Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 394)
transportministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

28. februar 2002

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets grundnotat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur, KOM (2002) 23.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trafikministeriet

Notat

Dato

J.nr.

:

:

 

27. februar 2002

601-36

Grundnotat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur. KOM(2002) 23.

Resumé

Formålet med forslaget er at oprette et europæisk jernbaneagentur for sikkerhed og interoperabilitet. Ifølge forslaget vil agenturet have en bestyrelse, der udpeges af Kommissionen og Rådet, mens den daglige ledelse varetages af en administrerende direktør. Agenturet vil skulle have ca. 100 ansatte. Agenturets budget forventes at være på 14,5 mio. euro (ca. 109 mio. kr.) årligt.

Agenturet vil få til opgave at fremkomme med udtalelser og anbefalinger inden for jernbanesikkerhed og interoperabilitet for at opnå en harmonisering med henblik på at skabe forudsætningerne for en reel markedsåbning for jernbanegodstransport.

1. Baggrund og indhold

Forslaget til forordning er modtaget i Rådssekretariatet den 25. januar 2002. Det er fremsat under henvisning til EU-traktaten, særlig artikel 71, stk. 1, og vil skulle vedtages med kvalificeret flertal efter procedurerne i artikel 251 (fælles beslutningstagen).

Agenturets organisation m.v.

Formålet med forslaget er at etablere et europæisk jernbaneagentur for sikkerhed og interoperabilitet. Agenturet skal være en integreret del af fællesskabssystemet, og det skal være det tekniske organ, som giver Fællesskabet de nødvendige midler i hænde til at iværksætte effektive foranstaltninger med henblik på interoperabilitet og jernbanesikkerhed.

Forslaget indebærer, at agenturet får en bestyrelse, som skal føre tilsyn med agenturet. Bestyrelsen skal bestå af seks repræsentanter, som udnævnes af Kommissionen, og seks repræsentanter, som udnævnes af Rådet, samt tre repræsentanter uden stemmeret, som udnævnes på grundlag af deres kompetence inden for jernbanesektoren. Bestyrelsen vedtager bl.a. agenturets arbejdsprogram og dets budget.

Bestyrelsen skal udpege en administrerende direktør, der bl.a. vil få ansvaret for agenturets budget, arbejdsprogram og personaleanliggender. Den administrerende direktør må ikke modtage instruktioner fra medlemsstater.

Agenturets personalebehov anslås til ca. 100 ansatte. Disse forventes fortrinsvis rekrutteret fra jernbanesektoren og vil normalt blive ansat på femårs kontrakter. Kommissionen anslår det årlige budget 14,5 mio. euro pr. år, hvilket er mindre end 0,6 pct. af EU’s årlige udgifter til jernbaneprojekter.

Agenturets kompetencer

Agenturet kan afgive henstillinger og udtalelser. Agenturet får ikke nogen selvstændig beslutningskompetence; dets kompetence begrænses til udførelsen af tekniske opgaver for Kommissionen og medlemsstaterne.

Forslaget indeholder bestemmelser om inddragelse af eksperter fra jernbanesektoren og høring af interessenter.

Jernbanesikkerhed

Agenturet skal varetage følgende opgaver vedrørende jernbanesikkerhed:

  1. Udforme udkast til den tekniske del af fælles sikkerhedsmål og metoder, samt fælles format til sikkerhedscertifikater.
  2. Undersøge nye nationale sikkerhedsforskrifter.
  3. Overvåge sikkerhedsniveauet i jernbanesektoren.
  4. Forelægge en rapport om jernbanesikkerhed hvert andet år.
  5. Afgive udtalelser om sikkerhedsrelaterede emner i forbindelse med markedsåbning for jernbanetransport.
  6. Etablere en offentlig tilgængelig hjemmeside på internettet med oplysninger om jernbanevirksomheders sikkerhedscertifikater m.v.

Interoperabilitet

Agenturet skal varetage følgende opgaver vedrørende interoperabilitet:

  1. Udarbejde den tekniske del af tekniske specifikationer for interoperabilitet.
  2. Tilrettelægge samarbejdet mellem de organer, der er bemyndiget af medlemsstaterne, til at gennemføre proceduren for vurdering af overensstemmelse eller anvendelsesegnethed af interoperabilitetskomponenter.
  3. Føre tilsyn med de bemyndigede organer og rapportere til Kommissionen, der kan bringe sagen op over for det udvalg, der er nedsat i medfør af interoperabilitetsdirektiverne.
  4. Rapportere hvert andet år om udviklingen inden for interoperabilitet.
  5. Foretage en teknisk vurdering af infrastrukturprojekter, der modtager EU-støtte.
  6. Afgive henstillinger vedrørende etableringen af en fælles europæisk certificering af vedligeholdelsesværksteder.
  7. Afgive henstillinger vedrørende fælles regler for uddannelse af jernbanepersonale.
  8. Afgive henstillinger vedrørende fælles standarder for registrering af rullende materiel.
  9. Etablere en offentlig tilgængelig liste over alle relevante dokumenter vedrørende certificering af rullende materiel.

2. Gældende dansk ret

  1. Lov nr. 336 af 1. maj 1996 om jernbanesikkerhed m.v., som ændret ved lov nr. 1120 af 29. december 1999.

3. Høring

Forslaget er sendt i høring hos følgende organisationer:

Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, ARRIVA Danmark A/S, Danmarks TransportForskning, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Dansk Jernbaneforbund, Dansk Transport og Logistik, Danske Speditører, Det Kommunale Kartel, DSB, Erhvervenes Transportudvalg, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Privathavne, Fælleskontoret for Privatbanerne, HK/Stat , Trafik & Jernbane, Hovedstadens Udviklingsråd, Jernbanearbejdernes Fagforening, Kombi Dan A/S, Kommunernes Landsforening, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Metro Service A/S, NOAH-Trafik, Railion Denmark A/S, Sammenslutningen af Danske Havne, Specialarbejderforbundet i Danmark, Statsansattes Kartel, Sund og Bælt Holding A/S, TraXion A/S, Ørestadsselskabet I/S og Øresundsbrokonsortiet.

Et supplerende grundnotat vil blive fremsendt, når høringssvarene foreligger.

4. Lovgivningsmæssige- og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Formålet med agenturet er at bidrage til den tekniske og sikkerhedsmæssige harmonisering, som er nødvendig for at opnå en reel markedsåbning på jernbaneområdet. Den påtænkte markedsåbning vurderes at kunne medføre stigende konkurrence inden for jernbaneerhvervet, hvilket vil komme brugere og forbrugere til gode.

6. Proportionalitets- og nærhedsprincippet

Kommissionen anfører at forslaget er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet oprettelsen af et specialiseret organ, der kan finde frem til fælles løsninger på problemer vedrørende jernbanesikkerhed og interoperabilitet ikke kan udføres af medlemsstaterne alene. Regeringen er enig heri.

7. Tidligere forelæggelser i Europaudvalget

Europaudvalget har ikke tidligere modtaget notater om sagen.