Rådsmøde almindelige anliggender 30/9 02 tillæg til bilag 1103
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 1120)
udenrigsministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 26. september 2002 – dagsordenspunkt rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 30. september 2002 – vedlægges Udenrigsministeriets reviderede notat vedrørende dagsordenspunkt 5.
Nyt notat.
Kom (2002) 513 endelig
Kommissionen forventes under en åben debat at præsentere en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om handel og udvikling på rådsmødet for almindelige anliggender og eksterne forbindelser den 30. september 2002.
Med Rådets vedtagelse af den fælles erklæring om Fællesskabets udviklingspolitik fra november 2000 er handel og udvikling blevet et af de seks prioriterede hovedindsatsområder for fællesskabsbistanden. Igangsættelsen i Doha af den nye WTO-forhandlingsrunde med en egentlig udviklingsdagsorden har ligeledes medført øget fokus på behovet for at sammenkæde handel og udvikling. På FN-konferencen i Monterrey i februar 200 2 blev vigtigheden af støtte til handelsinitiativer fremhævet. Senest er betydningen af handel og udvikling blevet understreget på Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling i Johannesburg.
Kommissionens meddelelse anviser muligheder for, hvorledes EU kan støtte udviklingslandenes bestræbelser for at blive integreret i verdenshandlen. Kommissionen understreger at øget handel kan medføre vækst og bidrage til fattigdomsreduktion, men at reformer og et godt handels- og investeringsklima i udviklingslandene er en forudsætning herfor.
Kommissionen identificerer følgende elementer, der kan bidrage til, at handel kan medvirke til fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling:
- Fremme af sunde makroøkonomiske politikker, god regeringsførelse og uddannelse.
- Bedre markedsadgang og balancerede handelsregler.
- Handelsrelateret teknisk bistand og kapacitetsopbygning i udviklingslandene.
Kommissionen fremhæver, at den nye WTO-forhandlingsrunde sammen med bilaterale og regionale initiativer vil være den drivende kraft for opnåelse af øget markedsadgang og balancerede regler for udviklingslandene. Kommissionen vil under WTO-forhandlingerne arbejde for, at der opnås udviklingsvenlige resultater på begge områder.
For at styrke handel i udviklingspolitikken foreslår Kommissionen, at indsatsen koncentreres på følgende områder:
- Støtte til udviklingslandes optagelse i WTO samt deltagelse i multilaterale forhandlinger på handelsområdet.
- Støtte til implementering af handelsaftaler i WTO-regi.
- Støtte til policy reformer i udviklingslandene og forbedring af investeringsklima.
Kommissionen understreger endvidere behovet for at styrke sammenhængen mellem EU’s eksterne politikker. Kommissionen foreslår konkrete initiativer for at styrke dialogen med udviklingslandene, øge effektiviteten i EU's støtte og øge effektiviteten i samarbejdet med andre internationale organisationer.
Endelig foreslår Kommissionen, at EU’s handelsrelaterede bistand evalueres inden udgangen af 2005.
Der er fællesskabskompetence for Fællesskabets udviklingspolitik samt hovedparten af de handelsspørgsmål, der forhandles under Doha-runden. Kommissionens meddelelse giver for så vidt angår nærheds- og proportionalitetsprincippet ikke anledning til bemærkninger.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.