Grundnotat om fastsættelse af støttebeløb for frø
UDENRIGSMINISTERIET
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
Asiatisk Plads 2 DK-1448 København K Tel. +45 33 92 00 00 Fax +45 32 54 05 33 E-mail: um@um.dk Telex 31292 ETR DK Telegr. adr. Etrangeres Girokonto 300-1806
Bilag 1 journalnummer 400.C.2-0 Kontor EUK
22. oktober 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat om forslag til Rådets forordning om fastsættelse af støttebeløbene for frø for produktionsåret 2004/05, KOM (2003) 552 endelig.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri DFFE/9.
kontor
J.nr.: 2405-5-03-56
Den 22. oktober 2003
JMNI/LLI
FVM 116
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Rådets forordning om fastsættelse af støttebeløbene for frø for produktionsåret 2004/05
KOM (2003) 552 endelig
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2003) 552 af 22. september 2003 fremsendt forslag til Rådets forordning om fastsættelse af støttebeløbene for frø for produktionsåret 2004/05. Forslaget er oversendt til Rådet den 23. september 2003.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF artikel 37, og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet forslaget er et led i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik.
Formål og indhold
Støttebeløbene for markfrø skal fastsættes hvert andet år, jf. artikel 3 i Rådets forordning nr. 2358/71 om den fælles markedsordning for frø. Forslaget omfatter dog kun et enkelt produktionsår (2004/05), da det alene dækker overgangsperioden frem til reformen af den fælles
markedsordning for frø træder i kraft. Som følge af juni-reformen af den fælles landbrugspolitik (endeligt vedtaget den 29. september 2003) er artikel 3 i Rådets forordning nr. 2358/71 ophævet fra produktionsåret 2005/06. Forslag til støttebeløbene for produktionsåret 2004/05 fremgår af bilaget til forslaget. Støttebeløbene er uændrede i forhold til foregående produktionsår.
Udtalelser
Europa-Parlamentets udtalelse foreligger endnu ikke.
Gældende dansk ret
Bekendtgørelse nr. 710 af 1. august 2001 om støtte til produktion af markfrø.
Konsekvenser
Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser udover indvirkningerne på EU-budgettet. Udgifterne forventes at beløbe sig til 109 mio. € i regnskabsåret 2005. De finansielle virkninger er uændrede i forhold til den nuværende lovgivning.
Høring
Forslaget har væreti høring i §2-udvalget (landbrug).
Landbrugsraadet støtter forslaget om uændrede støttepriser for frø for produktionsåret 2004/05. Da niveauet for de i reformen fastlagte støttepriser for frø er uændrede i forhold til de nuværende, støtter Landbrugsraadet, at der ikke ændres på niveauet i overgangsperioden.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.