Grundnotat om beskyttelse og ligelig fordeling af flygtninge

Direktivforslagets artikel 2 indeholder definitioner, herunder blandt andet følgende:

"Midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning" defineres som "en særordning, som i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne fra tredjelande, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland, sikrer de pågældende en øjeblikkelig beskyttelse af midlertidig art, når der er fare for, at asylsystemet ikke kan håndtere denne tilstrømning uden negative følger for den måde, det fungerer på, for de p ågældende og for andre personer, der anmoder om beskyttelse".

Ifølge direktivforslagets artikel 4 har den midlertidige beskyttelse en varighed på et år. Såfremt den midlertidige beskyttelse ikke er ophævet, efter at det første år er forløbet, jf. artikel 6, vil perioden automatisk blive forlænget med seks måneder af gangen, dog højst et år. Den midlertidige beskyttelses samlede varighed kan ikke overstige to år.

Rådet træffer, på baggrund af et forslag fra Kommissionen, afgørelse om, at der foreligger en situation med massetilstrømning af fordrevne personer. Afgørelsen træffes med kvalificeret flertal, jf. direktivforslagets artikel 5, stk. 1.

Rådets afgørelse baseres på en gennemgang af situationen og befolkningsbevægelsernes omfang, på en vurdering af, om der mere hensigtsmæssigt vil kunne ydes nødhjælp og foranstaltninger på stedet, samt på oplysninger fra medlemsstaterne, Kommissionen, de Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (herefter UNHCR) og andre relevante organisationer, jf. artikel 5, stk. 2 litra a, b og c.

Medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at personer, der nyder midlertidig beskyttelse, har opholdstilladelse under hele den midlertidige beskyttelses varighed, jf. artikel 8, stk. 1.

Det fremgår af direktivforslagets artikel 8 stk. 2, at direktivforslaget er et minimumsdirektiv, og at den behandling medlemsstaterne giver personer, der nyder midlertidig beskyttelse, ikke må være mindre gunstig end den, der er defineret i direktivforslagets artiklerne 9 - 15. Pågældende artikler omhandler medlemsstaternes forpligtelser.

Artikel 13 i direktivforslaget vedrører betingelserne for familiesammenføring og foreskriver, at i tilfælde, hvor familier, der allerede var dannet i hjemlandet, er blevet adskilt på grund af massetilstrømningen, skal medlemsstaterne give tilladelse til familiesammenføring med følgende personer:

Familiesammenføring kan ske indtil to måneder før ophøret af den midlertidige beskyttelse. De sammenførte personer får opholdstilladelse på baggrund af den midlertidige beskyttelse, jf. artikel 13, stk. 2.

I overensstemmelse med artikel 13 stk. 3, indgives ansøgninger om familiesammenføring af referencepersonen i medlemsstaten. Familiemedlemmerne skal samtykke i sammenføringen.

I tilfælde, hvor der foreligger tvivl om den familiemæssige tilknytning, skal medlemsstaterne ved vurderingen af gyldigheden af de forelagte beviser tage hensyn til alle faktiske forhold og specifikke omstændigheder, jf. direktivforslaget artikel 13, stk. 4.

Dersom medlemmerne af en familie nyder midlertidig beskyttelse i forskellige medlemsstater, har disse adgang til at vælge, hvilken medlemsstat de ønsker at blive familiesammenført i. Ansøgningen om familiesammenføring indgives i den stat, hvor familien ønsker at blive sammenført, jf. direktivforslagets artikel 13, stk. 5.

Afslag på ansøgning om familiesammenføring skal underkastes domstolsprøvelse, jf. artikel 13, stk. 6.

Den praktiske gennemførelse af artikel 13 vedrørende familiesammenføring skal ske i samarbejde med de relevante internationale organisationer, jf. artikel 13, stk. 7.

Ifølge direktivforslagets artikel 14, stk. 1, skal medlemsstaterne hurtigst muligt sikre, at uledsagede mindreårige, der nyder midlertidig beskyttelse, er repræsenteret ved en værge, en repræsentant fra en organisation, som er ansvarlig for bistand til mindreårige og deres trivsel, eller ved en anden form for passende repræsentation.

Medlemsstaterne sørger for, at den mindreårige er anbragt hos enten myndige familiemedlemmer, hos en plejefamilie eller i modtagelsescentre med særlige faciliteter for mindreårige, jf. artikel 14, stk. 2.

I situationer, hvor det ikke har været muligt at opspore den uledsagede mindreåriges familiemedlemmer, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den mindreårige kan sammenføres med en eller flere personer, der har taget sig af ham under flugten. Den mindreårige og de berørte personer skal samtykke i sammenføringen, jf. artikel 14, stk. 3.

Ifølge direktivforslagets artikel 16 har personer, der nyder midlertidig beskyttelse, adgang til asylsystemet senest ved den midlertidige beskyttelses ophør.

Direktivforslagets artikel 17 angiver, at kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, finder anvendelse. Disse kriterier og procedurer er fastlagt i Dublin-konventionen.

Medlemsstaterne kan bestemme, at en person ikke samtidig kan nyde godt af midlertidig beskyttelse og have status som asylansøger, jf. artikel 18, stk. 1. Når en person, der har mulighed for at nyde midlertidige beskyttelse, har fået afslag på en ansøgning om asyl, vil han have ret til den midlertidige beskyttelse for resten af den midlertidige beskyttelses varighed, jf. direktivforslagets artikel 18, stk. 2.

Dette forhold gør sig dog ikke gældende i tilfælde, hvor en medlemsstat efter en prøvelse af asylsagen er kommet frem til, at den pågældende person ikke er berettiget til beskyttelse, jf. udelukkelsesbestemmelserne i Geneve-konventionens artikel 1 F, jf. henvisningen i artikel 18, stk. 2, til direktivforslagets artikel 29.

Ved den midlertidige beskyttelses ophør vil medlemsstaternes almindelige lovgivning om beskyttelse og udlændinges indrejse og ophold i medlemsstaterne finde anvendelse, jf. direktivforslagets artikel 19.

Medlemsstaterne skal gennemgå de tvingende humanitære grunde, som i konkrete tilfælde kan gøre de pågældendes tilbagevenden umulig eller urealistisk.

Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at lette en tilbagevenden under sikre og menneskeværdige forhold. De pågældende personer skal have adgang til den nødvendige viden for at kunne træffe en beslutning om tilbagevenden, herunder eventuelt have mulighed for at aflægge rekognosceringsbesøg i hjemlandet, jf. direktivforslagets artikel 21, stk. 1.

Medlemsstaterne skal se velvilligt på, at personer, der fortryder deres hjemvenden, vil kunne vende tilbage til den medlemsstat, hvor de har nydt midlertidig beskyttelse, jf. direktivforslagets artikel 21, stk. 2.

Medlemsstaterne kan efter en konkret og individuel vurdering beslutte at forlænge gyldigheden af de forpligtelser, der er omhandlet i direktivets kapitel III, overfor de personer, der har været omfattet af den midlertidige beskyttelse, og som nyder godt af et program for frivillig tilbagevenden. jf. direktivforslagets artikel 21, stk. 3.

Ifølge direktivforslagets artikel 22 skal medlemsstaterne endvidere træffe de nødvendige foranstaltninger, således at personer, der har særlige behov, f.eks. for læge- og psykologbehandling, ikke risikerer, at behandlingen afbrydes til skade for de pågældende, selv om den midlertidige beskyttelse måtte være ophørt.

Medlemsstaterne skal sørge for, at de familier, hvis mindreårige børn går i skole, kan sikres opholdsbetingelser, der gør det muligt at afslutte den igangværende skoletermin, jf. artikel 22, stk. 2.

Såfremt genbosættelse er påkrævet, skal medlemsstaterne i samarbejde med de relevante internationale organisationer træffe passende foranstaltninger til gennemførsel af genbosættelsesprogrammerne. Det er en forudsætning for genbosætning, at de pågældende personer accepterer genbosætningen, jf. direktivforslagets artikel 23.

Ifølge direktivforslagets artikel 24 skal de foranstaltninger, der er omhandlet i direktivet, støttes økonomisk af Den Europæiske Flygtningefond på de betingelser, der er fastsat i rådsbeslutningen om Den Europæiske Flygtningefond vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. september 2000.

Direktivforslagets artikel 25, stk. 1, omhandler den erklæring, den enkelte medlemsstat skal afgive vedrørende modtagelsekapicitet, som indgår som en del af Rådets afgørelse om iværksættelse af midlertidig beskyttelse. Artikel 25 er omtalt under afsnit 2.3 vedrørende varighed, iværksættelse og ophør af den midlertidige beskyttelse.

Personer, der er omfattet af den midlertidige beskyttelse, men endnu ikke befinder sig på medlemsstatens område, skal forud for en overførelse til en medlemsstat samtykke heri, jf. direktivforslagets artikel 25, stk. 2. Der er her tale om princippet om den "dobbelte frivillighed", hvilket vil sige, at såvel medlemsstaten som den pågældende person skal acceptere, at en overførelse finder sted.

Direktivforslagets artikel 26 omhandler frivillig overførsel af personer, der nyder midlertidig beskyttelse, fra en medlemsstat til en anden. Medlemsstaterne er forpligtede til at samarbejde herom og skal endvidere holde Kommissionen og UNHCR underrettet om eventuelle overførsler. I tilfælde, hvor der sker overførsel fra en medlemsstat til en anden, ophæves de pågældendes opholdstilladelse i den medlemsstat, der forlades, ligesom denne medlemss tats forpligtelser ophører.

Anvendelsen af artikel 25 og 26 berører ikke medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til "non-refoulement"

Ifølge direktivforslagets artikel 29 kan en person udelukkes fra den midlertidige beskyttelse, hvis han anses for at være til fare for den nationale sikkerhed, eller hvis der er alvorlig grund til at antage, at han har begået en eller flere krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, eller hvis det under behandlingen af asylansøgningen antages, at de udelukkelsesbestemmelser, der er fastsat i Geneve-konventionens artikel 1 F, finder anvendelse.

Ifølge direktivforslagets artikel 28 skal medlemsstaterne udpege et nationalt kontaktpunkt samt i samarbejde med Kommissionen sikre, at der foregår et direkte samarbejde, herunder udveksling af relevante oplysninger, mellem medlemsstaterne.

Medlemsstaterne skal fastsætte passende sanktioner, der skal finde anvendelse i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af direktivet. Medlemsstaterne skal senest 31. december 2002 informere Kommissionen om de vedtagne sanktioner, jf. artikel 30 i direktivforslaget.

Kommissionen skal senest to år efter direktivets ikrafttræden aflægge rapport til Europa-Parlamentet om direktivets anvendelse samt foreslå nødvendige ændringer. Efter den første rapport skal Kommissionen mindst hvert femte år aflægge en sådan rapport, jf. direktivforslagets artikel 31.

Ifølge direktivforslagets artikel 32 skal medlemsstaterne sætte de nødvendige love og bestemmelser tilknyttet direktivet i kraft senest den 31. december 2002.

Direktivet træder ifølge artikel 33 i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Det Europæiske Fællesskabs Tidende.

Udlændingeloven indeholder ikke regler, der tilsigter at give ophold til en gruppe af personer i en afgrænset tidsperiode i tilfælde af masseindstrømning, således som det er foreslået i direktivforslaget.

Danmark har i to tilfælde indført særlige ordninger med henblik på at kunne yde midlertidig beskyttelse til grupper af personer. Det drejer sig om lov nr. 933 af 28. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. med senere ændringer (herefter benævnt jugoslaverloven) og lov nr. 251 af 28. april 1999 om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jug oslavien (herefter benævnt kosovonødloven).

Jugoslaverloven er fortsat gældende, mens kosovonødloven blev ophævet ved lov nr. 427 af 31. maj 2000, der trådte i kraft den 3. juni 2000.

I det følgende er relevante bestemmelser i de to love omtalt.

Opholdstilladelse:

På baggrund af borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien vedtog folketinget i november 1992 jugoslaverloven. Ved loven indførtes en invitationsordning, hvorefter regeringen efter aftale med UNHCR eller lignende internationale organisationer kan invitere et antal særlig nødstedte personer fra det tidligere Jugoslavien til at tage ophold i Danmark med henblik på lægelig behandling eller anden hjælp, som ikke kan ydes i det område, hvor vedkom mende befinder sig, jf. jugoslaverlovens § 1, stk. 1.

Loven giver endvidere mulighed for, at en person fra det tidligere Jugoslavien, der er indrejst til Danmark og i forbindelse hermed eller senere har søgt om asyl, kan meddeles opholdstilladelse efter loven, såfremt vedkommende på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for midlertidig beskyttelse, jf. jugoslaverlovens § 15, stk. 1. Udlændingestyrelsen kan i for bindelse med en tilladelse givet efter § 15, stk. 1, bestemme, at asylansøgningen ikke færdigbehandles, så længe den pågældende har opholdstilladelse efter jugoslaverloven. Udskydelsen af asylsagsbehandlingen kan dog ikke ske i mere end to år fra det tidspunkt, hvor beslutningen herom er truffet, jf. jugoslaverlovens § 15, stk. 2. Afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i medfør af § 15 kan ikke påklages, jf. jugoslaverlovens § 13, stk. 2.

Jugoslaverloven giver endelig mulighed for, at der kan meddeles opholdstilladelse til en person fra det tidligere Jugoslavien, der befinder sig i det tidligere Jugoslavien eller i nærområdet hertil, såfremt det på baggrund af oplysninger tilvejebragt i samarbejde med UNHCR må antages, at vedkommende på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder umiddelbart har behov for beskyttelse, jf. jugoslaverlovens § 15 a.

Opholdstilladelse efter jugoslaverloven meddeles med henblik på midlertidigt ophold for en periode af 6 måneders varighed. Opholdstilladelsen kan forlænges i 6 måneder ad gangen.

Rettigheder:

En person med opholdstilladelse efter jugoslaverloven får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, der ligeledes tilvejebringer og driver særskilte indkvarteringscentre for de pågældende personer, jf. jugoslaverlovens § 7.

En opholdstilladelse efter jugoslaverloven giver ikke ret til at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller udføre tjenesteydelser her i landet med eller uden vederlag. En person med opholdstilladelse efter loven må dog deltage i ulønnet humanitært arbejde eller andet frivilligt arbejde, ligesom den pågældende må tage beskæftigelse i forbindelse med et særligt tilrettelagt trænings- og arbejdsprogram eller i forbindelse med et prak-tikophold, der indgår som led i den undervisning, der tilbydes efter loven. Den pågældende må endvidere tage lønnet beskæftigelse, hvis den pågældende stilling har været udbudt gennem arbejdsformidlingen, relevante fagblade eller på lignende måde i tre måneder uden at være blevet besat, jf. jugoslaverlovens § 3, stk. 2 og 3.

En person med opholdstilladelse efter jugoslaverloven har ikke krav på familiesammenføring. Efter ansøgning kan der dog i særlige tilfælde af humanitær karakter meddeles midlertidig opholdstilladelse til nære familiemedlemmer til personer med opholdstilladelse efter loven, jf. herved lovens § 4, stk. 1 og 2.

Ifølge jugoslaverlovens § 5 skal børn i den undervisningspligtige alder, der er meddelt opholdstilladelse efter loven, modtage særskilt tilrettelagt undervisning. For andre personer med opholdstilladelse efter loven tilrettelægges tilbud om undervisning og kurser i fag af betydning for tilbagevenden til hjemlandet.

Personer med opholdstilladelse efter jugoslaverloven har i medfør af § 6 ret til sygehusbehandling og anden lægelig behandling.

Asylsagsbehandling:

Efter jugoslaverlovens § 14 kan Udlændingestyrelsen bestemme, at en ansøgning om asyl indgivet af en person med midlertidig opholdstilladelse efter loven ikke færdigbehandles, sålænge den pågældende har opholdstilladelse efter loven. Udskydelsen af asylsagsbehandlingen kan dog ikke ske i mere end to år fra det tidspunkt, hvor beslutningen herom er truffet.

Repatriering:

Efter jugoslaverlovens § 16 a kan der ydes hjælp til repatriering til en person med opholdstilladelse efter loven, som ønsker at vende tilbage til det område, vedkommende stammer fra.

Ophold i medfør af udlændingeloven:

Efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, kan en person med opholdstilladelse efter jugoslaverloven, der efter afslag på asyl fortsat må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet, meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven.

Folketinget vedtog i april 2000 lov nr. 251 af 28. april 2000 om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (kosovonødloven). Loven skabte det retlige grundlag for, at Danmark kunne modtage fordrevne fra Kosovo, der befandt sig i Kosovo eller nærområderne hertil, og som var nødstedte på grund af voldshandlinger eller lignende uroligheder og måtte antages at have behov for midlertidig be skyttelse her i landet.

Kosovonødloven blev ophævet ved lov nr. 427 af 31. maj 2000. Af denne lovs § 4, stk. 1, fremgår, at kosovonødloven og de i medfør af denne udstedte forskrifter dog fortsat finder anvendelse for personer, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse efter kosovonødloven.

Opholdstilladelse:

En udlænding fra Kosovo, der befandt sig i Kosovo eller nærområderne hertil, og som efter aftale med UNHCR eller anden lignende international organisation blev inviteret til Danmark inden for kvoter fastsat af indenrigsministeren, meddeles opholdstilladelse efter kosovonødlovens § 1, stk. 1.

Endvidere kunne en udlænding fra Kosovo, der var registreret som asylansøger i Danmark, meddeles opholdstilladelse efter kosovonødlovens § 2. Det var i den forbindelse en betingelse, at ansøgningen om asyl var indgivet efter kosovonødlovens ikrafttrædelse den 30. april 1999. Ansøgning om opholdstilladelse fra udlændinge udrejst af Kosovo efter den 1. juli 1999 bliver i overensstemmelse med UNHCR's tilkendegivelser behandlet individuelt i overensstemmelse med udlændingelovens regler herom. De pågældende er ikke omfattet af kosovonødlovens § 2.

Opholdstilladelse efter kosovonødloven meddeles midlertidigt for en periode af 6 måneders varighed, jf. kosovonødlovens § 4, med mulighed for forlængelse, jf. kosovonødlovens § 5, stk. 2.

Efter § 3 gives mulighed for efter ansøgning indgivet til en dansk repræsentation, UNHCR eller anden international organisation at meddele tilladelse til familiesammenføring med ægtefæller og faste samlevere over 18 år samt med mindreårige børn og andre familiemedlemmer med en særlig nær familiemæssig tilknytning til en udlænding med opholdstilladelse efter kosovonødloven.

Rettigheder:

Kosovonødloven indeholder endvidere nærmere bestemmelser om de rettigheder, som udlændinge med opholdstilladelse efter loven har krav på. Rettighederne er afpasset efter det forhold, at opholdet er midlertidigt. De pågældende har således fået deres udgifter til underhold, rejse til Danmark samt sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen. Endvidere indeholder loven bestemmelser om de pågældende udl&ae lig;ndinges indkvartering på særlige centre samt etableringen og driften af disse, jf. herved lovens §§ 7-9

Ifølge kosovonødlovens § 10 har børn i den undervisningspligtige alder deltaget i særskilt tilrettelagt undervisning eller i en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves efter den særskilt tilrettelagte undervisning, mens der for voksne blandt andet er tilrettelagt tilbud om undervisning og kurser i fag af betydning for tilbagevenden til Kosovo.

Ifølge kosovonødlovens § 11, stk. 3, 2. pkt., har en udlænding med opholdstilladelse i medfør af kosovonødloven måttet tage beskæftigelse i forbindelse med et praktikophold, der er indgået som led i den undervisning, der er blevet tilbudt. Efter § 11, stk. 5, har en sådan udlænding endvidere måttet deltage i ulønnet humanitært arbejde eller lignende frivilligt arbejde. Herudover har en udlænding med o pholdstilladelse efter kosovonødloven kunnet meddeles tilladelse til at tage beskæftigelse i forbindelse med et særligt tilrettelagt trænings- og arbejdsprogram eller lønnet beskæftigelse efter nærmere regler fastsat af indenrigsministeren, jf. § 11, stk. 6 og 7. Sådanne regler er fastsat i §§ 34-37 i bekendtgørelse nr. 416 af 3. juni 1999 om undervisning, aktivering og beskæftigelse m.v. af personer med opholdstilladelse efter kosovonødl oven.

Asylsagsbehandling:

Udlændinge med opholdstilladelse efter kosovonødloven får ikke deres asylansøgning behandlet, så længe de har opholdstilladelse efter kosovonødloven. Udskydelsen af asylsagsbehandlingen kan dog ikke udstrækkes ud over to år fra tidspunktet fra den første opholdstilladelse efter kosovonødloven, jf. herved kosovonødlovens § 26, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2.

Repatriering:

Kosovonødlovens § 15 - 17 omhandler den hjælp, der ydes til repatriering til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl, herunder nærmere angivelse af de forhold og fornødenheder, der ydes tilskud til.

Ved lov nr. 427 af 31. maj 2000 om lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien og lov om ændring af udlændingeloven blev der indført en bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, hvorefter en udlænding, der har eller har haft opholdstilladelse efter kosovonødloven eller som på grundlag af en ansøgning om asyl indgivet inden den 30. april 1999 er eller har v æret registreret som asylansøger i Danmark, kan meddeles opholdstilladelse, såfremt den pågældende må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet

Kommissionen har i direktivforslaget som begrundelse for at indføre fællesskabsretlig regulering på området anført, at situationen med hensyn til midlertidig beskyttelse varierer fra medlemsstat til medlemsstat, men at fastsættelsen af minimumsstandarder på fællesskabsplan vil gøre det muligt at begrænse risikoen for, at tredjelandsstatsborgere udelukkende vælger bestemmelsesland ud fra, hvor de finder de gunstigste betingelser. Kommissionen har videre fremført, at det netop er på fællesskabsplan, at solidariteten vedrørende modtagelse af fordrevne personer samt øvrige økonomiske konsekvenser kan organiseres. Endvidere finder Kommissionen, at en fortsat mangel på fællesskabsregler om den midlertidige beskyttelse vil have en negativ indvirkning på effektiviteten af de øvrige instrumenter på asylområdet.

Kommissionen finder endvidere, at den foreslåede retsakt - et direktiv - er begrænset til det minimum, der er nødvendigt, for at målet kan nås. Direktivforslaget fastsætter således en række rammeprincipper, mens det overlades til medlemsstaterne at vælge den form og de midler, der er mest hensigtsmæssige, når principperne skal gennemføres inden for de nationale retlige rammer og i den nationale kontekst.

Indenrigsministeriet har ved brev af 17. juli 2000 sendt en kopi af direktivforslaget til følgende organisationer m.v. med anmodning om at modtage eventuelle bemærkninger:

Advokatrådet, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Rådet for Etniske Minoriteter.

Indenrigsministeriet har modtaget svar fra Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors. De modtagne høringssvar vedlægges som bilag.