Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedr. risikoevaluering af pentabromdiphenylether og cumen

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 448)
miljøministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

6. december 2000

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljø- og Energiministeriets notat samt grundnotat vedr. forslag til Kommissionens anbefalinger vedrørende resultaterne af risikoevalueringen og risikoreduktionsstrategierne for stofferne: pentabromdiphenylether og cumen.

MILJØstyrelsen 1. december 2000

Internationalt Kontor 1034-0051

asa/6

MEM 0315 MST

 

 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

Forslaget har til formål at godkende den gennemførte risikovurdering af stofferne pentabromdiphenylether og cumen, og at fastlægge riskoreduktionsstrategier for disse stoffer.

Der skal stemmes om forslaget den 12. december 2000.

For så vidt angår pentabromdiphenylether har risikovurderingen vist, at der er behov for yderligere data, når det gælder konsekvenser for den menneskelige sundhed. Når det angår miljøet anbefales at, at der for at opnå risikoreduktion bør overvejes gennemført et forbud mod markedsføring og anvendelse af stoffet og af varer, der indeholder stoffet.

For så vidt angår cumen, har riskovurderingen vist, at stoffet ikke udgør en risiko for mennesker eller miljø, og at der derfor ikke er behov for at følge op med en egentlig risikoreduktionsstrategi.

Regeringen agter at støtte forslaget om risikoreduktionsstrategier for pentabromdiphenylether og at støtte forslagets anbefaling om at overvågning fra importerede varer fra lande udvides til at omfatte både overvågning og kontrol.

 

MILJØstyrelsen Den 1.december 2000

Kemikaliekontoret

 

GRUNDNOTAT

Forslag til Kommissionens anbefalinger vedrørende resultaterne af risikoevalueringen og risikoreduktionsstrategierne for stofferne: pentabromdiphenylether og cumen.

ENV/D/720561/00

1. Status

EU-Kommissionen fremsendte den 31. oktober 2000 ovenstående forslag til EU-medlemslandene.

Forslaget har hjemmel i Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer.

Der skal stemmes om forslaget ved anvendelse af komitéprocedure den 12. december 2000 efter en ændring fra den først forventede afstemningsdato den 28. november 2000.

2. Formål og indhold

Formålet med Kommissionens forslag er at godkende resultaterne af EU-risikovurderingen af pentabromdiphenylether (penta-BDE) og cumen samt godkende risikoreduktionsstrategien for penta-BDE. Kommissionens anbefaling vil ligge til grund for det videre arbejde med reguleringen af penta-BDE.

Begge stoffer er blevet risikovurderet af en rapporterende medlemsstat efter principperne i Kommissionens forordning 1488/94 om principperne for vurdering af risikoen for mennesker og miljø ved eksisterende stoffer, og efter de retningslinier, som er givet i Kommissionens tekniske vejledning til støtte for denne forordning.

England har haft ansvaret for risikovurderingen af stoffet pentabromdiphenylether (penta-BDE), som er en bromerede flammehæmmere. Af risikovurderingen fremgår det, at stoffet hovedsageligt anvendes som brandhæmmer i polyurethan skum til møbelpolstring. Stoffet har ifølge litteraturen tidligere været anvendt som brandhæmmer i forskellige andre produkter, herunder i epoxyråvare og tekstiler. Men disse anvendelser er ikke kendt af den del af industrien, som har leveret til det europæiske marked i mere end 20 år. Det har ifølge risikovurderingen ikke været muligt at redegøre for anvendelsen af den totale mængde producerede og importerede mængde penta-BDE. Det er derfor muligt, at der er visse anvendelser af stoffet, som ikke er dækket af risikovurderingen.

 

På baggrund af risikovurderingen er der udarbejdet en risikoreduktionsstrategi som anbefaler følgende:

 

  • For så vidt angår menneskets sundhed er der behov for yderligere data. I den forbindelse har medlemsstaterne særligt bemærket, at der er en usikkerhed med hensyn til risikoen for børns eksponering af stoffet. Strategien anbefaler, at der i ethvert tiltag til risikoreduktion af stoffet, må tages højde for netop usikkerheden omkring børns eksponering via modermælk.
  • Med hensyn til miljøet, bør der på fællesskabsniveau overvejes et forbud mod markedsføring og anvendelse af stoffet og af varer indeholdende stoffet med henblik på at undgå forgiftning via fødekæden ved fremstilling og anvendelse af polyurethanskum. Selvom risikovurdering kun har identificeret anvendelse af penta-BDE i polyurethanskum er det konkluderet, at alle andre anvendelser af stoffet, som giver anledning til udl edning til miljøet, vil være uacceptable. Tiltag til miljøbeskyttelse vil ligeledes reducere menneskets eksponering for stoffet. Herudover skal den fremtidige anvendelse af penta-BDE overvåges. Endelig bør det overvejes at overvåge import af produkter fra tredielande.

Spanien har haft ansvaret for risikovurderingen af stoffet cumen. Af risikovurderingen fremgår det, at stoffet hovedsageligt anvendes som mellemprodukt i den kemiske industri til fremstilling af phenol og acetone. Derudover anvendes stoffet som udgangsmateriale ved fremstilling af vaskeaktivestoffer, til syntese af andre kemikalier og som katalysator i fremstillingen af acryl-polyester polymere. Det har ifølge risikovurderingen ikke været muligt at redegør e for anvendelsen af den totale mængde producerede og importerede mængde cumen. Det er derfor muligt, at der er visse anvendelser af stoffet som ikke er dækket af risikovurderingen.

I risikovurderingen er der bl.a. identificeret cumen i olieprodukter. Da vurderingen imidlertid alene skal forholde sig til stoffet i sin rene form, følger vurderingen ikke op på disse kilder.

 

Riskovurderingen for stoffet har vist, at der ikke forventes nogen risiko for mennesker eller miljø og, at der derfor ikke er behov for at følge op med en risikoreduktionsstrategi for stoffet.

3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Da der er tale om en anbefaling, har Kommissionen ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet.

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Da der er alene er tale om en anbefaling, har det ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. På sigt kan anbefalingen munde ud i forslag til rådsdirektiver, som ved en vedtagelse skal implementeres i dansk lovgivning, som bekendtgørelser.

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Da der alene er tale om en anbefaling, har den ingen økonomiske eller administrative konsekvenser. På sigt kan anbefalingen som nævnt, munde ud i forslag til rådsdirektiver. I den forbindelse skal det bemærkes, at anvendelsen af penta-BDE i Danmark er meget begrænset. For alle bromerede flammehæmmere sker 90 % af forbruget i Danmark ved import af færdigvarer. Anvendelse af penta-BDE ved fremstilling af polyurethanskum sker ikke i Danmark. Anbefalingerne har derfor ingen negative konsekvenser for erhvervslivet.

Den samlede anbefaling har ikke økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner.

Beskyttelsesniveau:

For penta-BDE vil anbefalingen fremme udarbejdelsen af et forslag til et rådsdirektiv om forbud mod markedsføring og brug, hvilket vil betyde, at tilførsel til miljøet ophører, hvorved miljøbelastningen mindskes.

For cumen forventes forslaget at have en neutral indvirkning på beskyttelsesniveauet for både sundheden og miljø.

 

  1. Høring

Forslaget har ikke været sendt i høring. Der er dog blevet orienteret om forslaget i Risikovurderingsudvalget, som er sammensat af repræsentanter fra Arbejdstilsynet, Veterinær- og Fødevaredirektoratet og Miljøstyrelsen.

Sagen har endvidere været forelagt EU-miljøspecialudvalget, hvorfra der ikke er kommet bemærkninger.