Rådsmøde (forbrugerministre) 2.-3/12 Samlenotat tillæg til bilag 248
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 261)
forbrugerministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 29. november 2002 – dagsordenspunkt rådsmøde (beskæftigelse, social- og arbejdsmarkedspolitik, sundheds- og forbrugerpolitik) den 2.-3. december – vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets reviderede notat vedrørende dagsordenens punkt 2 (forbrugerdelen).
2. Forslag til Rådets resolution om ændring af produktansvarsdirektivet
Nyt Notat
Resumé
Det danske EU-formandskab har fremlagt et forslag til rådsresolution, der har til formål at præcisere anvendelsesområdet for Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999 (produktansvarsdirektivet).
Baggrunden for EU-initiativet er en dom fra EF-Domstolen af 25. april 2002 i sag C-52/00, Kommissionen mod Frankrig, der har skabt usikkerhed om, i hvilket omfang EU-landene kan fastsætte regler om mellemhandleransvar, hvorefter mellemhandleren er ansvarlig på samme grundlag som producenten.
Forslaget til rådsresolution opfordrer Kommissionen til senest den 1. juli 2003 at fremlægge en rapport om ansvar for leverandører og om nødvendigt fremsætte et direktivforslag, der skal ændre produktansvarsdirektivet, således at direktivet ikke – bortset fra den særlige regel i artikel 3, stk. 3, jf. nedenfor – omfatter ansvar for leverandører.
1. Baggrund
Efter produktansvarsdirektivet og produktansvarsloven, som gennemfører direktivet i dansk ret, er en producent objektiv ansvarlig for skader forvoldt af et defekt produkt. Producenten er med andre ord ansvarlig, selv om den pågældende ikke har begået fejl eller forsømmelser.
Direktivet indeholder ikke regler om ansvar for mellemhandlere (f.eks. sælgeren af en vare), men alene en regel om, at en leverandør skal anses som varens producent, hvis den rigtige producent ikke kan identificeres (direktivets artikel 3, stk. 3).
Af en erklæring afgivet af Rådet og Kommissionen til rådsmødeprotokollen i forbindelse med vedtagelsen af direktivet fremgår det, at der ikke er noget til hinder for, at de enkelte medlemslande i deres nationale lovgivning kan fastsætte regler om ansvar for mellemhandlere, idet ansvar for mellemhandlere ikke omfattes af direktivet. En række medlemsstater, herunder Danmark, har fastsat sådanne regler.
EF-Domstolen har i sin dom af 25. april 2002 i sag C-52/00 fastslået, at produktansvarsdirektivet fastsætter totalharmoniseringsregler med hensyn til objektivt ansvar for produktskader. Dette indebærer, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af direktivet ikke har mulighed for at fastsætte regler, der fraviger direktivets regler, medmindre direktivet udtrykkeligt giver mulighed herfor. EF-Domstolen har i dommen endvidere fastslået, at en regel i fransk ret, hvorefter bl.a. en sælger er ansvarlig for defekter i et produkts sikkerhed under samme betingelser som producenten, var i strid med direktivet.
EF-Domstolens dom må antages at indebære, at medlemsstaterne ikke – bortset fra de tilfælde, der er omfattet af direktivets artikel 3, stk. 3 – kan fastsætte regler om selvstændigt ansvar for mellemhandlere for defekte produkter, hvorefter mellemhandleren er ansvarlig på samme grundlag som producenten.
2. Resolutionsforslagets indhold
Det danske EU-formandskab har fremlagt et forslag til rådsresolution, der har til formål at præcisere anvendelsesområdet for Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999 (produktansvarsdirektivet).
Forslaget har i lyset af den ovennævnte dom fra EF-Domstolen til hensigt at få gennemført en ændring af produktansvarsdirektivet, således at det – i overensstemmelse med den ovenfor nævnte rådsmødeerklæring – står klart, at direktivet bortset fra den særlige bestemmelse i artikel 3, stk. 3, ikke omfatter ansvar for mellemhandlere. Der tages ikke hermed stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der p&a ere tidspunkt bør indføres EU-regler på området.
Med henblik på at opnå dette formål foreslås det, at Rådet opfordrer Kommissionen til inden den 1. juli 2003 at fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende ansvar for mellemhandlere og om nødvendigt foreslå den fornødne ændring af produktansvarsdirektivet.
Det fremhæves i forslaget, at regler om mellemhandleransvar på objektivt grundlag kan indebære fordele for den skadelidte forbruger. Sidstnævnte kan således rejse sit krav over for mellemhandleren, herunder sælgeren, uden at behøve at bevise, at denne har handlet uagtsomt. Endvidere kan det forbedre forbrugerens muligheder for at opnå erstatning, når kravet kan rettes mod både producenter og mellemhandlere.
3. Gældende ret
Efter produktansvarsloven § 4 anses som producent den, der fremstiller et produkt, den, der ved at anbringe sit navn eller lignende på produktet udgiver sig for at være dets producent, og den, der erhvervsmæssigt importerer produktet til EU med henblik på videresalg mv. Hvis skadelidte ikke kan konstatere, hvem der har produceret eller importeret produktet, anses enhver mellemhandler af produktet som producent, medmindre mellemhandleren inden rimelig tid op lyser skadelidte om, hvem der er producent eller importør. Disse regler svarer til direktivets artikel 3.
Produktansvarsloven indeholder herudover i § 10 en regel om mellemhandleransvar, hvorefter en mellemhandler hæfter for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden. § 10 lovfæster, hvad der før vedtagelsen af produktansvarsloven antoges at gælde for mellemhandlerens ansvar.
Mellemhandleren har således ikke et selvstændigt produktansvar, men er kun ansvarlig i samme omfang, der kan pålægges producenten et produktansvar. Hvis producenten f.eks. er ansvarsfri som følge af en ansvarsfrihedsgrund eller på grund af forældelse, kan skadelidte ikke påberåbe sig mellemhandlerens hæftelsesansvar (der er ikke noget produktansvar "at hæfte for").
Kommissionen har ved brev af 5. september 2002 rettet henvendelse til regeringen med anmodning om en redegørelse for fortolkningen af produktansvarsloven i lyset af den ovenfor under pkt. 2 nævnte dom. Såfremt leverandøren af et defekt produkt efter de danske regler er ansvarlig i samme omfang som producenten, beder Kommissionen om at få oplyst, hvilke skridt der agtes at blive taget for at efterkomme EF-Domstolens fo rtolkning af direktivet i den førnævnte dom.
4. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Hensigten med forslaget er en ændring af produktansvarsdirektivet med henblik på at præcisere dets anvendelsesområde. Det er regeringens opfattelse, at forslaget er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.
5. Lovgivningsmæssige, samfundsøkonomiske og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser, da det blot har til formål at præcisere direktivets anvendelsesområde. Forslaget har heller ikke i sig selv hverken samfundsøkonomiske eller statsfinansielle konsekvenser.
6. Høring
Forslaget til rådsresolution er sendt i høring i Juridisk Specialudvalg og hos nedenstående berørte myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for Retterne i Århus, Odense, Aalborg, og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Datatilsynet, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens handels- og Industriforening, Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Dakofo, Da nmarks Agentforening, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Dambrugerforening, Dansk Erhvervsfrugtavl, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Familielandbrug, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Varefakta Nævn, De Danske Bilimportører, De Danske Landboforeninger, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Erhvervssammenslutningen G 1930, Finansrå ;det, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater (FEHA), Forbrugerinformation, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Danmarks fiskemel og fiskeolieindustri, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Handelskammeret, HTS, Håndværksrådet, IT-brancheforeningen, Konsumfiskeindustriens A rbejdsgiverforening, Landbrugsraadet, Lægemiddelindustriforeningen, Producentorganisationerne i Danmark, Realkreditrådet, Handelshøjskolen i København, Københavns Universitet og Århus Universitet.
Domstolsstyrelsen, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Fiskeindustri og Eksportforening og Realkreditrådet har ikke bemærkninger til forslaget.
Dansk Handel & Service finder det afgørende for detailhandlen, at der holdes fast ved den bestående retstilstand, så produktansvaret kan gøres gældende direkte over for mellemhandlere med det samme strenge ansvar, som gælder for detailhandlen. Dansk Handel & Service finder det således positivt og nødvendigt, at formandskabet har taget initiativ til at skabe enighed mellem medlemsstaterne om resolutionsudkastet, hvis indhold Dansk Handel & Service støtter.
Forsikring & Pension kan umiddelbart tiltræde det danske formandskabs forslag til Rådets resolution under forudsætning af, at det er hensigten at opretholde den hidtidige retsstilstand for Danmark med et hæftelsesansvar for mellemhandleren i forbindelse med produktansvarsskader. Forsikring & Pension finder derudover, at EU-Kommissionens igangværende undersøgelse af den praktiske virkning af produktansvarslovgivningen i EU bør afsl uttes, forinden der fremsættes et forslag om ændring af produktansvarsdirektivet, således at fordele og ulemper for forbrugerne og andre aktører i relation til produktansvarslovgivningen i de øvrige medlemsstater fuldt ud kan blive belyst.
7. Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.