Rådsmøde økonomi- og finansministre 5/3-02 pressemeddelelse

Rådet noterede sig rapporten fra Kommissionen om gennemførelsen af de overordnede økonomiske retningslinjer for 2001 (dok. 6641/02 + ADD 1).

Rådet besluttede at fremsende årsrapporten om strukturreformen (2002) til Det Europæiske Råd (dok. 6636/02). I denne rapport sammenfattes resultaterne af en årlig gennemgang af de enkelte landes økonomiske politikker. Der foretages en analyse af de overordnede strategier, som medlemsstaterne har fulgt i forbindelse med strukturreformen, og det fremhæves, hvor der er akut behov for at øge indsatsen. Som noget nyt indeholder rapporten nogle k orte kapitler, som sammenfatter gennemgangen af hver enkelt medlemsstat.

Rådet noterede sig den mundtlige rapport fra kommissær Frits BOLKESTEIN om midtvejsrevisionen af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser.

Rådet godkendte den første rapport vedrørende sundhedsvæsen og ældrepleje (dok. 6361/02), som Udvalget for Social Beskyttelse og Udvalget for Økonomisk Politik har udarbejdet i fællesskab, og som vil blive sendt til Det Europæiske Råd i Barcelona. Rådet har i denne rapport sat sig for at fastlægge hovedparametrene for fremtidige policydrøftelser og at kortlægge en række centrale policyproblemer og {{SPA slash;rgsmål og foreslår en række aktiviteter i 2002 med henblik på at udvide og uddybe samarbejdsudvekslingen.

Rådet godkendte den fælles rapport fra Rådet og Kommissionen om forøgelse af arbejdsmarkedsdeltagelsen og fremme af aktiv aldring, som vil blive sendt til Det Europæiske Råd i Barcelona. I denne rapport fokuseres der på foranstaltninger, som er nødvendige for at forøge arbejdsmarkedsdeltagelsen ved forbedring af arbejdsmarkedernes funktionsmåde.

Rådet godkendte en rapport til Det Europæiske Råd om en strategi for integrering af miljø og bæredygtig udvikling i den økonomiske politik (dok. 6627/02). Denne rapport viser, hvordan Økofin-Rådet har gjort fremskridt med sin strategi på dette område, navnlig med at integrere miljøpolitikken i de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker. Rapporten lægger vægt på anvendelsen af mark edsmekanismer og markedsbaserede instrumenter.

Rådet vedtog som led i den årlige gennemgang af medlemsstaternes stabilitets- og konvergensprogrammer følgende udtalelse om Danmarks opdaterede konvergensprogram for perioden 2001-2005 og besluttede at offentliggøre den. Med vedtagelsen af udtalelsen om Danmark afsluttes processen for gennemgang af alle medlemsstaterne for 2002.

"DANMARKS OPDATEREDE KONVERGENSPROGRAM, 2001-2005

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker, særlig artikel 9, stk. 3,

under henvisning til Kommissionens henstilling,

efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg –

AFGIVET FØLGENDE UDTALELSE:

Den 5. marts 2002 gennemgik Rådet Danmarks opdaterede konvergensprogram, der dækker perioden 2001-2005. Ifølge det makroøkonomiske scenario i det opdaterede konvergensprogram forventes den reale BNP-vækst at stige fra 1% i 2001 til 1½% i 2002 og til 2½% i 2003, hvorefter den vil flade ud omkring 2% i 2004 og 2005. Inflationen forventes at forblive under 2%, og også ledigheden forventes at forblive på et lavt niveau. Rådet noterer sig, at dette økon omiske scenario forekommer plausibelt og ligger på linje med Kommissionens prognoser fra efteråret 2001.

Rådet noterer sig med tilfredshed, at Danmark til stadighed har opfyldt konvergenskriterierne med hensyn til inflation, de lange rentesatser og valutakursen.

Med hensyn til de offentlige finanser noterer Rådet sig, at selv om det offentlige overskud i 2001 blev mindre end forventet, hovedsagelig som følge af faldende indtægter i kølvandet på det vigende aktiemarked, lykkedes det stadig at tilvejebringe et komfortabelt overskud. Rådet glæder sig over, at Danmark fastholder målsætningen om offentlige overskud på 1½-2½% af BNP i hele programperioden, hvor det offentlige underskud forventes at blive re duceret til 35% af BNP i 2005. Alt dette betyder, at Danmark i hele programperioden til fulde vil opfylde stabilitets- og vækstpagtens krav om en budgetsaldo "tæt på balance eller i overskud". Danmark forventes også at kunne modstå en normal konjunkturnedgang uden at overskride underskudsreferenceværdien på 3% af BNP.

Den budgetkonsolideringsstrategi, der blev skitseret i den foregående opdatering af programmet, og som bygger på et fald i de primære udgifter i forhold til BNP og en mindskelse af skattetrykket i programperioden, fastholdes. Denne strategi er blevet styrket yderligere i kraft af regeringens tilsagn om at fastfryse alle skatter og afgifter for at sætte en stopper for den gradvise stigning i skattetrykket. Rådet hilser dette initiativ velkomment, men bemærker samtidig, at det ikke bør forhindre en nedsættelse af marginalskatten på lønindkomster.

Rådet noterer sig, at Danmark de seneste år har haft blandet held med at holde de offentlige udgifter nede, idet grænsen på 1% for realvæksten i det offentlige forbrug ofte er blevet overskredet. Behovet for at holde igen på udgifterne, navnlig i amter og kommuner, er endnu større nu, hvor det er blevet besluttet at indføre et skattestop, da de planlagte store offentlige overskud ellers kan blive bragt i fare. Rådet opfordrer derfor myndighederne p& aring; alle niveauer til at begrænse deres udgifter, således at realvæksten i de offentlige udgifter kommer til at overholde målsætningen om en gennemsnitlig årlig vækst på 1%. Rådet opfordrer også den danske regering til at styrke den institutionelle ramme for at undgå overskridelser i fremtiden, således som det allerede anbefalede i sidste års udtalelse.

Det konstateres med tilfredshed, at der i programmet fokuseres på bæredygtighed på længere sigt. Rådet noterer sig med tilfredshed, at målsætningen om en kraftig mindskelse af bruttogældskvoten vil gøre de offentlige finanser mere bæredygtige, således at den danske økonomi vil være godt rustet til at tackle de udgiftsstigninger, der må forventes som følge af den stigende gennemsnitsalder i befolkningen, og samtid igt vedblive med at overholde kravene i stabilitets- og vækstpagten. Det noterer sig, at disse resultater er betinget af tilvejebringelsen af de store overskud. Fremskrivningerne fremviser også en fortsat høj skattekvote mellem 2005 og 2050. Rådet bemærker, at det kan blive vanskeligt at fastholde en så høj skattekvote som følge af, at skattegrundlaget i stigende grad flytter sig på visse områder i takt med globaliseringen.

En stigning i erhvervsfrekvensen i Danmark udgør en vigtig forudsætning for fremskrivningerne i det opdaterede program. En stor del af denne stigning forventes at komme fra allerede iværksatte reformer, hvis fulde effekt endnu ikke er slået igennem. Der er imidlertid behov for yderligere strukturelle reformer på arbejdsmarkedet, herunder en sænkning af beskatningen af lønindkomster hvilket måske kunne bidrage til at forøge udbuddet af arbejdskraft. Rådet tilskynder derfor de danske myndigheder til at arbejde videre med disse initiativer, men naturligvis samtidig overholde kravene i stabilitets- og vækstpagten."

Efter et indlæg om Monterrey-konferencen den 18.-22. marts 2002 i Mexico fra Michel CAMDESSUS, der er FN's generalsekretærs personlige repræsentant for udviklingsbistand, drøftede Rådet udfordringerne i forbindelse med globalisering og finansiering af udviklingsbistanden, hvorefter det vedtog en erklæring om Kommissionens rapport om svaret på globaliseringens udfordringer og en erklæring om den internationale konference om udviklingsfinansiering, d er skal finde sted i Monterrey.

"Rådet ser positivt på Kommissionens endelige rapport om svarene på globaliseringens udfordringer, der blev udarbejdet som opfølgning til samlingen den 16. oktober 2001 i Luxembourg. Det anser rapporten for at være et vigtigt bidrag i forbindelse med den igangværende debat om globalisering og udviklingsfinansiering og vil anvende den som grundlag for sine fremtidige drøftelser.

Rådet deler det synspunkt, at globalisering, som er en igangværende og irreversibel proces, er væsentlig for at fremme vækst og udvikling. Efterkrigsudviklingen i både de udviklede lande og udviklingslandene viser utvetydigt, at lande, som har integreret sig i verdensøkonomien, har draget fordel af de muligheder, som international handel og private finansielle strømme frembyder.

Selv om der ikke kan herske tvivl om de samlede fordele ved globaliseringen, er vi imidlertid også enige med Kommissionen i, at de ikke er ligeligt fordelt. Nogle lande er forblevet isoleret eller har ikke i tilstrækkelig grad besvaret globaliseringens udfordringer og trues af marginalisering og fortsat høje fattigdomsniveauer som følge heraf. Inden for de globaliserede lande er visse specifikke segmenter af befolkningen ofte udelukket fra globaliseringsprocessen. Globalisering rejser også udfordringer, øger visse specifikke risici og kræver ofte hurtige tilpasninger og justeringer af strukturer med hertil knyttede sociale omkostninger både på nationalt og internationalt plan. Specielt kan der opstå negative globale eksterne virkninger i forbindelse med globaliseringen, som f.eks. finansielt misbrug eller ustabilitet.

Ligesom vi fremmer social retfærdighed i forbindelse med vore nationale økonomiske politikker og de økonomiske politikker på EU-plan, er vi besluttet på at virke i fællesskab og sammen med andre regeringer og internationale institutioner at sikre stabilitet og vækst sammen med social retfærdighed på internationalt plan. For at udnytte globaliseringen til støtte for lighed og inddragelse må vi tage disse nye udfordringer op:

- først og fremmest må alle lande skabe et miljø, der muliggør vækst, udvikling og nedbringelse af fattigdommen. Dette gælder for udviklingslandene, som har en central rolle at spille med henblik på gennem passende strukturreformer og politiske foranstaltninger at sikre, at et stabilt indenlandsk miljø er til stede, som kan frembringe, tiltrække og kanalisere passende ressourcer - hvad enten de er indenlandske, eksterne private eller offentlige - til at fremme udvikling og nedbringelse af fattigdommen; et vigtigt element i dette miljø er god regeringsførelse. Dette gælder også på internationalt plan, hvor spillereglerne og effektiv gennemførelse heraf er uundværlige for at sikre velstand, stabilitet, integritet og bæredygtighed for verdensøkonomien. Generelt har systemet virket godt, men der er behov for kollektive svar på internationalt plan, hvis man ønsker at maksimere fordele ne ved globaliseringsprocessen og tage yderligere skridt til at få hold på risikofaktorer ved og misbrug af globaliseringen, som f.eks. økonomisk kriminalitet, finansiering af terrorisme, skattesvig, utilstrækkelig gennemsigtighed i selskaber og på det finansielle område, utilstrækkeligt regulerede offshore finanscentre;

- for det andet kan de udviklede lande yde et vigtigt bidrag til, at globaliseringen kommer alle til gavn, herunder udviklingslandene. Det kan de gøre ved: i) yderligere at åbne deres egne markeder for udviklingslandenes produkter; ii) at øge niveauet for og effektiviteten af statslig udviklingsbistand (ODA) kanaliseret gennem forskellige bilaterale og multilaterale instrumenter (herunder gennem støtte, lån på lempelige vilkår og gældsnedbringelse; iii) at fremme en stabil strøm af private finansielle midler til udviklingslandene;

- for det tredje bør internationale organisationer, navnlig IMF og Verdensbanken, fortsat spille en vigtig rolle i styrkelsen af det internationale finansielle system, herunder ved: i) at forebygge finansielle kriser gennem styrket overvågning; ii) at løse finansielle kriser, hvor de opstår, gennem større inddragelse af den private sektor; iii) at støtte nationale programmer til nedbringelse af fattigdommen; iv) og at fremme kapacitetsopbygning i udviklingslandene. Vi er enige med Kommissionens rapport i, at det internationale finansielle system generelt har fungeret godt i det forløbne halve århundrede. I de seneste få år er der gjort betydelige fremskridt i retning af yderligere at styrke systemets funktion. Specielt er øget gennemsigtighed, den stigende gennemførelse af internationalt aftalte kodekser og standarder samt bedre kriseforebyggelse og -styring begyndt at øge de finansielle markeders effektivitet. Det intern ationale finansielle systems styrke er for nyligt blevet påvist. Rådet noterer sig Kommissionens kritiske vurdering af alternative finansieringsmekanismer og incitamenter til at finansiere udvikling.

Rådet er enigt med Kommissionen i, at EU spiller en førende rolle for international vækst og udvikling gennem: fremme af en styrket og effektiv styring af det internationale finansielle system; tilvejebringelse af ca. halvdelen af verdens bistand til udviklingslandene og import af mere end halvdelen af udviklingslandenes eksport til de vigtigste avancerede økonomiske zoner (dvs. USA, EU og Japan). På den baggrund:

i) opfordrer EU indtrængende de industrialiserede lande, som endnu ikke har truffet foranstaltninger af samme art, som dem EU allerede har truffet, til at gøre dette, f.eks. "alt undtagen våben"-initiativet og afbinding af bistand til de mindst udviklede lande (LDC), med henblik på at åbne deres markeder for import fra udviklingslandene;

ii) går EU fortsat ind for yderligere at øge omfanget og effektiviteten af sin bistand, som bekræftet på ny af Det Europæiske Råd på topmøderne i Göteborg og Laeken. EU, som spiller en førende rolle på dette område, bl.a. i kraft af den igangværende forøgelse af bistandsbudgetterne i medlemsstaterne og i Fællesskabet samt f.eks. bidraget til Den Internationale Udviklingssammenslutning, opfordrer andre industri aliserede lande til at følge dens eksempel;

iii) understreger EU sit stærke ønske om en vellykket gennemførelse af Doha-dagsordenen for udvikling, hvilket vil fremme en retfærdig integrering af udviklingslandene i den globale økonomi;

iv) tilskynder EU til, at der tages yderligere skridt til at styrke stabiliteten og gennemsigtigheden i det internationale finansielle system ved bl.a. bedre kriseforebyggelse og et stærkere beredskab til løsning af finansielle kriser samt yderligere bestræbelser på at imødegå finansielt misbrug; og

v) understreger EU udfordringen for det internationale samfund med at sikre, at der i tilstrækkelig grad tilvejebringes globale offentlige goder og med at tage fat på de økonomiske, politiske og finansielle spørgsmål, der knytter sig hertil.

Med henblik på den forestående internationale konference om udviklingsfinansiering vil EU sikre, at ovenstående synspunkter kommer tydeligt til udtryk."

"1. FN's konference om udviklingsfinansiering er en reel chance for at skabe en ny "global deal" med henblik på at imødegå fattigdommen og gøre konkrete fremskridt i bestræbelserne på at nå millenniumtopmødets udviklingsmål. Den erkender betydningen af en bred tilgang, der lægger vægt på god regeringsførelse, mobilisering af indenlandske ressourcer, tilførsel af privat kapital, statslig udviklingsbistand, handel, holdbar gældsfinansiering og et styrket og inklusivt globalt økonomisk system. Den repræsenterer et bredt partnerskab mellem donorer og udviklingslande, der omfatter de internationale institutioner, den private sektor og ikke-statslige organisationer. Vort primære mål bør være at styrke mobilisering og effektiv udnyttelse af ressourcer til udviklingsformål snarere end at forsøge at omdefinere de styrende principper for de globale finans- og h andelssystemer.

2. Udviklingslandene har en afgørende rolle at spille med hensyn til gennem passende strukturreformer og politiktiltag at sikre, at der skabes et stabilt og gunstigt miljø, der kan tilvejebringe, tiltrække og kanalisere tilstrækkelige ressourcer - nationale såvel som udenlandske, private såvel som offentlige - med henblik på at fremme udvikling og fattigdomsreduktion. En vigtig del af dette miljø er god regeringsførelse.

3. En nødvendig forudsætning for at bekæmpe fattigdommen er åbenhed på handelsområdet. Vi ser derfor med stor tilfredshed på Doha-dagsordenen for udvikling, der vil behandle centrale spørgsmål af største interesse for udviklingslandene. EU har allerede taget væsentlige skridt på dette område gennem "Everything but Arms"-initiativet, forbedringen af den handelsrelaterede tekniske bistand og kapacitetsopbygning og EF's neto p vedtagne nye forordning om et arrangement med generelle toldpræferencer. Da vi må sikre en vellykket og rettidig gennemførelse af den nye handelsrunde ved at give udviklingslandene en bedre markedsadgang, opfordrer vi andre industrialiserede lande, der endnu ikke har gjort det, til at træffe lignende foranstaltninger, bl.a. ved som EU at give toldfri og kvotefri adgang for alle produkter, bortset fra våben, med oprindelse i de mindst udviklede lande. Vi må også s tøtte kapacitetsopbygningen i udviklingslandene, så de kan deltage effektivt og i fuldt omfang i de forestående forhandlinger.

4. Mobiliseringen af internationale private og offentlige midler til udviklingsformål er af afgørende betydning:

– Selv om kapitalens øgede mobilitet skaber gunstige muligheder for vækst, udviklingsfinansiering og fattigdomsreduktion, kan den også gøre de nationale økonomier mere sårbare over for udefra kommende udviklinger. Holdbare makroøkonomiske og strukturelle politikker og etablering af en passende ramme for investeringerne er derfor nøglen til at tiltrække internationale private midler på en holdbar måde.

– Selv om en national indsats og reformer er en nødvendig forudsætning for at nå millenniumtopmødets udviklingsmål, erkender Rådet, at mange lande ikke vil kunne nå disse mål uden øget udviklingsbistand. Det er derfor vigtigt, at de udviklede lande medvirker til at opfylde millenniumtopmødets udviklingsmål inden for rammerne af deres mangeårige tilsagn om at komme op på en statslig udviklingsbistand på 0,7% a - som EU-landene bekræftede på Det Europæiske Råds møder i Göteborg og Laeken. EU gav i Laeken tilsagn om at undersøge, hvordan og hvornår dette mål kan nås. Man kan nå langt ved at forbedre effektiviteten af den statslige udviklingsbistand, som vi allerede yder - dels over EU's budget og dels over medlemsstaternes egne budgetter. En betydelig udvidelse af udviklingsbistandens samlede omfang skal følges op af øget effektivitet og ansvarlighed i de programmer, der finansieres med statslig udviklingsbistand, og en målretning af støtten mod de områder, hvor der er størst behov for den, herunder mod de fattigste lande, der lægger stor vægt på gennemførelse af en sund, strukturel og makroøkonomisk politik, god regeringsførelse, fattigdomsreduktion og gode politikmiljøer. Vi er fast besluttet på at øge den statslige udviklingsbistands effektivitet ved i) at nedbringe transaktionsomkostningerne i forbindelse med ydelsen af bistanden, ii) at evaluere fordelene ved at intensivere programlån, iii) at styrke foranstaltningerne for at sikre, at eksportkreditstøtten til lavindkomstlande ikke anvendes til uproduktive formål, iv) at afbinde bistanden til de mindst udviklede lande og overveje yderligere metoder til at forbedre bistandens effektivitet, bl.a. ved hjælp af foranstaltninger til yderligere afbinding af bistanden, v) og at give tilsagn om, når det er muligt, at bevæge sig hen imod en fremgangsmåde med en fælles pulje for at nedbringe omkostningerne i forbindelse med ydelsen af bistanden.

– Hvert land bør beslutte, hvordan det bedst kan bidrage med supplerende udviklingsfinansiering, og dette bør generelt finde sted som led i landenes budgetbevillingsprocesser. Der er imidlertid mulighed for at tage yderligere initiativer op til behandling, herunder fiskale incitamenter, for at mobilisere flere ressourcer til udvikling (private og offentlige midler). I den forbindelse ser vi med tilfredshed på Kommissionens endelige rapport om svarene på globaliseringens dringer, der er udarbejdet inden for rammerne af det mandat, vi gav sidste år. Vi anerkender, at de udviklede lande ud over at åbne deres egne markeder og øge den statslige udviklingsbistands størrelse og effektivitet også kan bidrage til udviklingsfinansiering ved at vurdere alternative finansieringsinstrumenter, herunder fiskale mekanismer og incitamenter, f.eks. med henblik på finansiering af globale offentlige goder.

– Der bør afsættes tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at sikre finansieringen af globale offentlige goder. Finansieringen af globale offentlige goder er ikke en særskilt proces og bør vurderes i relation til regulær ODA. Alternative instrumenter til udviklingsfinansiering kan anvendes til at støtte finansiering af globale offentlige goder. De specialiserede fonde, f.eks. Den Globale Miljøfacilitet eller den nyligt etablerede Global h Trust Fund, der kan anvendes som katalysator for ressourcer fra den private sektor, samt bilaterale og multilaterale offentlige donorer kan udgøre en effektiv finansiel ordning til sikring af forsyningen med specifikke globale offentlige goder.

5. En uholdbar gældsudvikling har virket som en bremse på de fattigste landes evne til at opnå vækst og udvikling. EU ser derfor med tilfredshed på de afgørende fremskridt, der hidtil er sket som led i det udvidede HIPC-initiativ. Vi mener, at initiativets primære målsætning fortsat bør være genoprettelse af en holdbar gældsbyrde. Vi ser derfor med tilfredshed på, at IMF og Verdensbanken systematisk vil vurdere holdbarhede n af de enkelte HIPC-landes gældsbyrde ved afslutningstidspunktet (completion point). På skyldnersiden anmoder vi den gruppe af HIPC-lande, der endnu ikke har nået deres beslutningstidspunkt på grund af omfattende politiske vanskeligheder, herunder væbnede konflikter eller forsinkelser i gennemførelsen af de økonomiske programmer, om at træffe alle de fornødne foranstaltninger for at søge om gældslettelse. De lande, der allerede har kvali ficeret sig til gældslettelse, bør fortsætte deres bestræbelser på at anvende de frigjorte ressourcer effektivt, styrke produktiviteten og væksten og investere i fattigdomsreduktion. På kreditorsiden opfordrer vi alle lande til rettidigt at yde deres andel af den multilaterale finansiering og den bilaterale gældslettelse. Vi erkender de problemer med gældens holdbarhed, som nogle ikke-HIPC-lavindkomstlande under ekstraordinære omstændigheder kan stå over for, og vi anerkender, at der kan være et behov, der skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, for at yde supplerende bistand til opfyldelse af et lands gældsforpligtelser som led i en mere omfattende gældslettelses- og genopretningspakke.

6. En reform af det internationale finansielle system og bekæmpelse af misbrug af den finansielle globalisering er nøglen til fremme af udvikling. Den internationale bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital har givet enorme muligheder for vækst og udvikling over hele verden, og den bør fortsat spille en afgørende rolle som bidrag til stigende velstand. Samtidig betyder den finansielle globaliseringsproces ligesom enhver anden stor økonomisk foran dring udfordringer, og den indebærer øgede risici, ikke mindst i forbindelse med de nationale økonomiers sårbarhed over for eksterne udviklinger og muligheden for misbrug af det finansielle system. For at styre disse risici er det nødvendigt:

– at bekæmpe misbrug i forbindelse med globaliseringen. En række større samarbejdsinitiativer på internationalt plan er allerede blevet igangsat for at begrænse disse risici, herunder: bekæmpelse af finansieringsmekanismerne bag terrorisme, forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask af penge og økonomisk kriminalitet, styrkelse af politikkerne for overvågning, regulering og informationsudveksling, navnlig i offshorecentre, og løsning af merne i forbindelse med skadelig praksis på det fiskale område. De bør i fornødent omfang videreføres og styrkes

– at styrke de internationale finansielle institutioners rolle i den globale arkitektur. For at møde udfordringerne fra en mere og mere globaliseret økonomi skal der være en klar ansvarsfordeling mellem de forskellige internationale organisationer og institutioner og, hvor det er relevant, et stærkt samarbejde og en stærk komplementaritet mellem dem. Hver organisations og institutions eksisterende mandat bør respekteres. IMF er den centrale institution med k på at fremme internationalt monetært samarbejde og finansiel stabilitet, og der er i de senere år gjort et omfattende arbejde for at øge dens effektivitet og åbenhed, ligesom der er tilfældet med andre internationale finansielle institutioner. Dette arbejde bør videreføres i en hensigtsmæssig ramme, f.eks. i de pågældende institutioners og foras bestyrelser og styrende organer.

7. Ud over at vurdere alternative finansieringsinstrumenter er vi rede til at undersøge mere kortsigtede metoder til at tilgodese behov for udviklingsfinansiering ved at øge niveauet for udviklingsfinansieringens koncessionalitet for de fattigste lande gennem øget brug af støtte på bilateralt og/eller multilateralt niveau. I den henseende deltager EU-landene fuldt ud i drøftelserne i IDA om at øge dens beføjelser til at yde gavebistand. Vi kan acc eptere en begrænset forøgelse af brugen af gavebistand på en meget målrettet måde til visse sociale sektorer i meget fattige lande, under forudsætning af at omkostningerne senere dækkes fuldt ud af yderligere donorbidrag, og det skal ske med henblik på at øge effektiviteten af IDA's indsats på udviklingsområdet. Vi kan imidlertid ikke acceptere, at IDA og ADF i væsentligt omfang går fra finansiering gennem lån på lem pelige vilkår til gavebistand, hvilket ville ændre karakteren af IDA og ADF. IDA bør ikke konkurrere med eller erstatte FN-organer eller andre bilaterale donorer ved at yde gavebistand, men bør snarere samarbejde med disse og med partnerlande inden for PRSP-rammen. IDA-gavebistand bør kun anvendes, når IDA har en komparativ fordel, og i forbindelse med foranstaltninger, der har en særlig høj udviklingseffekt. Den bør først og fremmest væ ;re rettet mod aktiviteter, der vedrører regionale og globale offentlige goder for at løse problemer som overførbare sydomme, navnlig HIV-AIDS, og indledende bistand til lande, der har været gennem en konflikt.

8. Vi er endelig rede til at foretage en vurdering af relevansen af tildelinger af særlige trækningsrettigheder (SDR). Enhver vurdering af, om ressourcerne er adækvate, navnlig SDR-tildelingerne, skal bygge på IMF-overenskomsten, hvori det hedder, at overvejelser om en generel SDR-tildeling kræver, at der tages hensyn til det samlede behov for likviditet på internationalt plan.

IMF's bestyrelse godkendte som en engangsforeteelse en særlig SDR-tildeling i september 1997, der ville øge udviklingslandenes proportionelle SDR-tildeling. Denne tildeling er endnu ikke aktiveret ved gennemførelse af de dertil knyttede ændringer af IMF-overenskomsten, som USA endnu ikke har ratificeret. Vi opfordrer de amerikanske myndigheder til at fremskynde denne ratificering."

Rådet havde en drøftelse og vedtog med enstemmighed en henstilling om meddelelse af decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2000 og besluttede at sende henstillingen og de ledsagende bemærkninger til Europa-Parlamentet.

Rådet vedtog også (som punkter uden debat) følgende otte andre dokumenter vedrørende dechargeproceduren:

– Rådets konklusioner om opfølgningen af dechargen for 1999 (dok. 5801/02)