DER 19.-20/6 Thessaloniki - økonomisk politik
PDF udgave (169 KB)
Medlemmerne
af
Folketingets
Europaudvalg
og
deres
stedfortrædereBilagJournalnummerKontor1400.C.2-0EU-sekr.17. juni 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges i forbindelse med Det
Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 Rådets rapport om de
overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik
(for perioden 2003-2005), 10081/03.
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNIONBruxelles, den 3. juni 2003 (16.06) (OR.
en)10081/03 UEM 107 ECOFIN 168 SOC 239 MI 132 EDUC 97
RAPPORT
fra:Rådet (økonomi og finans)til:Det Europæis ke Råd i Thessaloniki (den 19.-20. juni
2003)Vedr.:Rapport fra Rådet (økonomi og finans) til Det Europæiske Råd om de
overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik
(for perioden 2003-2005)
Vedlagt følger til delegationerne følgeskrivelsen (bilag I) samt Rådets rapport til Det
Europæiske Råd om de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik for perioden
2003-2005 (bilag II).
Rapporten blev vedtaget af Rådet (økonomi og finans) den 3. juni 2003.
________________________
BILAG I
Styrkelse af EU's økonomi
Med fremlæggelsen af disse overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker for
stats- og regeringscheferne ønsker økonomi- og finansministrene især at henlede
opmærksomheden på tre hovedprioriteter for politiktiltagene i det kommende år, nemlig 1)
at fremme vækst, 2) at øge vores arbejdsmarkeders fleksibilitet og 3) at sikre vores offentlige
finansers holdbarhed. Dette vil også medvirke til bedre at formidle det påtrængende behov
for at modernisere vore økonomier til Europas borgere.
Det er af afgørende betydning at opnå en større og holdbar vækst i vores økonomier gennem
passende makro-økonomiske politikker og strukturelle reformer. Vi har gjort fremskridt med
det økonomiske reforminitiativ, der blev vedtaget i Lissabon, men der er stadig meget der
skal gøres. Vi må fremskynde reformen for at opnå mere fleksible økonomier, som kan
udvise større smidighed overfor usikkerhed og pludselige forandringer.
Det er af afgørende betydning for tillid og vækst , at der i god tid sker en reel gennemførelse
af de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker. Rådet (økonomi og finans) og
Eurogruppen har en vital rolle at spille, når det gælder om at sætte EU's medlemsstater og
Kommissionen i stand til i fællesskab at overvåge og anspore alle de politiske aktører til
gennemførelse heraf.
1)
Prioritering af vækst i Europa
Når vi ser på udsigterne for den økonomiske aktivitet i år, ser vi en meget lovende tendens
til at øge væksten og dens potentiale ved gensidigt forstærkende vækst- og
stabilitetsorienterede makroøkonomiske politikker og strukturreformer. Prisstabilitet med en
udvikling i lønomkostningerne, som er på linje med produktivitetsudviklingen og sunde
offentlige finanser er forudsætninger for genoprettelse af tilliden. Vi er derfor nødt til at
opnå en passende balance mellem monetær og skattemæssig politik for at skabe et grundlag
for styrkelse af indenlandsk efterspørgsel, jobskabelse og vækst. Vi er besluttet på at
gennemføre den politikramme. der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i foråret.
Ud over sunde makro-økonomiske politikker kræver det at gøre Europa til verdens mest
konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi en øget investering i menneskelig
og fysisk kapital. I den forbindelse bør EU og medlemsstaterne skabe rammer, der kan lette
investeringer i forskning og udvikling samt i infrastruktur. Medlemsstaterne bør fjerne
hindringerne for en anvendelse af teknologi, der omfatter hele økonomien, og bør også
fremhjælpe forbindelserne mellem den offentlige og den private sektor til udnyttelse af
forskningsresultater. Desuden bør medlemsstaterne prioritere SMV'ers inddragelse i
forskning og udvikling gennem deltagelse i integrererede projekter. Gennemførelsen af det
indre marked er et centralt element, når det drejer sig om at øge industriens konkurrenceevne
og derved udvikle produktivitet og forretningsdynamik. Et fuldt integreret finansmarked vil
navnlig bidrage til at formidle opsparinger med henblik på produktive investeringer.
2)
Reformer for at skabe flere og bedre job
Øget beskæftigelse i Europa vil kræve
langtrækkende strukturreformer. Vore
arbejdsmarkeder skal blive mere effektive, åbne for alle og omstillingsparate med flere og
bedre beskæftigelsesmuligheder for alle. Det er påtrængende nødvendigt, at der gøres en
indsats for, at det kan betale sig at arbejde, så mennesker, der søger arbejde, ikke mister
motivationen, fordi det medfører tab af ydelser og højere skatter. For de fleste
medlemsstater kræver det, at de skal gennemføre reformer af skatteordninger for at mindske
de indirekte lønomkostninger og øge incitamenterne til at komme i beskæftigelse. Ved
fastlæggelse af sikkerheds- og minimumsnormer for arbejdskraften må vi finde en balance,
der begunstiger beskæftigelsen og giver virksomhederne mulighed for fleksibilitet, så de kan
leve op til de ændrede økonomiske vilkår. Et centralt mål er at øge deltagelsen i
arbejdsmarkedet, navnlig blandt kvinder, personer over 50, lavtuddannede og langtidsledige.
Vi skal også tilskynde til et tættere samarbejde om kvalifikationsstandarder i Europa, således
at kvalifikationerne og erfaringerne i vidt omfang kan blive anerkendt og mobiliteten
fremmet.
3)
Reform af pensioner og sundhedssystemer
Europa står over for væsentlige demografiske ændringer i de kommende år, som vil lægge et
øget pres på de offentlige finanser. For at undgå, at der lægges for store byrder på de
kommende generationer, er de fleste medlemsstater nødt til ud over at konsolidere de
offentlige finanser og øge beskæftigelsesgraden at iværksætte vidtrækkende reformer af
pensioner og sundhedssystemer nu. Den demografiske lejlighed til at sætte ind med effektive
reformer er hurtigt forpasset. Reformer er af den yderste vigtighed. Disse reformer opnås
lettere og med større held, hvis de gennemføres bredt og koordineret.
________________________
BILAG II
Rapport om
de overordnede retningslinjer
for medlemsstaternes og Fælle sskabets økonomiske politik
(for perioden 2003-2005)
INDHOLD
I.
Generelle økonomisk-politiske retningslinjer ..........................................................................................7
1.
Realisering af det strategiske mål i Lissabon-strategien - den økonomiske politiks
bidrag ........................................................................................................................................................................7
2.
Styrkelse af EU's økonomi..........................................................................................................................8
2.1. En vækst- og stabilitetsorienteret makroøkonomisk politik ..................................................................9
2.2. Økonomiske reformer for at øge EU's vækstpotentiale....................................................................... 11
2.3. Styrkelse af holdbarheden .........................................................................................................................16
3.
Særlige udfordringer i forbindelse med euroområdet ...........................................................................22
II.
Landespecifikke økonomisk-politiske retningslinjer.............................................................................26
1.
Belgien..........................................................................................................................................................26
2.
Danmark......................................................................................................................................................30
3.
Tyskland.......................................................................................................................................................33
4.
Grækenland .................................................................................................................................................39
5.
Spanien.........................................................................................................................................................44
6.
Frankrig........................................................................................................................................................48
7.
Irland............................................................................................................................................................53
8.
Italien............................................................................................................................................................56
9.
Luxembourg................................................................................................................................................62
10.
Nederlandene..............................................................................................................................................65
11.
Østrig..................................................................................................................... .......................................69
12.
Portugal........................................................................................................................................................73
13.
Finland .........................................................................................................................................................78
14.
Sverige..........................................................................................................................................................82
15.
Det Forenede Kongerige...........................................................................................................................85
I.
Generelle økonomisk-politiske retningslinjer
1.
Realisering af det strategiske mål i Lissabon-strategien - den økonomiske
politiks bidrag
EU er kommet til et afgørende punkt i sin historie. Efter den succesfulde indførelse af
eurosedler og -mønter står EU nu over for en historisk udvidelse, der vil øge antallet af
medlemsstater til 25 og skabe en økonomisk enhed med en befolkning på over 450
millioner. Samtidig har verdensøkonomien været præget af adskillige usikkerhedsmomenter,
der har kastet en mørk skygge over de økonomiske udsigter, i hvert fald på kort sigt, men
muligvis også på mellemlang sigt.
I Lissabon fastsatte EU en ny strategisk målsætning for indeværende årti om at gøre
Europa til "den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i
verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre
job og større social samhørighed". Det nuværende globale økonomiske miljø gør det
endnu mere nødvendigt at få gennemført Lissabon-strategien i en fart. En succesfuld
gennemførelse af strategien forudsætter, at der gennem føres samtidige og sammenhængende
foranstaltninger på en lang række områder inden for den økonomiske politik, social- og
arbejdsmarkedspolitikken og miljøpolitikken. Disse overordnede økonomisk-politiske
retningslinjer tager højde for de krav, der skal opfyldes på kort sigt, og fokuserer
samtidig på det bidrag, som den økonomiske politik i de næste tre år kan yde til
Lissabon-dagsordenen. På linje med arrangementerne om strømlining og konklusionerne
fra Det Europæiske Råds forårsmøde i Bruxelles er retningslinjerne centreret om de vigtigste
økonomisk-politiske spørgsmål og prioriteter i de næste tre år. De er centrale i den politiske
samordningsindsats, som understøtter den økonomiske styring i EU og medlemsstaterne. I
retningslinjerne bekræftes EU's erkendelse af, at det er bydende nødvendigt at opnå højere
og holdbare vækstrater, og dets beslutsomhed om at træffe de nødvendige foranstaltninger
for at nå dette resultat. Sunde makroøkonomiske betingelser og politikker er en forudsætning
for en holdbar forøgelse af den økonomiske velstand. En stærkere iværksætterånd, øgede
investeringer i viden og innovation og reform af beskæftigelsessystemerne er afgørende for
at øge produktiviteten og skabe nye muligheder for vækst. Bedre fungerende og mere
konkurrenceprægede arbejds-, produkt- og kapitalmarkeder er en forudsætning for at skabe
en mere fleksibel økonomi og øge den potentielle vækst. Der skal også tages passende
hensyn til forhold, der vedrører den økonomiske, sociale og miljømæssige holdbarhed, for at
sikre, at indsatsen vil give de forventede resultater på længere sigt.
Ud over disse overordnede økonomisk-politiske retningslinjer bør medlemsstaterne fuldt ud
implementere beskæftigelsesretningslinjerne og de hertil knyttede henstillinger, der i henhold
til traktaten (artikel 128, stk. 2) skal være i overensstemmelse med de overordnede
retningslinjer.
De generelle økonomisk-politiske retningslinjer i del I gælder for alle medlemsstater og for
Fælles skabet. Del I indeholder et afsnit om euroområdet, hvor dettes specifikke
udfordringer behandles. Inden for den overordnede strategi kan de vigtigste økonomisk-
politiske udfordringer være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat som følge af forskelle
i økonomisk udvikling, økonomiske udsigter, strukturer og institutioner. Under passende
hensyn til disse forskelle fremsættes der i del II landespecifikke økonomisk-politiske
henstillinger. De nye medlemsstater opfordres til at rette deres økonomiske politik ind efter
disse retningslinjer, men den opdatering, der foretages af retningslinjerne i 2004, vil være en
anledning til at se nærmere på disse landes situation og særlige økonomiske behov.
2.
Styrkelse af EU's økonomi
Den økonomiske vækst har vist sig at blive betydeligt svagere end forventet. Væksten i BNP
for blev træg i 2002, og de kortfristede indikatorer tyder på, at denne udvikling vil fortsætte i
2003. Ud over de seneste geopolitiske spændinger og aftagende ekstern efterspørgsel skyldes
den svage vækst en utilstrækkelig modstandskra ft over for stød. Denne usikkerhed afspejles
af erhvervslivets og forbrugernes faldende tillid. De lavere oliepriser, opblødningen af
geopolitiske spændinger efter afslutningen af konflikten i Irak, opsvinget på
finansmarkederne og de forbedrede økonomiske vilkår giver bedre grundlag for øget vækst i
anden halvdel af 2003. Opsvinget kan dog forventes at blive påvirket af en stadig større
arbejdsløshed og fortsat svage økonomiske resultater i både finansielle og ikke-finansielle
virksomheder.
Væksten i beskæftigelsen var støt frem mod udgangen af 2002, men i betragtning af at
arbejdsmarkedssituationen afspejler den økonomiske udvikling med en vis forsinkelse, vil
der sandsynligvis ske en vis forværring i beskæftigelsesudsigterne i 2003. Lønudviklingen har
desuden været langsom til at tilpasse sig den lave vækst i produktiviteten.
Den samlede inflation har på det seneste ligget lidt over 2%. Kerneinflationen har været
langsomt aftagende siden anden halvdel af 2002. I denne forbindelse ser det ud til, at
stivheder fortsat står i vejen for hurtige tilpasninger. En faldende stigning i
arbejdsomkostningerne pr. enhed skulle fremover føre til en afdæmpning af inflationen til
under 2%.
På denne baggrund er det vigtigt, at den økonomiske politik skaber tillid og dermed bidrager
til at tilvejebringe betingelserne for en stærkere intern efterspørgsel og jobskabelse på lang
sigt såvel som en forøgelse af vækstpotentialet på mellemlang sigt. For at yde effektiv støtte
til gennemførelsen af og tilsynet med de forskellige politikker skal de makroøkonomiske
statistikker og de analytiske værktøjer være af højeste kvalitet.
2.1.
En vækst- og stabilitetsorienteret makroøkonomisk politik
Den makroøkonomiske politik er afgørende for at opretholde vækst og beskæftigelse
og for at bevare prisstabilitet. Den bør sigte på at støtte en afbalanceret vækst og på fuldt
ud at udnytte det aktuelle vækstpotentiale. Den bør desuden sigte på at skabe rammevilkår,
der fremmer tilfredsstillende opsparings- og investeringsniveauer. Når virksomhederne og
borgerne lægger planer for fremtiden, skal de have tillid til, at prisstabiliteten og sunde
offentlige finanser vil blive fastholdt. Opretholdelse af sunde makroøkonomiske vilkår
afhænger af den politik, som centralbankerne og regeringerne fører, og af lønudviklingen.
De pengepolitiske myndigheder bør fastholde prisstabilitet i overensstemmelse med
deres mandat. I overensstemmelse med traktaten, og uden at bringe prisstabilitetsmålet i fare,
skal ESCB støtte den generelle økonomiske politik i Fællesskabet.
Der bør fortsat føres finanspolitik som en del af en helhedsstrategi, der fremmer væksten
på mellemlang sigt. Medlemsstaterne bør gennem deres budgetpolitik bidrage til at stabilisere
outputtet omkring en højere og holdbar væksttrend ved at lade de automatiske stabilisatorer
slå fuldt og symmetrisk igennem over hele konjunkturforløbet og samtidig undgå
uforholdsmæssigt store underskud og sikre strukturel konsolidering for derigennem at opnå
budgetstillinger, der korrigeret for konjunkturudsving er tæt på balance eller udviser
overskud. Derfor bør der ske en bedre koordinering af budgetpolitikkerne i
overensstemmelse med Rådets rapport af 7. marts 2003, som Det Europæiske Råd tilsluttede
sig på sit forårsmøde.
I forbindelse med overholdelsen af kravet om, at budgetsaldoen skal være tæt på balance
eller udvise overskud, skal der især tages hensyn til landespecifikke omstændigheder, med
henblik på navnlig: i) at sikre, at der altid er en tilstrækkelig sikkerhedsmargen, der også tager
højde for, at de automatiske stabilisatorer skal kunne slå fuldt igennem uden at overskride
referenceværdien på 3% af BNP, ii) at sikre de offentlige finansers langsigtede holdbarhed og
iii) at sikre overensstemmelse mellem udviklingen og kvaliteten i de offentlige finanser i
stabilitets- og konvergensprogrammerne og kravet om, at budgetsaldoen skal være tæt på
balance eller udvise overskud.
Medlemsstaterne bør navnlig: 1) nå eller opretholde budgetsaldi, der er tæt på balance eller
udviser overskud over hele konjunkturforløbet; lande med underskud, der er større end
stabilitets- og vækstpagtens krav om, at budgetsaldoen skal være tæt på balance eller udvise
overskud,
skal
forbedre
deres
konjunkturkorrigerede
budgetstilling;
lande
med
uforholdsmæssigt store underskud skal korrigere disse i overensstemmelse med stabilitets-
og vækstpagten. 2) med forbehold af dette undgå en procyklisk økonomisk politik, der
modvirker, at de automatiske stabilisatorer får et symmetrisk spillerum over hele
konjunkturforløbet. Det har særlig betydning ved gunstige vækstbetingelser.
Lønudviklingen bør bidrage til stabile makroøkonomiske vilkår og til et beskæftigelsesvenligt
policy mix.
Medlemsstaterne bør fremme hensigtsmæssige rammevilkår for lønforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets
parter. Det er vigtigt at: 3) sikre, at de nominelle lønstigninger er forenelige med prisstabilitet
og produktivitetsgevinsterne. Udviklingen i lønomkostningerne bør navnlig forblive moderat
i en situation med en mulig konjunkturbetinget stigning i produktiviteten eller midlertidig
øget inflation. Det vil give virksomhederne mulighed for at øge deres jobskabende
investeringer. Fremme den makroøkonomiske dialog i et produktivitetsorienteret lønpolitisk
klima.
2.2.
Økonomiske reformer for at øge EU's vækstpotentiale
Strukturreformer er afgørende for at øge EU's vækstpotentiale. For at opnå flest mulige
synergieffekter gennemføres de bedst på en generel og samordnet måde. Ved at indføre mere
fleksibilitet i økonomien bidrager de til makroøkonomisk stabilitet og modstandskraft over
for stød. Strukturreformer på forskellige områder kan desuden, navnlig hvis de gennemføres
sammen, skabe væsentlige fordele og reducere tilpasningsomkostningerne også på kort sigt,
hvis synergieffekten udnyttes.
For eksempel vil det øgede arbejdskraftudbud, der skabes af arbejdsmarkedsreformer,
hurtigere kunne udnyttes, hvis der opstår nye forretningsmuligheder som følge af produkt-
og kapitalmarkedsreformer. Omvendt kan de nye forretningsmuligheder, der følger af
produkt- og kapitalmarkedsreformer, kun udnyttes, hvis der er uddannede og faglærte
arbejdstagere til rådighed.
i)
Mod fuld beskæftigelse: Flere og bedre job
De menneskelige ressourcer er fortsat i høj grad underudnyttet i EU. Dette fremgår af de
forholdsvis lave beskæftigelsesfrekvenser i EU og den lave stigning i arbejdsproduktiviteten
(sidstnævnte behandles i afsnit 2.2.ii). Hovedårsagen til, at BNP per capita ligger et godt
stykke under niveauet i USA, er den, at færre er beskæftiget - i forhold til den samlede
befolkning i den arbejdsdygtige alder - og at de personer, der er beskæftiget, arbejder færre
timer. Arbejdsmarkedsreformer, der øger udbuddet af arbejdskraft og gør det lettere at
tilpasse arbejdsmarkederne til ændringer i de økonomiske vilkår, er derfor af stor betydning
for økonomierne i EU. Sådanne reformer skal sikre, at det kan betale sig at arbejde.
Mange er i virkeligheden blevet tilskyndet til at forlade arbejdsmarkedet eller til at forblive
inaktive,
f.eks.
på
grund
af
forholdsvis
gavmilde
eller
løst
håndhævede
overførselsindkomstordninger eller på grund af incitamenter til tidlig tilbagetrækning. Når de
søger arbejde, må de ofte regne med høje effektive marginalskattesatser og inddragelse af
sociale ydelser.
Mangelen på børnepasningsfaciliteter gør det desuden vanskeligere at begynde at arbejde,
navnlig for kvinder. Nogle, specielt lavtuddannede eller personer, der bor i dårligere stillede
områder, må konstatere, at de er for dyre at ansætte , hvilket peger på, at der både er behov
for, at uddannelsens og erhvervsuddannelsens kvalitet skal forbedres (som påpeget i afsnit
ii), og at lønningerne bedre skal afspejle produktiviteten. Unødigt restriktive
arbejdsmarkedsordninger er til gavn for etablerede lønmodtagere, men det sker på
bekostning af dem, der er marginaliseret på arbejdsmarkedet, idet de gør det for dyrt for
firmaerne at foretage nyansættelser og øger derved risikoen for langtidsarbejdsløshed. En
opblødning af unødigt restriktive bestemmelser om sikkerhed i ansættelsen, bedre regulering
og en mere fleksibel arbejdstilrettelæggelse - f.eks. bedre muligheder for deltidsarbejde for
dem, der ønsker det, og fleksible arbejdstider - rigtigt afbalanceret med en passende
sikkerhed i beskæftigelsesforholdene, ville derimod gøre det lettere for mange at komme ind
i arbejdsstyrken og for virksomheder at ansætte dem. Hindringer og negative incitamenter
for arbejdskraftens mobilitet - både den geografiske og faglige mobilitet - hæmmer også
arbejdsmarkedets funktion og viser, at der er store muligheder for at skabe bedre
overensstemmelse mellem udbuddet af job og de menneskelige ressourcer, der er til
rådighed. I denne sammenhæng vil det være af afgørende betydning, at vandrende
arbejdstagere integreres effektivt på arbejdsmarkedet.
At skabe betingelserne for fuld beskæftigelse, bedre kvalitet og produktivitet på arbejdet,
større samhørighed og rummeligere arbejdsmarkeder er af afgørende betydning for
Lissabon-strategien og er blevet de overordnede mål i den europæiske beskæftigelsesstrategi.
En bedre udnyttelse af de menneskelige ressourcer er en topprioritet i Lissabon-strategien.
Det afspejles i de mål, EU's stats- og regeringschefer har opstillet for den samlede
beskæftigelsesfrekvens, for kvindernes og de æl dre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens og
opfordringen til, at den faktiske tilbagetrækningsalder i EU forhøjes med fem år. En
opfyldelse af disse mål ville være et vigtigt skridt hen imod realiseringen af den overordnede
målsætning
om
en
beskæftigelsesfrekvens
på
70%
senest
i
2010.
Højere
beskæftigelsesfrekvenser ville direkte bidrage til en højere vækst. De er et element i den
fastlagte trestrengede strategi til tackling af de budgetmæssige virkninger af befolkningens
aldring. For at nå disse mål må man tackle årsagerne til den høje arbejdsløshed og lave
deltagelse i arbejdsstyrken i EU. Indsatsen for at forbedre incitamenterne, så det kan
betale sig at arbejde, for at fremme jobskabelse og for at effektivisere arbejdsmarkedet
er i denne forbindelse af stor betydning.
Som led i reformerne for at øge beskæftigelsen bør medlemsstaterne resolut implementere alle
beskæftigelsesretningslinjer
og
de
henstillinger,
der
er
rettet
til
dem,
og
som
behandler
beskæftigelsesspørgsmålene mere indgående. For at bidrage til at øge EU's vækstpotentiale og tackle de
budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring bør medlemsstaterne i de kommende tre år: 4)
forbedre
de
kombinerede
incitamentsvirkninger
fra
skatte-
og
overførselsindkomstsystemerne, reducere de høje effektive marginalskattesatser for at
reducere arbejdsløsheds- og fattigdomsfælder og øge forrentningen af den
menneskelige kapital, sænke skatter og ydelser, der hæmmer udbud af og efterspørgsel
efter lavtlønnede. Forbedre udformningen og administrationen af ydelser, så de virker
arbejdsfremmende, overveje dækningsgradernes struktur samt niveauet, varigheden
og/eller kriterierne for tildeling af sociale ydelser i overensstemmelse med
anbefalingerne i årsrapporten for 2003 fra Udvalget for Økonomisk Politik om
strukturreformer og samtidig bevare et passende niveau for social beskyttelse og sikre,
at socialhjælps- og dagpengemodtagere får en effektiv bistand til at finde et arbejde (jf.
også beskæftigelsesretningslinje 8) 5) sikre, at lønforhandlingssystemerne giver
mulighed for, at lønningerne afspejler produktiviteten, sådan at der tages hensyn til
produktivitetsforskelle på tværs af kvalifikationer og lokale arbejdsmarkedsbetingelser.
6) tage arbejdsmarkedsordninger op til revision samtidig med, at man respekterer for
den rolle, arbejdsmarkedets parter traditionelt spiller i de enkelte medlemsstater,
navnlig ved at bløde op på unødigt restriktive bestemmelser om sikkerhed i
ansættelsen og tage de ordninger op, der vedrører ansættelseskontrakter og lovgivning
om sikkerhed i ansættelsen, samt fremme en mere fleksibel og nyskabende
arbejdstilrettelæggelse (jf. også beskæftigelsesretnings linje 3). 7) lette arbejdskraftens
mobilitet, både geografisk (i de enkelte lande og mellem landene) og fagligt, navnlig
ved at fremme anerkendelse af kvalifikationer og overførsel af socialsikrings- og
pensionsrettigheder, ved at eliminere hindringer for mobiliteten i forbindelse med
boligmarkedet og ved at fremme livslang læring (jf. også beskæftigelsesretningslinje 3
og 4). 8) sikre en effektiv aktiv arbejdsmarkedspolitik, idet der tages særligt hensyn til
personer, der har de største vanskeligheder på arbejdsmarkedet, og foretages en nøje
vurdering af virkningerne (jf. også beskæftigelsesretningslinje 1 og 7).
ii)
Mod en konkurrencedygtig og dynamisk videnbaseret økonomi med bedre job:
Øget produktivitet og erhvervsdynamik
At øge EU's vækstpotentiale afhænger ikke blot af jobskabelse, men også af, at
arbejdskraftsproduktiviteten og erhvervsdynamikken stimuleres yderligere. I en situation
med en gradvis faldende arbejdsstyrke i forbindelse med befolkningens aldring er yderligere
produktivitetsstigninger afgørende for at opretholde og øge den fremtidige levestandard.
Øget produktivitet giver mulighed for en højere realløn og øger grundlaget for nye
investeringer. Inden for offentlige tjenesteydelser dæmper den omkostningstrykket og giver
en højere kvalitet for en given finansieringsramme. For at øge produktiviteten er det
nødvendigt fuldt ud at udnytte fordelene ved det indre marked, at foretage
omkostningseffektive
investeringer
i
færdigheder,
viden,
innovation
og
organisationsændringer og i højere grad at anvende nye teknologier. Samtidig er der behov
for en meget stærkere erhvervsdynamik for at forbedre de europæiske virksomheders
konkurrencestilling. Arbejdskraftens produktivitetsgevinster afhænger i høj grad af øgede og
mere effektive investeringer i fysisk kapital ("capital deepening") og i viden og
innovation. At stræbe efter kvalitet i arbejdet og forbedring af de menneskelige ressourcers
overordnede kvalitet gennem investeringer og større uddannelseseffektivitet vil bidrage til at
øge den menneskelige kapital og arbejdskraftens produktivitet. Lige adgang til uddannelse og
erhvervsuddannelse vil også øge produktiviteten og forbedre mulighederne for at finde et
job. Både jobkvalitet og foranstaltninger til at øge arbejdskraftudbuddet og fremme en aktiv
aldring behandles detaljeret i beskæftigelsesretningslinjerne.
Både den offentlige og private sektor skal bidrage, hvis Lissabon-målene skal realiseres.
Regeringerne kan bidrage ved at anvende de offentlige midler så effektivt som muligt, ved at
omkanalisere
offentlige
udgifter
over
mod
vækstskabende
omkostningseffektive
investeringer, menneskelig kapital og viden inden for rammerne af de overordnede
budgetrestriktioner og ved at søge at opnå en højere løftestangsvirkning af den offentlige
støtte til private investeringer. Navnlig investeringer i europæisk nøgleinfrastruktur, såsom
transeuropæiske net, har topprioritet på EU-plan. Den største del af stigningen i
investeringerne skal komme fra den private sektor. Politikken skal derfor tage sigte på at
forbedre de økonomiske rammevilkår, der skal tilskynde virksomhederne til at innovere,
investere og vokse. Dette indebærer at fremme konkurrence på produkt- og
kapitalmarkederne, sikre ensartede spilleregler for firmaer i EU, fremme iværksætterlysten og
sikre et regelværk af høj kvalitet, at øge invest ortilliden og belønne investeringer i viden og
innovation.
Det indre marked spiller en væsentlig rolle i denne forbindelse, herunder integrationen af de
finansielle markeder som vist i nogle nylige undersøgelser. Der er navnlig behov for at
udnytte mulig heden for en fuldstændig markedsåbning, der vil fremme vækst og
beskæftigelse i servicesektoren. Kommissionen har fremlagt en ny og strømlinet strategi for
det indre marked for perioden 2003-2005 med nye forslag om at udnytte det indre markeds
fulde potentiale med sigte på vækst, jobskabelse og konkurrenceevne.
Samtidig kan en større udbredelse af viden og innovation i alle medlemsstaterne være et
stærkt incitament til en højere vækstrate i EU på lang sigt. I dette perspektiv kan politikker
med henblik på en bedre integration af innovation og uddannelsessystemer på nationalt plan
spille en væsentlig rolle.
Medlemsstaterne bør i de kommende tre år navnlig: 9) fremme konkurrencen på vare- og
tjenestemarkederne, navnlig ved: i) at øge gennemførelsesgraden for direktiverne om det
indre marked i overensstemmelse med de fastsatte mål og fjerne resterende barrierer
(herunder barrierer skabt gennem skatte- og afgiftssystemet) for grænseoverskridende handel
og markedsadgang på varemarkederne og specielt på tjenestemarkederne; ii) yderligere at
åbne op for offentlige indkøb; iii) at sikre reel uafhængighed og give konkurrence- og
tilsynsmyndighederne tilstrækkelige beføjelser og ressourcer; iv) at fortsætte indsatsen for at
reducere det samlede niveau for statsstøtte og omdirigere støtten til horisontale mål af fælles
interesse for EU og målrette den til identificerede markedsfejl; v) at fremme markedsadgang
og effektiv konkurrence i netværkssektoren, samtidig tilstræbe en større konnektivitet
mellem de nationale markeder i det udvidede EU og sikre, at tjenester af almen interesse er
universelle, af høj kvalitet og effektive. 10) fremskynde integrationen af EU's
kapitalmarkeder, specielt ved at implementere handlingsplanen for risikovillig kapital senest i
2003 og handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser senest i 2005 (2003 for
værdipapirmarkederne); sikre en konsekvent håndhævelse af EU-reglerne og afskaffe
barrierer for en effektiv grænseoverskridende clearing og afvikling. 11) skabe et miljø, der
fremmer iværksættervirksomhed og små og mellemstore virksomheders vækst ved at
reducere den administrative byrde, forenkle selskabsskattesystemet, forbedre regelværket,
specielt adgangs- og exitmekanismerne samt forbedre små og mellemstore virksomheders
adgang til kapital, navnlig risikovillig kapital.
12) aftale og implementere foranstaltninger for at styrke corporate governance på nationalt
plan og på EU-plan. Yderligere forbedre arrangementerne på nationalt plan og EU-
plan med henblik på at skabe et effektivt samarbejde om finanstilsyn på tværs af
sektorerne og på tværs af grænserne og tilvejebringe en effektiv styring af finanskriser.
13) arbejde aktivt for at fremme investering i viden, ny teknologi og innovation og
gøre fremskridt hen imod målet om, at de samlede FoU-investeringer skal udgøre 3%
af BNP. Dette bør ske ved: i) at udvikle rammebetingelser, der fremmer FoU og
innovation ved fortsat gennemførelse af strukturreformer på produkt-, kapital- og
arbejdsmarkederne; ii) at udvikle den institutionelle ramme og beskyttelsen af
intellektuel ejendomsret, navnlig ved at indføre et overkommeligt og retligt sikkert EF-
patent; iii) at fremme etablering af netværk og overførsel af viden ved hjælp af
forbindelser mellem videnskabelig forskning og industri samt forskermobilitet; iv) at
fremme adgang til og anvendelse af IKT på linje med handlingsplanen for e-Europa
2005; v) at lette udviklingen af EU's satellitnavigationssystem Galileo; og (vi) at
forbedre
kvaliteten
og
effektiviteten
af
uddannelses-
og
erhvervsuddannelsessystemerne,
herunder
livslang
læring
og
en
aktiv
arbejdsmarkedspolitik, for at kunne opfylde de skiftende kvalifikationskrav på en
tilfredsstillende måde, således at den menneskelige kapitalbase derved opretholdes og
opgraderes (jf. også beskæftigelsesretningslinje 4). 14) øge den offentlige sektors bidrag
til vækst ved: i) at omdirigere - dvs. samtidig med at de overordnede
budgetrestriktioner respekteres - de offentlige udgifter i retning af vækstfremmende
omkostningseffektive investeringer i fysisk og menneskelig kapital og i viden; ii) at øge
effektiviteten i den offentlige sektor, blandt andet ved at indføre mekanismer til at
vurdere forholdet mellem offentlige midler og politiske mål og til at hjælpe med til at
kontrollere udgifterne; iii) at etablere en passende ramme for fælles initiativer for den
offentlige og private sektor, indføre nye teknologier, outsourcing, konkurrence inden
for offentlige indkøb; iv) at sikre, at skattestrukturerne styrker vækstpotentialet ved at
fremme jobskabelse og investeringer.
2.3. Styrkelse af holdbarheden
Der kan kun opnås en holdbar vækst, hvis der tages passende hensyn til spørgsmål, der angår
økonomisk, social og miljømæssig holdbarhed, og til synergieffekterne mellem disse
aspekter. Ved at foretage konsekvensanalyser og cost-benefit-analyser af lovforslag kan man
systematisk identificere og vurdere synergieffekter og kompromiser mellem økonomiske,
sociale og miljømæssige mål. Hvis det er muligt, bør der foretrækkes fleksible
markedsbaserede løsninger, som giver mulighed for at nå de sociale og miljømæssige mål.
i)
Økonomisk holdbarhed: Sikring af de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt
Befolkningens aldring indebæ rer betydelige udfordringer. En stigende ældrebyrde vil
lægge øget pres på de offentlige finanser. En faldende andel af befolkningen i den
arbejdsdygtige alder vil komme til at bære hovedbyrden ved de stigende udgifter til bl.a.
offentlige pensioner og sundhedsvæsen. Behovet for at sikre de offentlige finansers
holdbarhed på lang sigt blev understreget af Det Europæiske Råd i Lissabon, Stockholm og
Barcelona. For at håndtere de økonomiske og budget mæssige konsekvenser af
befolkningens aldring besluttede Det Europæiske Råd i Stockholm at anbefale en
trestrenget strategi, der fokuserer på at øge beskæftigelsesfrekvenserne (jf. afsnit 2.2.i)),
reducere den offentlige gæld og reformere pensions- og sundhedssystemerne. I denne
sammenhæng er der behov for nærmere at un dersøge virkningen af indvandringen.
Der bør udtrykkeligt tages hensyn til holdbarhedsspørgsmålet i forbindelse med vurderingen
af medlemsstaternes budgetstillinger, og i de kommende år skal der derfor lægges større vægt
på de offentlige gældskvoter i budgetovervågningsprocessen. Hvis nedbringelsen af gælden
skal yde et væsentligt bidrag til finansiering af budgetudgifterne til den aldrende befolkning,
er det helt nødvendigt at opnå den krævede budgetmæssige balance og i nogle tilfælde at
operere med overskud; dette bør indgå i en ambitiøs trestrenget strategi for, hvordan de
langsigtede budgetmæssige følger af aldring kan klares.
Reformerne af pensionssystemerne bør resolut videreføres på linje med de overordnede
fælles mål, der blev opstillet på Det Europæiske Råds møder i Göteborg og Laeken. Dette
bør gøres for at sikre tilstrækkelige pensione r, garantere pensionssystemernes finansielle
holdbarhed og modernisere pensionssystemerne som svar på økonomiens, samfundets og
borgernes ændrede behov. I den fælles rapport om medlemsstaternes pensionsstrategier,
som Det Europæiske Råd i Bruxelles i marts 2003 hilste velkommen, understreges det, at
sikring af den finansielle holdbarhed på lang sigt ikke blot er vigtig i sig selv, men også er en
nødvendig forudsætning for tilstrækkelige pens ioner i fremtiden. Rapporten konkluderer, at
tempoet i reformarbejdet for at garantere tilstrækkelige pensioner i fremtiden skal
opretholdes, og at der skal gøres en mere omfattende og ambitiøs indsats. For i tide at
imødegå de budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring skal de nuværende
muligheder udnyttes fuldt ud, inden virkningerne af aldringsproblemet slår stærkere
igennem.
Medlemsstaterne bør i de kommende tre år navnlig: 15) sikre en yderligere reduktion af de offentlige
gældskvoter; de medlemsstater, der fortsat har en offentlig gældskvote, der ligger over
referenceværdien på 60% af BNP, bør i første omgang sikre, at den offentlige gæld
nedbringes i et passende tempo hen imod denne referenceværdi; andre medlemsstater bør
sikre en tilstrækkelig reduktion af gældskvoten for yderligere at styrke de offentlige finanser
med sigte på at foregribe omkostningerne i forbindelse med befolkningens aldring, herunder
større aldersrelaterede udgifter.16) udforme, indføre og effektivt implementere reformer af
pensionssystemerne. Opmuntre til et længere arbejdsliv og udskyde den reelle pensionsalder
ved på en omkostningseffektiv måde at ændre de incitamenter i pensions- og skatte- og
overførselsindkomstsystemerne, der tilskynder til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet,
og ved at begrænse adgangen til tidlig tilbagetrækning. Tilpasse pensionssystemerne, så de
kan klare presset fra den forventede demografiske udvikling og yderligere stigninger i
middellevetiden, navnlig ved at kæde ydelserne tættere sammen med bidragene. Indføre
elementer til finansiering af pensionerne og, hvor det er nødvendigt, forbedre adgangen til
supplerende pensionsordninger, herunder finansierede ordninger, og sikre sådanne ydelsers
sikkerhed ved hjælp af passende regulering og forsvarlig forvaltning, således at de privat og
offentligt finansierede pensionsordninger kan tilføre pensionerne den nødvendige
effektivitet, overkommelighed, overførselsmulighed og sikkerhed, samtidig med at
sammenkædningen mellem bidrag og ydelser øges. Tilpasse pensionssystemerne til mere
fleksible beskæftigelses- og karrieremønstre og til individuelle behov, herunder mulighed for
overførsel af pensionsydelserne, og samtidig sikre, at pensionssystemerne fremmer udbuddet
af arbejdskraft (jf. også beskæftigelsesretningslinje 5 og 8).
Fællesskabet bør ligesom medlemsstaterne udøv e streng budgetdisciplin. Den skal omfatte
samtlige udgiftsområder i de finansielle overslag, samtidig med at den interinstitutionelle
aftale om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren overholdes.
ii)
Social holdbarhed: Et bidrag til økonomisk og social samhørighed
Lissabon-strategien vil kun blive en succes og opnå fortsat og bred støtte til de nødvendige
strukturreformer, hvis den bidrager til at forbedre mulighederne for alle. En sund
økonomisk politik giver et vigtigt bidrag til økonomisk og social samhørighed: for det første
- fordi et job er den bedste beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse - ved at forbedre
betingelserne for en stærkere jobskabelse, specielt for personer med forholdsvis dårlige
kvalifikationer og for personer i dårligt stillede områder; for det andet ved at skabe
betingelser for øget vækst og større inves teringer og dermed fremme udjævningen af
regionale forskelle ("catching up") (selv om de fattigere medlemsstater er på vej til at
indhente resten, er der fortsat forskelle i den økonomiske udvikling, og disse forskelle vil
blive betydeligt større efter udvidelsen); for det tredje ved at bidrage til en mere produktiv
økonomi med passende sociale vilkår og ligebehandling og dermed også generere ressourcer
til de nødvendige ledsagende sociale, uddannelsesmæssige og regionale udviklingspolitikker
med henblik på at fremme omdannelsen af økonomien og reducere fattigdom og social
udstødelse. I beskæftigelsesretningslinjerne og den sociale integrationsproces behandles
spørgsmålet om et rummeligt arbejdsmarked, der kan bidrage til at skabe et samfund, der
kendetegnes ved samhørighed, nærmere.
Indhentningsprocessen og beskæftigelsessk abelsen afhænger af sunde rammevilkår
for aktiviteten og investeringerne i den private sektor. Dette indebærer bl.a., at der skal
være et konkurrencepræget erhvervsklima, en stabil makroøkonomi og tilstrækkelig adgang
til inputfaktorer, herunder kvalificeret arbejdskraft og teknologi. En succesfuld
implementering af de foranstaltninger, der skitseres i de forskellige dele af dette dokument,
vil derfor bidrage til at skabe sådanne vilkår. Det er specielt vigtigt at træffe foranstaltninger,
der tager sigte på at få arbejdsmarkederne til at fungere bedre og de faktiske lønninger til
korrekt at afspejle produktivitetsforskelle på tværs af arbejdskvalifikationer og lokale
arbejdsmarkedsbetingelser. Der er desuden behov for målrettede foranstaltninger, der skal
sikre, at der findes en grundlæggende infrastruktur af en tilstrækkelig kvalitet, og forbedre og
nyorientere indsatsen med hensyn til uddannelse og livslang læring for at forbedre
arbejdsstyrkens kvalifikationer og tilpasningsevne.
I denne forbindelse bør det erindres, at EU i høj grad bidrager til investeringer i ugunstigt
stillede områder gennem Samhørighedsfonden, strukturfondene og Den Europæiske
Investeringsbank. Medlemsstaterne bør sørge for, at der foretages offentlige investeringer i
en bred vifte af uddannelses- og erhvervsuddannelsestiltag, og gennemføre reformer for at
forbedre uddannelsesstandarderne og tilskynde til vedvarende investeringer fra virksomheder
og enkeltpersoner.
Medlemsstaterne bør i de kommende tre år navnlig: 17) samtidig med at der sikres et passende
socialt beskyttelsesniveau, tage skridt til at modernisere de sociale beskyttelsessystemer og
bekæmpe fattigdom og social udstødelse med sigte på målene fra Lissabon, navnlig
vedrørende beskæftigelsen, for at skabe et rummeligt arbejdsmarked og et samfund
kendetegnet ved større samhørighed for alle (jf. også retningslinje 4). 18) forbedre
markedernes virkemåde, således at de fremmer private investeringer i ugunstigt stillede
områder, specielt ved at tage skridt til at lade de faktiske lønninger afspejle produktiviteten
under hensyntagen til forskelle i kvalifikationer og lokale arbejdsmarkedsbetingelser (jf. også
retningslinje 5). 19) sikre, at offentlig støtte, herunder fra EU-midler, i ugunstigt stillede
områder fokuseres på investeringer i menneskelig kapital og videnkapital samt passende
infrastrukturer, og at investeringsprogrammer, herunder programmer der støttes med EU-
midler, udformes og administreres effektivt, således at deres virkning maksimeres (jf. også
retningslinje 13). I denne sammenhæng bør det operationelle samarbejde mellem
Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank styrkes.
iii)
Miljømæssig holdbarhed: Fremme af en effektiv forvaltning af naturressourcerne
Den fremtidige økonomiske vækst sk al ske sideløbende med miljømæssig
holdbarhed, hvis den skal bidrage til at øge nuværende og fremtidige borgeres velfærd. For
at fremme en effektiv anvendelse af naturressourcerne bør deres pris afspejle deres
omkostninger for samfundet, herunder de eksterne omkostninger i forbindelse med
miljøskader, der sker som følge af deres udvinding, anvendelse og den endelige bortskaffelse.
Dette vil tilskynde til, at virksomhederne, borgerne og medlemsstaterne foretager
tilpasninger og finder frem til innovative løsninger. Miljøteknologi kan således bidrage til
vækst og beskæftigelse.
Et fælles kendetegn ved mange naturressourcer (f.eks. ren luft og rent vand) er imidlertid, at
der ikke er klart definerede ejerrettigheder. I sådanne tilfælde har den enkelte ikke noget
incitament til at forvalte naturressourcerne på en holdbar måde, selv om det er i hele
samfundets interesse.
Der er således behov for en offentlig indsats, hvis det skal lykkes at afkoble økonomisk
vækst fra miljøforringelse og forbrug af naturressourcer. Miljømæssig holdbarhed vil
kræve en blanding af offentlige regule ringer og markedsbaserede instrumenter.
Miljøomkostningerne i forbindelse med økonomisk aktivitet bør gradvis indregnes i
priserne. Der bør betales for anvendelsen af knappe ressourcer. "Forureneren
betaler-princippet" bør systematisk gælde . Ethvert regeringsindgreb skal imidlertid være
forholdsmæssigt afpasset og nøje målrettet og må tage hensyn til faktorer som f.eks. de
fordelingsmæssige virkninger og erhvervslivets konkurrenceevne.
Medlemsstaterne bør i de kommende tre år navnlig: 20) reducere subsidierne til erhvervslivet,
skattefritagelser og andre incitamenter, der har en negativ miljøvirkning og er til skade
for en holdbar udvikling. Sikre, bl.a. gennem anvendelse af skatter og afgifter, at prisen
på udvinding, anvendelse og, i givet fald, udledning af naturressourcer, f.eks. vand,
korrekt afspejler ressourcernes knaphed og alle heraf følgende miljøskader. 21)
reducere subsidierne til ikke-vedvarende energi. Fremme markedsinstrumenter,
yderligere udvide dækningen og sikre en hensigtsmæssig differentiering af
energibeskatningen for på en omkostningseffektiv måde at få en mere holdbar
sammensætning af energiforbruget på et holdbart niveau med henblik på at fremme
energieffektivitet og samtidig øge den vedvarende energis andel samt yderligere øge
konkurrencen og netinterkonnektiviteten på energimarkederne. 22) tilpasse skatter,
afgifter og subsidier på transportområdet for bedre at afspejle de miljøskader og de
samfundsmæssige omkostninger, som transporten forårsager, og derved reducere
forvridningerne i efterspørgslen efter transportydelser og i valget af transportformer
og øge konkurrencen - f.eks. gennem accelereret åbning af regulerede markeder -
inden for transportformer, f.eks. jernbanegodstransport, for at gøre dem mere
konkurrencedygtige. 23) forny indsatsen for at opfylde deres forpligtelser efter Kyoto-
protokollen, hvilket er særlig vigtigt for de medlemsstater, der i øjeblikket er bagefter
med at opfylde deres forpligtelser. I denne sammenhæng implementere EU's ordning
for handel med drivhusgasemissioner. Forberede nye og straks implementere
bestående politikker og foranstaltninger for de sektorer, der ikke er omfattet af handel
med emissionsrettigheder, og etablere ordninger for indberetning om disse politikker
og foranstaltninger og om deres forventede virkninger på emissionerne. Træffe
foranstaltninger til at nå de mål, der sættes på de efterfølgende møder i Det
Europæiske Råd, navnlig med hensyn til energieffektivitet, vedvarende energi og
biobrændsel.
3.
Særlige udfordringer i forbindelse med euroområdet
Væksten i euroområdet, der fortsat syntes at være robust i 2000, aftog, da verdensøkonomien
blev udsat for en opbremsning i forbindelse med den globale usikkerhed og kursfaldet på
værdipapirer: den interne efterspørgsel var ikke en tilstrækkelig stødpude mod virkningen af
de økonomiske stød. Dette blev særlig klart i 2002, da den interne efterspørgsel ikke var
tilstrækkelig robust til at tage over efter de stimulerende virkninger, der tidligere kom udefra.
Væksten har i denne forbindelse været lave re end vækstpotentialet. Det nuværende
vækstpotentiale i euroområdet begrænser desuden mulighederne for en holdbar høj
økonomisk vækst.
Den økonomiske vækst i euroområdet forventes gradvis at nærme sig den potentielle vækst,
når virkningerne af de seneste omvæltninger har fortaget sig. De økonomiske udsigter
bestemmes af en række antagelser om, hvorvidt risici vil udmønte sig konkret, samt hvornår
og i hvilken form det eventuelt vil ske. Der ses allerede positive faktorer, herunder et fald i
oliepriserne og inflationen. Dog viser prognoserne, at væksten fortsat vil være meget svag i
2003, og at opsvinget først vil tage til i anden halvdel af 2003 og accelerere i 2004.
Udfordringerne for euroområdet er følgende: