Grundnotat om grønbog om miljøaspekterne i forbindelse med PVC

Resume af grundnotat om Kommissionens udkast til grønbog om PVC

MILJØstyrelsen 10. oktober 2000

Internationalt Kontor/Kemikaliekontoret 1034-0044

asa/6/LFH/12

Vedrørende Kommissionens Grønbog: Miljøaspekter i forbindelse med PVC.

Dok 26/7/2000

Kommissionen sendte den 26.7.2000 ovennævnte til medlemslandene.

Grønbogen er sendt i høring frem til 30. november 2000. Høringen vil så indgå i Kommissionens kommende strategi for PVC, der efter planen skal komme allerede i 2001.

Grundnotat er ikke oversendt til Folketinget Europaudvalg.

Kommissionen anfører, at forslagets formål er at indkredse praktiske løsninger på miljø- og sundhedsproblemer forårsaget af PVC baseret dels på et videnskabeligt grundlag, dels på princippet om en bæredygtig udvikling.

Udkastet til Grønbogen indeholder en beskrivelse af PVC-industrien og dens produkter, anvendelsen af tilsætningsstoffer i PVC, håndtering af PVC affald og andre horisontale aspekter ved PVC.

PVC-industrien og dens produkter

De vigtigste anvendelsesområder i Europa er bygningssektoren, husholdningsartikler, emballage, elektricitet/elektronik og automobilsektoren. Der blev i 1999 produceret cirka 5.5 millioner tons PVC i Vesteuropa.

PVC industrien omfatter cirka 21.000 virksomheder med en omsætning på 72 mia. og har 530.000 beskæftiget.

Polyvinylchlorid (PVC) fremstilles ved en såkaldt suspensionspolymerisation. Ligesom i andre sektorer af den kemiske industri er der også her sket stadige forbedringer af produktionsprocesserne i årenes løb.

Anvendelsen af tilsætningsstoffer i PVC

Til forskellige anvendelsesformål kan sammensætningen af PVC variere afhængigt af de mængder additiver som tilsættes polymerer enten som fyldstof, stabilisatorer, smørestoffer, blødgørere, farvestof eller flammehæmmere.

Brugen af blødgørere (især phthalater) og stabilisatorer i forholdsvis store mængder er et særtræk ved PVC-produktionen i forhold til andre plasttyper. Disse typer tilsætningsstoffer er gjort til genstand for en videnskabelig vurdering med hensyn til farlighed og sundheds- og miljørisici.

Stabilisatorer tilsættes PVC-polymeren for at hindre nedbrydning ved varme- og lyspåvirkning. De mest anvendte stabilisatorer er bly, cadmium og organiske tinforbindelser.

De vigtigste punkter af interesse for diskussionen om potentielle risici fra bly- og cadmiumstabilisatorer i PVC er muligheden for forurening af miljøet i produktions- og bortskaffelsesfasen samt risikoen for arbejdstagerne i disse faser. Et andet problem kan være bidraget af bly og cadmium til den samlede tungmetalbelastning i kommunalt affald og PVC-affalds skæbne på lossepladser, hvor blyet i specielt blød PVC kan udvaskes .

Kommissionen mener på baggrund af deres analyse, at forurening med bly og cadmium skal undgås i videst muligt omfang. Kommisionen går ind for en begrænsning af anvendelsen af cadmium og bly som stabilisatorer i PVC-produkter. Der kan være tale om forskellige foranstaltninger, som skal vurderes i lyset af deres potentielle miljømæssige og økonomiske implikationer:

Kommissionen mener at anvendelsen af specielt phthalater som blødgører i PVC rejser er række miljø- og sundhedsmæssig problemer. Fem af phthalaterne er under risikovurdering i EU. Phthalater med lange molekylekæder er svært nedbrydelige i biologiske systemer og nedbrydes kun delvist i almindelige renseanlæg, hvor de ophobes i slam. Visse phthalater såvel som deres metabolitter kan have sundhedsskadelige virkninger. Phtalater findes over alt i miljøet og spredes primært via luften og ved udvaskning.

Der er af Kommissionen rekvireret fire undersøgelser med henblik på at vurdere de tekniske aspekter ved de vigtigste metoder til håndtering af PVC affald: mekanisk genvinding, kemisk genvinding, forbrænding og deponering.

Af forslaget fremgår det, at behandlingen af PVC affald skal vurderes i sammenhæng med den europæiske affaldshåndteringspolitik, hvor forebyggelse affald skal have førsteprioritet frem for genanvendelse og endelig bortskaffelse (som f.eks. deponering), jf. Rådsresolution 97/C 76/01.

Kommissionen peger i Grønbogen på, at der er en lav genvindingsgrad af PVC, og at denne bør styrkes. Der er således behov for en større indsats med henblik på udvikling af logistik, teknikker og genbrugsanvendelser.

Forekomsten af additiver, der er klassificeret som farlige stoffer (f.eks. cadmium, bly og PCB) i store affaldsstrømme rejser specielle problemer i forbindelse med en genvindingsproces. Genvinding af PVC-affald indeholdende tungmetaller resulterer i, at disse stoffer opblandes i en større mængde PVC, idet det er nødvendigt at tilføje rent materiale. Der peges endvidere på, at genvinding kan være begrænset på grund af omkostningern e hertil. I Grønbogen angives det, at genvinding af affald fra produktionsleddet i princippet kan være økonomisk fordelagtig sammenlignet med alternative affaldshåndteringsmetoder for tilsvarende PVC-affald. Derimod nævnes det, at genvinding fra forbrugerleddet langt fra er økonomisk konkurrencedygtigt. Grønbogen henviser på den baggrund til, at der foruden regionale genvindingsordninger er behov for indføring af økonomiske incitamenter, de r kan fremme særskilt indsamlings- og sorteringsforanstaltninger.

Grønbogens gennemgang af håndtering af PVC-affald giver Kommissionen anledning til at rejse en række spørgsmål, der bør afdækkes:

Kommissionen mener, at forbrænding af PVC-affald rejser en række problemer, der vil kunne løses ved at indføre frivillig eller tvungen omlægning af behandlingen af PVC fra forbrænding til fortrinsvis genvinding eller deponering. Der oplistes desuden en række forhold, der bør afdækkes om bl.a. finansiering, tiltag for at begrænse dannelsen af restprodukter og den mulige sammenhæng mellem PVC forbrænding og dioxindan nelsen. Overordnet stiller Kommissionen spørgsmålet:

Kommissionen mener , at deponering af blødt PVC-affald rejser visse problemer, og der er behov for forskellige foranstaltninger, der kan tænkes af afhjælpe problemerne. På den baggrund stille Kommissionen det spørgsmål: