Rådsmøde økonomi- og finansministre 5/11 02 Samlenotat

Det er ikke er ingen samfundsøkonomiske konsekvenser.

EU-landene aftalte i december 1997 en skattepakke med forslag til rentebeskatningsdirektiv (samt en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning og et direktivforslag om erhvervsmæssige rente/royalties). De tre dele skal gennemføres samlet.

Rentebeskatningsdirektivet skal sikre ens beskatning af opsparing for personer i samme land og samme økonomiske situation, uanset i hvilket EU-land de placerer deres opsparing.

Det Europæiske Råd aftalte i Feira, at beskatningen af rentebetaling fra et land til personer i andre lande skal sikres ved indberetning og udveksling af information. Østrig, Luxembourg og Belgien skal have en overgangsordning i 7 år, hvor de opkræver kildeskat og overfører en del af provenuet til rentemodtagers bopælsland.

DER-Feira besluttede også, at direktivets vedtagelse afhænger af, at EU får tilstrækkelige aftaler med vigtige 3.-lande (USA, Schweiz m.fl.) om anvendelse af tilsvarende foranstaltninger og med tilknyttede områder (Kanaløerne, Isle of Man og områder i Caribien) om samme foranstaltninger.

Skattepakken skal efter DER i Feira vedtages, når der er opnået tilstrækkelige aftaler med de vigtige 3.-lande og relevante tilknyttede områder, og senest inden udgangen af 2002.

ECOFIN blev i december 2001 enig om rentebeskatningsdirektivets indhold som grundlag for forhandlingerne med 3.-landene.

ECOFIN vedtog den 4. juni, at ved forhandlingerne med 3.-landene skal EU insistere på udveksling af oplysninger. ECOFIN gentog det i en rapport til DER i Sevilla, som tog rapporten til efterretning.

Forhandlingerne med Schweiz har vist sig vanskelige, idet Schweiz ikke vil drøfte informationsudveksling.

På ECOFIN den 8. oktober blev det bl.a. konkluderet, at Kommissionen og det danske formandskab fortsat skulle lægge pres på Schweiz og insistere på en tilfredsstillende aftale, og at Kommissionen således skulle fortsætte forhandlingerne med henblik på at nå et positivt resultat med solid og meningsfuld informationsudveksling.

ECOFIN den 5. november skal drøfte forhandlingerne med Schweiz, USA og de andre centrale 3.-lande.

Sagen er ikke bedømt i forhold til nærheds- og proportionalitetsprincippet. En aftale med Schweiz og de andre 3.-lande kan bedst indgås på fællesskabsplan, idet det bør sikres, at alle EU-lande indgår samme aftale med 3.-landene, for at undgå ulige vilkår for EU-landene. Det kan dog ikke udelukkes, at visse 3.-lande af forfatningsmæssige årsager foretrækker at indgå enslydende aftaler med de enkelte EU-lan de.

Hvis EU indgår en aftale med 3.-lande om udveksling af oplysninger, skal de ændringer af skattekontrolloven, der er omtalt i grundnotatet af 8. november 2001, også medføre, at skattemyndighederne sender oplysninger til disse 3.-lande, ligesom skattemyndighederne modtager oplysninger fra 3.-lande til brug ved dansk beskatning.

Drøftelsen på ECOFIN den 5. november vil ikke have statsfinansielle konsekvenser. En vedtagelse af rentebeskatningsdirektivet ventes at kunne medføre øgede indtægter fra beskatning af renter fra opsparing, som nu er unddraget beskatning.

4. Tidligere forelæggelse

Rentebeskatningsdirektivet har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg, senest den 4. oktober 2002 forud for ECOFIN den 8. oktober 2002.

1. Baggrund

Kommissionen fremsatte i 1997 et forslag til Direktiv om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter (KOM(97) 30). Direktivforslaget skal vedtages med enstemmighed.

Kommissionens direktivforslag er siden dets fremsættelse stødt på principiel modstand fra visse medlemsstaters side og en række tekniske indvendinger fra de fleste medlemsstaters side. Disse forhindringer har betydet, at der endnu ikke har kunnet skabes enighed om direktivforslaget.

I DER’s konklusioner fra Barcelona den 15. og 16. marts 2002 henstilles det til Rådet, at det sideløbende når til enighed om åbning af energimarkederne og om vedtagelse af direktivet om energibeskatning senest i december 2002, idet der tages hensyn til vejgodstransportvirksomhedernes behov.

Til mødet i ECOFIN den 20. juni fremlagde det spanske formandskab en situationsrapport, som udover en beskrivelse af forhandlingernes forløb indeholdt en identifikation af de punkter som fortsat måtte regnes for udestående, samt en kopi af formandskabets senest reviderede forslag til retningslinjer for det videre arbejde med energibeskatning af den 17. juni 2002. Rådet tog ved denne lejlighed formandskabets situationsrapport ad notam.

På mødet i DER i Sevilla den 21. og 22. juni noterede man sig også formandskabets situationsrapport om energibeskatningsdirektivet og bekræftede i øvrigt den tidsplan for vedtagelsen, der blev fastlagt i Barcelona, sideløbende med aftalen om åbning af energimarkederne.

Det danske formandskab har sat sig som målsætning at Rådet når til enighed om vedtagelse af energibeskatningsdirektivet inden december 2002, i overensstemmelse med konklusionerne fra DER i Barcelona og Sevilla. Med henblik på at fastholde fremskridtene gjort på området har formandskabet taget udgangspunkt i det spanske formandskabs situationsrapport for energibeskatningen, herunder forslaget til retningslinjer for det videre arbejde. P&arin g; baggrund af drøftelserne foretaget i Rådets arbejdsgruppe for energibeskatning i juli præsenterede formandskabet et konsolideret direktivforslag for arbejdsgruppen til brug for to videre møder afholdt i september. Formandskabet har i september også afholdt et arbejdsgruppemøde om Kommissionens forslag til harmonisering af dieselafgifterne.

Den 30. september blev der afholdt et møde i den særlige højniveaugruppe for energibeskatning. Til mødet i ECOFIN den 8. oktober 2002 stillede formandskabet forslag til løsning af de politisk udestående spørgsmål som var blevet identificeret i den spanske statusrapport, herunder muligheder for at fastsætte nationale satser under de nye minimumssatser, ordninger for diesel til vejtransport, omfanget af direk tivets overgangsperioder. Formandskabet stillede endvidere forslag til definition af energiintensiv virksomhed.

Hvor det lykkedes at nå til enighed om definitionen af energiintensiv virksomhed, lykkedes det ikke at blive enige om de øvrige spørgsmål. Samtidig er der blevet rejst nye vanskelige spørgsmål om direktivets forhold til traktatens statsstøtteregler, herunder omfanget af direktivets obligatoriske og frivillige undtagelser.

Direktivet skal træde i stedet for de eksisterende mineraloliedirektiver (92/81/EØF og 92/82/EØF), som kun omfatter afgifter på mineralolieprodukter. Direktivforslaget omfatter afgifter på alle former for energiprodukter, hvilket udover mineralolieafgifterne vil sige afgifter på kul, gas og elektricitet.

Baggrunden for forslaget er et ønske om at skabe en fællesskabsramme for beskatning af energiprodukter, der gør det muligt at omstrukturere de nationale afgiftssystemer og opfylde målsætningerne for beskæftigelses-, miljø-, transport- og energipolitikken, uden at skade et af EU’s vigtigste resultater, det indre marked.

I det følgende gennemgås hovedpunkterne i forslaget, som det fremstår op til mødet i ECOFIN den 5. november.

Der foreslås forhøjelser i de nuværende minimumssatser for mineralolie på 15-25 procent. De største forhøjelser sker for motorbrændstof. Satsen for diesel forslås fastsat til EUR 302 per 1000 l. Fra 1. januar 2010 foreslås denne sats videre forhøjet til EUR 330 per 1000 l. Der foreslås endvidere en stigning fra EUR 5 til EUR 10 per 1000 l i en særlig kontrolafgift, som skal betales af de lande der ved vedta gelsen af det eksisterende mineraloliedirektiv ikke beskattede fyringsgasolie, og som fortsat ønsker at anvende en nulsats.

For elektricitet foreslås det, at der skal fastsættes en minimumsafgift på 0,5 euro pr. MWh (0,3725 øre pr. kWh) for erhvervene og 1 euro pr. MWh (0,745 øre pr. kWh) for husholdningerne og andre ikke-erhvervsmæssige anvendelser.

For naturgas foreslås det, at der skal fastsættes en minimumsafgift på 0,15 euro pr. GJ (4,425 øre pr. Nm³) for erhvervene og 0,30 euro (8,851 øre Nm³ ) for husholdninger og andre ikke-erhvervsmæssige anvendelser. For kul foreslås en minimumsafgift på henholdsvis 0,15 euro pr. GJ (1,12 kr. GJ) for erhvervene og 0,30 EUR pr. GJ (2,24 kr. GJ) for husholdningerne og andre ikke-erhvervsmæssige anvendel ser.

Med henblik på at fremme en aftale opereres der med en række forskellige overgangsperioder og undtagelser. Der opereres med en generel overgangsperiode indtil den 1. januar 2007 for de medlemsstater, som vil have særlige problemer med at implementere de nye minimumssatser.

Herudover gives Grækenland og Irland særlige overgangsordninger. Grækenland gives en periode indtil 1. januar 2010 til at omlægge landets nuværende inputbaserede elektricitetsbeskatningssystem til et outputbaseret system og til at nå den nye minimumssats for benzin. Irland gives lov til at bevare sin nuværende ikke-beskatning af elektricitet indtil 1. januar 2007.

For naturgas opereres der med en generel overgangsperiode, for de medlemsstater hvor andelen af naturgas har udgjort mindre end 15 procent af det samlede forbrug i 2000, på ti år eller indtil landenes naturgasandel når op på 25 procent. I øvrigt skal landene påbegynde en progressiv introduktion af den nye minimumsbeskatning når man overskrider de 20 procent. I Kommissionens oprindelige forslag gjaldt overgangsordningen for naturgas kun andele und er 10 pct. Storbritannien gives særlig adgang til at benytte overgangsperioden for naturgas for Nordirland.

For diesel til transportformål gives der forskellige overgangsperioder for de lande som vil ligge under den nye minimumssats på EUR 302 per 1000 l. Overgangsperioderne er udmålt i forhold til afstanden mellem de pågældende landes nuværende afgiftsniveau og den nye minimumssats. Således gives Belgien, Østrig og Spanien indtil 1. januar 2006, Portugal og Luxemburg indtil 1. januar 2007 og endelig Grækenland indtil 1. januar 2010, til at nå op på den nye minimumssats. Grækenland får desuden indtil 1. januar 2012 til at nå op på 330 EUR.

Med hensyn til udformningen af direktivets struktur, foreslås der nye regler for medlemsstaternes anvendelse af afgiftsdifferentieringer, mulighederne for at reducere for visse produktionsområder og endelig indførelse af obligatoriske og frivillige fritagelser.

Med hensyn til anvendelsen af afgiftsdifferentieringer gives landene mulighed for at afgiftsdifferentiere mellem husholdninger og erhverv. Forslaget indeholder herudover en liste over grundlag på hvilke der i de nye direktiv ikke skal søges Rådets tilladelse til at differentiere. Udover produktets kvalitet og hvad der defineres som ’kvantitative forbrugsniveauer for elektricitet og energi anvendt til opvarmningsformål’, specificeres det, at der re tale om lokal offentlig transport, affaldsafhentning, militær og offentlig administration, handicappede og ambulancer.

Der lægges i forslaget op til, at indføre adgang til at differentiere til fordel for diesel anvendt til kommerciel gods- og passagertransport. Dette dog kun så længe, at der ikke gås under de nationale niveauer som er gældende den 1. januar 2003. Der stilles endvidere forslag til at kommerciel diesel defineres som diesel anvendt til følgende formål: Varetransport på vegne af andre eller på egne vegne i et eller flere mot orkøretøjer, der udelukkende er beregnet på godstransport på vejnettet, og som har en tilladt totalvægt på 3.5 t eller derover. Passagerbefordring på eller uden for de ordinære ruter i et motorkøretøj, der i kraft af sin konstruktion og udstyr er indrettet til at transportere over 9 personer (chaufføren medregnet) og beregnet herpå, dog inklusive taxier. Der stilles endelig forslag om at medlemsstater som har, eller er villige til at, introducere vejbenyttelsesafgifter for lastbiler må anvende en reduceret sats for diesel anvendt af vognmandsindustrien, der går under den nationale sats som er gældende den 1. Januar 2003, så længe at den overordnede afgiftsbyrde forbliver den samme.

Udover forslagene til generelle foranstaltninger for diesel foreslås der også nogle midlertidige ordninger. De medlemsstater hvis nationale satser for diesel ligger over EUR 350 per 1000 l gives i perioden fra 1. januar 2003 til 1. januar 2005 lov til at differentiere til fordel for kommerciel diesel til et niveau som ligger under de nationale niveauer som er gældende den 1. januar 2003, så længe at der dog ikke gås under EUR 350. De medlemsstater hvis nuværende nationale niveau for diesel ligge under den nye minimumssats gives lov til at differentiere ned til 287 euro per 1000 l for kommerciel diesel indtil 1. januar 2007, forudsat at der ikke reduceres i forhold til det gældende niveau per den 1. januar 2003.

Med hensyn til mulighederne for at reducere for visse produktionsområder gives der adgang til at anvende en reduceret sats for energiintensiv virksomhed og i forbindelse med indgåelse af aftaler, så længe minimumssatserne overholdes.. Med hensyn til definitionen af energiintensiv virksomhed er der enighed om forslaget om , at der ved "energiintensiv virksomhed" forstås en virksomhed, hvor enten købet af energiprodukter udgør mindst 3% af produktionsværdien, eller den nationale energiafgift som skal betales udgør mindst 0,5% af værditilvæksten. Medlemsstaterne kan inden for rammerne af denne definition anvende mere restriktive begreber, herunder salgsværdi-, proces- og sektordefinitioner.

Der lægges endvidere op til, at der kan anvendes nedsættelser, der resulterer i afgifter, der er lavere end de nye EU-minimumsniveauer for energiintensive virksomheder, der indgår aftaler med myndighederne, eller som er omfattet af tilsvarende foranstaltninger. Aftalerne eller de tilsvarende foranstaltninger skal resultere i, at miljøbeskyttelsesmål nås, eller at energieffektiviteten forbedres, og resultatet skal stort set svare til, hvad der ville v&a elig;re blevet opnået, hvis EU's standardminimumssatser var blevet anvendt.

Med hensyn til indførelsen af obligatoriske fritagelser, lægges der op til at medlemsstaterne skal fritage:

2. energiprodukter som ikke anvendes til opvarmning eller motorbrændstof;

Medlemsstaterne får dog mulighed for alligevel at afgiftsbelægge denne anvendelse, såfremt dette sker som led i et overordnet system med nedsatte energiafgiftssatser eller med alternative midler til kompensation for energiafgiftsbelastningen. I tilfælde af dobbelte anvendelser (hvor energien anvendes både til opvarmning og til andre formål end motorbrændstof og opvarmning) må medlemsstaterne enten undtage hele forbruget eller kun beskatte de n del som kan henføres til opvarmning. Medlemsstaterne vil få lov til at betragte energiprodukter anvendt til kemisk reduktion og i elektrolytiske, metallurgiske og mineralogiske processer som dobbelt anvendelse. Medlemsstaterne får endvidere lov at fritage eller beskatte, helt eller delvist, elektricitet som primært anvendes med henblik på kemisk reduktion og i metallurgiske, mineralogiske og elektrolytiske processer.

 

2. energiprodukter og elektricitet anvendt til produktion af elektricitet;

Medlemsstaterne gives dog alligevel mulighed for at beskatte denne anvendelse af miljøpolitiske årsager.

 

2. energiprodukter anvendt til flyvning;

Medlemsstaterne gives dog som noget nyt mulighed for at beskatte brændstof anvendt til indenrigsflyvning, samt til udenrigsflyvning i forbindelse med indgåelse af bilaterale aftaler. Der lægges endvidere op til at Rådet skal beslutte sig for at ophæve denne undtagelse når internationale regler vil tillade dette.

 

2. energiprodukter anvendt til sejlads (herunder fiskeri).

Der gives, igen som noget nyt, mulighed for at beskatte brændstof anvendt til indenrigssejlads, samt til udenrigssejlads i forbindelse med indgåelse af bilaterale aftaler.

Med hensyn til indførelsen af frivillige fritagelser gives medlemsstaterne bl.a. mulighed for at undtage husholdninger og velgørenhedsorganisationer for beskatning af elektricitet, naturgas, kul og faste brændsler. Der gives endvidere mulighed for at fritage naturgas og LPG anvendt til drivkræft, fornybare energikilder og produktion af miljøvenlig kraftvarme. Endelig gives der mulighed for at fritage forbrug af elektricitet når denne overstige r 50 % af produktionsomkostningerne, energi anvendt til fremstilling, udvikling, testning og vedligeholdelse af fly og skibe og energi anvendt til dræning af indenlandske farvande og havne.

 

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har traditionelt, i sammenligning med både Kommissionen og Rådet, indtaget en miljømæssigt mere ambitiøs holdning på CO₂- og energibeskatningsområdet. Kommissionens initiativer på området er blevet bakket op, dog med den væsentlige anke, at disse ikke har været vidtgående nok.

Efter høring af Europa-Parlamentets udvalg for forskning, teknologisk udvikling og energi og for miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse, udtalte Europa Parlamentets udvalg for økonomiske og monetære anliggender og industripolitik sig den 20. januar 1999 om energibeskatningsdirektivet (A4-0015/99). Kommissionens forslag blev her overordnet kritiseret for at være for kompliceret og miljømæssigt uambitiøst. Udvalget præsenterede here fter et ændringsforslag, med betydeligt højere satsniveauer, en indeksering så disse satser automatisk ville stige fremover og endelig en fjernelse af størstedelen af direktivforslagets obligatoriske undtagelser og reduktioner for energiintensive virksomheder.

4. Gældende dansk ret

Den danske energibeskatning består af følgende tre overordnede afgiftstyper:

2. Energiafgifterne på olie, kul, gas og elektricitet, hvor satsen for de forskellige energikilder fastsættes i forhold til deres energiindhold. Satsen for energi anvendt til andet end motorbrændstof er p.t. ca. 6,85 EUR (kr. 51) per GJ.
2. En CO₂-afgift på olie, kul, gas og elektricitet, hvor satsen for de forskellige energikilder fastsættes i forhold til dets C-indhold, svarende til en effektiv sats på 13,4 EUR (kr. 100) per ton CO₂.
2. En svovlafgift på olie, kul og gas, hvor satsen for de forskellige energikilder fastsættes i forhold til deres S-indhold eller deres netto SO2 udledning ved forbrændning. Satsen er 2,7 EUR (kr. 20) per kg S eller 1,35 EUR (kr. 10) per kg. SO2.

Som hovedregel beskattes alt energiforbrug (olie, gas, kul og elektricitet), inklusiv energiforsyningsvirksomhedernes eget forbrug til fremstilling af egne produkter (undtaget er dog olieraffinaderiernes forbrug af olieprodukter, elproducenters elforbrug etc.). Energiafgifterne betales til energiforsyningsvirksomhederne (elselskabet, kulleverandøren, olieselskabet osv.) i forbindelse med betalingen af den almindelige energiregning (afgiftsbeløbet står opført p&a ring; fakturaen). En gang om måneden overføres afgiftsindtægterne fra forsyningsvirksomheden til staten.

Visse anvendelser er undtaget fra eller fritaget for energibeskatning. Disse inkluderer energiprodukter anvendt til elektricitetsproduktion, til luft- og skibsfart, offentlig transport og udenlands forbrug, herunder udvinding af Nordsøolie.

Andre anvendelser er berettiget til delvis tilbagebetaling. Blandt disse befinder sig energiforbrug foretaget af momsregistrerede virksomheder. Tilbagebetalingen sker i forhold til den enkelte virksomheds konkrete anvendelse af energiproduktet. Virksomhederne modtager ingen tilbagebetaling af CO₂- og energiafgifterne for energi anvendt til rumopvarmning og varmt vand.

Udover en mindre del af elafgiften, tilbagebetales de fulde energiafgifter for energi anvendt i produktionsprocessen, den såkaldte procesanvendelse, som omfatter alt andet end energi anvendt til rumopvarmning og varmt vand. I praksis sker tilbagebetalingen i forbindelse med beregningen af virksomhedernes momsfradrag. Nogle virksomheder har dog bevilling til fremskyndet tilbagebetaling.

Til forskel fra de almindelige energiafgifter modtager virksomheder kun delvis tilbagebetaling af CO₂-afgiften for energi anvendt til procesformål. Til dette formål er definitionen af procesanvendelse delt op i to typer - let og tung proces. Der tilbagebetales 10 procent for let proces og 75 procent for tung proces.

Let proces anses som alt det der ikke er blevet defineret som enten energi anvendt til rumvarme og varmt vand eller som tung proces. De tunge processer defineres i et bilag til CO₂-afgiftsloven, i henhold til forskellige kriterier. Først, vurderes den økonomiske byrde. For at få sin produktion i betragtning som tung proces skal den samlede belastning af en CO₂-afgift på 6.7 euro pr. ton (50 kr.) overskride 3 procent af virksomhedens væ rditilvækst og 1 procent af dens omsætning. Udover vurderingen af den økonomiske byrde, indgår virksomhedernes konkurrenceforhold til andre virksomheder i eller uden for Danmark også i den samlede betragtning. Endelig spiller hensyn til administration og kontrol også en vigtig rolle.

Udover de to typer af procesformål, og de deraf følgende to tilbagebetalingsniveauer, kan virksomheder få adgang til yderligere tilbagebetalinger i forbindelse med indgåelse af energispareaftaler med Energistyrelsen. Samlet er der fem satsniveauer i det danske CO₂/energiafgiftssystem for erhvervene, som er:

Svovlafgiften pålægges brændslernes svovlindhold. Virksomheder har været berettiget til et bundfradrag. Bundfradraget har været tidsbegrænset og degressivt, undtagen for tung proces anvendelser (her anvendes definitionen fra CO₂-afgiftsloven). Frem for brændslernes svovlindhold, kan virksomheder få lov til at få deres svovlafgift beregnet i forhold til den faktiske SO₂-udledning ved forbrænding, hvis de er i stand til at dokumentere denne gennem SO₂ –målinger.

Benzin- og dieselafgifterne er overordnet blevet sat til at følge niveauet i Tyskland. Diesel beskattes lavere end benzin, men højere end gasolie anvendt til opvarmning. Afgiftsforskellen mellem diesel og benzin udlignes i en vis grad gennem en højere vægtafgift og grøn ejerafgift for dieselkøretøjer. De gældende afgiftssatser for motorbrændstof er:

Anm. Satserne er angivet ved 15 grader

Som hovedregel kan momsregistrerede virksomheder ikke få tilbagebetalt afgift af energi, der anvendes som motorbrændstof. Dette gælder dog ikke for landbrugsvirksomheder.

Den gældende danske lovgivning fremgår af følgende love: Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., Lov om afgift af elektricitet, Lov om afgift af naturgas og bygas, Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og Lov om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

Kommissionens forslag om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter blev sendt til høring den 11. juni 2001. Med hensyn til resultatet heraf henvises til aktuelt notat forud for Europaudvalgsmødet den 14. juni 2002. Formandskabets reviderede forslag til energibeskatningsdirektivet har ikke været i høring.

Vedtages direktivet i dets nuværende form vil det kun kræve mindre ændringer i den danske afgiftslovgivning.

De højere minimumssatser ville i sig selv medføre en forhøjelse af afgiftsbelastningen for en del af virksomhederne omfattet af bilaget til kuldioxidafgiftsloven med tung proces og tung proces med aftale. Men hvis det, som det foreslås nu, bliver muligt at gå under minimum i forbindelse med aftaler vil det blive muligt at fastholde det nuværende satsniveau for tung proces med aftale. Det vil dermed kun blive nødvendigt at indføre en min dre stigning i satserne for tung proces uden aftale for fyringsgasolie og svær brændselsolie (se tabel 1).

Afhængigt af forslagets endelige udformning vil det formentlig være mulighed for at ændre i erhvervenes betaling af CO₂- og energiafgifter med henblik på at udligne en eventuel merbelastning.

Med hensyn til de foreslåede forhøjelser af minimumssatsen for mineralolie anvendt til motorbrændstof, ligger disse betydeligt under det nuværende niveau i Danmark.

Det bør endelig bemærkes, at et nyt energibeskatningsdirektiv først kan forventes at træde i kraft med virkning fra 2004.

En EU-ramme for beskatning af energiprodukter vil forbedre landenes muligheder for at omstrukturere deres nationale skatte- og afgiftssystemer med henblik på at opfylde beskæftigelses-, miljø-, transport- og energipolitiske målsætninger samtidig med at det indre markeds funktion forbedres. En fælles udvidet minimumsbeskatning på energiområdet vil endvidere kunne tilskynde til energibesparelser og dermed til opfyldelsen af måls&ael ig;tningerne indenfor miljø- transport- og energipolitikken på en omkostningseffektiv måde. Det foreliggende kompromisforslag vil kunne medføre en lettelse for danske virksomheders konkurrencevilkår i forhold til de øvrige – og ikke mindst de kommende – EU-lande.

I sin begrundelse for forslaget fremfører Kommissionen, at det nuværende system til energibeskatning ikke giver medlemslandene tilstrækkeligt økonomisk-politisk spillerum. Direktivet vil give medlemslandene mulighed for at gøre større brug af beskatning af energiprodukter af miljøhensyn og et større spillerum til omstrukturering af nationale afgiftssystemer til fordel for beskæftigelsen, indenfor rammerne af reglerne om det i ndre marked. Direktivet vil give medlemsstaterne en forbedret ramme for deres egne politiske initiativer, i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Energibeskatning har senest været forelagt Europaudvalget til forhandlingsoplæg den 4. oktober 2002 forud for mødet i ECOFIN den 8. oktober 2002.Grundnotat blev oversendt den 16. april 1997. Supplerende grundnotat blev oversendt den 18. december 2001.