Hjælpemenu

Hovedmenu

Kopi TRU: svar på spm. 154 om kommentar til henvendelse af 20/12-02 fra Danske Pilotorganisationers Samråd vedr. harmonisering

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 516)
transportministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
TRU, Alm. del - bilag 540 (Løbenr. 8934)

 

Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato

J.nr.

:

:

20. januar 2003

204-19

Trafikudvalget har i brev af 23. december 2002 stillet mig følgende spørgsmål nr. 154 (Alm. del – bilag 442), som jeg hermed skal besvare.

Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

Spørgsmål 154:

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 20. december 2002 fra Dansk Pilotorganisationers Samråd vedrørende harmonisering af flyve- og arbejdstid for flyvende besætninger i EU, jf. alm. del – bilag 441."

Svar:

Kommissionen fremsatte den 4. februar 2002 et revideret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning nr. 3922/91 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart.

Forslaget er fremsat under henvisning til Traktaten og skal vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet. Dette indebærer, at Kommissionens forslag skal behandles af og vedtages af såvel Europa-Parlamentet som EU´s Ministerråd.

Europa-Parlamentet afgav udtalelse til Kommissionens forslag den 3. september 2002 og foreslog i den forbindelse at indføje et regelsæt om flyve- og arbejdstid for flyvende besætninger i Kommissionens forslag.

Kommissionens og Europa-Parlamentets forslag var senest på dagsordenen for et møde i Rådets Transportarbejdsgruppe den 10. december 2002, hvor en række medlemslande tilkendegav, at de havde substantielle problemer med Kommissionens forslag i dets nuværende udformning. Som en konsekvens heraf blev Europa-Parlamentets forslag ikke drøftet på dette møde.

Kommissionens og Europa-Parlamentets forslag har endnu ikke været forelagt EU´s Ministerråd til behandling.

Det fremgår af brev af 20. december 2002 fra Danske Pilotorganisationers Samråd, at man ønsker en videnskabelig og medicinsk analyse af Europa-Parlamentets forslag med henblik på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig harmonisering af reglerne om flyve- og arbejdstid for flyvende besætninger.

Jeg har forståelse for de synspunkter, som Danske Pilotorganisationers Samråd fremfører i brevet, og kan samtidig oplyse, at hensynet til sikkerhed i luften har min højeste prioritet.

Jeg vil derfor arbejde for en sikkerhedsmæssigt forsvarlig harmonisering af reglerne om flyve- og arbejdstid for flyvende besætninger ved en kommende behandling af Kommissionens og Europa-Parlamentets forslag i EU´s Ministerråd.

 

Med venlig hilsen

Flemming Hansen