Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde transportministerråd 3-4/10 02 Pressemeddelelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 157)
rådsmødereferater
(Offentligt)

 

Til

Udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

Pressemeddelelse vedr. rådsmøde 2452 TRANSPORT, TELEKOMMUNIKATION OG ENERGI den 3-4. oktober 2002

Dette rådsmøde (12328/02 Presse 285) blev behandlet af Europaudvalget på mødet den 27. september 2002. Dansk delegationsleder: Trafikminister Flemming HANSEN, økonomi- og erhvervsminister samt minister for nordisk samarbejde Bendt BENDTSEN, statssekretær for transport Thomas EGEBO og statssekretær, Økonomi- og Erhvervsministeriet Michel DITHMER.

B-dagsordenspunkter til behandling på ministermødet, bl.a.:

TRANSPORT

LUFTFART

Flyveledelse - det fælles europæiske luftrum; Situationsrapport fra formandskabet vedrørende de forslag, der tilsigter at oprette et "fælles europæisk luftrum" *

TILDELING AF ANKOMST- OG AFGANGSTIDSPUNKTER I FÆLLESSKABETS LUFTHAVNE; Situationsrapport fra formandskabet vedrørende den foreslåede ændring af forordning (EØF) nr. 95/93 om tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne samt Kommissionens tilsagn om snart at fremsætte et ændret forslag vedrørende dette emne *

KOMPENSATION TIL PASSAGERER VED BOARDINGAFVISNING OG VED AFLYSNING ELLER LANGE FORSINKELSER; Politisk debat om forslaget til en forordning; formålet med forslaget er en forhøjelse af den kompensation, der udbetales ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser *

FORSIKRING inden for luftfarten; Drøftelse af situationen på forsikringsmarkedet for civil luftfart efter terrorangrebene i USA den 11. september sidste år. Forelæggelse fra Kommissionen af forslaget til en forordning om minimumskrav på forsikringsområdet. Formandskabet drog konklusioner *

LANDTRANSPORT

JERNBANETRANSPORT; Situationsrapport fra formandskabet vedrørende den anden pakke af forslag med henblik på at modernisere de europæiske jernbaner. *

TRANSIT GENNEM ALPERNE

GENERELLE SPØRGSMÅL

Økopointsystem i Østrig; Status over situationen med hensyn til to forslag til forordninger om økopointsystemet for lastbiler, der kører gennem Østrig *

HORISONTALE SPØRGSMÅL

GODSTRANSPORT - MARCO POLO-PROGRAMMET; Gennemgang af udkast til forordning, der indfører Marco Polo-programmet, som er et finansielt instrument, der tager sigte på at fremme overflytning af gods fra vejtransport til andre transportformer, der er mindre skadelige for miljøet *

DE TRANSEUROPÆISKE TRANSPORTNET; Behandling af udkast til ændring af beslutning nr. 1692/96/EF om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af de transeuropæiske transportnet. Drøftelserne koncentrerede sig om de foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle jernbanenettet, samt listen over særlige projekter, der modtager finansiel støtte fra Fællesskabet *

SATELLITBASERET NAVIGATION – GALILEO; Kommissionens forelæggelse af en meddelelse om statusrapport om Galileo-satellitprogrammet, der sigter mod at tilvejebringe navigationstjenester fra 2008 ved hjælp af MEO-satellitter *

EVENTUELT

Bakspejle på lastbiler og varevogne; Indlæg fra Belgien (støttet af Holland), der ønsker, at Kommissionen forelægger et forslag med krav om særlige bakspejle, der reducerer den døde vinkel, til montering på lastbiler og varevogne, der allerede er i brug.. *

ENERGI

LIBERALISERING AF MARKEDET FOR ELEKTRICITET OG GAS

Regler for det interne marked for elektricitet og naturgas;
Netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling; Orienterende debat om udkast til direktiv om at fremskynde liberaliseringen af elektricitets- og gassektorerne. Statusrapport om udkastet til forordning om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. *

GAS- OG OLIEFORSYNINGSSIKKERHED; Fremlæggelse fra Kommissionen af to direktivforslag, som sigter mod at nedbringe afhængigheden af tredjelande med hensyn til forsyningen af olieprodukter og naturgas *

A-dagsordenspunkter færdigforhandlet af COREPER inden ministermødet. bl.a.:

TRANSPORT

Interbus-aftalen; Godkendelse af indgåelsen af Interbus-aftalen, en europæisk aftale om personbefordring med bus. (dok. 13262/1/01 REV 1) *

Aftale med Kina om søtransport; Godkendelse af undertegnelsen af en aftale om søtransport mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og regeringen for Folkerepublikken Kina på den anden side (dok. 9053/1/02 REV 1, 8388/1/02 REV1) *

MILJØ

Genetisk modificerede organismer; Vedtagelse af beslutninger om fastsættelse af 1) vejledende noter til supplering af bilag VII til direktiv 2001/18/EF, 2) model til resumé af oplysninger vedrørende markedsføring af genetisk modificerede organismer og 3) model til resumé af anmeldelser vedrørende udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer i andet øjemed end markedsføring *

Ikke-hemmelige erklæringer vedr. A-dagsordenspunkter (vedlagt bagest):

Ingen

Henvisning til A-dagsordenspunkter vedr. transport, telekommunikation og energi behandlet på andre rådsmøder siden de foregående ministerrådsmøder om Energi den 6-7. juni 2002 og Transport og Telekommunikation den 17-18. juni 2002:

TELEKOMMUNIKATION
Rådsmøde 2439 MILJØ d. 25. juni 2002 (alm. del – bilag 1022)
Vedtagelse af afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til på EF’s vegne enstemmigt at stemme for Europarådets vedtagelse af en anbefaling om beskyttelse af personoplysninger, der indsamles og behandles i forsikringsøjemed.
Vedtagelse af direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Luxembourg imod).
Rådsmøde 2448 LANDBRUG OG FISKERI d. 23-24. september 2002 (alm. del – bilag 109)
Vedtagelse af afgørelse om ajourføring af programmets anden fase og om anvendelse af transeuropæiske net med henblik på elektronisk dataudveksling mellem administrationerne.
TRANSPORT
Rådsmøde 2441 d. 27. juni 2002 (alm. del – bilag 1024)
Vedtagelse af fælles holdning vedrørende forslag til forordning om statistik over jernbanetransport.

Rådsmøde 2451 d. 30. september 2002 (alm. del – bilag endnu ikke udgivet)
Vedtagelse af fælles holdning om indberetning af statistiske oplysninger om passager-, fragt- og postflyvning, jf. den enighed Rådet nåede frem til på samlingen den 17-18. juni.

Punkter, som ikke blev behandlet på rådsmødet, herunder evt. mandater (FO) jf. EUU-dagsordenen den 27. september, 1. udg.:

Ingen

 

 

Bruxelles, den 31. oktober 2002

 

Med venlig hilsen

 

Morten Knudsen


 

 

 

 

 

 

12328/02 (Presse 285)

(OR. en)

 

 

 

 

PRESSEMEDDELELSE

Vedr.:

2452. samling i Rådet

- TRANSPORT, TELEKOMMUNIKATION OG ENERGI -

den 3. og 4. oktober 2002 i Luxembourg

 

 

 

Formand:

Flemming HANSEN

Kongeriget Danmarks trafikminister

 

Bendt BENDTSEN

Kongeriget Danmarks økonomi- og erhvervsminister samt minister for nordisk samarbejde

 

 

 

INDHOLD

 

DELTAGERE *

PUNKTER BEHANDLET VED DEBAT

TRANSPORT

LUFTFART

Flyveledelse - det fælles europæiske luftrum *

TILDELING AF ANKOMST- OG AFGANGSTIDSPUNKTER I FÆLLESSKABETS LUFTHAVNE *

KOMPENSATION TIL PASSAGERER VED BOARDINGAFVISNING OG VED AFLYSNING ELLER LANGE FORSINKELSER *

FORSIKRING inden for luftfarten *

LANDTRANSPORT

JERNBANETRANSPORT *

TRANSIT GENNEM ALPERNE

Generelle spørgsmål *

Økopointsystem i Østrig *

HORISONTALE SPØRGSMÅL

GODSTRANSPORT - MARCO POLO-PROGRAMMET *

DE TRANSEUROPÆISKE TRANSPORTNET *

SATELLITBASERET NAVIGATION - GALILEO *

EVENTUELT

Bakspejle på lastbiler og varevogne *

ENERGI

LIBERALISERING AF MARKEDET FOR ELEKTRICITET OG GAS

Regler for det interne marked for elektricitet og naturgas *

Netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling *

GAS- OG OLIEFORSYNINGSSIKKERHED *

PUNKTER GODKENDT UDEN DEBAT

TRANSPORT

Interbus-aftalen *

Aftale med Kina om søtransport *

MILJØ

Genetisk modificerede organismer *

 

DELTAGERE

Medlemsstaternes regeringer og Europa-Kommissionen var repræsenteret således:

Belgien:

Olivier DELEUZE

Statssekretær for energi og bæredygtig udvikling under ministeren for mobilitet og transport

François ROUX

Stedfortrædende fast repræsentant

Danmark:

Flemming HANSEN

Trafikminister

Bendt BENDTSEN

Økonomi- og erhvervsminister samt minister for nordisk samarbejde

Thomas EGEBO

Statssekretær for transport

Michel DITHMER

Statssekretær, Økonomi- og Erhvervsministeriet

Tyskland:

Kurt BODEWIG

Forbundsminister for transport, anlægsarbejder og boligspørgsmål

Ralf NAGEL

Statssekretær, Forbundsministeriet for transport, anlægsarbejder og boligspørgsmål

Peter WITT

Stedfortrædende fast repræsentant

Grækenland:

Christos VERELIS

Trafik- og kommunikationsminister

Georgios ANOMERITIS

Minister for handelsflåden

Apostolos - Athanasios TSOCHATZOPOULOS

Minister for udvikling

Manolis STRATAKIS

Statssekretær for transport og kommunikation

Spanien:

Francisco ÁLVAREZ-CASCOS FERNÁNDEZ

Minister for indenlandsk udvikling

José FOLGADO BLANCO

Statssekretær for energi, industriel udvikling samt små og mellemstore virksomheder

Adolfo MENÉNDEZ MENÉNDEZ

Vicestatssekretær for indenlandsk udvikling

Frankrig:

Gilles de ROBIEN

Minister for infrastruktur, transport, boligspørgsmål, turisme og havspørgsmål

Nicole FONTAINE

Viceminister under økonomi-, finans- og industriministeren, med ansvar for industri

Irland:

Jim McDAID

Viceminister, Trafikministeriet, med særligt ansvar for vejtrafik, herunder vejtransport

John BROWNE

Viceminister, Ministeriet for Kommunikation, Marine Ressourcer og Naturressourcer

Italien:

Pietro LUNARDI

Minister for infrastrukturer og transport

Alessandro PIGNATTI

Stedfortrædende fast repræsentant

Luxembourg:

Henri GRETHEN

Trafikminister

Nederlandene:

Roelf de BOER

Minister for transport, kommunikation og offentlige arbejder

Melanie SCHULTZ van HAEGEN-MAAS GEESTERANUS

Statssekretær for transport, kommunikation og offentlige arbejder

Henne J.J. SCHUWER

Stedfortrædende fast repræsentant

Østrig:

Mathias REICHHOLD

Forbundsminister for transport, innovation og teknologi

Judith GEBETSROITHNER

Stedfortrædende fast repræsentant

Portugal:

Luis VALENTE de OLIVEIRA

Minister for offentlige arbejder, transport og boligspørgsmål

Dulce FRANCO

Statssekretær under økonomiministeren

Finland:

Kimmo SASI

Trafik- og kommunikationsminister

Sinikka MÖNKÄRE

Handels- og industriminister

Sverige:

Björn ROSENGREN

Erhvervsminister

Gun ERIKSSON

Statssekretær, Erhvervsministeriet

Det Forenede Kongerige:

John SPELLAR

Vicetrafikminister

Brian WILSON

Viceminister for energi og byggesektoren

* * *

Kommissionen:

Loyola DE PALACIO

Næstformand

   

 

 

PUNKTER BEHANDLET VED DEBAT

TRANSPORT

LUFTFART

Flyveledelse - det fælles europæiske luftrum

Rådet noterede sig en situationsrapport fra formandskabet vedrørende de forslag, der tilsigter at oprette et "fælles europæisk luftrum". Det bad De Faste Repræsentanters Komité om at fortsætte arbejdet med dette sagsområde med henblik på en politisk enighed, der skal opnås på Rådets samling den 5. og 6. december i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i marts 2002 i Barcelona.

Forslagene går ud på at anvende fælles regler og principper for brug af luftrummet, så man reducerer de flyforsinkelser og den overbelastning af luftrummet, der skyldes forskellige regler og procedurer i medlemsstaterne. De rejser imidlertid en række følsomme spørgsmål, som f.eks. militærets inddragelse, forholdet til Eurocontrol (den europæiske luftfartsorganisation) og det retsgrundlag, der skal anvendes, og disse spørgsmål dr&o slash;ftes i øjeblikket indgående.

Hvad angår Fællesskabets forhold til Eurocontrol oplyste formandskabet, at det er planlagt, at den diplomatiske konference med henblik på Fællesskabets undertegnelse af protokollen om tiltrædelse af Eurocontrol skal afholdes den 8. oktober.

De fire udkast til forordninger behandles som en samlet pakke og skal vedtages som en samlet pakke. De omfatter en rammeforordning og tre forordninger til gennemførelse af denne, der dækker udøvelse af luftfartstjeneste, organisation og udnyttelse af luftrummet samt interoperabilitet inden for det europæiske lufttrafikstyringsnet.

Det Europæiske Råd i Barcelona opfordrede til, at der inden udgangen af 2002 arbejdes aktivt videre med dette sagsområde, således at der kan træffes afgørelse om indførelse af et fælles luftrum i 2004.

TILDELING AF ANKOMST- OG AFGANGSTIDSPUNKTER I FÆLLESSKABETS LUFTHAVNE

Rådet noterede sig en situationsrapport fra formandskabet vedrørende den foreslåede ændring af forordning (EØF) nr. 95/93 om tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne samt Kommissionens tilsagn om snart at fremsætte et ændret forslag vedrørende dette emne. Det bad De Faste Repræsentanters Komité fortsætte arbejdet med henblik på at muliggøre en hurtig vedtagelse af forordningen.

Hensigten med forslaget er at foretage tekniske tilpasninger af forordning (EØF) nr. 95/93, mens man afventer en mere gennemgribende revision af Fællesskabets ordning for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter. Denne fremgangsmåde i to etaper støttes af flertallet af delegationerne, selv om nogle mener, at visse elementer går videre end, hvad der kan betegnes som tekniske ændringer.

Det af Kommissionen planlagte mere gennemgribende forslag skal have til formål at indføre markedsmekanismer i ordningen for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter, så der skabes bedre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Det vil bygge på resultaterne af en omfattende undersøgelse af mulighederne for en markedsbaseret tildeling, og disse resultater ventes af foreligge senest midt i 2003.

KOMPENSATION TIL PASSAGERER VED BOARDINGAFVISNING OG VED AFLYSNING ELLER LANGE FORSINKELSER

Rådet havde en politisk debat om forslaget til en forordning; formålet med forslaget er en forhøjelse af den kompensation, der udbetales ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser.

Med hensyn til tre udestående spørgsmål gjorde debatten det muligt at afstikke nogle retningslinjer, som kan fremme det videre arbejde med dette forslag. Disse tre spørgsmål er:

· tekstens anvendelsesområde i forhold til det nuværende direktiv om pakkerejser

· niveauet for den kompensation, der skal udbetales til passagererne

· de regler, der skal gælde ved aflysning af fly.

Som afslutning på debatten bemærkede formanden, at

– arbejdet videreføres under den forudsætning, at et flertal går ind for at medtage pakkerejser i forordningens anvendelsesområde

– arbejdet vedrørende kompensationsniveauer videreføres i De Faste Repræsentanters Komité på baggrund af delegationernes holdninger

– en uge før det planlagte afgangstidspunkt kan tilsyneladende accepteres af alle delegationer som grænsen for, hvornår der skal gælde regler, som beskytter passagererne i tilfælde af aflysning.

Formålet med forslaget er at ajourføre forordning nr. 295/91, som blev vedtaget for over ti år siden, og den bygger videre på det arbejde, der blev gjort i forbindelse med et tidligere forslag i 1998.

FORSIKRING inden for luftfarten

Rådet drøftede situationen på forsikringsmarkedet for civil luftfart efter terrorangrebene i USA den 11. september sidste år og noterede sig Kommissionens forelæggelse af forslaget til en forordning om minimumskrav på forsikringsområdet. Det bad De Faste Repræsentanters Komité påbegynde behandlingen af dette forslag så snart som muligt.

Som afslutning på drøftelserne drog formanden følgende konklusioner:

"På grundlag af Rådets drøftelse drager formandskabet følgende konklusioner, idet det samtidig er noteret, at Rådet (ECOFIN) drøfter samme spørgsmål den 8. oktober:

1. Rådet noterer, at Kommissionens synspunkt er, at den aktuelle situation på luftfartsmarkedet i Europa ikke længere retfærdiggør en ny forlængelse af de nationale garantiordninger. Kommissionen vil fortsat anvende traktatens statsstøtteregler fra sag til sag under hensyn til de specifikke situationer. Rådet vil bede Rådet (ECOFIN) overveje en forlængelse af de nationale ordninger for et begrænset tidsrum.

2. Rådet noterer sig Kommissionens analyse af de fælles fonde foreslået af den europæiske industri (EUROTIME) og ICAO, herunder især de betingelser, Kommissionen har foreslået skal opfyldes før en fond kan etableres.

3. Rådet beder Coreper hurtigt fortsætte drøftelserne af ICAO's forslag om "global time" og Kommissionens forslag om forsikringskrav for luftfartsselskaber og -operatører."

LANDTRANSPORT

JERNBANETRANSPORT

Rådet noterede sig en situationsrapport fra formandskabet vedrørende den anden pakke af forslag med henblik på at modernisere de europæiske jernbaner.

Formandskabet bekræftede, at dette sagsområde er en topprioritet, og understregede, at det agter at behandle forslagene som en samlet pakke med henblik på at skabe mulighed for at opnå politisk enighed på Rådets samling den 5. og 6. december.

Den anden jernbanepakke indeholder tre udkast til direktiver om jernbanesikkerhed, interoperabilitet og liberalisering af jernbanegodstransport, et udkast til forordning om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur og et udkast til rådsafgørelse, der bemyndiger Kommissionen til at forhandle Fællesskabets tiltrædelse af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF).

Der er gjort betydelige fremskridt med sagen på det tekniske niveau. Der er udsigt til snarlig enighed om bestemmelserne vedrørende sikkerhed, interoperabilitet og COTIF, mens forslagene om liberalisering for jernbanegods og oprettelse af et jernbaneagentur derimod rejser visse vanskelige spørgsmål.

TRANSIT GENNEM ALPERNE

Generelle spørgsmål

Økopointsystem i Østrig

Rådet behandlede den generelle problematik med lastvogne, der kører gennem Alperne og gjorde status over situationen med hensyn til to forslag til forordninger om økopointsystemet for lastbiler, der kører gennem Østrig.

Rådet noterede sig, at de mest berørte medlemsstater, nemlig Tyskland, Grækenland, Italien og Østrig, gav udtryk for, at de agter at fortsætte forhandlingerne om spørgsmål vedrørende økopoint med henblik på at lette det videre arbejde med emnet. Formanden understregede, at de udestående spørgsmål må finde en løsning hurtigt. Han tilføjede, at formandskabet er villig til at give sin fulde støtte, så der kan gøres fremskridt i sagen, og Rådet på samlingen den 5. og 6. december kan nå frem til en samlet løsning.

Det gældende økopointsystem - der tager sigte på at mindske de miljøskader, der skyldes godstransporten gennem Østrig - blev indført midlertidigt ved akten om Østrigs tiltrædelse af Unionen og udløber den 31. december 2003.

I 2000 fremlagde Kommissionen et forslag om ændring af systemet. Formålet er at fjerne den kvantitative begrænsning af antallet af godstransporter gennem Østrig, som ifølge tiltrædelsesprotokollen er fastsat til 108% af det samlede antal transporter, der fandt sted i 1991.

Det andet forslag er forelagt efter ønske fra Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001. Der foreslås heri et økopointsystem for 2004, der ligner det nugældende, med mulighed for en yderligere forlængelse i et eller to år, såfremt en fællesskabsordning for fastsættelse af priser for infrastruktur endnu ikke er på plads.

HORISONTALE SPØRGSMÅL

GODSTRANSPORT - MARCO POLO-PROGRAMMET

Offentlig forhandling

Rådet gennemgik udkastet til forordning, der indfører Marco Polo-programmet, som er et finansielt instrument, der tager sigte på at fremme overflytning af gods fra vejtransport til andre transportformer, der er mindre skadelige for miljøet, såsom nærskibstrafik, jernbanetransport og indlandsskibsfart. Drøftelserne koncentrerede sig om det samlede budget for programmet og minimumstærsklerne for tilskud for de forskellige projektkategorier. Da der ikke var enighed om budgettet for programmet, bad Rådet De Faste Repræsentanters Komité om at fortsætte behandlingen af forslaget, så Rådet kan nå frem til en holdning på en kommende samling.

Det foreslåede Marco Polo-program bygger på erfaringerne fra Pact-programmet (pilotforanstaltninger vedrørende kombineret transport) fra 1997 til 2001. Det består af tre typer projekter - trafikoverflytningsprojekter, katalysatorprojekter og fælles læringsprojekter - som har til formål overflytte den forventede stigning i godstransporten fra nu af og indtil 2010 (12 milliarder tonkilometer årligt) fra vejtransport til andre transportformer.

DE TRANSEUROPÆISKE TRANSPORTNET

Offentlig forhandling

Rådet behandlede udkastet til ændring af beslutning nr. 1692/96/EF om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af de transeuropæiske transportnet. Drøftelserne koncentrerede sig om de foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle jernbanenettet, samt listen over særlige projekter, der modtager finansiel støtte fra Fællesskabet. Eftersom der ikke er enighed om listen over særlige projekter, bad Rådet De Faste Repræse ntanters Komité om at fortsætte behandlingen af forslaget, så Rådet kan nå frem til en holdning på samlingen den 5. og 6. december.

De nuværende retningslinjer for udvikling af de transeuropæiske transportnet omfatter en liste over særlige projekter, der er opstillet af Det Europæiske Råd i Essen i 1996, samt planer og kriterier for udvælgelse af projekter af fælles interesse indtil 2010. Det Europæiske Råd i Barcelona i marts 2002 anmodede om, at der træffes afgørelse senest i december 2002 om revision af retningslinjerne og de ledsagende finansielle bestemmelse r vedrørende de transeuropæiske net.

Forslaget opererer med en foreløbig revision af de nuværende retningslinjer, der stammer fra 1996, idet der ventes et yderligere forslag fra Kommissionen om en mere omfattende revision i 2004. Dette mere omfattende forslag vil give mulighed for vedtagelse af nye retningslinjer for perioden 2020-2025 under hensyntagen til EU's udvidelse.

SATELLITBASERET NAVIGATION - GALILEO

Rådet noterede sig Kommissionens forelæggelse af en meddelelse om statusrapport om Galileo-satellitprogrammet, der sigter mod at tilvejebringe navigationstjenester fra 2008 ved hjælp af MEO-satellitter. Det bad De Faste Repræsentanters Komité om at behandle dette dokument, så Rådet vil kunne vedtage passende konklusioner på en kommende samling.

Programmet består af fire forskellige faser: planlægningsfasen, der afsluttedes ved udgangen af 2000; udviklingsfasen, der varer indtil 2005; etableringsfasen, der varer indtil 2007 og driftsfasen, der indledes i 2008. Rådet nåede til enighed om udviklingsfasen den 26. april 2002, idet det vedtog at frigøre en budgetbevilling fra Fællesskabet på 450 mio. EUR og at oprette fællesforetagendet Galileo.

EVENTUELT

Bakspejle på lastbiler og varevogne

Rådet noterede sig de betænkeligheder, den belgiske delegation gav udtryk for med hensyn til den døde vinkel i bakspejle på lastbiler og varevogne.

Den belgiske delegation ønskede, at Kommissionen forelægger et forslag med krav om særlige bakspejle, der reducerer den døde vinkel, til montering på lastbiler og varevogne, der allerede er i brug. Den fandt tilslutning hos den nederlandske delegation.

Dette ønske er foranlediget af Kommissionens forelæggelse i januar 2002 af et forslag om montering af sådanne spejle på nye lastbiler og varevogne.

ENERGI

LIBERALISERING AF MARKEDET FOR ELEKTRICITET OG GAS

Regler for det interne marked for elektricitet og naturgas

Netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling

Rådet havde en orienterende debat om udkastet til direktiv om at fremskynde liberaliseringen af elektricitets- og gassektorerne og noterede sig statusrapporten om udkastet til forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Næstformand Loyola DE PALACIO fremlagde også Kommissionens anden rapport om benchmarking i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked for elektricitet og gas, som dækker 2002.

Debatten gav formandskabet nogle retningslinjer vedrørende de væsentligste udestående spørgsmål, som vil sætte det i stand til at fastlægge elementerne i et samlet kompromis på Rådets samling den 25. november. Formandskabets hensigt er, at der træffes en samlet afgørelse om direktivet (som er udarbejdet i to adskilte tekster, en om elektricitet og en anden om gas) og forordningen.

Det Europæiske Råd har ved flere lejligheder givet sagen en høj prioritet, og formandskabet har lagt en stram tidsplan for at overholde de frister, der blev fastsat i Barcelona i marts 2002.

Som afslutning på debatten drog formandskabet følgende konklusioner:

"1. Rådet sigter mod at nå til enighed om energiliberaliseringspakken på den næste samling i Rådet (energi) den 25. november 2002 i overensstemmelse med Barcelona-konklusionerne".

2. Der er allerede gjort betydelige fremskridt. Der er generelt støtte til de fleste elementer i kompromisforslaget. Antallet af udestående spørgsmål er reduceret til fire:

Beskyttelse af endelige kunder og energimærkning:

Det rette niveau for forbrugerbeskyttelse og information til forbrugerne.

Regnskabsmæssig adskillelse ("unbundling"):

Den løsning, der klart foretrækkes af de fleste delegationer, er juridisk adskillelse. Det drejer sig om den mulige skelnen, f.eks. i tid, mellem transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører.

Adgang til oplagring:

Den hensigtsmæssige balance mellem effektiv adgang til alle systemets komponenter og retten til at reservere en del af lagerfaciliteten ud fra hensynet til offentlig forsyningsvirksomhed og forsyningssikkerheden.

Markedsåbning for privatkunder:

Det andet stadium i markedsåbningen bør præciseres. I den forbindelse bør der tages hensyn til alle elementer i direktiverne.

3. En fortsat drøftelse af forordningen om grænseoverskridende elektricitetsudveksling skal indgå i den overordnede løsning.

4. Grundlaget for de kommende drøftelser, som skal føre til enighed om hele liberaliseringspakken, skal være formandskabets kompromisforslag."

I direktivforslaget er det fastsat, at elektricitet- og gasmarkederne helt åbnes for alle forbrugere den 1. januar 2005, idet direktiv 96/92/EF (elektricitet) og 98/30/EF (gas) ændres ved at forenkle visse bestemmelser, som er blevet overflødige.

Endvidere fastsættes der retfærdige, omkostningsrelaterede og gennemsigtige regler, som kan anvendes direkte i forbindelse med prisfastsættelse og fordeling af disponibel sammenkoblingskapacitet for grænseoverskridende elektricitetsudvikling. Det skal erstatte en foreløbig mekanisme, som har eksisteret siden marts 2002.

GAS- OG OLIEFORSYNINGSSIKKERHED

Rådet noterede sig Kommissionens fremlæggelse af en meddelelse og to direktivforslag, som sigter mod at nedbringe afhængigheden af tredjelande med hensyn til forsyningen af olieprodukter og naturgas. Det bad De Faste Repræsentanters Komité om til sin tid at indlede drøftelserne af forslagene.

Forslagene er en opfølgning af Kommissionens grønbog om energiforsyningssikkerhed. De fastsætter en koordineret anvendelse af olielagrene - ud over det nuværende krav om 90 dages forbrug - minimumsforanstaltninger for at garantere gasforsyningerne (der findes for øjeblikket ingen EU-lovgivning om naturgas) og styrkelse af dialogen med producentlandene. Efter Kommissionens opfattelse har de eksisterende mekanismer, som f.eks. Det Internationale Energiagentur (IEA), mistet deres effektivitet efter den 11. september 2001.

PUNKTER GODKENDT UDEN DEBAT

TRANSPORT

Interbus-aftalen

Rådet godkendte indgåelsen af Interbus-aftalen, en europæisk aftale om personbefordring med bus. (dok. 13262/1/01 REV 1)

Aftalen, der blev undertegnet i juni 2001, tager sigte på at tilvejebringe en vis grad af lovgivningsmæssig harmonisering ved at fastlægge ensartede regler for busser, der udfører lejlighedsvis international kørsel. Aftaleparterne er: Det Europæiske Fællesskab, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Moldova, Polen, Rumænien, Den Slovakiske Republik, Slovenien og Tyrkiet.

Aftale med Kina om søtransport

Rådet godkendte undertegnelsen på Fællesskabets vegne af en aftale om søtransport mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og regeringen for Folkerepublikken Kina på den anden side (dok. 9053/1/02 REV 1, 8388/1/02 REV1)

Formålet med aftalen er at forbedre vilkårene for søtransport af fragt til fordel for begge parters økonomiske operatører. Den er baseret på principperne om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport, fri adgang til fragt og tredjelandstrafik, samt ubegrænset adgang til og ikke-diskriminerende behandling ved benyttelse af havne og hjælpetjenester.

MILJØ

Genetisk modificerede organismer

I forbindelse med direktiv 2001/18/EF om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (GMO'er) vedtog Rådet følgende beslutninger:

– En beslutning om fastsættelse af vejledende noter til supplering af bilag VII til direktiv 2001/18/EF . Bilag VII indeholder en beskrivelse af de mål, der skal nås, og de generelle principper, der skal følges ved udarbejdelsen af en overvågningsplan med henblik på at spore og identificere virkninger på menneskers sundhed eller miljøet som følge af markedsføring af GMO'er. (dok. 11979/02)

– En beslutning om at fastsætte modellen til resumé af oplysninger vedrørende markedsføring af genetisk modificerede organismer. I henhold til direktivet skal der indgives anmeldelse til den kompetente nationale myndighed inden markedsføringen af GMO'er. Anmeldelsen omfatter et resumé af den relevante dossier. Denne beslutning fastsætter den model, der skal anvendes til dette resumé. (dok. 11978/02)

– En beslutning om at fastsætte modellen til resumé af anmeldelser vedrørende udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer i andet øjemed end markedsføring. I henhold til direktivet skal der indgives anmeldelse til den kompetente nationale myndighed inden udsætningen, og beslutningen fastsætter den model, der skal anvendes af de nationale myndigheder, når disse indsender et resumé af anmeldelsen til Kommission> (dok. 11980/02)