Hjælpemenu

Hovedmenu

Begrænsning af markedsføring og anvendelse af farlige stoffer (kortkædede chlorparaffiner)

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 438)
miljøministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

11. marts 2002

 

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tyvende ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (kortkædede chlorparaffiner) KOM82000) 260 endelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MILJØstyrelsen Den 28. februar 2002

Internationalt kontor J.nr. M 1034-0044

OK/6

MEM-414-MST

 

 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG OM

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tyvende ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af vise farlige stoffer og præparater (kortkædede chlorparaffiner)KOM(2000), 260 endelig.

 

Kommissionens forslag drejer sig om et forbud mod visse anvendelser af kortkædede chlorparaffiner. Forslaget er udarbejdet på baggrund af en risikovurdering af stofferne. Denne risikovurdering har ikke omfattet det marine miljø.

Danmark har tidligere – sammen med andre EU-lande - tilsluttet sig en beslutning truffet i PARCOM (Paris Konventionen om beskyttelsen af det marine miljø i Nordøstatlanten (nu OSPAR-konventionen) ) om begrænsning af brugen af kortkædede chlorparaffiner. Denne beslutning omfatter flere anvendelsesområder end Kommissionens forslag.

På mødet i Folketingets Europaudvalg den 23.maj 2001 forud for Rådsmødet (indre marked) den 30.-31.maj 2001) blev det oplyst, at regeringen agtede at stemme imod den foreslåede fælles holdning da Danmark lagde afgørende vægt på at forslaget var i fuld overensstemmelse med PARCOM-beslutningen. Dem foreslåede fælles holdning blev vedtaget med kvalificeret flertal.

Rådet kan ikke godkende resultatet af Parlamentets anden læsning og har nu besluttet at indkalde forligsudvalget.

Der er nu fremlagt et kompromisforslag, der betyder, at direktivet vil blive taget op til revision inden den 1. januar 2003 med henblik på yderligere begrænsninger af anvendelsesområderne for disse stoffer såfremt risikovurderinger og alle relevante videnskabelige informationer, herunder resultater af studier gennemført af OSPAR, tilsiger sådanne begrænsninger.

Regeringen agter at stemme for et sådant kompromisforslag.

 

 

 

 

 

 

 

 

MILJØstyrelsen 28. februar 2002

Kemikaliekontoret/ Internationalt kontor KIP/12/OK/6

J.nr. 1034-0044

 

AKTUELT NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tyvende ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af vise farlige stoffer og præparater (kortkædede chlorparaffiner)KOM(2000), 260 endelig.

 

  1. Status

Kommissionen sendte den 21. juni 2000 ovennævnte forslag til Rådet.

Forslaget indfører begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (kortkædede chlorparaffiner).

Forslaget har hjemmel i artikel 95 TEF og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagen i artikel 251 TEF.

Der er ingen dansk lovgivning på området. Direktivet vil kunne gennemføres med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter ved udstedelse af en bekendtgørelse.

Grundnotat om forslaget er sendt til Folketingets Europaudvalg den 5. september 2000.

Europaparlamentet afsluttede den 1. februar 2001 sin første læsning

Rådet fælles holdning blev endeligt og formelt vedtaget den 28. juni 2001.

Parlamentet afsluttede den 29. november 2001 sin 2. læsningen.

Rådet har den 27. januar 2002 besluttet at indkalde forligsudvalget, da Parlamentets ændringsforslag ikke har kunnet accepteres.

2. Formål og indhold

2.1 Kommissionens forslag

Kommissionen anfører, at forslagets formål er at sikre ensrettede regler for handlen med kortkædede chlorparaffiner og sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet.

Forslaget er en opfølgning på en risikovurdering (i medfør af Rådets forordning 793/93) af kortkædede chlorparaffiner, hvor det blev konkluderet, at der var behov for at træffe særlige foranstaltninger til at begrænse anvendelsen af kortkædede chlorparaffiner for at beskytte vandmiljøet (ferskvand, kystnære områder m.v.).

Det blev i den forbindelse ligeledes konkluderet, at der navnlig var behov for at anvendelsen blev begrænset inden for skærevæske til metalforarbejdning og færdigbehandling af læder. Risikovurderingen omfattede ikke det marine miljø.

Kommissionens forslag skal herudover ses i lyset af PARCOM beslutning 95/1 fra 1995 (oprindelig Paris-konventionen, nu OSPAR-konventionen) om en udfasning af kortkædede chlorparaffiner.

Beslutningen er underskrevet af 11 EU-medlemslande. Beslutningen omfatter anvendelsen af kortkædede chlorparaffiner som blødgører i maling, lakker og fugemasser, som flammehæmmer i gummi, plast og tekstiler samt anvendelse i køle-smøremidler. Udfasning skulle ske pr. 31. december 1999, undtagen for fugemasser til dæmninger og diger samt flammehæmmer til transportbånd i underjordisk minedrift, hvor fristen er 31. december 2004.

Forslaget indeholder et forbud mod markedsføring af kortkædede chlorparaffiner som stoffer eller som bestanddele i præparater til metalforarbejdning og indfedtning af læder – d.v.s. forbudet gælder for et mere begrænset anvendelsesområde end PARCOM-beslutningen.

Forslaget indeholder herudover en bestemmelse om, at forbudet om kortkædede chlorparaffiner skal tages op til revurdering inden den 1. januar 2003 på baggrund af eventuelle nye data om sundheds- eller miljørisici ved kortkædede chlorparaffiner.

2.2 Europaparlamentets udtalelse over forslaget (første læsning)

Den 1.februar 2001 vedtog Parlamentet fire ændringsforslag til Kommissionens direktivforslag.

Parlamentet foreslog, at direktivet blev udformet i overensstemmelse med PARCOM-beslutningen – d.v.s. at direktivet også kom til at omfatte blødgørere i malinger og overfladevehandlinger samt flammehæmmere i gummi, plast og tekstiler medmindre manglen på alternativer ville medføre forringelser af produktets sikkerhed.

Herudover foreslog Parlamentet at alle resterende anvendelsesområder af kortkædede chlorparaffiner blev taget op til overvejelse inden den 1. januar 2003 på baggrund af evt. nye relevante videnskabelige data om sundheds- og miljøfarer ved kortkædede chlorparaffiner.

 

Kommissionen havde her blot foreslået at bestemmelserne skulle tages op til revision inden 1.januar 2003 på baggrund af evt. nye relevante videnskabelige data om sundheds- og miljøfarer ved kortkædede chlorparaffiner.

    1. Rådets Fælles holdning

Den 28. juni 2001 blev Rådets fælles holdning endeligt fastlagt.

Rådet fastholdt, at begrænsningerne i brugen af kortkædede chlorparaffiner alene skulle bygge på risikovurderingen og således ikke udstrækkes til at omfatte alle de anvendelsesområder, der er angivet i PARCOM-beslutningen (jf. Parlamentets forslag).

I forhold til det oprindelige forslag blev revisionsbestemmelserne ændret således at Parlamentet i en vis udstrækning blev imødekommet på dette punkt. Det blev således besluttet at man ved revisionen af direktivet især skulle være opmærksom på emissioner fra genstande der indeholdt kortkædede chlorparaffiner.

Danmark stemte imod da direktivændringen ikke var i overensstemmelse med PARCOM-beslutningen, som Danmark tidligere har tiltrådt.

 

2. 4 Europaparlamentets udtalelse om den fælles holdning (anden læsning).

Parlamentet behandlede Rådets fælles holdning til direktivforslaget den 29.november 2001.

Parlamentet fastholdt her, at direktivændringen fortsat skulle være i fuld overensstemmelse med PARCOM-beslutningen.

Herudover foreslog Parlamentet, at Kommissionen i forbindelse med revisionen af direktivet inden den 1. januar 2003 skulle fremkomme med forslag til begrænsning af brug til alle formål af kortkædede chlorparafiner .

  1. Nærhedsprincippet & proportionalitetsprincippet

Kommissionen anfører, at foranstaltninger til bevarelse af det indre marked for farlige stoffer hører under fællesskabets enekompetence. Kommissionen anser en ændring af direktiv 76/769/EØF som eneste mulighed for at opfylde målet om miljøbeskyttelse og bevaring af det indre marked med hensyn til kortkædede chlorparaffiner.

Ifølge Kommissionen er foranstaltningen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet der med små omkostninger opnås fordele i form af et indre marked og beskyttelse af miljøet.

Regeringen er enig i denne betragtning.

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Der er ingen dansk lovgivning på området. Direktivet vil kunne gennemføres med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter ved udstedelse af en bekendtgørelse.

Økonomiske og administrative konsekvenser: Forslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for forbrugere eller offentlige myndigheder.

Der er ingen produktion af kortkædede chlorparaffiner i Danmark.

Forslaget vil kun have begrænsede ekstraomkostninger for de dele af erhvervslivet, der ikke allerede har substitueret til mindre problematiske alternativer. Industrien i Danmark har frivilligt afviklet sin brug af kortkædede chlorparaffiner siden slutningen af 1980’erne, så det samlede forbrug i dag er faldet med 50%, og må nu antages at være under 25 tons/år.

Dette dækker det samlede forbrug af kortkædede chlorparaffiner i Danmark, hvorfor det reelle forbrug inden for metalforarbejdning og indfedtning af læder er langt mindre.

Forbruget i øvrigt må anses for reelt at være betydeligt under 25tons/år eftersom de data som ligger til grund for skønnet ikke alle er opdateret

Et forbud i overensstemmelse med PARCOM-beslutningen, som vil omfatte den resterende mængde, vil således ikke få betydende økonomiske konsekvenser – også fordi det må formodes at det i betydeligt omfang er fundet alternative stoffer til at substituere de kortkædede chlorparaffiner.

Beskyttelsesniveau:

En vedtagelse af forslaget vil have en positiv indvirkning på beskyttelsesniveauet i Danmark, fordi anvendelsen af kortkædede chlorparaffiner begrænses. EU's risikovurdering af de kortkædede chlorparaffiner har vist, at de er meget giftige for vandorganismer, og har uønskede langtidsvirkninger for vandmiljøet.

Forslaget vurderes at have en positiv indvirkning på beskyttelsesniveauet i EU, da det indebærer en indførelse af fælles regler på et område uden regler for flere lande.

5. Høring

Et tidligere forslag har været sendt til Dansk Industri i august 1999, som oplyste, at de fra 2 leverandører havde fået oplyst, at de ikke længere anvendte kortkædede chlorparaffiner i køle-smøremidler, og de derfor ikke havde brug for undtagelser.

Kommissionens oprindelige forslag har tidligere været drøftet i EF-specialudvalget – senest i forbindelse med Rådsmødet (indre marked) i maj 2001.