Rådsmøde udviklingsministre 10/11 2000 Pressemeddelelse

Støtte til den makroøkonomiske politik og fremme af en rimelig adgang til de sociale ydelser

18. Bæredygtig udvikling af landdistrikterne og fødevaresikkerhed er centrale punkter i Fællesskabets strategi til fattigdomsbekæmpelse, og Fællesskabet har tilsluttet sig forpligtelserne fra verdensfødevaretopmødet. Det er fortsat en vigtig partner i London-konventionen om fødevarehjælp. Fællesskabets aktioner bør udvikles i lyset af de igangværende overvejelser om forbindelsen mellem fødevaresikkerhed som et m&ar ing;l, der bidrager til bekæmpelse af fattigdommen, og fødevarehjælp som et instrument for humanitær bistand. Som led i forbindelsen mellem nødhjælp og udvikling bør man ligeledes søge at opnå en bedre sammenhæng mellem fødevaresikkerhedspolitikken og den humanitære bistand. Hvad udviklingen af landdistrikterne angår vil effektiviteten og bæredygtigheden kun kunne sikres gennem langsigtede strategier, som udformes og iv ærksættes med folkelig deltagelse, og som gør det muligt at omsætte landdistrikternes prioriteter til overordnede og sektorrelaterede politikker. Fællesskabet har store erfaringer på disse områder.

19. Demokratiske institutioner, der fungerer, er en forudsætning for en bæredygtig udvikling. God regeringsførelse, som omfatter bekæmpelse af korruption, og retsstatsprincippet er afgørende faktorer i strategierne til fattigdomsbekæmpelse. Fællesskabet er i denne henseende særdeles godt placeret for at støtte en styrkelse af partnerlandenes institutionelle kapacitet. Dets aktion er mere neutral end medlemsstaternes, fordi disse har deres eg en historie og er bundet til et bestemt retssystem. Vægten af dets solidaritet og dets integrerede holdning til samarbejdet er to ubestridelige aktiver. Der bør sættes ind på alle de områder for at koncentrere dets støtte, navnlig handel, økonomiske politikker, de sociale sektorer og regional integration.

20. På alle stadier af gennemførelsen af de aktiviteter, der er omtalt ovenfor, skal Fællesskabet desuden sørge for at integrere ("mainstream") horisontale interesser, som går ud på fremme af de personlige rettigheder, ligestillingen mellem mænd og kvinder, børns rettigheder og miljødimensionen. Miljøbeskyttelse skal indføjes i definitionen og gennemførelsen af alle fællesskabspolitikkerne, navnlig for at fremme e n bæredygtig udvikling. Med henblik herpå bør miljøspørgsmål systematisk medtages i Fællesskabets udviklingsinstrumenter.

Disse horisontale temaer er mål i sig selv samt uundværlige elementer til styrkelse af samarbejdets effekt og bæredygtighed. Med henblik herpå råder Fællesskabet over referencetekster, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationer eller i Fællesskabets fora. Som følge af de alvorlige konsekvenser for de udviklingslande, som konfronteres hermed, skal der lægges systematisk vægt på konflikt-forebyggelse og krisestyring.

21. I betragtning af problemets globale dimension og situationens alvor, når det drejer sig om overførbare sygdomme og deres indvirkning på fattigdommen, bør det anses for at være absolut nødvendigt, at Fællesskabet og medlemsstaterne fremskynder indsatsen på dette område og tager fat på problemets forskellige dimensioner.

22. Udviklingen af informations- og kommunikationsteknologierne giver udviklingslandene talrige muligheder, navnlig hvad angår opsvinget i den private sektor. Det bør derfor undgås, at disse teknologier bliver en ny marginaliseringsfaktor. Fællesskabet og medlemsstaterne skal bidrage hertil ved hurtigt at udarbejde den strategi, de vil anvende i den forbindelse. Endelig bør Fællesskabet fortsat fremme forskningen i udviklingslandene.

23. I anerkendelse af nødvendigheden af at præcisere de strategiske akser i Fællesskabets udviklingspolitik var Rådets første målsætning at styrke fællesskabsstøttens indvirkning og effektivitet. Med henblik herpå er en bedre sammenhæng med de øvrige fælles politikker og med medlemstaternes aktiviteter nødvendig.

24. Kommissionen er ved at omstrukturere sin forvaltning af bistanden til tredjelande, som først og fremmest er Kommissionens ansvar. Den er gået i gang med at styrke programmeringsprocessen, nedsætte en kvalitetsstøttegruppe, som skal sikre sammenhæng i de strategier, der er opstillet for alle udviklingslandene, samt fremme en decentraliserings- og dekoncentrationsbevægelse, som skal bringe afgørelserne nærmere på partnerlandene. Endvidere skal finansforordningen forenkles, og de menneskelige ressourcer øges, navnlig i delegationerne. Rådet ser med tilfredshed på denne reformvilje og støtter Kommissionens hurtige gennemførelse af dens forslag, som skal sikre Fællesskabets nuværende operationelle kapacitet og på længere sigt øge den.

25. Denne tilgang må have følgevirkninger for Fællesskabets bistandsinstrumenter. Indførelsen af glidende programmering, som tilgodeser modtagerlandenes behov og indsats samt deres udvikling i tid, og en øget anvendelse af sektorstøtte og direkte budgetbistand, når forholdene tillader det og en efterfølgende kontrol kan bringes i stand, vil kunne bidrage til en mere effektiv ressourceforvaltning og -tildeling. I den forbindelse kan de nye retningsli njer for partnerskabet mellem AVS og EF betragtes som mønstergyldige.

26. Herudover skal Fællesskabet tage større hensyn til tidligere erfaringer og udvikle en resultatsbaseret tilgang. Det er nødvendigt at styrke evalueringsfunktionen og basere den på princippet om uafhængighed. Der bør tages hensyn til erfaringerne fra evalueringsresultaterne, når nye programmer og projekter udformes.

27. Sammenkoblingen af udviklingssamarbejdet og den humanitære bistand er et vigtigt spørgsmål. Den er afgørende for EU's evne til at tilpasse sit samarbejde til behovsudviklingen i lande, hvor der opstår konflikter eller indtræder naturkatastrofer. Der skal tilstræbes et kontinuum mellem nødhjælp, rehabilitering og udvikling.

28. For at lette procedurerne er forvaltningsudvalgenes opgaver ved at blive omlagt, så de omfatter de strategiske aspekter af samarbejdet. Medlemsstaterne vil, når dette er sket, kunne koncentrere opmærksomheden om politikkerne, landeprogrammeringen, sektorstrategierne og de temaer, der skal samordnes på europæisk plan forud for internationale drøftelser. Der skal naturligvis fortsat være størst mulig gennemsigtighed, ligesom der skal sikres tæt samråd om hvert enkelt projekt, navnlig via operationel samordning.

29. Det fastslås i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at Fællesskabet og medlemsstaterne samordner deres politik med hensyn til udviklingssamarbejde og fører samråd om deres bistandsprogrammer, herunder i internationale organisationer og på internationale konferencer. Der åbnes endvidere mulighed for at iværksætte fælles aktioner og for, at medlemsstaterne kan bidrage til iværksættelsen af Fælle sskabets bistandsprogrammer.

30. Større samordning i EU vil i høj grad kunne effektivisere bistanden. Bedre kendskab til Fællesskabets og medlemsstaternes aktioner er en forudsætning for en optimal udnyttelse. Med henblik herpå skal de gensidige udvekslinger af oplysninger fremmes, så EU kan få adgang til de redskaber, der giver den mulighed for at få en samlet oversigt over sin indsats uden hensyn til de anvendte instrumenter.

31. Der skal også lægges særlig vægt på en intensivering af samordningen mellem medlemsstaternes repræsentationer og Kommissionen på stedet, nærmere partnerlandet og på alle stadier af udformningen, gennemførelsen og evalueringen af fællesskabsprogrammerne, idet der skal drages fordel af landestrategipapirerne. Dette går hånd i hånd med den decentralisering og dekoncentration, Fællesskabet ønsker at iv&ae lig;rksætte.

32. Endvidere skal dialogen med de andre bidragydere, navnlig Bretton Woods-institutionerne og De Forenede Nationers organer, forbedres. EU skal ligeledes respektere den hovedrolle, partnerlandet spiller med hensyn til samordning af de udviklingsstrategier, det har defineret. Med dette for øje skal procedurerne harmoniseres. Fællesskabet skal ligeledes fremme partnerlandets hovedrolle i koordineringen af den fælles indsats, der ydes af alle bidragyderne fra initiativer som den integ rerede udviklingsramme (Comprehensive Development Framework).

33. Endelig skal EU optræde sammenhængende og om muligt tale med en stemme i de internationale fora for bedre at gøre sin udviklingspolitik gældende og få større indflydelse på, at der opnås international konsensus på dette område. Det er et spørgsmål om dens troværdighed og om sammenhæng i dens aktioner.

34. Alt i alt vil større samordning i EU gøre fællesskabsbistanden mere synlig, hvilket vil være til fordel for partnerlandene. Det er ikke så meget et spørgsmål om at tiltrække sig opmærksomheden, som om at styrke EU's evne til at øve indflydelse, så dens indsats kan få tilstrækkelig løftestangseffekt til, at den kan nå sine mål. Forbedret effektivitet og indvirkning er afgørende elementer i en øget synlighed.

35. Styrkelse af komplementariteten imødekommer behovet for bedre arbejdsdeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Ingen bidragyder kan foregive at have ekspertise i alle lande og i alle samarbejdssektorer. Derfor er det vigtigt at udnytte Fællesskabets og medlemsstaternes erfaringer og i hvert enkelt tilfælde aftale, hvorledes opgaverne skal fordeles under hensyntagen til den centrale rolle, partnerlandet skal spille, og til de komparative fordele for den enkelte.

36. Også forbindelserne med Bretton Woods-institutionerne, De Forenede Nationers organer og de øvrige donorer spiller en stor rolle. Bidragyderne skal i stadig større grad kunne dele deres erfaringer og deres analyser med hinanden, navnlig når de iværksætter sektorstrategier.

37. Koncentrationen af Fællesskabets aktiviteter om færre sektorer går netop i denne retning. Muligheden for at overdrage forvaltningen af fællesskabsbevillingerne til medlemsstaterne eller deres gennemførende myndigheder i tilfælde af samfinansiering, som der åbnes mulighed for i den interne aftale om 9. EUF, kan bidrage hertil. Udarbejdelsen af landestrategipapirer er en fortrinlig lejlighed til at fremme komplementariteten.

38. I det nye partnerskab med AVS-landene anerkendes det allerede, at en lang række aktører fra det civile samfund skal inddrages i Fællesskabets politik. Som led i EU's forbindelser med resten af verden bør der tilskyndes til større deltagelse fra de ikke-statslige organisationers, de økonomiske og sociale aktørers og den private sektors side. Specielt er det vigtigt at styrke partnerskabet med ngo'erne både i Europa og i udviklingslandene og st&os lash;tte udviklingen af de ikke-statslige aktørers muligheder i partnerlandene for at lette deres deltagelse i dialogen om strategierne og gennemførelsen af samarbejdsprogrammerne.

39. Større sammenhæng er en nødvendighed mellem de forskellige fællesskabspolitikker for bæredygtig udvikling. Der skal gøres en indsats for, at der ved udarbejdelsen og gennemførelsen af andre politikker med indvirkning på udviklingslandene tages hensyn til målene for Fællesskabets udviklingspolitik. Dette kan ske ved en systematisk og uddybende analyse af foranstaltningernes eventuelle indirekte virkninger på de særligt følsomme områder og hensyntagen til udviklingsproblematikken i Kommissionens beslutningsproces.

40. Det har kun mening at præcisere Fællesskabets udviklingspolitik i en erklæring, hvis den hurtigt udmøntes i praksis. Det er derfor vigtigt at klarlægge det operationelle indhold af ovennævnte mål, principper og metoder.

41. Det er således nødvendigt, at Kommissionen udarbejder et resultatorienteret handlingsprogram.

42. Gennemførelsen af de nye retningslinjer skal fremstå som en langsigtet ændringsproces, som kræver stor politisk vilje og en tillidsfuld atmosfære. En regelmæssig opfølgning vil give Fællesskabet mulighed for at kontrollere resultaterne og i givet fald foretage de tilpasninger, som en dynamisk proces kræver.

43. Der skal regelmæssigt gøres status over gennemførelsen af erklæringen om den overordnede politik og handlingsprogrammet. Med henblik herpå opfordres Kommissionen til at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet en årlig beretning om Fællesskabets udviklingspolitik, hvori der navnlig redegøres for de kvalitative elementer. Denne politik bør til sin tid tages op til evaluering.

44. For at bevidstgøre offentligheden om, hvad den europæiske solidaritet over for udviklingslandene drejer sig om og dens mål, er det vigtigt, at denne erklæring når ud til et så bredt publikum som muligt. Rådet og Kommissionen vil bestræbe sig herfor, idet de især vil satse på undervisning i udvikling.

Den Europæiske Union er en af de virkelig store aktører inden for udviklingssamarbejde. Den står for omkring halvdelen af den samlede statslige udviklingsbistand og er en lang række udviklingslandes største samhandelspartner. Gennem denne erklæring ønsker Rådet og Kommissionen, inden for rammerne af et partnerskab, hvori menneskerettighederne, de demokratiske principper, retsstatsprincippet og princippet om god regeringsførelse respekteres , at bekræfte Fællesskabets solidaritet med udviklingslandene og indlede en fornyelse af dettes udviklingspolitik baseret på en stadig stræben efter større effektivitet, og det sammen med de andre aktører inden for udviklingssamarbejde på den internationale scene og med opbakning fra Fællesskabets borgere.

Hovedmålet med Fællesskabets udviklingspolitik er at mindske fattigdommen for i sidste ende helt at komme den til livs.

Fattigdom, hvori begrebet sårbarhed indgår, har sin rod i flere faktorer. Fællesskabet er derfor fast besluttet på at støtte strategier til fattigdomsbekæmpelse, som integrerer disse forskellige aspekter og bygger på en analyse af det enkelte udviklingslands begrænsninger og muligheder. Disse strategier skal bidrage til en styrkelse af demokratiet, konsolidering af fred samt konfliktforebyggelse, gradvis integration i verdensøkonomien, større hensyntagen til sociale og miljømæssige aspekter med henblik på en bæredygtig udvikling, ligestilling mellem mænd og kvinder samt styrkelse af offentlige og private aktørers kompetencer. Det bør sikres, at partnerlandene gør disse strategier til deres egne, og at de integreres i en dialog mellem staten og det civile samfund.

Fællesskabet vil koncentrere sin indsats om seks områder, der er udvalgt på grund af den merværdi, fællesskabsindsatsen og bidraget til fattigdomsbekæmpelsen kan tilføre: sammenknytning af handel og udvikling, integration og regionalt samarbejde, støtte til den makroøkonomiske politik og fremme af en rimelig adgang til de sociale ydelser, transport , fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling af landdistrikterne samt styrkelse af den in stitutionelle kapacitet. Der vil systematisk blive lagt vægt på menneskerettighederne, miljødimensionen, ligestilling mellem mænd og kvinder samt god regeringsførelse.

Fællesskabets udviklingspolitik henvender sig til alle udviklingslande. Når det drejer sig om fordeling af midlerne, er det de mindst udviklede lande og de andre lavindkomstlande, der vil stå i første række i en indsats, der tager hensyn til landenes bestræbelser for at reducere fattigdommen, deres behov, deres præstationer og absorberingsevne. I mellemindkomstlande, hvor en stor del af befolkningen fortsat lever på fattigdomsgrænsen, vil stra tegier til fattigdomsbekæmpelse ligeledes nyde fremme.

Fællesskabet og dets medlemsstater vil koordinere deres politik på forskellige områder samt deres programmer med henblik på at give dem størst mulig gennemslagskraft. Der vil blive tilstræbt større komplementaritet i EU og med de øvrige donorer, navnlig inden for rammerne af landestrategier. Ud fra et ønske om bedre sammenhæng i politikken vil der i den fælles politik på de øvrige områder i højere grad blive t aget hensyn til Fællesskabets mål for udviklingspolitikken.

Rådet støtter Kommissionen i dennes bestræbelser for at effektivisere forvaltningen af Fællesskabets bistand til tredjelande. Hertil bidrager navnlig den igangværende omstrukturering af Kommissionens tjenestegrene, den stigende anvendelse af programmering, resultatorienterede programmer, udviklingen af en evalueringskultur, den begyndende dekoncentration og decentralisering samt

forvaltningsudvalgenes fokusering på samarbejdets strategiske aspekter. Den forenkling af finansforordningen og de øgede menneskelige ressourcer, som Kommissionen har anmodet om, bør nyde fremme.

Denne erklæring om Fællesskabets udviklingspolitik bør følges op af en handlingsplan fra Kommissionen med de nærmere operative bestemmelser. Erklæringen vil løbende blive fulgt op, navnlig i form af en årsberetning.

- HANDLINGSPLAN