Rådsmøde fiskeriministre 27/11 2001 Samlenotat

samt

KOM (2001) 590

Kommissionen har ved KOM (2001) 588 og KOM (2001) 590 af 17.oktober 2001 fremsendt ovennævnte forslag. Forslagene er oversendt til Rådet den 18. oktober 2001.

Forslagene har hjemmel i TEF art. 37 og 300, stk. 2 og stk. 3, første afsnit og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal. Forslaget til Rådets afgørelse er sat på dagsordenen på rådsmødet den 27. november 2001 med henblik på vedtagelse, mens forslaget til Rådets forordning forventes vedtaget senere som a-punkt efter høring af Europa-Parlamentet.

Kommissionen har ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet ordningen er et led i gennemførelsen af EU's fælles fiskeripolitik.

Formål og indhold

Den 31. juli 2001 paraferede EU og Mauretanien en ny protokol for perioden 1. august 2001 til 31. juli 2006. Protokollen fastsætter fiskerimulighederne og de tekniske og finansielle betingelser for EU-fartøjernes fiskeri i Mauretaniens farvande.

Kommissionen foreslår på denne baggrund, at Rådet ved en afgørelse vedtager udkastet til aftale i form af brevveksling om midlertidig anvendelse af den nye protokol, indtil Rådet vedtager en forordning om aftalens endelige ikrafttræden.

Fiskerimulighederne i aftalen er:

Hvis licensansøgningen fra disse medlemsstater ikke udtømmer de i protokollen fastsatte fiskerimuligheder, kan Kommissionen tage licensansøgninger fra andre medlemsstater i betragtning.

Den nye protokol omfatter en samlet finansiel modydelse på 430 mio. euro, svarende til en stigning på godt 61% i forhold til modydelsen under den tidligere protokol på 266,8 mio. euro. Af den årlige ydelse på 86 mio. euro anvendes 4 mio. euro til fiskeriforskning, uddannelse, støtte til udvikling af kystfiskeri, havovervågning, søredning samt teknisk og administrativ bistand.

Hvis fiskerimulighederne reduceres eller forhøjes, justeres den finansielle modydelse.

Fællesskabet og de mauretanske myndigheder skal ifølge protokollen holde et årligt fælles videnskabeligt møde med henblik på at følge udviklingen især i blækspruttebestanden. I andet halvår af 2003 vurderes behovet for at tilpasse fiskerimulighederne og – betingelserne for blæksprutter.

Der er i protokollen fastsat specifikke betingelser for EU-fartøjer i Mauretaniens fiskerizone, herunder bestemmelser om, at trawlere der fisker demersale arter forpligtiger sig til at lande forudbestemte mængder fisk lokalt og benytte og uddanne lokale søfolk. Desuden er skibene forpligtiget til at medtage observatører ombord og til aktivt at bistå ved inspektion og fiskerikontrol af Mauretaniens myndigheder.

Medlemslandene, der udnytter protokollen, er Italien, Spanien, Portugal, Frankrig samt Holland. Hidtil har danske fiskere ikke udnyttet protokollen.

Europa-Parlamentets udtalelse vedr. forslaget til Rådets forordning foreligger endnu ikke.

Forslagene forventes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

§ 5 udvalget havde ikke bemærkninger til forslagene.

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Kommissionen har ved KOM (2001) 526 af 28. september 2001 fremlagt en rapport om overvågningen af gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik. Rapporten er en konsekvens af forpligtelsen i art. 35 i kontrolforordningen (Rådets forordning nr. 2847/93). Rapporten suppleres af en række delrapporter vedrørende kontrolsituationen i de enkelte medlemslande.

Endvidere forventes Kommissionen at fremlægge en meddelelse om adfærd, der i 2000 var i alvorlig modstrid med reglerne i den fælles fiskeripolitik.

I henhold til artikel 35 i kontrolforordningen er Kommissionen forpligtet til at fremlægge rapporter om gennemførelsen af kontrollen med den fælles fiskeripolitik. Denne rapport udgør således den tredje i rækken og beskriver indsatsen i perioden 1996-99.

Selve rapporten er inddelt i en række kapitler, der giver en overordnet redegørelse for status. Der gås ikke i detaljer og kun enkelte steder gives eksempler, der kan føres tilbage til enkelte medlemslande. Eksempelvis trækkes Danmark frem som det eneste land, der har samlet hele fiskerikontrollen hos en myndighed.

På et overordnet plan beskrives de forskellige organisationsmodeller, der anvendes af medlemslandene, og hvorledes kompetencen fordeles på myndigheder.

Derefter beskrives den praktiske gennemførelse af kontrollen med meldesystemer, havnekontrol, kontrol fra skibe, fly og satellitter, ligesom der er en nærmere redegørelse for EU’s bidrag til kontrollen via det særlige program for økonomisk støtte til gennemførelse af kontrol. Rapporten gør opmærksom på, at omfanget af de anvendte ressourcer til kontrol ikke nødvendigvis modsvares af tilsvarende resultater, idet lande anvender politi- eller militærmyndigheder med begrænset viden og uddannelse til at gennemføre de relevante opgaver.

Endvidere beskrives overvågningssystemer med fangst- og indsatsregistrering, og der redegøres for kontrolindsatsen i henholdsvis EU-farvand og tredjelandsfarvand, idet kontrollen i sidstnævnte (under diverse tredjelandsaftaler og regionale organisationer) ofte lader en del tilbage at ønske.

Som et område til forbedring peges bl.a. på kapacitetsområdet, hvor en større kontrol med FUP-programmers gennemførelse ville være ønskelig.

Herudover nævnes sanktionsområdet som et sted, hvor øget samarbejde er nødvendig, idet sanktioneringen opfattes som uensartet og ofte utilstrækkelig til at have den nødvendige afskrækkende effekt.

Afslutningsvis konkluderes dog, at store forbedringer er sket inden for perioden, idet programmet med økonomiske bidrag til kontrollen tilskrives en del af æren herfor. Det vurderes, at der inden for det eksisterende regelsæt (kontrolforordningen) kan ske fortsatte forbedringer, og Kommissionen vil - som opfølgning på rapporten og debatten om kontrol i forbindelse med grønbogen - udarbejde en meddelelse til Rådet med ideer og forslag til den fr emtidige kontrolpolitik.

Meddelelsen er en konsekvens af en ændring af kontrolforordningen i 1998, der skulle gøre det muligt at sammenholde overtrædelser og sanktioner i de enkelte medlemslande. Kommissionen anser ensartet kontrol og sanktionering for at have væsentlig betydning for gennemførelsen af fiskeripolitikken, men må erkende, at der ikke er mulighed for en centraliseret sanktionering i fællesskabet.

Meddelelsen afspejler de enkelte medlemslandes pligtmæssige rapporteringer af alvorlige overtrædelser af reglerne, idet overtrædelserne er stillet op i fem kategorier:

• hindringer for kontrollens udførelse, herunder destruktion af beviser,
• overtrædelse af formkrav såsom fiskeri uden licens,
• overtrædelse af tekniske regler, kvoter mv.,
• vildledning af myndighederne, herunder forfalskning af logbøger, hindring af satellitsignaler mv.,
• overtrædelse af regler om landing, transport og omsætning.

Der redegøres videre for selve rapporteringen, der er modtaget fra alle lande undtagen Frankrig, og for beskrivelsen af de forskellige informationer om overtrædelserne, herunder antal, type, nationalitet, retsforfølgning og sanktion.

Der er derefter et kort sammendrag af de enkelte landes rapporteringer, idet der i afsnittet om Danmark omtales 163 overtrædelser (153 med dansk involvering), hvoraf 61 gik til retsforfølgning, mens 95 blev klaret administrativt. 6 tilfælde var omfattet af en kombination af de to. I 133 tilfælde blev der givet bøder, der i gennemsnit androg 727 euro (Eks. for Irland: 43 bøder med 15.000 Euro i gennemsnit).

I Danmark konstateres ulovlige redskaber og forkerte logbogsoplysninger som de oftest forekommende overtrædelser.

Kommissionen konkluderer, at forsøget på at skabe gennemsigtighed og sammenligning mellem medlemslandene skal tages med nogen forbehold. Det konstateres dog, at den mest forekommende overtrædelse af reglerne er fiskeri i forbudt område, der dog også er forholdsvis let at opdage. Desuden gør Kommissionen sig nogle overvejelser om retsforfølgning kontra administrativ sanktion, idet sidstnævnte rummer visse fordele, og det er samtidig Kommis sionens opfattelse, at bødestørrelserne ofte ikke har den nødvendige afskrækkende virkning. Endelig er der behov for en mere detaljeret rapportering fra medlemslandene.

Afslutningsvis bebudes de nødvendige ændringer af reglerne i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik.

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om rapporterne.

Rapporterne har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

I §5-udvalget bemærkede Danmarks Fiskeriforening, at Danmark stort set er det eneste medlemsland, der kontrollerer fiskeriet systematisk efter landingen. Andre lande fokuserer primært på søværts kontrol, og der er behov for at forstærke landingskontrollen i andre medlemslande.

Rapporterne har ikke tidligere været forlagt Folketingets Europaudvalg.