Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om den europæiske arrestordre og overgivelsesproces

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 197)
udenrigsministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

16. november 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets grundnotat om Kommissionens forslag til Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, KOM(2001)522.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære udenrigsminister.

Vedlagt sender jeg et forslag til Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den Europæiske Unions medlemsstater tillige med et grundnotat om forslaget, idet jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketingets Europaudvalg.

Det bemærkes, at materialet ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.

Med venlig hilsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GRUNDNOTAT

om Kommissionens forslag til Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (Kom(2001)522).

  1. Baggrund

    2. Det følger af artikel 29 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), at Unionen har som mål at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det følger endvidere af artikel 29, at dette mål skal nås både ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især terrorisme, menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig våbenhan del, korruption og svig, gennem tættere samarbejde mellem medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder.

    Efter TEU artikel 31, litra a og b, omfatter det strafferetlige samarbejde bl.a. initiativer til fremme af samarbejdet vedrørende retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser samt lettelse af udlevering mellem medlemsstaterne.

    Endelig følger det af TEU artikel 34, stk. 2, litra b, at Rådet på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til de tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Rammeafgørelser i ndebærer ikke umiddelbar anvendelighed.

    Den 10. marts 1995 vedtog Rådet en konvention om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i EU (1995-konventionen), ligesom Rådet den 27. september 1996 vedtog en konvention om udlevering mellem EU’s medlemsstater (1996-konventionen). Formålet med konventionerne er bl.a. at supplere og lette anvendelsen mellem medlemsstaterne af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (1957-konventionen) samt de to tillægsprotokoller ti entionen af henholdsvis 15. oktober 1975 (1975-protokollen) og 17. marts 1978 (1978-protokollen). Endvidere skal EU-udleveringskonventionerne lette anvendelsen af Schengen-konventionen, der i artikel 59 - 66 indeholder bestemmelser om udlevering.

    På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a . at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

    Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder og de retlige myndigheder.

    I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af retsafgørelser i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 35, der har følgende indhold:

    "35. På det strafferetlige område opfordrer Det Europæiske Råd medlemsstaterne til snarest at ratificere EU-udleveringskonventionerne fra 1995 og 1996. Det finder, at den formelle udleveringsprocedure bør afskaffes medlemsstaterne imellem for så vidt angår personer, der unddrager sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt domfældt, og erstattes af en overførelse af såd anne personer under overholdelse af artikel 6 i TEU. Der bør ligeledes overvejes hurtige udleveringsprocedurer, uden at dette berører princippet om retten til en retfærdig rettergang. Det Europæiske Råd opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag herom på baggrund af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen."

    På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 20. november 2000 godkendte Rådet et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager.

    Det følger af programmet, at medlemsstaterne skal undersøge mulighederne for – i det mindste for så vidt angår de groveste lovovertrædelser – at indføre en udleveringsordning, som skal bygge på princippet om anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse af den arrestordre, som den begærende retsmyndighed har afgivet. Ordningen skal især fastsætte, på hvilke betingelser arrestordren vil udgøre et til eligt grundlag for, at de anmodede kompetente myndigheder kan udlevere den pågældende person, således at der kan skabes et fælles retsområde for udlevering.

    Endvidere har EU-landenes stats- og regeringschefer i en fælles erklæring af 14. september 2001 på baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001 opfordret til en styrkelse af samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme, herunder ved vedtagelsen af foranstaltninger med henblik på gensidig anerkendelse af anholdelsesbeslutninger.

    På denne baggrund har Kommissionen den 19. september 2001 fremsat et forslag til en rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstaterne (KOM(2001) 522).

    På det ekstraordinære rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001 orienterede Kommissionen om forslaget til rammeafgørelse. I konklusionerne fra det ekstraordinære rådsmøde er det anført, at forhandlingerne om rammeafgørelsen skal fremskyndes mest muligt, således at Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. – 7. ber 2001 kan nå til betydelig politisk enighed om forslaget.

    Herudover er det i konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001 anført, at Det Europæiske Råd i tråd med konklusionerne fra Tampere tilslutter sig indførelsen af en europæisk arrestordre. Det fremgår endvidere af konklusionerne, at arrestordren skal træde i stedet for den nuværende ordning for udlevering mellem medlemsstaterne.

    Endelig har Det Europæiske Råd på sit møde i Gent den 19. oktober 2001 for så vidt angår forslaget om indførelse af en europæisk arrestordre på ny bekræftet, at det er fast besluttet på at ophæve princippet om dobbelt strafbarhed for en lang række forhold, der giver anledning til en anmodning om umiddelbar udlevering, navnlig terrorhandlinger.

  2. Indhold
    3.

    Kommissionens forslag til rammeafgørelse, der er fremsat i medfør af TEU artikel 29, artikel 31, litra a og b, og artikel 34, stk. 2, litra b, har til formål at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse inden for udleveringsområdet med henblik på at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemslandene. Der foreslås derfor indført en europæisk arrestordre, som skal erstatte de traditionelle anmodninger om udlevering mellem medlemslandene.

    Grundtanken i forslaget er, at når en judiciel myndighed i et medlemsland anmoder om at få overgivet en person med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne afgørelse automatisk kunne anerkendes og fuldbyrdes i alle medlemsstater. Det vil efter forslaget kun i begrænset omfang være muligt at nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, og forslaget til rammeafgørelse giver ikke mulighed for, at medlems staterne kan tage forbehold over for udlevering af egne statsborgere.

    Kommissionens forslag til rammeafgørelse er opdelt i følgende ni kapitler:

    Kapitel I (artikel 1 – 6): Almindelige principper, herunder anvendelsesområde.

    Kapitel II (artikel 7 – 25): Procedure

    Kapitel III (artikel 26 – 32): Grunde til at nægte fuldbyrdelse

    Kapitel IV (artikel 33 – 34): Grunde til at afvise overgivelse

    Kapitel V (artikel 35 – 42): Særlige tilfælde

    Kapitel VI (artikel 43 – 44): Forholdet til andre retlige instrumenter

    Kapitel VII (artikel 45 – 48): Gennemrejse, fremsendelse, sprog og udgifter

    Kapitel VIII (artikel 49): Beskyttelsesklausul

    Kapitel IX (artikel 50 – 53): Almindelige og afsluttende bestemmelser

    Nedenfor følger en gennemgang af de centrale bestemmelser i forslaget til rammeafgørelse.

    Forslagets kapitel I (artikel 1 – 6) indeholder bl.a. bestemmelser om rammeafgørelsens formål, anvendelsesområde, definitioner og den europæiske arrestordres indhold.

    Efter artikel 1 er formålet med rammeafgørelsen at fastsætte regler for, hvordan medlemsstaterne på deres område skal fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt af en judiciel myndighed i en anden medlemsstat.

    Som nævnt ovenfor er det hensigten med forslaget at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse inden for udleveringsområdet med henblik på at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemslandene.

    Efter artikel 2 kan en europæiske arrestordre udstedes med henblik på:

  3. fuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag eller en udeblivelsesdom, der medfører frihedsberøvelse, eller en sikkerhedsforanstaltning af mindst fire måneders varighed i udstedelsesstaten (straffuldbyrdelse)
  4. fuldbyrdelse af andre eksigible retsafgørelser i straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører en lovovertrædelse, der straffes med frihedsberøvelse eller en sikkerhedsforanstaltning af mindst tolv måneders varighed i udstedelsesstaten (strafforfølgning).

Bestemmelsen indebærer således, at en europæiske arrestordre kan udstedes både med henblik på fuldbyrdelse af en dom og med henblik på strafforfølgning på samme måde som udlevering i dag kan ske med henblik på strafforfølgning og straffuldbyrdelse.

Efter 1957-konventionen som suppleret med 1996-konventionen gælder der både for så vidt angår udlevering til strafforfølgning og udlevering til straffuldbyrdelse et strafferammekrav et år i den begærende medlemsstat. Herudover er der et krav om, at udlevering til straffuldbyrdelse kun kan ske, hvis der er idømt en frihedsstraf på mindst fire måneders varighed. Forslaget til rammeafgørelse indebærer, at det for s&ar ing; vidt angår straffuldbyrdelse alene er den idømte straf, der har betydning for, om der kan udstedes en europæisk arrestordre.

Efter forslaget skal den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, alene være strafbar efter lovgivningen i det land, der udsteder arrestordren. Forslaget indebærer således, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke længere vil finde anvendelse i forbindelse med udlevering af lovovertrædere mellem medlemsstaterne.

De medlemsstater, som indbyrdes har indgået bi- eller multilaterale aftaler m.v., vil selv kunne afgøre, om disse særlige aftaler skal afløses af den europæiske arrestordre. Dette indebærer bl.a., at de særlige nordiske udleveringsregler, der bygger på ensartet lovgivning, ikke nødvendigvis bliver berørt af forslaget.

Artikel 3 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. Efter bestemmelsen er en europæisk arrestordre en anmodning udstedt af en judiciel myndighed i en medlemsstat rettet til en anden medlemsstat om bistand med henblik på eftersøgning, anholdelse, tilbageholdelse og overgivelse af en person, overfor hvem der er afsagt en dom eller truffet en retsafgørelse, som omhandlet i artikel 2.

indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. Efter bestemmelsen er en anmodning udstedt af en judiciel myndighed i en medlemsstat rettet til en anden medlemsstat om bistand med henblik på eftersøgning, anholdelse, tilbageholdelse og overgivelse af en person, overfor hvem der er afsagt en dom eller truffet en retsafgørelse, som omhandlet i artikel 2.

Efter de nuværende regler vil en udleveringssag i almindelighed blive indledt ved, at den mistænkte person efterlyses via Interpol eller Schengen Informationssystemet (SIS), idet der samtidig anmodes om foreløbig anholdelse af den eftersøgte person med henblik på udlevering. Når den eftersøgte person er blevet anholdt, skal der indenfor en nærmere angiven frist fremsendes en udleveringsbegæring. Forslaget til rammeafgørelse i ndebærer, at den europæiske arrestordre får karakter af såvel efterlysning som anmodning om pågribelse, frihedsberøvelse og overgivelse af den eftersøgte person.

Efter den europæiske arrestordre er fuldbyrdelseslandet således forpligtet til eftersøge og anholde den pågældende person. Derimod skal en judiciel myndighed som hidtil træffe afgørelse om varetægtsfængsling med henblik på overgivelse til udstedelseslandet, ligesom en judiciel myndighed skal træffe afgørelse om overgivelse, medmindre den eftersøgte person giver samtykke til overgivelsen.

En judiciel myndighed i udstedelseslandet defineres som en dommer eller en offentlig anklager i den medlemsstat, der har udstedt en europæisk arrestordre, mens en judiciel myndighed i fuldbyrdelseslandet er en dommer eller en offentlig anklager i den medlemsstat, på hvis område den eftersøgte person opholder sig, og som træffer beslutning om at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

defineres som en dommer eller en offentlig anklager i den medlemsstat, der har udstedt en europæisk arrestordre, mens er en dommer eller en offentlig anklager i den medlemsstat, på hvis område den eftersøgte person opholder sig, og som træffer beslutning om at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

Judicielle myndigheder omfatter således domstolene og anklagemyndigheden, mens politimyndighederne ikke er omfattet af begrebet. Den judicielle myndighed, der udsteder en arrestordre, skal være den myndighed, der efter national ret i udstedelseslandet er kompetent hertil.

En udeblivelsesdom skal forstås som en dom afsagt af en domstol i en straffesag, uden at den dømte var til stede under domsforhandlingen. Derimod omfatter begrebet ikke afgørelser vedrørende en person, som har modtaget en indkaldelse til domsforhandling, men som er udeblevet uden at lade sig repræsentere og uden at have lovligt forfald.

skal forstås som en dom afsagt af en domstol i en straffesag, uden at den dømte var til stede under domsforhandlingen. Derimod omfatter begrebet ikke afgørelser vedrørende en person, som har modtaget en indkaldelse til domsforhandling, men som er udeblevet uden at lade sig repræsentere og uden at have lovligt forfald.

Definitionen af en udeblivelsesdom bygger på bestemmelserne i den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger. Herudover bygger definitionen på en resolution fra Europarådets Ministerkomité (75) 11. Endelig tager definitionen hensyn til den praksis, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udviklet vedrørende udeblivelsesdomme. Det er en forudsætning, at sagen kan genoptages, således a t den domfældte kan få mulighed for at være tilstede under en ny domsforhandling.

En sikkerhedsforanstaltning omfatter enhver beslutning om frihedsberøvelse, som er truffet af en domstol i forbindelse med eller i stedet for frihedsstraf. Denne definition svarer til den tilsvarende definition i 1957-konventionen.

omfatter enhver beslutning om frihedsberøvelse, som er truffet af en domstol i forbindelse med eller i stedet for frihedsstraf. Denne definition svarer til den tilsvarende definition i 1957-konventionen.

Endelig defineres en eftersøgt person som en person, overfor hvem der er udstedt en europæisk arrestordre.

Efter artikel 4 skal medlemsstaterne udpege de judicielle myndigheder, som er kompetente til at udstede en europæisk arrestordre, og som er kompetente til at træffe afgørelser i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre.

Udpegningen af kompetente nationale myndigheder sker i overensstemmelse med national ret. Den myndighed, der er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre, kan være den myndighed, der har truffet en af de i artikel 2 nævnte afgørelser, men det kan ligeledes være en anden myndighed. Det gælder ligeledes for den myndighed, der er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet skal imidlert id være en myndighed, der efter national ret er kompetent til at træffe afgørelse vedrørende gyldigheden og fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, ligesom denne myndighed skal være kompetent til at træffe afgørelse om overgivelse af den eftersøgte person.

I henhold til artikel 5 skal medlemsstaterne udpege en eller flere centrale myndigheder. Den centrale myndighed skal bistå de judicielle myndigheder, ligesom medlemsstaterne kan beslutte, at den centrale myndighed skal være ansvarlig for fremsendelse og modtagelse af en europæisk arrestordre. Endelig kan medlemsstaterne beslutte, at den centrale myndighed bl.a. træffer afgørelse vedrørende immunitet (artikel 31) og udskydelse af fuldbyrdelsen a f en europæisk arrestordre af humanitære grunde (artikel 38).

Efter forslaget vil det således ikke være den centrale myndighed, der træffer afgørelse vedrørende fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre.

Artikel 6 fastlægger indholdet af en europæisk arrestordre, og der er som bilag til forslaget udarbejdet et udkast til arrestordren. En europæisk arrestordre skal indeholde følgende oplysninger:

fastlægger indholdet af en europæisk arrestordre, og der er som bilag til forslaget udarbejdet et udkast til arrestordren. En europæisk arrestordre skal indeholde følgende oplysninger:
  • den eftersøgte persons identitet
  • angivelse af den judicielle myndighed i udstedelseslandet
  • angivelse af, hvorvidt arrestordren omfatter overgivelse med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse
  • angivelse af, om arrestordren omfatter en udeblivelsesdom
  • lovovertrædelsens art og de relevante lovbestemmelser
  • en beskrivelse af sagens omstændigheder
  • den idømte straf, hvis arrestordren er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, eller den foreskrevne strafferamme, hvis arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning
  • eventuelle andre retsfølger
  • angivelse af, om den eftersøgte person allerede har været anholdt for den samme lovovertrædelse og er løsladt, eller om den eftersøgte er løsladt efter varetægtsfængsling på betingelse af, at den pågældende møder til domsforhandling, eller om den pågældende er undveget fra afsoning.

En række af de oplysninger, som en europæisk arrestordre skal indeholde, er identiske med de oplysninger, der efter artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med henblik på optagelse i Schengen Informationssystemet (SIS).

Baggrunden for, at arrestordren skal indeholde oplysninger om, hvorvidt arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning af en person, der er løsladt på betingelse af, at vedkommende møder til domsforhandlingen, eller om den eftersøgte person er undveget fra afsoning, er, at der i disse tilfælde iværksættes en særlig procedure, jf. nedenfor om artikel 17.

Det er grundtanken i forslaget, at fuldbyrdelseslandet på grundlag af de oplysninger, der fremgår af en europæisk arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om eftersøgning, anholdelse, varetægtsfængsling og overgivelse af den eftersøgte person. Fuldbyrdelseslandet vil således i almindelighed ikke have behov for yderligere oplysninger fra udstedelseslandet.

Kapitel II (artikel 7 – 25) i forslaget til rammeafgørelse indeholder bestemmelser vedrørende proceduren i forbindelse med udstedelse og fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

Efter artikel 7 er det hovedreglen, at en europæisk arrestordre fremsendes direkte mellem de judicielle myndigheder, når den eftersøgte persons opholdssted er kendt. Princippet om direkte fremsendelse mellem judicielle myndigheder svarer til reglerne i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. I de tilfælde, hvor den eftersøgte persons opholdssted er ukendt, kan de judiciel le myndigheder i udstedelseslandet efter artikel 8 anvende Schengen Informationssystemet med henblik på efterlysning af den pågældende.

Artikel 10 – 14 vedrører anholdelse og varetægtsfængsling i fuldbyrdelseslandet, og bestemmelserne medfører ikke ændringer i forhold til de nuværende regler om foreløbig anholdelse i forbindelse med udlevering af lovovertrædere.

vedrører anholdelse og varetægtsfængsling i fuldbyrdelseslandet, og bestemmelserne medfører ikke ændringer i forhold til de nuværende regler om foreløbig anholdelse i forbindelse med udlevering af lovovertrædere.

Efter artikel 10 kan fuldbyrdelseslandet træffe de nødvendige og proportionelle tvangsforanstaltninger over for en eftersøgt person i overensstemmelse med national ret.

En europæisk arrestordre indeholder som nævnt bl.a. anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling, indtil fuldbyrdelseslandets judicielle myndigheder har truffet afgørelse vedrørende overgivelse af den eftersøgte person til udstedelseslandet. Det beror på national ret, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes i fuldbyrdelseslandet fra den fysiske pågribelse af den eftersøgte person og frem til den påg&ae lig;ldendes fremstilling for de judicielle myndigheder. Dette svarer til den nuværende ordning i forbindelse med udlevering af lovovertrædere.

Efter artikel 11 skal fuldbyrdelseslandet underrette den anholdte om arrestorden og indholdet heraf. Endvidere skal den anholdte underrettes om muligheden for at meddele samtykke til overgivelsen, jf. artikel 16 nedenfor. Den anholdte skal endvidere have ret til at få beskikket en advokat og om nødvendigt af få stillet en tolk til rådighed.

Ifølge artikel 12 skal fuldbyrdelseslandet straks underrette udstedelseslandet om anholdelsen, og udstedelseslandet skal i medfør af artikel 13 straks efter at have modtaget underretning om anholdelsen tilkendegive, om arrestordren opretholdes. Hvis arrestordren ikke opretholdes, skal den anholdte straks løslades.

Udstedelseslandet kan endvidere beslutte at suspendere arrestordren, hvis den anholdte tilkendegiver frivilligt at ville give møde på et nærmere fastsat tidspunkt. Hvis den anholdte giver møde på det fastsatte tidspunkt, bortfalder arrestordren automatisk. Hvis den anholdte ikke giver møde på det fastsatte tidspunkt, kan suspensionen af arrestordren ophæves, hvorefter en særlig procedure iværksættes, jf. artikel 17. Den anholdte skal underrettes om konsekvenserne af ikke at give møde i overensstemmelse med tilkendegivelsen.

Artikel 14 indebærer, at de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet kan beslutte, at den anholdte midlertidigt løslades, hvis den pågældende forpligter sig til at forblive til rådighed med henblik på fuldbyrdelsen af arrestordren. Denne mulighed kan alene anvendes, hvis det må antages, at den anholdte ikke vil undvige, og der ikke er bestemte grunde til at frygte, at den anholdte på fri fod vil begå nye lovovertrædel ser eller ødelægge bevismateriale i sagen.

indebærer, at de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet kan beslutte, at den anholdte midlertidigt løslades, hvis den pågældende forpligter sig til at forblive til rådighed med henblik på fuldbyrdelsen af arrestordren. Denne mulighed kan alene anvendes, hvis det må antages, at den anholdte ikke vil undvige, og der ikke er bestemte grunde til at frygte, at den anholdte på fri fod vil begå nye lovovertrædel ser eller ødelægge bevismateriale i sagen.

Hvis den anholdte ikke overholder betingelserne for den midlertidige løsladelse, skal proceduren i artikel 17 anvendes på udstedelsesstatens anmodning.

Artikel 15 – 25 vedrører den retlige procedure, der finder anvendelse i forbindelse med overgivelsen.

vedrører den retlige procedure, der finder anvendelse i forbindelse med overgivelsen.

Ifølge artikel 15 skal en europæisk arrestordre forelægges for den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet så hurtigt som muligt og senest 10 dage efter anholdelsen af den eftersøgte. Indenfor denne periode skal den kompetente myndighed i fuldbyrdelseslandet samtidig undersøge, om den anholdte ønsker at give samtykke til fuldbyrdelsen af arrestordren, d.v.s. overgivelsen til udstedelseslandet.

Forslaget til rammeafgørelse indebærer, at der skal anvendes en forenklet procedure, hvis den anholdte giver samtykke til overgivelsen, jf. artikel 16 og artikel 23, mens der anvendes en mere omfattende procedure, hvis den anholdte ikke meddeler samtykke til overgivelsen. Proceduren svarer i det væsentligste til de regler, der følger af 1995-konventionen, for så vidt angår tilfælde hvor den anholdte meddeler samtykke til udleveringen.

Ifølge artikel 16 sker udlevering efter reglerne i artikel 23, hvis den eftersøgte giver samtykke hertil. Dette indebærer, at den eftersøgte skal udleveres senest 20 dage efter, at den pågældende har meddelt samtykke. Samtykke skal afgives over for den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet i overensstemmelse med national ret. Samtykket skal være frivilligt, og den pågældende skal underrettes om konsekvenserne af at give samtykke. Et samtykke til overgivelse kan ikke tilbagekaldes.

Medlemsstaterne kan beslutte, at afgørelsen vedrørende overgivelse af en anholdt, der har givet samtykke til overgivelsen, enten træffes af en domstol eller af anklagemyndigheden.

Bestemmelsen tager udgangspunkt i artikel 7 og artikel 8 i 1995-konventionen. Denne konvention giver dog mulighed for, at en medlemsstat kan erklære, at den anholdtes samtykke kan tilbagekaldes. Danmark har ved ratifikationen af 1995-konventionen benyttet sig af denne erklæringsmulighed.

Artikel 17 omhandler fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre i de tilfælde, hvor den eftersøgte person tidligere er blevet løsladt. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet skal således straks fuldbyrde en europæisk arrestordre - uden forelæggelse for en domstol og uden at kontrollere, om den eftersøgte har givet samtykke til overgivelsen - hvis den eftersøgte person er undveget eller har unddraget sig en pligt til at g ive møde straks efter at være blevet løsladt, løsladt efter en varetægtsfængsling, eller være blevet løsladt i overensstemmelse med reglerne i artikel 13 (suspension af arrestordren) eller artikel 14 (midlertidig løsladelse).

omhandler fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre i de tilfælde, hvor den eftersøgte person tidligere er blevet løsladt. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet skal således straks fuldbyrde en europæisk arrestordre - uden forelæggelse for en domstol og uden at kontrollere, om den eftersøgte har givet samtykke til overgivelsen - hvis den eftersøgte person er undveget eller har unddraget sig en pligt til at g ive møde straks efter at være blevet løsladt, løsladt efter en varetægtsfængsling, eller være blevet løsladt i overensstemmelse med reglerne i artikel 13 (suspension af arrestordren) eller artikel 14 (midlertidig løsladelse).

Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet kan dog forelægge sagen for en domstol, hvis det må antages, at der foreligger grunde til at nægte eller afvise arrestordren. Den eftersøgte person kan ligeledes anmode om, at sagen forelægges for en domstol, men prøvelsen vil alene være en kontrol af, om der er grundlag for at anvende proceduren i artikel 17.

Artikel 18 fastlægger den procedure, der skal anvendes, hvis den eftersøgte ikke har givet sam-tykke til overgivelsen, eller hvis der ikke foreligger tidligere løsladelse, således at proceduren efter artikel 17 finder anvendelse.

fastlægger den procedure, der skal anvendes, hvis den eftersøgte ikke har givet sam-tykke til overgivelsen, eller hvis der ikke foreligger tidligere løsladelse, således at proceduren efter artikel 17 finder anvendelse.

Efter bestemmelsen skal en domstol i fuldbyrdelseslandet afgøre, om en europæisk arrestordre skal fuldbyrdes. Afgørelsen træffes efter, at der er afholdt et retsmøde i overensstemmelse med national ret i fuldbyrdelseslandet. Retsmødet skal finde sted senest 10 dage efter anholdelsen, jf. artikel 15. Domstolens prøvelse skal som udgangspunkt alene omfatte formelle spørgsmål, herunder den anholdtes identitet, og om arrestordren opf ylder forskrifterne. Endvidere skal domstolen prøve, om der foreligger grunde til at nægte fuldbyrdelse eller grunde til at afvise overgivelse. Domstolen skal derimod ikke prøve sagens materielle indhold. Domstolen skal således lægge den bedømmelse, som udstedelseslandets myndigheder har foretaget af sagens beviser, til grund.

Anke af afgørelsen om fuldbyrdelse af arrestordren sker i overensstemmelse med nationale regler.

Ifølge artikel 19 kan fuldbyrdelseslandet anmode udstedelseslandet om yderligere oplysninger, hvis de oplysninger, der fremgår af en europæisk arrestordre, ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om arrestordren kan fuldbyrdes.

Fuldbyrdelseslandet skal efter artikel 20 træffe afgørelse om fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre senest 90 dage efter anholdelsen af den eftersøgte person. Medlemsstaterne tilrettelægger selv den procedure, der skal anvendes i de enkelte lande, herunder om der skal være mulighed for at anke afgørelsen om fuldbyrdelse af arrestordren. Medlemsstaterne skal alene sikre, at proceduren kan gennemføres inden for den fastsatte tid sfrist.

Efter artikel 21 skal den anholdte løslades, hvis der ikke er truffet afgørelse inden for 90 dage, medmindre sagen vedrører en dom, der skal fuldbyrdes i fuldbyrdelseslandet, eller hvis varetægtsfængslingen opretholdes på grund af andre lovovertrædelser. Endvidere skal den anholdte løslades, hvis fuldbyrdelseslandet beslutter ikke at imødekomme en europæisk arrestordre.

De judicielle myndigheder i udstedelseslandet skal straks underrettes om fuldbyrdelseslandets afgørelse af, hvorvidt en europæisk arrestordre kan fuldbyrdes, jf. artikel 22. Bestemmelsen svarer delvist til artikel 10 i 1995-konventionen.

I artikel 23 er der fastsat frister for den fysiske overgivelse af den anholdte person, idet overgivelsen skal ske senest 20 dage efter, at der er truffet afgørelse efter artikel 17, eller 20 dage efter, at den judicielle myndighed har besluttet, at arrestorden kan fuldbyrdes. Hvis overgivelsen ikke kan finde sted inden for denne frist, skal den anholdte løslades i fuldbyrdelseslandet. Bestemmelsen er inspireret af artikel 11 i 1995-konventionen.

Efter artikel 24 skal udstedelseslandet fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder frihedsberøvelsen i fuldbyrdelseslandet, i den samlede straf.

I henhold til artikel 25 pålægger det udstedelsesstaten at sørge for, at en europæisk arrestordre ophører på datoen for overgivelsen af den anholdte.

Kapitel III (artikel 26 – 32) indeholder bestemmelser vedrørende de grunde, der kan give anledning til at nægte fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

Efter artikel 26 kan fuldbyrdelseslandet judicielle myndigheder afvise at fuldbyrde en europæisk arrestordre af de grunde, der fremgår af artikelerne 27-34. De afvisningsgrunde, der fremgår af kapitel III, er udtømmende, idet der imidlertid tillige kan være særlige grunde til at nægte overgivelsen, selvom om fuldbyrdelsen ikke kan afvises, jf. nedenfor om kapitel IV.

Med henblik på at lette afskaffelsen af kravet om dobbelt strafbarhed foreslås det i artikel 27, at enhver medlemsstat kan udarbejde en udtømmende liste ("negativ-liste") over handlinger, for hvilke den på forhånd afviser at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Listen kan udelukkende omfatte handlinger, der ikke er strafbare i den medlemsstat, som udarbejder listen. Herudover er der i princippet ingen begrænsninger i de lovovertr& aelig;delser, som medlemsstaterne kan anføre på listen, men forslaget tager navnlig sigte på, at medlemsstaterne kan anføre lovovertrædelser, som medlemsstaten efter politisk debat har besluttet ikke at gøre strafbare, f.eks. abort eller eutanasi. Endvidere kan listen omfatte generelle spørgsmål, herunder at en arrestordre, der vedrører en person under den kriminelle lavalder, ikke vil kunne fuldbyrdes.

De judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet kan ligeledes efter artikel 28 afvise at fuldbyrde en europæiske arrestordre, der er udstedt for en handling, som ikke betragtes som en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet, og som end ikke delvist er begået på udstedelseslandets område. Denne bestemmelse gør det således muligt for medlemsstaterne at afslå fuldbyrdelse, når et andet medlemsland udøver en eksterritorial str affekompetence.

Artikel 29 omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Bestemmelsen indebærer en pligt for medlemsstaterne til at nægte fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i tilfælde, hvor den eftersøgte person ved en endelig dom afsagt i fuldbyrdelseslandet er straffet for den lovovertrædelse, som arrestordren vedrører. Bestemmelsen indebærer endvidere, at medlemsstaterne skal afvise at f uldbyrde en europæisk arrestordre, hvis de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede efterforskning eller at afslutte efterforskningen i den sag, som har givet anledning til udstedelsen af en europæisk arrestordre.

omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning Bestemmelsen indebærer en pligt for medlemsstaterne til at nægte fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i tilfælde, hvor den eftersøgte person ved en endelig dom afsagt i fuldbyrdelseslandet er straffet for den lovovertrædelse, som arrestordren vedrørerBestemmelsen indebærer endvidere, at medlemsstaterne skal afvise at f uldbyrde en europæisk arrestordre, hvis de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede efterforskning eller at afslutte efterforskningen i den sag, som har givet anledning til udstedelsen af en europæisk arrestordre.

Fuldbyrdelseslandet skal således alene prøve spørgsmålet om "ne bis in idem" i forhold til afgørelser truffet af dette lands egne judicielle myndigheder. Prøvelsen af, hvorvidt der i et tredje land er truffet afgørelse i straffesagen, skal således overlades til de judicielle myndigheder i udstedelseslandet, og sådanne afgørelser kan derfor ikke give grundlag for at afvise fuldbyrdelsen. Forslaget svarer til 1957-k onventionen, hvorimod det adskiller sig fra 1975-protokollen, hvorefter gennemgangen af "ne bis in idem" spørgsmålet tillige omfatter afgørelser, der er truffet af tredjelande, der har tiltrådt konventionen.

Efter artikel 30 kan fuldbyrdelseslandet endvidere nægte fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, hvis den lovovertrædelse, der har givet anledning til arrestordren, er omfattet af benådning eller amnesti i fuldbyrdelseslandet.

Bestemmelsen svarer til artikel 62, stk. 2, i Schengen-konventionen og artikel 9 i 1996-konventionen. Artikel 30 vedrører bl.a. generelle beslutninger om benådning eller amnesti for bestemte lovovertrædelser, f.eks. en generel amnesti for overtrædelser af våbenloven i en vis periode kombineret med, at befolkningen afleverer våben til de retshåndhævende myndigheder.

I medfør af artikel 31 kan fuldbyrdelseslandet desuden nægte fuldbyrdelse, hvis den eftersøgte person har immunitet efter national ret.

Endelig kan fuldbyrdelseslandet efter artikel 32 nægte fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, hvis arrestordren ikke indeholder de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, eller det ikke er muligt at fastslå den eftersøgte persons identitet.

Kapitel IV (artikel 33 – 34) indeholder bestemmelser vedrørende de grunde, der kan give fuldbyrdelseslandet anledning til at afvise overgivelsen af den anholdte person. Bestemmelserne i dette kapitel indebærer som nævnt, at selv om fuldbyrdelseslandet ikke i medfør af bestemmelserne i kapitel III har mulighed for at afvise fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, kan fuldbyrdelseslandet alligevel i medfør af bestemmelserne i kapitel IV tr&ael afgørelse om, at den eftersøgte person ikke skal overgives til udstedelseslandet.

Efter artikel 33 kan fuldbyrdelseslandet således afvise overgivelse af en eftersøgt person, der ønskes overgivet med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den eftersøgte person vil have bedre mulighed for resocialisering i fuldbyrdelseslandet, og den eftersøgte person giver samtykke til, at frihedsstraffen fuldbyrdes i dette land. Fuldbyrdelsen sker i givet fald efter reglerne om fortsat fuldbyrdelse af dommen, og der vil ikke være mulighe d for at omsætte den idømte straf til den straf, der efter praksis ville være blevet idømt i fuldbyrdelseslandet for en lignende lovovertrædelse. Fuldbyrdelsen finder i øvrigt sted i overensstemmelse med national ret i fuldbyrdelseslandet.

Bestemmelsen vil navnlig være relevant i de tilfælde, hvor den eftersøgte person er statsborger eller har fast bopæl i fuldbyrdelseslandet.

Fuldbyrdelseslandet kan endvidere efter artikel 34 afvise overgivelse af den eftersøgte person i tilfælde, hvor en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning, hvis den eftersøgte person ved hjælp af videokonference kan deltage i retsforfølgningen, herunder domsforhandlingen, i udstedelseslandet, og hvis de to lande er enige om en sådan fremgangsmåde. Videokonferencen skal i givet fald gennemf&osla sh;res i overensstemmelse med reglerne i artikel 10 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

Kapitel V (artikel 35 – 42) indeholder bestemmelser om bl.a. overførelse af den domfældte til fuldbyrdelseslandet, verserende sager i flere medlemsstater, konkurrerende anmodninger samt ophævelse af den såkaldte specialitetsregel.

Artikel 36 indebærer, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan betinges af, at den anholdte person tilbageføres til fuldbyrdelseslandet med henblik på fuldbyrdelse af den idømte straf, hvis der er grund til at antage, at tilbageførelse vil fremme den pågældendes resocialisering.

indebærer, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan betinges af, at den anholdte person tilbageføres til fuldbyrdelseslandet med henblik på fuldbyrdelse af den idømte straf, hvis der er grund til at antage, at tilbageførelse vil fremme den pågældendes resocialisering.

Formålet med bestemmelsen er at lette de vanskeligheder, der opstår som følge af, at medlemsstaterne efter forslaget til rammeafgørelse vil være forpligtede til at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning i de øvrige medlemsstater.

I medfør af artikel 38 kan fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre undtagelsesvis udskydes, hvis der er vægtige grunde til at antage, at fuldbyrdelsen vil skade den eftersøgte persons liv eller helbred på grund af vedkommendes alder eller sundhedstilstand eller af andre tvingende humanitære grunde. Så snart disse grunde eventuelt ikke længere foreligger, skal arrestordren fuldbyrdes i overensstemmelse med rammeafgørelsens r egler.

Artikel 39 og artikel 40 vedrører de situationer, hvor der enten er verserende sager i flere medlemsstater, eller hvor der foreligger konkurrerende anmodninger.

vedrører de situationer, hvor der enten er verserende sager i flere medlemsstater, eller hvor der foreligger konkurrerende anmodninger.

Artikel 39 indebærer, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, kan udskydes, hvis den person, som arrestordren vedrører, er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet. Fuldbyrdelsen kan udskydes, indtil retsforfølgningen – og i givet fald fuldbyrdelsen af den idømte straf - er afsluttet.

indebærer, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, kan udskydes, hvis den person, som arrestordren vedrører, er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet. Fuldbyrdelsen kan udskydes, indtil retsforfølgningen – og i givet fald fuldbyrdelsen af den idømte straf - er afsluttet.

Hvis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, og den person, som arrestordren vedrører, afsoner en straf i fuldbyrdelseslandet, kan fuldbyrdelsen af arrestordren udskydes, indtil strafafsoningen er afsluttet.

Hvis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning af en person, der afsoner en frihedsstraf i fuldbyrdelseslandet, kan arrestordren fuldbyrdes på den betingelse, at den pågældende, når der er truffet endelig afgørelse i udstedelseslandet, tilbageføres til fuldbyrdelseslandet med henblik på at afslutte afsoningen af den i fuldbyrdelseslandet idømte frihedsstraf.

Hvis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning af en person, der er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet, skal den midlertidige overførelse ske efter aftale mellem de to berørte lande, medmindre artikel 34 vedrørende gennemførelse af en videokonference kan finde anvendelse.

Artikel 40 vedrører konkurrerende anmodninger, herunder anmodninger fra tredjelande. Hvis to eller flere medlemsstater har udstedt en europæisk arrestordre for den samme person, skal de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet afgøre, hvilken anmodning der skal imødekommes. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de foreliggende oplysninger, herunder lovovertrædelsernes grovhed, gerningsstederne samt tidspunktet for udste delsen af arrestordrerne.

vedrører konkurrerende anmodninger, herunder anmodninger fra tredjelande. Hvis to eller flere medlemsstater har udstedt en europæisk arrestordre for den samme person, skal de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet afgøre, hvilken anmodning der skal imødekommes. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de foreliggende oplysninger, herunder lovovertrædelsernes grovhed, gerningsstederne samt tidspunktet for udste delsen af arrestordrerne.

Hvis der foreligger en europæisk arrestordre og tillige en udleveringsbegæring fra et tredjeland, der har tiltrådt 1957-konventionen, finder artikel 17 i 1957-konventionen anvendelse. Denne bestemmelse indebærer, at det anmodede land skal træffe afgørelse om, hvilken anmodning der skal imødekommes under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder, herunder navnlig forbrydelsernes grovhed, gerningsstederne, tidspunkterne for de forskell ige begæringers fremsættelse, den pågældende persons statsborgerskab og muligheden for senere udlevering til en anden stat.

Hvis der foreligger en europæisk arrestordre og tillige en udleveringsanmodning fra et tredjeland, der ikke har tiltrådt 1957-konventionen, har fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre forrang

Hvis der foreligger en europæisk arrestordre og tillige en udleveringsanmodning fra en international domstol, skal de berørte medlemsstater, før der træffes afgørelse, drøfte, hvorledes kravene i vedtægterne for den pågældende internationale domstol kan overholdes.

Artikel 41 indebærer, at den såkaldte specialitetsregel ophæves i forholdet mellem medlemsstaterne. En person, der er blevet udleveret på grundlag af en europæisk arrestordre, kan således i udstedelseslandet retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre lovovertrædelser, end den lovovertrædelse for hvilken den europæiske arrestordre var udstedt. Det gælder dog ikke de lovovertrædelser, som fuldbyrdel sesstaten har opført på "negativ-listen" udarbejdet i medfør af artikel 27.

indebærer, at den såkaldte specialitetsregel ophæves i forholdet mellem medlemsstaterne. En person, der er blevet udleveret på grundlag af en europæisk arrestordre, kan således i udstedelseslandet retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre lovovertrædelser, end den lovovertrædelse for hvilken den europæiske arrestordre var udstedt. Det gælder dog ikke de lovovertrædelser, som fuldbyrdel sesstaten har opført på "negativ-listen" udarbejdet i medfør af artikel 27.

Kapitel VI (artikel 43 – 44) indeholder bestemmelser om forholdet til andre retlige instrumenter.

Da rammeafgørelsens regler skal erstatte de gældende regler om udlevering af lovovertrædere mellem medlemsstaterne, indebærer rammeafgørelsen efter artikel 43, at 1957-konventionen og de tilhørende protokoller samt 1995-konventionen og 1996-konventionen ikke længere finder anvendelse mellem medlemsstaterne. Derimod berører rammeafgørelsen ikke anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der måtte findes i bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt mellem medlemsstaterne på grundlag af ensartet eller gensidig lovgivning, herunder de særlige regler for udlevering mellem de nordiske lande.

Artikel 44 vedrører forholdet til Schengen-konventionen. Rammeafgørelsen udgør ifølge forslaget en videreudvikling af Schengen-reglerne, hvorfor rammeafgørelsens regler tillige vil finde anvendelse for Norge og Island i overensstemmelse med Rådets aftale med Norge og Island om deres associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen er for Rådets vedkommende godkendt ved Rådets afg&oslas h;relse af 17. maj 1999.

vedrører forholdet til Schengen-konventionen. Rammeafgørelsen udgør ifølge forslaget en videreudvikling af Schengen-reglerne, hvorfor rammeafgørelsens regler tillige vil finde anvendelse for Norge og Island i overensstemmelse med Rådets aftale med Norge og Island om deres associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen er for Rådets vedkommende godkendt ved Rådets afg&oslas h;relse af 17. maj 1999.

Kapitel VII (artikel 45 – 48) indeholder en række bestemmelser af praktisk karakter, herunder regler for gennemrejse/transit, fremsendelse af dokumenter, sprog og udgifter i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre.

Kapitel VIII (artikel 49) indeholder i artikel 49 en beskyttelsesklausul, der indebærer, at medlemsstaterne ved at afgive en erklæring til Rådet og Kommissionen kan beslutte midlertidigt at suspendere anvendelsen af rammeafgørelsen i forhold til en anden medlemsstat, hvis der i denne medlemsstat sker grove og vedvarende krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder, som er omhandlet i TEU artikel 6, stk. 1.

Kapitel IX (artikel 50 – 53) indeholder bl.a. bestemmelser om rammeafgørelsens ikrafttræden.

  1. Dansk ret

    2. 3.1. Udlevering af lovovertrædere fra Danmark til andre EU-lande

    Efter § 1 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001, kan den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, udleveres efter lovens regler.

    Loven omfatter ikke udlevering fra Danmark til de øvrige nordiske lande, idet udlevering mellem de nordiske lande sker på grundlag af ensartet lovgivning, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og lov nr. 433 af 31. maj 2000. Forslaget til rammeafgørelse om indførelse af den europæiske arrestordre m.v. vil som nævnt oven for ikke i sig selv nødvendiggøre ændringer i samarbejdet mellem de nordiske lande om udlevering af lovovertrædere.

    De to EU-udleveringskonventioner (1995- og 1996-konventionerne) er gennemført i dansk ret ved ændringer af udleveringsloven henholdsvis ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 417 af 10. juni 1997. Udleveringsloven indeholder således allerede en række særlige regler om udlevering fra Danmark til de øvrige EU-lande.

    3.1.1. Betingelser for udlevering

    Danske statsborgere

    Efter udleveringslovens § 2 kan en dansk statsborger ikke udleveres fra Danmark til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i de øvrige medlemsstater. Dette gælder dog ikke udlevering til Sverige og Finland, idet udlevering af danske statsborgere i visse tilfælde kan ske til de øvrige nordiske lande efter reglerne i lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 a f 12. juni 1975 og lov nr. 433 af 31. maj 2000.

    Strafferammekrav

    Udlevering til et EU-land kan i henhold til § 3 ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

    Udlevering til straffuldbyrdelse kan kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller hvis den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed.

    Fængslingskendelse

    Udlevering til strafforfølgning kan efter § 3 kun ske, hvis der i det medlemsland, der anmoder om udlevering, er truffet beslutning om, at den eftersøgte person, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.

    Dobbelt strafbarhed

    Det følger af § 3 i udleveringsloven, at der efter udleveringsloven gælder et krav om dobbelt strafbarhed, idet det forhold, der ligger til grund for udleveringsanmodningen, skal være strafbart efter dansk ret.

    Flere lovovertrædelser

    Efter § 3 kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold finde sted, selv om betingelserne vedrørende strafferammekravet, anholdelsesbeslutningen og varigheden af en frihedsstraf i en endelig dom, alene er opfyldt med hensyn til et af de strafbare forhold.

    Bevismæssigt grundlag

    Hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted, jf. § 3.

    Hovedreglen efter 1957-konventionen er, at det anmodede lands myndigheder er forpligtet til uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den udenlandske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling til grund ved udleveringssagens afgørelse.

    Det følger således af artikel 12 i 1957-konventionen, at en anmodning om udlevering skal være ledsaget af bl.a. udskrift af en retskraftig straffedom eller beslutning om sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning og udstedt i overensstemmelse med den i den begærende stats lovgivning foreskrevne fremgangsmåde.

    Danmark har i forbindelse med ratifikationen af 1957-konventionen afgivet en erklæring om, at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet, kan anmode det land, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.

    Det fremgår af bemærkningerne til udleveringsloven, jf. Folketingstidende Tillæg A, 1966-1967, 2. samling, sp. 2546 ff.

    "Den omstændighed, at den, som søges udleveret, over for danske myndigheder nægter sig skyldig vil således isoleret betragtet ikke berettige danske myndigheder til at stille krav om tilvejebringelse af (yderligere) bevismateriale. Hvis den pågældende derimod til støtte for sin påstand kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om hans skyld, vil der kunn e fremsættes begæring om tilvejebringelse af bevismateriale til sandsynliggørelse af skylden, og hvis dette materiale ikke tilvejebringes, eller hvis det findes utilstrækkeligt, vil anmodningen om udlevering kunne afslås".

    Det fremgår endvidere:

    "… at udlevering efter denne bestemmelse kun udelukkes, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at den sigtelse eller dom, der ligger til grund for udleveringsanmodningen, savner det bevismæssige grundlag, som en sigtelse eller en dom bør bygge på. Bestemmelsen medfører således ikke, at der som led i undersøgelsen af, om betingelserne for udlevering er opfyldt…skal foretages nogen almindelig prøvelse af lash;rgsmålet, men alene, at myndighederne, navnlig i forbindelse med afhøring af den pågældende, skal have opmærksomheden henledt på, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må anses for betænkeligt uden videre at lægge de afgørelser (fængslingskendelse, dom), der er modtaget sammen med anmodningen om udlevering, til grund."

     

    Politiske overtrædelser

    Efter udleveringslovens § 5 må udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Der kan dog ske udlevering for en politisk lovovertrædelse til et andet EU-land, når handlingen er omfattet af artikel 1 og artikel 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.

     

    Særlige tilfælde

    I henhold til udleveringslovens § 7 må udlevering ikke finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn.

     

    Ne bis in idem

    Efter udleveringslovens § 8 kan udlevering ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. Hvis tiltale mod den pågældende er frafaldet kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

     

    Forældelse

    Udleveringslovens § 9 indebærer, at der kan ske udlevering til et andet EU-land, selv om strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

     

    Specialitetsreglen

    Udleveringslovens § 10 vedrører den såkaldte specialitetsregel. Bestemmelsen indebærer, at udlevering kun kan ske på vilkår af, at den udleverede ikke må drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, han er udleveret for. Specialitetsreglen kan dog fraviges, hvis justitsministeren giver tilladelse hertil.

    Der gælder efter udleveringslovens § 10a særlige regler vedrørende specialitetsreglen i forbindelse med udlevering til andre EU-lande. Efter § 10a kan specialitetsreglen fraviges i to tilfælde ved udlevering til et andet EU-land uden justitsministerens tilladelse. Den udleverede kan således drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldb yrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Endvidere kan den udleverede drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udleveringen er sket.

    Bestemmelsen indebærer, at der i den medlemsstat, hvortil udleveringen er sket, kan ske strafforfølgning af lovovertrædelser, der straffes med f.eks. bøde, og at der kan iværksættes fuldbyrdelse af tidligere idømte bødestraffe, uden at der indhentes tilladelse fra justitsministeren. Endvidere kan der ske strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i alle tilfælde uden tilladelse fra justitsministeren, hvis den pågæl dende har meddelt samtykke hertil.

    Den udleverede kan videreudleveres fra en anden medlemsstat uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilla delse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

    Videreudlevering til en anden medlemsstat forudsætter således i alle tilfælde enten samtykke fra justitsministeren, eller at den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering.

    Efter 1995-konventionen er udgangspunktet, at et samtykke til afkald på specialitetsreglen og samtykke til videreudlevering ikke kan tilbagekaldes. Danmark har imidlertid i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring om, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk ret.

    3.1.2. Behandling af sager om udlevering

    Efter § 11 i udleveringsloven kan udlevering som udgangspunkt kun ske på baggrund af en anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, om handlingens beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Der skal samtidig med anmodningen fremsendes en udskrift af den beslutning om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen.

    En anmodning om udlevering sendes efter § 12 til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold, medmindre justitsministeren allerede på grundlag af anmodningen og de oplysninger, der foreligger, finder at burde nægte udlevering. Efter modtagelsen af anmodningen iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Undersøgelsen foretag es i overensstemmelse med retsplejelovens regler.

    De retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse kan anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf. § 13 i udleveringsloven. I forbindelse med udleveringssager vil det navnlig være bestemmelserne om anholdelse og varetægtsfæ ngsling, som vil skulle anvendes med henblik på at sikre den pågældendes fortsatte tilstedeværelse under udleveringssagens behandling.

    Når undersøgelsen iværksættes, skal der efter § 14 beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret.

    Efter afslutningen af undersøgelsen, forelægges spørgsmålet om udlevering efter § 15 for justitsministeren til afgørelse. Hvis der træffes beslutning om udlevering, skal den pågældende samtidig med, at han gøres bekendt med afgørelsen, gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse og med fristen for at fremsætte begæring herom.

    Efter § 16 kan den, der skal udleveres, således forlange, at spørgsmålet om beslutningens lovlighed indbringes for retten. En anmodning om domstolsprøvelse skal fremsættes inden tre dage efter, at beslutningen er meddelt den pågældende. Rettens afgørelse kan indbringes for landsretten inden tre dage efter afgørelsen.

    Hvis beslutningen ikke indbringes for retten, gennemføres udleveringen snarest muligt, jf. § 17. For at sikre udleveringens gennemførelse kan den pågældende anholdes og varetægtsfængsles. Varetægtsfængslingen skal dog ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter, at det er blevet klart, at den pågældende ikke ønsker spørgsmålet om udlevering prøvet for retten.

    3.1.3. Forenklet behandling af sager om udlevering til EU’s medlemsstater

    1995-konventionen indeholder regler om en forenklet behandling af sager om udlevering mellem medlemsstaterne i de tilfælde, hvor den, der kræves udleveret, har givet samtykke til udleveringen.

    Reglerne om forenklet behandling af sager om udlevering er gennemføret i udleveringslovens kapitel 3a.

    Efter § 18 a kan udlevering til et andet EU-land ske på grundlag af en eftersøgning i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3a. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik på udlevering.

    Bestemmelsen indebærer, at der ikke skal foreligge den i § 11 nævnte udleveringsbegæring, når den forenklede udleveringsprocedure anvendes.

    Når eftersøgningen er modtaget, iværksætter politiet i henhold til § 18b uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Bestemmelserne i § 13, herunder om anholdelse og varetægtsfængsling, og i § 14 om beskikkelse af forsvarer, finder også anvendelse i forbindelse med den forenklede udleveringsprocedure.

    Efter § 18c kan udlevering på grundlag af en eftersøgning kun ske, hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udlevering. Hvis den pågældende ikke meddeler samtykke til udlevering, finder de almindelige regler anvendelse.

    Det bemærkes i den forbindelse, at Danmark i forbindelse med ratifikationen af 1995-konven-tionen har tilkendegivet, at samtykke til udlevering kan tilbagekaldes efter reglerne i dansk ret.

    Den, som begæres udleveret, kan endvidere give afkald på specialitetsreglen, ligesom vedkommende kan give samtykke til videreudlevering til et tredje EU-land. Et sådant samtykke kan ligeledes tilbagekaldes efter reglerne i dansk ret, jf. herved Danmarks ovennævnte erklæring afgivet i forbindelse med ratifikationen af 1995-konventionen.

    Hvis den, som begæres udleveret, meddeler samtykke til udlevering, forelægges spørgsmålet om udlevering for justitsministeren til afgørelse. Finder justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes af politiet.

    I henhold til § 18d kan der iværksættes anholdelse og varetægtsfængsling med henblik på at sikre udleveringens gennemførelse. Varetægtsfængsling skal som udgangspunkt ophæves, hvis udleveringen ikke har fundet sted inden 20 dage efter justitsministerens beslutning om udlevering.

    3.1.4. Foreløbige foranstaltninger

    Efter udleveringslovens § 19 kan bl.a. de retsmidler, der omtales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling anvendes i samme omfang, som hvis en anmodning om udlevering forelå, hvis en person er efterlyst af myndighederne i et andet land som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter udleveringsloven. Foranstaltninger, der er iværksat efter retsplejelovens regler, skal som udgangspunkt ophæves, hvis en anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen.

    1. Udlevering fra de øvrige EU-lande til Danmark

    Udleveringsloven indeholder ikke regler om de tilfælde, hvor danske myndigheder over for andre lande fremsætter begæring om udlevering af personer med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet.

    Det er anklagemyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at anmode en domstol om at varetægtsfængslet en person, der er mistænkt for at have begået en forbrydelse. I tilfælde, hvor en mistænkt persons opholdssted er ukendt, og der er formodning om, at personen opholder sig i udlandet, vil der blive afsagt en kendelse om varetægtsfængsling in absentia. Efterfølgende anmoder politiet om, at den p&ar ing;gældende under henvisning til den afsagte kendelse efterlyses i udlandet via Interpol eller Schengen Informationssystemet med henblik på udlevering til Danmark.

    For så vidt angår personer, der ved endelig dom er idømt en frihedsstraf her i landet, og efterfølgende ikke er mødt til afsoning eller er undveget, vil det ligeledes være politiet, der anmoder om, at den pågældende efterlyses, hvis der er formodning om, at den pågældende opholder sig i udlandet.

    Hvis den efterlyste person anholdes, skal der inden for en vis tidsfrist fremsendes en anmodning om udlevering. Udleveringsbegæringen udarbejdes af Justitsministeriet efter indstilling fra anklagemyndigheden. Det afgøres efter national ret i det land, hvor personen er anholdt, om udleveringsbegæringen kan imødekommes.

    Hvis den person, der er anholdt, har givet samtykke til udleveringen efter reglerne i 1995-konventionen, vil den udsendte efterlysning samtidig udgøre udleveringsbegæringen og der er derfor ikke behov for, at Justitsministeriet inddrages yderligere i sagen.

  2. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
    3.

    Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse inden for udleveringsområdet med henblik på at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne.

    Grundtanken i forslaget er, at når en judiciel myndighed i en medlemsstat anmoder om, at en person pågribes og overgives til den pågældende medlemsstat med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne afgørelse automatisk kunne anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater.

    Forslaget til rammeafgørelse indeholder en række bestemmelser, der, hvis forslaget vedtages i den foreliggende form, vil nødvendiggøre lovændringer i Danmark.

    Forslaget indebærer således, at kravet om dobbelt strafbarhed afskaffes i forbindelse med udlevering mellem medlemsstaterne, hvilket vil nødvendiggøre en ændring af udleveringsloven, idet det efter loven er en betingelse for udlevering, at det forhold, der ligger til grund for anmodningen, er strafbart i Danmark.

    Efter forslaget vil det ikke længere være muligt at opretholde et absolut forbud med udlevering af egne statsborgere til de øvrige medlemsstater. Gennemførelsen af rammeafgørelsen vil således kræve en ændring af udleveringslovens § 2, der indeholder et forbud mod udlevering af danske statsborgere til andre lande end de nordiske. Efter forslaget kan det dog som betingelse for udlevering af bl.a. egne statsborgere, kræves, at den p&ar ing;gældende tilbageføres til det land, hvor vedkommende er statsborger med henblik på fuldbyrdelse af den idømte straf. Det er derimod efter forslaget ikke muligt at tage forbehold for, at udlevering af egne statsborgere alene kan finde sted for særligt alvorlige forbrydelser.

    Efter forslaget til rammeafgørelse vil en medlemsstat, der modtager en europæisk arrestordre, kun i meget begrænsede tilfælde have mulighed for at afvise fuldbyrdelsen af arrestordren. Den pågældende medlemsstat vil således heller ikke have mulighed for at foretage en bevisvurdering af den sag, der ligger til grund for arrestordren. Der vil heller ikke være mulighed for at afslå fuldbyrdelse under henvisning til, at den lovovertr&aeli g;delser, der ligger til grund for arrestordren, er en politisk lovovertrædelse. Endvidere vil særlige humanitære grunde alene give mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen af arrestordren.

    Efter udleveringslovens § 3, stk. 5, kan en udleveringsbegæring afslås, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende den handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Denne mulighed for i særlige tilfælde at foretage en bevismæssig bedømmelse af sagen, vil ikke kunne opretholdes, hvis rammeafgørelsen vedtag es i sin nuværende form. Endvidere vil rammeafgørelsen nødvendiggøre ændring af udleveringslovens § 5 om politiske forbrydelser og udleveringslovens § 7 om humanitære grunde, der kan begrunde afslag på en udleveringsbegæring.

    For så vidt angår behandlingen af begæringer om udlevering træffes afgørelse om udlevering efter de gældende regler af Justitsministeriet med mulighed for at indbringe denne afgørelse for domstolene. Forslaget til rammeafgørelse vil ikke nødvendigvis forudsætte ændringer af disse regler, idet afgørelsen om fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre også efter forslaget skal træffes af de judiciel le myndigheder.

    For så vidt angår danske udleveringsbegæringer over for de øvrige EU-lande, skønnes forslaget til rammeafgørelse alene at give anledning til mindre ændringer i behandlingen af sådanne anmodninger.

    Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

  3. Høring

Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Roskilde ret, Præsidenten for retten i Århus, Den Danske Dommerforening, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Politifuldmægtigforeningen, Domm erfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark. Advokatrådet, Foreningen af Beskikkede Advokater, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder.