Hjælpemenu

Hovedmenu

Kopi EPU: Notat som opfølgning på tidligere orientering om EU-Kommissionens pressemeddelelse om godkendelse af statsstøtte

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 76)
energiministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
EPU, Alm. del - bilag 33 (Løbenr. 552)

 

 

 

Den 9. oktober 2000

Til udvalgets orientering vedlægges i 70 eksemplarer et notat som opfølgning på den tidligere orientering af udvalget om EU-Kommissionens pressemeddelelse om godkendelse af statsstøtte i forbindelse med elreformen. I notatet redegøres for indholdet af Kommissionens godkendelse, samt hvilke elementer der endnu udestår en godkendelse af.

 

 

/

Svend Auken Knud Pedersen

Status for EU-Kommissionens godkendelse af elementer i elreformen.

Den 9. oktober 2000

EU-Kommissionen godkendte den 20. september 2000 en række statsstøtteforanstaltninger i tilknytning til elreformen i Danmark. Godkendelsen fremsendes officielt til de danske myndigheder, når de formelle procedurer omkring godkendelsen er gennemført.

Det er oplyst, at Kommissionen i henhold til statsstøttereglerne har godkendt:

  • Det nye VE-bevis system som på sigt skal afløse de faste afregningsregler for vedvarende energi.
  • Overgangsordningerne for alle eksisterende VE-anlæg i form af faste afregningspriser og pristillæg i en periode på op til 10 år. Definitionen af eksisterende anlæg følger den i elreformen af 3. marts 1999 fastsatte, nemlig alle anlæg som er købt på bindende, ubetinget kontrakt inden udgangen af 1999 og for hvilke, der foreligger de fornødne tilladelser.
  • 100 GWh grænsen, der begrænser bidraget fra den mest energitunge del af industrien til betaling af pristillæggene til vedvarende energi.

Endvidere har Kommissionen fastslået, at eldistributionsafgiften, hvorefter erhvervslivet ikke skal betale for det elforbrug, der overstiger 15 GWh, ikke udgør statsstøtte.

Efter aftale med Kommissionen udestår der nu en godkendelse af de garanterede afregningsregler for nye VE-anlæg. Baggrunden herfor er, at Kommissionen ikke ville kunne godkende afregningsreglerne for nye anlæg efter de eksisterende statssstøtteregler. Denne godkendelse afventer derfor Kommissionens nye rammebestemmelser for statsstøtte til miljøbeskyttelse, der forventes at blive indført omkring årsskiftet. Så snart de nye retningslinjer er vedtaget i Kommissionen, ventes de garanterede afregningspriser for nye VE-anlæg således at falde på plads. Indtil da vil nye anlæg være sikret afregningspriser på niveau med de gældende ordninger.

Endvidere har Kommissionen endnu ikke godkendt ordningen for strandede omkostninger i elsektoren, som er anmeldt som en særskilt sag i forhold til de ovenstående elementer i elreformen. Denne

sag vedrører i forlængelse af tillægsaftalen fra november 1999 om vilkår for kraftværkernes overgang til konkurrence kraftværksselskabernes strandede omkostninger ved gaskøbsforpligtelser.