Rådsmøde konkurrenceevne - konkurrencedelen 3/3 Redegørelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 701)
rådsmødereferater
(Offentligt)
_____________________________________________
ERU,
Alm. del - bilag 372 (Løbenr. 13883)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets redegørelse for rådsmøde (konkurrenceevne - konkurrencedelen) den 3. marts 2003.
|
|
|
|
Referat af rådsmødet (Konkurrenceevne) den 3. marts 2003
1 Konkurrenceevnerådets bidrag til Det Europæiske Råds forårstopmøde
Der var en drøftelse af bidraget, hvor flere lande gav udtryk for, at de gerne havde set et kortere og mere fokuseret bidrag. Kommissær Bolkestein (DG Indre Marked) påpegede vigtigheden af at videreudvikle det indre marked. Kommissær Liikanen (DG Industri) lagde vægt på, at rådet fokuserer på innovation, små og mellemstore virksomheder mv. Kommissær Busquin (DG Forskning) opfordrede til større fokus på målet om at bruge 3 % af BNP på forskning. Den foreslåede tekst blev herefter vedtaget af rådet.
2. Konkurrenceevne og iværksætteri
Rådet havde en åben debat over temaerne; 1) Hvordan stimuleres et iværksættervenligt miljø?, 2) Er Charteret for små og mellemstore virksomheder gennemført tilfredsstillende?, og 3) Hvordan skal bæredygtighedsstrategien gennemføres? Formandskabet noterede sig de mange synspunkter og besluttede at lade de vigtigste problemstillinger indgå i arbejdet frem til rådsmøderne i maj måned, hvor emnet vil blive taget op igen. Rådet vedtog herefter konklusioner om fremme af iværksætterkultur og små virksomheder.
3. Kommissionens meddelelse om forenkling og reduktion af eksisterende fællesskabslovgivning
Kommissionen præsenterede meddelelsen og opfordrede medlemslandene til selv at foretage nationale regelforenklingstiltag. Rådet tog præsentationen til efterretning.
6. Kemikalie-lovgivningspakken
Kommissionen oplyste, at forslaget til ny kemikalielovgivning forventes at blive sendt i åben høring på internettet efter påske. Kommissionen har til hensigt at fremsætte det færdige forslag inden sommer.
7. EF-patentet
Det lykkedes Rådet at opnå enighed om en politisk aftale om rammerne for EF-patentet. Indholdet af aftalen er, at der skal oprettes en central, fælles patentdomstol, som skal dømme i sager om patenters gyldighed, krænkelser af patenter mv., senest i 2010. Indtil domstolen er på plads, vil eventuelle patentsager skulle behandles af den/de nationale domstole, som hvert land udpeger.
For så vidt angår oversættelser, blev Rådet enige om formandskabets forslag, så hele patentdokumentet skal foreligge på engelsk, tysk eller fransk, mens patentkravene skal oversættes til alle EU-sprog. De nationale patentkontorer vil spille en central rolle, idet man vil kunne indlevere ansøgninger hos disse, og de vil kunne udføre en del af arbejdet med ansøgningerne for Den Europæiske Patentorganisation.
Endelig blev det aftalt, at forordningen skal indeholde en revisionsklausul, så EF-patentsystemet skal evalueres 5 år efter udstedelsen af det første patent.
8. Direktivforslag om overtagelsestilbud
Der var en politisk drøftelse af Kommissionens forslag. Mange lande udtrykte ønske om at udvide Kommisionens forslag til artikel 11 til også at omfatte aktier med stemmemæssige forskelle, dvs. fx. de danske A- og B-aktier. De nordiske lande udtrykte sig skarpt imod dette. Kommissionen udtrykte åbenhed overfor forslag, der går videre end Kommissionens med hensyn til at fjerne hindringer for overtagelser, så længe disse forslag er juridisk holdbare.
Der var endvidere flere lande, der udtrykte ønske om ændringer i artikel 9 om bestyrelsens beføjelser, så disse ikke begrænses unødigt. Formanden konkluderede, at man ville arbejde videre på baggrund af de fremkomne bemærkninger frem til rådsmødet den 19. maj.
9. Håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder
Kommissionen præsenterede direktivforslaget, som primært har til formål at bekæmpe piratkopiering. Rådet tog præsentationen til efterretning.