Hjælpemenu

Hovedmenu

Tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 57)
landbrugsministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af FolketingetsEuropaudvalg og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

Kontor

 

1

400.C.2-0

EU-sekr.

11. oktober 2000

 

 

 

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets notat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet, KOM (1998) 602.

 

 


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

1. afdeling, 1. kontorDen 10. oktober 2000TBULFM 0434

 

 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet.

KOM(1998) 602

- Endelig vedtagelse

Resumé

Kommissionens forslag fastlægger mere præcise principper for gennemførelse af harmoniseret foderstofkontrol. Specielt præciseres reglerne for import af foderstoffer fra tredjelande. Rådet har fremsat fælles holdning. Sagen har været i forligsprocedure, og der foreligger nu et resultat til godkendelse i Rådet og Europa-Parlamentet.

Forslaget skønnes at forbedre beskyttelsesniveauet.

Baggrund

Kommissionen fremlagde ved KOM (1998) 602 af 3. november 1998 forslag om ændring af direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet. Forslaget blev oversendt til Rådet den 3. november 1998.

Forslaget har hjemmel i TEF art. 152, art. 4b, og skal behandles efter proceduren for fælles beslutningstagen i art. 251, da forslaget vedrører foderstofområdet og berører folkesundheden.

Europa-Parlamentet godkendte forslaget uden ændringer den 16. december 1998.

Rådet fastlagde fælles holdning den 15. november 1999, idet Rådet med enstemmighed erstattede den beskyttelsesklausul, som Kommissionen havde foreslået anvendt i nødsituationer i forhold til kontrol i tredjelande med en forskriftskomitéprocedure. Kommissionen meddelte i sin meddelelse til Europa-Parlamentet, at den var imod Rådets fælles holdning.

Europa-Parlamentet foreslog i forbindelse med anden behandling af forslaget den 11. april 2000 med enstemmighed en række ændringer i den fælles holdning. Ændringerne vedrører:

 

1. en ny henvisning i præamblen til beslutning 1999/468/EF om fastlæggelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen,

2. fjernelse af en pligt for Kommissionen til at høre medlemsstaterne, inden Kommissionen i hastende nødsituationer træffer foranstaltninger over for 3. lande (genindførelse af beskyttelsesklausulen),

3. indføjelse af en hjemmel for Kommissionen til at foretage uanmeldt kontrolbesøg i medlemsstaterne,

4. en fjernelse af bestemmelsen om, at Kommissionen skal forelægge resultaterne af kontrollen for den pågældende medlemsstat, inden der udarbejdes kontrolrapport, samt

5. et krav om, at Europa-Parlamentet får kopi af kontrolrapporterne.

Kommissionen har kunnet acceptere Europa-Parlamentets ændringsforslag.

Rådet kunne ikke godkende alle Europa-Parlamentets ændringsforslag, og forligsprocedure blev iværksat den 12. september 2000 i henhold til artikel 251.

 

Der foreligger nu et resultat af forligsproceduren, som skal godkendes af Rådet med kvalificeret flertal og af Europa-Parlamentet med absolut flertal af de afgivne stemmer.

Kommissionens forslag

Siden direktiv 95/53/EU (kontroldirektivet) blev implementeret i maj 1998, har de i direktivet fastsatte kontrolparametre vist sig utilstrækkelige til at håndtere situationer, der kræver hurtig indgriben fra myndighedernes side.

Kommissionens forslag fastlægger mere præcise principper for gennemførelse af harmoniseret foderstofkontrol. Specielt præciseres reglerne for import af foderstoffer fra tredjelande.

Forslaget øger muligheden for beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed samt miljøet ved indsættelse af hjemmel til, at Kommissionen og medlemslandene kan føre øget kontrol med foderstoffer. Hvis der i specifikke sager er risiko for menneskers og dyrs sundhed, skal kontrollen øges. Dette gælder også for kontrol med foderstoffer i tredjelande, for så vidt angår de foderstoffer, der skal eksporteres til EU.

Forslaget øger Kommissionens muligheder for at fastlægge specifikke kontrolparametre ved anvendelse af beslutninger taget i "Den stående Komité for foderstoffer".

Der indføjes en ny artikel 9 a, hvorefter Kommissionen for egen regning og på eget initiativ eller på initiativ fra en medlemsstat kan foretage kontrol af foderstoffer på stedet i tredjelande til sikring af, at foderstofkontrollen i disse lande frembyder de fornødne garantier for eksport af foderstoffer til medlemsstaterne. Kommissionen kan anmode eksperter fra medlemsstaterne om at deltage i kontrollen.

Der indføjes en ny artikel 9 b, der pålægger Kommissionen initiativpligt i tilfælde af konstatering af problemer med foderstoffer fra tredjelande, der kan give risiko for menneskers og dyrs sundhed. Der indføjes mulighed for udstedelse af importforbud eller fastsættelse af særlige importbetingelser.

Hvis der er tale om en nødsituation, kan Kommissionen handle i forhold til tredjelande uden forudgående accept fra medlemslandene. Foranstaltningerne skal efterfølgende forelægges medlemsstaterne til godkendelse.

Medlemslandene kan tilsvarende gennemføre nationale importbegrænsninger over for 3. lande, hvis det er nødvendigt for at afværge en risiko for dyrs og menneskers sundhed eller for miljøet, såfremt den pågældende medlemsstat har informeret Kommissionen om behovet for at gennemføre importbegrænsninger, og Kommissionen ikke har reageret på denne henvendelse.

Som ny art. 15a, stk. 1, indsættes bestemmelser om, at Kommissionen bistået af eksperter fra medlemsstaterne og i samarbejde med de kompetente nationale myndigheder i en medlemsstat kan gennemføre en tilsvarende inspektion i denne medlemsstat, hvis det skønnes nødvendigt for at sikre, at medlemsstaten gennemfører den nationale foderstofkontrol efter retningslinierne i rådsdirektiv 95/53.

Den foreslåede bestemmelse giver ikke Kommissionen selvstændige kontrolbeføjelser i medlemsstaterne, men alene beføjelse til under og efter et inspektionsbesøg at påpege fejl og mangler ved kontrollen og til efter høring af Den Stående Foderstofkomité at vedtage de beslutninger, der er nødvendige for at afhjælpe de konstaterede fejl og mangler.

 

Medlemsstaterne skal yde Kommissionen og medlemsstaternes eksperter den bistand, der er nødvendig for gennemførelse af inspektionsbesøg.

Resultatet af forligsproceduren

Europa-Parlamentet har i forbindelse med andenbehandlingen af forslaget stillet ændringsforslag til Rådets fælles holdning, som indeholder en bestemmelse om, at Kommissionen skal høre medlemsstaterne i henhold til en forskriftskomitéprocedure med en frist på to dage, inden der træffes foranstaltninger over for et 3. land, på hvis område der er opstået et problem af hastende karakter, og som kan udgøre en fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Europa-Parlamentets forslag svarer til Kommissionens oprindelige forslag og indeholder således en hjemmel for Kommissionen til i hastende tilfælde at træffe foranstaltninger, hvorefter Kommissionen straks skal orientere medlemsstaterne herom.

Europa-Parlamentet har i forbindelse med forligsproceduren accepteret formandsskabet kompromisforslag om, at der i lighed med veterinærområdet indføres en bestemmelse om, at Kommissionen i hastetilfælde kan træffe midlertidige foranstaltninger over for 3. lande, hvorefter foranstaltningerne inden 10 dage skal forelægges i Den Stående Foderstofkomité.

Europa-Parlamentet har endvidere stillet ændringsforslag til Rådets fælles holdning om, at Kommissionen kan foretage kontrol i medlemsstaterne i samarbejde med de kompetente myndigheder for at sikre en ensartet anvendelse af direktivet. Europa-Parlamentet har i den forbindelse foreslået, at Kommissionen kan foretage uanmeldt stikprøvekontrol i medlemsstaterne.

Formandsskabet har som kompromis foreslået at slette bestemmelsen om uanmeldt kontrol og genindføje krav om, at kontrol i medlemsstaterne skal foretages i samarbejde med de kompetente nationale myndigheder.

Europa-Parlamentet har accepteret dette kompromis, under forudsætning af, at bestemmelsen om, at medlemsstaterne, i forbindelse med hjælp til Kommissionen ved udførelse af Kommissionens kontrol i medlemsstaterne, skal yde "al den bistand, der er nødvendig" erstattes af "total assistance". Rådet har kunnet acceptere denne ændring.

Europa-Parlamentet har desuden stillet ændringsforslag til Rådets fælles holdning om, at Kommissionen skal drøfte resultaterne af kontrollen med de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, inden der udarbejdes og udsendes en kontrolrapport. Europa-Parlamentet har foreslået at slette bestemmelsen.

Formandsskabet har som kompromis foreslået, at bestemmelsen bibeholdes, hvilket Europa-Parlamentet har accepteret.

Regeringen agter i overensstemmelse med den seneste forelæggelse for udvalget af den 7. september at tilslutte sig den endelige vedtagelse af forslaget.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Der er fremsendt grundnotat om forslaget den 23. december 1998.

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 15. januar og den 16. april 1999, jf. aktuelt notat af den 11. januar 1999 og aktuelt notat af den 9. april 1999 samt aktuelt notat af den 16. september 1999. Der er endvidere fremsendt notat om iværksættelse af forligsprocedure den 7. september 2000.