Rådsmøde landbrug og fiskeri 20/2-03 Tillæg til samlenotat bilag 575
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 583)
landbrugsministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 14. februar 2003 – dagsordenspunkt rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 20. februar 2003 – vedlægges Fødevareministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenspunkt 5.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
8. kontor
Den 10. februar 2003
FVM 012
SUPPLERENDE AKTUELT NOTAT
Rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 20. februar 2003
|
5. |
GMO-frø/sameksistens KOM dok. foreligger ikke Redegørelse fra Kommissionen
|
NOTAT OM RÅDSMØDE (LANDBRUG OG FISKERI)
DEN 20. FEBRUAR 2003
5. GMO-frø/sameksistens
KOM dok. foreligger ikke
Redegørelse fra Kommissionen
Nyt notat
Baggrund
Italien bragte spørgsmålet om sameksistens op på Rådsmødet (landbrug og fiskeri) i december 2002 og på Rådsmødet (landbrug og fiskeri) i januar 2003.
Italien udtrykte bl.a. bekymring for, at visse GMO-frø ville blive optaget i det fælles katalog fra begyndelsen af 2003, hvorved de kunne anvendes i den almindelige planteproduktion. Uden fælles regler for sameksistens mellem de to typer fandt Italien, at der var risiko for kontaminering af det konventionelle og økologiske landbrug. Italien påpegede, at både landbrug og forbrugere skulle sikres frit valg, og at hovedparten af forbrugerne fortsat ikke ønskede GMO-fødevarer.
Italien fandt, at følgende tre initiativer var nødvendige:
- Etablering af regler for at sikre, at konventionelt og økologisk landbrug var beskyttet mod den del af landbruget, der producerede på basis af GMO.
- Omdefinere de grænser for frø som den videnskabelige komite havde foreslået i lyset af nedsættelsen af tærskelværdierne for utilsigtet kontaminering af endelige fødevarer.
- Udskydelse af optagelsen af GMO-frø i det fælles katalog indtil der var etableret fælles regler for sameksistens mellem de forskellige landbrugstyper.
Italien anmodede Kommissionen om at forelægge en situationsrapport på rådsmødet i februar 2003.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet, da der er tale om en situationsrapport fra Kommissionen.
Formål og indhold
Kommissionen oplyste senest på møde i Coreper, den 5. februar d.å., at Kommissionen ville komme med den ønskede redegørelse. Det forventes, at Kommissionen vil informere om den nærmere tidshorisont for Kommissionens undersøgelser i forbindelse med samtidig dyrkning af konventionelle, økologiske og genmodificerede afgrøder, og hvilke tiltag man for øjeblikket overvejer.
Desuden forventes det, at der vil være en diskussion af, om man skal suspendere registrering af GMO-frø på EU’s sortsliste indtil der foreligger regler om sameksistens, for at sikre at konventionelt og økologisk landbrug er beskyttet mod den del af landbruget, der producerer på basis af GMO. Uden fælles regler for sameksistens mellem de to typer vil der være risiko for kontaminering af det konventionelle og økologiske landbrug.
I februar forventes Kommissionen endvidere at udsende sin beslutning om EU’s biostrategi, der indeholder generelle retningslinier for, hvordan man vil håndtere biovidenskaben indenfor EU, herunder overordnede hensyn til miljø, planter, fødevarer, etik m.v.
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
Gældende dansk ret
Der findes for øjeblikket ikke nationale- eller EU-bestemmelser, der fuldt ud regulerer de problemstillinger, der kan opstå ved dyrkning af genmodificerede afgrøder, herunder erstatningsansvar ved kontaminering af konventionelt og økologisk landbrug.
Konsekvenser
Da der endnu ikke foreligger noget konkret udspil fra Kommissionen, er det ikke muligt at vurdere de lovgivningsmæssge, statsfinansielle og samfundsøkonomiske konsekvenser som et eventuelt forslag vil have.
Et eventuelt forslag med horisontale regler for sameksistens mellem de forskellige typer af afgrøder vil betyde en forøgelse af beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU.
Høring
Der er mundtligt på møde i § 2-udvalget den 5. februar d.å. blevet informeret om, at Kommissionen vil fremlægge en situationsrapport om arbejdet med sameksistens på det kommende Rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 20. februar.
Det blev modtaget positivt af erhvervet, at der er undersøgelser i gang på EU-plan om sameksistensproblematikken.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Den italienske anmodning har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.