Søfartsaftale mellem EU og Kina
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 222)
indre marked
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets notat vedrørende søfartsaftale mellem det Europæiske Fællesskab og dets medlemslande på den ene side og Folkerepublikken Kina på den anden side, dokument 8388/02 MAR 61 CHINE 2.
|
Økonomi- og Erhvervsministeriet 14. november 2002 Sag 199903542 /AD
|
|
|
Søfartsaftale mellem det Europæiske Fællesskab og dets medlemslande på den ene side og Folkerepublikken Kina på den anden side – dok. 8388/02 MAR 61 CHINE 2
Den 12. februar 1998 bemyndigede Rådet (transport) Kommissionen til at indlede forhandlinger med Folkerepublikken Kina om en aftale om søtransport mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Kina på den anden side. Rådet fastlagde samtidig forhandlingsdirektiver med henblik herpå. Den 4. december 1997 blev sagen forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg.
Aftalens generelle mål var at forbedre vilkårene for at udføre søtransporttjenester til og fra Kina og til og fra Fællesskabet til fordel for de økonomiske operatører. EU-rederierne skulle sikres frie vilkår inden for søtransport svarende til de vilkår, som kinesiske rederier allerede har i Fællesskabets medlemslande. Det skulle ske ved at skabe grundlag for fri udveksling af internationale s&osl ash;fartstjenester, fri adgang til fragter og uhindret adgang til brug af havne- og andre hjælpetjenester. Aftalen skulle tillige give EU-rederier mulighed for kommerciel tilstedeværelse gennem etablering og dække dør-til-dør ydelser – og hermed leve op til den moderne skibsfarts krav. Hensigten med aftalen var endelig at styrke Fællesskabets stilling i forhandlingerne om søtransport i WTO og skabe et forbedret udgangspunkt for forhandlingerne.
Forhandlingerne er nu tilendebragt. Aftalens indhold er i overensstemmelse med forhandlingsdirektiverne og opfylder de fastsatte mål.
Aftalen berører ikke anvendelsen af de bilaterale søfartsaftaler, der er indgået mellem de enkelte EU-medlemsstater og Kina vedrørende spørgsmål, der falder uden for aftalens anvendelsesområde. Dette gælder således også den mellem Danmark og Kina indgåede skibsfartsoverenskomst af 21. oktober 1974 som suppleret ved et memorandum af 9. maj 2000.
Danske rederier har store interesser i Kina og ser med tilfredshed på det foreliggende aftaleresultat. Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen for mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Erhvervenes Transportudvalg, Dansk Navigatørforening, Specialarbejderforbundet i Danmark, Metal Søfart, Maskinmestrenes Forening, Dansk Sø-Restaurations Forening og RestaurationsBranchens Forbund, er i EF-specialudvalget vedrørende skibsfartspolitiske spørgsm&ari ng;l orienteret både skriftligt og mundtligt om sagen.
Rådet (transport) godkendte på sit møde den 3.- 4. oktober 2002, at aftalen kan undertegnes på Fællesskabets vegne. Dette vil ske ved en særlig ceremoni i forbindelse med rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 5.-6. december 2002. Det forventes, at den kinesiske minister med ansvar for søtransport kommer til Bruxelles for at underskrive aftalen. I overensstemmelse med traktatens artikel 300 forelægges aftalen fo r Europa-Parlamentet, når den er undertegnet.
Aftalen skal efterfølgende godkendes af parterne i overensstemmelse med deres interne procedurer og træder i kraft, når parterne har underrettet hinanden om, at de nævnte procedurer er tilendebragt. Aftalen indgås for en periode af fem år og forlænges stiltiende hvert følgende år, medmindre en af parterne opsiger den skriftligt seks måneder inden udløbsdatoen.
Aftalen forudsætter ikke ændringer af dansk lovgivning.
I relation til EU og dets medlemslande hersker der blandet kompetence på området. Det indebærer, at både Fællesskabet og samtlige medlemslande skal underskrive aftalen.
Det er regeringens hensigt at underskrive aftalen i forbindelse med rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 5.-6. december 2002 på både Fællesskabets og Danmarks vegne.