har tiltrådt dem, dog med forbehold for artikel 61.

Artikel 62 indeholder endvidere bestemmelser om traktater med Pavestolen.

Herudover indeholder kapitlerne VII og VIII (artikel 63-71) bl.a. bestemmelser om medlemsstater med flere lovgivninger, overgangsbestemmelser og regler om ikrafttræden.

3. Europaparlamentet.

Europaparlamentets økonomiske og sociale udvalg har afgivet en udtalelse den 18. september 2002. Europaparlamentet har afgivet en udtalelse den 21. november 2002. Europaparlamentets

endelige udtalelse omforslaget til forordning forventes inden rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003.

4. Høring.

Forslaget har været sendt i høring hos Foreningen Aktive Fædre, Familieretsadvokaternes Forening, Børnerådet, Børn og Samvær, Foreningen Et barn to forældre, Arbejderbevægelsens Børnemiljøråd, Advokatrådet, Ministeren for Ligestilling, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Foreningen MOR, Mødrehjælpen af 1983, Dansk Kvindesamfund, Landsorganisationen Børns Vilkår, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Foreningen af Statsamtmænd og Foreningen af Statsamtsjurister.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for København Byret, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Dansk Kvindesamfund, Kommunernes Landsforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Foreningen af Statsamtmænd har meddelt, at de ikke har bemærkninger til lovforsla

get.

Landsorganisationen Børns Vilkår har anført, at det i sager om børnebortførelser bør pålægges det enkelte land at foretage en hurtig reaktion, således, at barnet kan bo der, hvor dette skønnes bedst for barnet. Endvidere er det bl.a. anført, at børneperspektivet bør være fremherskende i de sager, som forordningen omhandler. Barnet skal således sikres mulighed for tilknytning til begge forældre uanset nationalitet og bopælsland. Hensynet til barnets bedste bør være styrende for, hvor forældremyndigheden skal placeres og for, hvordan samværsordninger skal gennemføres. Det bør således være barnets ret - og ikke forældrenes ret - der er afgørende. Landsorganisationen anfører endvidere, at det bør pålægges det enkelte land at gennemføre børnesagkyndige undersøgelser for at kortlægge, hvad der er bedst for barnet.

Foreningen Et barn to forældre har bl.a. udtalt sig til støtte for forslaget og anbefalet, at Danmark tilslutter sig reglerne.

Advokatrådet har oplyst, at rådet generelt kan støtte tanken bag sammenskrivningen. Herudover har rådet henvist til tidligere høringssvar. I forbindelse med det tidligere kommissionsforslag om forældreansvar har Advokatrådet bl.a. anført, at Danmark, hvis forordningen vedtages, bør søge at indgå en parallelaftale med Fællesskabet, og at forordningen bør indeholde regler om kompetence til at prøve modkrav.

Børnerådet har generelt afstået fra at kommentere forslaget, men har dog henvist til de grundsynspunkter, som blev anført i tidligere høringssvar. I forbindelse med det tidligere kommissionsforslag om forældreansvar anførte Børnerådet bl.a., at rådet anser forordningens overordnede formål som værende til barnets bedste og i overensstemmelse med hensigten i FN's børnekonvention, idet forordningen vil øge barnets retssikkerhed og virke stabiliserende på barnets liv ved at nedsætte antallet af sager vedrørende forældremyndigheden til det enkelte barn. I det tidligere forslag savnede Børnerådet dog bl.a. generelt en klarere børnesynsvinkel i forordningen som helhed. Endvidere blev der i den forbindelse bl.a. peget på, at pligten til at høre barnet efter Børnekonventionens art. 12 bør præciseres, og at de midler, myndighederne kan tage i brug, hvis barnet modsætter sig udlevering, bør præciseres.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser m.v.

Som anført under pkt. 1, er forslaget omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Danmark deltager således ikke i vedtagelsen af forordningen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.

Sagen har været forelagt Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg forud for rådsmøderne (retlige og indre anliggender) den 13.-14. juni, 28.-29. november 2002, den 5. ~ 6. juni 2003 og den 2. - 3. oktober 2003.

Grundnotat vedrørende Kommissionens nye forslag er oversendt til Europaudvalget den 20. juni 2002 og til Retsudvalget den 21. juni 2002.

Dagsordenspunkt 2: Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen af 1996) (KOM(2003) 348 endelig af 17. juni 2003).*

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv. 1. Baggrund

Den 19. oktober 1996 vedtog Haagerkonferencen om International Privatret en konvention om retternes jurisdiktion, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og beskyttelsesforanstaltninger i forhold til børn (Haagerkonventionen af 1996).

Australien, Monaco, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Marokko, Estland, Letland og Equador er medlemmer af konventionen, der trådte i kraft den l. januar 2002 (dog senere for visse af medlemmerne). Derudover har Polen og Schweiz samt alle EU-medlemsstater, jf. nedenfor, undertegnet, men ikke ratificeret konventionen.

Den 29. maj 2000 vedtog Rådet forordning nr. 1347 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn (Bruxelles H-forordningen).

Da retsgrundlaget for Bruxelles H-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks Stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

Med vedtagelsen af Bruxelles II-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, der dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at indgå forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles 11-forordningen.

Haagerkonventionens bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det familieretlige område berører Bruxelles 11-forordningen og er såle des omfattet af Fællesskabets enekompetence, mens Haagerkonventionens øvrige regler henhører under medlemslandenes kompetence.

* Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Haagerkonventionen af 1996 er kun åben for ratifikation af stater, og derfor kan Fællesskabet som sådan ikke tilslutte sig konventionen, men må handle gennem sine medlemsstater.

På den baggrund besluttede Rådet den 19. december 2002 at bemyndige medlemsstaterne til at undertegne konventionen i Fællesskabets interesse. Medlemsstaterne, med undtagelse af Holland, der tidligere havde undertegnet konventionen, undertegnede konventionen samtidig i Haag den 1. april 2003. I forbindelse med undertegnelsen afgav medlemsstaterne en erklæring om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.

Kommissionen har den 17. juni 2003 fremsat et forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Fællesskabets interesse at ratificere eller tiltræde konventionen, idet medlemsstaterne samtidig skal fremsætte en erklæring, der svarer til den erklæring, der blev fremsat i forbindelse med undertegnelsen.

Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets afgørelse om bemyndigelse til medlemsstaterne.

Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til Haagerkonventionen af 1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.

Det bemærkes, at Danmark ligeledes undertegnede konventionen den l . april 2003 og i forbindelse hermed har afgivet en erklæring svarende til de øvrige medlemsstaters om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne, skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler. Erklæringen er fremsat i forbindelse med Danmarks undertegnelse, idet det efter Haagerkonventionen ikke er muligt at fremsætte den på et senere tidspunkt. Erklæringen er dog uden virkning for Danmark, da de relevante interne fællesskabsregler (Bruxelles II-forordningen og den kommende forordning om forældreansvar) er omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, jf. punkt 2 ovenfor.

Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 i Fællesskabets interesse forventes vedtaget på Rådsmødet den 6. november 2003 eller på et senere rådsmøde.

2. Indhold

I henhold til Kommissionens forslag til rådsafgørelse bemyndiger Rådet medlemsstaterne med undtagelse af Danmark til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 i Fællesskabets

interesse, idet hver enkelt medlemsstat i den forbindelse afgiver en erklæring om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne, skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.

Det er endvidere fastsat, at medlemsstaterne skal ratificere eller tiltræde konventionen samtidig, og at dette skal ske inden for en nærmere angiven frist.

3. Europa-Parlamentet

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europa-Parlamentet er derfor ikke blevet hørt i forbindelse med medlemsstaternes undertegnelse af Haagerkonventionen af 1996, men skal høres over spørgsmålet om medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af konventionen.

Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet sin udtalelse over forslaget. 4. Høring

Forslaget har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har senest været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i relation til Haagerkonventionen af 1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmØdet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. oktober 2003.

Dagsordenspunkt 3: Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse af konventionen om international garantistillelse for mobilt udstyr og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for flymateriel, vedtaget i Cape Town den 16. november 2001 under UNIDROIT's og organisationen for international luftfarts (ICAO's) fælles auspicier (KOM (2002) 1308 endelig af 17. december 2002).*

Revideret notat. Ændringer markeret med kursiv. 1. Baggrund.

UNIDROIT-konventionen om internationale garantier for mobilt udstyr (konventionen om sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr), vedtaget i Cape Town, Sydafrika, den 16. november 2001, indeholder regler om stiftelse og retsvirkninger af internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr, herunder retsvirkningerne i forbindelse med konkurs. Konventionen indeholder endvidere bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til konventionen. Endelig indeholder konventionen en bestemmelse om foreløbige retsmidler, som de kontraherende parter dog kan erklære helt eller delvist ikke at ville anvende.

Konventionen om sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr kan først finde anvendelse på en bestemt kategori af mobilt udstyr, når der i tilknytning til konventionen er vedtaget en protokol, som supplerer og eventuelt ændrer konventionens bestemmelser i relation til den pågældende kategori af mobilt udstyr, så som fly-, jernbane- eller rummateriel.

UNIDROIT og organisationen for international luftfart (ICAO), som Danmark er medlem af, har således gennem en årrække sideløbende med arbejdet med konventionen om mobilt udstyr arbejdet med en protokol til konventionen, der skal omhandle specifikke forhold for flymateriel (flymaterielprotokollen). Denne protokol blev sammen med konventionen om mobilt udstyr vedtaget den 16. november 2001. Andre protokoller om henholdsvis jernbane- og rummateriel er under udarbejdelse.

Flymaterielprotokollen skal sammen med konventionen om mobilt udstyr lette finansieringen af flymateriel ved at indføre internationale garantier for kreditorerne. Finansieringsinstitutter, som finansierer varerne gennem kreditsalg, får således absolut forrang for deres sikkerhedsrettigheder i de pågældende genstande ved notering i et internationalt register. Protokollens bestemmelser om bl.a. lovvalg, foreløbige retsmidler og insolvens finder kun anvendelse, såfremt den kontraherende part positivt afgiver erklæring om at ville anvende disse regler.

* Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Såvel konventionen om mobilt udstyr som flymaterielprotokollen er undertegnet af 26 lande, herunder 4 EU-medlemsstater, hvoraf én medlemsstat har undertegnet med forbehold. Danmark har ikke undertegnet konventionen eller protokollen, og de er endnu ikke trådt i kraft.

Den 29. maj 2000 vedtog Rådet forordning nr. 1346/2000 om konkurs. Konkursforordningen indeholder regler om retternes og kuratorernes kompetence, lovvalg samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det insolvensretlige område. Konkursforordningen trådte i kraft den 31. maj 2002.

Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen). Bruxelles I-forordningen trådte i kraft den 1. marts 2002.

Med vedtagelsen af konkursforordningen og Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, som dækkes af forordningerne. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet på punkter, som berører reglerne i konkursforordningen og Bruxelles Iforordningen, i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at forpligte Fællesskabet over for tredjelande.

Da visse af reglerne i konventionen om sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr og flymaterielprotokollen vedrører Fællesskabets eksterne kompetence efter henholdsvis konkursforordningen og Bruxelles I-forordningens regler, blev der på rådsmødet (miljø) den 29. oktober 2001 vedtaget en rådsbeslutning, som bemyndigede Kommissionen til på Fællesskabets vegne at forhandle om vedtagelsen af konventionen og protokollen, for så vidt angår de områder, der faldt ind under Fællesskabets enekompetence i medfør af de to forordninger.

Under forhandlingerne i Cape Town i november 2001, som førte til konventionens og protokollens vedtagelse, fik Fællesskabet indført en række bestemmelser, der giver mulighed for at anvende fællesskabsretten frem for konventionen og protokollen på de områder, der er omfattet af de to ovennævnte forordninger, hvis Fællesskabet afgiver en erklæring herom. Der blev endvidere indføjet en bestemmelse om, at organisationer for regional økonomisk integration, der har kompetence på visse af de områder, som konventionen og protokollen vedrører - herunder navnlig Det Europæiske Fællesskab - har mulighed for at blive part i instrumenterne.

Da visse af reglerne i konventionen og protokollen som nævnt berører henholdsvis konkursforordningen og Bruxelles I-forordningens regler, skal Fællesskabet undertegne og indgå konventionen og protokollen vedrørende disse dele.

På den baggrund har Kommissionen den 17. december 2002 fremsat et forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse og indgåelse af konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen.

Forslaget vedrørende undertegnelse af konventionen og protokollen forventes vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003 eller et senere rådsmøde.

Da retsgrundlaget for konkursforordningen og Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af disse forordninger, der ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender). Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse og senere indgåelse af konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen har således ikke bindende virkning for Danmark.

2. Indhold

Forslaget til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse af konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen indeholder en bestemmelse om, at formanden for Rådet udpeger en person, som på Fællesskabets vegne - og med forbehold for eventuel indgåelse - undertegner konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen.

Det bestemmes endvidere, at Fællesskabet i forbindelse med undertegnelsen af konventionen og protokollen skal afgive erklæring om, på hvilke områder omfattet af konventionen og protokollen, Fællesskabet har fået overført kompetence fra medlemsstaterne, dvs. spørgsmål, der berører Bruxelles I-forordningen og konkursforordningen.

Herudover er der som bilag til rådsafgørelsen medtaget to erklæringer fra Rådet og Kommissionen, hvorefter det i forbindelse med Rådets vedtagelse af afgørelsen tilkendegives, at der med Fællesskabets undertegnelse af konventionen og protokollen ikke er taget stilling til spørgsmålet om medlemsstaternes kompetence for så vidt angår materiel insolvensret.

3. Europa-Parlamentet

Forslaget behandles i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europa-Parlamentet høres derfor ikke over forslaget til Fællesskabets undertegnelse af konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen, men vil senere skulle høres om spørgsmålet om Fællesskabets tiltræden af konventionen og protokollen.

4. HØring

Forslaget har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse vedrørende undertegnelse af konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen, i det omfang Fællesskabet har ekstern kompetence i medfør af Bruxelles I-forordningen og konkursforordningen, omfattet af det danske

forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, som ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni og den 2-3. oktober 2003.

Dagsordenspunkt 4: Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention (KOM(2003) 409 endelig af 9. juli 2003).*

Nyt notat.

1. Baggrund

OECD-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område med senere ændringer (Paris-konventionen) indeholder regler om erstatning til ofre for civile nukleare ulykker. Efter Paris-konventionen påhviler hele ansvaret for skader, der forårsages af en nuklear ulykke, det pågældende nukleare anlægs indehaver. Uanset om det kan bevises, at indehaveren er skyld i ulykken, har den pågældende således pligt til at betale erstatning op til et nærmere angivet beløb. Indehaveren har pligt til at være forsikret mod denne risiko. Konventionen indeholder endvidere bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til konventionen.

Paris-konventionen er tiltrådt af samtlige EU-medlemsstater med undtagelse af Irland, Luxembourg og Østrig. Endvidere er konventionen tiltrådt af Norge, Slovenien og Tyrkiet.

I OECD-regi har man siden 1997 forhandlet om en ændringsprotokol til Paris-konventionen. Ændringsprotokollen er nu færdigforhandlet og er godkendt af Styrelseskomiteen for Kerneenergi under OECD i maj 2002. Protokollen indebærer navnlig en forhøjelse af konventionens erstatningsbeløb og herudover bl.a. en udvidelse af konventionen til også at omfatte skader på miljøet. Protokollen indeholder endvidere ændringer af Paris-konventionens regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til konventionen.

Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen). Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2002.

Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, som dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at forhandle om forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles I-forordningen.

Ændringsprotokollens regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser berører Bruxelles I-forordningen og er således omfattet af Fællesskabets enekompetence.

Rådet bemyndigede den 13. september 2002 Kommissionen til på Fællesskabets vegne at deltage i forhandlingerne om ændringsprotokollen til Paris-konventionen for så vidt angår de områder, hvor Fællesskabet har ekstern kompetence. Kommissionen kan tilslutte sig indholdet af den nu færdigforhandlede ændringsprotokol.

Paris-konventionen kan kun undertegnes og tiltrædes af stater. Fællesskabet som sådan kan derfor ikke undertegne protokollen om ændring af Paris-konventionen, men må handle gennem sine medlemsstater.

På denne baggrund har Kommissionen den 9. juli 2003 fremsat et forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er parter i Paris-konventionen, til at undertegne ændringsprotokollen.

Da Fællesskabets kompetence hviler på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af afgørelsen om bemyndigelse af de medlemsstater, der er parter i konventionen, til at undertegne ændringsprotokollen.

Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til undertegnelse af protokollen, idet den danske holdning dog fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

Forslaget til rådsafgørelse forventes vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003 eller på et senere rådsmøde.

2. Indhold

I henhold til Kommissionens forslag til rådsafgørelse bemyndiger Rådet de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er kontraherende parter i Paris-konventionen bortset fra Danmark, til i Det europæiske Fællesskabs interesse at undertegne ændringsprotokollen med forbehold af eventuel senere ratifikation eller tiltrædelse af protokollen.

Efter forslaget bestræber medlemsstaterne sig på at undertegne protokollen inden den 31. december 2003.

3. Europa-Parlamentet

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europa-Parlamentet er derfor ikke blevet hørt i forbindelse med spørgsmålet om medlemsstaternes undertegnelse af protokollen om ændring af Paris-konventionen, men skal høres over spørgsmålet om medlemsstaternes senere ratifikation eller tiltrædelse af protokollen.

4. Høring

Forslaget har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet

Forslaget til Rådets afgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i relation til undertegnelse af protokollen om ændring af Paris-konventionen, idet den danske holdning dog fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 5: Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde protokollen om ændring af den nævnte konvention (KOM(2003) 409 endelig af 9. juli 2003).*

Nyt notat.

1. Baggrund

OECD-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område med senere ændringer (Paris-konventionen) indeholder regler om erstatning til ofre for civile nukleare ulykker. Efter Paris-konventionen påhviler hele ansvaret for skader, der forårsages af en nuklear ulykke, det pågældende nukleare anlægs indehaver. Uanset om det kan bevises, at indehaveren er skyld i ulykken, har den pågældende således pligt til at betale erstatning op til et nærmere angivet beløb. Indehaveren har pligt til at være forsikret mod denne risiko. Konventionen indeholder endvidere bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til konventionen.

Paris-konventionen er tiltrådt af samtlige EU-medlemsstater med undtagelse af Irland, Luxembourg og Østrig. Endvidere er konventionen tiltrådt af Norge, Slovenien og Tyrkiet.

I OECD-regi har man siden 1997 forhandlet om en ændringsprotokol til Paris-konventionen. Ændringsprotokollen er nu færdigforhandlet og er godkendt af Styrelseskomiteen for Kerneenergi under OECD i maj 2002. Protokollen indebærer navnlig en forhøjelse af konventionens erstatningsbeløb og herudover bl.a. en udvidelse af konventionen til også at omfatte skader på miljøet. Protokollen indeholder endvidere ændringer af Paris-konventionens regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytning til konventionen.

Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen). Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2002.

Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, som dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at forhandle om forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles I-forordningen.

Ændringsprotokollens regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser berører Bruxelles I-forordningen og er således omfattet af Fællesskabets enekompetence.

Rådet bemyndigede den 13. september 2002 Kommissionen til på Fællesskabets vegne at deltage i forhandlingerne om ændringsprotokollen til Paris-konventionen for så vidt angår de områder, hvor Fællesskabet har ekstern kompetence. Kommissionen kan tilslutte sig indholdet af den nu færdigforhandlede ændringsprotokol.

Paris-konventionen kan kun undertegnes og tiltrædes af stater. Fællesskabet som sådan kan derfor ikke ratificere eller tiltræde protokollen om ændring af Paris-konventionen, men må handle gennem sine medlemsstater.

På denne baggrund har Kommissionen den 9. juli 2003 fremsat et forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er parter i Paris-konventionen til at ratificere eller tiltræde protokollen. Ændringsprotokollen er endnu ikke undertegnet af de pågældende medlemsstater, men Kommissionen har samtidig fremsat et forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er parter i Paris-konventionen, til at undertegne protokollen.

Da Fællesskabets kompetence hviler på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af afgørelsen om bemyndigelse af de medlemsstater, der er parter i konventionen, til at ratificere eller tiltræde protokollen.

Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til ratifikation eller tiltrædelse af protokollen, idet den danske holdning dog fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

Forslaget til rådsafgørelse forventes vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003 eller på et senere rådsmøde.

2. Indhold

I henhold til Kommissionens forslag til rådsafgørelse bemyndiger Rådet de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er kontraherende parter i Paris-konventionen bortset fra Danmark, til i Det europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde ændringsprotokollen.

Efter forslaget skal medlemsstaterne ratificere eller tiltræde protokollen "om muligt inden den 31. december 2006".

3. Europa-Parlamentet

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europa-Parlamentet er derfor ikke blevet hørt i forbindelse med spørgsmålet om medlemsstaternes undertegnelse af protokollen om ændring af Paris-konventionen, men skal høres over spørgsmålet om medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af protokollen.

Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet sin udtalelse over forslaget. 4. HØring

Forslaget har ikke været sendt i høring.

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

6. Subsidiaritetsprincippet

Forslaget til Rådets afgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i forhold til ratifikation eller tiltrædelse af protokollen om ændring af Paris-konventionen, idet den danske holdning dog fastlægges i tæt kontakt med Fællesskabet.

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 6: Rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel.

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

1. Baggrund.

Ved meddelelse af 23. maj 2001 (Kom (2001) 259) har Kommissionen fremsat forslag til en rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel.

Forslaget er fremsat på baggrund af EU's narkotikahandlingsplan (2000-2004) som blev godkendt på mødet i Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira i juni måned 2000.

Behovet for tiltag med henblik på bekæmpelse af ulovlig handel med narkotika er i øvrigt understreget i såvel Wien-handlingsplanen fra 1998 for gennemførelsen af Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober måned 1999 og i konklusionerne fra

Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16.-17. oktober 2003.

Forud for forslagets udarbejdelse har Kommissionen gennemført en spØrgeskemaundersøgelse af definitioner og sanktioner i forbindelse med narkotikahandel i medlemslandene. Forslaget er udformet på baggrund af de ved undersøgelsen indsamlede oplysninger.

Formålet med forslaget er en indbyrdes tilnærmelse af de strafferetlige regler i medlemslandene, således at ulovlig handel med narkotika i alle medlemslande straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13. - 14. juni 2002 blev der opnået politisk enighed om væsentlige dele af forslaget.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 14. - 15. oktober 2002 drøftede Rådet de sidste udestående spørgsmål uden at nå til politisk enighed om forslaget til rammeafgørelse.

Forslaget er senest drøftet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. - 29. november 2002, hvor det fortsat ikke var muligt at opnå politisk enighed.

Forslaget til rammeafgørelse forventes forelagt på rådsmødet (retlige indre anliggender) den 6. november 2003 med henblik på at nå til politisk enighed om forslaget til rammeafgørelse.

2. Indhold.

Forslaget til rammeafgørelsen er fremsat med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b).

Artikel I indeholder definitioner af begreberne "narkotika", "prækursorer" og "juridisk person".

Ved "narkotika" forstås ethvert stof, der er omfattet af FN-konventionerne fra 1961 og 1971 om henholdsvis narkotiske midler og psykotrope stoffer, samt de stoffer, der undergives kontrolforanstaltninger i medfør af den fælles aktion 97/396/RIA af 16. juni 1997 vedrørende udveksling af oplysninger, risikovurdering og kontrol med nye former for syntetisk narkotika.

Ved "prækursorer" forstås ethvert stof fastlagt i fællesskabslovgivningen, som gennemfører forpligtelserne i artikel 12 i FN-konventionen fra 1988 om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

For så vidt angår "juridisk person" henvises til national ret, således at der ved begrebet forstås enhver enhed, der i national ret har status af juridisk person, dog ikke stater, offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser og offentligretlige internationale organisationer.

Efter artikel 2, stk. 1, litra a), skal medlemsstaterne kriminalisere forsætlig uretmæssig produktion, fremstilling, vinding, tilberedning, tilbud, udbud til salg, levering på hvilke som helst betingelser, mæglervirksomhed, transitforsendelse, transport, import eller eksport af narkotika.

Efter artikel 2, stk. 1, litra b), skal medlemsstaterne kriminalisere forsætlig, uretmæssig dyrkning af opiumsvalmue, kokabusk eller hampeplante med henblik på fremstilling af narkotika.

Efter artikel 2, stk. 1, litra c), skal medlemsstaterne kriminalisere forsætlig, uretmæssig besiddelse eller køb af narkotika med henblik på de i litra a) anførte former for virksomhed.

Efter artikel 2, stk. 1, litra d), skal medlemsstaterne kriminalisere forsætlig, uretmæssig produktion, fremstilling, tilberedning, tilbud, udbud til salg, levering på hvilke som helst betingelser, mæglervirksomhed, transitforsendelse, transport, import eller eksport af prækursorer, når gerningsmanden ved, at de skal anvendes i forbindelse med eller til ulovlig produktion eller fremstilling af narkotika.

Efter artikel 2, stk. 2, medtages handlingerne i stk. 1 ikke i rammeafgørelsens anvendelsesområde, hvis de er begået af gerningsmanden udelukkende med henblik på dennes personlige forbrug som defineret i henhold til national lov.

Artikel 3, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til kriminalisere medvirken til og forsøg på de i artikel 2 omhandlende lovovertrædelser.

Efter artikel 3, stk. 2, kan en medlemsstat lade strafansvar bortfalde ved forsøg på at tilbyde eller tilberede narkotika som omhandlet i artikel 2, litra a), samt ved forsøg på at besidde narkotika som omhandlet i artikel 2, litra c).

Artikel 4, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til at sikre, at de i artikel 2 og 3 opregnede lovovertrædelser straffes med effektive, proportionale og afskrækkende sanktioner, som indebærer frihedsstraf.

Artikel 4, stk. 2, forpligter medlemsstaterne til at sikre, at de i artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c) opregnede lovovertrædelser straffes med sanktioner, der som minimum har en strafferamme på fængsel mellem 5 år og 10 år, når en række omstændigheder foreligger. Det drejer sig om tilfælde hvor:

a) lovovertrædelsen involverer en stor mængde narkotika, og

b) lovovertrædelsen enten involverer de typer narkotika, der er mest sundhedsskadelige, eller lovovertrædelsen har medført betydelig sundhedsskade for et større antal personer.

Efter artikel 4, stk. 3, forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at lovovertrædelserne omfattet af § 4, stk. 2, straffes med sanktioner, der som minimum har en strafferamme på fængsel indtil 10 år, når lovovertrædelsen er begået indenfor rammerne af en kriminel organisation.

Efter artikel 4, stk. 4, forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at de i artikel 2, stk. 1, litra d), opregnede lovovertrædelser vedrørende prækursorer straffes med sanktioner, der som minimum har en strafferamme på fængsel mellem 5 og 10 år, når lovovertrædelsen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, og prækursorerne er beregnet til brug for produktion eller fremstilling af den type narkotika, der er omfattet af artikel 4, stk. 2, litra a) og b).

Artikel 4, stk. 5, fastsætter regler om konfiskation.

Artikel 4, stk. 6, der indeholdt en fakultativ bestemmelse om bødestraffe, er udgået af forslaget til rammeafgørelse.

Artikel 5 indeholder en fakultativ bestemmelse om, at medlemsstaterne kan nedsætte de i artikel 4 omhandlede straffe. Det drejer sig om tilfælde, hvor gerningsmanden opgiver sine kriminelle aktiviteter inden for handel med narkotika og prækursorer, og gerningsmanden samtidig har ydet

bistand til opklaringen af sagen eller i øvrigt har medvirket til at afdække organiseret, ulovlig narkotikahandel.

Artikel 6 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres strafferetligt ansvarlige med hensyn til de handlinger, der er omfattet af forslaget, i det omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person.

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Efter forslagets artikel 7 er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionelle og virker afskrækkende, herunder bødestraf eller andre sanktioner, som f.eks. udelukkelse fra skattemæssige fordele og offentlige ydelser og tilskud samt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

Artikel 8 indeholder regler om straffekompetence.

Efter artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de har straffekompetence i forhold til ulovlig narkotikahandel, når der er tale om forhold, der begås helt eller delvist på den pågældende medlemsstats territorium, eller af personer, der har statsborgerskab - eller for juridiske personers vedkommende hjemsted - i den pågældende medlemsstat.

Efter artikel 8, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at de ikke eller kun i begrænset omfang vil anvende bestemmelserne om straffekompetence vedrørende egne statsborgere og juridiske personer med hjemsted i medlemsstaten, når den strafbare handling er begået uden for medlemsstatens territorium.

Efter artikel 8, stk. 3, er de medlemsstater, der i henhold til national ret ikke udleverer egne statsborgere, forpligtede til at have straffekompetence i forhold til ulovlig narkotikahandel, der er begået af en af medlemsstatens egne statsborgere uden for denne medlemsstats territorium.

Efter artikel 8, stk. 4, skal de medlemsstater, der beslutter at anvende artikel 8, stk. 2, underrette Generelsekretariatet for Rådet og Kommissionen herom.

Ifølge artikel 9 skal medlemsstaterne senest den 30. juni 2004 have truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen. Medlemsstaterne skal i forbindelse hermed meddele Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet teksten til de bestemmelser, der gennemfører rammeafgørelsen i national ret. På baggrund af en rapport, udarbejdet af Kommissionen, skal Rådet inden den 30. juni 2005 vurdere, om medlemsstaterne har opfyldt rammeafgørel

sens mål.

Efter rammeafgØrelsens artikel 10 finder rammeafgørelsen anvendelse på Gibraltar. Forslagets artikel 11 indeholder rammeafgØrelsens ikrafttrædelsesbestemmelse.

3. Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet har den 25. april 2002 afgivet udtalelse vedrørende forslaget til rammeafgørelse.

4. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget vedrørende politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

5. Høring.

Forslaget til rammeafgørelse har tillige med et grundnotat om forslaget været sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-foreningen, Finansministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Sundhedsministeriet, Socialministeriet, Politidirektøren i København, præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Roskilde.

Københavns Byret, Politiforbundet i Danmark, Foreningen af Politimestre i Danmark, Rispolitichefen, Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret og Den Danske Dommerforening har ikke bemærkninger til forslaget til rammeafgørelse.

Rigsadvokaten anfører, at forsalget til rammeafgørelse ikke giver anledning til bemærkninger, idet Rigsadvokaten i øvrigt tilslutter sig det i grundnotatet anførte og bemærker, at Rigsadvokaten er bekendt med, at forslaget til rammeafgørelse er ændret i senere dokumenter.

Politidirektøren i København har ikke bemærkninger til forslaget til rammeafgørelse, idet man tilslutter sig det i grundnotatet anførte.

Det Danske Center for Menneskerettigheder anfører, at forslaget til rammeafgørelse ikke giver anledning til bemærkninger af menneskeretlig art.

Landsforeningen af beskikkede advokater bemærker i relation til sanktionsbestemmelserne i artikel 4 og 5 i forslaget til rammeafgørelse, at man for mange år siden afskaffede minimumsstrafferammer i straffeloven, og at de hensyn, der lå bag, er uændrede i dag.

6. Subsidiaritetsprincippet.

Forslaget til rammeafgørelse ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet. 7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

De i artikel 2, stk. 1, opregnede handlinger må efter omstædighederne allerede i dag anses som strafbare efter dansk ret i medfør af § 1, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, jf. til dels straffelovens § 23 om medvirken.

Medlemsstaterne er efter artikel 4, stk. 1, i forslaget til rammeafgørelse forpligtet til som mini

mum at straffe de i rammeafgØrelsen opregnede handlinger med effektive, proportionale og afskrækkende sanktioner, sogn indebærer frihedsstraf.

Efter § 3, stk. 1, i lov om euforiserende stoffer straffes overtrædelser af lov om euforiserende stoffer med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

På den baggrund er det vurderingen, at artikel 4, stk. 1, i forslaget til rammeafgørelse ikke vil kræve lovændringer.

Medlemsstaterne er efter § 4, stk. 2, i forslaget til rammeafgørelse forpligtet til som minimum at fastsætte en strafferamme på fængsel mellem 5 og 10 år, når lovovertrædelserne omfatter en række skærpende forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at de to kriterier, der er omfattet af artikel 4, stk. 2, litra b), er alternative, således at medlemsstaterne alene skal opfylde ét af

kriterierne.

Efter straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., straffes den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer med

fængsel indtil 6 år. Er der tale om en betydelig mængde særligt farlig eller skadeligt stof eller

har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 10 år. Efter § straffelovens § 191, stk. 2, straffes på samme måde den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med fortsæt til at overdrage dem.

Det følger af forarbej derne til straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., at udtrykket "særligt skærpende omstændigheder" vil omfatte tilfælde, hvor der er sket udbredelse af specielt farlige stoffer som heroin, selvom der kun er tale om små mængder. Det må ligeledes antages, at udbredelse af store mængder stoffer må anses som en særligt skærpende omstændighed.

På den baggrund er det den umiddelbare vurdering, at artikel 4, stk. 2, ikke vil give anledning til lovændringer.

Derimod skønnes det umiddelbart, at en gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 4, stk. 3, om skærpede straffe for handlinger begået indenfor rammerne af en kriminel organisation i dens nuværende udformning vil give anledning til lovændringer. Dette skyldes, at det efter straffelovens § 191 ikke i sig selv anses for en skærpende omstændighed, at handlingen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation. Under forudsætning af, at justitsministerens kommende lovforslag om generel skærpelse af strafferammerne i straffelovens § 191 vedtages, således at strafferammen forhøjes til 10 år og under særligt skærpende omstændigheder til 16 år, må rammeafgørelsens strafferammekrav imidlertid anses for opfyldt. Lovændringen forventes at træde i kraft i løbet af 2004.

Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 4, skønnes ikke at give anledning til lovændringer, idet det efter bestemmelsen er en betingelse, at prækursorer skal være beregnet til brug for fremstilling af store mængder narkotika eller til brug for fremstilling af særligt farlige stoffer, hvorefter forholdet må anses for omfattet af straffelovens § 191, jf. straffelovens §§ 23 og 21.

Artikel 5 omfatter alene en fakultativ bestemmelse om formildende omstændigheder, der må anses som opfyldt i dansk ret i kraft af straffelovens §§ 80 og 84.

Der kan efter straffelovens § 306 pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af straffeloven. Lov om euforiserende stoffer indeholder derimod ikke en bestemmelse om strafansvar for juridiske personer. På den baggrund er det vurderingen, at en gennemførelse af artikel 7 om strafansvar for juridiske personer i dens nuværende formulering vil nødvendiggøre lovændringer af lov om euforiserende stoffer.

Reglerne om straffekompetence i forslagets artikel 8 må anses som opfyldt i medfør af straffelovens §§ 6 - 8, og vil derfor ikke nødvendiggøre lovændringer.

Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser. 8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europavalg.

Forslaget til rammeafgørelse er tillige med et grundnotat om sagen oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 8. april 2002.

Aktuelle notater blev endvidere oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis den 11. og 15. april 2002. Forslaget til rammeafgørelse var imidlertid ikke på den endelige dagsorden for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 25. - 26. april 2002.

Herudover er sagen forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13. - 14. juni 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 30. maj 2002.

Sagen blev ligeledes forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 14. - 15. oktober 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 4. og 8. oktober 2002.

Endelig blev sagen forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering fortid for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. - 29. november 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 15. november 2002.

Dagsordenspunkt 7: Rammeafgørelse om "ne bis in idem"-princippet (princippet om den negative retsvirkning af strafferetlige afgørelser).

Revideret notat. Ændringer markeret med kursiv.

1. Baggrund.