Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde samlenotat (budgetministre) den 21-22 november 2001

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 158)
budgetministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

8. november 2001

 

 

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 16. november 2001 – dagsordenspunkt rådsmøde (budgetministre) den 21.-22. november 2001 – vedlægges Udenrigsministeriets notat om de punkter der forventes optages på dagsordenen for rådsmødet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

UDENRIGSMINISTERIET N.1, j.nr. 400.D.9-0-2002

Nordgruppen 400.A.5-0-10

Den 8. november 2001

 

 

 

 

 

 

Rådsmøde (budgetministre) den 21.-22. november 2001

 

Aktuelt notat

 

 

 

  1. Fortsættelse af budgetproceduren for 2002, herunder ændringsskrivelsen nr. 2
    KOM (2001) ***

  2. Evt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagsordenspunkt 1: Fortsættelse af budgetproceduren for 2002.

Baggrund

Rådet vil på mødet den 21.-22. november 2001 gennemføre sin andenbehandling af budgetforslaget for 2002 på grundlag af Europa-Parlamentets førstebehandling af samme under samlingen den 22.-25. oktober 2001. Kommissionen har endvidere den 31. oktober 2001 vedtaget en ændringsskrivelse nr. 2 til sit foreløbige budgetforslag for 2002.

Indhold
Rådet havde sin 1. behandling af Kommissionens foreløbige budgetforslag for 2002. Efter 1. behandlingen udgjorde Rådets budget 99.009 mio. euro i forpligtelsesbevillinger og 95.599 mio. euro i betalingsbevillinger. I forhold til det vedtagne 2001-budget er der tale om en stigning i forpligtelsesbevillingerne på 2,9% og betalingsbevillingerne på 3,3%. I forhold til Kommissionens foreløbige budgetforslag reducerede Rådet forpligtelserne med 1,4% og betalingerne med 2,3%.

Rådet reducerede Kommissionens forslag på det fælles landbrugsbudget (udgiftskategori 1) med 1.200 mio. euro. Nedsættelsen skyldes primært, at Rådet afviste Kommissionens forslag om en reserve på 1 mia. euro til bekæmpelse af BSE og mund- og klovsyge, idet Kommissionen i tilhørende erklæring blev anmodet om at præsentere en detaljeret analyse af behovene. Rådet reducerede Kommi ssionens budgetforslag til de interne politikker (udgiftskategori 3) med 43 mio. euro, herunder bevillingerne til miljøområdet med 4 mio. euro, mens bevillingerne til beskæftigelse blev reduceret med 5 mio. euro. Rådet fastholdt bevillingerne til forbrugerbeskyttelse samt transeuropæiske netværk. Fsva. foranstaltninger udadtil (udgiftskategori 4) reducerede Rådet Kommissionens forslag med 53 mio. euro, herunder bevillinger til det vestlige Balkan med 14 mio. euro. Bevillingerne til det vestlige Balkan udgør herefter 814 mio. euro. Rådet nedsatte de administrative udgifter (udgiftskategori 5) med 59 mio. euro. Rådet anmodede samtidig institutionernes generalsekretærer om at afgive en rapport forud for Rådets anden behandling af budgettet vedrørende styrket samarbejde med henblik på administrative effektiviseringer i flerårigt perspektiv, herunder i forbindelse med forberedelse af udvidelsen.

Europa-Parlamentets førstebehandling af EU’s budget for 2002 fandt sted under parlamentssamlingen den 22.-25. oktober 2001. Resultatet af Parlamentets førstebehandling indebærer et budget for 2001 på 99,6 mia. euro i forpligtelsesbevillinger og 98,7 mia. euro i betalingsbevillinger.

I forhold til Rådets førstelæsning af budgettet for 2002 er der tale om en stigning på 0,6 mia. euro i forpligtelsesbevillinger og 3,1 mia. euro i betalingsbevillinger. I forhold til 2001-budgettet svarer Parlamentets budgetforslag til en stigning i forpligtelserne på 3,5%, hvilket er 0,8 procentpoint mindre end Kommissionens foreløbige budgetforslag. Betalingerne stiger med 6,7 procent i forhold til 2001-budgettet, hvilket er 1,1 procentpoint mere en d Kommissionens forslag.

Forpligtelsesbevillingerne fordeler sig efter Parlamentets førstelæsning som følger:

Tabel 1 (løbende priser):

Udgiftsområde

Budget 20011

Finansielle overslag

2002

Foreløbigt budget-forslag

2002

Rådets 1.læsning

Europa-Parlamentets 1. læsning

Den fælles landbrugspolitik

43.298

46.587

46.222

45.022

45.390

Strukturforanstaltninger2

32.720

33.638

33.638

33.638

33.638

Interne politikker

6.232

6.558

6.490

6.447

6.554

Foranstaltninger udadtil

4.928

4.873

4.826

4.773

4.873

Administrationsudgifter3

4.904

5.012

5.185

5.126

5.175

Reserver

916

676

676

676

676

Før-tiltrædelsesbistand

3.240

3.328

3.328

3.328

3.328

I alt

96.238

100.672

100.364

99.009

99.634

1:Opgørelsen af bevillingerne i 2001-budgettet på udgiftskategorier er sket med henblik på at tilvejebringe det bedst mulige sammenligningsgrundlag for behandlingen af 2002-budgetforslaget. De anførte tal svarer derfor ikke eksakt til de tal, der kan findes i det vedtagne budget for 2001 for de enkelte udgiftskategorier.

2: Ifølge den inter-institutionelle aftale om budgetdisciplin af 6. maj 1999 skal bevillinger, der ikke er blevet brugt i 2000 eller overført til 2001, overføres til fremtidige budgetår og det finansielle overslag justeres tilsvarende. For 2002 er 870 mio. euro overført, hvorfor det finansielle overslag er forøget tilsvarende.

3: De beløb, der er medtaget under loftet for administrative udgifter, er ifølge den inter-institutionelle aftale om budgetdisciplin af 6. maj 1999 for pensionsudgifternes vedkommende de beløb, der fremkommer efter fradrag af personalets indbetalinger til pensionsordningen inden for en grænse på 1.100 mio. euro i 1999-priser i perioden 2000-2006. Det bevirker, at de samlede administrative udgifter hver år i perioden 2000-2006 kan være op til 167 mio. euro (200 2-priser) højere end de finansielle overslag. For budgetforslaget 2002 er de angivne beløb ifølge de enkelte institutioners egne budgetforslag.

 

Parlamentets førstebehandling fokuserede på en række emner, hvoraf kan nævnes fiskeriaftaler, den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, de administrative udgifter, Kommissionens reformarbejde, opfølgning på terrorangrebet den 11. september, samt betalingsbevillingernes størrelse.

Hvad angår fiskeriaftalerne, var der særligt fokus på konsekvenserne af den manglende forlængelse af fiskeriaftalen med Marokko. Parlamentet opfordrede her Kommissionen til at frigive de midler i de formålsbestemte reserver, der oprindeligt var tiltænkt fiskeriaftalen med Marokko. Den manglende forlængelse af fiskeriaftalen berører i særlig grad dele af de spanske og portugisiske fiskeriflåder. I konklusionerne fra DER Nice forp ligtede Rådet sig i den anledning til, under overholdelse af de finansielle overslag, at yde fællesskabsstøtte til omlægning af de berørte fiskeriflåder. Parlamentet gav i denne forbindelse udtryk for villighed til at finde den fornødne finansiering og besluttede at oprette en ny budgetlinie til formålet inden for udgiftskategori 2, foreløbig uden at fastsætte noget beløb.

I forbindelse med drøftelsen af de administrative udgifter udtrykte Parlamentet et stærkt ønske om at sikre fortsat fremdrift i Kommissionens reformarbejde. For at bidrage til dette placerede Parlamentet ca. 15 mio. euro i reserven til finansiering af de nye stillinger, som Kommissionen har foreslået i forbindelse med reformen. Midlerne vil blive frigivet efter, at Kommissionen har opfyldt en række betingelser på reformområdet. På læ ngere sigt udtrykte Parlamentet sin bekymring over de stigende udgifter som følge af udvidelsen. Man foreslog i den sammenhæng at oprette en inter-institutionel arbejdsgruppe på politisk niveau, der vil skulle se nærmere på mulighederne for at opnå en bedre udnyttelse af de administrative bevillinger.

Hvad angår den store forhøjelse af betalingsbevillingerne, er denne ifølge Parlamentet nødvendig for kunne gennemføre de foreslåede forpligtelsesbevillinger.

Der vedlægges en mere detaljeret tabel over budgetforslaget.

For de enkelte udgiftsområder kan følgende ændringer i forhold til Rådets budgetforslag fremhæves:

Udgiftskategori 1: Landbrug:

Parlamentet lægger op til at forøge udgiftsområdet med i alt ca. 368 mio. euro, idet man finder, at Rådets budgetforslag ikke tager højde for de reelle behov anslået af Kommissionen på baggrund af medlemsstaternes anmodninger.

Udgiftskategori 2: Strukturforanstaltninger:

Der lægges op til at fastholde forpligtelsesbevillingerne til strukturforanstaltningerne, men at forøge betalingerne med i alt ca. 1.582 mio. euro i forhold til resultatet efter Rådets førstebehandling, svarende til en stigning på 6,6% i forhold til budget 2001. Begrundelsen for stigningen er at sikre tilstrækkelige betalingsbevillinger til at opfylde de planlagte nye forpligtelser i 2002.

Udgiftskategori 3: Interne politikker:

Parlamentet foreslår at forøge forpligtelsesbevillingerne med godt 106 mio. euro og betalingsbevillingerne med ca. 165 mio. euro i forhold til Rådets førstebehandling. Som tidligere år er der særlig fokus på forhøjelser af forpligtelsesbevillingerne til uddannelse (ca. 27 mio. euro), det indre marked (ca. 16 mio. euro), information (ca. 12 mio. euro) samt transport (godt 5 mio. euro). Herudover foreslås, i opfølgning p&ar ing; terrorangrebet i USA den 11. september, at forøge forpligtelsesbevillingerne til området retlige og indre anliggender med knap 20 mio. euro.

Udgiftskategori 4: Foranstaltninger udadtil

Der foreslås en samlet forhøjelse af forpligtelsesbevillingerne med ca. 100 mio. euro og betalingsbevillingerne med ca. 612 mio. euro i forhold til Rådets forslag. Forpligtelsesbevillingerne foreslås bl.a. forhøjet til samarbejdet med udviklingslandene i Asien (ca. 26 mio. euro), Latinamerika (knap 56 mio. euro), Middelhavsområdet (46 mio. euro) samt de tidligere sovjetiske stater og Mongoliet (ca. 13 mio. euro). Endvidere foreslås en for&os lash;get indsats i forhold til menneskerettigheder og demokrati (9 mio. euro), samt nødhjælp (ca. 21 mio. euro) og fødevarebistand (24 mio. euro). Fsva. genopbygningsbistanden til Balkan foreslås forpligtelsesbevillingerne reduceret med 70 mio. euro, mens betalingerne foreslås øget med knap 32 mio. euro. Parlamentet foreslår endeligt en nedsættelse af bevillingerne til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med knap 14 mio. euro i forhold til Kommi ssionens foreløbige budgetforslag og Rådets førstelæsning.

Udgiftskategori 5: Administration:

Parlamentet foreslår at hæve bevillingerne med knap 40 mio. euro i forhold til Rådets førstebehandling.

Udgiftskategori 7: Før-tiltrædelsesbistand:

Parlamentet foreslår at hæve betalingerne til aktiviteter i forbindelse med kandidatlandene med knap 361 mio. euro i forhold til Rådets budgetforslag. Der foreslås afsat 250 mio. euro mere til strukturinstrumentet og knap 111 mio. euro mere til Phare.

Margin i forhold til de finansielle overslag
Bevillingsforhøjelserne i Europa-Parlamentets førstelæsning af budget 2002 har medført en reduktion af marginen til de finansielle overslags loft over de samlede udgifter fra 1.830 mio. euro til 1.205 mio. euro. Med undtagelser af landbrugsudgifterne har Parlamentet for de enkelte udgiftskategorier stort set fjernet de tilbageværende marginer. Marginen for landbrugsudgifterne udgør således 1.197 mio. euro. i forhold til den samlede margin på 1.205 mio. eur o.

Ændringsskrivelse nr. 2
Kommissionen har den 31. oktober 2001 vedtaget ændringsskrivelse nr. 2 til budgetforslaget for 2002. Ændringsskrivelsens hovedformål er at tage højde for den seneste økonomiske udvikling på landbrugsområdet, at foreslå den fornødne finansiering af omstrukturering af fiskeriflåderne i Spanien og Portugal,samt i henhold til Finansforordningen, at indregne et eventuelt overskud for budgetgennemførelsen for 2001. Herudover indehol der ændringsskrivelsen en reduktion i de samlede disponible bevillinger til de internationale fiskeriaftaler. I alt betyder ændringsskrivelsen en reduktion i Kommissionens foreløbige budgetforslag på 1.854 mio. euro.

Kommissionen forventer, at behovet for landbrugsstøtte under-udgiftskategori 1a. vil være 971 mio. euro mindre end hidtil antaget, primært på baggrund af en positiv udvikling i markedssituationen. Hertil kommer, at Kommissionen har baseret de nye budgetskøn på den gennemsnitlige dollar/euro-kurs mellem 1. juli og 30. september 2001, der udgør 0,89 dollar/euro, mod antagelsen i Kommissionen foreløbige budgetudkast på 0,92 dollar/eur o. Den lidt stærkere dollar-kurs har betydet en mindre nedjustering i de forventede udgifter på omkring 83 mio. euro. Endelig er behovet for udgifter i medfør af krisen inden for oksekødssektoren samt til bekæmpelse af BSE og mund- og klovsyge, blevet mere begrænset end Kommissionen tidligere forventede, hvorfor Kommissionen har tilbagetrukket sit oprindelige forslag om en reserve på 1 mia. euro til dette formål.

Opdelt på sektorer forventes de største besparelser at være indenfor kornsektoren (-781 mio. euro), mælkeprodukter (-424 mio. euro), fårekød (-298 mio. euro), samt oksekød (-276 mio. euro). Modsat forventes øgede udgifter til tekstilafgrøder (+253 mio. euro), produkter relateret til vindyrkning (+117 mio. euro), samt veterinære foranstaltninger og plantesundhed (+150 mio. euro). Kommissionen foreslår, at under-udgiftsk ategori 1b forbliver uændret.

Hvad angår de internationale fiskeriaftaler, foreslår Kommissionen en reduktion i de samlede bevillinger på omkring 80 mio. euro. Dette inkluderer en reduktion i den formålsbestemte reserve på knap 105 mio. euro, som primært skyldes, at fiskeriaftalen med Marokko ikke som forventet blev fornyet. Hertil kommer en forhøjelse af bevillingerne til visse eksisterende aftaler, primært Mauritanien, med i alt 24 mio. euro.

Som en konsekvens af den manglende forlængelse af fiskeriaftalen med Marokko, og beslutningen på DER Nice om at yde støtte til omlægning af de berørte portugisiske og spanske fiskeriflåder, foreslog Kommissionen den 18. juli 2001 et støtteprogram på i alt 197 mio. euro. Det foreslåede program består af 4 dele. Ifølge forslaget vil omkring 40% af det samlede støttebeløb udgøres af foranstaltninge r til skrotning af fiskerifartøjer, knap 20% vil gå til overførsler af fartøjer til tredjelande, knap 10% til modernisering af fartøjer, og godt 30% til diverse sociale tiltag. Det forventes, at Spanien vil modtage knap 95% af de samlede midler og Portugal godt 5%. Det foreslåede program vil skulle indgå som en del af budgetkategori 2, strukturforanstaltninger. Den eksisterende margin under kategori 2 giver ikke plads til de foreslåede merudgifter, og Komm issionen foreslår derfor at finansiere programmet ved at trække på det nye fleksibilitetsinstrument, hvorfra der kan trækkes op til 200 mio. euro.

Kommissionen anslår endeligt, at et kasseoverskud på 1.000 mio. euro fra budgetgennemførelsen for 2001 kan indbudgetteres som en indtægt i budgetforslaget for 2002.

Øvrige spørgsmål, der vil kunne blive rejst i forbindelse med 2002-budgettet

I øjeblikket drøftes spørgsmålet om eventuelle yderligere midler til bekæmpelse af hiv/aids, herunder gennem EU’s bidrag til FN’s globale sundhedsfond (GHF). Der foreligger for indeværende forslag fra Kommissionen om at yde et bidrag på 120 mio. euro, herunder 60 mio. euro fra budgettet for 2001 og 60 mio. euro fra Den Europæiske Udviklingsfond. Spørgsmålet vil også kunne blive rejst i forbindelse med 20 .

Begivenhederne den 11. september har haft og vil få konsekvenser for EU’s aktiviteter på en lang række områder, hvilket også vil skulle afspejle sig i budgettet for 2002. Det gælder særligt bevillinger inden for kategori 3 og 4, ligesom Kommissionen allerede har måttet mobilisere nødhjælpsreserven mhp. situationen i Afghanistan

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

EU-budgettet finansierer EU’s fælles politikker og kan derfor kun gennemføres på Fællesskabsniveau.

 

Statsfinansielle og lovgivningsmæssige konsekvenser

Europa-Parlamentets budgetforslag vil indebære et dansk merbidrag til finansieringen af EU’s budget i 2002 på ca. 490 mio. kr. i forhold til Rådets førstelæsning og ca. 145 mio. kr. i forhold til Kommissionens foreløbige budgetforslag.

Kommissionens forslag til ændringsskrivelse vil betyde, at det danske bidrag formindskes med i alt ca. 314 mio. kr.