Rådsmøde landbrug og fiskeri 23.-24/9 Redegørelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 28)
rådsmødereferater
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets redegørelse for rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 23.-24. september 2002.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2. afdeling, 1. kontor
J.nr. 2000-521-0057
Den 1. oktober 2002
LFM 0673
Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 23. – 24. september 2002
1. Transport af levende dyr (åben debat)
Rådet havde en åben debat på baggrund af Formandskabets oplæg, der især fokuserede på problemerne vedr. transporttiden af levende dyr og mulighederne for at indføre bedre og mere effektiv kontrol. Der var generel tilslutning blandt medlemslandene til, at der skulle ske en effektivisering m.v. af kontrollen. Derimod var der ikke generel tilslutning til at indføre regler om maksimale transporttider, idet der i stedet blev fremhævet alternative muligheder for at forøge dyrevelfærden, f.eks. ved skærpede krav til transportvogne m.v. Flere delegationer pegede på behovet for at stramme kontrollen med dyr, som betingelse for at opnå eksportsubsidier til eksport af levende dyr fra EU til 3. lande. Kommissionen understregede, at bortfald af denne støtteform formentlig blot ville betyde eksport af levende dyr fra lande, hvor dyrevelfærdsreglerne var dårligere end EU’s regler. Kommission ræftede, at man snarest ville fremsætte et nyt forslag om transport af levende dyr med henblik på klare forbedringer af dyrevelfærden.
2. Reform af den fælles fiskeripolitik
Rådet havde en omfattende diskussion af reformen af den fælles fiskeripolitik på baggrund af et oplæg fra det danske formandskab. Medlemslandene blev bedt om at forholde sig til en række centrale spørgsmål vedrørende ressourceforvaltning, flådepolitik, strukturpolitik samt kontrol og håndhævelse. Diskussionen viste, at medlemslandene og Kommissionen har en konstruktiv holdning til at nå et resultat inden å rets udgang.
3. BSE
Kommissionen redegjorde for status for BSE-foranstaltningerne, herunder for det løbende arbejde i videnskabeligt regi. Det blev bekræftet, at Kommissionen på ny i november vil give Rådet en statusorientering.
4. GMO fødevarer og foderstoffer
Rådet fik en kort statusredegørelse for forhandlingsforløbet i gruppen af Formandskabets Venner og i Coreper. Der er stadigvæk udestående spørgsmål - også set i forhold til Europa-Parlamentets 1. læsning, hvoraf de væsentligste punkter er godkendelsesprocedurerne og fastsættelse af grænseværdier for utilsigtet iblanding af ikke-godkendte GMO’er.
5. Midtvejsevalueringen af Den Fælles Landbrugspolitik
Rådet havde en grundig drøftelse af den del af midtvejsevalueringen af den fælles landbrugspolitik, der vedrører markafgrøder. Rådet var delt i spørgsmålet om nedsættelse af interventionsprisen på 5 pct. for korn. Drøftelsen vedr. midtvejsevalueringens udspil vedr. rug, durumhvede, tørret foder, miljøvenlig jordudtagning og energiafgrøder var en gentagelse af det generelle billede, hvor der var forskellige opfattelser af ordningernes mål og indhold. Især forslaget vedr. durum mødte kritik fra producentlandene, der henviste til, at denne produktion ikke havde noget alternativ. Kommissionen meddelte, at der ville blive forelagt konsekvensanalyser i forbindelse med fremsættelsen af de egentlige juridiske forslag i november 2002.
6. Den Europæiske Aktionsplan om økologisk landbrug
Kommissionen gav en status for arbejdet med den økologiske aktionsplan og lovede snarest muligt at fremlægge aktionsplanen. Rådet udtrykte bred opbakning til arbejdet og konstaterede, at man ville vende tilbage til emnet på rådsmødet i december.
7. Landbrugsstatistik
Punktet var ikke på dagsordenen.
8. Tilbagekaldelse af godkendelse af et tilsætningsstof til foderstoffer
Punktet blev vedtaget som a-punkt uden debat.
9. TAC/kvoter
Punktet blev vedtaget som a-punkt uden debat.
10. Bemyndigelse af Kommissionen til at forhandle om en konvention om bekæmpelse af korruption.
Punktet var ikke på dagsordenen.
11. Akvakultur
Kommissionen præsenterede en meddelelse om strategien for en bæredygtig udvikling af akvakultur i Fællesskabet. Rådet tog præsentationen til efterretning og besluttede at drøfte meddelelsen på et senere rådsmøde.
Øvrige spørgsmål
Den spanske delegation havde anmeldt et ønske om at få en situationsrapport om aftalerne om vin med især USA. Spanien var, støttet af andre vinproducerende lande, især bekymret over problemerne med anerkendelsen af traditionelle oprindelsesbetegnelser, samt godkendelse af særlige ønologiske fremgangsmåder. Man så gerne, at forhandlingerne blev gennemført hurtigst muligt. Kommissionen forklarede, at forhandlingerne var vanskelige på grund af en række amerikanske ønsker, og fordi EU’s liste over navne, som man ønskede at beskytte, var utrolig lang. Kommissionen ville snarest fremlægge en skriftlig redegørelse.
Kommissionen redegjorde for resultaterne på topmødet i Johannesburg. For så vidt angik
landbrug, havde et gennemgående tema været, at EU skulle give bedre markedsadgang til 3. lande, for på den måde at stabilisere økonomien i udviklingslandene. Dette krav blev bakket op af NGO’ere og af Verdensbanken. Kommissionen havde bl.a. fremhævet, at de nuværende støtteregler overholdt WTO kravene og at man i EU tog åbningen af markedet for udviklingslande alvorligt. For så vidt angik fiskeri, påpegede Kommissio t man havde forpligtiget sig til at gennemføre bæredygtigt fiskeri inden 2015. Endvidere skulle man i videst muligt omfang bekæmpe ulovligt fiskeri. Dette passede fuldt og helt med det nuværende forslag om reform af den fælles fiskeripolitik.
Frankrig orienterede om problemerne for franske landmænd efter oversvømmelserne i det sydlige Frankrig. Grækenland, Italien og Østrig havde haft lignende problemer, medens Portugal udtrykte sin solidaritet med de skadesramte landmænd. Kommissionen påpegede, at man allerede nu havde iværksat hjælpeprogrammer for de lignende oversvømmelser i Østrig og Tyskland. På nuværende tidspunkt var man ved at fordele di sse midler, men Kommissionen regnede også med, at Frankrig kunne komme i betragtning. Kommissionen henviste endvidere til, at landdistriktsforordningen gav mulighed for, at yde hjælp ved naturkatastrofer.