Rådsmøde konkurrenceevne 14-15/11 02 Tillæg til bilag 166 samlenotat

2.2.1. Definitioner og anvendelsesområde

På opfordring af Kommissionen er der af brancheforeninger og sammenslutninger, der repræsenterer henholdsvis långivere og låntagere, udarbejdet en "frivillig adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse". Kodeksen gælder alene for pantsikrede lån til køb eller om- eller tilbygning af fast ejendom, og den foreskriver på dette område, hvilke oplysninger långiverne skal give forb rugerne. De oplysninger, långiverne har forpligtet sig til at give i henhold til kodeksen, afviger i nogen grad fra indholdet af de oplysninger, der skal gives efter direktivforslagets artikel 10.

Kommissionen har fundet det hensigtsmæssigt at afvente virkningen af kodeksen i medlemsstaterne, før Kommissionen vil tage skridt til at gøre de realkreditlån, der har til formål at finansiere køb eller ombygning af fast ejendom, til genstand for fællesskabsretlig regulering.

Udover de nævnte boliglån med sikkerhed i fast ejendom undtager direktivforslaget følgende kontraktforhold:

3. Lejekontrakter, der udelukker overdragelse af ejendomsretten til lejeren og dennes fordringshavere, jf. artikel 3, stk. 2, litra b.

Undtagelsen må antages at svare til, hvad der følger af direktiv 87/102/EØF. Dette betyder bl.a., at leasing af løsøre med forkøbsret for forbrugeren og salg af varer med ejendomsforbehold vil være omfattet af direktivforslaget.

3. Kreditaftaler, ifølge hvilke forbrugeren skal tilbagebetale kreditten på én gang inden for en frist, der ikke overstiger tre måneder, rente- og omkostningsfrit, jf. artikel 3, stk. 2, litra c.

Der er – i modsætning til direktiv 87/102/EØF - tale om kumulative betingelser, og en kreditaftale vil således skulle opfylde samtlige de nævnte tre betingelser for at være undtaget fra direktivforslagets område. Der tænkes ifølge de ledsagende bemærkninger til forslaget bl.a. på kredit i forbindelse med anvendelse af betalings- og hævekort.

3. Kreditaftaler, der ikke omfattes af kreditgivers erhvervsmæssige hovedvirksomhed, som indgås med årlige omkostninger i procent, der er lavere end de fremherskende på markedet, ogsom ikke tilbydes offentligheden i almindelighed, jf. artikel 3, stk. 2, litra d.

Betingelsen om, at kreditaftalen ikke må være indgået som led i kreditgiverens erhvervsmæssige hovedvirksomhed, er ny i forhold til direktiv 87/102/EØF. Undtagelsen skal dække den situation, hvor en arbejdsgiver giver sit personale kredit eller forskud på løn, såfremt dette ikke sker som led i arbejdsgiverens handels- eller erhvervsaktiviteter.

3. Kreditaftaler mellem visse investeringsselskaber og en investor, jf. artikel 3, stk. 2, litra e.

Der er tale om helt specielle kreditaftaler, som er underkastet en særlig fællesskabsregulering, der svarer til de bestemmelser, der foreslås efter det foreliggende direktivforslag, navnlig med hensyn til information og rådgivning.

2.2.2. Reklame og forbud mod kredit- eller kautionsaftaler indgået uden for fast forretningssted

Efter forslagets artikel 4 stilles der krav om, at enhver reklame eller ethvert tilbud, der er slået op i forretningslokaler, og som indeholder oplysninger om kreditaftaler, herunder navnlig om debitorrenter, samlede kreditomkostninger i procent og årlige omkostninger i procent, skal udformes klart og forståeligt under overholdelse af især reglerne om god forretningsskik. Det skal utvetydigt fremgå, at oplysningerne har et kommercielt sigte.

Herudover er det udtrykkeligt fastsat i direktivforslaget, at reklamering for kreditaftaler fortsat vil skulle leve op til kravene i direktiv 84/450/EØF (om vildledende og sammenlignende reklame).

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse i direktivforslagets artikel 4 er, at oplysningspligten efter direktiv 87/102/EØF (artikel 3) har vist sig at give anledning til en række praktiske problemer, bl.a. i forbindelse med reklame, hvor man ikke altid på forhånd har kendskab til, hvornår kreditten hæves og/eller tilbagebetales. Kommissionen ønsker derfor, at gennemføre en mere fleksibel løsning, der giver mulighed for at la de bedømmelsen af, om en reklame er vildledende, afhænge af kreditaftalens type og de faktiske forhold, der gøres gældende i forbindelse med reklamen mv.

Efter Kommissionens opfattelse har der også vist sig at være problemer i forhold til dørsalg af kreditaftaler. Med forslagets artikel 5 foreslås der derfor indsat en ny regel om, at indgåelse af en kredit- eller kautionsaftale uden for fast forretningssted skal være forbudt, hvis det sker på de vilkår, der henvises til i artikel 1 i direktiv 85/577/EØF (dørsalgsdirektivet).

Henvisningen til artikel 1 i det nævnte direktiv vil bl.a. betyde, at det forbydes en erhvervsdrivende at indgå en kredit- eller kautionsaftale med en forbruger under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger, eller på forbrugerens arbejdsplads, såfremt besøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.

Med den foreslåede artikel 5 indføres der en mere restriktiv retstilstand end efter dørsalgsdirektivet, der ikke indeholder et forbud mod at rette uanmodet henvendelse til en forbruger med henblik på indgåelse af kredit- eller kautionsaftaler, men derimod fastsætter, at forbrugeren i sådanne tilfælde skal have ret til at træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret).

2.2.3. Gensidig, forudgående orientering og rådgivningspligt

Som noget nyt foreslås der i forslagets artikel 6 indført regler om gensidig, forudgående orientering mellem på den ene side forbruger/kautionist og på den anden side kreditgiver/kreditformid-ler samt rådgivningspligt for de sidstnævnte.

Gensidigheden skal bestå i, at forbrugeren og en eventuel kautionist skal være forpligtet til at give kreditgiveren og en eventuel kreditformidler oplysninger, der skal sætte disse i stand til at vurdere forbrugerens og kautionistens økonomiske situation og deres mulighed for tilbagebetaling. Kreditgiveren og kreditformidleren må dog kun anmode om oplysninger, der er passende, relevante og ikke overdrevne ("excessive" i den engelske udgave), jf. også henvisningen i forslaget til artikel 6 i direktiv 95/46/EØF (persondatadirektivet).

Omvendt skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren have pligt til at orientere forbrugeren "i fornødent omfang præcist og fyldestgørende" om kreditaftalen. Det foreslås endvidere, at oplysningerne – udover de krav, der stilles i det nyligt vedtagne direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (artikel 5) – skal indeholde en "præcis og klar beskrivelse af produktet, dets fordele og i givet fald dets ulemper"

Informationerne skal efter artikel 6, stk. 2, litra a)-i), vedrøre alle kreditaftalens karakteristika, herunder oplysninger vedrørende afviklingen af lånet og ændrings-, hæve- og tilbagebetalingsvilkår i tilfælde af kreditaftaler med henholdsvis fast og variabel rente. Der skal herudover bl.a. gives oplysninger om de årlige omkostninger i procent og de samlede kreditgiveromkostninger i procent ved hjælp af et repræsentativt eks empel. Der henvises om dette begreb til pkt. 2.2.6. nedenfor.

Der skal efter forslagets artikel 6, stk. 3, desuden påhvile kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren en rådgivningsforpligtelse, formuleret som en pligt til at finde det produkt, "som er bedst afpasset forbrugerens økonomiske situation", og kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal i den forbindelse tage hensyn til "fordele og ulemper ved det tilbudte produkt og formålet med kreditten".

2.2.4. Beskyttelse af privatlivets fred (persondatabeskyttelse)

Med forslagets artikel 7 fastsættes det, at de personoplysninger, der indsamles hos forbrugere og kautionister eller hos enhver anden person i forbindelse med indgåelse eller forvaltning af kredit- eller kautionsaftaler, kun må anvendes til at vurdere deres økonomiske situation og deres mulighed for tilbagebetaling.

Medlemsstaterne skal endvidere efter den foreslåede artikel 8 sikre, at der på deres område anvendes en central database – eller net af databaser – med det formål at registrere forbrugere og kautionister, der har gjort sig skyldig i betalingsforsømmelse (dvs. de såkaldt negative kreditoplysninger). For så vidt angår "de positive kreditoplysninger", dvs. registreringer af kredit- eller kautionsaftaler, vil den centrale er forslaget kunne – men ikke skulle – omfatte sådanne oplysninger. Der er her tale om en fravigelse af reglen om totalharmonisering i artikel 30.

Ifølge de ledsagende bemærkninger til forslaget skal den centrale database have til formål at sikre en ansvarlig långivning, og det foreslås således, at kreditgiverne skal have pligt til at konsultere den centrale database forud for indgåelsen af en kredit- eller kautionsaftale. Forbrugeren og i givet fald kautionisten skal efter anmodning straks og gratis orienteres om resultatet af enhver konsultation.

De personoplysninger, kreditgiveren har adgang til, må efter forslaget kun anvendes til at vurdere forbrugerens og kautionistens økonomiske situation og deres mulighed for tilbagebetaling. Oplysningerne skal slettes umiddelbart efter indgåelsen af kredit- eller kautionsaftalen eller kreditgiverens afslag på kreditanmodningen eller den foreslåede sikkerhedsstillelse.

Efter forslaget vil behandlingen af personoplysninger i den centrale database i øvrigt skulle ske under overholdelse af bestemmelserne i direktiv 95/46/EF (persondatadirektivet).

2.2.5. Ansvarlig kreditgivning

Som noget nyt og centralt er der i forslagets artikel 9 medtaget en bestemmelse om "ansvarlig kreditgivning". Af bestemmelsen følger, at "når kreditgiveren indgår en kredit- eller kautionsaftale eller forhøjer det samlede kreditbeløb eller det kautionerede beløb, formodes denne forudgående ud fra de midler, der er til rådighed, at have vurderet, at forbrugeren og i givet fald kautionisten med rimelighed kan forventes a t være i stand til at overholde kontraktvilkårene."

2.2.6. Obligatoriske oplysninger i kredit- og kautionsaftaler – oplysningspligtens rækkevidde

Efter den foreslåede artikel 10 stilles der en række til dels nye krav til oplysningspligten ved indgåelse af kredit- eller kautionsaftaler. Der stilles bl.a. krav om, at sådanne aftaler skal udarbejdes på tryk eller på "andet varigt medium", der f.eks. vil muliggøre elektroniske oplysninger, som kan lagres på en harddisk, jf. nærmere artikel 2, litra o. Endvidere kræves det, at alle kontraherende parter, herunder kautionister og kreditformidlere, skal modtage et eksemplar af kreditaftalen – og for kautionistens vedkommende tillige af kautionsaftalen. Af aftalen skal det fremgå, om forbrugeren har mulighed for at klage til andre end domstolene ("udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer").

I kautionsaftaler vil der skulle gives oplysninger om det maksimale kautionerede beløb og de udgifter, der er forbundet med misligholdelse.

Ved kreditaftaler skal der efter forslaget gælde en videregående oplysningspligt end efter direktiv 87/102/EØF.

Der stilles efter forslaget krav om, at der gives oplysninger om de kontraherende parters og kreditformidlerens navn og adresse samt om de oplysninger, som efter artikel 6 (stk. 2) vil skulle gives forud for kontraktindgåelsen, jf. herom ovenfor. De årlige omkostninger i procent og kreditgiveromkostningerne i procent beregnes på tidspunktet for kontraktindgåelsen. Der skal endvidere gives oplysninger om betingelser for betaling af debitorrenter , ligesom der også stilles krav om en opgørelse over de omkostninger, der ikke er omfattet af beregningen af de årlige omkostninger i procent, men som påhviler forbrugeren i visse tilfælde. Hvis det er hensigten, at det udbetalte kreditbeløb skal amortiseres, skal kreditgiveren endvidere overgive forbrugeren en amortisationsplan. Hvis der blot skal betales udgifter og renter uden amortisation, skal kreditgiveren ved indgåelsen af kreditaftalen overgive forbrugeren en opgørelse over tidspunkt og betingelser for betaling af debitorrenter og hermed forbundne faste udgifter og engangsudgifter. Endelig skal der – hvis dette er relevant – gives oplysninger om den vare og/eller tjenesteydelse, der skal finansieres, om retten til tilbagebetaling før forfaldstidspunktet og proceduren herfor samt om udøvelse af fortrydelsesret.

Formålet med "de årlige omkostninger i procent" er på årsbasis at angive en nutidsværdi af de samlede nuværende og fremtidige forpligtelser (udnyttet kreditmulighed, tilbagebetalinger og omkostninger), der er indgået af kreditgiver og forbruger. "De årlige omkostninger i procent" beregnes efter forslagets artikel 12 ud fra den matematiske formel, som fremgår af det medtagne bilag I. Endvidere er der som bilag II til forslaget medtaget eksempler til illustration af beregningsmetoden.

Med henblik på at beregne "de årlige omkostninger i procent" som defineret i forslagets artikel 2, litra h, skal der ske en fastsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten. Ved opgørelsen af "de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit" skal medtages alle omkostninger, herunder debitorrenter og andre godtgørelser, vederlag, skatter og afgifter samt udgifter af enhver art, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. forslagets artikel 2, litra g.

Definitionerne svarer i vidt omfang til, hvad der følger af direktiv 87/102/EØF. Med affattelsen af forslagets artikel 2, litra g, er det dog ifølge de ledsagende bemærkninger til forslaget hensigten at præcisere, at visse nærmere omkostninger skal medtages, uden at der af den grund er opstillet en udtømmende positivliste over alle omkostninger.

Det gælder således bl.a. med hensyn til oplysninger om forsikringer, som skal garantere tilbagebetaling af kreditten. Her foreslås det således efter forslagets artikel 12, stk. 2, at præmier vedrørende sådanne skal indgå i de samlede omkostninger, hvis forsikringen tegnes ved kreditaftalens indgåelse. I forhold til det eksisterende direktiv 87/102/EØF (artikel 1a, stk. 2, litra v) er der tale om en udvidelse på to omr&ari ng;der, idet det efter forslaget ikke alene er præmier vedrørende forsikringstypernelivs-, invaliditets-, sygdoms- eller arbejdsløshedsforsikringer, der er omfattet af oplysningsforpligtelsen, og idet det ikke efter forslaget er en betingelse, at det er et kravfra kreditgiverne, at forsikringen tegnes.

Kreditgiveren har – som efter det eksisterende direktiv - ret til at basere sin beregning af de årlige omkostninger i procent på nogle antagelser, hvis kreditgiveren ikke er i besiddelse af de hertil svarende beregningselementer på det tidspunkt, hvor informationerne gives, jf. nærmere forslagets artikel 12, stk. 3-7.

Som nævnt vil der ved kontraktindgåelsen også skulle gives forbrugeren oplysning om de samlede kreditgiveromkostninger i procent. Dette nye krav indebærer, at der må oplyses om de beløb, som kreditgiveren modtager, udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, jf. den foreslåede artikel 2, litra j. Omkostningerne vil skulle beregnes efter samme metode som de årlige omkostninger i procent, men beregningsgrundlaget er som nævnt begrænset til de samlede omkostninger, som forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen skal betale til kreditgiveren, jf. herved forslagets artikel 2, litra i.

Ikke alle beløb, som opkræves af kreditgiveren, vil dog skulle medtages ved opgørelsen af de samlede kreditgiveromkostninger. Efter forslagets artikel 13 vil bl.a. misligholdelsesomkostninger og omkostninger ved tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, som det står forbrugeren frit at påtage sig over for kreditgiveren eller en anden leverandør af tjenesteydelser, ikke skulle medtages ved beregningen af de samlede kreditgiveromkostninger i pro cent. Hvis udførelsen af en sådan tjenesteydelse derimod er en betingelse for kreditaftalens indgåelse, skal omkostningerne i forbindelse hermed indgå i beregningen af de samlede kreditgiveromkostninger i procent. Det vil sige, at eventuelle præmier til forsikringer indgår i beregningen, såfremt kreditgiveren fremsætter krav om en forsikring og vælger forsikringsselskabet. Omkostninger pålagt af kompetente myndigheder for registrering og sikkerhed sstillelse indgår ikke i beregningen af de samlede kreditgiveromkostninger.

Som nævnt stilles der efter forslaget bl.a. også krav om, at der ved indgåelsen af en kreditaftale skal gives oplysninger om debitorrenten. Kravet herom er nyt i forhold til direktiv 87/102/EØF. Ved "debitorrenten" skal efter artikel 2, litra k, forstås rentesatsen udtrykt i procent for en bestemt periode og anvendt i en given periode på det udnyttede kreditbeløb. Debitorrenten er således en rentesats (uden andre omkostnin ger), som kreditgiver kan anvende til at beregne periodiske renter af hævet kapital.

Debitorrenten vil kunne være fast eller variabel. Er der tale om en fast debitorrente, skal denne efter forslagets artikel 14 anvendes i den periode, der er fastsat i kreditaftalen. Er der derimod aftalt en variabel debitorrente, skal forbrugeren efter forslagets artikel 14 informeres om ændringer i debitorrenten. Den variable debitorrente kan kun variere i de aftale perioder og i overensstemmelse med det aftalte referenceindeks eller den aftalte referencesats. Der er frit valg med hensyn til referenceindeks eller –sats, forudsat at referencerne er underlagt objektive og entydige regler, som parterne ikke har indflydelse på.

Efter forslagets artikel 14 skal forbrugeren informeres om ændringer i rentesatsen på tryk eller andet varigt medium, f.eks. ved hjælp af kontoudtog. Der vil i den forbindelse skulle oplyses om de nye årlige omkostninger i procent, de nye samlede kreditgiveromkostninger i procent og – hvis dette er relevant – den nye "amortiseringsplan", dvs. hvornår gælden vil være tilbagebetalt.

2.2.7. Fortrydelsesret

Efter forslagets artikel 11 foreslås der indført en generel regel om, at forbrugeren skal kunne fortryde en indgået kreditaftale inden for en frist på 14 dage. Fristen skal efter forslaget regnes fra den dag, forbrugeren modtager et eksemplar af den indgåede kreditaftale. Ved benyttelse af fortrydelsesretten skal forbrugeren samtidig tilbagelevere kreditgiver de beløb eller – ved kreditkøb - de varer, forbrugeren har modtaget i forbi med kreditaftalen. Forbrugeren skal endvidere betale de renter, der skyldes for den periode, hvor kreditmuligheden er udnyttet, beregnet på grundlag af de årlige omkostninger i procent.

Den foreslåede fortrydelsesregel skal ikke finde anvendelse på lån mod pant i fast ejendom eller en lignende sikkerhedsstillelse, og skal heller ikke gælde for aftaler om boliglån (uden sikkerhed) og kreditaftaler, der er blevet opsagt i henhold til reglerne om fortrydelsesret i det almindelige fjernsalgsdirektiv (direktiv 97/7/EF), det nyligt vedtagne direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser eller i henhold til artikel 7 i timesharedirektivet (di rektiv 94/47/EF).

2.2.8. Urimelige kontraktvilkår

Efter forslagets artikel 15 skal nogle nærmere opregnede vilkår altid anses som urimelige, når de indgår i en kredit- eller kautionsaftale. Opregningen skal efter forslaget være udtømmende, jf. herved forslagets artikel 30 (om totalharmonisering).

Den foreslåede artikel 15 skal ikke være til hinder for, at der fortsat kan foretages en anvendelse af direktiv 93/13/EØF (som er det generelle direktiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler) på hele aftalen. Som bilag til direktiv 93/13/EØF er der medtaget en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der ud fra en helhedsvurdering kan betragtes som urimelige.

2.2.9. Opfyldelse af kreditaftalen

I lighed med direktiv 87/102/EØF har forbrugeren efter forslagets artikel 16 ret til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen helt eller delvis forud for forfaldstidspunktet.

I forhold til det eksisterende forbrugerkreditdirektiv er kreditgiverens mulighed for at få godtgørelse blevet præciseret og i et vist omfang indskrænket. Som hidtil vil kreditgiveren som udgangspunkt kunne kræve godtgørelse i anledning af tilbagebetaling før forfaldstidspunktet, men efter forslaget er det en betingelse, at godtgørelsen skal være fastsat ud fra objektive kriterier, være rimelig og være beregnet på grundlag af regnskabsmæssige principper. Der vil dog ikke kunne kræves godtgørelse, hvis tilbagebetaling har fundet sted i forbindelse med visse kreditaftaler, herunder bl.a. hvis den periode i kreditaftalen, som debitorrenten fastsættes for, er på under et år, eller hvis der er tale om en kreditaftale, hvor kreditten er omfattet af en forsikring.

2.2.10. Overdragelse af kreditgiverens fordringer

Forslagets artikel 17 om overdragelse af kreditgiverens fordringer i henhold til kreditaftalen til tredjemand svarer i det væsentlige til direktiv 87/102/EØF, i henhold til hvilket forbrugeren ved overdragelse over for tredjemand bevarer de indsigelser, forbrugeren måtte have over for den oprindelige kreditgiver. Som en følge af udvidelsen af anvendelsesområdet til at omfatte kautionsaftaler, er det dog præciseret, at såvel forbrugeren som s ikkerhedsstilleren kan gøre indsigelser gældende over for erhververen af rettigheder i henhold til kreditaftalen.

2.2.11. Forbud mod anvendelse af veksler og andre værdipapirer

Forslagets artikel 18 forbyder kreditgiveren eller indehaveren af fordringerne at kræve af forbrugeren eller sikkerhedsstilleren eller foreslå dem, at disse skal sikre betalingen af deres forpligtelser efter en kredit- eller kautionsaftale ved hjælp af en veksel eller et gældsbevis. Det forbydes ligeledes at lade dem underskrive en check, hvorved de sikrer hel eller delvis tilbagebetaling af det skyldige beløb.

Forslagets artikel 18 er udtryk for en opstramning i forhold til det eksisterende direktiv 87/102/EØF (artikel 10), som alene fastsætter, at medlemsstater, som i forbindelse med kreditaftaler tillader forbrugeren at foretage betaling med veksler eller stille sikkerhed ved hjælp af veksler eller checks, skal sikre, at forbrugeren er beskyttet på passende måde.

2.2.12. Solidarisk ansvar

I lighed med direktiv 87/102/EØF (artikel 11, stk. 1) foreslås det i forslagets artikel 19, stk. 1, at forbrugerens indsigelser over for en leverandør af varer eller tjenesteydelser ved leverandørens misligholdelse med dennes ydelse ikke skal kunne afskæres.

Medlemsstaterne forpligtes endvidere som noget nyt til at indføre solidarisk ansvar mellem kreditgiveren og leverandøren af varer eller tjenesteydelser for krav, forbrugeren måtte have på grundlag af leverandørens misligholdelse.

En forudsætning for, at ansvar kan gøres gældende over for kreditgiveren i anledning af leverandørens misligholdelse, er– ligesom efter direktiv 87/102/EØF (artikel 11, stk. 2) – at der er et samarbejde mellem denne og leverandøren om kreditgiverens ydelse af kredit i forbindelse med leverandørens præstation af realydelsen. Derimod stilles der – i modsætning til direktiv 87/102/EØF – ikke længe en først skal have forsøgt at få sit krav honoreret hos leverandøren, inden kravet kan gøres gældende over for kreditgiveren. Det synes endvidere ikke længere at være overladt til medlemsstaterne at bestemme, i hvilket omfang og på hvilke betingelser der kan gøres krav gældende over for kreditgiveren.

2.2.13. Særlige kreditaftaler

Efter forslagets artikel 21 stilles der krav om, at forbrugere, der har indgået kreditaftale i form af kassekredit eller debitorkonto jævnligt på skrift eller på andet varigt medium skal orienteres om en række oplysninger, der skal sætte dem i stand til at kontrollere forhold vedrørende kreditten.

Hver af parterne til en tidsubegrænset kreditaftale (f.eks. en kassekredit) skal endvidere på tryk eller andet varigt medium med tre måneders varsel kunne ophæve (dvs. opsige) aftalen i overensstemmelse med kreditaftalens regler herom og i henhold til national lovgivning om bevisførelse, jf. forslagets artikel 22.

 

2.2.14. Opfyldelse af kautionsaftalen

Som noget nyt foreslås det i forslagets artikel 23, at aftaler, hvorved der gives personlig eller reel sikkerhed for tidsubegrænset kredit, kun kan indgås for en periode af tre år. Sikkerhedsstillelsen kan kun fornyes ved udtrykkelig aftale med sikkerhedsstilleren ved udløbet af denne periode.

Kreditgiveren kan endvidere kun gøre sin ret gældende over for sikkerhedsstilleren, hvis forbrugeren ikke har opfyldt sin betalingsforpligtelse inden for en frist på tre måneder at regne fra det påkrav, som efter den foreslåede artikel 24, stk. 1, litra b) skal sendes til forbrugeren i tilfælde af betalingsmisligholdelse. Der foreslås med andre ord en vis "karenstid", før kreditgiveren kan gøre sin ret gældende over for sikkerhedsstilleren.

Efter forslaget skal sikkerhedsstillelsen ikke kunne omfatte bøder eller omkostninger i forbindelse med forbrugerens misligholdelse.

2.2.15. Misligholdelse af kredit- eller kautionsaftalen (påkrav og forfald)

Det eksisterende forbrugerkreditdirektiv (87/102/EØF) indeholder ikke bestemmelser om misligholdelse af kreditaftaler.

Der er således tale om nye regler herom i forslagets artikel 24. Efter denne artikel skal medlemsstaterne sørge for, at kreditgiverne, deres fuldmægtige og enhver, der måtte blive ny indehaver af fordringerne i en kredit- eller kautionsaftale, ikke træffer urimelige foranstaltninger for at inddrive deres fordringer i tilfælde af misligholdelse af aftalerne.

Det skal endvidere sikres, at kreditgiveren normalt kun kan kræve umiddelbar betaling af forfaldne beløb eller gøre en hævebegrundende indsigelse gældende efter forudgående påkrav, hvor forbrugeren og i givet fald kautionisten opfordres til at overholde sine kontraktmæssige forpligtelser inden for en rimelig frist eller at anmode om en gældsomlægning.

Det skal desuden sikres, at forbrugeren og kautionisten har ret til i tilfælde af misligholdelse af deres forpligtelser eller i tilfælde af tilbagebetaling før forfaldstid ved første henvendelse omgående at modtage en gratis og detaljeret opgørelse, der sætter dem i stand til at danne sig et overblik over, hvilke udgifter og renter de skal betale.

Som noget nyt foreslås der efter forslagets artikel 25 også indføjet regler om overskridelse af det samlede kreditbeløb og stiltiende overtræk. Det foreslås bl.a., at kreditgiveren, i tilfælde af midlertidig overskridelse af det samlede kreditbeløb med tilladelse eller stiltiende overtræk, straks skal orientere forbrugeren på tryk eller på et andet varigt medium om overskridelsens eller overtrækkets omfang og om, h vilken debitorrente der anvendes. Pålæggelse af enhver form for bod eller udgift eller morarente er udelukket.

Kreditgiveren skal endvidere straks gøre forbrugeren opmærksom på, at denne har foretaget en overskridelse eller et overtræk uden tilladelse og meddele denne, hvilken debitorrente og hvilke udgifter eller bøder, der påløber.

Enhver overskridelse eller ethvert overtræk skal afvikles i løbet af en periode på højst tre måneder, om nødvendigt ved hjælp af en ny kreditaftale, hvis samlede kreditbeløb er højere.

2.2.16. Inkasso

Med forslagets artikel 27 foreslås der indsat en regel om, at de fysiske eller juridiske personer, der som hoved- eller bibeskæftigelse og ikke i tilknytning til en retssag beskæftiger sig med inddrivelse af fordringer i forbindelse med en kreditaftale eller en aftale om sikkerhedsstillelse for en kreditaftale, ikke kan kræve noget vederlag eller nogen godtgørelse af forbrugeren eller sikkerhedsstilleren for deres indsats, medmindre disse vederlag eller godtgørelser fremgår udtrykkeligt af kreditaftalen eller aftalen om sikkerhedsstillelse.

Hvad angår inddrivelse af fordringer i forbindelse med en kreditaftale eller en aftale om sikkerhedsstillelse, skal medlemsstaterne efter artikel 27, stk. 2, forbyde en række nærmere angivne måder at gennemføre inkasso på. Medlemsstaterne skal således bl.a. forbyde anvendelsen af skrivelser, der med urette på grund af sin form fremstår som et dokument fra en retslig myndighed, tilbagetagelse af varer uden retssag eller uden udtrykkeli gt samtykke, inkassering af udgifter, der ikke fremgår af aftale, enhver henvendelse til forbrugerens eller en eventuel sikkerhedsstillers naboer, familie eller arbejdsgiver, fysisk eller psykisk chikane af forbrugeren eller en eventuel sikkerhedsstiller eller inddrivelse af en forældet gæld. Der tale om en udtømmende liste, idet direktivforslaget bygger på totalharmonisering.

Den foreslåede artikel 27 er ny i forhold til direktiv 87/102/EØF.

2.2.17. Særlige forpligtelser for kreditgivere og kreditformidlere

Det foreslås i artikel 28, at medlemsstaterne indfører en pligt for kreditgivere og kreditformidlere til at lade sig registrere. Kreditgivernes og –formidlernes virksomhed skal endvidere kontrolleres og overvåges af en institution eller et offentligt organ, og der skal oprettes klageorganer, hvortil forbrugere og kautionister kan rette klager over kreditaftaler og aftaler om sikkerhedsstillelse, jf. herved i øvrigt artikel 32.

Ved en "kreditformidler" skal forstås en fysisk eller juridisk person, der regelmæssigt udøver virksomhed ved bl.a. mod vederlag at formidle kontakt mellem forbrugeren og kreditgiveren med henblik på indgåelse af en kreditaftale, jf. forslagets artikel 2, litra d.

I modsætning til direktiv 87/102/EØF (artikel 12), hvor medlemsstaterne alene er forpligtet til at indføre én af de ovennævnte tre foranstaltninger (registreringspligt for kreditgivere og kreditformidlere, kontrol og overvågning af deres virksomhed eller oprettelse af klageorganer), skal medlemsstaterne efter den foreslåede artikel 28 indføre samtlige tre foranstaltninger.

Visse kreditgivere og kreditformidlere, herunder navnlig pengeinstitutter, kan undtages fra registreringsforpligtelsen.

Efter forslagets artikel 29 foreslås indført pligter for kreditformidleren til i reklamer og skrivelser til sine kunder at gøre opmærksom på sin funktion som kreditformidler. Bestemmelsen har til formål at identificere kreditformidlere.

Det foreslås endvidere, at kreditformidlere forpligtes til at orientere kreditgivere om det samlede kreditbeløb for de andre kredittilbud, vedkommende har anmodet om eller modtaget på vegne af den samme forbruger eller sikkerhedsstiller, inden for to måneder forud for indgåelsen af aftalen.

Det foreslås desuden, at kreditformidlerens ret til vederlag fra den forbruger, der har anmodet om kreditformidlerens medvirken, skal være betinget af, atvederlagets størrelse er nævnt i kreditaftalen, atkreditformidleren ikke modtager vederlag fra kreditgiveren, og atden kreditaftale, som vedkommende har formidlet, er blevet gyldigt indgået.

2.2.18 Totalharmonisering, forbrugerpræceptivitet, sanktioner, klagemuligheder og bevisbyrderegler

Som noget meget centralt foreslås det i forslagets artikel 30, at medlemsstaterne ikke skal kunne fastsætte andre bestemmelser end de, der fremgår af direktivet. Med forslaget lægges der således – i modsætning til direktiv 87/102/EØF (der indeholder en minimumsklausul) – op til totalharmonisering af området for forbrugerkredit. Det foreslås dog at gøre visse undtagelse herfra bl.a. med hensyn til registrering af kautionsaftaler i henhold til den foreslåede artikel 8, stk. 4 (om den centrale database).

Efter forslaget skal medlemsstaterne bl.a. også sikre, at kredit- og kautionsaftaler ikke indeholder bestemmelser, der til skade for forbrugeren og kautionisten afviger fra de bestemmelser i national lovgivning, der fastsættes til gennemførelse af direktivet, eller som svarer hertil (såkaldt forbrugerpræceptivitet).

Medlemsstaterne skal desuden efter forslagets artikel 31 fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af direktivet, og skal træffe alle de fornødne foranstaltninger til at sikre deres iværksættelse. De således indførte sanktioner skal være effektive, rimelige og have afskrækkende virkning. De kan f.eks. omfatte tab af rentein dtægter og manglende dækning af udgifter for kreditgiveren og bevarelse af muligheden for ratebetaling af det samlede kreditbeløb for forbrugeren i tilfælde af, at kreditgiveren ikke overholder bestemmelserne om ansvarlig kreditgivning, jf. forslagets artikel 9.

3. Gældende dansk ret

3.1. Indledning

Rådets direktiv af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (87/102/EØF) er gennemført i dansk ret ved kreditaftaleloven (lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler), der ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Forbrugerkreditdirektivet er senere ændret, hvilket også har medført ændringer i kreditaftaleloven.

Det foreliggende forslag til et nyt forbrugerkreditdirektiv vil, hvis det vedtages i sin nuværende form, berøre væsentlige dele af kreditaftaleloven. Forslaget omfatter endvidere spørgsmål, der er reguleret i anden lovgivning, herunder bl.a. i prismærkningsloven, forbrugeraftaleloven, persondataloven, aftaleloven, bank- og sparekasseloven, lov om finansiel virksomhed, renteloven og inkassoloven.

3.2. Kreditaftaleloven

Kreditaftaleloven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når en anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. lovens § 1, stk. 1.

Ved en "kreditaftale" skal forstås en aftale om kredit i form af henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse. Som "kreditkøb" betegnes efter lovens § 5 en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån in drømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren (de såkaldte oprindelige trepartsforhold).

En forudsætning for, at der foreligger en kreditaftale eller et kreditkøb, som falder ind under lovens regulering, er som nævnt, at den pågældende aftale om kredit indgås mellem en kreditgiver og en forbruger.

Omfattet af udtrykket "kreditgiver" vil bl.a. være finansielle institutioner, der yder udlån, herunder f.eks. pengeinstitutter, finansieringsselskaber, kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, låneforeninger, livsforsikringsselskaber og realkreditinstitutter. Som forbruger anses efter loven navnlig fysiske personer, men også visse juridiske personer vil efter omstændighederne kunne falde ind under forbrugerbegrebet. Der vil her typisk være tale om ikke-erhvervsdrivende fonde eller foreninger og andre sammenslutninger med velgørende eller almennyttige formål.

Kreditaftaleloven omfatter ikke kun kreditaftaler i sædvanlig forstand, men finder også anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiveren af en erhvervsdrivende (mellemmanden), jf. kreditaftalelovens § 1, stk. 2. Bestemmelsen har bl.a. den virkning, at udstedelsen af sælgerpantebreve omfattes af loven, når sælgeren bistås af en professionel ejendomsformidle r (som f.eks. en advokat).

Kreditaftaler om lån sikret ved pant i fast ejendom er omfattet af kreditaftaleloven, uanset om lånet skal anvendes til køb eller ombygning af fast ejendom, eller om lånet skal anvendes til et andet formål, f.eks. køb af bil eller andre forbrugsgoder. Dette skyldes ifølge forarbejderne til loven dels forbrugerbeskyttelseshensyn, dels konkurrencemæssige hensyn.

Realkreditbranchen opfylder i dag både kreditaftalelovens regler om oplysningspligt og de særlige oplysningskrav, som følger af den tidligere nævnte "frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse", der er udarbejdet på Kommissionens opfordring.

Kreditaftaleloven finder ikke anvendelse på alle former for kreditaftaler, og der er således i § 3 helt eller delvis gjort undtagelse fra lovens regulering, for så vidt angår følgende typer af kredit:

3. Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter aftalens indgåelse, eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter salgsgenstandens levering, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

Undtagelsen gælder dog efter § 3, stk. 2, ikke, for så vidt angår kreditkøb med ejendomsforbehold og kreditaftaler med variable lånebeløb (kontoaftaler eller kassekreditter).

3. Kredit, der aftales i forbindelse med indgåelse af retsforlig, jf. § 3, stk. 1, nr. 2.

Derimod er udenretlige (frivillige) forlig omfattet af loven.

3. Kreditaftalelovens kapitel 2 om kreditgivers oplysningspligt gælder ikke for aftaler, hvor der ydes kredit for beløb, der samlet ikke overstiger 1.500 kr., eller for kredit, der ydes uden vederlag (rente), jf. § 3, stk. 3.