Rådsmøde økofin 18/2 2003 Samlenotat

Udvidelsen af EU med op til 12 nye medlemslande og de deraf følgende mulige fremtidige udvidelser af euroområdet nødvendiggør en tilpasning af afstemningsreglerne for Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Af "bemyndigelsesklausulen" (artikel 10.6 i ECB’s statut) fremgår, at ECB-statuttens artikel 10.2 kan ændres af Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringschefer, der træffer afgørelse med enstemmighed, enten på grundlag af en henstilling fra ECB og efter høring af Europa-Parlamentet og Kommissionen eller på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og ECB. Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringschefer anbefaler medlemslandene at vedtage denne henstilling og ændringerne træder i kraft, når alle medlemslande har ratificeret den i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. Ændringen skal godkendes af samtlige 15 nuværende medlemslande ved enstemmighed.

Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank vedtog den 3. februar 2003 en henstilling om en rådsbeslutning om ændring af artikel 10.2 i ECB’s statut. ECOFIN vil den 18. februar 2003 drøfte ECB’s henstilling på baggrund af et oplæg fra Den Økonomiske og Finansielle Komité (EFC). ECOFIN ventes på mødet den 18. februar at vedtage rådskonklusioner, hvori ECOFIN anmoder COREPER om at forberede en endelig tekst til ECOFIN den 7. marts 2003. På mødet den 7. marts ventes ECOFIN med enstemmighed at vedtage et udkast til en beslutning til Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringschefer. Rådet, i sin sammensætning af stats- og regeringschefer, forventes efterfølgende, på basis af udkastet til beslutning fra ECOFIN og under hensyn til Kommissionens og Europa-Parlamentets udtalelser, enstemmigt at træffe beslutning om en anbefaling til medlemslandene om tilpasningen af afstemningsreglerne i Styrelsesrådet.

I henhold til de gældende institutionelle ordninger består Styrelsesrådet af de seks medlemmer af ECB’s direktion og op til 15 nationale centralbankdirektører. For så vidt angår beslutninger om blandt andet officielle rentesatser, som beskrevet i ECB-statuttens artikel 10.2, har hvert medlem af Styrelsesrådet een stemme og afgørelse træffes med simpelt flertal. Disse regler gælder for op til 15 eurolande.

Styrelsesrådet fremhæver i sin henstilling, at for at fastholde Styrelsesrådets evne til at træffe effektive og rettidige afgørelser i et udvidet euroområde, må antallet af nationale centralbankdirektører, som kan udøve stemmeret, være mindre end det samlede antal centralbankdirektører i Styrelsesrådet. Styrelsesrådet finder, at et antal på 15 stemmerettigheder for de nationale centralbankdirektører vil udgøre en hensigtsmæssig afvejning mellem på den ene side kontinuitet i forhold til den bestående ordning, herunder en afbalanceret fordeling af stemmerettighederne mellem de seks medlemmer af direktionen og de øvrige medlemmer af Styrelsesrådet, og på den anden side nødvendigheden af at sikre, at der træffes effektive afgørelser i et væsentligt udvidet Styrelsesråd. De seks medlemmer af ECB’s direktion skal fortsat have permanent stemmeret. Styrelsesrådet finder, at et rotationssystem er en rimelig, effektiv og acceptabel metode til fordeling af stemmerettigheder blandt de nationale centralbankdirektører i Styrelsesrådet.

Styrelsesrådet har derfor i henstillingen, i et forslag til en ny artikel 10.2 i ECB-statutten, foreslået indførelsen af nedenfor beskrevne rotationsordning for stemmeretten blandt de nationale centralbankdirektører i Styrelsesrådet, der skal træde i kraft, når antallet af eurolande overstiger 15. Den foreslåede rotationsordning er baseret på følgende principper:

0. Et medlem – én stemme
   Princippet om "et medlem, én stemme" bibeholdes for medlemmer med stemmerettighed.
1. Personlig deltagelse
   Alle Styrelsesrådets medlemmer vil som hidtil deltage i alle dets møder som uafhængige og personlige medlemmer, uanset om de har stemmeret eller ikke.
2. Repræsentativitet
   For at sikre repræsentativitet foreslås at skelne mellem centralbankdirektørerne, hvad angår den hyppighed, hvormed de kan udøve stemmeretten, således at centralbankdirektører fra større eurolande oftere kan udøve stemmeretten end centralbankdirektører fra mindre eurolande.
3. Automatik/soliditet
   Rotationssystemet forslås indrettet således, at en hvilken som helst bestemmelse om inddeling af centralbankdirektører i forskellige grupper og en hvilken som helst regel for tildeling af stemmerettighed til disse grupper muliggør, at systemet automatisk kan tilpasses processen med udvidelsen af euroområdet.
4. Gennemsigtighed
   Rotationssystemet udformes, så det er gennemsigtigt. Formuleringen af den ændrede artikel 10.2 i statutten må derfor være rimelig tilgængelig og opfylde kravene til primær fællesskabsret.

For at sikre, at enhver afgørelse i Styrelsesrådet er repræsentativ for euroområdets økonomi som helhed, vil centralbankdirektørerne blive inddelt i grupper, som er forskellige med hensyn til, hvor hyppigt medlemmer af gruppen kan udøve stemmeretten.

Inddelingen af nationalbankdirektører i grupper foretages i henhold til en fordeling efter størrelse af deres respektive centralbanks hjemland. Denne fordeling efter størrelse baseres på eurolandets andel af det samlede euroområdes økonomi i henhold til en indikator bestående af to komponenter: (i) andelen af det aggregerede bruttonationalprodukt i markedspriser, og (ii) andelen af den samlede aggregerede balance for de monetære finansielle institutioner. Bruttonationalproduktet tildeles en vægt på 5/6 og den samlede aggregerede balance for de monetære finansielle institutioner tildeles en vægt på 1/6.

Det forudses, at rotationssystemet vil fungere i to etaper, afhængig af den takt hvori euroområdet udvides:

0. Fra det tidspunkt, hvor antallet af centralbankchefer overstiger 15, og indtil det når 22, vil centralbankdirektørerne blive inddelt i to grupper på grundlag af fordelingen efter størrelse, som beskrevet ovenfor. Den første gruppe vil bestå af fem centralbankdirektører og den anden gruppe vil bestå af de øvrige centralbankdirektører. De fem centralbankdirektører i første gruppe har tilsammen fire stemmerettigheder, og de øvrige centralbankdirektører i den anden gruppe har tilsammen 11. For at undgå, at hyppigheden hvormed centralbankdirektører i den første gruppe har stemmeret, er lavere end hyppigheden for centralbankdirektører i den anden gruppe, er der behov for en særordning fra antallet af eurolande overstiger 15 og indtil antallet af eurolande overstiger 18. Dette kan have betydning for den måde, hvorpå de 15 stemmerettigheder fordeles på de to grupper. For at undgå den situation, at hyppigheden, hvormed centralbankdirektørerne inden for en gruppe kan udøve stemmeret, er 100 %, kan Styrelsesrådet beslutte at udskyde starten af rotationssystemet, indtil antallet af eurolande overstiger 18. Gennemførelsen af disse særlige ordninger, som er af begrænset varighed, foreslås overladt til Styrelsesrådet.
1. Fra det tidspunkt, hvor antallet af centralbankdirektører udgør 22, vil centralbankcheferne blive inddelt i tre grupper på grundlag af fordelingen efter størrelse, som beskrevet ovenfor. Den første gruppe vil bestå af fem centralbankdirektører og tildeles 4 stemmerettigheder. Den anden gruppe vil bestå af halvdelen af det samlede antal centralbankdirektører, i givet fald oprundet til nærmeste tal og tildeles 8 stemmerettigheder. Den tredje gruppe vil bestå af de øvrige centralbankdirektører og tildeles 3 stemmerettigheder.

Rotation af stemmerettigheder blandt centralbankdirektører er tillige bestemt af princippet om, at de inden for hver gruppe skal udøve stemmeret i lige lang periode. Til gennemførelse af dette princip vil Styrelsesrådet træffe de nødvendige foranstaltninger.

Beslutning om alle de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af de ovennævnte principper og beslutning om eventuel udskydelse af starten af rotationssystemet, indtil det tidspunkt, hvor antallet centralbankdirektører overstiger 18, træffes af Styrelsesrådet med to tredjedels flertal blandt alle dets medlemmer, såvel med som uden stemmeret.

Sagen har ikke statsfinansielle eller lovgivningsmæssige konsekvenser.

En ændring af ECB’s statut må nødvendigvis skulle gennemføres på fællesskabsniveau.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Med det formål at fremme samordningen og overvågningen af medlemslandenes økonomiske politikker og budgetter fremlægger eurolandene og landene uden for euroen henholdsvis stabilitetsprogrammer og konvergensprogrammer. Det sker som et led i udmøntningen af stabilitets- og vækstpagten. Stabilitets- og konvergensprogrammerne skal opdateres årligt.

Medlemslandenes programmer drøftes i Den Økonomiske og Finansielle Komité (EFC), der afgiver en udtalelse til ECOFIN. ECOFIN afgiver på baggrund heraf en udtalelse om hvert program.

På ECOFIN-rådsmødet den 18. februar 2003 behandles de opdaterede konvergensprogrammer for Danmark og Storbritannien samt de opdaterede stabilitetsprogrammer for Spanien, Belgien og Irland.

Opdateringen af det danske konvergensprogram er sendt til Kommissionen den 29. november 2002.

Det danske konvergensprogram bygger på en mellemfristet fremskrivning til 2010, som tager udgangspunkt i en konjunkturvurdering for dansk økonomi for årene 2002-03. Konjunkturvurderingen er udarbejdet i august 2002 og offentliggjort i Økonomisk Redegørelse. I konjunkturvurderingen er indarbejdet forslag til finanslov 2003.

For 2004-10 er fremskrivningen baseret på en gradvis tilpasning til et strukturelt forløb for dansk økonomi med specifikke krav til arbejdsmarkedet og den overordnede økonomiske politik.

I forhold til seneste konvergensprogram er der i fremskrivningen inkluderet en ny befolkningsprognose og de langsigtede krav til finanspolitikken er genberegnet. Desuden er resultatet af forhandlingerne om handlingsplanen Flere i Arbejde, Regeringen 2002, indarbejdet i fremskrivningen. Den mellemfristede fremskrivning er offentliggjort i Finansredegørelse 2002.

Den 5. december 2002 blev der offentliggjort ny konjunkturvurdering for årene 2002-04, hvor den vedtagne finanslov for 2003 er indarbejdet. Den nye vurdering kunne ikke indarbejdes i konvergensprogrammet, som skulle afleveres til Kommissionen inden 1. december 2002. Der blev derfor udarbejdet en kort supplerende note om den opdaterede konjunktursituation, som er fremsendt til Kommissionen den 13. december 2002. Noten indeholder endvidere nogle følsomhedsberegninger, som supplerer dem, der er vist i konvergensprogrammet.

Forløbet i konvergensprogrammet er i overensstemmelse med de overordnede mål for den økonomiske udvikling og indebærer:

0. Overskud på de offentlige finanser på i gennemsnit 1½-2½ pct. af BNP frem til 2010. Det sikrer en holdbar finanspolitik, og indebærer omtrent en halvering af den offentlige gæld i pct. af BNP fra 2000 til 2010.
1. Fremgang i erhvervsdeltagelsen og nedbringelse af den strukturelle ledighed, således at beskæftigelsen kan øges med 85.000 personer fra 2000 til 2010.
2. Skattestop.
3. Vækst i det offentlige forbrug på 1 pct. om året i perioden 2002-05 og ½ eller ¾ pct. om året i perioden 2006-10.
4. Lavere skat på arbejdsindkomst fra 2004 og frem.
5. Udlicitering og effektivisering af den offentlige sektor.
6. Lav og stabil inflation i underkanten af 2 pct. om året.
7. Gode rammevilkår for privat opsparing, som sammen med overskud på de offentlige finanser sikrer løbende nedbringelse af udlandsgælden.

Et væsentligt kriterium for den mellemfristede fremskrivning er en holdbar finanspolitik. Det vil sige, at overskuddet på de offentlige finanser er tilstrækkeligt til at rumme de langsigtede ændringer i forbindelse med blandt andet flere ældre uden, at det på et senere tidspunkt bliver nødvendigt at foretage finanspolitiske stramninger. Det kræver et overskud på de offentlige finanser, som er beregnet til ca. 2 pct. af BNP i gennemsnit fra 2000 til 2010.

Skattestoppet indebærer, at ingen skat eller afgift må stige, uanset om den er fastsat i procentstørrelse eller i kronebeløb. Desuden lægges loft over den nominelle ejendomsværdiskat.

Udover at sikre, at der ikke sker skatteforhøjelser i de kommende år, spiller skattestoppet en central rolle i forhold til at realisere målsætningen om moderat vækst i det offentlige forbrug, fordi skattestoppet lægger op til en skarpere prioritering af udgifterne, som medvirker til at bryde tendensen til opdrift i de faktiske udgifter i forhold til budgetterne.

Det er forudsat, at beskæftigelsen skal vokse med 85.000 personer fra 2000 til 2010. Stigningen i beskæftigelsen skal ses i sammenhæng med, at den demografiske udvikling isoleret set medfører et fald i arbejdsstyrken på 53.000 personer frem til 2010. Lavere ledighed og stigende erhvervsdeltagelse skal derfor give et samlet bidrag på 138.000 personer.

Det er vurderingen, at beskæftigelsen samlet set kan stige med omtrent 30.000 personer fra 2000 til 2010 i fravær af yderligere økonomisk politiske tiltag. Det svarer til, at stigende erhvervsdeltagelse i de enkelte årgange m.v. samt faldende ledighed giver et bidrag svarende til 80-85.000 personer i kraft af allerede besluttede initiativer.

Den skønnede udmøntede beskæftigelsesfremgang på knap 30.000 personer skal især ses i lyset af det stedfundne fald i tilgangen til førtidig tilbagetrækning og gennemførte reformer af blandt andet overgangsydelse, efterløn og førtidspension. Desuden er indregnet virkninger af udvidet barselsorlov, støtte til pasning i eget hjem og en lidt større underliggende stigning i tilgangen til efterløn og førtidspension end tidligere antaget. Endelig er forudsat, at initiativerne i forbindelse med Flere i Arbejde samlet giver et bidrag til beskæftigelsesfremgangen på i størrelsesordnen 10.000 personer, heraf halvdelen som større arbejdsstyrke og halvdelen som lavere ledighed.

For at realisere de mellemfristede mål kræves derfor et yderligere bidrag til beskæftigelsen på godt 55.000 personer, heraf hovedparten i form af større arbejdsstyrke. Det omfatter mulige bidrag fra blandt andet forbedret integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, hurtigere gennemstrømning i uddannelsessystemet samt en styrket seniorpolitik.

Inden for rammerne af skattestoppet og gældsnedbringelse sikrer stigningen i beskæftigelsen et finanspolitisk råderum, som i fremskrivningen disponeres til lavere skat på arbejdsindkomst fra 2004, og en begrænset årlig realvækst i det offentlige forbrug på i gennemsnit 1 pct. om året frem til 2005 og ½ eller ¾ pct. om året i perioden 2006-2010 afhængig af prioriteringen mellem offentlig service og skat på arbejdsindkomst.

Hvis de 55.000 personer i beskæftigelsesstigning, som kræver en yderligere strukturpolitisk indsats, ikke realiseres, mindskes det økonomiske råderum med i størrelsesordnen 1 pct. af BNP. Dermed er der fra 2004 og frem hverken plads til lavere skat på arbejdsindkomst eller større offentligt forbrug pr. bruger inden for en finanspolitisk holdbar ramme.

Finanslovsforslaget (og finansloven) for 2003 og de kommunale budgetter for 2003 skønnes at indebære, at finanspolitikken har omtrent neutral aktivitetsvirkning i 2003 målt ved finanseffekten. Finanspolitikken vurderes at være afstemt konjunktursituationen med et fortsat pres på arbejdsmarkedet og vækstbidrag fra stedfundne rentefald.

Overskuddet på den offentlige sektors saldo ventes i konvergensprogrammet at udgøre godt 2 pct. af BNP i hele perioden 2002-10. jf. tabel 1. Konvergenskravet er, at underskuddet på de offentlige finanser ikke overstiger 3 pct. af BNP.

Den strukturelle budgetsaldo – der angiver et skøn for de offentlige finanser renset for konjunkturernes påvirkning og særlige poster som f.eks. aktiekursudsving – forventes teknisk set at falde med ½ pct. af BNP fra 2001 til 2002 på grund af omlægningen af Særlig Pensionsopsparing fra en kollektiv til en individuel privat ordning. Den offentlige saldo ventes i perioden frem til 2005 at ligge lidt over den strukturelle saldo, mens den i perioden 2006-10 forudsættes at svare til sit strukturelle niveau.

Overskuddet på de offentlige finanser i forløbet indebærer, at nettorenteudgifterne falder som andel af BNP frem mod 2010. De forudsatte overskud på de offentlige finanser indebærer desuden, at den offentlige gæld reduceres fra knap 45 pct. af BNP i 2001 til omkring 26 pct. af BNP i 2010. Konvergenskriteriet er, at gælden ikke må overstige 60 pct. af BNP.

I henhold til konjunkturvurderingen fra august, som Konvergensprogrammet bygger på, skønnes BNP-væksten for 2002 at blive 1,5 pct. Den moderate vækst skal blandt andet ses i sammenhæng med det internationale konjunkturtilbageslag, og der forventedes som følge heraf en mindre stigning i ledigheden i løbet af 2002 fra det historisk meget lave niveau i begyndelsen af året.

De kraftige rentenedsættelser og det ventede internationale opsving forventedes at bidrage til, at den danske BNP-vækst i 2003 stiger til 2,2 pct. (1,8 pct. i seneste konjunkturvurdering). Vækstmulighederne er begrænset af det lave ledighedsniveau, aftalte nedsættelser af arbejdstiden og udsigterne til en moderat vækst i arbejdsstyrken. Frem mod 2006 forudsættes det nuværende positive outputgab at blive lukket, således at BNP og ledighed herefter svarer til det anslåede potentiale.

Betragtes perioden fra 2002 til 2010 under ét, svarer væksten i BNP stort set til væksten i produktionspotentialet, dvs. den underliggende produktivitetsudvikling, væksten i den effektive arbejdsstyrke samt ændringen i den strukturelle ledighed. Både den strukturelle og faktiske ledighed forudsættes at svare til 4,1 pct. af arbejdsstyrken i 2005 og 3,9 pct. af arbejdsstyrken i 2010 (EU-definition).

Stigningen i forbrugerpriserne (HICP, det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks) ventes at udgøre ca. 1¾ pct. fra 2003 og frem efter en stigning på 2,4 og 2,3 pct. i henholdsvis 2001 og 2002. Skattestoppet bidrager til at dæmpe inflationen i forhold til et forløb med uændrede reale afgifter.

Samlet kan det konstateres, at Danmark i 2001 med bred margin opfyldte alle fire konvergenskriterier og ventes også i de kommende år at opfylde konvergenskriterierne med en bred margin. Overskuddet på de offentlige finanser på 2,8 pct. af BNP i 2001 var større end konvergenskriteriet på

-3,0 pct. af BNP og gældskvoten på 44,7 pct. af BNP ved udgangen af året overholder også konvergenskriteriet. Inflationen – målt ved HICP – og kapitalmarkedsrenten lå også pænt under konvergenskriteriet.

Kommissionen vurderer, at dansk økonomi generelt er i god stand, og at de økonomiske udsigter i konvergensprogrammet er plausible og på linje med Kommissionens prognose fra efteråret 2002.

Endvidere konkluderes, at Danmark fortsat forventes at opfylde kravene i stabilitets- og vækstpagten om offentlige finanser tæt på balance eller i overskud, og at en ændring i den forventede økonomiske udvikling ikke vil medføre, at Danmark overskrider kriterierne i stabilitets- og vækstpagten om en saldo tæt på balance eller i overskud. Både Kommissionens egne beregninger og opgørelsen i konvergensprogrammet af den cyklisk korrigerede (strukturelle) offentlige saldo viser således komfortable overskud frem til 2004 (og frem til 2010 i konvergensprogrammet).

Kommissionen anerkender, at skattestoppet er implementeret på alle niveauer (stat, amter og kommuner), og at denne udvikling er på linje med de overordnede retningslinier for den økonomiske politik.

Udviklingen i det offentlige forbrug med en realvækst på 1,3 pct. i 2002 og 0,7 pct. i 2003 (og dermed et gennemsnit på 1 pct. over de to år) er ligeledes i overensstemmelse med de overordnede økonomiske retningslinier. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at skattestoppet kan have virket som en udgiftsdisciplinerende mekanisme, men at det kan blive svært at begrænse realvæksten i det offentlige forbrug yderligere inden for de eksisterende rammer.

Det forventede fald i indtægts- og udgiftstrykkene (offentlige indtægter/udgifter i pct. af BNP) på ca. 1 pct. af BNP fra 2002 til 2005 er en anelse mindre end sidste års konvergensprogram. Kommissionen påpeger i den sammenhæng, at i lyset af den høje beskatning af arbejdsindkomst kunne konvergensprogrammet have været mere ambitiøst med hensyn til reduktion af skattebyrden. Den indlagte lettelse af skatten på arbejdsindkomst på ¼-½ pct. af BNP fra 2004 betegnes således som værende af meget begrænset størrelse.

Kommissionen vurderer på baggrund af holdbarhedsberegningerne, at de offentlige finanser er velforberedt til den forventede stigning i udgifterne som følge af den demografiske udvikling med relativt flere ældre, og af de fortsat vil være i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten, men at resultaterne er betinget af realiseringen af store offentlige overskud.

Kommissionen påpeger, at den mellemfristede strategi i konvergensprogrammet afhænger af nogle ambitiøse mål for arbejdsstyrke og beskæftigelse. Den forudsatte stigning i erhvervsdeltagelsen indebærer, at det ud over bidragene fra allerede gennemførte reformer vil være nødvendigt med yderligere strukturreformer på arbejdsmarkedet, for at de mellemfristede målsætninger kan opfyldes. Kommissionen undrer sig i den forbindelse over, at der ikke mere detaljeret er taget stilling til hvilke strukturreformer, der skal til for sikre den nødvendige stigning i erhvervsdeltagelsen. Særligt fordi der som en følsomhedsanalyse er vist konsekvenser for holdbarheden af de offentlige finanser i tilfælde af, at målsætningerne for erhvervsdeltagelsen ikke nås.

Storbritannien vurderer i sit konvergensprogram, at den offentlige budgetsaldo i 2002-2003 vil udvise et underskud på 1,8 pct. af BNP som vil stige til 2,2 pct. i det efterfølgende finansår, hvorefter det gradvist vil forbedres til 1,6 pct. i 2005-2006. Den offentlige gæld ventes at være stort set uændret over perioden, på omkring 39 pct. af BNP.

Forværringen i de offentlige finanser i forhold til sidste års konvergensprogram skyldes primært afmatningen i verdensøkonomien, som har ramt virksomhedernes indtjening og skatteprovenuet. De planlagte forværringer i den offentlige budgetsaldo over program-perioden skyldes stigende offentlige investeringer, som Storbritannien vil afholde. De offentlige investeringer vil i perioden stige fra 0,9 pct. af BNP i finansåret 2001-2002 til 2,0 pct. af BNP i finansåret 2005-2006. I forhold til sidste års konvergensprogram er de forventede underskud forøget med henholdsvis 0,7 pct. af BNP for 2002-2003 og 0,9 pct. af BNP for 2003-2004, hvilket overvejende skyldes en svagere konjunkturmæssig situation end ventet.

Som også beskrevet i sidste års konvergensprogram er det Storbritanniens mellemfristede målsætning at øge investeringerne, således at den offentlige låntagning kun sker for at finansiere offentlige investeringer, og at den offentlige sektors gæld holdes nogenlunde konstant.

Til grund for udviklingen i de offentlige finanser i perioden har Storbritannien lagt en vækst på 2 pct. i 2002, 2,75 pct. i 2003, og omkring 3 pct. i 2004.

Den britiske centralbanks pengepolitik tilrettelægges udfra en målsætning om en inflation på 2,5 pct. målt i detailprisindekset RPIX. Denne målsætning ventes at være opfyldt i de kommende år.

Storbritannien har ikke en egentlig målsætning for kursen for det britiske pund, idet pengepolitikken er rette mod et inflationsmål. Storbritannien forsøger imidlertid at leve op til sin forpligtelse til valutakursstabilitet gennem en stabilitetsorienteret penge- og finanspolitik, som giver grundlag for stabile valutakurser på mellemlang sigt.

For så vidt angår vækstforudsætninger bemærker Kommissionen, at Storbritannien vækstskøn for i år virker optimistisk, men at programmet derudover er baseret på forudsætninger som er i tråd med Kommissionens vurderinger af Storbritanniens vækstpotentiale.

Kommissionen konstaterer, at Storbritannien opfylder konvergenskriterierne vedr. inflation og rente med en vis margen. Endvidere konstaterer Kommissionen, at Storbritannien efterlever de finanspolitiske anbefalinger i de overordnende økonomisk-politiske retningslinjer om at tillade stigende offentlige nettoinvesteringer fra 2001-2002, og bemærker, at Storbritanniens offentlige investeringer i en årrække har været lav i forhold til EU i øvrigt.

Kommissionen konstaterer, at de forudsete budgetunderskud vil udgøre ca. 1,5 pct. af BNP i slutningen af perioden, og at underskuddet på 2,2 pct. af BNP i 2003-2004 er baseret på et optimistisk vækstskøn. Budgetplanerne kan derfor medføre underskud tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP. En afvigelse fra et budget tæt på balance eller i overskud bør ikke bringe de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i fare.

Kommissionen vurderer, at Storbritannien med den nuværende politik og forudsætninger er velrustet i forhold til at håndtere de budgetmæssige omkostninger forbundet med den aldrende befolkning, men at Storbritannien bør sigte mod et mellemfristet budgetsaldo, der understøtter dette.

Spanien vurderer i sit opdaterede stabilitetsprogram, at den offentlige budgetsaldo fastholdes tæt på balance gennem hele programperioden, med et svagt fald i starten af perioden fra –0,1 pct. af BNP i 2001 til –0,2 pct. af BNP i 2002, hvilket er 0,2 pct. mindre en planlagt i stabilitetsprogrammet 2001. I 2003-2004 forventes balance og derefter en svag stigning til 0,1 pct. i 2005 og 0,2 pct. i 2006.

Vækstraten forventes at falde til 2,2 pct. i 2002 fra en vækstrate på 2,7 pct. i 2001, hovedsageligt som følge af en afmatning i det indenlandske forbrug. For 2003 forventes den indenlandske efterspørgsel igen at stige, bl.a. som følge af en indkomstskattereform og vækstraten 2003-2006 forventes at blive 3,0 pct., svarende til nær fuld kapacitetsudnyttelse.

Den finanspolitiske strategi sigter mod at bidrage til makroøkonomisk stabilitet gennem stram styring af de offentlige finanser og understøtte fortsat vækst gennem den rette sammensætning af de offentlige indtægter og udgifter. Den finanspolitiske konsolidering har bragt budgettet tæt på balance i 2001 og 2002 og man sigter mod at fastholde dette i de kommende år. Bl.a. har man vedtaget en ny lov om budgetmæssig stabilitet med virkning fra 2003, hvorefter alle delsektorer i det generelle budget skal udvise balance eller overskud.

På baggrund af en offentlig budgetsaldo tæt på balance og den forudsatte vækst i BNP ventes den offentlige gæld i forhold til BNP at falde fra 57,1 pct. af BNP i 2001 til 46,9 pct. af BNP i 2006.

Beskæftigelsesvæksten ventes at falde fra 2,4 pct. i 2001 til 1,1 pct. i 2002 på grund af den generelle økonomiske afmatning. I 2003 forventes væksten i beskæftigelsen igen at stige til 1,8 pct., hvilket forventes fastholdt programperioden ud. Ledigheden forventes at stige fra 10,5 pct. i 2001 til 11,3 pct. i 2002, hvilket dog delvist skyldes en ændret statistisk opgørelsesmetode.

Kommissionen vurderer, at det spanske stabilitetsprogram er i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten.

Kommissionen bemærker desuden, at stabilitetsprogrammet bekræfter den spanske finanspolitiske strategi med stram styring af de offentlige udgifter. Kommissionen understreger dog behovet for en effektiv implementering af den nye lov om budgetmæssig stabilitet, ikke mindst i lyset af underskuddet i regionerne og overførslen af skatte-og udgiftskompetencer til disse.

Det underligggende budget vurderes af Kommissionen at blive forbedret med 0,5 pct. over programperioden med hovedvægten først i perioden fra et lille underskud i 2002 over balance i 2003-2004 til et lille overskud i 2005-2006. Den mellemfristede målsætning om en offentlig budgetsaldo tæt på balance eller i overskud overholdes således i stabilitetsprogrammet.

Selv om stabilitetsprogrammet med nye antagelser om øget indvandring viser en mindre alvorlig ældrebyrde en tidligere antaget, påpeger Kommissionen, at der stadig er en alvorlig risiko for, at de offentlige finanser ikke er holdbare, som følge af den store forventede stigning i aldersrelaterede udgifter, særligt pensioner.

Kommissionen påpeger desuden, at Spanien har implementeret de planlagte strukturreformer, der også var anbefalet i de overordnede økononomisk-politiske retningslinjer, herunder indkomstskattereformen. Kommissionen bemærker dog, at stabilitetsprogrammet ikke indeholder en tidsplan for en kulegravning af pensionssystemet, som anbefalet i de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer for 2002 og rådsudtalelsen vedrørende sidste års stabilitetsprogram. Kommissionen peger endvidere på, at der synes behov for yderligere strukturelle reformer i flere sektorer.

Det belgiske stabilitetsprogram fra november 2002 dækker perioden 2001-2005. Det anføres, at perioden 2004-2007 vil skulle dækkes af en ny regerings stabilitetsprogram efter parlamentsvalg i maj 2003.

Et hovedmål for stabilitetsprogrammet er konsolidering af de offentlige finanser, herunder balance eller overskud på budgettet, samt nedbringelse af den offentlige gæld bl.a. med henblik på imødegåelse af befolkningens aldring og anden sikring af mellem- og langsigtet finanspolitisk holdbarhed. Et andet hovedmål er frigørelse af midler til strukturreformer, herunder administrative reformer, indkomst- og selskabsskattereformer samt omlægning af det sociale sikringssystem.

Belgien forventer en vækst i BNP på 0,7 pct. i 2002, stigende til 2,1 pct. i 2003 og 2,5 pct. i 2004 og 2005. Skønnet for 2002 og 2003 er nedjusteret i forhold til vækstskønnet i det forrige stabilitetsprogram fra 2001 på 1,3 pct. af BNP i 2002 og ca. 3 pct. af BNP i 2003, hvilket først og fremmest tilskrives lavere end forventet vækst i den internationale økonomi og en udskydelse af det forventede internationale økonomiske opsving. Væksten i de kommende år forudses drevet primært af den hjemlige efterspørgsel, der bl.a. ventes stimuleret af effekten af reduceret indkomstskat.

På trods af skuffende vækstrater, venter Belgien en balance på de offentlige finanser ved udgangen af 2002, bl.a. på grundlag af en aftale fra december 2000 mellem statslige, regionale og kommunale myndigheder om at sikre overholdelse af budgetdisciplin og styring af de offentlige udgifter. Også for 2003 er forventningen budgetbalance. Målet for 2004 og 2005 er et overskud på budgetsaldoen på hhv. 0,3 pct. og 0,5 pct. af BNP baseret på en forventning om en stabil primær budgetsaldo og faldende renteudgifter.

Dette overskud muliggør nedbringelse af den meget store offentlige gæld. Belgien venter, at den offentlige gældsrate vil falde fra 108,6 pct. af BNP ved udgangen af 2001 til 93,6 pct. af BNP i 2005. Det anføres, at budgetsaldoens følsomhed i forhold til renteudsving er blevet reduceret betydeligt, idet gælden i vid udstrækning er blevet omlagt til langfristede lån, om end de høje gældsrater fortsat udgør en risikofaktor for budgetsaldoen. Belgien vurderer, at den offentlige gæld vil komme under 60 pct.-grænsen i 2012. Ifølge stabilitetsprogrammet vil eventuelle underbudgetterede indtægter som følge af højere end forventet vækst i de kommende år blive allokeret til gældsnedbringelse.

Kommissionen vurderer, at det belgiske stabilitetsprogram er i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens mål om en saldo tæt på balance eller i overskud.

Kommissionen påpeger dog, at der i lyset af den meget høje offentlige gæld bør gøres en stærkere indsats i forhold til budgettet, således at der opnås en mere robust tilpasning heraf på mellemlangt sigt. Den belgiske gældsnedbringelsesstrategi er fortsat et overskud på den primære budgetsaldo i kombination med faldende renteudgifter. Det vækker derfor bekymring, at overskuddet på den primære budgetsaldo, på trods af forventet stigende vækst i perioden 2003-2005, ventes at falde i de kommende år fra 7 pct. af BNP i 2001 til 5,6 pct. af BNP i 2005, resulterende i et langsommere tempo i gældsnedbringelsen end tidligere forventet. Kommissionen finder ligeledes, at perspektivet om statslig overtagelse af offentlige selskabers gæld, herunder det belgiske jernbaneselskabs gæld, giver usikkerhed omkring opfyldelsen af målene for gældsnedbringelse. Kommissionen finder derfor, at den planlagte mellemfristede målsætning for konsolidering af de offentlige finanser og gældsnedbringelse repræsenterer et minimum, hvis der skal ske en hurtig nedbringelse af den meget høje gæld og tages højde for de budgetmæssige konsekvenser af den aldrende befolkning.

For så vidt angår de offentlige finansers holdbarhed, herunder i forhold til pension, sundhed, ældrepleje og sociale overførsler, vurderer Kommissionen, at Belgien med sin strategi om opretholdelse af forholdsvis høje overskud på den primære budgetsaldo vil være i stand til at håndtere befolkningen aldring. Det påpeges dog, at den meget høje offentlige gæld udgør en risiko for holdbarheden af de offentlige finanser, hvis vækstprognoser og budgetmål ikke nås. Desuden bør gældsnedbringelsen suppleres med tiltag med henblik på forøgelse af beskæftigelsen især blandt den ældste del af arbejdsstyrken, som har en tilbagetrækningsalder, der er blandt de laveste i EU.

Irlands regerings økonomi- og budgetstrategi har det overordnede mål at fastholde økonomisk vækst og fuld beskæftigelse som en basis for at opnå lige muligheder og holdbar velfærd.

I sit opdaterede stabilitetsprogram forventer Irland, at det offentlige budgetoverskud falder fra 1,6 pct. af BNP i 2001 til et underskud på 1,2 pct. i 2005. Det største fald sker fra 2001 til 2002, hvor overskuddet vendes til et underskud. Underskuddet forventes fra og med 2004 at nå op på godt 1 pct. af BNP. Dette fald i den offentlige budgetsaldo skyldes et fald i offentlige indtægter som andel af BNP, mens de offentlige udgifter forventes uændrede som andel af BNP.

Det forventede fald i offentlige indtægter er hovedsageligt en følge af forventede lavere indtægter fra skatter og afgifter, som dels kan henføres til en forholdsvis lav vækst i indenlandsk efterspørgsel, dels til både allerede gennemførte samt planlagte skattereformer.

Den offentlige gæld forventes at falde som andel af BNP i første del af programmets tidshorisont, fra 36,7 pct. af BNP til 34,0 pct., mens gælden forventes at stige til 34,9 pct. af BNP i 2005.

Fra en exceptionel høj vækst i BNP på 11 og 10 pct. i henholdsvis 1999 og 2000 faldt væksten i 2001 til 5,7 pct. Dette fald forklares i overvejende grad af den internationale økonomiske udvikling. Irland forventer dog en pæn vækst i forhold til resten af EU frem til 2005. Væksten skønnes i denne periode at blive mellem 3,5 og 5 pct.

Forventningerne om en pæn vækst viser sig endvidere i forventningerne til udviklingen i beskæftigelsen. Således forventes væksten i beskæftigelsen at ligge på mellem 0,6 og 2,6, højst i 2001 og lavest vækst i 2003.

Den forholdsvis høje inflation i begyndelsen af programperioden forklares ved høje oliepriser og regulerede prisstigninger i visse sektorer.

Kommissionen vurderer, at stabilitetsprogrammet overordnet set er i overensstemmelse med de overordnede økonomisk-politiske retningslinier, idet Irlands finanspolitik i 2002 dog har været ekspansiv og ikke neutral som anbefalet i retningslinierne.

Kommissionen vurderer, at det underliggende underskud har toppet i 2002, og vil komme tættere på balance i slutningen af programperioden, på trods af forringelsen af den faktiske budgetsaldo. Budgetmålene giver dog en tilstrækkelig sikkerhedsmargin i forhold til referenceværdien på 3 pct. af BNP.

Kommissionen vurderer, at den lave gæld og landets gradvise opbygning i den nationale pensionsfond giver Irland et relativt godt udgangspunkt i forhold til den budgetmæssige effekt af en aldrende befolkning, som vil slå senere igennem i Irland end i den resterende del af EU.

Kommissionen finder imidlertid, at der i tilfælde af, at de nuværende politikker videreføres, vil være en risiko for budgetmæssig ubalance på længere sigt. Således vurderer Kommissionen, at der kan opstå et finansieringsgab i det omfang, udgifter forårsaget af en aldrende befolkning nærmer sig EU-gennemsnittet samtidigt med, at skatteforholdet holdes uændret.

For at sikre, at de offentlige finanser er holdbare, vurrderer Kommissionen, at det er vigtigt at udvikle holdbare finansieringsplaner for sociale velfærdsudgifter og fastholde et budget tæt på balance eller i overskud på langt sigt. Kommissionen vurderer, at Irlands udgiftspolitik ville blive styrket ved udviklingen af normbaserede rammer for de offentlige udgifter på mellemlang sigt som anbefalet i de overordnede økonomisk-politiske retningslinier.

Kommissionen vurderer endvidere, at den forventede faldende inflationsrate bør fastholdes, da prisstabilitet og konkurrenceevne ellers vil være i fare.

Proceduren vedrørende medlemslandenes stabilitets- og konvergensprogrammer har ikke statsfinansielle eller lovgivningsmæssige konsekvenser for Danmark. Danmark fremlægger sit eget konvergensprogram, der indeholder en vurdering af udviklingen i rente, inflation og de offentlige finanser i Danmark.

Finanspolitik er det enkelte medlemslands eget ansvar inden for rammerne af de overordnede økonomisk-politiske retningslinier, traktatens bestemmelser om finanspolitik samt stabilitets- og vækstpagten. Medlemslandene skal på grund af den gensidige påvirkning mellem landenes økonomier betragte deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordne dem i ECOFIN. Eurolandene fremlægger stabilitetsprogrammer, og de øvrige lande fremlægger konvergensprogrammer som et led i den multilaterale overvågning og koordination af den økonomiske politik, der gennemføres på fællesskabsplan.

Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget notater om dette års opdaterede stabilitetsprogrammer for Spanien, Belgien og Irland samt konvergensprogrammer for Danmark og Storbritannien. Selve konvergensprogrammet for Danmark er fremsendt til Europaudvalget ultimo november 2002.

I DER’s konklusioner fra Barcelona den 15. og 16. marts 2002 henstilles det til Rådet, at det sideløbende når til enighed om åbning af energimarkederne og om vedtagelse af direktivet om energibeskatning senest i december 2002, idet der tages hensyn til vejgodstransport-virksomhedernes behov. Henstillingen blev bekræftet i Sevilla den 21.-22. juni 2002.

Under det danske formandskab blev alle tekniske problemer løst. Der udestår dog fortsat følgende politiske spørgsmål: :

0. Muligheder for at fastsætte nationale satser ned til nul,
1. Ordninger for diesel til vejtransport, herunder især midlertidige ordninger for Frankrig og Italien
2. Minimumssatsen for landbrug, gartneri, dambrug og skovdrift.

Det danske formandskab stillede løbende forslag til løsning af disse spørgsmål, herunder til det ekstraordinære møde i ECOFIN den 11. december 2002. Der kunne imidlertid ikke opnås endelig enighed under det danske formandskab.